Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2018 Sauti za Busara 2018

Sauti za Busara 2018

Festivalens gæster hygger sig allerede fra om eftermiddagen

I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet.
I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften.

Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen.

Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt.

Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker.

Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten.

Kirsten Larsen

Vi nyder at sidde i græsset og lytte til Mzungu Kichaas lydprøver før aftenens koncert, d. 9/2 2018.

Justo & Makadem

 

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Til U-kassen. Jeg vil gerne takke jer for de 2.000,- kroner som mit Senegal Voksenskole projekt har modtaget. Skolen i Abene lever i bedste velgående, med et dagligt elevtal på ca. 30 personer. Det hjælper de voksne i Abene til at blive selvforsørgende via de kompetencer skolens uddannelser giver dem. Skolen vil dermed være med til at nedsætte antallet af ofre for båd ulykker via flugt til Europa. Budget for skolen kan ses på hjemmesiden under fanen: Gennemsigtighed. Senegal Voksenskole er ved at etablere sig som en forening, hvor jeg d. 8. december nedsatte en bestyrelse. Bestyrelsen vil hjælpe med at løse de mange opgaver som der ligger i at drive en skole i Senegal. Dette er for eksempel hjælp til at formidle kendskab til projektet, lave fondssøgning, udarbejde og omdele pjecer og hverve nye medlemmer. For at sikre kontinuitet og engagement, rejser jeg til Senegal 27. dec og vender hjem i begyndelsen af marts med ny viden og gode historier til formidling. I Abene lever jeg sammen med de lokale lærere og går hver dag med i skolen for at følge med i skolens dagligdag. Det sker at jeg vikarierer i engelsk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2010 Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14– tak til U-kassen for støtte til etablering af køkkenhave på New Hope DER LIGGER ET BØRNEHJEM I KENYA New Hope børnehjem og skole blev grundlagt i 2004 af Mr. Japheth som en NGO med formål om at tilbyde husly og et trygt hjem til udsatte børn (forældreløse børn, gadebørn og forladte børn) i Mombasa. Som fattigt barn af slummen blev Japheth selv hjulpet til uddannelse af en lokal forretningsmand og giver nu med New Hope videre, hvad han selv oplevede som en stor ændring i hans liv. I øjeblikket bor og spiser 63 børn, som ellers ville bo på gaden, på New Hope børnehjem. New Hope er en ret god historie. Godt 400 børn fra de omkringliggende slumområder går nu i New Hope´s børnehave og grundskole, og yderligere 53 børn går på New Hopes nyoprettede gymnasium. Der kommer ofte nye elever til skolen og flere børn til børnehjemmet. New Hope er kendt som et godt og trygt sted, og skolen har opnået en fin faglig placering i sammenligning med skolerne i området. I 2013 er der foregået en omfattende renovering/nybygning af stedet – nu har børnene en rigtig sovesal – og nu er det således stedets bæredygtighed, der skal satses på. FRA HAVER TIL MAVER Den køkkenhave, som nu er blevet etableret gennem tilskud fra U-kassen, er et vigtigt element i at sikre skolens fremtidige bæredygtighed, idet det ofte er udgifter til den løbende drift, som er svære at skaffe midler til fra eksterne donorer. Køkkenhaven er stort anlagt, og egenproduktionen af grøntsager kan derfor bidrage direkte til børnenes kost. Den giver også adgang til en mere varieret og sund kost for børnehjemsbørnene, hvis kost hidtil primært har bestået af ris og bønner. Køkkenhaven har også en vigtig social funktion på stedet, idet børnene bliver indraget i det daglige arbejde med at passe den. Ejerskabet vokser. Projektet er startet med inspiration fra og i samarbejde med Philip fra Organic Technology Extension and Promotion of Initiative Centre (OTEPIC) i Kenya: http://www.otepic.org/ Philip og OTEPIC arbejder gennem permakultur og bæredygtige løsninger for at skabe bedre muligheder for at opnå bæredygtighed, med netop private børnehjem som en central målgruppe. Dem er der nemlig mange af i Kenya. Det er dejligt med den slags initiativer, og vi håber på, at New Hope tager de nye ideer til sig og får skabt en masse nye initiativer her i de næste faser. I 2014 vil New Hope bruge erfaringerne fra den første del af projektet til at videreudvikle ideer omkring alternative energiformer såsom biogas, også i samarbejde med OTEPIC. Her i 2014 vil vi derfor forsøge at rejse penge til at bygge et nyt køkken til børnehjemsbørnene. Hele ideen skal revurderes og gøres mere bæredygtig. Personalet vil også gerne fortsætte med at lære mere om mulighederne for økologisk havebrug. På grund af dette projekt er ambitionen for stedet nu at sikre forsyningen af både energi og fødevarer, gennem inspiration fra permakulturen og et mere bæredygtigt, ‘low tech’ perspektiv. Det er dejligt at se, at det kan lade sig gøre. Vi søger iøvrigt frivillige med særlig interesse for havebrug og low tech løsninger, hvis det