Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2014 Hilsen fra Utamadunilejrens undervisningsministerium

Hilsen fra Utamadunilejrens undervisningsministerium

Shoma skriver program midt på dansepladsen

Shoma skriver program midt på dansepladsen

Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre?

I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden.

I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh!

I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂

AB, Nana og Christoph til lejrmøde på Granlunden

AB, Nana og Christoph til lejrmøde på Granlunden

Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren.

I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig.

I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH!

Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen).

Kærlige hilsener fra os. 

One Comment:

  1. Julie
    17. juli 2018 at 21:19

    Hej:) Er det muligt man kan ankomme fredag aften, bare for at overnatte til lørdag. Altså kun til overnatning.
    Da vi har mulighed for lift ved at gøre dette, vil det være nemmere for os?

Comments are closed

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder  Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25Støtte til biblioteket i Dallung I Nordghana ligger landsbyen Dallung. Her finder du et bibliotek skabt i samarbejde med Ghanas biblioteksvenner.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Artikel fra “Tidsskrift for idræt”, Februar 2000, udgivet af Dansk Idrætslærerforening. Artiklen er altså 26 år gammel! Gennem mere end 20 år har Utamadunigruppen bygget en bro af kultur mellem Danmark og Tanzania Utamaduni Dance Troupe I dag (År 2000) består Utamaduni Dance Troupe af 4 Tanzanianere og 10-12 danskere, der arbejder professionelt med musik, krop og kultur fra Tanzania, ved at turnere rundt på skoler, institutioner med videre med levende kulturformidling. Medlemmernes baggrund og indfaldsvinkel til arbejdet er meget forskellig, og omfatter alt lige fra at være født ind i kulturen, til musik- og bevægelsespædagog, teatermusiker, reklametegner, skolelærer, og udstationeret bistandsarbejder med mere. Gruppens størrelse varierer fra tid til anden, da der ofte er et par af os, som er på studie- og arbejdsophold i Tanzania. Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive det, vi mødes om: NGOMA, som betyder: Trommer, dans og musikalsk samvær. Ngoma er også navnet på den CD, som Utamaduni Dance Troupe netop har udgivet med mere end en times trommemusik, sang og dans. Du kan bestille Cd’en ved at sende en e-mail til cd@utamaduni.dk, eller ringe til undertegnede på 2028 2523. Mads Bischoff Utamaduni Dance Troupe Du kan lytte til Utamaduni CDen her: https://sange.utamaduni.dk/ngoma-afrikansk-dans/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017[pdf-embedder url=”http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Utamaduni_kort_2016.pdf”]     Læs mere om pladsen i Lejrfolderen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Jeg har været deltager, sidevogn, kok, lille-hjælper og uvildig observatør rigtig mange danse- og trommeworkshops i Tanzania. Det er altid stort for grupperne at få gæster fra udlandet. Der er selvfølgelig den økonomiske side, såvel gruppen som de enkelte undervisere får en slat på kistebunden. Men lige så vigtigt er det store boost af energi det giver, når tanzanianske unge oplever, at folk har så stor kærlighed og interesse for dansen, at de kommer helt til Tanzania for at lære. De sidste par år, har jeg været omkring 4 forskellige workshops og lagt mærke til, at der er kolossalt stor forskel på hvad de forskellige grupper får ud af opholdet. Der er opstået mindre misforståelser, der kunne være forebygget, hvis gæsterne fra Danmark var klædt på hjemmefra. Derfor har jeg forfattet følgende velkomstbrev, som kan forberede deltagerne på dit og dat i forhold til deres besøg hos Kisesa B. Og så slog det mig, at andre både deltagerne på workshops andensteds og de løse fugle, der rejser til Tanzania på egen hånd, kan have fornøjelse af mine guldkorn.     Kære kommende sukumadanser April 2026 Du er så heldig, at du skal deltage i en workshop med dansegruppen Kisesa B i nær fremtid. Jeg har været med til en del workshops som medlem af gruppen og har oplevet, at der er meget stor forskel på hvor meget kursisterne har fået ud af deres ophold. Derfor får du mit indspark til, hvad du selv kan gøre for at få det bedste og mest givende ophold hos gruppen. Min baggrund er, at jeg har danset og rejst i Tanzania i mere end 30 år. Været tilknyttet forskellige dansegrupper og ægtefæller gennem årene. Danser i Igokoloo i København og rejser til Tanzania hver vinter. I 2025 blev jeg færdig med at bygge et lille hus i Igeye, som ligger et par km længere ud ad vejen. Man kan høre trommerne hjemme hos mig. Kisesa B Dansegruppen består dels af medlemmer af familien Milundumo og dels af medlemmer, der bor i lokalområdet – enkelte har lang vej til Kisesa. De har to ugentlige øvere mandag og fredag, fra kl 16. til 18. Øverne efterfølges som regel af lange møder, hvor hele gruppen diskuterer, hvad der rører sig. Hvis jeres workshop strækker sig ind over disse to dage, vil der som regel være lidt forskel på indholdet i forhold til de andre øvedage, fordi gruppen også har brug for at øve i rigtigt tempo og måske nogle stilarter, I ikke har fået undervisning i endnu. Efter første workshop-øver, vil I blive indbudt til et lille møde, hvor alle præsenterer sig. Det er god tone, at stå op mens man præsenterer sig kort. Er dit swahili stadig i sin vorden, kan du bede en fra din gruppe hjælpe med at oversætte, for engelskkundskaberne i Kisesa B er yderst begrænsede. Alle er tosprogede fordi de taler deres eget sprog sukuma og swahili. Det er godt at vide, at sukumaområdet er lidt mere traditionelt funderet, end andre dele af Tanzania. F eks vil det være respektfuldt som kvinde, at være relativt tækkeligt påklædt på underdelen. (Ikke for korte hotpants). Gruppen vil aldrig sige noget, men det er helt tydeligt, at de lægger mærke til (og kommenterer) hvis der vises alt for meget ben under øverne. Shorts er helt ok, bare de ikke er så åbne, at man kan kigge lige op til Himmerrige. Der er ikke særlige restriktioner for mandlige dansere. Før I ankommer, har gruppen holdt flere møder og aftalt hvem, der tager sig af hvilke opgaver. Det italesættes også, at formålet med at have gæster IKKE er at score sig en sød kæreste. Uanset denne aftale, er det sket gennem tiderne, at nogen er faldet så pladask for nogen, at der er kommet kæresteskaber ud af det. Ingen regel uden undtagelse. Især I piger vil nok opleve nogen kurtisering og komplimenter for dit og dat. Det er der ikke noget slemt i og en del af de herrer er også ualmindelig pæne og kan hoppe vældig højt – men hvis din hensigt er at få lidt uforpligtende, er det måske sundere for gruppen, at du gør det et andet sted. Der vil uvægerligt opstå noget jalousi i forhold til den heldige og det er der ikke grund til, hvis din intention er et one night stand. Jeg er selv faldet i den gryde at par gange, så det er bestemt ikke en hævet pegefinger – bare et ønske om at passe på gruppen. Øverne Det er almindeligt, at der planlægges to øvere om dagen. En formiddags- fra kl. 10 til 12 og en eftermiddags- fra kl. 16 til 18. Et par medlemmer af gruppen møder ind kl. 8 og 14 for at tænde bål og varme trommer op. Hele gruppen er sat til at møde kl. 9.00 og 15.00 og der uddeles bøder for at komme væsentligt for sent eller udeblive, når gruppen har sagt ja til at have workshop. Alle tider er selvfølgelig underlagt almindelig tanzaniansk besindighed. Vil I have så meget ud af kurset som muligt, er det dig, der sørger for at være klar og komme ud på dansepladsen til tiden. Ingen vil skubbe på og jo mere det skrider, desto mindre vil du og I få ud af jeres ophold. Jeg har både oplevet grupper, der blev helt ekstremt gode og grupper, der nærmest stadig var helt nybegyndere efter et par ugers undervisning. Under selve workshoppen vil I blive præsenteret for flere forskellige dansestilarter. Jo flittigere I deltager, desto større repertoire – og desto sjovere er det. Når I præsenteres for en ny dans, er det almindeligt at gruppen deler sig og laver en-til-en undervisning uden trommer. Sug til dig. Spørg om at gentage, indtil du føler dig komfortabel. Medlemmerne er glade for at hjælpe. Jeg har en lille kæphest, som kan få lov