Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2020 Stor glæde hos Maisha Furaha Theatre Group

Stor glæde hos Maisha Furaha Theatre Group

,

Kære Utamaduni kulturforening.

Allerførst undskyld for at det tog så lang tid. Det skyldes personlige årsager. Før vi startede blev det klart for os at toilet og bad var det vigtigste. Så det har vi bygget. Jeg har ikke lavet et rigtigt regnskab. Før start kunne jeg se at pengene nok lige rakte. Evt kunne jeg selv skyde lidt i. Så jeg har holdt styr på pengene, men ikke skrevet ned i detaljer. En del gik til toiletbrønd m opmuring indeni og støbning over. Toilet div rør cement mursten plader tømmer sand granitskærver store sten jernrør til støbning 2 døre m tilbehør arbejdsløn m.m. Maisha Furaha Theatre Group er meget glade for at de nu har toilet og bad. Fremadrettet vil de arbejde på at bygge videre. Deres formand er John Dismas som er en af kulturgæsterne i år. Han kan evt berette personligt om forløbet.

Jeg takker for tilliden.

Ole Miller

ANSØGNING OM STØTTE TIL MAISHA FURAHA THEATRE GROUP
Ole Miller søger på vegne af Maisha Furaha Theatre Group v. John Dismas
4.000kr til færdiggørelse af et kulturcenter i Ingeye (kisesa).
Der søges om støtte til færdiggørelse af bygning til kulturelle aktiviteter.
Maisha Furaha Group har købt en grund i Ingeye (se bilag) og påbegyndt bygningen af et kulturhus. Dette har de gjort for egne sammensparede midler.
Maisha Furaha group har eksisteret siden 2006 og blev officielt registreret somgruppe i 2011. (se bilag)
De har udøvet deres kulturelle aktiviteter hos et medlem af gruppen i Kisesa. (Mazigo)
Dette gav problemer indimellem med naboer og med Mazigo. Derfor købte de grunden i Ingeye i 2016 og påbegyndte at bygge i 2017.
De har bygget et rum og vil gerne udvide med to rum så der både er plads til trommer pythonslanger og møder. Jeg har været der flere gange og set stedet.
BUDGET:
cement ca 200.000sh + mursten ca 350.000sh +  tagplader ca 150.000sh + tømmer til tag ca 200.000sh + metaldør ca 70.000sh + to vinduer ca 80.000sh + maling ca 50.000sh + moram (lersand) til planering af danseplads ca 100.000sh + transport af materialer ca 50.000sh.
IALT ca 1.250.000sh, svarer til 4.000 DKK.

Med venlig utamadunihilsen Ole Miller (kontaktperson og økonomiansvarlig)

 

Ukassen har støttet dette projekt med 4.000,- kr.

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Samme år blev Ugandeseren Goedfred Senoga (Uganda TV) nævnt i Poul Nyrups nytårstale, da han havde boet i Århus i 9 måneder og lavet filmen ”Den tavse stamme”. En afrikaners oplevelse af danskerne og deres hverdag. Diasshow var også på mode i formidlingsarbejdet mellem nord og syd. Unge gymnasieelever fra København lavede diasshowet ”Hvor blev latteren af – blev den i Senegal”, en meget tankevækkende 20 minutters oplevelse af det at komme hjem efter 4 uger i Senegal. Formidling er vigtigt, fordi vi kan lære at glædes over hinandens kultur og ikke kun ønske at lave om på hinanden, eller kæmpe om hvis kultur der er bedst. Søren Kierkegaard siger det jo så flot. Vi skal lære at give os selv ”uret”, indtil vi har forstået den anden. 2014 blev også vinteren, hvor vi var nogle stykker fra Emmelev, der overvintrede på Bujora ved Victoriasøen. Uffe og jeg havde i Utamaduni Kulturforenings regi i efteråret 2013 fået godkendt en ansøgning om tilskud til forsendelse af en container fyldt med klinikudstyr til ”Bujora African Clinic”. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) overtog i 2013 Mellemfolkeligt Samvirkes ”Genbrug til Syd”-aktiviteter og dermed bevillingen fra DANIDA til renovering og forsendelse af udstyr. Lions Klubben i Grenå støttede os med midler til istandsættelse af klinikken. Dette arbejde foregik i hele januar måned. Total ombygning som medførte, at klinikken nu lever op til sundhedsmyndighedernes krav. Arbejdet blev udført af de dygtige håndværkere og elever fra Bujora håndværkerskole. Produktionsskolen i Grenå havde stået for indsamling og pakning af udstyret med hjælp fra Randers Ulandsværksted, Randers Regionshospital og Intergen i Viborg. Der er jo et fantastisk netværk i Danmark omkring ansøgning om støtte til at sende udstyr til bl.a. Afrika på www.dmru.org. På vores vintertur fik vi også lejlighed til at være med til fordeling af hospitalsudstyr til sundhedsklinikkerne i Ng´wanakeyi og Mwampulu. Senge, madrasser, borde, stole og undersøgelsesbrikse mv. Klinikkerne havde stået tomme siden færdiggørelsen i 2010, men forsendelsen af udstyret fra os har resulteret i, at Ng´wanakeyi nu har fået både en læge og sygeplejerske tilknyttet klinikken. Mwampulu vil få samme tilknytning inden årets udgang. Dette har myndighederne i Kwimba-distriktet lovet. Ofte kan små tiltag give en stor effekt. Jeg har flere bekendte i Ng´wanakeyi som har mistet et eller flere familiemedlemmer, da de ikke i tide har nået til Sumve hospital – nu er hjælpen lige i lokalområdet. Er der noget, regeringen i Tanzania prioriterer højt, så er det infrastruktur, uddannelse og sundhed. Derfor må vi også nu betale 18% moms af alt det udstyr, vi bringer ind i landet. Kun religiøse organisationer er fritaget for denne ordning. Med økonomisk hjælp fra Utamaduni Kulturforenings U-kasse kunne vi hjælpe Sawenge gruppen ved Mwanza fjord med hovedrenovering af deres Ford 4000-traktor. Gruppen har specialiseret sig i fordeling, dyrkning og salg af forskellige kartoffelsorter. I forbindelse med vores årsmøde i oktober i Sukumaland fik lederen af DMR-U Lars Udsholdt og jeg mulighed for at besøge gruppen og se dens arbejde. Både Nyota Ngo’en (stjernerne) og landbrugsgruppen i Kolomije har modtaget landbrugsudstyr. Der er stor efterspørgsel på moderne landbrugsudstyr for at forøge landbrugsproduktionen, og regeringen er nu ved at støtte distrikterne med favorable lånemuligheder til bønderne, så de kan investere i moderne landbrugsudstyr. Vi har i 2013 fået støtte fra følgende: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støtte med kr. 58.950,- til Utamaduni Kulturforening i forbindelse med indsamling og forsendelse af en 20 fods container med klinikudstyr til Bujora Kulturcenter. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støttet med kr. 200.549,-  til Grenå Produktionsskole i forbindelse med indsamling, renovering og forsendelse af én 20 fods og én 40 fods container til NGOen Nyota (stjernerne) i Misungwi Distrik –Tanzania. Utamaduni Kulturforenings U-kasse kr. 10.000,- til renovering af Sawenge gruppens landbrugsudstyr. Lions Klub Grenå har ydet støtten til renovering af African Clinic på Bujora Kulturcenter. Kr. 15.000,- Sammenlagt har forbrug i år 2013 været på i alt: kr. 284.499,-   De bedste hilsner til alle fra mig med ønsket om, at år 2014 må blive det mest fantastiske år, Knud Erik Herunder ses det officielle takkebrev fra Bujora: http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Takkebrev-Bujorea-2013.pdf [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Utamaduni Dance Troupe og WanaCecilia Dance Group (Bujora Sukuma Museum) Rapportering af ansøgte midler fra Utamaduni kulturforenings U-kasse. Herunder Bujoras takkebrev, underskrevet af Fader Fabian Mhoja og Formand for WanaCecilia Paulo Mafanyanga. (Begge er kulturgæster på Utamadunilejren 2015): http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Brev_fra_WanaSeciliaAug2014.pdf Dansk oversættelse af takkebrevet (V.Shoma): 12. august 2014 På vegne af Cultural Centre Bujora (Sukuma Museum) og på vegne af Cesilia-organisationen, vil vi gerne udtrykke vores store taknemmelighed til jer, Utamaduni Dance Troupe, fordi I tog imod vores invitation til at komme til Bujora og til at besøge nogle af WanaCesilias branches. I viste os en stor kærlighed, som for evigt vil forblive i vores hjerter. Vi er også meget taknemmelige for den engagerede deltagelse, I har vist, og siden jeres ankomst er det lykkedes os at besøge tre af vores branches, Ngogo branch, Ng’wasubuya branch og Isesa branch. På disse besøg har vi alle med stor glæde været sammen om at danse og synge. Alle stederne udviste folk stor begejstring og hengivenhed i modtagelsen af jer, og af samme grund har jeres besøg nu efterladt os med en stor lyst til at fortsat at være sammen med jer. Derfor er denne dag præget af både glæde og sorg. Glæde – fordi vores projekt er fuldendt på fredsommelig vis, og alle de steder vi kom frem, modtog folk os med jubel og alle de danse, vi fremførte, gjorde rigtig mange folk begejstrede. Vi siger mange tak for at bringe os så stor glæde på denne måde. Bedrøvelse – fordi I tager af sted, vi ville gerne fortsætte med at være sammen med jer altid, men da tiden for jeres hjemrejse er kommet, tager vi afsked med sorg, dog er denne sorg fyldt med håb om, at vi igen en dag skal ses. Vores store ønske er, at vi bevarer den fine solidaritet og det gode fællesskab, som nu har varet i mere end tredive år. Og derfor vil vi gerne invitere jer igen næste år, i 2015, til at komme og besøge os igen, så vi kan styrke denne samhørighed og broderlige solidaritet. Og således kan den bro af kultur, ’cultural bridge’, som blev bygget af vores grundlæggere, fortsætte i alle dage. Vi beder jer sende de kærligste hilsener til vores venner, som ikke havde mulighed for at komme i år. Vi indbyder jer i år 2015, til at komme, alle jer der var her i år, sammen med de andre, så I kan blive endnu flere. Vi slutter af med en god sang, som er komponeret af vores værdsatte sangleder, vores ven Kanigini, som siger: Misho gatikolagwa ng’watugisha, Baba ng’watugisha, mayu ng’watugisha Mushokanye uko mukikalaga, Tulibone hangi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Afrapportering vedrørende majsmølleprojekt til Kifuhila, Magu, Tanzania At beskrive hvad vi foretog os i Kifuhila januar/februar 2018 kunne gøres meget kort: Vi byggede et hus til møllen, købte en majsmølle i Mwanza og startede mølleriet op, holdt en indvielsesfest og så tog jeg hjem. Men det er der jo ikke noget sjov ved. Jeg har lært noget om facebook opslag. De må max vare 1 minut og der skal være et passende antal peaks, sådan at kiggeren ikke bare scroller videre dernedad. Den taktik virker vældig godt.  Bare ikke i forhold til at fortælle historier fra Tanzania. For en af de ting der slår, frustrerer og undrer mig hver eneste gang jeg kommer hjem til Kifuhila, er hvor langsomt alting går – og hvor mirakuløst mange ting der alligevel sker. Så den her rapport skal være min udfordring til dig. De forskellige film går langsomt og der sker ualmindelig lidt. Hvis du sukker og opgiver skal du bare vide, at jeg har skåret dem virkelig hårdt, fordi hver eneste proces i virkelighedens Kifuhila tager længere tid end du kan forestille dig. Klarer du mosten og holder ved. Ser alle de små filmbidder og nyder de fine billeder, får du en anelse om hvordan det er, som utrolig hvid, kalenderafhængig og ret struktureret dansker, en gang om året at blende ind i en kultur, der er det stik modsatte. Det er sundt at kede sig – og for mig er det faktisk noget af meningen. Vi må i gang. 6. januar landede jeg i Mwanza og var så heldig at det ikke regnede alt for meget, så Dotto og Kabisi kom faktisk og hentede mig i lufthavnen. Det var jeg glad for, for ud over min relativt beskedne bagage havde jeg en del left owers fra Dottos mislykkede forsøg på at snige 22 kg overvægt med, da han tog afsted i december. I min del af bagagen havde jeg min dejlige julegave til mig selv: En Bosch-skruemaskine, fuldt ekviperet med diverse bits, bor og en masse andre dejlige gadgets. Bevæbnet til byggeri. Som sædvanligt troede jeg noget, som ikke var sådan. F eks troede jeg, at Dotto havde været ude og sondere markedet på majsmøller, sådan at vi var handelsparate.  