Som solskin i april
Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania.
Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer.
Aldersforskellen er mærkeligt nok deres mindste problem.
I et levende sprog beskriver henholdsvis Neema og Karsten i jeg-form deres oplevelser med hinanden og omgivelserne og de både vanskelige og finurlige situationer, deres relation bringer dem i.
Hvordan hilser for eksempel en ung afrikansk kvinde på sin nye, danske svigermor, der bor på plejehjem? Og på sin kærestes søn, der er jævnaldrende med hende selv?
Hvordan takler Karsten Neemas stigende velstand, der giver sig udslag i flere kilo på sidebenene? En velstand, der udelukkende skyldes hamselv.
Kan det virkelig passe, at Neemas mor har ret til at beslaglægge alle varerne i Neemas købmandsbutik, mens hun er i Europa?
Og hvorfor skal Neema helt til Danmark for at se en giraf for første gang i sit liv, og bliver hun imponeret?
Langsomt afdækkes en for danske læsere radikalt anderledes kultur og benhård virkelighed, hvor kærlighed er en luksus og velstand en mangelvare. Til gengæld er livssynet så muntert, at det kan gøre enhver mzungu (hvid person/europæer) misundelig.
Gennem bogens 650 sider lærer du både Neema og Karsten at kende, og du får et indblik i en fuldstændig anderledes kultur. Selvom historien er ren fiktion, er den researchet ned til mindste detalje, så alle konkrete oplysninger om for eksempel kulturforskelle og begivenheder korrekte.
Vi har haft stor fornøjelse af at skrive bogen sammen, og vi tør godt garantere, at du får udvidet dit verdensbillede ved at læse den.
Lån den på biblio (hvis de ikke har den, skaffer de den hjem), køb den i din nærmeste boghandel eller via nettet.
Bogen hedder ’Som solskin i april’.
Kærlig hilsen
Kris Mark.
P.s Du kan læse et længere uddrag fra bogen HER
Uddrag fra bogen:
Karsten har i overmod inviteret Neema til Danmark, men hun ejer ikke et pas, og for at få et pas i Tanzania, skal den pasudstedende myndighed have en kopi af din dåbsattest. Sådan en har Neema heller ikke.
Nu er hun på regionalkommisærens kontor med sin far og onkel. Karsten er i Danmark.
Der er ikke nok penge. Jeg må bede dig om hurtigt at sende flere. Kys din Neema.
Jeg skriver beskeden til Karsten, da jeg står på fortovet udenfor regionalkommisærens kontor. Orker ikke at ringe, fordi jeg ved, han vil stille spørgsmål. Min danske mand har ingen erfaring med bestikkelse og besværlige familiemedlemmer, som forventer at få mad og øl og transportpenge, så snart de bliver bedt om at sætte en underskrift. Han vil have regnskab for hver en shilling, og han bliver vred, hvis han ved, at hans penge går til grådige tykke mænd, så hvad skal jeg sige?
Svaret fra Kasten kommer med det samme:
Nej, Neema! Hvorfor?
Gennem glasdøren kan jeg se Baba grine med min onkel og kommissæren. De fylder hver deres læderstol ud i et hjørne af kontoret, og omme bag fra skranken deltager en dame i mørkeblå nederdel og hvid stram kjole i snakken med indsmigrende smil.
En gadesælger kommer forbi og viser mig sit udvalg af varer. På en pind, som han holder op i luften, hænger forgyldte halskæder, snørebånd, og kunstige blomsterranker. Med den anden hånd holder han en plade frem, hvor fingerringe, neglelak, små spejle, kamme og nøgleringe med billeder af Jomfru Maria er arrangeret i små bunker. Jeg ryster på hovedet, og sælgeren går frisk og hoppende væk langs det smalle fortov. Hans baglomme på de beigefarvede bukser er revet halvt af og dasker mod hans balle.
Der er problemer Karsten. Ikke nok penge. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er på kontoret nu.
Karsten svarer ikke. Måske forstår han ikke, hvad jeg skriver, så han skal oversætte det først. En taxachauffør kigger lidt for længe på mig, men jeg står jo også bare her og flagrer som en dum ko, så jeg går ind ad døren til kontoret. Baba kigger forventningsfuldt op.
– Er det ordnet? spørger han.
– Vi må vente lidt, svarer jeg, idet jeg sætter mig på den tomme stol ved siden af ham.
Hvor mange penge?
Baba læner sig nysgerrigt mod mig for at se, hvad Karsten skriver. Jeg regner efter i hovedet. Min ældste onkel ankom til byen i går, tilkaldt af Baba. Han skal bevidne, at at han var til stede, da jeg blev født, og fordi han ikke kan læse og skrive, skal han sætte sit fingeraftryk på dåbsattesten. 7.000 shillings skal han sikkert bruge på at rejse hjem. Jeg skal bruge penge på transport. Vi skal have kød i aften, fordi der er familie på besøg, sikkert kylling eller ged. Øl til kommissæren, onkel og Baba. Tallene hober sig op i mit hoved, men til sidst beslutter jeg mig for at sætte beløbet højt og risikere Karstens vrede, som kun kan være mildere end min fars.
100.000 shillings, Karsten.
Kort efter får jeg besked om, at pengene er gået ind. Jeg går til den lille mobilbutik på hjørnet af hovedgaden og får 20 femtusindesedler udleveret af en venlig dame med to små børn rundt om benene. Mens vi taler om den lykkebringende regn, binder jeg en stak sedler ind i en snip af linningen på min khanga, en anden ned i min bh og de sidste 20.000 ryger ned under fodsålen i min sko. Baba tager fornøjet mod pengene fra khangaen og får endelig udleveret det vigtige dokument. Nu har jeg bare lyst til at rejse hjem, men rejsen er lang, og jeg må vente til tidlig morgen for ikke at ankomme midt om natten.