at tage en tur i manegen her: Det er ikke en sygdom at blive træt. Hæng i for fanden – også selv om det gør lidt ondt. I løbet af en almindelig øver råber fordanseren med jævne mellemrum: Mmechoka? (Er I trætte?) Og svaret vil altid være Bado! (Ikke endnu!). Så med mindre du har en livs- eller førlighedstruende skade, vil jeg opfordre dig til at blive på dansesandet under hele øveren. Evt. kan I jo bede om en fælles vand- og pustepause, hvis det står helt skralt til. Men I er unge og har i princippet gode ben. Så brug dem :0) I løbet af jeres kursus er det almindeligt, at gruppen indbyder til Kikome (sang og trommer over bål) en eller flere gange. Måske har du ikke lært så mange sange endnu, men gå ikke glip af muligheden for at mærke den særlige stemning, der er, når alle synger af karsken bælg. En kikome med sukumaerne er en ret særlig oplevelse. Giv slip på dit eget behov for at stå på scenen og læn dig tilbage i bussen. Sluk din mobil, med mindre du bruger den til at optage eller filme al vidunderligheden. Er der økonomi til at købe lidt våde varer til fællesskabet, vil det blive værdsat. I kan tage på Club hvor som helst i hele verden. Der er bare ikke nogen særlig magi i det. En af dagene, vil jeg opfordre jer til at besøge Sukumamuseet på Bujora og få en rundvisning og eventuelt se et danseshow. Al den dans og musik, I bliver præsenteret for, har dybe rødder i sukumakulturen. Det er da en skam, hvis du rejser videre ud i verden med det indtryk, at du har deltaget i zumba med et tvist. Det er muligt at få en engelsktalende guide, hvis førnævnte swahilikundskaber ikke strækker til den store tur. Det er muligt at dansegruppen hellere vil have jer derhjemme, så måske skal I være lidt insisterende. Den sidste dag inden workshoppen afsluttes, er der tradition for et brag af et afdansningsbal. I får lov at vise hvad I har lært og der vil desuden være show og kankulu (solodans), hvos Kisesa B viser deres skøreste og vildeste tricks. Inden festen bliver alle klædt i gruppeuniformer og malet med traditionel jordbaseret maling i forskellige farver. Trommeslagerne er dem, der tager det største slæb den dag, for det forventes, at der spilles højt og hurtigt under hele festligheden, der kan strække sig over lang tid. Det er almindeligt, at der dukker et par hundrede tilskuere op. Bliv ikke genert eller utilpas over al den opmærksomhed. Selv om der kan blive peget og grinet højlydt, er det kærligt ment. Det klogeste du kan foretage dig er, at lave noget gak og falde-på-halen-sjov med publikum. Så har du vundet dem for evigt. Hvis en danser eller trommeslager laver noget helt særligt, som du har lyst til at anprise, er det almindeligt, at du løber ind, viftende med en pengeseddel over hovedet (2.000 kan sagtens gøre det) og stikker den til kunstneren, når denne har afsluttet det du blev imponeret over. Hav derfor et arsenal af mindre pengesedler med til denne særlige lejlighed. Det kan godt blive lidt dyrt, hvis du kun har 10.000-sedler i lommen. Det kan jo ske for enhver, at man har en dag, hvor man ikke kan deltage i workshoppen. (Dødsfald, diarré og den slags). Der er ikke knivskarpe aftaler om det, men hele maskinen kører jo alligevel, så jeg ville vælge at betale fuld pris, selv om jeg ikke kunne deltage den dag. Vælger I en anden model, giver det problemer for gruppen, når I er taget videre og der under det afsluttende møde skal betales til underviserne for deres arbejde. Det almindeligste er, at hvert medlem får et sted mellem 10- og 20.000 for en uges workshop. Taget i betragtning, at flere frasiger sig andet arbejde for at komme og undervise, er det meget skidt for gruppen, hvis de ikke har den planlagte indtjening. Er du totalskadet eller død under hele kurset, skal du selvfølgelig lave en aftale om nedsat betaling. Nu mangler jeg bare at ønske dig en kæmpe oplevelse og ømme skinker de første par dage.  Kh Shenede (AKA Jeanette) [...] Læs mere...
    VinderfotosVinderfoto 2012, taget på lejren 2011 (Foto: Gull Maj) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Til U-kassen. Jeg vil gerne takke jer for de 2.000,- kroner som mit Senegal Voksenskole projekt har modtaget. Skolen i Abene lever i bedste velgående, med et dagligt elevtal på ca. 30 personer. Det hjælper de voksne i Abene til at blive selvforsørgende via de kompetencer skolens uddannelser giver dem. Skolen vil dermed være med til at nedsætte antallet af ofre for båd ulykker via flugt til Europa. Budget for skolen kan ses på hjemmesiden under fanen: Gennemsigtighed. Senegal Voksenskole er ved at etablere sig som en forening, hvor jeg d. 8. december nedsatte en bestyrelse. Bestyrelsen vil hjælpe med at løse de mange opgaver som der ligger i at drive en skole i Senegal. Dette er for eksempel hjælp til at formidle kendskab til projektet, lave fondssøgning, udarbejde og omdele pjecer og hverve nye medlemmer. For at sikre kontinuitet og engagement, rejser jeg til Senegal 27. dec og vender hjem i begyndelsen af marts med ny viden og gode historier til formidling. I Abene lever jeg sammen med de lokale lærere og går hver dag med i skolen for at følge med i skolens dagligdag. Det sker at jeg vikarierer i engelsk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017Lejrforberedelserne kører på fuld drøn. Tilmeldingen starter snart, undervisere kontaktes og lejrplanen laves .. og jeg aner ikke hvad der foregår. Det er nyt. Det er svært. Men det er også rart. Efter 8 år i bestyrelsen og undervisningsminister samt 5 år som formand holder jeg nu en pause og tager med hele min familie til Japan hele sommeren og kommer slet ikke på lejr. Det skal være noget meget lækkert sushi som skylles ned med noget varm sake jeg indtager lejronsdag aften når hele mit slæng står foran baren og savner Dav’s slammerbrædt. I mine første år i bestyrelsen under Trine Forkvindes kyndige ledelse gik det op for mig hvor givende det er at arbejde sammen med en flok mennesker der brænder for noget rigtigt meningsfyldt. Noget som hverken giver penge eller fame, men som rummer mange forskellige slags mennesker som primært, danser og trommer sammen. Jeg fik lært at der er plads til alle, at personer er vigtigere end regler, at man kan starte møder for sent og alligevel lade dem trække ud langt over det aftalte sluttidspunkt. African time? Nææ det er sgu bare rart sådan, hvorfor stoppe når det er hyggeligt. Jeg har arbejdet tæt sammen med mange mennesker i denne tid. Jeg vil sige tak til to. Shoma som er en uundværlig samarbejdspartner når det gælder utamadunis lejrprogram. Vi har lavet mange gode tavler sammen. Det er totalt luksus at have dette job. Der er så mange der gerne vil undervise og det drejer sig mest om at finde plads til alle de fede folk. Den anden jeg vil takke er Mads Bischoff, vi har sgu været et godt team i vores campingvogn, både før under og efter lejr. Mads har lært mig sproget, den anerkendende dialog, inkluderende og rummelig. En gave til en gymnasielærer som mig som jeg bruger i min dagligdag. Nå, før jeg bliver sentimental vil jeg ønske Tinne held og lykke med det spændende arbejde som UV-minister og forkvinde. Jeg vil slutte her og takke for et godt samarbejde i bestyrelsen i alle de år, masser af opbakning og anerkendelse, konstruktiv tænkning i svære situationer og jeg glæder mig til at komme på lejr 2018, jeg håber jeg kan få en tjans i baren .. det har jeg altid drømt om. Hilsen Christoph [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Et par ‘stemnings-rapporter’ fra årets Vinterkucheza, som blev arrangeret af dansegruppen Vipepeo i Aarhus, og foregik i weekenden 24-25-26 april. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste forår blev Utamaduni Dance Troupe kontaktet af en ældre herre ved navn Walter Keitum. Han repræsenterede Sydslesvisk forening og havde hørt om os gennem Asbjørn fra dansegruppen. Det er godt at have kontakter! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Ukassen besluttede på evalueringsmødet i efteråret at støtte Kili Kids Centre med 4.000 kr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Kære U-kasse Tak for støtte til lille gratis klinik i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Samme år blev Ugandeseren Goedfred Senoga (Uganda TV) nævnt i Poul Nyrups nytårstale, da han havde boet i Århus i 9 måneder og lavet filmen ”Den tavse stamme”. En afrikaners oplevelse af danskerne og deres hverdag. Diasshow var også på mode i formidlingsarbejdet mellem nord og syd. Unge gymnasieelever fra København lavede diasshowet ”Hvor blev latteren af – blev den i Senegal”, en meget tankevækkende 20 minutters oplevelse af det at komme hjem efter 4 uger i Senegal. Formidling er vigtigt, fordi vi kan lære at glædes over hinandens kultur og ikke kun ønske at lave om på hinanden, eller kæmpe om hvis kultur der er bedst. Søren Kierkegaard siger det jo så flot. Vi skal lære at give os selv ”uret”, indtil vi har forstået den anden. 