Calm down honey, det her er Tanzania, så han havde pænt ventet med at gøre noget til jeg ankom. Altså gik der næsten en uge før den rekvirerede ekspert ud i majsmøller dukkede op.   I mellemtiden skulle vi liiige have bygget et hus til møllen: Det tager sin tid at måle ud til et firkantet hus. Jeg sidder der, holdende mine kompetencer om at måle fra hjørne til hjørne for at sikre at vinklerne er ok 90 grader, tæt ind til kroppen. Da de andre brødre var gået til kortenspil, lokkede jeg Lugeyla (storebror) til en lille snap korrektion og huset blev sådan nogenlunde i vinkel. Som den showpony jeg også er, skal jeg indrømme, at det var en fest med mig og Bosch. Jeg skruede 338 skruer i for at samle huset. Og ca. 332 gange havde jeg en beundrende skare til at udbryde det der lille “Utsch!”, når brædderne trækkes ind mod hinanden på den måde som kun skruer kan gøre.   Ydermere var jeg nødt til at forsænke skruerne lidt, da der ikke fandtes så lange skruer i Mwanza. Så først fræsede jeg en fordybning og bagefter skruede jeg til. Små finesser, som at der er lys i maskinen og at jeg har to batterier, så det ene kunne lade op, mens vi arbejdede med det andet, vakte fryd for alle involverede. Efter at jeg er kommet hjem til Danmark er det bare slet ikke det samme med skrueopgaver.   Jeg havde egentlig planer om at trække metalbånd fra hjørne til hjørne for at stabilisere, men produktet fandtes ikke i regionen.  Alligevel blev huset meget stabilt, og afstanden mellem brædderne gør, at tilskuerne kan stå udenfor og ikke behøver komme ind og gå i vejen eller komme til skade. Og så kan dieselosen komme ud. Vi havde mange diskussioner om dimensionering af de bærende lægter til taget. Jeg synes jo bare af princip, at de vil bruge for spinkle lægter, men i løbet af diskussionen kom jeg i tanker om, at taget jo aldrig skal bære en tung dyne sne – og derfor var det måske ikke nødvendigt med så kraftige lægter, som jeg ville have brugt i Dk.   Ud og shoppe for 2 millioner kontant Turen til Mwanza for at købe maskinerne er sin lange historie. Edwardi – som i folkemunde kun omtales som fundien, kom meget tidligt og vi cyklede på 2,5 velfungerende cykel de 18 km til Ngashi og tog morgenmatatuen til Mwanza. Jeg havde jo en klar forventning om at en så rutineret mølleekspert havde en ide om hvor man bedst kunne handle møllerier, men bla, bla, blah , med mine europæiske forventninger. Vi travede fra den ene butik til den anden, jeg tog pligtskyldige billeder af alle potentielle objekter. Endte med, at købe en, fordi ekspedienten var sukuma. Endte endnu mere med at få en helt anden med hjem, da vi havde betalt, havde fundet kørelejlighed og skulle til den anden ende af byen for at afhente vores maskineri. Den maskine vi fik med hjem havde lidt mindre kapacitet pr time end den vi kiggede på i butikken. Så alt var fuldkommen som det skal være i Tanzania. Det er formentlig den eneste gang jeg køber noget til 2 millioner kontant. Og rigtig meget Tanzania, at sælger spurgte om vi virkelig ønskede hele beløbet med på fakturaen. Her var jo mulighed for at han kunne spare noget moms. De jeg – business-woman som jeg nu er hjemmefra – foreslog, at vi delte den sparede moms 50/50, blev det for kompliceret for sælger, og hele handelsbeløbet blev slået ind på fakturaen. (Handelsmoms er i øvrigt 18%) I første omgang troede jeg, at Edwardi manglede en arm. Senere skulle det vise sig, at han havde begge arme, men at han var så mager, at sweatshirten mageligt kunne skjule en spaghettiarm eller to. Nu var det også mest hans knowhow vi havde efterspurgt, så uanset en- eller toarmet, prøvede jeg at bonde lidt. Når man er fundi (håndværker af hvilken som helst art), er man noget. Og der er ikke brug for salgstaler, for respekten omkring en fundi er stor og ingen tanzanianere stiller spørgsmålstegn ved en fundis kompetencer. Heldigvis viste Edwardi sig at være virkelig kompetent og selv om vi endte med at købe en anden maskine end den jeg havde forelsket mig i – (lavere dieselforbrug, mindre larm og 2 års garanti – det er sådan noget der taler til en dansker), er jeg sikker på, at vi valgte en god maskine. Alene den insider info, at samtlige dieselmotorer er født med for svagt bentøj – og at man inden ibrugtagen bør finde nogle mere stabile, er mange shilling værd. En anden en ville muligvis synes at det tog enormt lang tid, at vi ikke havde fået en skid at æde eller drikke, at det var helt ekstremt varmt, eller at vi hellere skulle have købt den maskine jeg fandt bedst. Mit store held er, at jeg elsker byggemarkeder og at jeg var så rigeligt underholdt over at allerstørste kvalitetsanprisning er Made in China… Til sidst var jeg dog så mør af varme, sult og tørst, at d’Herrer kunne have købt en pølsevogn uden at jeg ville protestere. Turen hjem Så skulle hjemturen organiseres. Stolt kom Dotto tilbage og fortalte at han havde skaffet et billigt køretøj. Jeg var ikke sådan rigtig imponeret – især fordi den lille sære smalle lastbil var baghjulstrukken, havde  smalle hjul og en lille slap motor. Dotto havde lænet sig meget forsigtigt op af sandheden ved at erklære, at der måske var en lille smule mudder på vejen – men ikke ret meget. Chaufføren handlede prisen på plads, senere blev vi passet op af ejeren, der opfordrede til at to af os kørte med bus i stedet, da vi skulle passere det sted hvor politiet altid kontrollerer biler og billetter. Ok ok ok, jeg havde fået en tår vand så jeg kunne klare det meste. En lille film fra turen hjem: Forfædrene involveres En helt naturlig del af at starte ny virksomhed i Tanzania er, at man tager de højere magter i ed. Det er ikke noget der er omgivet med hemmelighedskræmmeri eller mystik. Lige så naturligt som at sælger forsøget at undslå sig lidt momsbetaling, lige så naturligt er det, at give traditionel medicin til at beskytte det nye byggeri mod fjendtlige angreb, (”nogen” kan jo prøve at ødelægge virksomheden) samtidig med at vi gør hvad vi kan for at fremme handelslysten hos kunderne. Derfor lagde Dotto medicin i hvert eneste hul, der er gjort klar til stolperne, der skal bære huset. Jeg er holdt op med at tage stilling til om jeg tror på det der. Hvis jeg tænker mig om, er det masser af postulater, som jeg ubekymret accepterer herhjemme i Danmark – renteudviklingen, overenskomstforhandlinger, vejrudsigter og det der med Gud. Og jeg er kommet frem til, at når jeg ukritisk accepterer det – på trods af at det er omgivet med hemmelighedskræmmeri og stor mystik – så kan jeg lige så godt gå linen ud og acceptere den traditionelle medicin, som er en naturlig del at min mands kultur. Det er lige så vigtigt at anmode om gudernes gunst, som det er at indstille motoren til de rigtige omdrejninger. Det var tydeligt, at der var noget vigtigt i gære. Familien havde, ud over vores daglige hus-medicinmand Nghelebe, tilkaldt det tunge skyts, Pita, fra Langbortistan. Han boede hos os en uge omkring åbningen af mølleriet og der blev gået til den med velsignelser, beskyttende foranstaltninger og handelsfremmende tiltag. Og jeg elsker det hele. De to medicinmænd omgikkes med respektfuld distance – indtil deres hang til traditionel hårdtslående alkohol forenede dem i lange, sene og meget højlydte sange. One love. Film: Møllefesten Alle store fester starter med at slagte et dyr. Når man forventer mange gæster kan kun en ko gøre det: Da vi var kommet så langt, at møllen skulle tages i brug indbød vi til kæmpe kalas. Den måde man annoncerer kommende begivenheder er, at man betaler en fløjtende, højtråbende, cyklende mand til at køre rundt og bekendtgøre, at den 25. februar sker der noget hjemme hos os. Det er på samme måde landsbyens ældreråd indkaldes til møder. Når det sker lige omkring tusmørke, er det er meget effektivt markedsføringsmedie, alle er hjemme og alle hører hvad der råbes. Og alle kommer. Vi havde friet til Kabisis slangedansergruppe fra Sumwe og de havde efter lange, tunge forhandlinger omkring afregning, accepteret vores indbydelse. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, at bruge 400 kr. på det besøg. Det der sker, når to grupper mødes er, at hver af grupperne skruer sig op til det maksimale niveau – men vil jo nødig stå tilbage for den anden gruppe. Markedspladsen var propfuld af forventningsfulde mennesker. Den obligatoriske dansetosse (ham, der hopper ind og danser med på det hele uden at kende det mindste dansetrin) var på plads. – Han nåede endda at blive bidt lidt af sure-slange fra Sumwe, så alt var helt til publikums tilfredshed. Eneste ulempe ved besøget er, at de to grupper nu ikke vil kunne møde hinanden til shindano (dansedyst), “for nu er vi jo blevet venner”, som lederen af slangedanserne beklagende slog ud med armene. Vi startede, lagde relativt afdæmpet ud med en indgangsdans der varede VÆSENTLIGT længere end det obligatoriske faebookminut. Jeg dansede, uden uniform, (og det helt uagtet, at det var mig der havde fået skaffet penge til uniformerne fra Ikumbo og Manungu – ikke nogen hvid-dame-fordel dér). Jeg kæmpede vedvarende med følelsen af, at det gik alt for langsomt, vi må da ikke kede publikum. Men ved du hvad – publikum ved den slags events er slet ikke klar over, at de skal mærke efter om de keder sig i dette minut – og pr tradition frarøvet muligheden for at scrolle videre, nyder de s’gu’ bare det vi har at byde på. Og jeg elsker det. Det elsker jeg virkelig meget. Du kan som udøvende kunstner se fuldkommen bort fra om du er spændende nok til at fastholde publikum. De bliver der, og du kan fuldkommen ustresset give dig tid til at mærke hvad der skal til for at fyre den helt ud i hegnet. And here we go! Så kom slangedanserne og herfra blev det bare vildere og vildere.   