Der skal grønt til …

Signe med børnene på New Hope

– tak til U-kassen for støtte til etablering af køkkenhave på New Hope

DER LIGGER ET BØRNEHJEM I KENYA
New Hope børnehjem og skole blev grundlagt i 2004 af Mr. Japheth som en NGO med formål om at tilbyde husly og et trygt hjem til udsatte børn (forældreløse børn, gadebørn og forladte børn) i Mombasa. Som fattigt barn af slummen blev Japheth selv hjulpet til uddannelse af en lokal forretningsmand og giver nu med New Hope videre, hvad han selv oplevede som en stor ændring i hans liv. I øjeblikket bor og spiser 63 børn, som ellers ville bo på gaden, på New Hope børnehjem.

New Hope er en ret god historie. Godt 400 børn fra de omkringliggende slumområder går nu i New Hope´s børnehave og grundskole, og yderligere 53 børn går på New Hopes nyoprettede gymnasium. Der kommer ofte nye elever til skolen og flere børn til børnehjemmet. New Hope er kendt som et godt og trygt sted, og skolen har opnået en fin faglig placering i sammenligning med skolerne i området. I 2013 er der foregået en omfattende renovering/nybygning af stedet – nu har børnene en rigtig sovesal – og nu er det således stedets bæredygtighed, der skal satses på.

FRA HAVER TIL MAVER
Den køkkenhave, som nu er blevet etableret gennem tilskud fra U-kassen, er et vigtigt element i at sikre skolens fremtidige bæredygtighed, idet det ofte er udgifter til den løbende drift, som er svære at skaffe midler til fra eksterne donorer. Køkkenhaven er stort anlagt, og egenproduktionen af grøntsager kan derfor bidrage direkte til børnenes kost. Den giver også adgang til en mere varieret og sund kost for børnehjemsbørnene, hvis kost hidtil primært har bestået af ris og bønner. Køkkenhaven har også en vigtig social funktion på stedet, idet børnene bliver indraget i det daglige arbejde med at passe den. Ejerskabet vokser.

New Hope børnehjemNew Hope børnehjem

Projektet er startet med inspiration fra og i samarbejde med Philip fra Organic Technology Extension and Promotion of Initiative Centre (OTEPIC) i Kenya: http://www.otepic.org/

Philip og OTEPIC arbejder gennem permakultur og bæredygtige løsninger for at skabe bedre muligheder for at opnå bæredygtighed, med netop private børnehjem som en central målgruppe. Dem er der nemlig mange af i Kenya. Det er dejligt med den slags initiativer, og vi håber på, at New Hope tager de nye ideer til sig og får skabt en masse nye initiativer her i de næste faser.

Graduates, New hope, november 2013

I 2014 vil New Hope bruge erfaringerne fra den første del af projektet til at videreudvikle ideer omkring alternative energiformer såsom biogas, også i samarbejde med OTEPIC. Her i 2014 vil vi derfor forsøge at rejse penge til at bygge et nyt køkken til børnehjemsbørnene. Hele ideen skal revurderes og gøres mere bæredygtig. Personalet vil også gerne fortsætte med at lære mere om mulighederne for økologisk havebrug. På grund af dette projekt er ambitionen for stedet nu at sikre forsyningen af både energi og fødevarer, gennem inspiration fra permakulturen og et mere bæredygtigt, ‘low tech’ perspektiv. Det er dejligt at se, at det kan lade sig gøre.

Vi søger iøvrigt frivillige med særlig interesse for havebrug og low tech løsninger, hvis det skulle have nogen interesse!
Man kan følge med på www.100pct.org, under New Hope.

På vegne af New Hope og børnene vil vi gerne sige Utamaduni en varm tak for støtten, der assisterer med at skabe langvarige forandringer – og god mad i maverne!