skulle have nogen interesse! Man kan følge med på www.100pct.org, under New Hope. På vegne af New Hope og børnene vil vi gerne sige Utamaduni en varm tak for støtten, der assisterer med at skabe langvarige forandringer – og god mad i maverne! Med venlig hilsen, Camilla Nielsen-Englyst 100% til Børnene [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24I september ansøgte vi, Sabina Shabani og Dina Bjørn, om penge til at støtte dansegruppen “Kisesa B” med at anskaffe ting, som kan støtte deres kulturarbejde. Kisesa B har i mange år ikke været en aktiv gruppe, men efter at Sabina for 3 år siden købte trommer til gruppen, har den nye generation genskabt gruppen og danser nu bunungule, bulabuka og sogota for fuld styrke. Gruppen har 26 dansere og trommerslagere. Vi havde et ønske om at støtte den gode udvikling samt styrke deres muligheder for at øve og få jobs. Det viser sig, hvilket jeg ikke var blevet informeret om tidligere, at papirerne nu skal sendes til et kontor i Dar Es Saalam, hvor den efterfølgende ventetid stadig er uvis. Jeg krydser fingre for, at det hele går op, og at godkendelsen går i hus. Licensen er meget vigtigt for deres arbejde, så vi fortsætter processen. Update følger i næste udgave af Mwaka Huu. Især fremstillingen af bjælder var spændende. Her tog vi til forskellige smede i Kisesa, som havde gamle hakkehoveder liggende, som vi købte. Derefter tog vi ud til Lugeye, en landsby som er kendt for deres dygtige smede, og fik smedet hakkehovederne om til de fineste små bjælder med en himmelsk lyd. På bare to uger fik smeden fremstillet 180 bjælder i hans værksted, hvor et cykelhjul fungerede som esse på ildstedet, hvor der blev lagt små stykker kul, som varmede jernet op til det blev rødglødende. Dansegruppen syede senere bjælderne på koskind og brugte dem til sogotadans. Pulstrommer blev hurtigt fremstillet: en tønde blev købt, blev skåret op i kortere størrelse og fik smedet runde kanter på (af gamle jernstumper fra et gitter). Dansegruppen havde allerede et koskind liggende, som blev sat på og trommer blev færdig i løbet af få dage. Simbiskallerne blev købt på markedet i Igoma (en større landsby nær Kisesa), og på to dage havde medlemmer af gruppen fået syet halskæder til alle. Dansebluserne til mændene valgte de at få trykt deres logo på for gruppens egne penge, se dem på billederne. Det har været dejligt at have et projekt med Kisesa B dansegruppen, og taknemmeligheden hos medlemmerne har været stor. At få et skulderklap som dette bringer glæde og medvind. Tak for bidraget kære ukasse. Hilsen Sabina Shabani og Dina Bjørn (skrevet af Dina) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Noget om trommer….. Jeg har efterhånden været på lejr så mange gange, at det næppe skulle kunne lade sig gøre, at én enkelt lejr skulle vise sig at blive markant anderledes end de andre. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på Utamadunilejren 2019. Da greb jeg nemlig trommestikkerne, og jeg har på fornemmelsen, at Utamadunilejren og mit forhold til Sukumakulturen er forandret for altid.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Christiania, d. 28/3 2020 Der er altid noget, man virkelig husker efter en rejse i Tanzania. En dag, da jeg gik på gaden i Mwanza, så jeg en katolsk nonne. Hun bar det hvide firkantede slør som en kasse på hovedet og et kæmpe kors på brystet. Ved hendes side gik en albinopige på ca. 10 år. Den lille albinopige havde kun én arm! For tiden reklamerer man ikke for Coca Cola i Tanzania. Her som alle vegne betaler kompagniet ikke de skatter og afgifter, som det skal. Så over hele landet har man malet reklamerne over. Man ser dem nu ikke et eneste sted. De store røde lastbiler med container-anhænger, der bringer Coca Cola og andre sodavand ud, har fået malet deres logo over og erstattet det med en grøn stribe. Meget konsekvent og en landsdækkende solidaritet, vi skulle gøre det samme i Danmark! Og man drikker for tiden mere Pepsi end sædvanligt, men Cola er stadig til at få, nu ekstra kolde! Mht. coronavirus-smitte, så var den endnu ikke kommet til Tanzania, da jeg forlod landet d. 28/2. Der er i skrivende stund registreret 13 smittede, ingen døde. Corona kom sent til landet, så de fanger det forhåbentlig i opløbet. Sidste år aftalte jeg med min gode ven, danselederen og medicinmanden Malezu, at vi sammen skulle besøge hans læremester i medicin, Charles Luhende, som bor langt ude på landet i nærheden af Shinyanga. Vi havde planlagt en rejse på 8 dage, 4 dage hos Luhende, 2 dage hos Chabagi, som er medicinmanden Kabugumes efterfølger og til slut 2 hviledage på hotel i Mwanza før hjemkomsten til Bujora. Vi rejste med daladala, de små busser, bus og pikipiki, motorcykeltaxa. Vi havde telt med, så vi var godt forberedt. Malezu havde for ca. 10 år siden opholdt sig to år hos Luhende for at blive oplært i traditionel medicin og få sit certifikat. Det koster en ko. Vi blev vel modtaget hos Luhende og slog straks vores telt op på gårdspladsen hjemme hos Luhendes 1. kone, som også er medicinkyndig. Luhende bor mest hos sin 2. kone i et hus på ca. 500 m’s afstand, inden for synsvidde. Til aften spiste vi den fisk, som vi havde haft med som gave. Allerede næste dag var der gang i en række medicinske aktiviteter. Luhendes 1. kone behandlede en psykiatrisk patient, som havde mistet sin skygge. Frugterne fra et træ på gårdspladsen blev bælget for frø, den beskyttende sorte lukago medicin blev ristet over et bål hele dagen og indvoldene fra en kylling blev tydet for at spå om en ung mands fremtid. 