Vi endte hjemme hos os med alt det oksekød vi overhovedet kunne proppe i os – da kvinderne havde kogt en ekstra kæmpe portion ugali, blev selv slangedanserne mætte – og endelig lykkedes det at synge og snakke og grine og danse lige til i morgen. Kukesha (at køre igennem til i morgen) er noget vi ofte taler om, men for det meste noget der er forbeholdt ganske få, der så har håneret over de andre. Til indvielsen var vi så mange der gennemførte at håneretten ikke gav mening. Så bli’r det hverdag Nu kører møllen for fulde gardiner. Vi har ansat en gammel ven af familien til at drive mølleriet. Fogo er glad for meget høj musik og anlægget i stuen kører for fuld skrue fra morgen til aften. Og så danser Fogo med hvem han nu lige fanger ind, eller med sig selv. Han er en kirkens mand, så søndag har han fri til at passe sin kirke. Det betyder blandt andet at han ikke drikker, hvilket er en stor fordel i forhold til pålidelighed og mødestabilitet. Hans løn ligger symbolsk en smule over den normale takst, men ikke så meget, at de andre møllerier bliver sure. Klods op ad møllehuset har Suza, en af vores svigerinder, startet et lille chaihus, som allerede ved åbningsdagen, da det kun bestod af en gryde over 3 sten og en stak kopper, havde væsentligt flere kunder end jeg har på en god dag i min cafébutik i Danmark. Til almindelig forargelse kan jeg oplyse, at en kop chai koster 35 øre i Tanzania og 35,- kr i min økocafé på Svanholm. Lige inden jeg skulle rejse kom Fogo og bad mig pakke skruemaskinen ud igen, så vi kunne lave en skærm over kileremmen, så ingen kommer til skade. Jeg havde set det med det samme. Den kilerem udgør en fare, den befinder sig meget tæt på tragten, hvor det malede mel kommer ud – og hvor kunderne står og holder på deres sæk. Kommer noget ind i remmen kan det gå rigtig galt. I gamle dages Danmark havde mange møllere og bønder i det hele taget afkortede fingre efter nærkontakt med kileremme. Jeg havde spekuleret på hvordan jeg kunne afdække den, men var kommet fra det igen. Ville jo heller ikke mase på med mit hysteri. Og så kommer gode, ordentlige Fogo og beder mig hjælpe med at afskærme. Et væsentligt tiltag fra min side, var at jeg investerede i en ordentlig kassebog, som Fogo og en af brødrene skriver ind i hver eneste dag. Der er kolonner til alle dele af processen og det giver indtryk af hvor meget mølleriet omsætter og om det indbetalte stemmer nogenlunde overens med dieselforbruget. Det sikrer, at der ikke bliver snydt og nok så vigtigt, at der ikke opstår mistanker om snyd.   Omsætningen er stærkt stigende og det ser ud som om projektet vil kaste penge af sig til at iværksætte nye projekter i løbet af 4-5 måneder. Første projekt er at åbne en lille butik i det ene af vores værelser – det kan ikke ske, før vi har en dør, der kan aflåses. Senere vil vi gerne udvide med en risafskaller (den kan trækkes af samme maskine, bare kobles på i den anden ende), så står cementringe til den brønd vi gravede sidste år på programmet. Og senere igen vil vi gerne prøve om vi kan dyrke ingefær i vores område, selvom der ikke er tradition for det. De gode ved det hele er, at der stille og roligt kan starte følgeprojekter op, efterhånden som majsmøllen tjener op til det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Du var min lillesøster og min storesøster. Jeg var din lillebror og din storebror. Vi var fætter og kusine. Du var søster til tre langt før du blev mor, en bellis på engen blandt stort blomsterflor. Du var vinden med hjerte, havet med storm, du var natten med stjernernes femtakkede form. Du var forår med sne, anemoner og regn, en guldsmed på pigtrådens blødeste hegn. Du var fuglen, der fløj på vinger af sang, med rytmen fra trommer og stort vingefang. Du var solen, der lyste skyggerne op, du var mørkets betvinger i en lattermild krop. Du var min lillesøster og du var min storesøster. Du var også: Branderten til min lever, grinet til mine øjne, latteren til mit hjerte. Centimeter af min vækst, en hånd i ryggen og en stemme, når jeg var umulig. Jeg var din lillebror og du var min storesøster. Jeg var din storebror og du var min lillesøster. Jeg bærer dig i hjertet. Nimekukumbuka mpaka nalia.   Hilsen Dav . . . [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget.   Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond.   Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller.   Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre.   – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have.  Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det.   Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.   Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.   Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol.   Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv.   Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne.   Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26FINAL PROJECT REPORT – COMPUTER PURCHASE Location: Mwanza, Tanzania Organization: The Hope Relief And Orphans Childern Village Organization 4. Future Needs and Sustainability Although five computers have made a big difference, the number is still not enough for all the children at our center. We currently have more children than available computers, which means they must share and rotate in small groups. To fully meet the growing demand and ensure equal access for every child, we aim to add at least 5 more computers in the near future. This would allow us to create a complete digital learning space and expand structured computer training programs. We remain committed to maintaining the equipment properly and continuing digital education as a permanent part of our programs. 5. Pictures and Documentation High-resolution pictures of the purchased computers and children using them are attached separately as required. If needed, video documentation of the training sessions can also be provided. Conclusion We are deeply grateful to Sukuma Dance Group – Denmark and Ukassen for believing in our vision and supporting this important project. Your contribution has created real and lasting impact in the lives of vulnerable children in Mwanza, Tanzania. With sincere appreciation, Shija Clement Kinyata  DIRECTOR of The Hope Relief And orphans Childern Village Organization (and on behalf of Utamaduni; Makungu Lyaku) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 Læs mere...
    Mwaka Huu 2017    Læs flere af Jeanettes historier på Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Skriv hvad der sker mellem lejrene opfordrer Mads. Jeg var egentlig i gang med at afrapportere omkring majsmøllen i Kifuhila, da denne historie formelig BULDREDE frem. ”Nej, nej” sagde jeg til mig selv. ”Gå væk! Jeg skal skrive om indkøb af majsmøller og vanskeligheder med at skaffe skruer. Har overhovedet ikke tid til at skrive den her historie. Om dengang jeg mødte Yoha. Om alt det der slet ikke gik. Og om dig, Anne. Vores veninde, som vi mistede så tragisk for 8 år siden. Desuden risikerer jeg at nogen bliver vrede eller kede af det”. Til sidst måtte jeg kapitulere. Nogle historier har så megen energi, at de ikke lader sig stoppe. Den her er en af dem. Kære Anne. Jeg husker ret tydeligt første gang jeg så dig. Det var på Nørre Allé. Ikumbo og Igokoloo havde fællesøver, formentlig i forbindelse med en kommende begivenhed, Karneval gætter jeg på. Forstå mig ret, det er ikke altid, at jeg gider investere så megen opmærksomhed på nye medlemmer i de andre grupper. Jeg har været der længe og set rigtig rigtig mange komme, danse og forsvinde igen. Så jeg er nok lidt nærig med at knytte bånd. (Har sikkert også haft for mange jordbærplukkere og besøgende i mit kollektiv gennem systemet, så jeg venter lidt og ser om de stadig er der næste gang jeg kigger deres vej. Med dig var jeg imidlertid klar over, at du ikke var en af dem der surfede igennem. Du havde ikke været med ret længe, men havde allerede tilegnet dig en forståelse for, hvad alt det her bummelum går ud på. Du fangede meget hurtigt, at det netop ikke er en form for avanceret workout tilsat lidt etnicitet. Samtidig besad du en utrolig musikalitet, som sammen med din kæmpestore harddisk ret hurtigt gjorde dig uundværlig i gruppen. Og sjov var du. Masser af gange, næsten altid sidst på natten, hvor flokken egentlig var gået i seng og nogle få sad tilbage, var du der, med din bidende, skrattende, sofistikerede humor. Altid fremført stille, som-om-forsigtigt. Men tag ikke fejl. Din evne til at fange ordspillet, vende det og gøre det absurd og hylende morsomt var højt skattet af os, der var så heldige, at have holdt ud til den lyse morgen, hvor der for alvor kom fut i humoren. Til forskel fra så mange andre, var du (sikkert fordi ungerne krævede det, men altid uden den klagesang, der er så udbredt blandt blomsten af Danmarks ungdom, når de skal stå op før de har fået deres reglementerede 8 timer) blandt de første, der var oppe igen. Sådan en er jeg også, så vi har mødtes tit på det tidlige. Det har slået mig, at du ud over omsorgen for dine piger, besad omsorgen for fællesskabet. Mange gange har du, uden skyggen af martyrium, været der og ryddet op efter festen. Stille og roligt, med den engleagtige venlighed, som karakteriserede dig, ryddede du op og gjorde det tåleligt for folk, at vende tilbage til scenen. Og når de kom, forsovede og øre, behøvede du ikke skræppe op om, hvor meget du havde ordnet, inden de kom. Det er stil, mine damer og herrer! Da jeg blev kæreste med Yohana, havde du svært ved at følge med. Det var der givetvis mange der havde, du var bare den eneste, der sagde det direkte. I mit turbulente år sagde du det, du tænkte om situationen. Du vidste ikke, at Yohana var blevet introduceret til mig af din mand. På helt traditionel sukumavis bad han mig gå med sig til en lille samtale, efter at vi vi havde danset et forrygende show til Kulturhavn. Let om hjertet, varm og glad for min gruppe og det vi kan, gik jeg med ned på havnemolen. ”Der er en, der gerne vil tale med dig”, introducerede han. Fuck, jeg havde godt set den gamle korpulente herre, der sad sammen med Matthias Paulo og havde smilet så vældigt til mig – mens vi dansede pegede han på mig og lænede sig over til Matthias og sagde noget. Selvfølgelig så jeg det, og selvfølgelig ville jeg gerne være foruden den langstrakt kedsommelige og under alle omstændigheder pinlige samtale, der stod lige for. Jeg vred min hjerne for at komme med passende undskyldninger for et afslag. Så fordybet i mine egne tanker, at jeg knapt hørte det videre ”Yohana vil gerne tale med dig”. Da det gik op for mig, hvad han havde sagt, brød jeg ud i et fnis af overraskelse og lettelse. ”Jamen ham vil jeg da gerne tale med!” smilede jeg. Vi spadserede lidt længere ned af molen, hvor Yohana havde sat sig for sig selv, klar til audiens. Samtalen var så absurd, set i lyset af, at jeg vidste, at han inden for de sidste tre uger havde friet til tre andre piger fra min gruppe. Samtidig var jeg jo i den grad anderswo engagiert, min kæreste Peter sad i Dar Es Salaam og afventede sit visum, han skulle efter planen komme til landet indenfor de næste uger. Med lethed og uden de store bekymringer afviste jeg det flatterende forslag om giftermål med Yohana. Det forekom mig lattervækkende, at et kæresteskab skulle indgås ud fra nogle praktiske overvejelser om, hvorvidt jeg var et passende parti. Men et sted i dybden ramtes jeg da af drømmen. De ord han sagde om mig, som menneske, kvinde, danser og gruppekapacitet, faldt