Med venlig hilsen,

Camilla Nielsen-Englyst
100% til Børnene

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2014Kærlige hilsener fra Johanne Shoma P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA Klik på linket ovenfor for at se alle filmene! Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Tak for støtten til byggeri af en ny Daycare på kulturcenter i Nungua! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Så er tiden kommet igen til en nyhedshilsen, og den kommer som sidste år fra min stol her I Nyanguge I Sukumaland. Ja kun et spyt kast fra Nyanza (Victoriasøen). Vi er nu I slutningen af februar måned og alt er grønt hernede. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Takkeceremoni fra ”skole nr. 2” i fiskerlandsbyen Abene i Senegal For 5 år siden var skolen bare borde og stole under palmeblade for at skabe skygge. 400 børn går her nu. Hovedsponsor er et ældre hollandsk par og den hollandske organisation: Bright Future for Children. Stor tak til Utamadunis U-kasse. Mette Sumo, (Kontor på lejren) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Christiania, d. 28/3 2020 Der er altid noget, man virkelig husker efter en rejse i Tanzania. En dag, da jeg gik på gaden i Mwanza, så jeg en katolsk nonne. Hun bar det hvide firkantede slør som en kasse på hovedet og et kæmpe kors på brystet. Ved hendes side gik en albinopige på ca. 10 år. Den lille albinopige havde kun én arm! For tiden reklamerer man ikke for Coca Cola i Tanzania. Her som alle vegne betaler kompagniet ikke de skatter og afgifter, som det skal. Så over hele landet har man malet reklamerne over. Man ser dem nu ikke et eneste sted. De store røde lastbiler med container-anhænger, der bringer Coca Cola og andre sodavand ud, har fået malet deres logo over og erstattet det med en grøn stribe. Meget konsekvent og en landsdækkende solidaritet, vi skulle gøre det samme i Danmark! Og man drikker for tiden mere Pepsi end sædvanligt, men Cola er stadig til at få, nu ekstra kolde! Mht. coronavirus-smitte, så var den endnu ikke kommet til Tanzania, da jeg forlod landet d. 28/2. Der er i skrivende stund registreret 13 smittede, ingen døde. Corona kom sent til landet, så de fanger det forhåbentlig i opløbet. Sidste år aftalte jeg med min gode ven, danselederen og medicinmanden Malezu, at vi sammen skulle besøge hans læremester i medicin, Charles Luhende, som bor langt ude på landet i nærheden af Shinyanga. Vi havde planlagt en rejse på 8 dage, 4 dage hos Luhende, 2 dage hos Chabagi, som er medicinmanden Kabugumes efterfølger og til slut 2 hviledage på hotel i Mwanza før hjemkomsten til Bujora. Vi rejste med daladala, de små busser, bus og pikipiki, motorcykeltaxa. Vi havde telt med, så vi var godt forberedt. Malezu havde for ca. 10 år siden opholdt sig to år hos Luhende for at blive oplært i traditionel medicin og få sit certifikat. Det koster en ko. Vi blev vel modtaget hos Luhende og slog straks vores telt op på gårdspladsen hjemme hos Luhendes 1. kone, som også er medicinkyndig. Luhende bor mest hos sin 2. kone i et hus på ca. 500 m’s afstand, inden for synsvidde. Til aften spiste vi den fisk, som vi havde haft med som gave. Allerede næste dag var der gang i en række medicinske aktiviteter. Luhendes 1. kone behandlede en psykiatrisk patient, som havde mistet sin skygge. Frugterne fra et træ på gårdspladsen blev bælget for frø, den beskyttende sorte lukago medicin blev ristet over et bål hele dagen og indvoldene fra en kylling blev tydet for at spå om en ung mands fremtid. 2. dag kom Luhende for at give Malezu medicin. Han fik små snitsår med et barberblad over hele kroppen, hvor der så blev gnedet medicin ind. Luhende havde en hel palet af medicin på et hakkeblad. Derefter blæste han velsignende medicin ud over sit “barn” fra alle 4 verdenshjørner. Til sidst fik Malezu et nyt navn, som føjer sig til rækken af dansenavne. Han måtte nu ikke gå i bad i to dage, for at medicinen skulle virke. Der blev slagtet en ged og vi blev vel beværtet. De spurgte, om vi ville se dans og det ville vi selvfølgelig gerne. Der var Zeze-dansere på egnen og de ville komme ca. 16 dansere, sagde de. Ved solnedgang kom de, de skulle jo først hjem fra marken. Jeg gav sodavand. Zeze-gruppen dansede, spillede og sang. Midt i det hele kom endnu en Zeze-gruppe stormende ind på gårdspladsen. Vi sendte bud efter mere sodavand. Det udviklede sig til en hel dansekonkurrence, men til sidst spillede de sammen. I det fjerne hørte vi nu Kadum-trommer, der nærmede sig. Det blev virkelig en fantastisk forestilling med Zeze og Kadum og vi måtte bestille mere sodavand. Hvert år til Bulabo-høstfesten kommer der endnu flere dansegrupper hjemme hos Charles Luhende og de holder deres konkurrencer der. Luhende ville også gerne have givet mig medicin, men jeg takker altid pænt nej til at blive skåret i – Malezus medicin ville jo også række til os begge. Det accepterede han så. Sidste dag om formiddagen før vi tog afsted, gav Malezu alle de små børn medicin. Det foregik uden en lyd. Når de skal i bad, hyler de til gengæld ofte rigtig højt. Jeg var rigtig glad for at se, at man ikke slår på børnene hjemme hos Luhende. Fra Luhende drog vi videre til Kabugumes sted, hvor hans barnebarn Chabagi nu har overtaget gerningen efter sin bedstefar, der døde for to år siden. Det ligger lidt uden for Misungwi og man kommer dertil på pikipiki. Vi blev vel modtaget og fik tilbudt at sove inden døre i det nye hus, som Chabagi har bygget til sin kone nr. 2. Dejlig seng med madras og myggenet! Rigtig godt for os. Vi var lidt mørbankede og stive efter 4 nætter i telt hos Luhende, vi er trods alt ved at være sidst i 60’erne. Skønt at se, hvordan Chabagi fører sin bedstefar Kabugumes aktiviteter videre. Han blev et år efter dennes død valgt af slangedansernes selskab til at overtage værdigheden som præsident. Det er bestemt ikke steget ham til hovedet. Han er yderst elskværdig og hjælpsom og en god vært for os gamle. Der blev slagtet en ged og om aftenen fik vi hver to Balimi-øl, så vi kunne slappe af og føle os hjemme og få en god nats søvn. Malezu og Chabagi udvekslede medicin. Vi efterlod os også noget af den eftertragtede “løvefedt”, Fucidin sårsalve. Da vi tog afsked om formiddagen, var Chabagi gået i marken. Vi skulle ikke sige farvel, så virker medicinen nemlig ikke. De gamle skikke holdes stadig i hævd. Hvor skønt at slå stængerne fra på Lake Hotel, det udmærkede hotel i Mwanza, hvor man stadig kan få et godt self contained værelse til 15.000 sh. for en nat. Så kan der forhåbentlig blive råd til en svømmetur i poolen ved Hotel Tilapia lidt længere nede ad vejen. Det koster så til gengæld 20.000. Så var årets feltarbejde fuldført og vi var klar til at tage tilbage til vores base Bujora. Ja, i Sukumaland er man altid i felten. Hilsen fra Kirsten Larsen Lyaku [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24En T-shirt, der gør en forskel: MØD DALUN SIMLI LADIES Et lovende fodboldhold i landsbyen Dalun i det nordlige Ghana modtog 5000 kr. i støtte fra ukassen. De er en flok håbefulde unge piger, og de er rigtig gode. Det var lykkedes dem at kvalificere sig til en turnering, som støttebeløbet var med til at gøre muligt for dem at deltage i. Det er nemt nok at spille fodbold derhjemme i landsbyen. De fleste spiller barfodede, idet kun 6 af holdets spillere har rigtige fodboldstøvler. Ved hjemmekampe og venskabskampe har holdet indtil nu lånt T-shirts af et drengehold. Men den går ikke i en turnering, hvor T-shirten skal have det rigtige navn på holdet påtrykt. Når man spiller fodbold i en turnering, skal man registreres med to sæt fodboldtøj med indikation af de farver, man spiller i. Altså 2 sæt, som for pigeholdet her nu består af ét sæt i blå/hvide farver – til hjemmekampe – og et andet sæt i farven rød, til når holdet deltager i udenbys turneringskampe. Der er første gang, at holdet har T-shirts med deres eget navn Dalun Simli Ladies på ryggen. Det giver adgang, og det giver stolthed! At bruge fodboldstøvler er fortsat ikke en forpligtelse. De er selvfølgelig meget ’nice to have’, men ikke ’need to have’. Men når de røde T-shirts med holdets navn er på, er man ’med’. Transport i forbindelse med turneringens ni udenbys kampe er en udfordring. Pengene strakte heldigvis til at leje en minibus, der kunne køre de 25 piger til kampene, så de kunne ankomme veloplagte. Det giver en anden anerkendelse end at ankomme hele holdet sammenstuvet på ladet af en ’motor-king’, beskidte og med ømme rygge og ben inden kampene. Det er også et spørgsmål om sikkerhed og derfor om at få tilladelse af forældrene til at tage med. Pigerne er mellem 14 og 18 år. Simli Ladies vandt ikke turneringen, men de vandt nogle af deres kampe. Kun de to mest vindende hold ud af ni gik videre. Men stoltheden over at have deltaget i turneringen er stor – og med rette. De har deltaget i en rigtig turnering, har spillet mod andre pigehold på deres eget niveau og fundet ud af, at der er flere piger, der dyrker sport og gennem fodbolden opnår et nødvendigt frirum og noget at gå op i. Det at spille mod de mere urbane fodboldhold vækker også respekt. Det at vinde kampe, selvom man kommer fra små kår. At være med til at spille fodbold, som er en virkelig populær sport i Ghana. Det er et eksempel på ’female empowerment’. De tre frivillige trænere, som sjovt nok alle er mænd, har også opnået noget med dette projekt. Gennem at deres hold har været med i turneringen, har de haft mulighed for at deltage i en træning omkring ’coaching ethics’ for fodboldtrænere, særligt målrettet dem, der har pigehold. Det er nødvendigt at udvikle sig for at kunne drive holdet videre. Den allerseneste udvikling er, at fire af pigerne gennem turneringen er blevet ’opdaget’ og nu er rejst til Benin for at vise deres færdigheder med bolden. Det vil sige, at de kan komme til at spille fodbold i en anerkendt pigeklub i Benin, og – hvis de viser sig at være gode nok – opnå adgang til et studielegat. I landsbyen Dalun er det første gang, at piger blevet headhuntet gennem sport. Særligt for forældrene åbner det deres øjne for potentialet, hvilket formodentlig vil gøre det lettere for andre piger at få lov. Turneringen i 2024 er nu lige om hjørnet. Hvis holdet kvalificerer sig til turneringen igen, vil det være nemmere for pigerne at deltage. Ikke alene har de nu de nødvendige T-shirts, men de har også øget selvtillid og støtten fra deres venner, forældre og hele landsbyen er mærkbar. Så mon ikke, der denne gang blive skillinget sammen til en minibus, så Simli Ladies igen kan ankomme med maner til turneringspladsen. Tak for at tro på pigerne. Hvor er det skønt, at ukassens forholdsvis små beløb endnu engang har gjort en stor forskel. REGNSKAB for tilskud på 5.000 kr.: T-shirts (jerseys): 2 hele sæt til holdet, 18 stk. = 1450 kr. Fodbolde: 500 kr. Transport til turnering 272 kr. for en bus x 9 turneringskampe = 2450 kr. Førstehjælpskasse: 600 kr. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 20182018 – Bujora fylder 50 år! – 50 år siden “the summer of love” På Bujora er det evig sommer. Det er et dejligt levende museum med medarbejdere, der altid er med på ny research, når jeg ankommer. Ovre hos præsten står den skønne landrover, som gerne lånes ud til ekspeditioner i det smukke Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18København d. 29.3.2018 Afrapportering til Utamaduni Faraja Home, og skoleleder Martha Masenge, har med glæde modtaget støtte fra Utamaduni til renovering samt forbedring af legepladsen til at stimulere børnenes motoriske udvikling. Som bekendt er Faraja Home et center – en lille skole for foden af Kilimanjaro – for udviklingshæmmede børn og unge. Bl.a. vippebræt samt vippe er blevet indkøbt og taget i brug, til stor glæde for børnene. Billeder vedhæftes som dokumentation. De bedste hilsener og tak for støtten fra foreningen faraja (herunder Utamaduni-deltager gennem mange år, Kristine Bundgaard Jensen) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019I 1984 tog jeg et år til Ghana for at lære at danse afrikansk dans og trommespil for at kunne undervise i det i DK. Det er blevet til utallige rejser til og projekter i Ghana og til meget dans, sang og rytmer med børn og voksne. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Igen i år fik jeg, Mette, en donation fra U-kassen til indkøb af medicin i Senegal og til transport og behandling af akutte tilfælde i min lille klinik. Tak for det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Årsberetning for U-kassen 2018 En historie fra de varme lande…. Ukassen har haft et fint år, hvor vi har sendt støtte afsted til i alt 9 spændende projekter. Nogle nye projekter, andre er en fortsættelse fra tidligere støtterunder. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. I efteråret 2018 trak Julie sig fra ukassen. Louise Kaas, som I kender fra biblioteket, har overtaget pladsen. Dvs. at ukassen nu består af Louise Kaas, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Som overskriften antyder, savner vi ofte den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Herfra skal derfor igen i år lyde en stille, men ihærdig bøn om, at ansøgere og støttemodtagere sætter sig grundigt ind i de få regler, vi har og sørger for at overholde frister for både ansøgning og indsendelse af den obligatoriske beretning. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi, ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen, og i det hele taget ved at komme på lejr hvert år. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine   Støttede Projekter 2018 Renovation af Slangehuset på Bujora v/Johanne Shoma Landsholt U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK Slangehuset på Bujora har fået lukket huller og der er bygget en fin lille tilbygning, så slangerne nu slipper for rifter og sår erhvervet i flugtforsøg gennem sprækkerne og samtidigt har fået mulighed for at krybe ud og sole sig i tilbygningen. Læs mere her. Daycare i Nuanga v/Elisabeth Lange U-kassen har støttet dette projekt med 3.300 DKK Snart er Nuanga Daycare klar til at modtage de første 1-4 årige børn i dagpleje med fokus på motorik og musik, læring og leg og pædagogik fra Norden. Læs mere her. Fanaka Arts Project – Toilet og Drikkevand v/Gull-Maj Leicht Karimi U-kassen har støttet dette projekt med 4.200 DKK Nu er der også kommet toilet tæt ved træningsgrunden. Læs mere her. Faraja Home v/Kristine Bundgaard U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Faraja Home har fået støtte til at bygge skyggeplads til deres aktiviteter og workshops. Læs mere her. 100% for børnene – Piger i Gymnasiet v/Camilla Englyst U-kassen har støttet dette projekt med 4.000 DKK REEP (Rural Education for Empowerment Programme) hjælper piger med re-eksaminer, så de kan komme videre med deres skolegang og fortsætte på en gymnasiel uddannelse. Læs mere om projektet her. African Paradise v/Mette Lotus U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Mette Lotus driver en sundhedsklinik i Abene i det sydlige Senegal. Her hjælper hun med bidrag fra Ukassen med både stort og småt og skaber derigennem bedre sundhed i området. Læs mere her. Kikundi v/Knud Erik U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK   Rising Hope v/Jeppe Damkilde U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Rising Hope projektet hjælper kvindelige stofmisbrugere ud af misbrug og med at finde en vej tilbage til livet i Bagamoyo. Læs mere her. Maisha Furaha Theatre v/Ole Miller U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste forår blev Utamaduni Dance Troupe kontaktet af en ældre herre ved navn Walter Keitum. Han repræsenterede Sydslesvisk forening og havde hørt om os gennem Asbjørn fra dansegruppen. Det er godt at have kontakter! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018DENMARK AND TANZANIAN COMMUNITIES STRENGTHEN TIES THROUGH SUKUMA TRADITIONAL DANCES After coming back to Tanzania, I was able to make this teaser of the Ilolekejo documentary featuring the camp: Gallery with som of Richard Magumbas pictures from his trip to meet the danish Utamadunigroup, summer 2017 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18  Vi fik bevilget 4000 kr. til at få lavet kostumer til Kagomba Dancetroupe i Katwe. Planen var, at vi skulle trykke T-shirts op med fint motiv, som skulle overbringes af Karin og Marco i anledning af Manongus besøg til Sukumaland vinteren 2017-2018. Desværre måtte Manongu konstatere, at det ikke var muligt for dem at besøge Katwe på denne rejse, da rejsen derud og hjem igen ville tage for lang tid i regnsæsonen. Til gengæld rejser to medlemmer fra Manongu ned og skal deltage i Bujoras jubilæumsaktiviteter i juni. De tager gaven med og overrækker den. Vi har kontakt med dansegruppen i Katwe, og de sender en repræsentant til Bujora, som så kan tage imod gaven. Vi håber, at denne løsning også er tilfredsstillende for jer i projektgruppen. Og I skal få en rapport inden lejren! På vegne af Kagomba Dancetroupe og Manongu Jacob Winther [...] Læs mere...
    Jubilæer og særskrifterAfrika fejrer 25 års jubilæum i dansk skov “Afrika i Danmark” er titlen på jubilæumsbogen om Utamadunilejren. For 25. år i træk mødes 700 mennesker den sidste uge i juli i en skov på Djursland for at danse, tromme og synge på afrikansk. Det fejrer vi med udgivelsen af en bog. I tekst og billeder fortæller bogen “Afrika i Danmark – et kærligt signalement af en enestå-ende kultur i Danmark” baggrunden for den temmelig alternative ugelange sommerlejr, hvor børn og voksne nu på 25. år danser glade rundt dagen lang til lyden af buldrende trommerytmer. Om aftenen mødes de til fællessang på swahili eller hænger ud i Kagefeen eller baren, der har Djurslands laveste priser og største udvalg af drikkevarer. Med bidrag fra mere end ti forhenværende og nuværende lejrdeltagere og med over 120 sansemættede farvebilleder fortæller bogen historien om Utamadunilejrens begyndelse og udvikling. Fra de første lejre, hvor al mad blev lavet over bål og spist med fingrene til nu, hvor køkkenet på åbent-hus dagen fredag løbende bespiser omkring 1200 mennesker med gastronomi i særklasse. Formiddag, eftermiddag og aften på lejren byder på forskellige danse- og trommework-shops med dygtige danskere eller talentfulde tanzanianere som undervisere. To-tre gæsteundervisere fra Tanzania bliver hvert år inviteret til Danmark, og sammen med herboende afrikanere er Utamadunilejren på den måde med til at vedligeholde og udvikle et venskab, der tog sin begyndelse i 1977. Dengang rejste 22 djurslandske musikere og skuespillere inklusive en håndfuld etnologistuderende fra Aarhus Universitet to en halv måned til Tanzania for at udveksle kultur gennem dans, sang, teater og musik. For nogle af deltagerne blev turen en livslang fascination. Udover den årlige danselejr og utallige optrædener rundt omkring i Danmark, har det resulteret i en projektgruppe, der blandt andet indsamler og restaurerer grej, som siden sendes til Tanzania, hvor det bety-der en konkret lettelse i det daglige slid på landet. I begyndelsen var det især majsmøller, men efterhånden er der kommet et bredere sigte indenfor landbrugs- og smedeudstyr, li-gesom computere til skoler og symaskiner til kvinder også har vundet plads i projekterne. Med bogen “Afrika i Danmark” giver vi udenforstående muligheden for et sjældent indblik i en særegen kultur, der trods tidens normaliseringstendenser er forblevet helt sin egen. Utamadunilejren er en årligt tilbagevendende manifestation af værdien af kulturmøder og et billede på kollektivt indstillede menneskers formåen. “Utamadunilejren: Afrika i Danmark – Et kærligt signalement af en enestående kultur i Danmark” Redigeret af journalist Dav Jacobsen og udgivet på Utamaduni Forlag 102 sider, mere end 120 farvebilleder Udkom torsdag 26. juli 2007 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014I dette forår, 2014, fik Vipepeo dansegruppe æren af at arrangere og afholde dette års Vinterkucheza. Arrangementet blev afholdt på Tilst Skole, og over 90 deltagere var med til at gennemføre weekenden med højt humør og fantastisk engagement. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Friske kræfter til Ukassen! 