2014 blev også vinteren, hvor vi var nogle stykker fra Emmelev, der overvintrede på Bujora ved Victoriasøen. Uffe og jeg havde i Utamaduni Kulturforenings regi i efteråret 2013 fået godkendt en ansøgning om tilskud til forsendelse af en container fyldt med klinikudstyr til ”Bujora African Clinic”. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) overtog i 2013 Mellemfolkeligt Samvirkes ”Genbrug til Syd”-aktiviteter og dermed bevillingen fra DANIDA til renovering og forsendelse af udstyr. Lions Klubben i Grenå støttede os med midler til istandsættelse af klinikken. Dette arbejde foregik i hele januar måned. Total ombygning som medførte, at klinikken nu lever op til sundhedsmyndighedernes krav. Arbejdet blev udført af de dygtige håndværkere og elever fra Bujora håndværkerskole. Produktionsskolen i Grenå havde stået for indsamling og pakning af udstyret med hjælp fra Randers Ulandsværksted, Randers Regionshospital og Intergen i Viborg. Der er jo et fantastisk netværk i Danmark omkring ansøgning om støtte til at sende udstyr til bl.a. Afrika på www.dmru.org. På vores vintertur fik vi også lejlighed til at være med til fordeling af hospitalsudstyr til sundhedsklinikkerne i Ng´wanakeyi og Mwampulu. Senge, madrasser, borde, stole og undersøgelsesbrikse mv. Klinikkerne havde stået tomme siden færdiggørelsen i 2010, men forsendelsen af udstyret fra os har resulteret i, at Ng´wanakeyi nu har fået både en læge og sygeplejerske tilknyttet klinikken. Mwampulu vil få samme tilknytning inden årets udgang. Dette har myndighederne i Kwimba-distriktet lovet. Ofte kan små tiltag give en stor effekt. Jeg har flere bekendte i Ng´wanakeyi som har mistet et eller flere familiemedlemmer, da de ikke i tide har nået til Sumve hospital – nu er hjælpen lige i lokalområdet. Er der noget, regeringen i Tanzania prioriterer højt, så er det infrastruktur, uddannelse og sundhed. Derfor må vi også nu betale 18% moms af alt det udstyr, vi bringer ind i landet. Kun religiøse organisationer er fritaget for denne ordning. Med økonomisk hjælp fra Utamaduni Kulturforenings U-kasse kunne vi hjælpe Sawenge gruppen ved Mwanza fjord med hovedrenovering af deres Ford 4000-traktor. Gruppen har specialiseret sig i fordeling, dyrkning og salg af forskellige kartoffelsorter. I forbindelse med vores årsmøde i oktober i Sukumaland fik lederen af DMR-U Lars Udsholdt og jeg mulighed for at besøge gruppen og se dens arbejde. Både Nyota Ngo’en (stjernerne) og landbrugsgruppen i Kolomije har modtaget landbrugsudstyr. Der er stor efterspørgsel på moderne landbrugsudstyr for at forøge landbrugsproduktionen, og regeringen er nu ved at støtte distrikterne med favorable lånemuligheder til bønderne, så de kan investere i moderne landbrugsudstyr. Vi har i 2013 fået støtte fra følgende: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støtte med kr. 58.950,- til Utamaduni Kulturforening i forbindelse med indsamling og forsendelse af en 20 fods container med klinikudstyr til Bujora Kulturcenter. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støttet med kr. 200.549,-  til Grenå Produktionsskole i forbindelse med indsamling, renovering og forsendelse af én 20 fods og én 40 fods container til NGOen Nyota (stjernerne) i Misungwi Distrik –Tanzania. Utamaduni Kulturforenings U-kasse kr. 10.000,- til renovering af Sawenge gruppens landbrugsudstyr. Lions Klub Grenå har ydet støtten til renovering af African Clinic på Bujora Kulturcenter. Kr. 15.000,- Sammenlagt har forbrug i år 2013 været på i alt: kr. 284.499,-   De bedste hilsner til alle fra mig med ønsket om, at år 2014 må blive det mest fantastiske år, Knud Erik Herunder ses det officielle takkebrev fra Bujora: http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Takkebrev-Bujorea-2013.pdf [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Nu kan vi mærke, at vi lever… Vi er glade for at kunne fortælle, at det igen summer af liv i ukassen. Vi behandler ansøgninger igen og har modtaget en god mængde ansøgninger fra både kendte og nye ansøgere. Fedt, fedt, fedt! I den tid ukassen har været tvunget i dvale, har vi ændret på nogle småting i ukassens retningslinjer. Noget af det, som nok er mest spændende for jer er, at I nu kan søge helt op til 7.000 kroner til jeres projekt. Som noget nyt afprøver vi en behandlingsmodel, som vi håber giver bedre, hyggeligere og mere effektive behandlingsmøder. Som I ved, behandles ansøgninger til ukassen to gange årligt, i forbindelse med generalforsamlingen og evalueringsmødet. Tidligere har vi opfordret deltagere på mødet til at blive og behandle ansøgningerne umiddelbart efter, men der er vi jo trætte og vil hellere hygge! Derfor skriver vi fremover et opslag på arrangør-/og hjælper-facebookgruppen forud for mødet. Her kan man melde sig til at hjælpe med at behandle ansøgninger lige FØR stormødet. På den måde er vi friskere under behandlingen, og det hele glider derfor nok lidt mere effektivt. Kom og vær med – Vi kan jo faktisk ikke behandle ansøgningerne alene, der skal være uvildige medlemmer i behandlingsudvalget! Kærlige hilsener Tine, Sofia og Ida Støttede projekter 2023 Vi har i 2023 modtaget i alt 11 ansøgninger om støtte til i alt kr 60.769,00 kr. 10 ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 48.769 kr. Dvs. ikke alle har modtaget støtte. De, som har modtaget støtte, har generelt modtaget det beløb de har ansøgt om. Billedet viser ukassens møde umiddelbart efter GF i marts 2024! I sofaen sidder de 3 faste medlemmer Tine, Sofia og Ida Hanni, flankeret af ‘drop-in’-medlemmer Rosa og Karl Emil. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Utamaduni Dance Troupe og WanaCecilia Dance Group (Bujora Sukuma Museum) Rapportering af ansøgte midler fra Utamaduni kulturforenings U-kasse. Herunder Bujoras takkebrev, underskrevet af Fader Fabian Mhoja og Formand for WanaCecilia Paulo Mafanyanga. (Begge er kulturgæster på Utamadunilejren 2015): http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Brev_fra_WanaSeciliaAug2014.pdf Dansk oversættelse af takkebrevet (V.Shoma): 12. august 2014 På vegne af Cultural Centre Bujora (Sukuma Museum) og på vegne af Cesilia-organisationen, vil vi gerne udtrykke vores store taknemmelighed til jer, Utamaduni Dance Troupe, fordi I tog imod vores invitation til at komme til Bujora og til at besøge nogle af WanaCesilias branches. I viste os en stor kærlighed, som for evigt vil forblive i vores hjerter. Vi er også meget taknemmelige for den engagerede deltagelse, I har vist, og siden jeres ankomst er det lykkedes os at besøge tre af vores branches, Ngogo branch, Ng’wasubuya branch og Isesa branch. På disse besøg har vi alle med stor glæde været sammen om at danse og synge. Alle stederne udviste folk stor begejstring og hengivenhed i modtagelsen af jer, og af samme grund har jeres besøg nu efterladt os med en stor lyst til at fortsat at være sammen med jer. Derfor er denne dag præget af både glæde og sorg. Glæde – fordi vores projekt er fuldendt på fredsommelig vis, og alle de steder vi kom frem, modtog folk os med jubel og alle de danse, vi fremførte, gjorde rigtig mange folk begejstrede. Vi siger mange tak for at bringe os så stor glæde på denne måde. Bedrøvelse – fordi I tager af sted, vi ville gerne fortsætte med at være sammen med jer altid, men da tiden for jeres hjemrejse er kommet, tager vi afsked med sorg, dog er denne sorg fyldt med håb om, at vi igen en dag skal ses. Vores store ønske er, at vi bevarer den fine solidaritet og det gode fællesskab, som nu har varet i mere end tredive år. Og derfor vil vi gerne invitere jer igen næste år, i 2015, til at komme og besøge os igen, så vi kan styrke denne samhørighed og broderlige solidaritet. Og således kan den bro af kultur, ’cultural bridge’, som blev bygget af vores grundlæggere, fortsætte i alle dage. Vi beder jer sende de kærligste hilsener til vores venner, som ikke havde mulighed for at komme i år. Vi indbyder jer i år 2015, til at komme, alle jer der var her