i den grad på den lille tørre plet, hvor der altid er plads til opmærksomhed, smiger og ros. Vel vidende, at de samme ord var forsøgt hos andre kvinder i bedste mening og med håb om en billet til det forjættede land, blev jeg alligevel fanget ind. Herefter indledte Yohana den helt store stormkur. (Der har ikke været så mange af den slags i mit liv, så jeg er til at gafle). Tæt assisteret af din mand, der arrangerede det praktiske omkring os, gik han til mig med en overbevisning og et engagement, der stille og roligt fik væltet mine forsvarsværker og efterlod mig vanvittig forelsket, snotforvirret og indfanget i garnet. Efter Ikumbos turné til Sambafestival i Assens, var jeg solgt – og historien besad rigeligt elementer til mange lange sukumaaftener i sladderens og intrigernes slaraffenland (Peter var jo ikke hvem som helst, men danser i den konkurrerende og i nogens øjne overlegne dansegruppe WanaCecilia, Yohana hørte til Milundumo-dansegruppen Kisesa B). Og hvad mente Bugekele mon om sagen?. Peter var jo hans bror. Ville vores venskab nu være færdigt?). Da vi kom tilbage fra Assens og folk stod af bussen på seminariet, så jeg det sjældneste syn: En ellers adstadig ældre afrikansk herre, som formelig pilede af sted ned til bussen, sprængfyldt af den saftige historie om mig og Yohana, opsnappet på første parket. Jeg er overhovedet ikke fornærmet eller forarget, synes jo også selv, at historien havde potentiale… I turbulensen der fulgte var du nok den eneste, der stillede mig direkte og kritiske spørgsmål. På mine udsvævende og snotforelskede udgydelser om det fantastiske ved Yohana, sagde du ret tørt ”Jeg har hørt dig sige nøjagtigt det samme om Peter for en måned siden, hvordan kan det hænge sammen?” Jeg kunne kun svare, at jeg gjorde hvad jeg kunne for selv at forstå. Du fik at vide, at jeg havde giftet mig med Yohana. (Det var i og for sig en praktisk foranstaltning. Hvis vi var gift, ville han kunne få visum uden at jeg skulle stille de 50.000 i kaution, som regeringen ellers stiller som betingelse. Min plan var, at han kunne komme til Danmark, vi kunne søge om permanent ophold og bruge tiden til at finde ud af, om det holdt vand). Du blev temmelig vred over, at jeg ikke havde talt med dig inden giftermålet. Her evar det, at vores meget forskellige opfattelser af integration kom tydeligt frem. Integration af os danskere i sukumakulturen forstås. Du skrev mig en meget formanende mail, hvor du redegjorde for vore indbyrdes nye relationer. Forklarede mig noget om, hvordan en god sukumakone forventes at opføre sig. Til sidst skrev du, at jeg med denne mail ligeså godt kunne begynde at opfatte mig som det, jeg nu var: Din lillesøster. Jeg stod fuldkommen af. Opfattede mig ikke spor som din lillesøster, selvom min mand formelt var lillebror til din. Jeg var tæt på 20 år ældre end du. Havde tre næsten voksne børn, en stak uddannelser og noget der ligner en karriere i rygsækken. Det har taget mig noget tid at forstå, at det du mente var, at hvis man gifter sig ind i sukumakulturen, så er det altså hele pakken og ikke noget med light-udgaven. Som med alt andet du gjorde, handlede det om dedikation, at gøre tingene ordentligt. Jeg har stor respekt for din holdning, selv om jeg er dybt uenig. Da Yohana havde været her et stykke tid, kom I på besøg. Med vanlig skarphed observerede du, at mit forhold til Matthias, min gamle kæreste og daværende klods-op-ad-nabo, kunne give problemer for mig og Yohana. ”Du må være forberedt på, at der kan forekomme noget jalousi,” sagde du. Jeg var fuldkommen sikker på, at mit og Matthias’ forhold skulle forblive et godt venskab, men jeg hørte dine ord. Yohana og jeg var en katastrofe fra dag 1. Der var ikke gået en uge, før vi havde haft vores første bragende skænderi. I løbet af syv uger, var vores forhold som et 7 år gammelt, knagende i fugerne ægteskab. Vores fundamentale livsopfattelse og især forståelse af, hvad der skal til for at være sammen i lyst og nød skreg til himlen. I bagklogskabens ulidelige lys kunne jeg have sagt mig selv, at det ALDRIG ville gå. Utallige forhold mellem danske kvinder og afrikanske mænd har jeg iagttaget og en af mine gamle kæpheste har været, at jeg ikke ville kunne stille op til det. Og pludselig stod jeg der, med håret i postkassen og anede ikke mine levende råd. I perioder boede Yohana hos jer, det lykkedes ham bare ikke at komme hjem dag efter dag. Når han og jeg vi talte sammen i telefonen bedyrede han altid, at han ville komme samme dag, senest i morgen. Sådan gled dagene sammen og blev til en uge, næsten to. En enkelt gang lykkedes det faktisk for ham at komme med toget – det var bare den forkerte vej, så da jeg for anden gang den dag var i Frederikssund for at hente og via hans mobil hørte: “Næste station: Hundige”, foreslog jeg ham, til hans store lettelse, at han kunne tage tilbage til jer, hvor han sjovt nok altid kunne finde hen. Jeg var klar over, at din økonomi måtte være trængt, så jeg sendte dig nogle kostpenge til Yohana. Hvad der yderligere blev sagt og tænkt hos jer, ved jeg ikke. Efter lange og virkelig svære overvejelser besluttede jeg, at det her måtte få en ende, hvis ikke jeg skulle gå fuldkommen i spåner. Jeg forklarede Yohana, at han var nødt til at rejse tilbage til Tanzania. Vores liv sammen var ikke værdigt for nogen af os. Hverken han eller jeg skulle leve et liv, hvor vi slæbte os igennem uden glæde og oprigtig kærlighed. Han var naturligt nok ikke videre enig, mente nok, at han kunne nøjes med mig og så meget pragmatisk på det med kærligheden. Den kan måske komme af sig selv, hvis du ikke er så sur, mente han, hvilket straks førte til et nyt dumt skænderi om hvorvidt jeg i virkeligheden var den sure kælling, jeg var i begreb med at udvikle mig til. Fredag tog vi på store shoppetur, for at udstyre Yohana med det nødvendige til hjemrejsen. Havde den besynderlige oplevelse at storskændes (jeg der ellers aldrig har kunnet skændes med nogen) midt i et supermarked i City2. Emnet var – ikke overraskende – hvorvidt jeg var en nærig kvinde, der ikke undte min mand noget som helst. Replikskiftet faldt efter næsten to hæsblæsende, svedige timer i supermarkedet, hvor Yohana havde bedyret at han ønskede sig ALT, hvad de havde på hylderne. Jeg havde taget et lille lån på 10.000 kr., som han skulle have med hjem til at starte sit nye liv. Da vi var ud over de obligatoriske sko, kuffert og minianlæg, som jeg havde givet, forklarede jeg ham, at hvis han ville have flere ting med, måtte vi tage pengene fra hans 10.000. Det udløste en del råben og skrigen begge veje. I det mindste foregik det på swahili, så folk, der undrende gik forbi os ikke havde fornøjelsen af at forstå, hvad det var, vi råbte. Det virkede måske lidt eksotisk og ikke så hjerteskærende banalt, som det i virkeligheden var. Yohana marcherede ud af butikken og forsvandt. Jeg gjorde nogle yderst fornuftige beslutninger omkring kuffert- og minianlæg for ham. Byttede til en stor solid kuffert og et minianlæg, der så ud som om det kunne holde til Tanzania. (Mens jeg lod støvlerne blive i vognen, selv om jeg vidste, at de mindst var 5 numre for store – hvad ER det for noget med afrikanske mænd og drømmen om store fødder?). På parkeringspladsen havde jeg så småt bestemt mig for at efterlade ham, da han dukkede op og uden et ord satte sig ind i bilen. Hele vejen hjem sad han og sang en sang han var ved at lave, mens jeg bare tudede. Tudede så meget, at jeg måtte holde ind på en tank ved Roskilde for at tørre næsen. Nyt potentielt skænderi om sponsorat af seks Guldtuborg afværget ved, at jeg magtesløst købte mig til lidt aflad, ved at give ham pengene uden et ord. (Jeg har aldrig helt fanget ideen med, at det skal være det allerdyreste ølmærke, der er det eneste acceptable). Lettere formildet fortalte han mig indholdet af den sang, han var ved at lave. En situationsrapport med ilagt kærlighedserklæring. Jeg tudede videre. I arrangerede en afskedsfest to dage før Yohana skulle rejse hjem. I Humlebæk, hvor du passede hus og hunde for dine forældre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle med, men Yohana insisterede på, at vi skulle tage til festen sammen, så alle kunne se, at vi stadig evarr mand og kone, selv om vi nu skulle være det på afstand. Vi havde gået og pakket på hans betontunge kuffert, men besluttede, at vi kunne gøre det færdigt søndag, idet vi var enige om, at vi ville tage tidligt hjem fra festen, for at få den sidste dag sammen. Så snart vi kom ind ad døren hos jer, startede mit mareridt. Yohana vendte helt resolut ryggen til mig og gik demonstrativt sin vej, hver gang jeg nærmede mig. Du tog mig med udenfor og spurgte, om jeg ikke ville give dig min version af historien, nu havde du jo hørt Yohanas version. (Og jeg, der ikke engang havde fattet at der cirkulerede forskellige versioner). Jeg forsøgte at give dig et oprigtigt, fair billede af, hvad der var foregået og hvorfor jeg ikke så nogen ordentlig vej frem for Yohana og mig. Du sagde, at du ikke syntes, at jeg havde givet ham en ordentlig chance for at vise, at han godt kunne leve op til mine krav. At det var lidt uretfærdigt over for ham, at han ikke havde fået længere tid til at lære at integrere sig. (Igen var vores opfattelser milevidt fra hinanden, mit største problem var, at Yohana ikke udviste den mindste interesse for at integrere sig. Hans største idol i Danmark, der var din mand, havde jo været her i masser af år, uden at rokke sig synderligt. Tværtimod var verden omkring ham i den grad indrettet på og tilpasset til, at han kunne vedblive med at gøre, tale og tænke præcis, som var han hjemme i Tanzania). Jeg fortalte dig om mine problemer i forhold til, at Yohana ikke havde noget sprog eller nogen erfaring med at tale om følelser. Hvis jeg prøvede at komme ind på livet af ham, havde han en stak små opbyggelige historier, oftest med udspring i hans vens erfaringer, som samtidig med at han holdt mig fra livet fik lagt låg på emnet og videre snak var meningsløs. Tiden var knap, de andre gæster var begyndt at dukke op, men jeg nåede at fortælle dig, at jeg ikke kunne leve med Yohanas forhold til alkohol. Kort fortalt har han den indstilling, at det der er indenfor rækkevidde skal drikkes omgående, og når det er væk starter krumspringene for at tilvejebringe en ny forsyning. (Good bye til den ramme øl, jeg normalt har stående i måneder bare for tilfældet, at nogen vil have en øl en dag). Længe efter han var rejst hjem, kom jeg til et arrangement i tanker om de 6 flasker rødvin, jeg havde fået af en forretningspartner i julegave. Jeg løb hjem for at hente dem – og fandt dem alle tømt, med sølvpapiret omhyggeligt skubbet på plads igen over proppen, som det må have kostet en del besvær at få mast helt på plads efter tømning. Nu kan jeg godt grine skævt af situationen, der temmelig detaljeret mindede om de rov min søster og jeg forsøgte os med i de voksnes barskab, da vi var teenagere, men jeg ønskede jo ikke at være gift med en