2. dag kom Luhende for at give Malezu medicin. Han fik små snitsår med et barberblad over hele kroppen, hvor der så blev gnedet medicin ind. Luhende havde en hel palet af medicin på et hakkeblad. Derefter blæste han velsignende medicin ud over sit “barn” fra alle 4 verdenshjørner. Til sidst fik Malezu et nyt navn, som føjer sig til rækken af dansenavne. Han måtte nu ikke gå i bad i to dage, for at medicinen skulle virke. Der blev slagtet en ged og vi blev vel beværtet. De spurgte, om vi ville se dans og det ville vi selvfølgelig gerne. Der var Zeze-dansere på egnen og de ville komme ca. 16 dansere, sagde de. Ved solnedgang kom de, de skulle jo først hjem fra marken. Jeg gav sodavand. Zeze-gruppen dansede, spillede og sang. Midt i det hele kom endnu en Zeze-gruppe stormende ind på gårdspladsen. Vi sendte bud efter mere sodavand. Det udviklede sig til en hel dansekonkurrence, men til sidst spillede de sammen. I det fjerne hørte vi nu Kadum-trommer, der nærmede sig. Det blev virkelig en fantastisk forestilling med Zeze og Kadum og vi måtte bestille mere sodavand. Hvert år til Bulabo-høstfesten kommer der endnu flere dansegrupper hjemme hos Charles Luhende og de holder deres konkurrencer der. Luhende ville også gerne have givet mig medicin, men jeg takker altid pænt nej til at blive skåret i – Malezus medicin ville jo også række til os begge. Det accepterede han så. Sidste dag om formiddagen før vi tog afsted, gav Malezu alle de små børn medicin. Det foregik uden en lyd. Når de skal i bad, hyler de til gengæld ofte rigtig højt. Jeg var rigtig glad for at se, at man ikke slår på børnene hjemme hos Luhende. Fra Luhende drog vi videre til Kabugumes sted, hvor hans barnebarn Chabagi nu har overtaget gerningen efter sin bedstefar, der døde for to år siden. Det ligger lidt uden for Misungwi og man kommer dertil på pikipiki. Vi blev vel modtaget og fik tilbudt at sove inden døre i det nye hus, som Chabagi har bygget til sin kone nr. 2. Dejlig seng med madras og myggenet! Rigtig godt for os. Vi var lidt mørbankede og stive efter 4 nætter i telt hos Luhende, vi er trods alt ved at være sidst i 60’erne. Skønt at se, hvordan Chabagi fører sin bedstefar Kabugumes aktiviteter videre. Han blev et år efter dennes død valgt af slangedansernes selskab til at overtage værdigheden som præsident. Det er bestemt ikke steget ham til hovedet. Han er yderst elskværdig og hjælpsom og en god vært for os gamle. Der blev slagtet en ged og om aftenen fik vi hver to Balimi-øl, så vi kunne slappe af og føle os hjemme og få en god nats søvn. Malezu og Chabagi udvekslede medicin. Vi efterlod os også noget af den eftertragtede “løvefedt”, Fucidin sårsalve. Da vi tog afsked om formiddagen, var Chabagi gået i marken. Vi skulle ikke sige farvel, så virker medicinen nemlig ikke. De gamle skikke holdes stadig i hævd. Hvor skønt at slå stængerne fra på Lake Hotel, det udmærkede hotel i Mwanza, hvor man stadig kan få et godt self contained værelse til 15.000 sh. for en nat. Så kan der forhåbentlig blive råd til en svømmetur i poolen ved Hotel Tilapia lidt længere nede ad vejen. Det koster så til gengæld 20.000. Så var årets feltarbejde fuldført og vi var klar til at tage tilbage til vores base Bujora. Ja, i Sukumaland er man altid i felten. Hilsen fra Kirsten Larsen Lyaku [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Når vi får kulturgæster i år – efter flere lejre uden gæster fra Tanzania, fordi stramninger i visumregler har forhindret besøgene – kunne det ikke være bedre end at det netop er medlemmer af Kisesa B, som skal på den lange rejse. Allerede for to år siden var hele balladen med fødselsattester, civilstandsdokumenter, pas, invitationer, visumansøgninger og garantibeløb sat i værk. Gæsterne glædede sig. Vi glædede os. Og så fik de afslag. Der blev grædt mange tårer på begge kontinenter. Heldigvis er der kræfter, der formår at komme op på hesten igen. En klage over kendelsen blev indgivet. Og endelig er den blevet behandlet og vi fik medhold. Kulturgæsterne kan komme på lejr i år. Jeg har kendt Kisesa B siden 2003, hvor jeg var en måned i Tanzania med familien. Far, mor og 3 børn. Vi boede på Bujora i Sebas hus og jeg hørte trommer. Hakketrommer – endda lyden af danse jeg kendte. Jeg spænede over på den store åbne plads hvor dansegruppen øvede og greb en hakke. Stod med en flok måbende småunger helt nede bagved (ja altså ikke på allerbagerste række, hvor man utilsigtet kan havne som fordanser, når hele gruppen roterer, men på anden bagerste børnerække). Jubijæææh, jeg