2014 er gået, og det har været endnu et spændende år for Ukassen, hvor vi har fået mulighed for at støtte flere nye projekter, og også modtage rapporter fra modtagerne af sidste års doneringer. Det er en sand fornøjelse at kunne følge med i, hvordan vores modtagere formår at udnytte hjælpen fra Ukassen, til at realisere deres helt fantastiske projekter. Vi gør alle en forskel, med det vi kan, og det giver fantastiske resultater. Godt gået! I år har Ukassen bestået af et helt nyt hold: Immanuel Kühl, Julie Bie og Anne Katrine Lykke Bie. Mange af vores kræfter er blevet lagt i at redesigne Ukassens hjemmeside. Dette for at gøre vores arbejde mere synligt for foreningens medlemmer og andre interesserede. Det er nu meget nemt at finde retningslinjer, formål, og gamle rapporter fra tidligere modtagere af støtte. Desuden er det nu sådan, at ansøgninger til Ukassen skal ske via et ansøgningsskema, som også kan findes på den nye side. Hele søgeprocessen, samt ansøgningsfrister mm. er også beskrevet tydeligt på siden. Hvis man har spørgsmål til U-kassen, er det selvfølgelig stadigvæk muligt at kontakte os på mail: ukassen@utamaduni.dk og www.utamaduni.dk/ukassen Vh Julie Bie, U-kassen Hvem kan søge U kassen: Det er muligt at søge Ukassen som Dansegruppe eller enkeltmedlemmer af Utamaduni Kulturforeningen. Alle deltagere på foregående års lejr, er medlemmer af Utamaduni Kulturforening. Hovedformålet med Ukassen er at medvirke til støtte for aktiviteter, der hjælper til en løsning af grundlæggende menneskelige behov, primært i tanzanianske landdistrikter, fortrinsvis blandt foreninger og kulturgrupper. Der kan ansøges om støtte til vand, fødevarer, sundhed og organisation inklusive administration. Der bevilges et beløb, på maksimalt 5.000 kr. pr. projekt. Ansøgningsskemaer og vejledning til brug af disse, kan findes via Ukassen hjemmeside på www.utamaduni.dk/ukasse. Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2014: 6 ansøgere har fået penge for U-kassen i 2014: Utamaduni Dance Troup og Wanacecilia Dance Group: I marts 2014 ansøgte Utamaduni Dance Troupe Ukassen om 5.000,- kr. til WanaCecilia Dance Group på Bujora. Pengene skulle bruges som et supplement til transportudgifterne i anledning af Dancetroups besøg, hvor Bujora selv stod for alle omkostninger. Meningen med rejsen var dels …… LÆS MERE Birthe Juel Sandberg: Ukassen støttede i 2014 Senegal Voksenskole projekt med 2.000,- kr. Hendes skole i Abene blomstrer, med et dagligt elevtal på ca. 30 personer. Skolens arbejde hjælper de voksne i Abene til at blive selvforsørgende via de kompetencer skolens uddannelser giver dem. Skolen vil dermed være …… LÆS MERE Knud Erik Asak: Bidragene fra Ukassen er gået til Nyanguge handelslandsby, som i år har samarbejdet med forskellige initiativer. Knud Erik fortæller, at efter man har lukket Afrika Værkstedet på Grenaa Produktionsskole er en del maskiner derfra rejst ned til landsbyen. En snedkergruppe har …… LÆS MERE Camilla Nielsen-Englyst: Bidraget fra Ukassen gik til at hjælpe med akut byggearbejde i forbindelse med opbygning af nye læreboliger til den skole i Ghana, Camilla arbejder ved. Foran lærerboligerne var der nemlig en mindre skråning, der skulle jævnes og gøres anvendelig, så regnen ikke ville finde vej ind i …… LÆS MERE Mette Lotus: Mette arbejder på en klinik, i den lille fiskerby Abene, i Senegal. Ukassen støttede i år med 4000 kr. Pengene blev bl.a. brugt til: Diabetesmedicin, malariamedicin, og andet livsnødvendigt medicin til akut brug. Desuden får klinikken også midlerne til at strække, til at …… LÆS MERE Elizabeth Lange: Projektet havde 5 kvinder afsted og var i en uge i landsbyen Abrani i Ghana, for bl.a. at få lavet forbedringer på Daycare Abrani! Der blev fokuseret på at få en legeplads op at stå. Arbejdet bestod primært i at lave et hegn rundt om legepladsen, og i at …… LÆS MERE Besøg Ukassens hjemmeside: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget.   Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond.   Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller.   Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre.   – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have.  Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det.   Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.   Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.   Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol.   Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv.   Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne.   Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017Igokoloo inviterer igen i år til KIKOME. Sæt kryds i kalenderen D.22-24 September, og kom og syng, dans og trom med os på Roskilde Lilleskole! MOTO!   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære venner. Tiden er gået, siden vi for et år siden modtog støtte fra U-kassen til vores forening Educatenow. I mellemtiden har tre af vores bestyrelsesmedlemmer, Louise, Ane og Iris, været i Afrika. Her mødte vi og talte med nogle af vores sponsorbørn og bad dem om at skrive en hilsen til os allesammen her i Danmark. Nedenfor kan I læse, hvad to af vores sponsorbørn, Henerico og Sophia, har valgt at fortælle. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Du var min lillesøster og min storesøster. Jeg var din lillebror og din storebror. Vi var fætter og kusine. Du var søster til tre langt før du blev mor, en bellis på engen blandt stort blomsterflor. Du var vinden med hjerte, havet med storm, du var natten med stjernernes femtakkede form. Du var forår med sne, anemoner og regn, en guldsmed på pigtrådens blødeste hegn. Du var fuglen, der fløj på vinger af sang, med rytmen fra trommer og stort vingefang. Du var solen, der lyste skyggerne op, du var mørkets betvinger i en lattermild krop. Du var min lillesøster og du var min storesøster. Du var også: Branderten til min lever, grinet til mine øjne, latteren til mit hjerte. Centimeter af min vækst, en hånd i ryggen og en stemme, når jeg var umulig. Jeg var din lillebror og du var min storesøster. Jeg var din storebror og du var min lillesøster. Jeg bærer dig i hjertet. Nimekukumbuka mpaka nalia.   Hilsen Dav . . . [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Når vi får kulturgæster i år – efter flere lejre uden gæster fra Tanzania, fordi stramninger i visumregler har forhindret besøgene – kunne det ikke være bedre end at det netop er medlemmer af Kisesa B, som skal på den lange rejse. Allerede for to år siden var hele balladen med fødselsattester, civilstandsdokumenter, pas, invitationer, visumansøgninger og garantibeløb sat i værk. Gæsterne glædede sig. Vi glædede os. Og så fik de afslag. Der blev grædt mange tårer på begge kontinenter. Heldigvis er der kræfter, der formår at komme op på hesten igen. En klage over kendelsen blev indgivet. Og endelig er den blevet behandlet og vi fik medhold. Kulturgæsterne kan komme på lejr i år. Jeg har kendt Kisesa B siden 2003, hvor jeg var en måned i Tanzania med familien. Far, mor og 3 børn. Vi boede på Bujora i Sebas hus og jeg hørte trommer. Hakketrommer – endda lyden af danse jeg kendte. Jeg spænede over på den store åbne plads hvor dansegruppen øvede og greb en hakke. Stod med en flok måbende småunger helt nede bagved (ja altså ikke på allerbagerste række, hvor man utilsigtet kan havne som fordanser, når hele gruppen roterer, men på anden bagerste børnerække). Jubijæææh, jeg dansede med en rigtig tanzaniansk dansegruppe og vi dansede noget jeg kendte hjemme fra Ikumbo. Det var stort. Der gik ikke mange minutter, før danselederen kom min vej og opfordrede mig til at sætte mig ned og slappe lidt af. Nej nej, smilede jeg, jeg er slet ikke træt. Han blev skarp og insisterede. SÆT DIG NED! Ok ok. Jeg satte mig ned og var forbløffet. Overbevist om, at jeg måtte lege med senere. Uden at være klar over noget (det var min 2. gang i Tanzania og såvel min kulturelle forståelse, som mit swahili var meget beskedent). Uden at fatte, hvad der skete, var jeg havnet midt i en konflikt mellem dansegruppen og det kirkelige overhoved, som betød, at der skulle penge på bordet til kirken, hvis jeg skulle danse med i gruppen. Alting handler om penge. Jeg måtte over på kontoret hos overpræsten og sidde skoleret og undskylde, at jeg sådan bare kastede mig ind i dansen, uden af have betalt for undervisning. Det var simpelt hen så uforståeligt for mig. Når vi får gæster i Danmark, er de altid hjertens velkomne i grupperne, uanset om de er kulturgæster eller nogens private venner eller kærester. Og man talte så meget om gæstfriheden i Tanzania – hvad forgik der? Præsten var indbegrebet af arrogance. Han sad med siden til under hele samtalen og bladrede adspredt i en bunke krøllede papirer undervejs. Jeg skulle virkelig ikke tro, at jeg var nogen. Så snart jeg sad på lave stol i det lillebitte steghede kontor, lod han mig forstå, at jeg havde overskredet alle grænser for gæstebud – og at jeg måtte hoste op med nogle penge, hvis jeg skulle danse. Jeg var fuldkommen målløs. HVAD? Betale for at danse? Jeg skulle jo ikke have undervisning, bare danse med ud af kærlighed. Der skulle ikke gøres særlige foranstaltninger for min skyld – jeg stod gerne på andenbagerste sammen med ungerne. Vi blev ikke rigtigt enige om noget. Han ville sætte en særlig workshop op for mig og nævnte et beløb, som man kunne købe en hel ko for. Jeg blev stædig og sagde nej tak. I 2003 var der kun en dansegruppe på Bujora og jeg græd mine modige tårer. Jeg havde sådan glædet mig til at være i Tanzania og give vores 3 unger oplevelsen af, hvad det går ud på med al det der danseri. SMSede med min danseveninde Ditte og beskrev min frustration. (Det var før internettet, så korrespondancen var skidedyr og tilstræbt kortfattet). Ditte havde været i Tanzania året før, så hun forstod min kvide. Gå ned til Kisesa B. Du spørger bare en lokal om at vise vejen. De vil tage imod dig på passende vis. Min mand Søren Idokesbror havde en rigtig god tilgang til at gå på visit. Når vi kom hjem til nogen, sørgede han altid for at medbringe noget kød, ris, sukker og olie – både for at give en værtsgave og for at sikre, at vi ikke åd familiens sidste høne. Altså kom vi ned ad vejen, fulgt af ungernes legekammerat Frankie, med ingredienser til et velkomstmåltid. Før mobiltelefonens oprindelse. Altså helt uvarslet. Vi kom ikke på en øvedag. Kisesa B har altid øvet fredag og mandag. Og det gør de stadig. Men glæden over at have fået gæster (kombineret med begejstring over hvor meget Søren lignede Idoke) udløste heftig aktivitet. Kvinderne tilberedte de medbragte fødevarer og mænd og drenge fik stampet dansegruppen op af hullerne og så blev der danset bunungule. Vi var hjerteligt velkomne. I en sådan grad, at mine fodbolddrenge også kom på dansesandet. Den havde jeg ikke set komme. Den måned står stadig tydeligt i mine børn. Det skønneste var at komme ud på landet til Kisesa B, slå vores telt op og lege, danse og synge. En dag vi voksne skulle til begravelse andetsteds, passede familien og Frankie de tre børn, som havde en dejlig dag uden forældre. Vel at mærke uden et fælles verbalt sprog at gøre godt med. Lattermildheden og den venlighed alle gæster omgærdes af bar det hele. Stemningen i Kisesa B er den samme i dag. Også selvom der er blevet bygget helt vildt og husene nu ligger inde i en landsby, med en højrøstet moske som bagnabo. Medlemmerne er ikke de samme. Gruppen bæres i høj grad af børnene af dem, jeg kendte fra dengang. Forfærdeligt mange af de gamle er døde. Og de få overlevende har brændt lysene i begge ender og lidt på midten, så de er i en sørgelig forfatning. Der blev drukket og røget igennem dengang. Det slider på systemet. Alle grupper har op- og nedgange. Der var en periode, hvor man kunne høre hønsene kagle og hundene glamme på gårdspladsen ved Anders Shagembes hus. Trommerne var gået til og der var ikke penge eller energi til at reparere dem. Gruppen sov. Her kom Sabina (Tak, tak TAK!) ind på banen og finansierede trommernes og gruppens genopstandelse. Sabina bor i Danmark, arbejder som en hest og bruger en stor del af det hun tjener på aktiviteter, der gavner familien i Tanzania. Det er almen viden, at uden Sabina, ville der ikke være liv i gruppen nu. I dag består Kisesa B af anden generation af familien Milundumo med venner. Der mindre alkohol i dagligdagen og hashen er fortrukket væk fra dansepladsen og ned bag en gruppe træer, så gæsterne ikke udsættes direkte for tågerne og kun de, som ryger, deltager i den aktivitet. De unge drenge og de få piger danser stadig bunungule. Tilsat sogotha og bula buka, når trommerne er i form til det. Shabani spiller tromme 2025 Kisesa B anno 2006 var meget stærke sangere. Gamle Milundumo formelig sprøjtede sange ud af ærmerne og der blev sunget til enhver øver. Meget, smukt og stærkt. Den tradition er ikke gået så stærkt i arv. Selv om vi taler om det på møderne, formår gruppen ikke at gennemføre decideret sangundervisning og en del af medlemmer mumler lidt i skabet, fordi de hverken kan huske ord eller toner. Det er til gengæld det eneste, der bekymrer mig omkring gruppen. Der er så stærke kræfter, som driver værket, at de småknægte, der hænger ud på de bagerste rækker eller omkring træbommen, som trommeslagerne sidder på, nok skal tage over og drive gruppen videre til næste generationsskifte. Øver på en ganske almindelig mandag aften Gamle Milundumo er her endnu! Efter hver øver er der møde. I år var jeg så heldig, at gruppen valgte at gennemføre møderne på swahili, i stedet for deres foretrukne sprog sukuma. Hvis man ved hvor glade sukumaerne er for deres sprog, forstår man hvilken gave og udtryk for respekt for mig det er, at de i to måneder talte swahili til møderne. Alle møder er lange og indledes med at formanden takker for dagens øver og udtrykker, at den har været god. Herefter er der navneopråb, hvor sekretæren noterer de tilstedeværende i den store sorte bog. Udebliver man fra en øver udløser det en bøde på 50 tsh. Jeg var forhindret af aktiviteter vedrørende mit husbyggeri en fredag og