Vellykket kulturrejse til Bujora 2017/2018

I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland.

MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement.

Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed.

Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur!
Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden…

Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA!
Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her:

Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen!

Utamaduni oyee !!

Varme hilsener fra Sverige
Karin & Marco

MANONGU – Sukumadance i Sverige
www.manongu.se

 

 


Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018


En magisk resa

När det var som allra mörkast och kallast i Sverige reste vi, Manongu Kulturförening, ner till Bujora för att fördjupa oss i sukumakulturen som vi är så fascinerade av. Några av oss hade varit här flera gånger, för några var det första gången.

Musiken och dansen som förenar oss var huvudsyftet med resan. Att få återse våra vänner och lära känna nya…

Det är i mötet med andra som vi lär känna oss själva och växer som människor – vi lär av varandras olikheter och likheter.

Som alltid mottogs vi med öppna armar, en gästvänlighet utöver det vanliga. Här blir gäster behandlade som kungar och drottningar. Endast det bästa är gott nog…

Jag älskar Sukumaland. Det underbara klimatet. Ljuset. Det lugna tempot. Själen jublar! Det var en magisk resa.
Dans och musik varje dag. Glädje, värme och gemenskap. Nya broar byggdes – gamla broar styrktes.

Jag älskar MANONGU och jag älskar sukumakulturen…

Av hjärtat tack till alla som gjorde detta till en oförglömlig kulturresa! Karin, Ngole

Fragment av en helhetsupplevelse

Jag slogs såklart av värmen när vi anlände på juldagen. Men främst är det egentligen ljuset som ger mig en väldigt speciell känsla.

Ljuset är varmt, men ändå blekt. Annorlunda från hemma.

Att få dansa igen, på Bujora, med Wana Cesilia, kändes som en lättnad. Jag kände mig glad. Fri.

Den här gången var annorlunda än förra gången. Kanske kunde jag lättare förhålla mig till alla intryck, när jag visste lite om hur det skulle vara. Kanske var jag bara mer i balans.

Helheten av resan var fantastisk. Att få vara en del av kulturen lite mer på riktigt en stund, gjorde att det kändes hemma.

Vi uppträdde ihop, vi fick vara med i köket och laga mat och även om vi är gäster känns det också att de faktiskt är våra vänner.

Sofia, Mageni


Worshops/shows with WanaCesilia

The cultural exchange with WanaCesilia was a true experience of sharing. The troupe welcomed us in Bujora and they took great care of us during the entire trip. They prepared us excellent food, they were bringing water to our rooms, they were teaching us the basics of their language in Sukuma or in Swahili -“Wangaluka baba, Wangaluka mayo!”-, and last but not least, they were drumming and dancing with us almost every day. A couple of us also had the chance to cook with them one day.

Participating to the shows with them was what I preferred of the trip. Twice, we travelled to the city to accompany them and perform with them. That was to help because some of the troupe was performing elsewhere in the country. We happily helped ☺. The bus trip to the city was excellent, we were singing all along. Once arrived, we often waited for a couple of (undetermined) hours before to perform. That was actually not a waste of time, not in Africa. It was a time for sharing, for having a drink altogether, singing, chatting, joking, taking the sun, preparing the drums and rehearsing also. Then, we would jump into the local costumes and perform the show! The shows ended with WanaCesilia performing this amazing and quite scary snake dance with a real python.

Thank you WanaCesilia for the great experience of sharing. I feel thankful and privileged to have shared all these moments with you guys. You brought sun and fun to my heart.

Asante na chakula! Asante na kucheza! Asante sana WanaCesilia!

Mariama, Gamaweshi


En strålande dansfest hos Buyegu

Fredag eftermiddag är det dags för oss att besöka dansgruppen Buyegu. Solen står högt på himlen när vi promenerar ner till Kisesa där Buyegu har sin hemvist. Någonstans längs vägen, inte långt från Kisesas stadsmyller, tar vi av på en mindre väg mellan några hus som leder oss in på en bakgård där gruppens dansare och trummare med vänner

och familj väntar på oss. Vår ankomst blir startskottet för ljudande hälsningsfraser till höger och vänster, varma handslag och leenden som gör allt för att vi ska känna oss välkomna till denna för oss nya plats – Buyegus dansplats.