dansede med en rigtig tanzaniansk dansegruppe og vi dansede noget jeg kendte hjemme fra Ikumbo. Det var stort. Der gik ikke mange minutter, før danselederen kom min vej og opfordrede mig til at sætte mig ned og slappe lidt af. Nej nej, smilede jeg, jeg er slet ikke træt. Han blev skarp og insisterede. SÆT DIG NED! Ok ok. Jeg satte mig ned og var forbløffet. Overbevist om, at jeg måtte lege med senere. Uden at være klar over noget (det var min 2. gang i Tanzania og såvel min kulturelle forståelse, som mit swahili var meget beskedent). Uden at fatte, hvad der skete, var jeg havnet midt i en konflikt mellem dansegruppen og det kirkelige overhoved, som betød, at der skulle penge på bordet til kirken, hvis jeg skulle danse med i gruppen. Alting handler om penge. Jeg måtte over på kontoret hos overpræsten og sidde skoleret og undskylde, at jeg sådan bare kastede mig ind i dansen, uden af have betalt for undervisning. Det var simpelt hen så uforståeligt for mig. Når vi får gæster i Danmark, er de altid hjertens velkomne i grupperne, uanset om de er kulturgæster eller nogens private venner eller kærester. Og man talte så meget om gæstfriheden i Tanzania – hvad forgik der? Præsten var indbegrebet af arrogance. Han sad med siden til under hele samtalen og bladrede adspredt i en bunke krøllede papirer undervejs. Jeg skulle virkelig ikke tro, at jeg var nogen. Så snart jeg sad på lave stol i det lillebitte steghede kontor, lod han mig forstå, at jeg havde overskredet alle grænser for gæstebud – og at jeg måtte hoste op med nogle penge, hvis jeg skulle danse. Jeg var fuldkommen målløs. HVAD? Betale for at danse? Jeg skulle jo ikke have undervisning, bare danse med ud af kærlighed. Der skulle ikke gøres særlige foranstaltninger for min skyld – jeg stod gerne på andenbagerste sammen med ungerne. Vi blev ikke rigtigt enige om noget. Han ville sætte en særlig workshop op for mig og nævnte et beløb, som man kunne købe en hel ko for. Jeg blev stædig og sagde nej tak. I 2003 var der kun en dansegruppe på Bujora og jeg græd mine modige tårer. Jeg havde sådan glædet mig til at være i Tanzania og give vores 3 unger oplevelsen af, hvad det går ud på med al det der danseri. SMSede med min danseveninde Ditte og beskrev min frustration. (Det var før internettet, så korrespondancen var skidedyr og tilstræbt kortfattet). Ditte havde været i Tanzania året før, så hun forstod min kvide. Gå ned til Kisesa B. Du spørger bare en lokal om at vise vejen. De vil tage imod dig på passende vis. Min mand Søren Idokesbror havde en rigtig god tilgang til at gå på visit. Når vi kom hjem til nogen, sørgede han altid for at medbringe noget kød, ris, sukker og olie – både for at give en værtsgave og for at sikre, at vi ikke åd familiens sidste høne. Altså kom vi ned ad vejen, fulgt af ungernes legekammerat Frankie, med ingredienser til et velkomstmåltid. Før mobiltelefonens oprindelse. Altså helt uvarslet. Vi kom ikke på en øvedag. Kisesa B har altid øvet fredag og mandag. Og det gør de stadig. Men glæden over at have fået gæster (kombineret med begejstring over hvor meget Søren lignede Idoke) udløste heftig aktivitet. Kvinderne tilberedte de medbragte fødevarer og mænd og drenge fik stampet dansegruppen op af hullerne og så blev der danset bunungule. Vi var hjerteligt velkomne. I en sådan grad, at mine fodbolddrenge også kom på dansesandet. Den havde jeg ikke set komme. Den måned står stadig tydeligt i mine børn. Det skønneste var at komme ud på landet til Kisesa B, slå vores telt op og lege, danse og synge. En dag vi voksne skulle til begravelse andetsteds, passede familien og Frankie de tre børn, som havde en dejlig dag uden forældre. Vel at mærke uden et fælles verbalt sprog at gøre godt med. Lattermildheden og den venlighed alle gæster omgærdes af bar det hele. Stemningen i Kisesa B er den samme i dag. Også selvom der er blevet bygget helt vildt og husene nu ligger inde i en landsby, med en højrøstet moske som bagnabo. Medlemmerne er ikke de samme. Gruppen bæres i høj grad af børnene af dem, jeg kendte fra dengang. Forfærdeligt mange af de gamle er døde. Og de få overlevende har brændt lysene i begge ender og lidt på midten, så de er i en sørgelig forfatning. Der blev drukket og røget igennem dengang. Det slider på systemet. Alle grupper har op- og nedgange. Der var en periode, hvor man kunne høre hønsene kagle og hundene glamme på gårdspladsen ved Anders Shagembes hus. Trommerne var gået til og der var ikke penge eller energi til at reparere dem. Gruppen sov. Her kom Sabina (Tak, tak TAK!) ind på banen og finansierede trommernes og gruppens genopstandelse. Sabina bor i Danmark, arbejder som en hest og bruger en stor del af det hun tjener på aktiviteter, der gavner familien i Tanzania. Det er almen viden, at uden Sabina, ville der ikke være liv i gruppen nu. I dag består Kisesa B af anden generation af familien Milundumo med venner. Der mindre alkohol i dagligdagen og hashen er fortrukket væk fra dansepladsen og ned bag en gruppe træer, så gæsterne ikke udsættes direkte for tågerne og kun de, som ryger, deltager i den aktivitet. De unge drenge og de få piger danser stadig bunungule. Tilsat sogotha og bula buka, når trommerne er i form til det. Shabani spiller tromme 2025 Kisesa B anno 2006 var meget stærke sangere. Gamle Milundumo formelig sprøjtede sange ud af ærmerne og der blev sunget til enhver øver. Meget, smukt og stærkt. Den tradition er ikke gået så stærkt i arv. Selv om vi taler om det på møderne, formår gruppen ikke at gennemføre decideret sangundervisning og en del af medlemmer mumler lidt i skabet, fordi de hverken kan huske ord eller toner. Det er til gengæld det eneste, der bekymrer mig omkring gruppen. Der er så stærke kræfter, som driver værket, at de småknægte, der hænger ud på de bagerste rækker eller omkring træbommen, som trommeslagerne sidder på, nok skal tage over og drive gruppen videre til næste generationsskifte. Øver på en ganske almindelig mandag aften Gamle Milundumo er her endnu! Efter hver øver er der møde. I år var jeg så heldig, at gruppen valgte at gennemføre møderne på swahili, i stedet for deres foretrukne sprog sukuma. Hvis man ved hvor glade sukumaerne er for deres sprog, forstår man hvilken gave og udtryk for respekt for mig det er, at de i to måneder talte swahili til møderne. Alle møder er lange og indledes med at formanden takker for dagens øver og udtrykker, at den har været god. Herefter er der navneopråb, hvor sekretæren noterer de tilstedeværende i den store sorte bog. Udebliver man fra en øver udløser det en bøde på 50 tsh. Jeg var forhindret af aktiviteter vedrørende mit husbyggeri en fredag og til næste øver fik jeg til gruppens udtalte begejstring en bøde. Sekretæren råbte mit navn op. Da jeg svarede ipo, jeg er her, sagde hun lige så tørt: Du har et H. H for haipo (hun er her ikke). Jeg betalte min gæld og var tilfreds med at være så meget en del af gruppen, at jeg indgår i deres bøderegnskab. Efter navneopråbet diskuteres hvad der rører sig. Når man vil tale, beder man formanden om ordet og når man taler står man op og indleder sine ord med at takke formanden for ordet. Alt sammen så underligt formelt, set med danske øjne. Mørket lægger sig. Det bliver køligere og moskitoerne har en fest. Somme tider er folk alvorlige eller vrede, men de store grin ligger hele tiden lige under overfladen, klar til at bryde ud, når en af gruppeklovnene siger noget sjovt. Et af de sidste efterøver-møder inden jeg rejste hjem for i år var en overraskelse. Vi havde haft en gruppe danskere på kursus et par uger og det var tid til evaluering. Der var sket småfejl i undervisningen og der var indgået flere kæresteskaber end normalt. Begge emner blev diskuteret og alle har taleret uanset status i gruppen. Der er ikke tradition for at man skal blive enige via dialog – i stridsspørgsmål er det i sidste ende formanden, som slår streger under facit. De streger slås efter, hvad der gavner familien og gruppen – mere perifere medlemmer har taleret, men ikke så stor indflydelse, som de der er født ind i gruppen. Det affinder alle sig med. 2 dage tidligere havde jeg haft besøg hjemme i mit nybyggede hus. Brødrene James og James kiggede forbi, for at beskue byggeriet og for en snak. Jeg kom med nogle af mine betragtninger angående et par af de unge dansedrenge, som synes mere optagede af at få en dansk kæreste, end af at kunne deres shit. Som maser sig op på forreste række for at flashe, uden at mestre undervisningens kunst. De kan blive rigtig gode dansere, men I er nødt til at forklare dem om ydmyghed og vigtigheden af at stå nede i rækkerne, indtil man for alvor husker hvordan dansen går. Ellers bliver de til de der irriterende Michael Jackson wannabees, som mange grupper trækkes med. Både i Danmark og Tanzania. De mangler forståelse for gruppen og er for optagede af sig selv. (Synes jeg, det her er jo min historie). Til mødet diskuteres emnet om undervisningens kunst. Pludselig siger Lille James: Shenede, du har nogle overvejelser omkring dette emne, værsågod at komme med dem nu. Jeg blev ret paf, men måtte bide i den sure mango og rejse mig. Takke formanden for ordet og fortælle mine overvejelser direkte til drengene. Det var meget uvant for mig med så direkte kritik. Men jeg er medlem af gruppen og det forventes, at jeg bidrager. Også fordi jeg er gammel – respekten for alderens visdom er udbredt. Der sker ikke store forandringer på baggrund af et enkelt møde. Men ærligheden, modet og den direkte tale, kunne vi godt bruge mere af i grupperne i Danmark. Vi bryster os af flad struktur, men der er forskel på folk og mange ting bliver aldrig diskuteret i plenum. Mødet er åbnet Festen synges i gang Slagterdrenge Tæt på hjemrejse holdt vi en fest for at fejre husbyggeriet og livet i al almindelighed. Søde venner fra Danmark havde hjulpet med skillinger, mine var forsvundet i byggerodet. På selve festdagen kom vi sent i gang og jeg tonsede rundt med tømmermænd og værtindestress. Så kom dansegruppen og fik sat gang i både det praktiske og det kulturelle. Nogen stod for at slagte Fætter Fedtfår, andre hjalp med at slæbe stole og service udlånt af landsbylauget. De fleste hjalp til med at drikke nanasi, spise velkomst-stegt blod og indvolde og synge festen i gang. I allersidste ende, var det også medlemmer af dansegruppen, der lykkeligt lallede hjem efter en vældig dag med masser af mad og drikkevarer. Masser af trommer og dans. Masser af sang ved bål. Masser af det hele. Det er selvfølgelig ikke hele gruppen, der skal til Danmark. Men 5 medlemmer er nok til, at vi kan få et pust af glæden, varmen, ilden og trommerne fra Kisesa B på årets lejr. Med lidt held skruer undervisningsministrene programmet sammen sådan, at vi får shindano – dansekonkurrence mellem slanger og hulepindsvin. Så må vi se om slangedanserne tør stille op mod os, i absolut stærkeste holdopstilling. Hvem ved om vi synger: Kyega kama bata ga Kuyega kama bata Bayeye maluha bakuyagi maluha bamayoka Ga kuyega kama bata Jeg bevæger mig som en glad and De stakkels slangedansere, der bare har kun en slange at gøre godt med Jeg bevæger mig som en glad and (Drillevise fra banungule (hulepindsvinedansere) til bayeye (slangedansere)). Glad som en and i vand Kuyega kama bata ga Kikome (sang ved bålet) 2025 Det bliver en vild lejr i år Du kan godt begynde at glæde dig! Hilsen Shenede [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Af organisator Anna Kruse og Habaris udsendte medarbejder, Shoma I januar måned var Bujora Cultural Centre i Sukumaland vært for en stor begivenhed. Efter 20 år genoptog Fabian Mhoja i samarbejde med WanaCesilia Organization det to uger lange kursus i sukumadans – og kultur, ’Warsha’. Fabian deltog, sammen med 3 andre fra Bujora, som kulturgæster på Utamadunilejren 2015.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019I 1984 tog jeg et år til Ghana for at lære at danse afrikansk dans og trommespil for at kunne undervise i det i DK. Det er blevet til utallige rejser til og projekter i Ghana og til meget dans, sang og rytmer med børn og voksne. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25Støtte til biblioteket i Dallung I Nordghana ligger landsbyen Dallung. Her finder du et bibliotek skabt i samarbejde med Ghanas biblioteksvenner.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Endnu et år er gået og vi kan endelig begynde at se frem til endnu en Utamaduni lejr, sådan rigtigt! Vi glæder os rigtigt meget til at nyde hinandens selskab i Ramten skov igen i år – denne gang forhåbentligt ALLE syv dage (otte, hvis man tæller nedpakningen med). [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Rejsen til Sukumaland i Tanzania i 2019, var min 14. rejse dertil… Hver vinter laver jeg lidt research i Sukumaland. I år var det en kort tur, kun 5 uger til at lave alle de ting, jeg gerne ville. I juni 2018 døde min gode ven, medicinmanden Kabugume, som var præsident for slangedansernes medicinselskab. Han må have været meget gammel, langt over 80 år. Vi havde aftalt sidst vi så ham i februar 2018, at denne gang ville vi blive hos ham i 5 dage. Det kunne vi jo så desværre ikke, men hans grav måtte vi nødvendigvis besøge og den efterladte familie, som det første før alle andre planer. Vi fandt bopladsen i Misungwi i fin stand som sædvanligt. Duerne i deres kasser på husmuren fløj ud og ind som før. Et hyggeligt sted med en egen ro. Hilsen Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Efter en pause på 20 år havde vi på Århus Friskole endelig igen valgt Bujora i Sukumaland, som mål for den årlige 8.-klassetur. Forberedelserne havde været mange og timer, dage, uger og måneder havde lærere og forældre fra klassen knoklet for at muliggøre denne ret enestående dannelsesrejse. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Daycare Abrani er etableret af en gruppe kvinder fra Abrani for ca. 18 år siden, da de indså, at mødre havde brug for at få passet de små børn fra ca. 1,5 år, nå de skulle ud og arbejde med jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18FRA SKOLEPROJEKT TIL EGNSUDVEKSLINGSPROJEKT Det går fremad i Pebi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Hvert år uddeler Utamadunis U-kasse cirka mellem 30 og 40.000 kr til projekter med forbindelse til lejrens deltagere. U-kassen kan støtte med op til 5.000 kr, og eneste ‘modkrav’ er,  at der skal skrives en rapport/artikel om projektet til årsmagasinet. Dem finder du både her i Mwaka Huu og på U-kassens hjemmeside. Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2015: I 2015 gav U-kassen støtte til følgende projekter: Educate Now, Ane Pind Bagge Educate Now er en forholdsvis nystartet forening (2012) med base i Aarhus, der har til formål at ydes tøtte til børn og unge i Sukumaland, primært med fokus på piger og unge kvinder. I Educate Now er overbevisningen at uddannelse er vejen frem, da det kan hjælpe de unge med, i højere grad, at tage kontrol over deres eget liv og søge beskæftigelse indenfor områder, der interesserer dem. Læs mere her Kili Kids Centre, Sofia Asak Kili Kids Centre er et børnehjem, der ligger ca. 20 km udenfor Moshi, Tanzania. Det åbnede i 2011, stiftet af en australier efter 2 års fundraising. Det er et miljøvenligt børnehjem, der driver et bæredygtigt landbrug hvorfra de får grøntsager og frugter. Pt. bor der 26 piger og drenge i alderen 2-14 år. Læs mere her Nyanguge Developement Foundation, Knud Erik Nyanguge Developement Foundation har ansøgt om computere til tre skoler og et landbrugscenter, der ligger i Nyanguge kommune. Computer kendskaber er ved at blive en vigtig del af skolesystemet i Tanzania, og derfor donerede Region Midt/Vest 80 desktop computere i 2015. Ukassens bidrag gik til transporten af disse til Tanzania. Læs mere her Klinik, Abene i Senegal, Mette-Lotus Klinikken ligger i en lille fiskerlandsby, Abene, hvor Mette hjælper befolkningen med små som store medicinske problemer. [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2019Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Barfodsklinikken er ca. 10 m2 i min (Mette, regnskabskontor) forhave med et bord og et skab med 5 kufferter, der rummer: Alt til huden. Malariamedicin, smertestillende, antibiotika. Alt til tandkødsbetændelse og tandsmerter samt nødfyldning. Forskelligt til maveproblemer og andet udstyr. Den gode nyhed er, at der næsten ikke er malaria tilbage i dette område. Man siger, at malariaen på verdensplan er faldet med ca. 50%, men jeg tror, at lige i vores område er det ca. 95%. Jeg plejer at give medicin til flere hundrede i løbet af en vinter. I år var det 5 personer. Grunden til det store fald er stoffer fra den kinesiske malurt, der i kombination med andre midler (som regel lumefantrine) er særdeles virksom – en ”hit and run” medicin- Parasitterne når ikke at finde ud af, hvad der ramte dem før de er døde. Stofferne fra planten er artemisinin, artesunate, artemether og arteether. Hvis nogen undrer sig over, at jeg, der mest bare er ”uddannet” i lejrens 1. hjælps telt uddeler medicin, så skyldes det følgene: Der ER ingen læger i området. De, der fungerer som læger, kan være en nonne, en dårligt uddannet sygeplejerske el. lign. Da de skal leve af medicinsalget på kliniken, så overmedicineres der ganske voldsomt. Og endelig har mange mennesker slet ikke råd til at tage på en almindelig klinik og betale for medicin. Pengene fra U-kassen er brugt til indkøb af diverse medicin (antibiotika, malaria, smertestillende, ormemidler, øjenbetændelse m.m.), og desuden til at sende flere personer til behandling for tuberkulose, grå stær, samt andet, de ikke selv havde råd til. Endnu engang tak til U-kassen. Der kan gøres rigtig meget for få tusind kroner. Kærlig hilsen Mette (regnskab, tidligere 1. hjælp) Abene ”barfodsklinik” i Sydsenegal fik i 2019 bevilget 2.500 DKK fra U-kassen. Mange tak for det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2011Klik for at læse som ‘bladre PDF’ [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2015NEKROLOG OVER LUCAS STEPHEN MHOJA f. 9/7 1984, d. 10/12 2014 af Kirsten Larsen Fisker Mhoja, Christiania D. 10. december 2014 omkom min kære svoger Lucas ved en trafikulykke i Sukumaland. Faderen tjente i øvrigt også som soldat under krigen mod Idi Amins styre i Uganda, han havde været langt inde i Uganda og kan fortælle om, hvordan han flere gange var i livsfare. Hele familien boede i et hus i Magereza sammen med andre soldaterfamilier. Efter krigen fik han tilbudt pension, som han tog imod. Han var glad for at kunne vende tilbage til livet i landsbyen. Lucas’ næstældste storebror, Ndelama, bor og arbejder stadig i Magereza. Det er familiens base i Dar es Salaam, hvor vi altid bor på gennemrejse fra Danmark til Sukumaland. Der opholdt sig også Lucas en uges tid sidste sommer på vej hjem fra Danmark. Lucas var i en periode som stor dreng hos en plejefamilie, noget familie i Tabora, men vendte hurtigt hjem til Lugeye, da man i plejefamilien havde den kedelige vane at opdrage børn med tæsk, fortalte Lucas. Det gjorde man ikke hos Wanalyaku. Efter at Makungu i 2008 var rejst til Danmark, blev Lucas hurtigt den nye leder og fordanser for Wanalyaku, under kyndig vejledning af sin far, den nuværende Mzee Lyaku. Han viste sig hurtigt at være et kæmpe talent, både som danser, trommeslager og underviser for gruppen og de mange gæster, der kommer for at lære sukumaernes dansekultur at kende. De gode kunstneriske og pædagogiske evner bragte ham til Danmark i sommeren 2014, hvor mange nød godt af hans undervisning og behagelige selskab. Han optrådte sammen med danserne her i landet ved mange begivenheder, Utamaduni Sommerlejr, Christianias fødselsdag og andre arrangementer i hele landet. Han underviste Utamadunigruppen og de to grupper i København i hans speciale, som var Bakumyalume hakkedans, slangedans, den populære Maliwata og mange andre. Han afholdt kursus for dansegrupperne i Århus og underviste de studerende på kunstakademiet der. Alle var begejstrede for hans undervisning, hans charmerende væsen og livlige og humørfyldte ledelse. Og det skulle da også bare mangle! Han var leder af sit lands bedste traditionelle dansegruppe. For ca. tre år siden drog Wanalyaku afsted til den store dansekonkurrence ved kunstakademiet i Bagamoyo. De var kommet direkte fra et dansejob i Arusha og var ved ankomsten meget trætte. De skulle være gået lige på, men fik udsættelse et par dage, så de nåede at hvile ud. Derefter vandt de hele konkurrencen, nåede at besejre alle landets andre grupper og drage hjem som vindere efter en måneds ophold i Bagamoyo. Wanalyaku nåede også at blive vindere af andre konkurrencer under Lucas’ ledelse, bl.a. konkurrencen blandt dansegrupperne omkring de store søer. Jeg har selv været ude med Wanalyaku og set dem optræde ved mange lejligheder, både med Makungu og Lucas som fordanser og fulgt gruppens udvikling i nu 20 år. Hvert år optræder gruppen til Mwenge, hvor Tanzania fejres ved at man lader frihedsfaklen bære landet rundt. Ved den lejlighed oplevede jeg Makungu som leder for ca. 10 år siden. Sidst jeg besøgte familien i Lugeye, dec. – febr. 2013 – 2014, var jeg sammen med Lucas og gruppen på job nytårsdag 2014 på stadion i Mwanza, sponsoreret af CocaCola. Vi fik det store program at se. Min tilstedeværelse kunne heller ikke undgå at vække opmærksomhed. Lucas havde malet sig helt hvid og fundet en stor rød paryk. Som han sagde:” Når man bor sammen, kommer man til at ligne hinanden!” Ja, vi har haft meget spas sammen. Jeg mindes de hyggelige hjemmeaftener i familiens skød i Lugeye hos forældrene. Der er ikke elektricitet, så man sidder i den dunkle belysning og nyder en stille stund efter maden, drikker måske en kop kaffe med en enkelt Konyaki, mens man fortæller dagens hændelser. Det var i de stunder jeg så Lucas med sin søn på skødet, den lille Stephen, som nu er ca. 2 år. Ved hans side sad hans kæreste, den lattermilde, men også alvorlige Happiness. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, forhåbentlig til vinter. Hvor Lucas vil blive savnet! Det var ham, der havde tid til at snakke, ind imellem, når han havde en pause i sit arbejde og Makungu var travlt optaget med alskens gøremål. Jeg husker de stille dage under skyggetræet, hvor meget af snakken gik om, hvor fantastisk det skulle blive, når Lucas kom til Danmark. Lucas var i gang med at indspille en film. Han skaffede mig en rolle og vi var på tur sammen til Mwanza, hvor vi optog nogle scener på et smukt sted ved søen. På vejen hjem blev det sent og vi nåede ikke den sidste daladala, så vi stoppede og kom op i førerhuset på en stor lastbil hele vejen til Lugeye. Hvor havde vi det bare pragtfuldt! Lucas efterlader sig mange, mange, der savner ham dybt. Hele hans familie, hans forældre, hans arbejdskammerater på landsbykontoret, dansegruppen og alle os, der har lært ham at kende og havde drømt om alle de fantastiske ting, vi kunne lave sammen i fremtiden. Lucas nåede i sit korte liv mange ting, som andre end ikke nærmer sig i løbet af mange år. Nu må vi blot takke for alt det, vi fik, at vi lærte Lucas at kende, at han har været her. Hermed en sidste hilsen til dig, min kære svoger fra din svigerinde (sjemeji). Æret være Lucas Stephen Mhojas minde!   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Kærlige hilsener fra Johanne Shoma P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA Klik på linket ovenfor for at se alle filmene! Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Kære Kulturforening. Endnu engang skriver jeg min lille U-kasse rapport herfra en computer café i Mwanza. De bedste hilsner fra Baba Chai Mlalahasi Knud Erik [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Ukassen har haft et forrygende år. Vi har delt virkelig mange penge ud, og det er jo fantastisk, at vi er i stand til at støtte så mange gode projekter. Jeg vil opfordre jer alle sammen til at gå ind på hjemmesiden og læse beretningerne. http://utamaduni.dk/ukasse/hvad-stoetter-vi/stoette-2017/ I efteråret 2017 valgte Tinne at trække sig fra ukassen, da hun er blevet valgt ind i bestyrelsen og nu er forkvinde. I stedet er Ida Hanni Brandt blevet en del af ukassen. Dvs. at ukassen nu består af Julie Møller Bie, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Vi har i den seneste tid haft møder, hvor vi har snakket organisatorisk opbygning, digitalisering og opretholdelse af retningslinjerne. Det kan virke selvfølgeligt og gentagende, men det er faktisk en ret stor del af vores arbejde at sørge for, at folk kender retningslinjerne, at de får søgt korrekt, og at de får afrapporteret korrekt. Derfor skal der fra ukassen lyde en stille, men velment bøn, om at man sørger for at læse retningslinjerne, INDEN man søger. Og at man gør sig umage med både ansøgning og beretning. Som I måske ved, så er det eneste krav til en bevilling, at man efterfølgende laver en beretning med beskrivelse af projektet med et par billeder og et regnskab indsendt før deadline. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer, der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi,  og ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen 🙂 Kærlig hilsen Ida, Julie og Tine [...] Læs mere...