Home Ukassen Artikler fra kategorien "Ukassen 2014-15"

Kategori: Ukassen 2014-15

Artikler relateret til u-kassen, fra foråret 2015.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Årsberetning for U-kassen 2018 En historie fra de varme lande…. Ukassen har haft et fint år, hvor vi har sendt støtte afsted til i alt 9 spændende projekter. Nogle nye projekter, andre er en fortsættelse fra tidligere støtterunder. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. I efteråret 2018 trak Julie sig fra ukassen. Louise Kaas, som I kender fra biblioteket, har overtaget pladsen. Dvs. at ukassen nu består af Louise Kaas, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Som overskriften antyder, savner vi ofte den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Herfra skal derfor igen i år lyde en stille, men ihærdig bøn om, at ansøgere og støttemodtagere sætter sig grundigt ind i de få regler, vi har og sørger for at overholde frister for både ansøgning og indsendelse af den obligatoriske beretning. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi, ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen, og i det hele taget ved at komme på lejr hvert år. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine   Støttede Projekter 2018 Renovation af Slangehuset på Bujora v/Johanne Shoma Landsholt U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK Slangehuset på Bujora har fået lukket huller og der er bygget en fin lille tilbygning, så slangerne nu slipper for rifter og sår erhvervet i flugtforsøg gennem sprækkerne og samtidigt har fået mulighed for at krybe ud og sole sig i tilbygningen. Læs mere her. Daycare i Nuanga v/Elisabeth Lange U-kassen har støttet dette projekt med 3.300 DKK Snart er Nuanga Daycare klar til at modtage de første 1-4 årige børn i dagpleje med fokus på motorik og musik, læring og leg og pædagogik fra Norden. Læs mere her. Fanaka Arts Project – Toilet og Drikkevand v/Gull-Maj Leicht Karimi U-kassen har støttet dette projekt med 4.200 DKK Nu er der også kommet toilet tæt ved træningsgrunden. Læs mere her. Faraja Home v/Kristine Bundgaard U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Faraja Home har fået støtte til at bygge skyggeplads til deres aktiviteter og workshops. Læs mere her. 100% for børnene – Piger i Gymnasiet v/Camilla Englyst U-kassen har støttet dette projekt med 4.000 DKK REEP (Rural Education for Empowerment Programme) hjælper piger med re-eksaminer, så de kan komme videre med deres skolegang og fortsætte på en gymnasiel uddannelse. Læs mere om projektet her. African Paradise v/Mette Lotus U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Mette Lotus driver en sundhedsklinik i Abene i det sydlige Senegal. Her hjælper hun med bidrag fra Ukassen med både stort og småt og skaber derigennem bedre sundhed i området. Læs mere her. Kikundi v/Knud Erik U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK   Rising Hope v/Jeppe Damkilde U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Rising Hope projektet hjælper kvindelige stofmisbrugere ud af misbrug og med at finde en vej tilbage til livet i Bagamoyo. Læs mere her. Maisha Furaha Theatre v/Ole Miller U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Jeg har været deltager, sidevogn, kok, lille-hjælper og uvildig observatør rigtig mange danse- og trommeworkshops i Tanzania. Det er altid stort for grupperne at få gæster fra udlandet. Der er selvfølgelig den økonomiske side, såvel gruppen som de enkelte undervisere får en slat på kistebunden. Men lige så vigtigt er det store boost af energi det giver, når tanzanianske unge oplever, at folk har så stor kærlighed og interesse for dansen, at de kommer helt til Tanzania for at lære. De sidste par år, har jeg været omkring 4 forskellige workshops og lagt mærke til, at der er kolossalt stor forskel på hvad de forskellige grupper får ud af opholdet. Der er opstået mindre misforståelser, der kunne være forebygget, hvis gæsterne fra Danmark var klædt på hjemmefra. Derfor har jeg forfattet følgende velkomstbrev, som kan forberede deltagerne på dit og dat i forhold til deres besøg hos Kisesa B. Og så slog det mig, at andre både deltagerne på workshops andensteds og de løse fugle, der rejser til Tanzania på egen hånd, kan have fornøjelse af mine guldkorn.     Kære kommende sukumadanser April 2026 Du er så heldig, at du skal deltage i en workshop med dansegruppen Kisesa B i nær fremtid. Jeg har været med til en del workshops som medlem af gruppen og har oplevet, at der er meget stor forskel på hvor meget kursisterne har fået ud af deres ophold. Derfor får du mit indspark til, hvad du selv kan gøre for at få det bedste og mest givende ophold hos gruppen. Min baggrund er, at jeg har danset og rejst i Tanzania i mere end 30 år. Været tilknyttet forskellige dansegrupper og ægtefæller gennem årene. Danser i Igokoloo i København og rejser til Tanzania hver vinter. I 2025 blev jeg færdig med at bygge et lille hus i Igeye, som ligger et par km længere ud ad vejen. Man kan høre trommerne hjemme hos mig. Kisesa B Dansegruppen består dels af medlemmer af familien Milundumo og dels af medlemmer, der bor i lokalområdet – enkelte har lang vej til Kisesa. De har to ugentlige øvere mandag og fredag, fra kl 16. til 18. Øverne efterfølges som regel af lange møder, hvor hele gruppen diskuterer, hvad der rører sig. Hvis jeres workshop strækker sig ind over disse to dage, vil der som regel være lidt forskel på indholdet i forhold til de andre øvedage, fordi gruppen også har brug for at øve i rigtigt tempo og måske nogle stilarter, I ikke har fået undervisning i endnu. Efter første workshop-øver, vil I blive indbudt til et lille møde, hvor alle præsenterer sig. Det er god tone, at stå op mens man præsenterer sig kort. Er dit swahili stadig i sin vorden, kan du bede en fra din gruppe hjælpe med at oversætte, for engelskkundskaberne i Kisesa B er yderst begrænsede. Alle er tosprogede fordi de taler deres eget sprog sukuma og swahili. Det er godt at vide, at sukumaområdet er lidt mere traditionelt funderet, end andre dele af Tanzania. F eks vil det være respektfuldt som kvinde, at være relativt tækkeligt påklædt på underdelen. (Ikke for korte hotpants). Gruppen vil aldrig sige noget, men det er helt tydeligt, at de lægger mærke til (og kommenterer) hvis der vises alt for meget ben under øverne. Shorts er helt ok, bare de ikke er så åbne, at man kan kigge lige op til Himmerrige. Der er ikke særlige restriktioner for mandlige dansere. Før I ankommer, har gruppen holdt flere møder og aftalt hvem, der tager sig af hvilke opgaver. Det italesættes også, at formålet med at have gæster IKKE er at score sig en sød kæreste. Uanset denne aftale, er det sket gennem tiderne, at nogen er faldet så pladask for nogen, at der er kommet kæresteskaber ud af det. Ingen regel uden undtagelse. Især I piger vil nok opleve nogen kurtisering og komplimenter for dit og dat. Det er der ikke noget slemt i og en del af de herrer er også ualmindelig pæne og kan hoppe vældig højt – men hvis din hensigt er at få lidt uforpligtende, er det måske sundere for gruppen, at du gør det et andet sted. Der vil uvægerligt opstå noget jalousi i