På färgglada plaststolar som står uppradade längst ena hussidans vägg slår vi oss ner för att från första plats få uppleva den show som Buyegu har förberett för oss. Vi sugs snabbt in i Buyegus värld när gården fylls av trumslag som rytmiskt slår mot husväggarna samtidigt som dansarna smidigt och säkert hittar sina rörelser och personliga uttryck i trummornas olika slag. Hela gruppen, med dansledaren Martina Thomas i spetsen, strålar av energi, styrka, skicklighet och personlighet.

Under solens förflyttningar på himlen tar Buyegu oss med på en dansresa i hela fyra olika stilar: Sogota, Hackedans, Makabila och Bulabuka. Showen avslutas med lekfulla och strålande solon, av både yngre och äldre dansare, i stilen Bulabuka; samtidigt som trummornas slag ackompanjeras av vårt allt högre jublande och visslande.

Efter showen är det dags för oss att lära sig några av de danser som vi nyss sett. Dansledaren bestämmer uppställningen: varannan dansare från Buyegu och varannan dansare från Manongu. Uppställningen skapar inte bara trygghet genom att det alltid finns någon att titta på, utan bygger också en gemenskap mellan deras grupp och vår grupp. I dansen blir vi till en stor kropp som rör sig tillsammans på och till trummornas slag. Vi får undervisning i både Sogota, Hackedans och Bulabuka ända fram till att det börjar skymma och det är dags att ta farväl.

Ut ifrån gården dansar vi tillsammans med våra nya vänner. De följer oss en bit på vägen och lyser upp de mörka stigarna med det mäktiga och fullkomliga ljudet från kadumtrummorna. Tack Buyegu för denna gång. Vi längtar tills vi ses igen!

Linnea, Butogwa


Besök hos Wangoko.

På väg mot gruppen Wangoko stannade den fullproppade, sjungande minibussen pga ett hål i marken. Några människor hoppade ut. Vår gruppmedlem Gildas hoppade ut med. Sedan körde vi andra vidare. Jag undrade om Gildas skulle hitta vägen fram till fots. Det gjorde han.

Vi möttes av många vänliga människor. En utmärkande person var en äldre kvinna som konstant visslade jättehögt och skrek “Wageni”. Det kändes fint och välkomnande.

Dansen och dansarna var väldigt passionerade och energifyllda. Men deras stil och tillvaro gav ett fritt och avslappnat intryck hos mig.

Vi dansade och trummade med dom länge, det var kul. Sedan blev vi bjudna på jättegod mat. Men det fanns redan mat till oss i Bujora, så vi bjöd med hela dansgruppen till Bujora efter vi ätit av deras mat och så åt vi tillsammans i Bujora också. Vi åt middag två gånger, efter det var vi väldigt mätta.

Många av Wangokos medlemmar stannade kvar i Bujora under natten och nästa dag. Vi hade kul tillsammans.

Jonathan, Sangija


Ikengele

To go to Ikengele from Bujora, one needs to go down Kisesa, take the Sirari-Mbeya road to Magu and then, at the sign, turn right, follow the path and there you are. That’s the way Manongu, WanaCesilia and friends took on the morning of the 03/01/2108 by bus or jeep. At the above mentioned sign, a welcoming committee consisting of drummers, fife and horn players and ululating women. The party was starting! Soon we were walking (or rather dancing) to the village, joined by a growing crowd of happy villagers. As a storm was coming to us, two kids on stilts appeared, as if they wanted to show us the way. Arriving there: greetings (Karibu!), smiles, and… rain (which is a good sign)!

We took shelter in one of the house. Ikengele is a peaceful village surrounded by fields from which emerge massive boulder chaos. Next to the houses, a pen was providing a home to seven cows and two goats.

One hour later the rain was gone and the show begun. On the fife and drum music, Ikengele dance troupe, wearing ostrich feathers, football socks, necklets, demonstrated their highly syncopated and festive style, sometimes stopping for no apparent reason, while the leader was haranguing the crowd and then jumping over as jacks-in-the-box. The kids on stilts we had shown on the way joined the show. And soon it was our turn!

Then, it was time to eat. As usual, the cooks made their best: delicious ugali, sukuma wiki, beef and duck meat, and water melons filled us up. We were ready for the last dance session.