i år, sammen med de andre, så I kan blive endnu flere. Vi slutter af med en god sang, som er komponeret af vores værdsatte sangleder, vores ven Kanigini, som siger: Misho gatikolagwa ng’watugisha, Baba ng’watugisha, mayu ng’watugisha Mushokanye uko mukikalaga, Tulibone hangi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018DENMARK AND TANZANIAN COMMUNITIES STRENGTHEN TIES THROUGH SUKUMA TRADITIONAL DANCES After coming back to Tanzania, I was able to make this teaser of the Ilolekejo documentary featuring the camp: Gallery with som of Richard Magumbas pictures from his trip to meet the danish Utamadunigroup, summer 2017 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019En lille workshop-fortælling fra lejren 🙂 Nu har vi i en del år haft en trommeworkshop for børn nede bag opvasken. Der hygger vi os rigtig godt med at få lært at spille sukumatrommer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Daycare Abrani er etableret af en gruppe kvinder fra Abrani for ca. 18 år siden, da de indså, at mødre havde brug for at få passet de små børn fra ca. 1,5 år, nå de skulle ud og arbejde med jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Som nogen måske har hørt lidt om, er jeg, Anne-Sofie, i skrivende stund i gang med at lave et filmprojekt om Utamaduni. Nogen kender mig godt, andre har måske kun set mig med kameraet på årets lejr. – derfor er det vist på sin plads at I får en lille introduktion til mig, og hvorfor jeg laver dette projekt.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014“In this great future, you can’t forget your past.” – Bob Marley I Danmark kan du købe kaffen gennem de danske distributører Jon Stage og Tendai Tagarira, som mange måske husker fra lejren 2010, hvor han lige var kommet til Danmark som ‘Friby forfatter’ i Aarhus. Han har nu bosat sig i Aarhus, og arbejder bla. med at markedsføre Mareley Coffee i Danmark. ENEFORHANDLER AF MARLEY COFFEE I DANMARK: Sustainable Coffe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2009 Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17– beretning fra et egnsudviklingsprojekt i Ghana En gruppe danskere har igennem flere år støttet det lille fiskersamfund i Pebi, et par timers kørsel fra hovedstaden Accra i Ghana. Det er et fattigt og marginaliseret samfund, der på trods af svære kår er befolket af mennesker med både en god portion livsglæde, optimisme og ’gåpåmod’. Kvinder, mænd og unge har i flere forskellige projekter udvist stor vilje og opfindsomhed i forhold til at få tingene til at lykkedes – og alle deler drømmen om at blive selvforsynende og uafhængige af ekstern donorassistance. Det er en drøm, som hver dag kommer et lille skridt nærmere. Op på hesten igen – en ny, bæredygtig skolebygning i Pebi Der går 104 børn på skolen i Pebi. 61 piger og 43 drenge. Skolen er af flere omgange bygget af forældre, frivillige og unge (heriblandt danskere). Det er en fælles indsats at få skolen opført og vedligeholdt, idet den udover at fungere som skole udgør et vigtigt samlingspunkt for landsbyen. Skolebygningerne er blevet opført af de materialer, som var ved hånden. Sand. Palmeblade. Træ. En ikke mindst billig løsning til at løse et akut problem om at skabe et sted i skyggen, hvor børnene kunne modtage undervisning – MEN også en skrøbelig løsning, der tidligt i 2016 blev blæst omkuld af de storme, som er en del af livet ved kysten. Heldigvis var der ingen børn til stede, da det skete.   Efter en hurtig ansøgning var U-Kassen klar med en hjælpende hånd. Skolen blev i al hast genopført, idet det var uudholdeligt at undervise børnene udenfor. Men denne gang blev bygningen opført i cement for at gøre den mere holdbar – og skolen kunne fortsætte med den vigtige undervisning. En ny ide og en ny vej Og det stopper ikke her – for i vanlig ”Pebi stil” satte lokalsamfundet sig sammen for at finde en mere permanent løsning på udfordringen med skolebygningerne – der stadig ikke lever op til myndighedernes strenge krav, for at kunne blive statsanerkendt skole. Den løsning er nu på tegnebrættet. Det skal være en solid struktur, der med gode råd og kyndig assistance fra repræsentanter fra en voksende bevægelse, Ghana Ecovillage Network, skal opføres i bæredygtige, lokale materialer. Men med nyere teknologi, der sikrer holdbarheden. Det rummer en udfordring at få de lokale til at tro på deres lokale materialer – normalt bruges enormt mange kræfter på at vedligeholde de lokale palmehytter og troen på cement som den eneste vej frem er meget stærk. Men de er klar til at forsøge sig og øjner en mulighed for afsmitning på deres egen hytter – hvis de lokale materialer virkelig kan anvendes i en smartere løsning, der ikke er så tidskrævende at vedligeholde. Desuden skal den nye bygning kunne rumme endnu flere børn, hvilket ligeledes er et krav fra staten for at blive godkendt. En del af midlerne til denne nye, større, bygning er skaffet og arbejdet går i gang i løbet af de næste måneder. Sådan! STOR TAK TIL U-KASSEN for at sikre den vigtige støtte på et svært tidspunkt, som nu har sat gang i en proces, der kommer til at sikre børnene i Pebi gode undervisningsforhold i årene frem.   Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Skriv hvad der sker mellem lejrene opfordrer Mads. Jeg var egentlig i gang med at afrapportere omkring majsmøllen i Kifuhila, da denne historie formelig BULDREDE frem. ”Nej, nej” sagde jeg til mig selv. ”Gå væk! Jeg skal skrive om indkøb af majsmøller og vanskeligheder med at skaffe skruer. Har overhovedet ikke tid til at skrive den her historie. Om dengang jeg mødte Yoha. Om alt det der slet ikke gik. Og om dig, Anne. Vores veninde, som vi mistede så tragisk for 8 år siden. Desuden risikerer jeg at nogen bliver vrede eller kede af det”. Til sidst måtte jeg kapitulere. Nogle historier har så megen energi, at de ikke lader sig stoppe. Den her er en af dem. Kære Anne. Jeg husker ret tydeligt første gang jeg så dig. Det var på Nørre Allé. Ikumbo og Igokoloo havde fællesøver, formentlig i forbindelse med en kommende begivenhed, Karneval gætter jeg på. Forstå mig ret, det er ikke altid, at jeg gider investere så megen opmærksomhed på nye medlemmer i de andre grupper. Jeg har været der længe og set rigtig rigtig mange komme, danse og forsvinde igen. Så jeg er nok lidt nærig med at knytte bånd. (Har sikkert også haft for mange jordbærplukkere og besøgende i mit kollektiv gennem systemet, så jeg venter lidt og ser om de stadig er der næste gang jeg kigger deres vej. Med dig var jeg imidlertid klar over, at du ikke var en af dem der surfede igennem. Du havde ikke været med ret længe, men havde allerede tilegnet dig en forståelse for, hvad alt det her bummelum går ud på. Du fangede meget hurtigt, at det netop ikke er en form for avanceret workout tilsat lidt etnicitet. Samtidig besad du en utrolig musikalitet, som sammen med din kæmpestore harddisk ret hurtigt gjorde dig uundværlig i gruppen. Og sjov var du. Masser af gange, næsten altid sidst på natten, hvor flokken egentlig var gået i seng og nogle få sad tilbage, var du der, med din bidende, skrattende, sofistikerede humor. Altid fremført stille, som-om-forsigtigt. Men tag ikke fejl. Din evne til at fange ordspillet, vende det og gøre det absurd og hylende morsomt var højt skattet af os, der var så heldige, at have holdt ud til den lyse morgen, hvor der for alvor kom fut i humoren. Til forskel fra så mange andre, var du (sikkert fordi ungerne krævede det, men altid uden den klagesang, der er så udbredt blandt blomsten af Danmarks ungdom, når de skal stå op før de har fået deres reglementerede 8 timer) blandt de første, der var oppe igen. Sådan en er jeg også, så vi har mødtes tit på det tidlige. Det har slået mig, at du ud over omsorgen for dine piger, besad omsorgen for fællesskabet. Mange gange har du, uden skyggen af martyrium, været der og ryddet op efter festen. Stille og roligt, med den engleagtige venlighed, som karakteriserede dig, ryddede du op og gjorde det tåleligt for folk, at vende tilbage til scenen. Og når de kom, forsovede og øre, behøvede du ikke skræppe op om, hvor meget du havde ordnet, inden de kom. Det er stil, mine damer og herrer! Da jeg blev kæreste med Yohana, havde du svært ved at følge med. Det var der givetvis mange der havde, du var bare den eneste, der sagde det direkte. I mit turbulente år sagde du det, du tænkte om situationen. Du vidste ikke, at Yohana var blevet introduceret til mig af din mand. På helt traditionel sukumavis bad han mig gå med sig til en lille samtale, efter at vi vi havde danset et forrygende show til Kulturhavn. Let om hjertet, varm og glad for min gruppe og det vi kan, gik jeg med ned på havnemolen. ”Der er en, der gerne vil tale med dig”, introducerede han. Fuck, jeg havde godt set den gamle korpulente herre, der sad sammen med Matthias Paulo og havde smilet så vældigt til mig – mens vi dansede pegede han på mig og lænede sig over til Matthias og sagde noget. Selvfølgelig så jeg det, og selvfølgelig ville jeg gerne være foruden den langstrakt kedsommelige og under alle omstændigheder pinlige samtale, der stod lige for. Jeg vred min hjerne for at komme med passende undskyldninger for et afslag. Så fordybet i mine egne tanker, at jeg knapt hørte det videre ”Yohana vil gerne tale med dig”. Da det gik op for mig, hvad han havde sagt, brød jeg ud i et fnis af overraskelse og lettelse. ”Jamen ham vil jeg da gerne tale med!” smilede jeg. Vi spadserede lidt længere ned af molen, hvor Yohana havde sat sig for sig selv, klar til audiens. Samtalen var så absurd, set i lyset af, at jeg vidste, at han inden for de sidste tre uger havde friet til tre andre piger fra min gruppe. Samtidig var jeg jo i den grad anderswo engagiert, min kæreste Peter sad i Dar Es Salaam og afventede sit visum, han skulle efter planen komme til landet indenfor de næste uger. Med lethed og uden de store bekymringer afviste jeg det flatterende forslag om giftermål med Yohana. Det forekom mig lattervækkende, at et kæresteskab skulle indgås ud fra nogle praktiske overvejelser om, hvorvidt jeg var et passende parti. Men et sted i dybden ramtes jeg da af drømmen. De ord han sagde om mig, som menneske, kvinde, danser og gruppekapacitet, faldt i den grad på den lille tørre plet, hvor der altid er plads til opmærksomhed, smiger og ros. Vel vidende, at de samme ord var forsøgt hos andre kvinder i bedste mening og med håb om en billet til det forjættede land, blev jeg alligevel fanget ind. Herefter indledte Yohana den helt store stormkur. (Der har ikke været så mange af den slags i mit liv, så jeg er til at gafle). Tæt assisteret af din mand, der arrangerede det praktiske omkring os, gik han til mig med en overbevisning og et engagement, der stille og roligt fik væltet mine forsvarsværker og efterlod mig vanvittig forelsket, snotforvirret og indfanget i garnet. Efter Ikumbos turné til Sambafestival i Assens, var jeg solgt – og historien besad rigeligt elementer til mange lange sukumaaftener i sladderens og intrigernes slaraffenland (Peter var jo ikke hvem som helst, men danser i den konkurrerende og i nogens øjne overlegne dansegruppe WanaCecilia, Yohana hørte til Milundumo-dansegruppen Kisesa B). Og hvad mente Bugekele mon om sagen?. Peter var jo hans bror. Ville vores venskab nu være færdigt?). Da vi kom tilbage fra Assens og folk stod af bussen på seminariet, så jeg det sjældneste syn: En ellers adstadig ældre afrikansk herre, som formelig pilede af sted ned til bussen, sprængfyldt af den saftige historie om mig og Yohana, opsnappet på første parket. Jeg er overhovedet ikke fornærmet eller forarget, synes jo også selv, at historien havde potentiale… I turbulensen der fulgte var du nok den eneste, der stillede mig direkte og kritiske spørgsmål. På mine udsvævende og snotforelskede udgydelser om det fantastiske ved Yohana, sagde du ret tørt ”Jeg har hørt dig sige nøjagtigt det samme om Peter for en måned siden, hvordan kan det hænge sammen?” Jeg kunne kun svare, at jeg gjorde hvad jeg kunne for selv at forstå. Du fik at vide, at jeg havde giftet mig med Yohana. (Det var i og for sig en praktisk foranstaltning. Hvis vi var gift, ville han kunne få visum uden at jeg skulle stille de 50.000 i kaution, som regeringen ellers stiller som betingelse. Min plan var, at han kunne komme til Danmark, vi kunne søge om permanent ophold og bruge tiden til at finde ud af, om det holdt vand). Du blev temmelig vred over, at jeg ikke havde talt med dig inden giftermålet. Her evar det, at vores meget forskellige opfattelser af integration kom tydeligt frem. Integration af os danskere i sukumakulturen forstås. Du skrev mig en meget formanende mail, hvor du redegjorde for vore indbyrdes nye relationer. Forklarede mig noget om, hvordan en god sukumakone forventes at opføre sig. Til sidst skrev du, at jeg med denne mail ligeså godt kunne begynde at opfatte mig som det, jeg nu var: Din lillesøster. Jeg stod fuldkommen af. Opfattede mig ikke spor som din lillesøster, selvom min mand formelt var lillebror til din. Jeg var tæt på 20 år ældre end du. Havde tre næsten voksne børn, en stak uddannelser og noget der ligner en karriere i rygsækken. Det har taget mig noget tid at forstå, at det du mente var, at hvis man gifter sig ind i sukumakulturen, så er det altså hele pakken og ikke noget med light-udgaven. Som med alt andet du gjorde, handlede det om dedikation, at gøre tingene ordentligt. Jeg har stor respekt for din holdning, selv om jeg er dybt uenig. Da Yohana havde været her et stykke tid, kom I på besøg. Med vanlig skarphed observerede du, at mit forhold til Matthias, min gamle kæreste og daværende klods-op-ad-nabo, kunne give problemer for mig og Yohana. ”Du må være forberedt på, at der kan forekomme noget jalousi,” sagde du. Jeg var fuldkommen sikker på, at mit og Matthias’ forhold skulle forblive et godt venskab, men jeg hørte dine ord. Yohana og jeg var en katastrofe fra dag 1. Der var ikke gået en uge, før vi havde haft vores første bragende skænderi. I løbet af syv uger, var vores forhold som et 7 år gammelt, knagende i fugerne ægteskab. Vores fundamentale livsopfattelse og især forståelse af, hvad der skal til for at være sammen i lyst og nød skreg til himlen. I bagklogskabens ulidelige lys kunne jeg have sagt mig selv, at det ALDRIG ville gå. Utallige forhold mellem danske kvinder og afrikanske mænd har jeg iagttaget og en af mine gamle kæpheste har været, at jeg ikke ville kunne stille op til det. Og pludselig stod jeg der, med håret i postkassen og anede ikke mine levende råd. I perioder boede Yohana hos jer, det lykkedes ham bare ikke at komme hjem dag efter dag. Når han og jeg vi talte sammen i telefonen bedyrede han altid, at han ville komme samme dag, senest i morgen. Sådan gled dagene sammen og blev til en uge, næsten to. En enkelt gang lykkedes det faktisk for ham at komme med toget – det var bare den forkerte vej, så da jeg for anden gang den dag var i Frederikssund for at hente og via hans mobil hørte: “Næste station: Hundige”, foreslog jeg ham, til hans store lettelse, at han kunne tage tilbage til jer, hvor han sjovt nok altid kunne finde hen. Jeg var klar over, at din økonomi måtte være trængt, så jeg sendte dig nogle kostpenge til Yohana. Hvad der yderligere blev sagt og tænkt hos jer, ved jeg ikke. Efter lange og virkelig svære overvejelser besluttede jeg, at det her måtte få en ende, hvis ikke jeg skulle gå fuldkommen i spåner. Jeg forklarede Yohana, at han var nødt til at rejse tilbage til Tanzania. Vores liv sammen var ikke værdigt for nogen af os. Hverken han eller jeg skulle leve et liv, hvor vi slæbte os igennem uden glæde og oprigtig kærlighed. Han var naturligt nok ikke videre enig, mente nok, at han kunne nøjes med mig og så meget pragmatisk på det med kærligheden. Den kan måske komme af sig selv, hvis du ikke er så sur, mente han, hvilket straks førte til et nyt dumt skænderi om hvorvidt jeg i virkeligheden var den sure kælling, jeg var i begreb med at udvikle mig til. Fredag tog vi på store shoppetur, for at udstyre Yohana med det nødvendige til hjemrejsen. Havde den besynderlige oplevelse at storskændes (jeg der ellers aldrig har kunnet skændes med nogen) midt i et supermarked i City2. Emnet var – ikke overraskende – hvorvidt jeg var en nærig kvinde, der ikke undte min mand noget som helst. Replikskiftet faldt efter næsten to hæsblæsende, svedige timer i supermarkedet, hvor Yohana havde bedyret at han ønskede sig ALT, hvad de havde på hylderne. Jeg havde taget et lille lån på 10.000 kr., som han skulle have med hjem til at starte sit nye liv. Da vi var ud over de obligatoriske sko, kuffert og minianlæg, som jeg havde givet, forklarede jeg ham, at hvis han ville have flere ting med, måtte vi tage pengene fra hans 10.000. Det udløste en del råben og skrigen begge veje. I det mindste foregik det på swahili, så folk, der undrende gik forbi os ikke havde fornøjelsen af at forstå, hvad det var, vi råbte. Det virkede måske lidt eksotisk og ikke så hjerteskærende banalt, som det i virkeligheden var. Yohana marcherede ud af butikken og forsvandt. Jeg gjorde nogle yderst fornuftige beslutninger omkring kuffert- og minianlæg for ham. Byttede til en stor solid kuffert og et minianlæg, der så ud som om det kunne holde til Tanzania. (Mens jeg lod støvlerne blive i vognen, selv om jeg vidste, at de mindst var 5 numre for store – hvad ER det for noget med afrikanske mænd og drømmen om store fødder?). På parkeringspladsen havde jeg så småt bestemt mig for at efterlade ham, da han dukkede op og uden et ord satte sig ind i bilen. Hele vejen hjem sad han og sang en sang han var ved at lave, mens jeg bare tudede. Tudede så meget, at jeg måtte holde ind på en tank ved Roskilde for at tørre næsen. Nyt potentielt skænderi om sponsorat af seks Guldtuborg afværget ved, at jeg magtesløst købte mig til lidt aflad, ved at give ham pengene uden et ord. (Jeg har aldrig helt fanget ideen med, at det skal være det allerdyreste ølmærke, der er det eneste acceptable). Lettere formildet fortalte han mig indholdet af den sang, han var ved at lave. En situationsrapport med ilagt kærlighedserklæring. Jeg tudede videre. I arrangerede en afskedsfest to dage før Yohana skulle rejse hjem. I Humlebæk, hvor du passede hus og hunde for dine forældre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle med, men Yohana insisterede på, at vi skulle tage til festen sammen, så alle kunne se, at vi stadig evarr mand og kone, selv om vi nu skulle være det på afstand. Vi havde gået og pakket på hans betontunge kuffert, men besluttede, at vi kunne gøre det færdigt søndag, idet vi var enige om, at vi ville tage tidligt hjem fra festen, for at få den sidste dag sammen. Så snart vi kom ind ad døren hos jer, startede mit mareridt. Yohana vendte helt resolut ryggen til mig og gik demonstrativt sin vej, hver gang jeg nærmede mig. Du tog mig med udenfor og spurgte, om jeg ikke ville give dig min version af historien, nu havde du jo hørt Yohanas version. (Og jeg, der ikke engang havde fattet at der cirkulerede forskellige versioner). Jeg forsøgte at give dig et oprigtigt, fair billede af, hvad der var foregået og hvorfor jeg ikke så nogen ordentlig vej frem for Yohana og mig. Du sagde, at du ikke syntes, at jeg havde givet ham en ordentlig chance for at vise, at han godt kunne leve op til mine krav. At det var lidt uretfærdigt over for ham, at han ikke havde fået længere tid til at lære at integrere sig. (Igen var vores opfattelser milevidt fra hinanden, mit største problem var, at Yohana ikke udviste den mindste interesse for at integrere sig. Hans største idol i Danmark, der var din mand, havde jo været her i masser af år, uden at rokke sig synderligt. Tværtimod var verden omkring ham i den grad indrettet på og tilpasset til, at han kunne vedblive med at gøre, tale og tænke præcis, som var han hjemme i Tanzania). Jeg fortalte dig om mine problemer i forhold til, at Yohana ikke havde noget sprog eller nogen erfaring med at tale om følelser. Hvis jeg prøvede at komme ind på livet af ham, havde han en stak små opbyggelige historier, oftest med udspring i hans vens erfaringer, som samtidig med at han holdt mig fra livet fik lagt låg på emnet og videre snak var meningsløs. Tiden var knap, de andre gæster var begyndt at dukke op, men jeg nåede at fortælle dig, at jeg ikke kunne leve med Yohanas forhold til alkohol. Kort fortalt har han den indstilling, at det der er indenfor rækkevidde skal drikkes omgående, og når det er væk starter krumspringene for at tilvejebringe en ny forsyning. (Good bye til den ramme øl, jeg normalt har stående i måneder bare for tilfældet, at nogen vil have en øl en dag). Længe efter han var rejst hjem, kom jeg til et arrangement i tanker om de 6 flasker rødvin, jeg havde fået af en forretningspartner i julegave. Jeg løb hjem for at hente dem – og fandt dem alle tømt, med sølvpapiret omhyggeligt skubbet på plads igen over proppen, som det må have kostet en del besvær at få mast helt på plads efter tømning. Nu kan jeg godt grine skævt af situationen, der temmelig detaljeret mindede om de rov min søster og jeg forsøgte os med i de voksnes barskab, da vi var teenagere, men jeg ønskede jo ikke at være gift med en teenager, tværtimod var min forventning, at min mand skulle være en ligeværdig partner. Du gentog, at jeg ikke havde givet Yohana mulighed for at overholde spillereglerne og bevise, at han kunne leve op til mine krav. Jeg var ret forbløffet, især fordi jeg havde forventet, at netop du, som formentlig kendte til de problemer, jeg havde måttet give op overfor, ville kunne genkende og forstå. På det punkt var du fuldkommen fast i din overbevisning og nu forstår jeg, at det også var for at beskytte dig selv, at du tog den yderst unuancerede holdning. Var du gået ind på min tanke, ville det have stillet spørgsmålstegn ved dit eget ægteskab og ved det rimelige eller urimelige du måtte bide i dig. Jeg kan forstå det, men jeg er uenig. Festen kom i gang. Yohana viste mig konsekvent ryggen og til min overraskelse var der ikke så mange fra Ikumbo med til arrangementet. Yohana blev hurtigt ret fuld og skæv, jeg var ked af det, følte mig lidt fejlplaceret og ensom og besluttede mig for at trække mig tilbage. Der var arrangeret soverum ovenpå, og jeg listede af og arrangerede en seng i det store rum. Larmen fra stuen nedenunder var gennemtrængende, det var CD-musik og folk var nødt til at råbe for at kommunikere. På et tidspunkt kom jeg til at overhøre en samtale mellem dig og to andre kvinder angående mit ægteskab. I detaljer blev det diskuteret, hvor mange fejl jeg havde begået og hvor dårlig en person jeg var. Der dukkede historier op, som jeg aldrig havde hørt om, eller været en del af. F.eks. havde jeg forbudt Yohana at spise afrikansk mad og tvunget ham til at spise vegetarmad på Svanholm. Jeg havde nægtet ham penge og villet styre, hvem han var sammen med. Jeg havde nægtet ham øl til nytårs aften! (Tjaaahhh, de tre venner havde drukket de fire kasser øl (heraf to guldøl) dagen før nytår, og så nægtede jeg ganske rigtigt at lave refill på tanken sent nytårseftermiddag.) Jeg havde bare købt en billet til ham uden at snakke med ham først. Osv. Osv. Et stykke tid lå jeg der og rasede. Følte mig svigtet, misforstået og bagtalt. Alt det de sagde, var enten løgn eller en forvanskning af sandheden. Jeg vidste med mig selv, at jeg hele vejen igennem havde forsøgt at gøre tingene ordentligt, og jeg prøvede at mildne Yohanas fornedrende hjemkomst ved at udstyre ham med en lille kapital, som kunne give ham en start på det nye liv. (At han valgte at feste de 10.000 op var hans egen beslutning, jeg kunne jo ikke styre hvordan han forvaltede sine muligheder.) Øj, hvor var jeg vred. Jeg kunne bestemt ikke sove og kunne bestemt heller ikke gå ned og være med til festen. Jeg havde allermest lyst til at hoppe i bilen og køre hjem, men havde jo en aftale med Yohana, så jeg bed tænderne sammen og holdt stand. Sent på natten blev der ro. Yohana dukkede op og forventede et lille afskedsknald. Jeg var nok ikke lige in the mood, men lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet. Kunsten for mig var at få ham med hjem til Svanholm, så vi kunne pakke færdig og nå i lufthavnen mandag morgen kl. 5. Det lykkedes ikke. Faktisk endte det med tre ture frem og tilbage mellem Humlebæk og Svanholm. Frem med forventningen om at Yohana nu ville med hjem og pakke – og tilbage til godset med tænder, der gjorde ondt af knusende sammenbidthed. Flere forskellige aftaler om, hvordan vi/han/han og Liv/ han og hele festen ville komme til lufthavnen mandag morgen blev indgået og droppet igen. I sidste ende blev det mig, der iført kæmpekufferterne, som jeg havde pakket, al min indestængte vrede og god en veninde fra Svanholm, som hentede Yohana i Humlebæk kl 02.00 nat og kørte videre til Kastrup Lufthavn. Vi så kort på hinanden, da han modvilligt traskede ud mod bilen. Dit blik sagde, det er ikke i orden Jeanette. Mit blik udtrykte al den fortvivlelse og sorg jeg havde over hele arrangementet. Vi mødtes ikke i forståelse. Og vi nåede aldrig at få talt om det med hinanden. Det beklager jeg stadig. Senere på året hørte jeg det. Du havde opgivet at leve med din voldelige mand og ville skilles. Alle puslebrikkerne, der først for alvor blev samlet efter din død, begyndte at ligge på bordet, men i et