forhold til den heldige og det er der ikke grund til, hvis din intention er et one night stand. Jeg er selv faldet i den gryde at par gange, så det er bestemt ikke en hævet pegefinger – bare et ønske om at passe på gruppen. Øverne Det er almindeligt, at der planlægges to øvere om dagen. En formiddags- fra kl. 10 til 12 og en eftermiddags- fra kl. 16 til 18. Et par medlemmer af gruppen møder ind kl. 8 og 14 for at tænde bål og varme trommer op. Hele gruppen er sat til at møde kl. 9.00 og 15.00 og der uddeles bøder for at komme væsentligt for sent eller udeblive, når gruppen har sagt ja til at have workshop. Alle tider er selvfølgelig underlagt almindelig tanzaniansk besindighed. Vil I have så meget ud af kurset som muligt, er det dig, der sørger for at være klar og komme ud på dansepladsen til tiden. Ingen vil skubbe på og jo mere det skrider, desto mindre vil du og I få ud af jeres ophold. Jeg har både oplevet grupper, der blev helt ekstremt gode og grupper, der nærmest stadig var helt nybegyndere efter et par ugers undervisning. Under selve workshoppen vil I blive præsenteret for flere forskellige dansestilarter. Jo flittigere I deltager, desto større repertoire – og desto sjovere er det. Når I præsenteres for en ny dans, er det almindeligt at gruppen deler sig og laver en-til-en undervisning uden trommer. Sug til dig. Spørg om at gentage, indtil du føler dig komfortabel. Medlemmerne er glade for at hjælpe. Jeg har en lille kæphest, som kan få lov at tage en tur i manegen her: Det er ikke en sygdom at blive træt. Hæng i for fanden – også selv om det gør lidt ondt. I løbet af en almindelig øver råber fordanseren med jævne mellemrum: Mmechoka? (Er I trætte?) Og svaret vil altid være Bado! (Ikke endnu!). Så med mindre du har en livs- eller førlighedstruende skade, vil jeg opfordre dig til at blive på dansesandet under hele øveren. Evt. kan I jo bede om en fælles vand- og pustepause, hvis det står helt skralt til. Men I er unge og har i princippet gode ben. Så brug dem :0) I løbet af jeres kursus er det almindeligt, at gruppen indbyder til Kikome (sang og trommer over bål) en eller flere gange. Måske har du ikke lært så mange sange endnu, men gå ikke glip af muligheden for at mærke den særlige stemning, der er, når alle synger af karsken bælg. En kikome med sukumaerne er en ret særlig oplevelse. Giv slip på dit eget behov for at stå på scenen og læn dig tilbage i bussen. Sluk din mobil, med mindre du bruger den til at optage eller filme al vidunderligheden. Er der økonomi til at købe lidt våde varer til fællesskabet, vil det blive værdsat. I kan tage på Club hvor som helst i hele verden. Der er bare ikke nogen særlig magi i det. En af dagene, vil jeg opfordre jer til at besøge Sukumamuseet på Bujora og få en rundvisning og eventuelt se et danseshow. Al den dans og musik, I bliver præsenteret for, har dybe rødder i sukumakulturen. Det er da en skam, hvis du rejser videre ud i verden med det indtryk, at du har deltaget i zumba med et tvist. Det er muligt at få en engelsktalende guide, hvis førnævnte swahilikundskaber ikke strækker til den store tur. Det er muligt at dansegruppen hellere vil have jer derhjemme, så måske skal I være lidt insisterende. Den sidste dag inden workshoppen afsluttes, er der tradition for et brag af et afdansningsbal. I får lov at vise hvad I har lært og der vil desuden være show og kankulu (solodans), hvos Kisesa B viser deres skøreste og vildeste tricks. Inden festen bliver alle klædt i gruppeuniformer og malet med traditionel jordbaseret maling i forskellige farver. Trommeslagerne er dem, der tager det største slæb den dag, for det forventes, at der spilles højt og hurtigt under hele festligheden, der kan strække sig over lang tid. Det er almindeligt, at der dukker et par hundrede tilskuere op. Bliv ikke genert eller utilpas over al den opmærksomhed. Selv om der kan blive peget og grinet højlydt, er det kærligt ment. Det klogeste du kan foretage dig er, at lave noget gak og falde-på-halen-sjov med publikum. Så har du vundet dem for evigt. Hvis en danser eller trommeslager laver noget helt særligt, som du har lyst til at anprise, er det almindeligt, at du løber ind, viftende med en pengeseddel over hovedet (2.000 kan sagtens gøre det) og stikker den til kunstneren, når denne har afsluttet det du blev imponeret over. Hav derfor et arsenal af mindre pengesedler med til denne særlige lejlighed. Det kan godt blive lidt dyrt, hvis du kun har 10.000-sedler i lommen. Det kan jo ske for enhver, at man har en dag, hvor man ikke kan deltage i workshoppen. (Dødsfald, diarré og den slags). Der er ikke knivskarpe aftaler om det, men hele maskinen kører jo alligevel, så jeg ville vælge at betale fuld pris, selv om jeg ikke kunne deltage den dag. Vælger I en anden model, giver det problemer for gruppen, når I er taget videre og der under det afsluttende møde skal betales til underviserne for deres arbejde. Det almindeligste er, at hvert medlem får et sted mellem 10- og 20.000 for en uges workshop. Taget i betragtning, at flere frasiger sig andet arbejde for at komme og undervise, er det meget skidt for gruppen, hvis de ikke har den planlagte indtjening. Er du totalskadet eller død under hele kurset, skal du selvfølgelig lave en aftale om nedsat betaling. Nu mangler jeg bare at ønske dig en kæmpe oplevelse og ømme skinker de første par dage.  Kh Shenede (AKA Jeanette) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Daycare Abrani er etableret af en gruppe kvinder fra Abrani for ca. 18 år siden, da de indså, at mødre havde brug for at få passet de små børn fra ca. 1,5 år, nå de skulle ud og arbejde med jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!  •  Læs bestyrelsens hilsnen 1. maj 2020 HER Her følger Tinnes hilsen, som den blev skrevet INDEN lejren 2020 blev aflyst: Kære alle sammen Jeg håber, I allesammen har det godt derude, i jeres respektive coronabobler. Corona og årets utamadunilejr Et spinkelt håb Kære alle sammen, jeg håber inderligt at se jer i Ramten skov i uge 30, men for nu må vi holde vejret, krydse fingre og støtte kærligt op om de beslutninger, der kommer fra Statsministeriet og som måske må betyde, at der vil gå endnu et helt år, før vi ser hinanden. Hvem ved, måske det vil betyde, at danseweekender som Vinterkucheza og Kikome bliver helt fyldt op, at lejren bliver afholdt på en alternativ måde, at vi kan holde vintersolhvervsfest eller noget helt andet. Meget er muligt… såfremt corona går på retræte og holder sig langt væk 🙂 Jeg håber, I har det dejligt derude og får en masse kvalitetstid med jer selv, jeres familier og virtuelle venner på den bedste måde. <3 Mange kærlige hilsner fra Tinne   Tilføjelse d. 3. maj 2020: Som det også er nævnt øverst i opslaget her, blev denne beretning skrevet før, vi i bestyrelsen besluttede os for at måtte aflyse årets lejr. I fredags, d. 1. maj sendte vi ud på diverse facebooksider at lejren er aflyst og har siden modtaget rørende mange kærlige tilkendegivelser omkring tristheden ved situationen men også forståelse for vores beslutning. Det er vi sindssygt glade for. Tusind tak for jeres støtte, tanker og forståelse. Vi ses i Ramten skov i juli 2021 og måske også i løbet af andre arrangementer over det kommende år, når coronaen endelig tillader os at ses igen. Jeg glæder mig. Hav det dejligt så længe. Kh fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Indkøb af risafskaller til landsbyen Nghama i Magu Distrikt Tanzania Nyanguge den 8 marts 2020. Den lille regntid har stået på siden begyndelsen af december 2019 og fortsat frem til i dag, hvor det er Kvindernes Internationale Kampdag. U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Gennem flere år har vi bygget på bygning til at huse en daycare på vores kulturcenter i Nungua, og nu står det der parat til at blive godkendt af myndighederne, og så kan børnene begynde at komme dagligt. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Tak for støtten til byggeri af en ny Daycare på kulturcenter i Nungua! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Fra 3. januar 2017 og 2 uger frem, gentager vi succes’en fra 2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Tak til U-kassen og dermed alle lejrens deltagere!   “African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag. Klinikken er gratis. Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste års donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede. Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2013Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Download som interaktiv PDF, klik her [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Warsha 27. december 2018 – 11. januar 2019. Gensyn med Sukumaland efter 24 år. Som oftest før, når vi i Utamaduni Dance Troupe diskuterer og reflekterer over vores virke, falder snakken på muligheden for igen at afholde et warsha. Dette var ingen undtagelse i januar 2018. Jeg sad der med en enorm trang til at melde mig på skansen, trods jeg overhovedet ikke har betrådt den tanzanianske muld siden 1994, og det faktum at mit Swahili var temmelig rustent. I 1993 var Marianne Høj og jeg efter et warsha i Tanzania fuldstændig solgte. Dengang i start 90’erne var der stor arbejdsløshed. Der blev opfundet forskellige måder, hvorpå man kunne udvide sin horisont i forhold til jobsøgning og uddannelse. En af opfindelserne var en orlov, hvor man med 80 % af dagpengene kunne rejse udenlands og uddanne sig. De færreste sagsbehandlere var, grundet det spritnye tiltag, særligt meget inde i sagerne. Mariannes talegaver og vores fælles evne til planlægning og afsøgning af kontakter gjorde, at det lykkedes os at overbevise en sagsbehandler, om at vi skulle til Ghana og Tanzania på ni måneders uddannelsesorlov. Ja. Sådan var det dengang. Det er den udenlandsrejse, der har formet mig mest som menneske. Jeg bringer stadig anekdoter frem, hvis folk ellers har lyst til at høre dem. Jeg bruger det i mit arbejdsliv, når snakken falder på det, der er ”anderledes”. Jeg bruger mine erfaringer, når jeg (ofte) kommer i diskussioner med folk, der har en anderledes holdning end jeg. Hvad er det værste, der kan ske i mødet med et menneske fra en anden kultur end din egen? Nå. Jeg var med andre ord ikke svær at overtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i warsha her 24 år senere. Utamaduni Dance Troupe består, som mange måske ved, af gode folk med mange forskellige kompetencer. Som medlem af gruppen indvilger man i, at fællesskabet indeholder meget mere end dans, sang og trommer. I warsha-henseende er der i gruppen flere virkelig dygtige og erfarne folk udi i organisering og kontakt til Sukumaland. Dette år var tovholderne på warsha Sebastian, Anne Katrine, Siff, Johanne og jeg. Der er et stort forarbejde i at arrangere warsha. Der skal skabes kontakt til Bujora, til formænd for foreninger, undervisere, landsbyer, præster, køkkenfolk, nattevagter med meget mere. Der skal organiseres og planlægges, alt sammen noget der tager længere tid end herhjemme i e-boks/online 24/7 land. I løbet af sommeren og efteråret brugte vi tid på dette, så hen mod oktober havde vi et groft skitseret program parat. Sebastian, Johanne og Siff rejste i forvejen, og alt var parat, da warshadeltagerne landede i Mwanza. Endelig afsted med pitstop på Zanzibar For mit eget vedkommende rejste jeg med Abena og Kofi. Vi brugte først nogle dage på Zanzibar. Hjemmefra havde jeg tænkt, at ”det måtte vi se”, nu når vi endelig var tilbage i Tanzania. Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være at gense folk og steder, men jeg kunne ærlig talt ikke helt forestille mig det. Jeg kunne heller ikke mærke, om jeg var spændt eller nervøs. Men. Nogle gange kommer oplevelser og minder til en ad en meget uventet vej. På Zanzibar var vi på en spicetour (kan virkelig anbefales!), hvor vi blev guidet rundt i en art botanisk have fyldt med eksotiske frugter og krydderier. Turen sluttede med, at vi blev vist hen til en overdækket platform med måtter, som vi kunne sidde på. Vi blev budt på en ”krydret buffet”. Vi sad i en rundkreds, og ind kom unge fyre med tallerkner og skåle med forskelligt indhold. Der blev sagt værsgo. Jeg rakte ud efter en blå plastikskål med låg. Da jeg løftede låget af, mødte mig den mest fantastiske duft at pilau-ris. Lige dér i skyggen på sivmåtten blev jeg ramt af den største forventnings glæde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne pludselig mærke savnet til Sukumaland. Bujora kalder Efter nogle dasende dage på Zanzibar fløj vi til Mwanza. Vi blev hentet i lufthavnen og kørte gennem Mwanzas gader om aftenen d. 24. december. Da vi endelig ankom til Bujora, stod en lille velkomstkomite og tog imod os. Johanne, Lukas, Siff, Liv, Luna og Sebastian. Endelig tilbage! Seba bød på julemiddag, på vej derhen akkompagneret af aftens julegudstjeneste i kirken. Så var vi i gang! Den første morgen blev jeg vækket af silende regn og en ubestemmelig lyd af dyr. Da regnen var stilnet af, kiggede jeg ud og så aber, der hoppede rundt på strå- og bliktage med mangoer i hænderne. De havde en fest! Jeg tog alt ind. Duftene og indtrykkene blæste mig tilbage til 1994 – hvor var det fantastisk! Warsha gik i gang. En palet af undervisning i mange forskellige stilarter. Der var hyret dygtige undervisere og trommeslagere, og vi fra Utamaduni Dance Troupe hjalp med at oversætte, kulturformidle, skabe kontakt mellem danskere, svenskere og lokale. I kulissen arbejdede Johanne og Seba med at holde styr på budgettet og sørge for at program og kontakter var i vinkel. I programmet var der, udover danse- og trommeundervisning og swahili, fastlagt en tur med overnatning i Ntulya, en guidet rundtur på Bujora Cultural museum, kulturhistorie formidlet af Uffe og Sander og en gåtur til Mitundwas landsby. Når dagens undervisning var slut, blev tiden brugt på ture til den nærliggende landsby, Kisesa, hygge i baren og fællessang ved bål. Mange gange blev vi inviteret på frokost hos gæstfrie mennesker. Besøg i Ntulya En af vores udflugter gik til landsbyen Ntulya. Her boede i sin til den berømte, nu afdøde, medicinmand Mungu wa pili – Gud nr. 2. Vi fyldte bussen fra Bujora med warshadeltagere, undervisere og køkkenfolk – og så gik det afsted. Vi skulle overnatte i telte. Da vi ankom, blev vi mødt af landsbyens beboere og så de flotteste danseopvisninger leveret af forskellige grupper udi Buyeye og Kadete. Efter at have indtaget aftensmad i skæret af batterilamper og hygge med sang og kadete, gik aftenen på hæld, og en nat i telt ventede forude. Jeg sov mildt sagt elendigt. Derfor var det heller ingen sag at stå op tidligt næste morgen. Der var noget der trak. Jeg tog mit tøj på, børstede tænder og listede afsted – klokken var vel 6. Omkring mig blev morgenstilheden kun brudt af snorkende warshadeltagere i naboteltene og sjove lyde fra store fugle. Jeg ville jage solopgangen. Jeg gik op ad klippen/den kæmpestore sten, som ligger der lige midt i landskabet, som om nogen har tabt den der. Ntulya er det mest fredelige sted i verden. Landsbyen er som sagt berømt for Mungu wa pili. som eftersigende kunne vække en død til live ved at hælde kogende vand i hans øre. Stedet er omgærdet af mystik og utroligt smukt. De fleste bygninger er hytter, firkantede eller runde, bygget af stammer/tykke grene og med strå på taget. Kvinder fejer bopladserne sirligt rene hver morgen. Solen var så småt ved at stå op og gav et rødgulligt lys udover rismarkerne. Jeg satte mig og nød synet af en lille boplads klemt inde mellem klippen, store sten og træer. På grunden var der en større og en mindre hytte. Jeg faldt i staver og sad længe og tænkte over, om der mon boede nogen der. Pludselig kom en gammel mand gående hen mod den største hytte. Han stoppede op og hilste på en kvinde. Jeg kunne høre hende svare, men kunne ikke se hende. Da den gamle mand var færdig med sin høflige og lange morgenhilsen, gik han videre. Jeg fik sådan en trang til at gå ”tilfældigt forbi” og gik ned ad klippen og hen mod hytten. Dér i en døråbning stod en utrolig krøllet og smuk gammel kvinde. Jeg sagde: ”Hodi”? (Er der nogen hjemme?). Hun smilede og svarede ”Karibu” (velkommen). Jeg gik hen til hende og hilste med det høfligste håndtryk her – nemlig hvor man udover at give hånd, lægger sin venstre hånd på den andens højre arm. Jeg nejede, som kvinder gør overfor mænd eller kvinder, der er ældre end én selv. Vi stod længe og smilede, mens vi holdt hinanden i hånden. Vi havde ikke noget fælles sprog. Vi var blot, med dén berøring vi begge delte ud af. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give slip! Hun smilede til mig med de kærligste og varmeste øjne. Jeg blev så rørt! Efter en stund sagde jeg farvel og tak og ønskede hende en god dag med følelsen af, at mit hjerte var helt tanket op! Kadum Som sagt var der en bred palet af dygtige undervisere og forskellige stilarter på dette års warsha. Jeg har en blød plet for kadum. Det er heldigt, for vores underviser i denne stilart var virkelig dygtig. Hans navn var Nuya. Han spillede trommer, fløjte, underviste i dans og sang med sin helt særlige meget lyse stemme. Jeg var solgt! Kadum har det særlige i sig, at man har trommen /en stor olietønde hængende over den ene skulder og bærer den, mens man spiller. Lyden er dyb og går direkte ind i kroppen. Så dragende! Selvom trommen er tung at bære, gør rytmerne, trinnene og fløjtens lyd, at man på en måde bliver lullet ind i en meditativ tilstand. Besøg i Mitundwas landsby En af de sidste dage gik vi ad stier og marker hen til Mitundwas landsby. Her var der optræden og undervisning af to dansegrupper. Vi blev på gæstfri vis placeret i skyggen, og i gang startede den fedeste optræden. Og endda med sogota som jeg elsker. En mandlig sogota-trommeslager smilede til mig. En anden spurgte:” Kan du kende ham?”. Jeg kiggede lidt. Guuuud! Det var jo Chumas! Min gamle ven fra 1994, der i timevis havde undervist mig! Jeg fløj op, standsede musikken, virkelig uhøfligt, og gav ham et stort kram. Det grin og det smil, jeg fik tilbage, var GULD! Efter optræden blev warshadeltagere budt op til danseworkshop. Fede danse og virkelig dygtige trommeslagere og undervisere. Alt imens dansen foregik i den bagende sol, havde kvinder travlt med at tilberede lækker mad til os. Vi blev efter noget tid budt til bords. Spisningen foregik i små cirkler, hvor vi sad 3-5 personer om et fad ris/ugali/kød/grønt/sovs og spiste med fingrene. Der er noget særligt ved at spise på den måde. Det lyder måske banalt, men maden smager tifold bedre. Skidt pyt med at man er klistret til med ris og til albuerne 😉 Dag for dag forsvandt tiden bag os. Vi sluttede af med et brag af en afskedsfest, hvor vi havde inviteret alle undervisere og deres baggrundsgrupper til dans og festmad. Vi var over 100! Jeg var efter 14 dage fyldt til bristepunktet med oplevelser. De 24 år havde sat sine spor. På mine første rejser i Sukumaland var det særligt dans og musik, der fyldte for mig. Denne rejse bød på umådelig mange kærlige og rørende gensyn. Jeg har ikke ord på, hvor mange gange jeg har grædt glædestårer – og virkelig mærket, hvor meget jeg har savnet det i alle årene. En anden kær ven – Bala – spurgte mig:” Går der 24 år inden du kommer tilbage?!” – svaret er NEJ! Jeg vil tilbage, så snart det er muligt. Et vel tilrettelagt og ikke mindst veludført warsha var overstået. Tak til Jer modige warshadeltagere, for hvem det for nogen var første gang at være i Afrika. Hatten af for dygtige tovholdere fra min dansegruppe, uden Jer og Jeres evner til at arrangere, kommunikere og kulturbrobygge, ville det være umuligt at gennemføre et warsha. Tusind tak til undervisere og dansegrupper for Jeres fantastiske dans og musik! Tusind tak til toptjekkede køkkenfolk og nattevagter der passede godt på os. Tak til Bujoras nye præst Fikiri, for at ville lære os at kende. Ja kort sagt, tak for Jer alle! Hvis du skulle have lyst til at deltage i et warsha, kontakt da en af os i Utamaduni Dance Troupe for nærmere oplysninger. Kærlig hilsen Anne Birgitte [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania. Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten. Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone. Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna. I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden. Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset. Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik. Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv… Hilsen Kirsten Larsen Mhoja [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2019Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Samme år blev Ugandeseren Goedfred Senoga (Uganda TV) nævnt i Poul Nyrups nytårstale, da han havde boet i Århus i 9 måneder og lavet filmen ”Den tavse stamme”. En afrikaners oplevelse af danskerne og deres hverdag. Diasshow var også på mode i formidlingsarbejdet mellem nord og syd. Unge gymnasieelever fra København lavede diasshowet ”Hvor blev latteren af – blev den i Senegal”, en meget tankevækkende 20 minutters oplevelse af det at komme hjem efter 4 uger i Senegal. Formidling er vigtigt, fordi vi kan lære at glædes over hinandens kultur og ikke kun ønske at lave om på hinanden, eller kæmpe om hvis kultur der er bedst. Søren Kierkegaard siger det jo så flot. Vi skal lære at give os selv ”uret”, indtil vi har forstået den anden. 2014 blev også vinteren, hvor vi var nogle stykker fra Emmelev, der overvintrede på Bujora ved Victoriasøen. Uffe og jeg havde i Utamaduni Kulturforenings regi i efteråret 2013 fået godkendt en ansøgning om tilskud til forsendelse af en container fyldt med klinikudstyr til ”Bujora African Clinic”. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) overtog i 2013 Mellemfolkeligt Samvirkes ”Genbrug til Syd”-aktiviteter og dermed bevillingen fra DANIDA til renovering og forsendelse af udstyr. Lions Klubben i Grenå støttede os med midler til istandsættelse af klinikken. Dette arbejde foregik i hele januar måned. Total ombygning som medførte, at klinikken nu lever op til sundhedsmyndighedernes krav. Arbejdet blev udført af de dygtige håndværkere og elever fra Bujora håndværkerskole. Produktionsskolen i Grenå havde stået for indsamling og pakning af udstyret med hjælp fra Randers Ulandsværksted, Randers Regionshospital og Intergen i Viborg. Der er jo et fantastisk netværk i Danmark omkring ansøgning om støtte til at sende udstyr til bl.a. Afrika på www.dmru.org. På vores vintertur fik vi også lejlighed til at være med til fordeling af hospitalsudstyr til sundhedsklinikkerne i Ng´wanakeyi og Mwampulu. Senge, madrasser, borde, stole og undersøgelsesbrikse mv. Klinikkerne havde stået tomme siden færdiggørelsen i 2010, men forsendelsen af udstyret fra os har resulteret i, at Ng´wanakeyi nu har fået både en læge og sygeplejerske tilknyttet klinikken. Mwampulu vil få samme tilknytning inden årets udgang. Dette har myndighederne i Kwimba-distriktet lovet. Ofte kan små tiltag give en stor effekt. Jeg har flere bekendte i Ng´wanakeyi som har mistet et eller flere familiemedlemmer, da de ikke i tide har nået til Sumve hospital – nu er hjælpen lige i lokalområdet. Er der noget, regeringen i Tanzania prioriterer højt, så er det infrastruktur, uddannelse og sundhed. Derfor må vi også nu betale 18% moms af alt det udstyr, vi bringer ind i landet. Kun religiøse organisationer er fritaget for denne ordning. Med økonomisk hjælp fra Utamaduni Kulturforenings U-kasse kunne vi hjælpe Sawenge gruppen ved Mwanza fjord med hovedrenovering af deres Ford 4000-traktor. Gruppen har specialiseret sig i fordeling, dyrkning og salg af forskellige kartoffelsorter. I forbindelse med vores årsmøde i oktober i Sukumaland fik lederen af DMR-U Lars Udsholdt og jeg mulighed for at besøge gruppen og se dens arbejde. Både Nyota Ngo’en (stjernerne) og landbrugsgruppen i Kolomije har modtaget landbrugsudstyr. Der er stor efterspørgsel på moderne landbrugsudstyr for at forøge landbrugsproduktionen, og regeringen er nu ved at støtte distrikterne med favorable lånemuligheder til bønderne, så de kan investere i moderne landbrugsudstyr. Vi har i 2013 fået støtte fra følgende: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støtte med kr. 58.950,- til Utamaduni Kulturforening i forbindelse med indsamling og forsendelse af en 20 fods container med klinikudstyr til Bujora Kulturcenter. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støttet med kr. 200.549,-  til Grenå Produktionsskole i forbindelse med indsamling, renovering og forsendelse af én 20 fods og én 40 fods container til NGOen Nyota (stjernerne) i Misungwi Distrik –Tanzania. Utamaduni Kulturforenings U-kasse kr. 10.000,- til renovering af Sawenge gruppens landbrugsudstyr. Lions Klub Grenå har ydet støtten til renovering af African Clinic på Bujora Kulturcenter. Kr. 15.000,- Sammenlagt har forbrug i år 2013 været på i alt: kr. 284.499,-   De bedste hilsner til alle fra mig med ønsket om, at år 2014 må blive det mest fantastiske år, Knud Erik Herunder ses det officielle takkebrev fra Bujora: http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Takkebrev-Bujorea-2013.pdf [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25”EN PALMEHYTTE ER DA OPPE I TRÆERNE” – et lærerværelse til Pebi Der blæser altid en frisk brise på ’lærerværelset’ ved landsbyskolen i Pebi. Et langt stenkast fra stranden og rejst på stolper helt op blandt kokospalmernes skygge er der opført en lille hytte, på stranden i Ghana. Det var et dansk påfund at have en hytte oppe i træerne og først var ghaneserne noget skeptiske. Men da det viste sig, at der var både skygge og en let brise, har hytten udviklet sig til at udgøre et vigtigt samlingspunkt. Men desværre faldt et palmetræ under en storm ned over hytten. Desuden var elinstallationerne meget ringe, ligefrem farlige. Derfor søgte vi U-kassen om hjælp til at få hytten ordentligt på fode igen. Den nyrenoverede bygning fungerer til daglig som et lærerværelse, hvor skolens 7 dedikerede lærere kan forberede deres undervisning i gode omgivelser. Dette har en positiv indflydelse på lærernes arbejdsforhold og gør, at de har nemmere ved at kunne forberede sig godt. Hytten anvendes desuden også til officielle møder, når der er besøg fra myndighederne. Det sker ofte, idet skolen har ansøgt om at blive godkendt som statsskole, så de kan få tilsendt uddannede lærere og komme med i en skolemadsordning. Men det er også her, skolens ledelse og lærere sammen kan drøfte undervisningsplaner, pædagogiske strategier og øvrige organisatoriske spørgsmål, hvilket styrker skolens interne samarbejde og beslutningsprocesser. Ud over sin primære funktion som lærerværelse fungerer hytten også som overnatningssted for frivillige, der besøger skolen. Den spiller derudover også en vigtig rolle i det sociale og kulturelle liv ved ofte at blive anvendt ved skolens fester og fejringer, hvor både elever, lærere, forældre og lokalsamfundet samles til dans og underholdning. Man kan sidde i skygge under hytten og er er masser af plads rundt omkring den. Dette har styrket sammenholdet i landsbyen og skabt et vigtigt mødested, hvor glæde og traditioner deles. Renoveringen af hytten har således været en vigtig investering for både skolen og lokalsamfundet. Fremadrettet er der planer om yderligere forbedringer, herunder etablering af sanitære faciliteter og måske en lille køkkenafdeling, som vil øge komforten for både lærere og frivillige. Af og til modtager man også en gæstelærer, der vil kunne bo der. Så er det nemmere at få opbygget kapaciteten blandt lærerne, der ikke er uddannede, men klarer sig med alle de gode råd og kurser, der kan skaffes til dem. Og hytten er meget mere end blot en bygning – den er blevet et symbol på fællesskab, læring og udvikling. Særligt fordi forældre og lærere tager sig godt af den og holder den ved lige. De er stolte af dette vartegn oppe i træerne. Med fortsat støtte og vedligeholdelse vil hytten forblive en værdifuld ressource for skolen i Pebi og i lokalsamfundet​. Så er der altid et mødested, når danskerne kommer på besøg, men endnu vigtigere; en hytte, der kan anvendes til både hverdag og fest. Hvem havde troet det, da vi fik ideen om en hytte oppe i palmetræerne! Regnskabet for projektet ser således ud: Elinstallationer 965 kr. Renovering (træ, tagplader, søm, maling, net til vinduerne mm.) 3960 kr. Gulvbelægning 357 kr. Total: 5282 Vi har fået en meget detaljeret rapport om regnskabet, ned til mindste søm. Pengene er blevet anvendt godt og til formålet, hvilket to danske frivillige oplevede ved selvsyn, da de var på besøg. Det er dejligt, at U-kassen endnu engang har gjort en forskel, ved et lille lokalt projekt, der har brug for alt den støtte og opmærksomhed, vi kan skaffe. Endnu engang tak til alle de lejrdeltagere, der gør dette muligt. Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24I september ansøgte vi, Sabina Shabani og Dina Bjørn, om penge til at støtte dansegruppen “Kisesa B” med at anskaffe ting, som kan støtte deres kulturarbejde. Kisesa B har i mange år ikke været en aktiv gruppe, men efter at Sabina for 3 år siden købte trommer til gruppen, har den nye generation genskabt gruppen og danser nu bunungule, bulabuka og sogota for fuld styrke. Gruppen har 26 dansere og trommerslagere. Vi havde et ønske om at støtte den gode udvikling samt styrke deres muligheder for at øve og få jobs. Det viser sig, hvilket jeg ikke var blevet informeret om tidligere, at papirerne nu skal sendes til et kontor i Dar Es Saalam, hvor den efterfølgende ventetid stadig er uvis. Jeg krydser fingre for, at det hele går op, og at godkendelsen går i hus. Licensen er meget vigtigt for deres arbejde, så vi fortsætter processen. Update følger i næste udgave af Mwaka Huu. Især fremstillingen af bjælder var spændende. Her tog vi til forskellige smede i Kisesa, som havde gamle hakkehoveder liggende, som vi købte. Derefter tog vi ud til Lugeye, en landsby som er kendt for deres dygtige smede, og fik smedet hakkehovederne om til de fineste små bjælder med en himmelsk lyd. På bare to uger fik smeden fremstillet 180 bjælder i hans værksted, hvor et cykelhjul fungerede som esse på ildstedet, hvor der blev lagt små stykker kul, som varmede jernet op til det blev rødglødende. Dansegruppen syede senere bjælderne på koskind og brugte dem til sogotadans. Pulstrommer blev hurtigt fremstillet: en tønde blev købt, blev skåret op i kortere størrelse og fik smedet runde kanter på (af gamle jernstumper fra et gitter). Dansegruppen havde allerede et koskind liggende, som blev sat på og trommer blev færdig i løbet af få dage. Simbiskallerne blev købt på markedet i Igoma (en større landsby nær Kisesa), og på to dage havde medlemmer af gruppen fået syet halskæder til alle. Dansebluserne til mændene valgte de at få trykt deres logo på for gruppens egne penge, se dem på billederne. Det har været dejligt at have et projekt med Kisesa B dansegruppen, og taknemmeligheden hos medlemmerne har været stor. At få et skulderklap som dette bringer glæde og medvind. Tak for bidraget kære ukasse. Hilsen Sabina Shabani og Dina Bjørn (skrevet af Dina) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014…. fra Tanzania Rent mel ud af posen Vi er ved at organisere lejren, generalforsamlingen blev holdt, en ny bestyrelse er valgt kasserer, suppleanter osv. er fundet. Der er stor opbakning til at give en lille hånd med, når opgaverne skal fordeles, smukt. I år deler jeg undervisningsministerposten med Johanne Shoma og Anne Birgitte fra Utamaduni Dance Troupe, Nana holder desværre pause efter en lang årrække. Vi er ved at lægge programmet nu, og der er en del ændringer i forhold til sidste år. Vi er langt fra færdige, men jeg kan afsløre, at vi starter med den første workshop lidt tidligere end de andre år. Nemlig allerede lørdag eftermiddag. Se også vores artikel “Hilsen fra undervisningsministrene“. Vi vil ikke have stress på lejren! Shoma, AB og jeg sidder jo i den totale luksus-situation at have rigtig mange, meget dygtige folk, der gerne vil undervise gratis på vores lejr. Når vi lægger program vægter vi øst – vest, børn – voksne, dans – trommer – sang … der skal være noget til alle, men der skal også være plads til ro. Sidste år begyndte vi at skære ned på elektrisk musik, og i år skærer vi lidt ned i det samlede antal workshops. Vi vil gerne skabe en lejr, hvor alle de, som har interesse i afrikansk kultur, kan dyrke dans, sang, trommer og levevis med hinanden i en uges tid. Vel mødt i Ramten skov i uge 30 Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Hold nytår i Tanzania! Fra 28. december til 7. januar afholdes “Warsha 2026”, et kursus i traditionel sukuma dans og kultur. Du har her mulighed for at opleve Sukumadans på nærmeste hold, og møde en masse dejlige lokale dansere og musikere. Undervisning fra dansegrupperne Sansiro, Kisesa B, Isesa, Buyegu og Wanasesilia. Fem dage med undervisning, glad nytårsaften, fri 1. januar og tre dages tur til Isesas slangedansergruppe. Medbring billigt telt (som du efterlader) og sovepose. 6.500,- kroner alt inklusive (dog minus flybillet og taxa fra lufthavnen til Bujora og retur). Indkvartering på dobbeltværelse i Sebas lodge på Bujora. Yderligere info hos Seba. Reservér din plads via mail til: dansewarsha@gmail.com Bujora ligger tæt på Mwanza i det nordvestlige Tanzania Warsha er et ti-dages kursus med undervisning i dans, trommer og sang. Vi bliver undervist af lokale folk fra dansegrupper i området, både dagene hjemme på Bujora og på turen til Isesa. Grupperne arbejder med forskellige stilarter, så vi kan for eksempel lære slangedans, sogota, hulepindsvinedans (også kaldet bunungule) og andre stilarter. Betalingen (6.500,- kr) dækker undervisning, tur til Isesa, kost og logi. Nytårsaften bliver der stor fest, og dagen efter er derfor fridag. Efter warsha er der mulighed for at tage til Serengeti på safaritur. Det kan være med eller uden overnatning alt efter interesse (og pengepung). Bor du hos Seba før eller efter warsha koster db.værelse 40.000 sh/dag og tre måltider (valgfrit) 40.000 sh/dag. Jeg er arrangør af warsha og vil være til stede alle dage. Stor hilsen, Seba. Læs mere på Facebook: https://fb.me/e/6KwdxXqhS Som arrangør vil du møde Sebastian Paulo, som har været med i Utamaduni Dance Troupe siden han kom til Danmark i 1991. Fotos fra Warsha sidste år: Første Warsha på Bujora, arrangeret af Utamaduni løb af stablen i 1993! Se mere på Bujoras hjemmeside. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Du var min lillesøster og min storesøster. Jeg var din lillebror og din storebror. Vi var fætter og kusine. Du var søster til tre langt før du blev mor, en bellis på engen blandt stort blomsterflor. Du var vinden med hjerte, havet med storm, du var natten med stjernernes femtakkede form. Du var forår med sne, anemoner og regn, en guldsmed på pigtrådens blødeste hegn. Du var fuglen, der fløj på vinger af sang, med rytmen fra trommer og stort vingefang. Du var solen, der lyste skyggerne op, du var mørkets betvinger i en lattermild krop. Du var min lillesøster og du var min storesøster. Du var også: Branderten til min lever, grinet til mine øjne, latteren til mit hjerte. Centimeter af min vækst, en hånd i ryggen og en stemme, når jeg var umulig. Jeg var din lillebror og du var min storesøster. Jeg var din storebror og du var min lillesøster. Jeg bærer dig i hjertet. Nimekukumbuka mpaka nalia.   Hilsen Dav . . . [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Golden Jubilee på Bujora 2018 I anledning af at kulturcentret Bujora fylder 50 år, sender Uffe Madadi os denne hilsen: Bujora Cultural Centre 1968-2018 50 years • Golden Jubilee [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Beretning vedr. støtte til bistader til en kvindegruppe i landsbyen Abrani. Vi modtog i 2. omgang 2500 kr. og i 1. omgang 5000 kr. Vi takker meget for støtten fra Ukassen. Elisabeth   U-kassen har støttet dette projekt med i alt 7.500 (2.500+5.000) DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hej igen, jeg skal hilse fra Bujora. Jeg var så heldig i år at kunne deltage i Warsha på Bujora 2 uger i januar måned her i 2016. Det var en meget stor oplevelse. Et ufattelig velorganiseret kursus som Wanacecilia dansegruppen afholdt for os danseglade wazunguer. Jeg har altid troet at vores lejr i Ramten skov var en enestående begivenhed. Men at sidde i cafeteria på Bujora om aftenen og synge lange sukuma sange, omgivet af massere af danskere og tanzanianere der allesammen er der for at være sammen i dans og sang, det var meget tæt på en tirsdag / onsdag aften i Keramikgårdens baghave. Det gav mening. Forberedelser til årets lejr Programmet for lejren 2016 er ved at tage form, det nye tilmeldingssystem er ved at være i sving, generalforsamlingen er afholdt og nu er der kun 3 mdr til, så er der lejr igen. Denne gang lidt sent kan man sige, uge 30 ligger senere i år (pga den lille uge 0 vil havde i år) derfor starter lejren først lørdag den 23. juli. Udover at være bestyrelsesmedlem er jeg også så heldig at være programansvarlig sammen med Johanne Shoma og jeg tror at vi har fundet den nye form, alle de ændringer der er sket i programmet over de sidste par år er faldet på plads, og vi bibeholder programstrukturen med kun små ændringer. Vi får ingen officielle gæster fra Sukumaland i år, men der kommer i år både Sukumaer og Ghanesere som skal være med i årets program. Glæd jer! Generalforsamlingen Blev afholdt på Granlunden den 2. april og der blev valgt en ny bestyrelse som nu består af Julie Bie, Mette Lotus, Mads Bischoff, Anton Kühl, Johanne Shoma, Christoph Ridder og Patricia Gambula. Som suppleanter blev valgt: Anders Kühl, Uffe Larsen, Elias Grønne Kühl og Morten fra køkkenet. Hurra for det. Som mange måske har lagt mærke til så prøver vi fra lejrforeningen at implementere vores nye slogan: Mindre service, mere lejr! Vi har en stor udfordring på vores lejr mht til tjansesystemet. Det blev meget tydeligt på lejren 2015 og var et stort diskussionspunkt på evalueringsmødet i efteråret. Vi har ikke folk nok til at udfylde alle tjanser samtidig med at mange deltagerne undrer sig over, at tjanserne er SÅ lange. Vi oplever at folk udebliver fra deres tjanser uden at melde afbud og det går selvfølgelig ikke. Mindre service betyder egentlig ikke andet end at vi opfordrer til en holdningsændring hvor vi genfinder den gamle ånd: At det er vores allesammens baghave vi holder lejr i. Alt skrald der ligger er vores skrald, når der ikke er varmt vand, spørger man hvordan den skal tændes i stedet for at sige til pladsmændene at de skal gør det for dig. Husk at alle kan lære noget også dig 🙂 Hjælp hinanden med at blive bedre til lejr! På generalforsamlingen har vi bedt alle grupper (info, kagefe, 1.hjælp, bar, trommegrotten osv) til at hjælpe med at reducere antal af tjanser og det er lykkedes. Lejren har også genereret et lille overskud over de sidste år og vi har, i samme ånd, besluttet at vi ikke vil lade deltagergebyret stige i år. Mindre service, mere lejr. Tilmeldingssystemet I de sidste år har vi brugt et onlinetilmeldingssystem designet af Anders Kühl og Mads Bischoff. Tusind tak for det kæmpe arbejde i har gjort!!. I år er det Info’en selv der står for tilmeldingssystemet og det bliver helt nyt. Info vil bruge en ny indgang som de er i fuld gang med at designe i samarbejde med Sporti. Starten på tilmeldingen bliver 31. maj, hvor man på tilmelding.utamaduni.dk kan finde de nødvendige links. Glæder mig til at møde alle jer den 23.juli i Ramten skov. Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Efter en pause på 20 år havde vi på Århus Friskole endelig igen valgt Bujora i Sukumaland, som mål for den årlige 8.-klassetur. Forberedelserne havde været mange og timer, dage, uger og måneder havde lærere og forældre fra klassen knoklet for at muliggøre denne ret enestående dannelsesrejse. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Utamaduni Oye! – Længe leve kulturen! Det er næsten ufatteligt, at Utamadunilejren har eksisteret i mere end 40 år – og alligevel føles det, som om alt er, som det plejer.  Utamaduni Oye! 🙂 Mads Mchele gwa Njingi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018DENMARK AND TANZANIAN COMMUNITIES STRENGTHEN TIES THROUGH SUKUMA TRADITIONAL DANCES After coming back to Tanzania, I was able to make this teaser of the Ilolekejo documentary featuring the camp: Gallery with som of Richard Magumbas pictures from his trip to meet the danish Utamadunigroup, summer 2017 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Som nogen måske har hørt lidt om, er jeg, Anne-Sofie, i skrivende stund i gang med at lave et filmprojekt om Utamaduni. Nogen kender mig godt, andre har måske kun set mig med kameraet på årets lejr. – derfor er det vist på sin plads at I får en lille introduktion til mig, og hvorfor jeg laver dette projekt.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2003Magasinet udkom i 2003 for første gang som en digital udgivelse. En PDF blev udsendt til alle medlemmer, og du kan hente den her: Utamaduni-nyt 2003 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.       ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Hello Sofia and everybody at the ukassen Thank you very much for support of the Yiri Kan project with DKK 7000! I have made contact with the board of Yiri kan in Burkina Faso and they would like to express their thanks as well. They immediately started on the preparation s of the construction. Warm regards,, Paul Klippet fra deres hjemmeside: — Opdatering — : For at sikre at investeringerne i et klasselokale og en indgangsport kan bruges i længere tid, var det nødvendigt at forhandle med udlejer. Den korte opsigelsesfrist blev erstattet af en flerårig lejekontrakt, hvor Yiri Kan havde forkøbsret ved salg. Undervisningslokalet bliver bygget på ejendommen, hvor alle musikinstrumenterne nu er lavet af Youssouf Keita og hans team. Der er allerede et leropbevaringsområde, og det meste af træ, græskar og halvfabrikata opbevares i gården. Arbejdet hermed skal fortsætte som normalt og i fritiden ordnes forhold til anlægsarbejdet. Til byggearbejdet hyres fagfolk. 2. JANUAR 2024 Arbejdet er startet på Yiri Kan-foreningens grund. Den første levering blev lavet til fundament og vold til opførelse af det overdækkede klasseværelse. En sandbil leverede flere læs sand og var afgrænset til ydersiden af ​​klasseværelset med dens baldakin. Tuning af balafon og græskar fortsætter som normalt… Undervisningsrum De forskellige sandtyper blandes i de rigtige proportioner til henholdsvis gulvet og pudsen mod væggen. Stængerne til taget er ved at blive placeret. Senere viser det sig, at pælene er for lave, og der forberedes justeringer for at hæve dem. Blanding af sand Den oprindelige plan om at få lavet en metalport går nu ud over budgettet. Der er fundet en butik, som har lukket sine aktiviteter og kan bruges til at lave materiale (jern og træ) til en smuk, overkommelig port. FORTSÆTTES….. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26FINAL PROJECT REPORT – COMPUTER PURCHASE Location: Mwanza, Tanzania Organization: The Hope Relief And Orphans Childern Village Organization 4. Future Needs and Sustainability Although five computers have made a big difference, the number is still not enough for all the children at our center. We currently have more children than available computers, which means they must share and rotate in small groups. To fully meet the growing demand and ensure equal access for every child, we aim to add at least 5 more computers in the near future. This would allow us to create a complete digital learning space and expand structured computer training programs. We remain committed to maintaining the equipment properly and continuing digital education as a permanent part of our programs. 5. Pictures and Documentation High-resolution pictures of the purchased computers and children using them are attached separately as required. If needed, video documentation of the training sessions can also be provided. Conclusion We are deeply grateful to Sukuma Dance Group – Denmark and Ukassen for believing in our vision and supporting this important project. Your contribution has created real and lasting impact in the lives of vulnerable children in Mwanza, Tanzania. With sincere appreciation, Shija Clement Kinyata  DIRECTOR of The Hope Relief And orphans Childern Village Organization (and on behalf of Utamaduni; Makungu Lyaku) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder  Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Besøg af 5 kulturgæster fra Kisesa B på Utamaduni Lejr 2025 Efter 2 års papirarbejde, afviste visa og en klagesag fik vi heldigvis medhold i, kunne vi endelig byde varmt velkommen til 5 kulturgæster, Shabani, Robert, Kulwa, James og James, fra dansegruppen Kisesa B. Det havde været en besværlig proces, men heldigvis fik vi stor hjælp af vores samarbejdspartnere: dansecenteret Asedeva og Abeneko & The Positive Mind i Dar Es Salaam, som også var inviteret til at undervise og spille koncert på lejren. De indgik et samarbejde med Kisesa B og inviterede dem til Dar Es Salaam, hvor de spillede sammen og skabte netværk mellem de to grupper. Derudover udøvede den altid hjælpsomme Fader Fabian (tidligere præst på Bujora og kulturbærer i Mwanza) god hjælp, og vi var så heldige at han og hans samarbejdspartner og ven Fabian Gwa Njingi også deltog på årets lejr. Tidligere kulturgæst og ven af lejren Cleophace Kachawi (coach, trommeslager og danser i Bujoras dansegruppe Wanacecilia) hjalp til med afrejse og fulgtes med kulturgæsterne til Danmark, da han selv skulle besøge sin familie samt undervise på lejr. Med hjælp fra dem og mange andre, bl.a. økonomiske tilskud fra de danske dansegrupper, kom vi i mål og kunne tage imod gæsterne med stor glæde d.09/06-26. Kisesa B er en dansegruppe beliggende i Isenibonideni, Kisesa, Mwanza (landsbyen nær Kulturmuseet Bujora). De 5 kulturgæster er børn af en bunungule tradition som blev bragt til livs af deres bedstefar Milundumo. Deres familie er stor og når endda helt til Danmark, hvor deres faster og i alt fire kusiner er bosat. Deres faster er den herboende Sabina Shabani, og det var også hos hende, at de første dages akklimatisering fandt sted efter ankomsten i Kastrup. Efter dagene i København gik turen til Jylland hvor de først besøgte Sebastian Paulo og derefter blev modtaget, med åbne arme, på Granlunden (kollektivgården hvor nogle af de første kulturbrosstiftere, Uffe og Sander, bor) af Utamaduni Dance Troupe. Her er der blevet danset, trommet, holdt møde og grinet i mange år, og mange kulturgæster og dansefolk har sat deres fødder i kæret i Emmelev. Dagene på Granlunden, også kaldet forlejren, gik med at lære hinanden bedre at kende og få samspillet godt op at køre, så vi kunne være klar til at undervise i fællesskab på årets lejr. Da vi ankom på lejren en dag før åbningen, var de 5 kulturgæster rundt og hilse på de andre områder, og blev introduceret til den lille midlertidige landsby i Ramten Skov som vi sammen bygger op og bor i hver sommer. . Da bunungule og sogota er nogle af dansegruppen Kisesa B’s spidskompetencer, blev disse stilarter gennemgående i undervisningen med kulturgæsterne. De havde både øvet sig på gamle og opfundet nye danse og sange som de underviste i til både unge og ældre, nye og garvede. Lejren blev afrundet med et brag af et bununguleshow fuld af kostumer, skøre påfund, teater og god kraft på trommerne – lige efter bunungulebogen! Efter lejren havde dansegruppen fortsat en måneds tid i Danmark, hvor de bl.a. besøgte venner, familie og udforskede de to danske storbyer Aarhus og København. i Aarhus fik de fornøjelsen af at besøge Astrid Rodbrup, Cecilie Kjems, Maria Shabani, Dina Bjørn og Mitundwa Ntini i Århus. De byggede bununguletrommer med den århusianske dansegruppen Vipepeo hos Anna Kruse og fik hele 2 ture i Tivoli Friheden. Derudover lavede Kisesa B også en workshop for Vipepeo, Efter tiden i Århus gik turen videre til Anne Birgitte Nielsen (kendt som AB) i Tørring og dernæst Koku og Jens Thorsen på Ventegodtgård, hvor der blev danset og hygget med dansegruppen Igokoloo. I København dansede de både show og lavede workshop med Igokoloo samt besøgte familie og venner. Blandt andre Sabina og Nadia Nanji , Anne Katrine Lykke Bie, Signe Frøkiær, Inger og Mathias Paul samt deres øvrige familie. De tog til Sydfyn og deltog i bryllup hos Christian Chalmer og Katrine Paahus. En vaskeægte kærlighedsfest. I Rudme afholdt de dernæst workshop for den fynske dansegruppe Cheza Mjini og sidst blev opholdet afsluttet med en kombineret øveweekend og farvelfest med Utamaduni Dance Troupe. D. 25/08-26 var opholdet slut og turen gik retur til Tanzania. I lufthavnen blev der taget afsked med familie, venner og 7 ugers vilde oplevelser, hvilket selvfølgelig involverede store krammere, grin og gråd! En hilsen fra gæsterne: “Tunafurahi sana watu watano kwa safari yetu Denmark kwa usalama. Tunashukuru kwa kutupokea vizuri bila shida na tulikaa kwa upendo bila shida. Tunatoa shukrani sana sana kwa Utamaduni Group. Kulwa, Shabani, James, James na Robert tunapenda kutoa shukrani” Oversat: “Vi, 5 mennesker, er glade for vores rejse til Danmark, som gik fredeligt. Vi er glade for at I modtog os uden problemer og at vi var i Danmark i kærlighed uden problemer. Vi vil gerne give tak til Utamaduni Gruppen. Kulwa, Shabani, James, James og Robert, vi vil gerne sige tak.” Kisesa B danser stadig med fuld kraft og har taget bogobogobo (hakkedans) op. Derudover danser de fortsat bunungule, sogota og bulabuka. De byder alle som har lyst velkommen til at besøge dem i Isenibondeni, Kisesa, Tanzania. Vi takker for et dejligt besøg fra Kisesa B og for alle de smil, minder og venskaber der blev knyttet. Flere dansegrupper husker og danser, synger og trommer stadig alt det vi har været så heldige at få med fra dansegruppen Kisesa B. Tak til alle jer der har hjulpet, doneret varme jakker, støttet op og taget godt imod gæsterne. Vi glæder os til at danse og samles med jer på årets lejr, hvor der lurer et skønt og diverst program. Bedste hilsner, På vegne af Utamaduni Dance Troupe Maria Shabani og Dina Bjørn   [...] Læs mere...