Gildas, Gubabu


Smittende energi for fuld musik

Jeg ankom til Bujora et par dage før Manongu. Jeg kendte dem ikke, men jeg kunne svagt fremkalde et par ansigter på nethinden, for jeg havde set nogle af dem på Utadamdunilejr og Kikome. Jeg havde ikke gjort mig så mange tanker om Manongus

Warsha, inden jeg tog til Tanzania. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nyde stil- og kedsomheden. Sådan blev det ikke.

De første Manonguer kom et par dage før jul. Det første de mødte mig med var en all inclusive invitation til at være med på deres Warsha. Lige så lidt som jeg havde forventet det, lige så glad blev jeg for at, de tog imod mig med åbne arme. Jo flere jo bedre – det var indstilling.

I løbet af et par dage kom de andre dryssende, og det kunne mærkes på Bujora; der opstod mere musik. Men det var ikke de sædvanlige trommelyde, som fandt vej til vores øregange. Jeg fandt hurtigt ud af, at Manongu er et omrejsende orkester. Flere guitarer, melodica, mundharmonika og xylofon var bragt med helt fra Sverige for at bidrage til det musikalske set up. Det skabte en særlig samhørighed, når de fremmede lydfrekvenser mødte sukumasangene ved bålet om aftenen. Mens en anden mere lattermild stemning bredte sig, når Sukumaerne med iver eksperimenterede med de nye værktøjer.

En aften blev også svensk folkedans introduceret på Bujora til stor morskab for både de dansende og tilskuerne. Manongufolket har en særlig evne til at være sammen med de lokale. Selv om der er langt fra svensk til swahili, bliver sprogbarriere ikke nødvendigvis afgørende for, hvordan de møder Sukumafolket. Med nysgerrighed, ydmyghed og en stor portion mod forbavser og charmerer de alle på deres vej. Der går altid en Sukuma rundt på Bujora og kalder på en Manongu’er, fordi der skal lægges planer om nye projekter.

En dag ville tre af manongu-kvinderne lave mad på ægte sukuma-style. De mødtes med kvinderne i køkkenet og tilbragte hele formiddagen ved gryderne. Da den sidste portion ugali var sammenrørt og maden var klar, kvitterede manonguerne med en lille gave til sukumakvinderne. Køkkendamerne hujede af glæde, fordi de troede, at den lille brune flaske bestod af neglelak. Det tog dem en rum tid at forstå, hvorfor svenskerne begyndte at spiste neglelakken, som i virkeligheden var chokolade. Kvinderne blev lidt nedstemte da de fandt ud af, at det bare var slik, indtil de opdagede, at chokoladen gemte på en overraskelse i midten. En opkvikkende likør, som faldt på et tørt sted midt i varmen.

Sådan oplevede jeg Manongu – en let spiselig snack, som gemmer på forfriskende overraskelser. Det har aldrig før været så nemt for mig at komme ud af sengen i Tanzania, fordi jeg hver morgen glædede mig til at suge den energi til mig, som Manongu spreder.

Tusind tak for et fantastisk warsha. Signe, Gindu Nkima


Kikome

Det är inte så märkvärdigt att elden har dyrkats av många genom tiderna. Den har varit en stor källa till inspiration och kreation. Den har gett oss värme, ljus och kraft.

Det är elden som samlar människor i mörkret.

I Bujora händer det ofta att folk samlas, sätter sig ner, dricker, pratar, sjunger och ibland trummar och dansar när mörkret har fallit. Det kan gå till hur vilt som helst. Men det finns en stor skillnad när detta sker runt elden, kikome.

Då sjunger andarna en stilla stämma i bakgrunden till kören av all galenskap, väsen och oväsen. Med flamman i mitten spårar ingenting ur, även om Minyaro ligger på rygg och dansar någon sorts orientalisk sukumadans med marken bara några centimeter ifrån elden och mina fötter, samtidigt som jag rider på en osynlig eldkastande drake i min sång och dansar någon blandning av sukuma och nordisk ringdans med mina gamla och nya vänner. Med flamman i mitten blir det inte alldeles outhärdligt för dem stackarna som försöker somna någon kilometer bort när Fabian vrålar ”Masanjaaa” och med sina vildaste impulser slänger ved i min inre brasa och min Tourettes. Det är helt enkelt lättare att hålla fokus runt elden även om omedvetet. En blir automatiskt mer centrerad. Elden hypnotiserar.