til næste øver fik jeg til gruppens udtalte begejstring en bøde. Sekretæren råbte mit navn op. Da jeg svarede ipo, jeg er her, sagde hun lige så tørt: Du har et H. H for haipo (hun er her ikke). Jeg betalte min gæld og var tilfreds med at være så meget en del af gruppen, at jeg indgår i deres bøderegnskab. Efter navneopråbet diskuteres hvad der rører sig. Når man vil tale, beder man formanden om ordet og når man taler står man op og indleder sine ord med at takke formanden for ordet. Alt sammen så underligt formelt, set med danske øjne. Mørket lægger sig. Det bliver køligere og moskitoerne har en fest. Somme tider er folk alvorlige eller vrede, men de store grin ligger hele tiden lige under overfladen, klar til at bryde ud, når en af gruppeklovnene siger noget sjovt. Et af de sidste efterøver-møder inden jeg rejste hjem for i år var en overraskelse. Vi havde haft en gruppe danskere på kursus et par uger og det var tid til evaluering. Der var sket småfejl i undervisningen og der var indgået flere kæresteskaber end normalt. Begge emner blev diskuteret og alle har taleret uanset status i gruppen. Der er ikke tradition for at man skal blive enige via dialog – i stridsspørgsmål er det i sidste ende formanden, som slår streger under facit. De streger slås efter, hvad der gavner familien og gruppen – mere perifere medlemmer har taleret, men ikke så stor indflydelse, som de der er født ind i gruppen. Det affinder alle sig med. 2 dage tidligere havde jeg haft besøg hjemme i mit nybyggede hus. Brødrene James og James kiggede forbi, for at beskue byggeriet og for en snak. Jeg kom med nogle af mine betragtninger angående et par af de unge dansedrenge, som synes mere optagede af at få en dansk kæreste, end af at kunne deres shit. Som maser sig op på forreste række for at flashe, uden at mestre undervisningens kunst. De kan blive rigtig gode dansere, men I er nødt til at forklare dem om ydmyghed og vigtigheden af at stå nede i rækkerne, indtil man for alvor husker hvordan dansen går. Ellers bliver de til de der irriterende Michael Jackson wannabees, som mange grupper trækkes med. Både i Danmark og Tanzania. De mangler forståelse for gruppen og er for optagede af sig selv. (Synes jeg, det her er jo min historie). Til mødet diskuteres emnet om undervisningens kunst. Pludselig siger Lille James: Shenede, du har nogle overvejelser omkring dette emne, værsågod at komme med dem nu. Jeg blev ret paf, men måtte bide i den sure mango og rejse mig. Takke formanden for ordet og fortælle mine overvejelser direkte til drengene. Det var meget uvant for mig med så direkte kritik. Men jeg er medlem af gruppen og det forventes, at jeg bidrager. Også fordi jeg er gammel – respekten for alderens visdom er udbredt. Der sker ikke store forandringer på baggrund af et enkelt møde. Men ærligheden, modet og den direkte tale, kunne vi godt bruge mere af i grupperne i Danmark. Vi bryster os af flad struktur, men der er forskel på folk og mange ting bliver aldrig diskuteret i plenum. Mødet er åbnet Festen synges i gang Slagterdrenge Tæt på hjemrejse holdt vi en fest for at fejre husbyggeriet og livet i al almindelighed. Søde venner fra Danmark havde hjulpet med skillinger, mine var forsvundet i byggerodet. På selve festdagen kom vi sent i gang og jeg tonsede rundt med tømmermænd og værtindestress. Så kom dansegruppen og fik sat gang i både det praktiske og det kulturelle. Nogen stod for at slagte Fætter Fedtfår, andre hjalp med at slæbe stole og service udlånt af landsbylauget. De fleste hjalp til med at drikke nanasi, spise velkomst-stegt blod og indvolde og synge festen i gang. I allersidste ende, var det også medlemmer af dansegruppen, der lykkeligt lallede hjem efter en vældig dag med masser af mad og drikkevarer. Masser af trommer og dans. Masser af sang ved bål. Masser af det hele. Det er selvfølgelig ikke hele gruppen, der skal til Danmark. Men 5 medlemmer er nok til, at vi kan få et pust af glæden, varmen, ilden og trommerne fra Kisesa B på årets lejr. Med lidt held skruer undervisningsministrene programmet sammen sådan, at vi får shindano – dansekonkurrence mellem slanger og hulepindsvin. Så må vi se om slangedanserne tør stille op mod os, i absolut stærkeste holdopstilling. Hvem ved om vi synger: Kyega kama bata ga Kuyega kama bata Bayeye maluha bakuyagi maluha bamayoka Ga kuyega kama bata Jeg bevæger mig som en glad and De stakkels slangedansere, der bare har kun en slange at gøre godt med Jeg bevæger mig som en glad and (Drillevise fra banungule (hulepindsvinedansere) til bayeye (slangedansere)). Glad som en and i vand Kuyega kama bata ga Kikome (sang ved bålet) 2025 Det bliver en vild lejr i år Du kan godt begynde at glæde dig! Hilsen Shenede [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25Støtte til biblioteket i Dallung I Nordghana ligger landsbyen Dallung. Her finder du et bibliotek skabt i samarbejde med Ghanas biblioteksvenner.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Nu kan vi mærke, at vi lever… Vi er glade for at kunne fortælle, at det igen summer af liv i ukassen. Vi behandler ansøgninger igen og har modtaget en god mængde ansøgninger fra både kendte og nye ansøgere. Fedt, fedt, fedt! I den tid ukassen har været tvunget i dvale, har vi ændret på nogle småting i ukassens retningslinjer. Noget af det, som nok er mest spændende for jer er, at I nu kan søge helt op til 7.000 kroner til jeres projekt. Som noget nyt afprøver vi en behandlingsmodel, som vi håber giver bedre, hyggeligere og mere effektive behandlingsmøder. Som I ved, behandles ansøgninger til ukassen to gange årligt, i forbindelse med generalforsamlingen og evalueringsmødet. Tidligere har vi opfordret deltagere på mødet til at blive og behandle ansøgningerne umiddelbart efter, men der er vi jo trætte og vil hellere hygge! Derfor skriver vi fremover et opslag på arrangør-/og hjælper-facebookgruppen forud for mødet. Her kan man melde sig til at hjælpe med at behandle ansøgninger lige FØR stormødet. På den måde er vi friskere under behandlingen, og det hele glider derfor nok lidt mere effektivt. Kom og vær med – Vi kan jo faktisk ikke behandle ansøgningerne alene, der skal være uvildige medlemmer i behandlingsudvalget! Kærlige hilsener Tine, Sofia og Ida Støttede projekter 2023 Vi har i 2023 modtaget i alt 11 ansøgninger om støtte til i alt kr 60.769,00 kr. 10 ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 48.769 kr. Dvs. ikke alle har modtaget støtte. De, som har modtaget støtte, har generelt modtaget det beløb de har ansøgt om. Billedet viser ukassens møde umiddelbart efter GF i marts 2024! I sofaen sidder de 3 faste medlemmer Tine, Sofia og Ida Hanni, flankeret af ‘drop-in’-medlemmer Rosa og Karl Emil. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Tak for endnu et dejligt dansetræf! En af de weekender jeg ser frem til i vinterperioden er Vinterkucheza.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2018-19Kære U-kasse, alle lejrdeltagere Dette er historien om hvordan majsmøllen blev installeret i landsbyen Nghama, Mwanza, før det ellers oprindelige ris-afskaller projekt, som foreningen Lubango Farm ansøgte om finansiel støtte til sidste år. Foreningen Lubango Farm er etableret omkring min familie i Sukumaland og opkaldt efter min søn Ejnar, med kaldenavnet Lubango (den velsignede). Foreningen har som formål at skabe økonomisk, social og kulturel udvikling for den bredere befolkning i området og registreret i Magu kommune. Lubango Farm ansøgte sidste år Utamaduni Kulturforenings U-kasse om DKK 5.000 til økonomisk støtte til en ris-afskaller. Formålet var at skabe mulighed for brænding af mursten ved brug af skaller og dermed forbedre huskvaliteten i området. Metoden er alment anvendt rundt om i Sukumaland og har erstattet fældning af træer. Foreningsmedlemmernes tiltænkte projektopgaver bestod af 1) flytning af mølleriet 2) flytning af container 3) opbygning af nyt møllehus. Vi afholdte mange møder omkring strukturen på projektet, samt hvordan det kunne organiseres og udføres bedst muligt. Vi fik taget beslutninger vedrørende flytning af udstyret fra Nhobola til Nghama. Desværre resulterede manglende kontrol og kommunikation i at ingen havde pengene til at løfte opgaven. På et efterfølgende møde blev det besluttet, at hvert medlem skulle indskyde TZS 50.000 (DKK 150) ind i aktiviteten, så udstyret kunne sættes i stand og flyttes til Nghama. Igen måtte projektet sættes på standby, da ingen kunne leve op til det økonomiske krav. De sensete 4 år har mangel på regn medført usædvanligt hårde tørkeperioder i Sukumaland. Regnen er mere uregelmæssig og times derfor dårligere med den dyrkede ris, som ikke kan nå at modne inden tørktiden sætter ind. Både majs og bomuld rammes af skadedyr – Afgrøderne er under et voldsomt pres, og deraf ligeså det økonomise grundlag for de fleste familier. Kvinderne i Nghama var utilfredse med at nabo-majsmøllen var gået i stykker. For at få malet må de gå til nabo-landsbyen Ng`wanakeyi. Da der ingen majs er, er det den tørkeresistente mihogo rod (kassavaen) der bliver tørret, malet og lavet til grød. Plantens blade bliver ofte kogt som tilbehør – en slags spinat til grøden. Den nye regering har ingen intentioner om at hjælpe med fødevarer. Vores folkevalgte forklarede min kone Mondester og jeg, at præsidentens slogan jo er, at alle må klare sig selv. Lubango Farm blev tilbudt et majsmølle anlæg fra Kulwa’s landsby Nhobola. Anlægget havde igennem flere år stået stille hen efter Kulwa´s far var afgået ved døden. Anlægget er et tidligere Århus Produktionsskole projekt tilbage fra 1997, som bestod af renovering og afsendelse. Anlægget består af en god gammel engelsk 3 cylinder Lister Petter motor samt en hammermølle, som blev erhvervet fra det nedlagte mølleri i Løgten nord for Århus. Som oplagringsplads fik projektet mulighed for at modtage en ældre 20 fods container fra landsbyen Lugeye, hvor den havde været brugt som lagerplads for dansegruppen Wanalyako. Så på baggrund af fødevaresituationen i området besluttede jeg mig i marts måned for at bruge U-kasse pengene på at få gang i Nghama projektet. Jeg fik samlet alt udstyret, renoveret Lister motoren og hammermøllen, samt transporteret den 20 fod store container til Nghama. Kvinderne i Nghama blev vildt glade da vi åbnede for projektet lørdag den 7. september. Nu beder vi til guderne, så at vi kan få regn på det rigtige tidspunkt, og at høsten af ris vil skabe grobund for at ris-afskalleren, som vi nu har fået bevilliget penge til af U-kassen lørdag den 5. oktober 2019 (endnu 5.000 kr.). Vi håber endvidere, at det vil skabe arbejdspladser i forbindelse med afskalning af ris, brænding af mursten samt bygning af solide murstenshuse i landsbyen Nghama i Sukumaland. For øvrigt; på min sidste tur fra Nyanguge til Nghama stoppede jeg op i Ng´wanakeyi og fik en morgen andazi og Chai. Andre unge sad i tehuset, og i vores samtale kom vi ind på, om der var udviklingsaktiviteter fra regeringens side i området. Det var der ikke, hvorpå jeg spurgte indtil hvor den folkevalgte Divani opholdte sig. ”Jamen han bor da inde i Nyanguge i din store landsby” 15 km fra Ng´wanakeyi. Det gik op for mig at grundlæggende hjælp til omstilling af klimavenlige afgrøder langt fra er nået ud til landsbyerne i Tanzania. Alle må klare sig selv, så godt som man kan. Befolkningstilvæksten presser på, kvinderne må stadig trække det tunge læs, korruptionen, de overfyldte klasser i skolen. Det virker som om, at Afrika aldrig har fundet sine egne ben at gå på, og at udviklingen stadig er fastlåst i fortidens mønstre, hvor de som bakker op om ledelsen får størst udbytte. Man forstår at kolonitidens mønstre er svære at løsrive sig fra – Men samtidig kan det undre, at prioriteterne fra den nuværende ledelse i Afrika er fejlplacerede og ambitionerne for små. Vores nuværende præsident John P. Magufuli forsøger med stor kraft at nedkæmpe korruption, indføre skatter og moms. Han har indtil nu bygget mere end 200 nye sundhedscentre, nedkæmpet røverbander så man trygt kan sove om natten. Færdselsulykker på vejene er halveret og hvor end man laver et indkøb, modtager man en kvittering. Møllen og ris afskalleren i Nghama er kun en lille dråbe i den store sø, men et vigtigt omdrejningspunkt for os alle i den lille gruppe under Lubango Farm. At man organiserer sig i et demokratiske fællesskab og får talt om de udfordringer, som vi støder ind i undervejs. Det er vel også det vi gør i vores egen Utamaduni Kulturforening. De bedste hilsner fra Baba Chai Knud Erik, Mlalahasi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vores 86 årige “rollemodel” Dorthe Loft med det afrikanske tilnavn, Shoma, er nu afgået ved en udramatisk død i sit hjem Rimsø Kærvej 11 d. 6. april 2020 efter en lang sygdomsperiode præget af smerter og svimmelhed. Ordet rollemodel tilskriver jeg hende for den særlige evne til gang på gang at inspirere mig og utallige andre til at få vore mere eller mindre utopiske drømme og visioner til at forekomme realiserbare….. Tusind tak for alt kære Dorthe Shoma Loft Fra Sander Machombo Drypnæse. Min kondolence til alle jer som stod Dorthe nær [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Projekt risafskalningsmaskine + selvbyggede huse af holdbare mursten i fiskerlandsbyen Abene i Senegal. Tak for 5000 kr. Fra U-kassen til ovenstående projekter [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Indkøb af risafskaller til landsbyen Nghama i Magu Distrikt Tanzania Nyanguge den 8 marts 2020. Den lille regntid har stået på siden begyndelsen af december 2019 og fortsat frem til i dag, hvor det er Kvindernes Internationale Kampdag. U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK [...] Læs mere...