rodsammen, så ingen helt kunne se billedet alligevel. På den ene side havde mange oplevet voldsomme situationer med din mand – men du virkede så overskudsagtig og glad, at vi hver især kom i tvivl om hvad det egentlig var, vi havde oplevet. Ville jo heller ikke skabe falske rygter, hvis alt var så meget i orden, som du udstrålede. Da du kapitulerede, flyttede hjem til dine forældre og indledte forhandlinger med din mand om hans hjemrejse, gjorde du det stadig med stor respekt for ham. Vi havde fundet en billig rejse og sendte dig oplysningerne på den. Du responderede, at den ikke var så god, da der var mellemlanding i Nairobi, og du fandt det bedre, at han landede direkte i Tanzania. (Flere tanzanianere havde oplevet besværligheder med det kenyanske embedsværk). Nu har vi lært lektien på den hårdeste måde, man kan forestille sig. Du blev slået ihjel, før vi forstod det. Og hver eneste af os døde lidt indeni sammen med dig. Det har taget rigtig lang tid for mig at kapere, hvad der egentlig skete. Og endnu længere tid at forlige mig med følelsen af at have svigtet. At jeg måske kunne have hjulpet dig mere, end jeg gjorde. (Vi havde fundet flybilletter til din mand og tilbudt at hjælpe med transporten til lufthavnen, hvis det blev for svært for dig, men kunne vi have gjort mere?) Til din begravelse sang vi ’Op med hovedet min ven’. Den havde du sunget sammen med din familie, mens det hele havde set helt umuligt ud. Så uanset, at den egentlig ikke egner sig til fællessang, gjorde vi det. Eftertiden var meget svær. Flere var blevet så ramt, at de måtte holde pause fra dansen, enkelte holdt helt op. Når jeg tænker på, hvor hårdt det ramte mig, der slet ikke var blandt dine nærmeste venner, aner jeg, hvor hjerteskærende dine tætte venner blev ramt. Din gruppe manglede dig. Og på uhyggelig vis manglede de også din mand, selv om følelserne over for ham var helt umulige at få placeret. Mange var jo venner med jer begge to. Og mistede således to venner på en gang. Det var et meget sørgeligt forår. I dag har vi delvist forliget os med savnet. Vi taler om dig en gang imellem og bestemte sange får mig altid til at høre din stemme synge dem. Dit insisterende Ki!, Ki!, Ki!, for at få os til at ramme i de svære bunungulestykker. Det korværk du lavede over Njia yangu, Dine skælmske skæve øjne, når du havde sagt noget særligt sjovt. Fryden i dit blik og dit meterbrede smil, når trommer, dans og sang gik op i den højere enhed. Alt dette delte vi, og alt dette måtte vi bære videre alene. Til ceremonien ved din begravelse holdt jeg en lille tale. Jeg lovede på vegne af dansere, sangere og trommeslagere, at vi vil strække os til det yderste for at gøre det ordentligt -– sådan som du altid havde gjort. Spille, synge, danse og give hinanden det bedste vi har – kvalificeret og ordentligt. Jeg håber, at du ser, at vi gør, hvad vi kan, selv om det var bedre, om du var her til at hjælpe med at holde retningen.   Bonusinfo: Bloggen som opstod i forbindelse med Annes død, ligger fortsat online lige her: http://utamaduni.dk/AnneElAl/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 20182018 – Bujora fylder 50 år! – 50 år siden “the summer of love” På Bujora er det evig sommer. Det er et dejligt levende museum med medarbejdere, der altid er med på ny research, når jeg ankommer. Ovre hos præsten står den skønne landrover, som gerne lånes ud til ekspeditioner i det smukke Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Her følger en lille beretning fra Sander Machombo, om hans projekt med at ‘riste venskabsbroen i runer’ på Bujora i Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Til Trine marts 2019… Vi savner dig, Trine, i dine gæstfrie stuer. Emmelev kær er ikke sig selv uden dig, Trine. Jeg savner dig ved skærmen og i køkkenet og på terrassen. De to hunde, Magda og Sofus, kan vi godt undvære. De har osse fået et nyt hjem sammen på Fyn, og har det godt, men dig savner vi, Trine. Du havde altid din særlige mening. Den savner jeg nu, hvor du ikke er her mere. Du havde altid hørt den sidste nyhed, og kunne som regel een endnu nyere…. Der er så stille i Kæret. De nye stemmer er børn hos de nye familier. Du skal vide de hygger sig i kæret, men savner dig allesammen. Vi håber at Gæstfri stadig vil være gæstfri. Sorg, bekymring og smerter efterlod du her, de er vel ikke med dig længere? Sid i fred du kære, der hinsides. Kærlig hilsen fra Emmelev og videre til dig fra alle dine efterladte…. [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2019Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Når trommerne går igang – og vi står der sammen – det elsker jeg bare! 🙂 Vi begynder at bevæge os og kroppen går igang, til de rytmer og de bevægelser vi har hørt og lavet så mange gange. Det er magisk! Vinterkucheza,.. altid så hyggeligt. På Århus Friskole – en hyggelig og afslappet ramme, både er indenfor og udenfor ved bålet. – og som altid så fint faciliteret af Vipepeo. Tak for det store stykke arbejde i gør. Så nu er vi klar! Smidt “vinterpelsen”, mødt hinanden og fået updated på diverse. Vi kan nu nyde foråret og glæde os til vi ses igen til sommer på Utamaduni dance Camp. – som jeg også elsker 😉🕺❤️🎶 Ses på Uta 🙂 Maria   Maria Sitas videoer fra vinterkucheza 2026 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Warsha 27. december 2018 – 11. januar 2019. Gensyn med Sukumaland efter 24 år. Som oftest før, når vi i Utamaduni Dance Troupe diskuterer og reflekterer over vores virke, falder snakken på muligheden for igen at afholde et warsha. Dette var ingen undtagelse i januar 2018. Jeg sad der med en enorm trang til at melde mig på skansen, trods jeg overhovedet ikke har betrådt den tanzanianske muld siden 1994, og det faktum at mit Swahili var temmelig rustent. I 1993 var Marianne Høj og jeg efter et warsha i Tanzania fuldstændig solgte. Dengang i start 90’erne var der stor arbejdsløshed. Der blev opfundet forskellige måder, hvorpå man kunne udvide sin horisont i forhold til jobsøgning og uddannelse. En af opfindelserne var en orlov, hvor man med 80 % af dagpengene kunne rejse udenlands og uddanne sig. De færreste sagsbehandlere var, grundet det spritnye tiltag, særligt meget inde i sagerne. Mariannes talegaver og vores fælles evne til planlægning og afsøgning af kontakter gjorde, at det lykkedes os at overbevise en sagsbehandler, om at vi skulle til Ghana og Tanzania på ni måneders uddannelsesorlov. Ja. Sådan var det dengang. Det er den udenlandsrejse, der har formet mig mest som menneske. Jeg bringer stadig anekdoter frem, hvis folk ellers har lyst til at høre dem. Jeg bruger det i mit arbejdsliv, når snakken falder på det, der er ”anderledes”. Jeg bruger mine erfaringer, når jeg (ofte) kommer i diskussioner med folk, der har en anderledes holdning end jeg. Hvad er det værste, der kan ske i mødet med et menneske fra en anden kultur end din egen? Nå. Jeg var med andre ord ikke svær at overtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i warsha her 24 år senere. Utamaduni Dance Troupe består, som mange måske ved, af gode folk med mange forskellige kompetencer. Som medlem af gruppen indvilger man i, at fællesskabet indeholder meget mere end dans, sang og trommer. I warsha-henseende er der i gruppen flere virkelig dygtige og erfarne folk udi i organisering og kontakt til Sukumaland. Dette år var tovholderne på warsha Sebastian, Anne Katrine, Siff, Johanne og jeg. Der er et stort forarbejde i at arrangere warsha. Der skal skabes kontakt til Bujora, til formænd for foreninger, undervisere, landsbyer, præster, køkkenfolk, nattevagter med meget mere. Der skal organiseres og planlægges, alt sammen noget der tager længere tid end herhjemme i e-boks/online 24/7 land. I løbet af sommeren og efteråret brugte vi tid på dette, så hen mod oktober havde vi et groft skitseret program parat. Sebastian, Johanne og Siff rejste i forvejen, og alt var parat, da warshadeltagerne landede i Mwanza. Endelig afsted med pitstop på Zanzibar For mit eget vedkommende rejste jeg med Abena og Kofi. Vi brugte først nogle dage på Zanzibar. Hjemmefra havde jeg tænkt, at ”det måtte vi se”, nu når vi endelig var tilbage i Tanzania. Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være at gense folk og steder, men jeg kunne ærlig talt ikke helt forestille mig det. Jeg kunne heller ikke mærke, om jeg var spændt eller nervøs. Men. Nogle gange kommer oplevelser og minder til en ad en meget uventet vej. På Zanzibar var vi på en spicetour (kan virkelig anbefales!), hvor vi blev guidet rundt i en art botanisk have fyldt med eksotiske frugter og krydderier. Turen sluttede med, at vi blev vist hen til en overdækket platform med måtter, som vi kunne sidde på. Vi blev budt på en ”krydret buffet”. Vi sad i en rundkreds, og ind kom unge fyre med tallerkner og skåle med forskelligt indhold. Der blev sagt værsgo. Jeg rakte ud efter en blå plastikskål med låg. Da jeg løftede låget af, mødte mig den mest fantastiske duft at pilau-ris. Lige dér i skyggen på sivmåtten blev jeg ramt af den største forventnings glæde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne pludselig mærke savnet til Sukumaland. Bujora kalder Efter nogle dasende dage på Zanzibar fløj vi til Mwanza. Vi blev hentet i lufthavnen og kørte gennem Mwanzas gader om aftenen d. 24. december. Da vi endelig ankom til Bujora, stod en lille velkomstkomite og tog imod os. Johanne, Lukas, Siff, Liv, Luna og Sebastian. Endelig tilbage! Seba bød på julemiddag, på vej derhen akkompagneret af aftens julegudstjeneste i kirken. Så var vi i gang! Den første morgen blev jeg vækket af silende regn og en ubestemmelig lyd af dyr. Da regnen var stilnet af, kiggede jeg ud og så aber, der hoppede rundt på strå- og bliktage med mangoer i hænderne. De havde en fest! Jeg tog alt ind. Duftene og indtrykkene blæste mig tilbage til 1994 – hvor var det fantastisk! Warsha gik i gang. En palet af undervisning i mange forskellige stilarter. Der var hyret dygtige undervisere og trommeslagere, og vi fra Utamaduni Dance Troupe hjalp med at oversætte, kulturformidle, skabe kontakt mellem danskere, svenskere og lokale. I kulissen arbejdede Johanne og Seba med at holde styr på budgettet og sørge for at program og kontakter var i vinkel. I programmet var der, udover danse- og trommeundervisning og swahili, fastlagt en tur med overnatning i Ntulya, en guidet rundtur på Bujora Cultural museum, kulturhistorie formidlet af Uffe og Sander og en gåtur til Mitundwas landsby. Når dagens undervisning var slut, blev tiden brugt på ture til den nærliggende landsby, Kisesa, hygge i baren og fællessang ved bål. Mange gange blev vi inviteret på frokost hos gæstfrie mennesker. Besøg i Ntulya En af vores udflugter gik til landsbyen Ntulya. Her boede i sin til den berømte, nu afdøde, medicinmand Mungu wa pili – Gud nr. 2. Vi fyldte bussen fra Bujora med warshadeltagere, undervisere og køkkenfolk – og så gik det afsted. Vi skulle overnatte i telte. Da vi ankom, blev vi mødt af landsbyens beboere og så de flotteste danseopvisninger leveret af forskellige grupper udi Buyeye og Kadete. Efter at have indtaget aftensmad i skæret af batterilamper og hygge med sang og kadete, gik aftenen på hæld, og en nat i telt ventede forude. Jeg sov mildt sagt elendigt. Derfor var det heller ingen sag at stå op tidligt næste morgen. Der var noget der trak. Jeg tog mit tøj på, børstede tænder og listede afsted – klokken var vel 6. Omkring mig blev morgenstilheden kun brudt af snorkende warshadeltagere i naboteltene og sjove lyde fra store fugle. Jeg ville jage solopgangen. Jeg gik op ad klippen/den kæmpestore sten, som ligger der lige midt i landskabet, som om nogen har tabt den der. Ntulya er det mest fredelige sted i verden. Landsbyen er som sagt berømt for Mungu wa pili. som eftersigende kunne vække en død til live ved at hælde kogende vand i hans øre. Stedet er omgærdet af mystik og utroligt smukt. De fleste bygninger er hytter, firkantede eller runde, bygget af stammer/tykke grene og med strå på taget. Kvinder fejer bopladserne sirligt rene hver morgen. Solen var så småt ved at stå op og gav et rødgulligt lys udover rismarkerne. Jeg satte mig og nød synet af en lille boplads klemt inde mellem klippen, store sten og træer. På grunden var der en større og en mindre hytte. Jeg faldt i staver og sad længe og tænkte over, om der mon boede nogen der. Pludselig kom en gammel mand gående hen mod den største hytte. Han stoppede op og hilste på en kvinde. Jeg kunne høre hende svare, men kunne ikke se hende. Da den gamle mand var færdig med sin høflige og lange morgenhilsen, gik han videre. Jeg fik sådan en trang til at gå ”tilfældigt forbi” og gik ned ad klippen og hen mod hytten. Dér i en døråbning stod en utrolig krøllet og smuk gammel kvinde. Jeg sagde: ”Hodi”? (Er der nogen hjemme?). Hun smilede og svarede ”Karibu” (velkommen). Jeg gik hen til hende og hilste med det høfligste håndtryk her – nemlig hvor man udover at give hånd, lægger sin venstre hånd på den andens højre arm. Jeg nejede, som kvinder gør overfor mænd eller kvinder, der er ældre end én selv. Vi stod længe og smilede, mens vi holdt hinanden i hånden. Vi havde ikke noget fælles sprog. Vi var blot, med dén berøring vi begge delte ud af. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give slip! Hun smilede til mig med de kærligste og varmeste øjne. Jeg blev så rørt! Efter en stund sagde jeg farvel og tak og ønskede hende en god dag med følelsen af, at mit hjerte var helt tanket op! Kadum Som sagt var der en bred palet af dygtige undervisere og forskellige stilarter på dette års warsha. Jeg har en blød plet for kadum. Det er heldigt, for vores underviser i denne stilart var virkelig dygtig. Hans navn var Nuya. Han spillede trommer, fløjte, underviste i dans og sang med sin helt særlige meget lyse stemme. Jeg var solgt! Kadum har det særlige i sig, at man har trommen /en stor olietønde hængende over den ene skulder og bærer den, mens man spiller. Lyden er dyb og går direkte ind i kroppen. Så dragende! Selvom trommen er tung at bære, gør rytmerne, trinnene og fløjtens lyd, at man på en måde bliver lullet ind i en meditativ tilstand. Besøg i Mitundwas landsby En af de sidste dage gik vi ad stier og marker hen til Mitundwas landsby. Her var der optræden og undervisning af to dansegrupper. Vi blev på gæstfri vis placeret i skyggen, og i gang startede den fedeste optræden. Og endda med sogota som jeg elsker. En mandlig sogota-trommeslager smilede til mig. En anden spurgte:” Kan du kende ham?”. Jeg kiggede lidt. Guuuud! Det var jo Chumas! Min gamle ven fra 1994, der i timevis havde undervist mig! Jeg fløj op, standsede musikken, virkelig uhøfligt, og gav ham et stort kram. Det grin og det smil, jeg fik tilbage, var GULD! Efter optræden blev warshadeltagere budt op til danseworkshop. Fede danse og virkelig dygtige trommeslagere og undervisere. Alt imens dansen foregik i den bagende sol, havde kvinder travlt med at tilberede lækker mad til os. Vi blev efter noget tid budt til bords. Spisningen foregik i små cirkler, hvor vi sad 3-5 personer om et fad ris/ugali/kød/grønt/sovs og spiste med fingrene. Der er noget særligt ved at spise på den måde. Det lyder måske banalt, men maden smager tifold bedre. Skidt pyt med at man er klistret til med ris og til albuerne 😉 Dag for dag forsvandt tiden bag os. Vi sluttede af med et brag af en afskedsfest, hvor vi havde inviteret alle undervisere og deres baggrundsgrupper til dans og festmad. Vi var over 100! Jeg var efter 14 dage fyldt til bristepunktet med oplevelser. De 24 år havde sat sine spor. På mine første rejser i Sukumaland var det særligt dans og musik, der fyldte for mig. Denne rejse bød på umådelig mange kærlige og rørende gensyn. Jeg har ikke ord på, hvor mange gange jeg har grædt glædestårer – og virkelig mærket, hvor meget jeg har savnet det i alle årene. En anden kær ven – Bala – spurgte mig:” Går der 24 år inden du kommer tilbage?!” – svaret er NEJ! Jeg vil tilbage, så snart det er muligt. Et vel tilrettelagt og ikke mindst veludført warsha var overstået. Tak til Jer modige warshadeltagere, for hvem det for nogen var første gang at være i Afrika. Hatten af for dygtige tovholdere fra min dansegruppe, uden Jer og Jeres evner til at arrangere, kommunikere og kulturbrobygge, ville det være umuligt at gennemføre et warsha. Tusind tak til undervisere og dansegrupper for Jeres fantastiske dans og musik! Tusind tak til toptjekkede køkkenfolk og nattevagter der passede godt på os. Tak til Bujoras nye præst Fikiri, for at ville lære os at kende. Ja kort sagt, tak for Jer alle! Hvis du skulle have lyst til at deltage i et warsha, kontakt da en af os i Utamaduni Dance Troupe for nærmere oplysninger. Kærlig hilsen Anne Birgitte [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Fra 3. januar 2017 og 2 uger frem, gentager vi succes’en fra 2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...