Med elden i mitten kan ingen annan vara i centrum ty då slukas en av eldens lågor. Det inre djuret som gärna vill ut ur vår mänskliga gestalt hålls någorlunda i skinnet. Det gör att sången, trumman, rösten, gemenskapen och kulturens lera i lugn och ro kan drejas till något vackert. Något som liknar ett konstverk. Livet skapar genom elden något som vill inåt och framåt av sin natur.

Kiarash, Masanja


Varför åka till Bujora?

Jo för att Människorna är Alltid glada och ser dig, om än med nyfikna ögon ibland… första gången man såg varandra under dagen är det extra viktigt att hälsa på varandra, speciellt med dem äldre i byn… lärde mig aldrig riktigt hälsningsfrasen eftersom det då berodde på om det var morgon, eftermiddag eller kväll…. svamlade tillbaka något liknande vad den andra sa och nickade glatt men det verkade vara ok, det viktiga var att man försökte.

Sångerna som alltid sjöngs i bussen, på kvällen, i baren eller vid lägerbrasan/kikome, sitter fortfarande kvar i min skalle och i min voicerecorder. Så himla Svårt att inte vilja sjunga med… försångare som turas om leder dig lätt till den nya texten och melodislingan. Glädjen och intensiteten i sångtekniken, kompandes av allehanda instrument/trummor… inget är fel utan allt tillåtet… med glada hejarop… jag saknar det så… en vikänsla som är svår att beskriva. I gruppen turas man även att få prova ledarskapet, känns som en slags tävling nästan vem som lyckas bäst.

Byn… den lilla byn med den fullsatta kyrkan. Förundras över vallfärdningen av alla kyrkobesökare… katolska kyrkan är aktiv med allehanda utbildningar och verksamhet för barn/ungdomar och två fullsatta gudstjänster på söndagar… något för Sverige att fundera på… varför har inte kyrkan längre plats i våra kaotiska liv? Fader Fabian har

även en stor roll i kulturens utveckling i byn. Hans stora engagemang i WanaCecilia bär frukt för hela byn. Hans generositet mot oss gäster visas stort med att han tar ledigt från mässan, fixar vikarie och kör och guidar tre av oss i Serengeti. Där kör han som en säker rallykung runt oss och visar på så mycket fina djur och natur som hinns med under en dag… tack Fabian för det.

Naturen är rogivande och vacker. Enkelheten i allt känns så nära… vi kommer ju härifrån alla ur homosapiens. Så känslan är kanske en igenkänningsfaktor. Värmen givetvis skön mot kalla Sverige, så även om det regnar är det tio gånger bättre än hemma…

Transporter sköts bäst av att gå till fots kortare sträckor eller pikipiki… lilla moppefärden, där sköna tonårskänslan kommer fram. Att åka bil eller ännu värre buss från Bujora ner mot Kisesa är en hoppegupptäcksfärd. Som verkligen inte glöms… kan inte förstå det samhällsekonomiska i att inte underhålla vägarna mer…

Maten är enkelt kryddad med salt, tomater och lök som grund, men alltid väldigt god. Dem beundransvärda dubbelarbetande kvinnorna som lagade maten till oss, samtidigt som dem var aktiva i dansuppträdande/visningar, trollade alltid fram en smakfull mättande måltid med små medel. All mat lagas över trestensmodellen med öppen eld. Här är ingen snabb induktionshäll som du kan sänka ner värmen hastigt på, såg aldrig ändå att dem brände maten… kvinnorna jobbade hårt och lämnade aldrig kärlen och elden obevakade. Vi kvinnor från Manongu fick inbjudan att vara med vid en lunchlagning. Glömmer aldrig omrörningstekniken vid ugalin… den himla goda friterade fisken. Men vart var alla män?

Till heders för oss gäster vid de större festdagarna och besöken slaktades det alltid något djur för att kunna erbjuda oss färskt fint kött. Har omvärderat mig i halalslakten. Jämfört med slakt här hemma i Sverige med tuffa, trånga, stressiga transporter till slakteriet och sen… med slaktpistol och sen avblodningen, jag tycker faktiskt att djuren ser ut att lida mindre vid halalslakten… inga muskelryckningar och snabb avdomning.. det viktiga är ju vägen till slutet… att den är snabb… Heder åt flåtekniken i Bujora… djuren hängdes upp i trädet och hölls rena och fina… sen kan ju styckningen diskuteras… filé blandat med nacke (och ibland lite annat) i samma gryta, men smakresultatet ändå så himla gott… hemma är vi ju så rädda för ben… men det ger god must i maten.

Att bo i ett nunnekloster har jag inte gjort någon annan stans… strax utanför Bujora har ett nytt kloster byggs för nunnorna, men för oss var det alldeles tillräckligt om än spartanskt… en ynnest att få ditburet varmvatten varje morgon i stora vattenhinkar för att kunna tvätta sig med. Tvättservice när du ville av dina kläder. Tvätten blev ren och fin… tvätteknik och serviceandan var hög fast man inte gått ngn charmkurs för det.

Trumtillverkning på beställning… Nya trumpinnar producerades för oss gäster… vi fick ju en hel del blåsor vid trumträningen dem första dagarna… och snabbt ersattes trumpinnarna av nya.

Annika, Minza


En vellykket rejse

Da vi ankom til Mwanza lufthavn, efter en vellykket rejse, blev vi mødt af Uffe Madadi fra Utamadunigruppen og fader Fabian. Der blev udvekslet alle høflighedsfraser og også de ægte hjertelige. Karin, Jonathan og jeg var de første som kom. ”Nøøj, hvor er du dog blevet stor, og hvor du dog ligner din far”, var der en der sagde til Jonathan (vi nævner ingen navne), som forvekslede ham på 19 år med vores søn Johannes på 10 år og som ikke var med. Ingen vidste lige, hvad vi skulle svare til det, så vi lod det ligge. Det blev en stændig tilbagevendende joke under hele turen.

Vel ankommet til Bujora, hvor også Inge og Edwardi, Signe Gindu Nkima fra Igokoloo, og Seba og Patricia fra Utamadunigruppen, gamle Mathias og Thobias også var, blev vi indlogeret på bedste vis, fik dejlig mad og følte os hurtigt hjemme. Der blev fortalt at Kirsten Larsen fra Ikumbo, og senere Sander Machombo, vistnok i følgeskab med Martin Loft og Knud Erik, skulle ankomme. For Jonathan var det første gang i Afrika, men han smeltede ind i det hele og følte sig lynhurtigt fuldstændigt tilpas i omgivelserne.

Vi fejrede en dejlig juleaften, som Kirsten og hendes mand, den store kadumkonge Malezu havde inviteret til, sammen med de andre gæster og så alle de ansatte på Bujora som tog sig af os. Om aftenen gik vi til kirken for at se på krybbespil. Dagene efter ankom resten af Manongu. Vi havde planlagt at have samme filmmand, Leif Erikson, med os igen, men han var nødt til at afstå denne gang. Derimod fik vi Richard Magumba, som også gæstede Utamadunilejren i 2017, til at komme og filme på vores bekostning.

Selve det officielle program skulle løbe fra den 27. december til og med den 5. januar. Vi havde denne gang meget bevidst valgt at lave et light-program uden store rejser til langbortistan. I stedet ville vi besøge de lokale grupper, som var aktive omkring Bujora, og så lave en enkelt tur til en landsby uden overnatninger. Dette viste sig at være en KÆMPE succes, både for os og sandelig også for vores værter.

Vi startede som aftalt med en dejlig velkomstfest den 27. Vi fik et fantastisk show fra Cesiliadansegruppen, og til og med fra to andre grupper, der var kommet til anledningen. Manongu sang en sang, og så fik vi vist den film, som blev lavet efter Manongus forrige tur til Sukumaland 2016. Og selvfølgelig fik vi også holdt det obligatoriske møde med hele områdets spidser og ledere.

Efter den dag blev nogle af gæsterne fra de andre grupper sammen med os under vores ophold; Sogotalederen Gaude Magani og hendes bror den nye danseleder Ndaki Magani og så deres gode trommeslager Kulwa som er bror til Dotto som bor i Danmark. Fløjtespilleren og danseren Nhuia og to af hans bedste folk, alle oprindeligt fra Malezus Kadumgruppe, men de er vistnok gået af egne veje og har nu sin egen gruppe, blev også. Vi havde meget glæde af deres selskab.

Vi havde aftalt at have to workshops med wana-Cesiliadansegruppen. Den første blev holdt med både danse- og trommeworkshop, med Simoni i spidsen på trommerne, og Grace og Saimoni, der begge har været på Utamadunilejren, som kompetente danselærere. Så viste det sig at gruppen havde fået et job i Dar es Salaam nytårsaften, og at halvdelen skulle tage af sted til det. Resten af gruppen havde også fået to jobs i

Mwanza. Alle var enige i at det var meget bedre at tage ud og danse i et rigtigt show end at være hjemme og ha workshop. Vi droppede den anden workshop og tog med på jobs i stedet for, og begge shows var fantastiske oplevelser at være med til.

Vi besøgte Martina som har været på lejren tre gange og hendes dansegruppe Buyegu i Kisesa og Bung’hya Wangoko, bunungulegruppen i nabolandsbyen Isangijo, hjemme hos Marco Mitundwa fra Utamadunigruppen. Begge besøg var en overordentlig succes.

Også vores tur til Ikengele-landsbyen, bare en halv time fra Bujora, var en stor succes. Vi fik et overordentligt og overdådigt show i flere omgange og lederen Lutingija var utrolig karismatisk. Bujora havde sendt sine kokke i forvejen og der var simpelthen mad nok til alle. Alle blev godt mætte, lige fra den ældste kone til det yngste barn.

Jeg, som efterhånden har rejst mange gange i Sukumaland, må simpelthen tilstå, at det var den bedste rejse, jeg nogensinde har gjort i Sukumaland. Det som prægede denne rejse var tid, ro, overskud og total top organisering fra Bujoras, og alle de grupper vi besøgtes, side. Alt var så flot og gennemplanlagt fra vores værters side. Ingenting gik galt. Ingen blev syge, alle var friske. Nåja…. Så var der lige noget med pengene til Wana- Cesilia som vistnok lod vente på sig… Og det skabte da også en vis uro hos vores værtsgruppe, at de ikke havde fået sin betaling, inden vi skulle rejse. Men en uge efter fik vi af vide, at de nu havde fået sin betaling og at de havde brugt pengene på at forpagte den containerkiosk på Bujora som de længe har villet det. Alle var glade og humøret euforisk højt af glædesindtag i alkoholisk form når de ringede for at fortælle, at gruppen nu endelig havde en butik. Til det kan vi jo bare sige stort tillykke.

Tak til alle I kære venner der mødte os på Bujora og hjalp os med at få en så gnidningsfri og dejlig tur: Signe, Uffe, Sander, Kirsten, Edwardi, Inge, Seba, Patricia, Thobias, Mathias, Willbert, Louise og Mabiyu.

Tak til Wana-Cesilia og alle ansatte på Bujora, vagtmændene, kokkene, vandbærerne, guiderne, bartenderne.

Tak Richard Magumba for at du ville komme og filme, for dit fantastiske humør og din brobyggende ånd.

Tak Buyegu for en vidunderlig dag med show og workshop hos jer. Tak Wangoko for suverænt show, workshop og dejlig mad – og for en fantastisk nat rundt om bålet.

Tak til Lutingija og beboerne i Ikengele for en stærk og uforglemmelig oplevelse.

Tak til Inge, Edwardi og Ntemifamilien for jeres gæstfrihed, overbærenhed og velkommende til shikome og trommer i de (meget) sene nattetimer, og i det hele taget for et ånderum.

Tak til de trofaste nattehængere der sang med os og kunne guide os rundt fra sted til sted i Bujoras natteliv på jagt efter flere sange og mere ild at sidde omkring når den første var slukket.

Tak Joseph driver. Wow, hvor du bare stillede op og kørte os til både det ene og det andet.

Tak til fader Kamuli for hjælp med det tekniske når vi skulle se film og for dit gode humør.

Og selvfølgelig tak til Fabian for godt samarbejde, for sangglade nætter, for gale historier og for total toptjekket organiseringsarbejde.

Manongu vender stærkt tilbage en anden gang.

Marco, Lufunga


MANONGU visiting Bujora Cultural Center, 2017/2018

PROGRAM

Wed. 27/12: Welcomeparty at Bujora. Dance, drums & food. We show Leif Erikssons documentary, SUKUMA, from our trip 2016.
Thur.28/12: Workshop with Wana Cesilia, