Nekrolog, Dorthe Shoma Loft

Vores 86 årige “rollemodel” Dorthe Loft med det afrikanske tilnavn, Shoma, er nu afgået ved en udramatisk død i sit hjem Rimsø Kærvej 11 d. 6. april 2020 efter en lang sygdomsperiode præget af smerter og svimmelhed.
Ordet rollemodel tilskriver jeg hende for den særlige evne til gang på gang at inspirere mig og utallige andre til at få vore mere eller mindre utopiske drømme og visioner til at forekomme realiserbare…..

Helt tilbage som 35 årig, fraskilt kom hun til Djursland og var i mange sammenhænge med unge “udsatte” lokale, såvel som -tilflyttende kollektivist-revolutionære fra byerne, altid den kærlige “voksne” der havde tid til, med stor indlevelse og nysgerrighed, at samtale om både stort og småt vedrørende alt omkring os midt i en højst bemærkelsesværdig verdenssituation i 1970 ‘erne. Med sin altid opbakkende inspiration og medvirken blev det muligt at lave teater- og musikarrangementer i Ungdomsskolen.

Hun kunne på rette sted “snakke godt for” at aftenskoleundervisning kom til at omfatte keramik-amatør- aftner, urtemedicin- studiekreds, dukketeaterworkshop, gadeteater, samba – karnevalsdans, yoga og helseterapi, italienskundervisning og endda tanzaniansk trommedans, -sang samt swahili-sprog. Når mindst 12 voksne deltog kunne det udløse en “lærers” honorar. Sådan fungerede voksenuddannelse i landets aftenskole-regi på den tid, og med Dorthes kvindelige, modne skønhed og charme kunne alt lade sig gennemføre. Ja, selv en “privat” – drevet kollektiv børnepasning blev mulig.

Da så børnene groede frem til skolealderen, var det først svært at kaste sig ud i et friskoleprojekt, så det blev en “lørdagsskole” i første omgang, indtil vejen i fælleskab med det lidt kollektiv-forskrækkede offentlige langsomt blev banet. Norddjurs Friskole startede derefter i Kastbjerg landsby i 1982.

Da Dorthe blev inviteret til Tanzania af sin exkæreste blev hun i sin begejstring så vidtløftig om det, at både etnografistuderende fra Moesgård og djurske kollektivmusikere og-kunstnere begejstrede samledes og rejste med hende til Afrika, muliggjort af hendes velargumenterede ansøgning om rejsedonation fra Kulturministeriet i København til Kulturudvekslings-expedition 1, Daraja la Utamaduni (Kulturbroen) 1977. Den obligatoriske videreformidling efter hjemkomsten af rejsegruppens indtryk fra 2 en halv måneds forrygende kulturudvekslingstourne i “afrosocialismen”s Mekka, Tanzania, blev i starten præget af at Dorthe blev i Sukumaland og giftede sig med Martin Loft, som hun nylig havde mødt da han som MS-udsendt frivillig etnografi, museums-og kulturarbejder var expeditionens faste guide på hele turen.

I den periode gik formidlingen i DK videre ridende på inertien og energien fra det forunderlige rejseeventyr rejsegruppen havde gennemmlevet, dels i forberedelserne før -og på selve rejsen i Tanzania. Da så både Dorthe og Martin sammen med den unge Afrodanselærer, Edward Ntemi, endelig kom og slog sig ned i DK, blev Afrika – formidlingen intensiveret på mange nyskabende fronter. “Det lille Teater” for børn i København fik en publikumssucces, “Shibilibili”, med den mørke Ntemi fra Afrika i en af hovedrollerne. I “Ungdomsringen”s regi resulterede Dorthe og Martins forenede talenter i en undervisningsmappe med eksempler på u-landshåndværk, hvorefter vi særlig entusiastiske afro-aktivister tog rundt på skoler, i ungdomsklubber og højskoler format håndværksaktivere børn og unge med deres lærere og bevidstgøre alle om livet i afrikanske landbrugs- og nomadesamfund.

Desuden begyndte u – landshjælpeorganisationen, Mellemfolkeligt Samvirke at hyre vor formidlingsgruppe til deres forberedelseskursus når der skulle unge håndværkere afsted som frivillige udviklingshjælpere i forskellige afrikanske lande.

Da først muligheden for at invitere gæstelærere indenfor dans, kunst og kultur helt fra Tanzanias landsbyer viste sig muligt, tog kulturformidlingen fart i mange retninger, for nu var vi mange der havde taget ved lære af Dorthes gode, positive overtalelsesevner. Med baggrund i mama Shoma’s gode eksempel var vi efterhånden mange der fik en form for “superkræfter” som for manges vedkommende virker endnu. Det er imidlertid igen over en lang årrække indbefattende: De sagnomspundne hippie-sommerlejre på Keramikgården i 70’erne. De legendariske sommerkarnevaller i byerne med både samba- og afrodans i gaderne. Utamaduni-sommerlejrene med afrodans i Ramten Skov, først så småt i 80’erne og senere i 90’erne, hvor lejren blev større og legaliseret mad bar-bevilling og brandtilsyn, samt åbenhus- festafslutning sidste dag. I 2000 og frem suppleres lejrens danseworkshops m. gæstelærere yderligere med “Socks” forumteater imod HiV & Aids epidemien og u-landsbistand ved udsending af simpel, mekanisk udviklingshjælp til landsbyer og nomadesamfund i Afrika, og formidling af afrodans og -kultur breder sig i hele landet både fra Vest-og Østafrika, og mindre udviklingsprojekter finansieres af Uta-lejrens “U-kasse”.

Ind imellem sommerlejre og nærmest landsdækkende danse- og kultur formidling herhjemme i DK rejste Dorthe og Martin som så mange andre gentagne gange ud i verden og iværksatte forskellige “hjælp til selvhjælpsprojekter”. I Tanzania på MS frivillig uddannelsescentret gjorde de en kæmpe insats for at tilvænne de voksenfrivilliges medfølgende børn til en mere eller mindre frivillig “skæbne” i Afrika. I det forløb opstod et hjerteligt venskab med Tanzania-masaier kvægnomader i Ngorongoro- regionen som var udviklingsmæssigt tvunget i knæ af uretfærdige fredningsmyndigheder og deraf følgende hungersnød og knaphed på alt. Osse der kunne Martin og Dorthes nysgerrighed, indlevelse og frygtløshed bane vej for overvindelse af den allerværste fattigdom, omend det var traumatisk præget af modvind og storm fra hjerteløse autoriteter i både nord og syd…….

Nu, hvor vi i 2020 husker denne lange, energisk kulturudvekslingshistorie, føler jeg og vi Dorthes venner og beundrere at hun, som aldrig selv har taget særlig meget af æren for vor fælles succes – selvfølgelig skal gives æren for at alle vi som fulgte hendes positive stil fik superkræfter og kastede os ud i mange utopiske projekter og stadig gør det.

I Rimsøhuset har Dorthe senest hæklet huset fyldt med dejligt varme og farverige siddehynder til træstolene, også imens hun var syg og mentalt forberedte sig på sin sidste store rejse til det for os andre ukendte hinsides, hvor jeg og vi ønsker hende fred og hvile.

Tusind tak for alt kære Dorthe Shoma Loft

Fra Sander Machombo Drypnæse.
Min kondolence til alle jer som stod Dorthe nær

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.