teenager, tværtimod var min forventning, at min mand skulle være en ligeværdig partner. Du gentog, at jeg ikke havde givet Yohana mulighed for at overholde spillereglerne og bevise, at han kunne leve op til mine krav. Jeg var ret forbløffet, især fordi jeg havde forventet, at netop du, som formentlig kendte til de problemer, jeg havde måttet give op overfor, ville kunne genkende og forstå. På det punkt var du fuldkommen fast i din overbevisning og nu forstår jeg, at det også var for at beskytte dig selv, at du tog den yderst unuancerede holdning. Var du gået ind på min tanke, ville det have stillet spørgsmålstegn ved dit eget ægteskab og ved det rimelige eller urimelige du måtte bide i dig. Jeg kan forstå det, men jeg er uenig. Festen kom i gang. Yohana viste mig konsekvent ryggen og til min overraskelse var der ikke så mange fra Ikumbo med til arrangementet. Yohana blev hurtigt ret fuld og skæv, jeg var ked af det, følte mig lidt fejlplaceret og ensom og besluttede mig for at trække mig tilbage. Der var arrangeret soverum ovenpå, og jeg listede af og arrangerede en seng i det store rum. Larmen fra stuen nedenunder var gennemtrængende, det var CD-musik og folk var nødt til at råbe for at kommunikere. På et tidspunkt kom jeg til at overhøre en samtale mellem dig og to andre kvinder angående mit ægteskab. I detaljer blev det diskuteret, hvor mange fejl jeg havde begået og hvor dårlig en person jeg var. Der dukkede historier op, som jeg aldrig havde hørt om, eller været en del af. F.eks. havde jeg forbudt Yohana at spise afrikansk mad og tvunget ham til at spise vegetarmad på Svanholm. Jeg havde nægtet ham penge og villet styre, hvem han var sammen med. Jeg havde nægtet ham øl til nytårs aften! (Tjaaahhh, de tre venner havde drukket de fire kasser øl (heraf to guldøl) dagen før nytår, og så nægtede jeg ganske rigtigt at lave refill på tanken sent nytårseftermiddag.) Jeg havde bare købt en billet til ham uden at snakke med ham først. Osv. Osv. Et stykke tid lå jeg der og rasede. Følte mig svigtet, misforstået og bagtalt. Alt det de sagde, var enten løgn eller en forvanskning af sandheden. Jeg vidste med mig selv, at jeg hele vejen igennem havde forsøgt at gøre tingene ordentligt, og jeg prøvede at mildne Yohanas fornedrende hjemkomst ved at udstyre ham med en lille kapital, som kunne give ham en start på det nye liv. (At han valgte at feste de 10.000 op var hans egen beslutning, jeg kunne jo ikke styre hvordan han forvaltede sine muligheder.) Øj, hvor var jeg vred. Jeg kunne bestemt ikke sove og kunne bestemt heller ikke gå ned og være med til festen. Jeg havde allermest lyst til at hoppe i bilen og køre hjem, men havde jo en aftale med Yohana, så jeg bed tænderne sammen og holdt stand. Sent på natten blev der ro. Yohana dukkede op og forventede et lille afskedsknald. Jeg var nok ikke lige in the mood, men lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet. Kunsten for mig var at få ham med hjem til Svanholm, så vi kunne pakke færdig og nå i lufthavnen mandag morgen kl. 5. Det lykkedes ikke. Faktisk endte det med tre ture frem og tilbage mellem Humlebæk og Svanholm. Frem med forventningen om at Yohana nu ville med hjem og pakke – og tilbage til godset med tænder, der gjorde ondt af knusende sammenbidthed. Flere forskellige aftaler om, hvordan vi/han/han og Liv/ han og hele festen ville komme til lufthavnen mandag morgen blev indgået og droppet igen. I sidste ende blev det mig, der iført kæmpekufferterne, som jeg havde pakket, al min indestængte vrede og god en veninde fra Svanholm, som hentede Yohana i Humlebæk kl 02.00 nat og kørte videre til Kastrup Lufthavn. Vi så kort på hinanden, da han modvilligt traskede ud mod bilen. Dit blik sagde, det er ikke i orden Jeanette. Mit blik udtrykte al den fortvivlelse og sorg jeg havde over hele arrangementet. Vi mødtes ikke i forståelse. Og vi nåede aldrig at få talt om det med hinanden. Det beklager jeg stadig. Senere på året hørte jeg det. Du havde opgivet at leve med din voldelige mand og ville skilles. Alle puslebrikkerne, der først for alvor blev samlet efter din død, begyndte at ligge på bordet, men i et rodsammen, så ingen helt kunne se billedet alligevel. På den ene side havde mange oplevet voldsomme situationer med din mand – men du virkede så overskudsagtig og glad, at vi hver især kom i tvivl om hvad det egentlig var, vi havde oplevet. Ville jo heller ikke skabe falske rygter, hvis alt var så meget i orden, som du udstrålede. Da du kapitulerede, flyttede hjem til dine forældre og indledte forhandlinger med din mand om hans hjemrejse, gjorde du det stadig med stor respekt for ham. Vi havde fundet en billig rejse og sendte dig oplysningerne på den. Du responderede, at den ikke var så god, da der var mellemlanding i Nairobi, og du fandt det bedre, at han landede direkte i Tanzania. (Flere tanzanianere havde oplevet besværligheder med det kenyanske embedsværk). Nu har vi lært lektien på den hårdeste måde, man kan forestille sig. Du blev slået ihjel, før vi forstod det. Og hver eneste af os døde lidt indeni sammen med dig. Det har taget rigtig lang tid for mig at kapere, hvad der egentlig skete. Og endnu længere tid at forlige mig med følelsen af at have svigtet. At jeg måske kunne have hjulpet dig mere, end jeg gjorde. (Vi havde fundet flybilletter til din mand og tilbudt at hjælpe med transporten til lufthavnen, hvis det blev for svært for dig, men kunne vi have gjort mere?) Til din begravelse sang vi ’Op med hovedet min ven’. Den havde du sunget sammen med din familie, mens det hele havde set helt umuligt ud. Så uanset, at den egentlig ikke egner sig til fællessang, gjorde vi det. Eftertiden var meget svær. Flere var blevet så ramt, at de måtte holde pause fra dansen, enkelte holdt helt op. Når jeg tænker på, hvor hårdt det ramte mig, der slet ikke var blandt dine nærmeste venner, aner jeg, hvor hjerteskærende dine tætte venner blev ramt. Din gruppe manglede dig. Og på uhyggelig vis manglede de også din mand, selv om følelserne over for ham var helt umulige at få placeret. Mange var jo venner med jer begge to. Og mistede således to venner på en gang. Det var et meget sørgeligt forår. I dag har vi delvist forliget os med savnet. Vi taler om dig en gang imellem og bestemte sange får mig altid til at høre din stemme synge dem. Dit insisterende Ki!, Ki!, Ki!, for at få os til at ramme i de svære bunungulestykker. Det korværk du lavede over Njia yangu, Dine skælmske skæve øjne, når du havde sagt noget særligt sjovt. Fryden i dit blik og dit meterbrede smil, når trommer, dans og sang gik op i den højere enhed. Alt dette delte vi, og alt dette måtte vi bære videre alene. Til ceremonien ved din begravelse holdt jeg en lille tale. Jeg lovede på vegne af dansere, sangere og trommeslagere, at vi vil strække os til det yderste for at gøre det ordentligt -– sådan som du altid havde gjort. Spille, synge, danse og give hinanden det bedste vi har – kvalificeret og ordentligt. Jeg håber, at du ser, at vi gør, hvad vi kan, selv om det var bedre, om du var her til at hjælpe med at holde retningen.   Bonusinfo: Bloggen som opstod i forbindelse med Annes død, ligger fortsat online lige her: http://utamaduni.dk/AnneElAl/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014I dette forår, 2014, fik Vipepeo dansegruppe æren af at arrangere og afholde dette års Vinterkucheza. Arrangementet blev afholdt på Tilst Skole, og over 90 deltagere var med til at gennemføre weekenden med højt humør og fantastisk engagement. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Fra 3. januar 2017 og 2 uger frem, gentager vi succes’en fra 2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25”EN PALMEHYTTE ER DA OPPE I TRÆERNE” – et lærerværelse til Pebi Der blæser altid en frisk brise på ’lærerværelset’ ved landsbyskolen i Pebi. Et langt stenkast fra stranden og rejst på stolper helt op blandt kokospalmernes skygge er der opført en lille hytte, på stranden i Ghana. Det var et dansk påfund at have en hytte oppe i træerne og først var ghaneserne noget skeptiske. Men da det viste sig, at der var både skygge og en let brise, har hytten udviklet sig til at udgøre et vigtigt samlingspunkt. Men desværre faldt et palmetræ under en storm ned over hytten. Desuden var elinstallationerne meget ringe, ligefrem farlige. Derfor søgte vi U-kassen om hjælp til at få hytten ordentligt på fode igen. Den nyrenoverede bygning fungerer til daglig som et lærerværelse, hvor skolens 7 dedikerede lærere kan forberede deres undervisning i gode omgivelser. Dette har en positiv indflydelse på lærernes arbejdsforhold og gør, at de har nemmere ved at kunne forberede sig godt. Hytten anvendes desuden også til officielle møder, når der er besøg fra myndighederne. Det sker ofte, idet skolen har ansøgt om at blive godkendt som statsskole, så de kan få tilsendt uddannede lærere og komme med i en skolemadsordning. Men det er også her, skolens ledelse og lærere sammen kan drøfte undervisningsplaner, pædagogiske strategier og øvrige organisatoriske spørgsmål, hvilket styrker skolens interne samarbejde og beslutningsprocesser. Ud over sin primære funktion som lærerværelse fungerer hytten også som overnatningssted for frivillige, der besøger skolen. Den spiller derudover også en vigtig rolle i det sociale og kulturelle liv ved ofte at blive anvendt ved skolens fester og fejringer, hvor både elever, lærere, forældre og lokalsamfundet samles til dans og underholdning. Man kan sidde i skygge under hytten og er er masser af plads rundt omkring den. Dette har styrket sammenholdet i landsbyen og skabt et vigtigt mødested, hvor glæde og traditioner deles. Renoveringen af hytten har således været en vigtig investering for både skolen og lokalsamfundet. Fremadrettet er der planer om yderligere forbedringer, herunder etablering af sanitære faciliteter og måske en lille køkkenafdeling, som vil øge komforten for både lærere og frivillige. Af og til modtager man også en gæstelærer, der vil kunne bo der. Så er det nemmere at få opbygget kapaciteten blandt lærerne, der ikke er uddannede, men klarer sig med alle de gode råd og kurser, der kan skaffes til dem. Og hytten er meget mere end blot en bygning – den er blevet et symbol på fællesskab, læring og udvikling. Særligt fordi forældre og lærere tager sig godt af den og holder den ved lige. De er stolte af dette vartegn oppe i træerne. Med fortsat støtte og vedligeholdelse vil hytten forblive en værdifuld ressource for skolen i Pebi og i lokalsamfundet​. Så er der altid et mødested, når danskerne kommer på besøg, men endnu vigtigere; en hytte, der kan anvendes til både hverdag og fest. Hvem havde troet det, da vi fik ideen om en hytte oppe i palmetræerne! Regnskabet for projektet ser således ud: Elinstallationer 965 kr. Renovering (træ, tagplader, søm, maling, net til vinduerne mm.) 3960 kr. Gulvbelægning 357 kr. Total: 5282 Vi har fået en meget detaljeret rapport om regnskabet, ned til mindste søm. Pengene er blevet anvendt godt og til formålet, hvilket to danske frivillige oplevede ved selvsyn, da de var på besøg. Det er dejligt, at U-kassen endnu engang har gjort en forskel, ved et lille lokalt projekt, der har brug for alt den støtte og opmærksomhed, vi kan skaffe. Endnu engang tak til alle de lejrdeltagere, der gør dette muligt. Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026At være kultur-gæst på Utamaduni sommerlejr anno 2025 har været en oplevelse, der stadig arbejder i kroppen. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014…. fra Tanzania Rent mel ud af posen Vi er ved at organisere lejren, generalforsamlingen blev holdt, en ny bestyrelse er valgt kasserer, suppleanter osv. er fundet. Der er stor opbakning til at give en lille hånd med, når opgaverne skal fordeles, smukt. I år deler jeg undervisningsministerposten med Johanne Shoma og Anne Birgitte fra Utamaduni Dance Troupe, Nana holder desværre pause efter en lang årrække. Vi er ved at lægge programmet nu, og der er en del ændringer i forhold til sidste år. Vi er langt fra færdige, men jeg kan afsløre, at vi starter med den første workshop lidt tidligere end de andre år. Nemlig allerede lørdag eftermiddag. Se også vores artikel “Hilsen fra undervisningsministrene“. Vi vil ikke have stress på lejren! Shoma, AB og jeg sidder jo i den totale luksus-situation at have rigtig mange, meget dygtige folk, der gerne vil undervise gratis på vores lejr. Når vi lægger program vægter vi øst – vest, børn – voksne, dans – trommer – sang … der skal være noget til alle, men der skal også være plads til ro. Sidste år begyndte vi at skære ned på elektrisk musik, og i år skærer vi lidt ned i det samlede antal workshops. Vi vil gerne skabe en lejr, hvor alle de, som har interesse i afrikansk kultur, kan dyrke dans, sang, trommer og levevis med hinanden i en uges tid. Vel mødt i Ramten skov i uge 30 Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Efter en pause på 20 år havde vi på Århus Friskole endelig igen valgt Bujora i Sukumaland, som mål for den årlige 8.-klassetur. Forberedelserne havde været mange og timer, dage, uger og måneder havde lærere og forældre fra klassen knoklet for at muliggøre denne ret enestående dannelsesrejse. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Af Helle Kjærulf. Foto: Jonna Keldsen. Artiklen blev bragt i SAS’ magasin INDENRIGS i juli/august 1998 Afrikansk dans appellerer til andre end afrikanerne. Danskere i alle aldre finder livsglæde og energi i trommedanse fra Sukumaland i Tanzania. Kulturformidling går gennem dans Utamaduni Kulturforening har omkring 500 medlemmer, og i dag findes der omkring 1.000 mennesker herhjemme, der danser sukumaernes traditionelle danse. Den oprindelige Utamaduni-gruppe blev “født” for 20 år siden og består i dag af 15-20 danskere og tanzanianere. Gruppen arbejder med kulturel udveksling og formidling i både Afrika og Danmark gennem danseopvisninger, foredrag, kurser og undervisning. Danskernes interesse for de traditionelle trommedanse i Tanzania har været medvirkende til, at de unge sukumaere har fået større respekt for deres egen kultur. Samarbejdet med Tanzania og sukumaerne er de senere år udvidet til også at omfatte en af landets andre store befolkningsgrupper, masaierne. Udover den årlige lejr, hvor gæstelærere og venner inviteres fra Afrika, tager foreningen del i bistandsprojekter som f.eks. renovering og opstilling af majsmøller i Tanzania. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Kære alle sammen I skrivende stund (april red.) har vi endelig mærket et skift i vejret, solen bader stuen i lys, fuglene kvidrer løs, og jeg kan for alvor begynde at mærke forventningens glæde til sommerens komme – for sommer betyder lejr! I midten af marts afholdte vi årets generalforsamling, og det var så dejligt at mærke, at alle områder allerede er i fuld gang med at forberede årets sommerlejr. Lejrplanen laves, underviserne er ved at blive kontaktet, programmet falder langsomt på plads og tilmeldingen er åbnet! Skønt at se at mange allerede er tilmeldt. Det er jo efterhånden nogle år siden, at billetterne blev revet væk, da tilmeldingen åbnede, men sidste år blev pladserne udsolgt et par uger inden lejrens begyndelse. Så det er altså ret spændende at følge med i, hvor hurtigt det kommer til at gå i år. I år prøver vi at lave lidt om på programmets struktur, hvilket blandt andet betyder at vi får en frokostpause midt på dagen uden andre aktiviteter, og rykker fællesmødet til senere på dagen. Fællesmødet er et enormt vigtigt indslag i vores lejrdag: det er det eneste tidspunkt, hvor vi sidder sammen og ser og lytter til hinanden. Desværre har vi oplevet, at det har været svært at samle alle, og derfor har vi prøvet at arbejde med nogle tiltag, der får fællesmødet til at træde mere frem som det samlende punkt på lejren, det er. Det håber vi, I tager godt imod og er naturligvis meget spændte på at opleve, hvordan det fungerer og til at læse de evalueringer, I forhåbentlig laver efter lejren, hvis I har ris eller ros. I lejrforeningen ses vi, udover under selve lejren, (mindst) tre gange i løbet af året. I oktober mødes vi til evalueringsmøde, i marts til generalforsamling og i juni til vores “junimøde”, hvor de sidste aftaler og planer om den nærtstående lejr bliver delt områderne imellem. De seneste par år har vi i lejrforeningen arbejdet med anerkendelse og frivillighed. Vi er mange frivillige, der arbejder for at få lejren til at køre som en stor, velsmurt maskine, og ind imellem skal vi huske at stoppe op, se hinandens arbejde og indsats og sætte pris på alt det vi får præsteret, og de stærke venskaber vi har. Derfor er jeg glad for, at vi har startet en proces, hvor netop dette er i fokus, for jeg er sikker på, at vi får et bedre samarbejde og en bedre lejr ud af det i sidste ende. Og det er jo ekstra vigtigt i år, hvor vi afholder vores fyrretyvende lejr! Dét skal fejres, og der er heldigvis gode folk i gang med at finde på festlige måder at markere vores jubilæum på. Derudover glæder vi os jo bare til at mødes i skoven igen (igen igen) til den lejr, vi alle sammen kender og elsker (bare rolig – vi skal nok lade være med at lave for mange nye ændringer 😉 ). Det bliver SÅ dejligt at se jer allesammen igen og forhåbentlig også at byde nye ansigter velkommen. Skynd jer ind og meld jer til den fyrretyvende Utamaduni lejr! <3 Forårshilsner fra Tinne [...] Læs mere...
    Jubilæer og særskrifterAfrika fejrer 25 års jubilæum i dansk skov “Afrika i Danmark” er titlen på jubilæumsbogen om Utamadunilejren. For 25. år i træk mødes 700 mennesker den sidste uge i juli i en skov på Djursland for at danse, tromme og synge på afrikansk. Det fejrer vi med udgivelsen af en bog. I tekst og billeder fortæller bogen “Afrika i Danmark – et kærligt signalement af en enestå-ende kultur i Danmark” baggrunden for den temmelig alternative ugelange sommerlejr, hvor børn og voksne nu på 25. år danser glade rundt dagen lang til lyden af buldrende trommerytmer. Om aftenen mødes de til fællessang på swahili eller hænger ud i Kagefeen eller baren, der har Djurslands laveste priser og største udvalg af drikkevarer. Med bidrag fra mere end ti forhenværende og nuværende lejrdeltagere og med over 120 sansemættede farvebilleder fortæller bogen historien om Utamadunilejrens begyndelse og udvikling. Fra de første lejre, hvor al mad blev lavet over bål og spist med fingrene til nu, hvor køkkenet på åbent-hus dagen fredag løbende bespiser omkring 1200 mennesker med gastronomi i særklasse. Formiddag, eftermiddag og aften på lejren byder på forskellige danse- og trommework-shops med dygtige danskere eller talentfulde tanzanianere som undervisere. To-tre gæsteundervisere fra Tanzania bliver hvert år inviteret til Danmark, og sammen med herboende afrikanere er Utamadunilejren på den måde med til at vedligeholde og udvikle et venskab, der tog sin begyndelse i 1977. Dengang rejste 22 djurslandske musikere og skuespillere inklusive en håndfuld etnologistuderende fra Aarhus Universitet to en halv måned til Tanzania for at udveksle kultur gennem dans, sang, teater og musik. For nogle af deltagerne blev turen en livslang fascination. Udover den årlige danselejr og utallige optrædener rundt omkring i Danmark, har det resulteret i en projektgruppe, der blandt andet indsamler og restaurerer grej, som siden sendes til Tanzania, hvor det bety-der en konkret lettelse i det daglige slid på landet. I begyndelsen var det især majsmøller, men efterhånden er der kommet et bredere sigte indenfor landbrugs- og smedeudstyr, li-gesom computere til skoler og symaskiner til kvinder også har vundet plads i projekterne. Med bogen “Afrika i Danmark” giver vi udenforstående muligheden for et sjældent indblik i en særegen kultur, der trods tidens normaliseringstendenser er forblevet helt sin egen. Utamadunilejren er en årligt tilbagevendende manifestation af værdien af kulturmøder og et billede på kollektivt indstillede menneskers formåen. “Utamadunilejren: Afrika i Danmark – Et kærligt signalement af en enestående kultur i Danmark” Redigeret af journalist Dav Jacobsen og udgivet på Utamaduni Forlag 102 sider, mere end 120 farvebilleder Udkom torsdag 26. juli 2007 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Åbningen af SALAMA KULTURARVSCENTER, 5. januar 2026 De var i gang med at opføre to andre huse. Det ene var opført mest i sten og endda mellem to store klipper. De fungerede som vægge, og der var endda en lille grotte inde i huset, som de ikke ville lukke af til. Så man kunne sidde inde i huset og kigge over i en grotte. Og det hele havde en udformning, så regn ikke ville finde vej ind selvom huset til dels var åbent. Det bliver virkelig flot når det er færdigt. Så var der et tredje hus, de var i gang med. Det ville blive endnu et rundt hus, men de var ikke nået så langt endnu. De var nået til den ring af sten, hvor vinduerne kommer til at være. Hele stedet er et lille bjerg og så jorden rundt om bjerget, Der er utroligt smukt, og der var flere grotter som de også havde planer med. Og så ville de bygge forskellige slags huse rundt omkring på bjerget. De er meget opmærksomme på, at det hele skal være på en måde, så man er i kontakt med naturen. De dyr, der nu måtte være der, skal blive ved med at være der. Vi gik en tur rundt om hele bjerget og stod stille et sted for at betragte udsigten. Men pludselig stod vi ikke stille mere, for vi var alle blevet invaderet af hærmyrer, der var krøbet op under bukserne på os, og nu bed sig fast på os på mere eller mindre upassende steder. Så vi måtte af med tøjet og ryste det godt, inden vi kunne gå videre. Det grinede vi af, når vi stod der i bare ben og rystede bukser. Da vi kom tilbage til hovedpladsen, blev vi ledt op på bjerget bag det store hus. Så kom man op til et helt fladt plateau hvor der var lavet en bålplads, men der var stadig klipper omkring, så der var faktisk læ, selvom vi var højt oppe. Her ville de også lave et par huse. Jeg blev så inspireret af deres ideer og kunne tydeligt se for mig, hvad de havde i tankerne. Det var simpelthen de fedeste omgivelser, man kan forestille sig til at lave sådan et kulturarvscenter. Så kom vi ned til huset igen, og fik serveret helt frisk, kogt komælk. Vi gik igennem det program der var planlagt. Først var der danseforestillinger, så skulle vi indvie grundstenen, som også var markeringen af åbningen af centret. Bagefter ville der være mad, hygge og afslapning og om aftenen ville der være kikome oppe på bjerget og der var inviteret tre Balingi – Wigashe sangere – som allerede var ankommet. Så ville der der være sang om bålet til den lyse morgen. Jeg må indrømme at jeg var dybt overvældet, både af projektet de havde gang i, men endnu mere over alle de mennesker der var inviteret i anledningen, og hele det store apparatur der var sat i gang. Og jeg var taget på sengen for jeg troede vi skulle være Knud Erik og mig, og så et par enkelte til måske, men der var jo flere hundrede mennesker. 7 dansegrupper, politikere, både lokale og fra distriktet og formænd og -kvinder af forskellig art, præstekolleger og kulturpersonligheder. Jeg synes det var så pinligt, at jeg ikke engang havde en gave med til stedet. Alle de vigtige folk var nu samlet i stuen i det store hus, og jeg blev bedt om at synge en sang. Det bedste ved at synge i Sukumaland er at man er 100% sikker på at få respons, for alle synger med. Så man behøver ikke være genert. Det samme skete naturligvis her. Alle sang med. Så gik vi alle ned til dansepladsen for at se de forskellige dansegrupper, og sikke et show vi fik. Sukumaland har jo utroligt mange dansestile og alle har deres helt egne trommer som er lavet og udviklet specielt til den stil de nu bruges til. Trommer af træ eller af tønder. Nogle man spiller med stikker på eller med hænderne, eller måske både en hånd og en stik. Og så er der jo også forskellige slags stikker, der hver giver trommerne en anden karakter. Fælles for det her område og for de dansegrupper der var til stede, var at alle bar trommerne på tværs så man kunne spille med en hånd på den ene side og en stik på den anden side. Men alle grupperne havde tydelig forskel på, hvordan man spillede og hvordan trommerne var lavet. Og de var helt vilde alle grupperne. Der var både Mabulo, Kadum, Pachanga, Ngumolo, Maginya og flere stilarter jeg aldrig har set før og ikke kan navnene på. Og så var der en enkelt bunungulegruppe, Ng’wana Butilaga, hvor vores gamle ven og lærer, afdøde Lubala Siyabo, også kom fra. Da det var Nuyas kadumgruppes tur til at spille, fik de lokket mig til at tromme sammen med dem, jeg kender dem fra tidligere og har også spillet med dem før. Det blev der meget sjov ud af, og folk var dybt imponerede over ham den hvide starut der også kunne tromme ligesom de andre. De fleste kendte mig godt nok, fordi jeg har indspillet nogle sange på sukuma, som er blevet enormt kendte i Sukumaland. Men som nogle sagde til mig, ”det var jo ikke lige til at vide, om det nu også var rigtigt, det de havde set på YouTube eller om det var snyd”. Men efter at have set mig i virkeligheden, så forstod de at det var rigtigt nok. Efter showet blev der parade af alle grupperne, sammen med publikum og alle gæsterne, op mod huset for afsløring af grundstenen. På vejen ledte Mchele Gwa Njingi an i en drillesang der handlede om mig, og som var et svar på en af de sange som jeg havde udgivet: Nahingule hangi, der handler om at man sover et nyt sted hele tiden, fordi der hele tiden tiden sker et eller andet, som gør, at man ikke tager hjem. Det kan for eksempel handle om dansen og trommerne, at man følger med der hvor der er dans og trommer, eller sang om bålet, og derfor havner et nyt sted hver aften – Kuhingula… Lidt som en landevejsridder der også finder sin vej frem med festen. De sang: Inoni Ng’wana Ntemi Wamanila kuhingula Wamanila kulala esagala Lelo wahingulelaga Salama Nogenlunde oversat til: Inoni (et af mine dansenavne som betyder stor fugl) søn af Ntemi (Edwardi) Du er vant til at sove rundt omkring Du er vant til at sove dårligt I dag vil du sove i Salama Alle grinede og skrålede, mens vi gik op til det store hus til afsløringen af grundstenen, som var lavet på selve huset lige ved indgangen, og med indgravering på swahili og dansk: JIWE LA MSINGI LA KITUO CHA UTAMADUNI CHA SALAMA LIMEWEKWA NA MARCO MANONGU TAREHE 05.01.2026 Grundstenen til SALAMA Kulturarvscenter blev lagt af vores ven MARCO MANONGU dagen den 05.01.2026 Jeg har efterhånden været i Sukumaland mange gange. Og jeg har oplevet de mest utrolige og ekstraordinære ting, mødt de vildeste mennesker fra alle samfundslag, fra præsidenter til medicinmænd, og jeg har set de mest fantastiske dansegrupper og kulturpersonligheder. Med årene er jeg blevet et kendt ansigt for mange, og det er selvfølgelig gået meget hurtigt de sidste år, efter jeg har udgivet sange. Og så er der jo det helt særlige, at jeg – som mange andre – mødte kulturen i Danmark, og ikke i Sukumaland. Der er blevet trommet og danset i Danmark fra før jeg blev født. Det er en vigtig pointe synes jeg, for det gør os fuldstændigt berettiget til at føle medejerskab over kulturen, Bare tænk på alle de unge på lejren hvor dans har været en del af deres liv lige fra de blev født. Det er en kulturarv, ingen kan tage fra dem. Jeg selv blev virkelig målrettet opdraget til at føre kulturen videre af Edwardi Ntemi som var min mentor. Alt dette har gjort, at jeg har fået en stemme, som jeg føler mig forpligtet til at bruge. Og jeg kan virkelig mærke, at vores interesse gør en forskel. Vores kærlighed til dansen og trommerne, og alle de fantastiske venskaber, det har affødt, gør faktisk folk i Tanzania bevidste om deres egen kulturarv, og hvor vigtigt det er, at have det med sig. Det er det man kalder for kulturelt diplomati – fælles forståelse for hinanden med kultur som middel. Jeg ser mig selv som en slags ambassadør for kulturen, et led mellem Danmark og Sukumaland, men også som en kulturbærer i Sukumaland, da jeg faktisk ved enormt meget om kulturen og dansen, som mange sukumaer slet ikke ved. Jeg kan mærke, at min tilstedeværelse til forskellige arrangementer tilfører en eller anden form for værdighed for dem, en stolthed; og jeg selv er dybt beæret, og fuldstændig ydmyg, over at få den ære at deltage i forskellige arrangementer. Det er mit ydmyge bidrag til at føre noget tilbage til Sukumaland, en tak, en respekt og en erkendtlighed for deres inkluderende kulturarv, som vi får lov at være en del af. Det er det mindste jeg kan gøre. Det mindste vi kan gøre. Vores venskab med sukumaerne er ikke politisk, det er ikke baseret på religion eller humanitær støtte. Det handler ikke om forretninger. Vores venskab er forankret i deres kultur, som er så inklusiv i sin grundform, at selv hvide gæster bliver inviteret ind til at være med på de samme vilkår som var vi sukumaer. Tanzania har været igennem en turbulent valgperiode, hvor mange mennesker faktisk døde. Derfor er kulturarbejdet ekstra vigtigt lige nu, fordi det forener frem for at påpege forskelligheder. Kulturen står over ting som religion og politik, for den inkluderer alle, som har lyst til at være med. Uanset politiske holdninger, kan du altid være med til at danse, når trommerne lyder. Uanset hvem din Gud måtte være, kan du altid være med til at synge rundt om bålet i de sene nattetimer. Kulturen er en guide. Den fortæller dig, hvor du kommer fra, og den kan give dig retning og mening og kan lede dig videre, hvor du skal hen. Kulturen er levende og forandres hele tiden. Det er ikke alt fra gammel tid, man behøver at tage med videre ind i den nye tid. Mange ting har aftjent sin tid, og verden er forandret. Kulturen får dig derfor til at tage stilling til, hvordan du vil leve. Kulturen er fuld af menneskelig erfaring, en kæmpe bank af eksperimenter, der har etableret sig til traditioner. Og de skal selvfølgelig udfordres og eksperimenteres med, for at afprøve om de stadig holder. På den måde gør kulturen, at vi kan finde ud af, hvad vi vil, og også hvad vi ikke vil. Uden kultur står vi identitetsløse og uden erfaringer, og må prøve alt forfra for at finde mening. Mit møde med sukumakulturen har også gjort mig bevidst om min egen kultur og hvor meget den faktisk betyder for mig. I øvrigt er essensen den samme, og læringen også. At være inviteret til at åbne Salama Kulturarvscenter, er en ære så stor for mig, at jeg ikke har ord nok til at beskrive det. Den kæmpe modtagelse, alle de mennesker som kom, alle for at fejre fællesskabet, for at dele en stund af dans og trommer, spise sammen og hygge rundt om bålet en enkelt nat. Det er så berigende for sjælen. Tak, Fabian og Fabian for at have inviteret mig, tænk at det var muligt i al tumult mit privatliv nu var i. I er sande kulturambassadører og gode eksempler på, hvad kulturelt diplomati indebærer. Jeg er fuldstændig overbevist om at I vil lykkes med dette projekt, og at det vil blive en kæmpe succes. Jeg er sikker på, at Salama Kulturarvscenter vil blive kendt langt ud over Tanzanias grænser. I har skrevet historie med dette center. Til os her i Norden, ja så har I min varmeste anbefaling til at tage derud. Hvad I ønsker skal I få. Det er få mennesker der dels har de rette kontakter, der bærer folkets kærlighed, og samtidigt er magtfulde nok til at få ting til at ske med et knips med fingrene. Men det er Fabian Mhoja i en nøddeskal. Så tag nu endelig kontakt til ham. Besøg stedet. Hver gang nogle af os tager derud, så tilfører vi utroligt meget dernede, som man ikke skal undervurdere. Og I kan simpelthen få lige hvad I vil have af dans og kulturoplevelser, for han skal nok få det til at ske. 2 dage efter jeg kom hjem fra Salama, tog vi flyveren fra Mwanza til Dar es Salaam, og om aftenen samme dag tog vi flyet tilbage til Danmark. Dagen før havde svigermor fået fjernet sin sonde, og hun virkede faktisk noget bedre. Det er altid hårdt at tage afsked med folk når man ved at de ikke har det godt, men i dag 19. januar modtog vi en lille film hvor svigermor sidder op selv i en stol og hun følger nøje med i alt hvad der sker omkring hende, så hun er i bedring og vi har nogenlunde ro i maven. Må Gud være med hende. Marco Iaccarino Manongu [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Ukassen besluttede på evalueringsmødet i efteråret at støtte Kili Kids Centre med 4.000 kr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Nu kan vi mærke, at vi lever… Vi er glade for at kunne fortælle, at det igen summer af liv i ukassen. Vi behandler ansøgninger igen og har modtaget en god mængde ansøgninger fra både kendte og nye ansøgere. Fedt, fedt, fedt! I den tid ukassen har været tvunget i dvale, har vi ændret på nogle småting i ukassens retningslinjer. Noget af det, som nok er mest spændende for jer er, at I nu kan søge helt op til 7.000 kroner til jeres projekt. Som noget nyt afprøver vi en behandlingsmodel, som vi håber giver bedre, hyggeligere og mere effektive behandlingsmøder. Som I ved, behandles ansøgninger til ukassen to gange årligt, i forbindelse med generalforsamlingen og evalueringsmødet. Tidligere har vi opfordret deltagere på mødet til at blive og behandle ansøgningerne umiddelbart efter, men der er vi jo trætte og vil hellere hygge! Derfor skriver vi fremover et opslag på arrangør-/og hjælper-facebookgruppen forud for mødet. Her kan man melde sig til at hjælpe med at behandle ansøgninger lige FØR stormødet. På den måde er vi friskere under behandlingen, og det hele glider derfor nok lidt mere effektivt. Kom og vær med – Vi kan jo faktisk ikke behandle ansøgningerne alene, der skal være uvildige medlemmer i behandlingsudvalget! Kærlige hilsener Tine, Sofia og Ida Støttede projekter 2023 Vi har i 2023 modtaget i alt 11 ansøgninger om støtte til i alt kr 60.769,00 kr. 10 ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 48.769 kr. Dvs. ikke alle har modtaget støtte. De, som har modtaget støtte, har generelt modtaget det beløb de har ansøgt om. Billedet viser ukassens møde umiddelbart efter GF i marts 2024! I sofaen sidder de 3 faste medlemmer Tine, Sofia og Ida Hanni, flankeret af ‘drop-in’-medlemmer Rosa og Karl Emil. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Årsrapport I 2025 har Ukassen modtaget 6 ansøgninger. Vi har uddelt støtte til 5 af projekterne, i alt 24.815 kr Vi har i vurderingen af ansøgningerne lagt vægt på langsigtede og kontinuerlige projekter, projektets levedygtighed og mening. Vi har afvist en enkelt ansøgning, som ikke levede op til ukassens retningslinjer. Enkelte projekter har modtaget mindre end det ansøgte beløb, da vi ikke har haft tilstrækkelige midler. Ukassens arbejde er baseret på tillid og derfor er det vigtigt at ansøgere følger ukassens retningslinjer og indsender en fyldestgørende beretning til tiden. I årets løb har vi arbejdet på at tydeliggøre retningslinjerne vedrørende ansøgninger og de efterfølgende beretninger, der markerer projektets afslutning. Vi har bl.a lavet en tjekliste som bliver sendt ud til ansøger i forbindelse med beretning. Vi anbefaler, at man læser retningslinjerne før ansøgningen sendes afsted! Der kan søges om støtte til projekter vedrørende sundhed, uddannelse, kuturelle projekter og organisation, inklusive administration. Projekterne kan f.eks. have fokus på vandforsyning, fødevareproduktion, bygningskonstruktioner, kulturmøder eller indkøb af udstyr (Uddrag fra vores retningslinjer). Læs mere på: Retningslinjer Sofia Louise Asak er udtrådt af Ukassen. Tusind tak for hendes arbejde igennem flere år. I stedet for Sofia er Signe Thorborg Addison trådt ind i Ukassen. Velkommen til Signe! De projekter vi har støttet i 2025 kan I læse mere om ved at følge links her nedenfor. Sanitære installationer på skolen i Pebi TOGO ESOME – Vogan-fængslet Fra diesel til el i Wanekey Hope releif and orphans children village Narrekattenes hærgen på Bujora Af forskellige årsager hænder det, at projekter ikke bliver færdiggjort det første år efter bevilling. Da Kay ikke havde mulighed for at afslutte projektet før sommeren 2025, modtog vi i ukassen først beretningen i 2026. Støtte til lægehuset Zahanati ya Mbore Ukassen består nu af: Tine Carlsen, Iris Bunzendahl, Louise Kaas Hvalsøe og Signe Thorborg Addison. Kærlige hilsener fra Ukassen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære Utamaduni Nyhedsbrev læsere, Så sidder jeg her på vores terrasse med morgenkaffen en kølig lørdag morgen i slutningen af marts måned. Solen har været hård ved Sukumaland den sidste måned og vi råber alle på regnen. Januar og februar var nogle fantastiske måneder med godt med regn og stor optimisme. Alle havde travlt i rismarkerne, først med tilberedningen af jorden og senere med udplantning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Hello Sofia and everybody at the ukassen Thank you very much for support of the Yiri Kan project with DKK 7000! I have made contact with the board of Yiri kan in Burkina Faso and they would like to express their thanks as well. They immediately started on the preparation s of the construction. Warm regards,, Paul Klippet fra deres hjemmeside: — Opdatering — : For at sikre at investeringerne i et klasselokale og en indgangsport kan bruges i længere tid, var det nødvendigt at forhandle med udlejer. Den korte opsigelsesfrist blev erstattet af en flerårig lejekontrakt, hvor Yiri Kan havde forkøbsret ved salg. Undervisningslokalet bliver bygget på ejendommen, hvor alle musikinstrumenterne nu er lavet af Youssouf Keita og hans team. Der er allerede et leropbevaringsområde, og det meste af træ, græskar og halvfabrikata opbevares i gården. Arbejdet hermed skal fortsætte som normalt og i fritiden ordnes forhold til anlægsarbejdet. Til byggearbejdet hyres fagfolk. 2. JANUAR 2024 Arbejdet er startet på Yiri Kan-foreningens grund. Den første levering blev lavet til fundament og vold til opførelse af det overdækkede klasseværelse. En sandbil leverede flere læs sand og var afgrænset til ydersiden af ​​klasseværelset med dens baldakin. Tuning af balafon og græskar fortsætter som normalt… Undervisningsrum De forskellige sandtyper blandes i de rigtige proportioner til henholdsvis gulvet og pudsen mod væggen. Stængerne til taget er ved at blive placeret. Senere viser det sig, at pælene er for lave, og der forberedes justeringer for at hæve dem. Blanding af sand Den oprindelige plan om at få lavet en metalport går nu ud over budgettet. Der er fundet en butik, som har lukket sine aktiviteter og kan bruges til at lave materiale (jern og træ) til en smuk, overkommelig port. FORTSÆTTES….. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017Lejrforberedelserne kører på fuld drøn. Tilmeldingen starter snart, undervisere kontaktes og lejrplanen laves .. og jeg aner ikke hvad der foregår. Det er nyt. Det er svært. Men det er også rart. Efter 8 år i bestyrelsen og undervisningsminister samt 5 år som formand holder jeg nu en pause og tager med hele min familie til Japan hele sommeren og kommer slet ikke på lejr. Det skal være noget meget lækkert sushi som skylles ned med noget varm sake jeg indtager lejronsdag aften når hele mit slæng står foran baren og savner Dav’s slammerbrædt. I mine første år i bestyrelsen under Trine Forkvindes kyndige ledelse gik det op for mig hvor givende det er at arbejde sammen med en flok mennesker der brænder for noget rigtigt meningsfyldt. Noget som hverken giver penge eller fame, men som rummer mange forskellige slags mennesker som primært, danser og trommer sammen. Jeg fik lært at der er plads til alle, at personer er vigtigere end regler, at man kan starte møder for sent og alligevel lade dem trække ud langt over det aftalte sluttidspunkt. African time? Nææ det er sgu bare rart sådan, hvorfor stoppe når det er hyggeligt. Jeg har arbejdet tæt sammen med mange mennesker i denne tid. Jeg vil sige tak til to. Shoma som er en uundværlig samarbejdspartner når det gælder utamadunis lejrprogram. Vi har lavet mange gode tavler sammen. Det er totalt luksus at have dette job. Der er så mange der gerne vil undervise og det drejer sig mest om at finde plads til alle de fede folk. Den anden jeg vil takke er Mads Bischoff, vi har sgu været et godt team i vores campingvogn, både før under og efter lejr. Mads har lært mig sproget, den anerkendende dialog, inkluderende og rummelig. En gave til en gymnasielærer som mig som jeg bruger i min dagligdag. Nå, før jeg bliver sentimental vil jeg ønske Tinne held og lykke med det spændende arbejde som UV-minister og forkvinde. Jeg vil slutte her og takke for et godt samarbejde i bestyrelsen i alle de år, masser af opbakning og anerkendelse, konstruktiv tænkning i svære situationer og jeg glæder mig til at komme på lejr 2018, jeg håber jeg kan få en tjans i baren .. det har jeg altid drømt om. Hilsen Christoph [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Hold nytår i Tanzania! Fra 28. december til 7. januar afholdes “Warsha 2026”, et kursus i traditionel sukuma dans og kultur. Du har her mulighed for at opleve Sukumadans på nærmeste hold, og møde en masse dejlige lokale dansere og musikere. Undervisning fra dansegrupperne Sansiro, Kisesa B, Isesa, Buyegu og Wanasesilia. Fem dage med undervisning, glad nytårsaften, fri 1. januar og tre dages tur til Isesas slangedansergruppe. Medbring billigt telt (som du efterlader) og sovepose. 6.500,- kroner alt inklusive (dog minus flybillet og taxa fra lufthavnen til Bujora og retur). Indkvartering på dobbeltværelse i Sebas lodge på Bujora. Yderligere info hos Seba. Reservér din plads via mail til: dansewarsha@gmail.com Bujora ligger tæt på Mwanza i det nordvestlige Tanzania Warsha er et ti-dages kursus med undervisning i dans, trommer og sang. Vi bliver undervist af lokale folk fra dansegrupper i området, både dagene hjemme på Bujora og på turen til Isesa. Grupperne arbejder med forskellige stilarter, så vi kan for eksempel lære slangedans, sogota, hulepindsvinedans (også kaldet bunungule) og andre stilarter. Betalingen (6.500,- kr) dækker undervisning, tur til Isesa, kost og logi. Nytårsaften bliver der stor fest, og dagen efter er derfor fridag. Efter warsha er der mulighed for at tage til Serengeti på safaritur. Det kan være med eller uden overnatning alt efter interesse (og pengepung). Bor du hos Seba før eller efter warsha koster db.værelse 40.000 sh/dag og tre måltider (valgfrit) 40.000 sh/dag. Jeg er arrangør af warsha og vil være til stede alle dage. Stor hilsen, Seba. Læs mere på Facebook: https://fb.me/e/6KwdxXqhS Som arrangør vil du møde Sebastian Paulo, som har været med i Utamaduni Dance Troupe siden han kom til Danmark i 1991. Fotos fra Warsha sidste år: Første Warsha på Bujora, arrangeret af Utamaduni løb af stablen i 1993! Se mere på Bujoras hjemmeside. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Der skal gode lærere til – for at skabe en god skole! De fem lærere i vores lille skoleprojekt ved stranden i Ghana er ganske dedikerede. De har ikke lange uddannelser bag sig, men har sat alle kræfter ind for at opbygge kvaliteten af undervisningen i en skole, der engang i 2007 blev startet af African Footprint International og danske frivillige. Hver dag underviser de ca. 80 børn, der ellers ikke ville have haft muligheden for skolegang. Vi frivillige i Danmark vil gerne støtte dem i deres arbejde og derfor sendte vi en ansøgning til U-kassen om støtte til at etablere lærerboliger i Pebi. I starten boede lærerne i nogle dertil opførte palmehytter (se billede). En nat blev lærer Faith bidt af en slange og blev så forskrækket, at hun sammen med sin lille dreng flyttede til den nærliggende landsby. De andre lærere flyttede med og palmehytterne forfaldt. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder  Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Kære Kulturforening. Endnu engang skriver jeg min lille U-kasse rapport herfra en computer café i Mwanza. De bedste hilsner fra Baba Chai Mlalahasi Knud Erik [...] Læs mere...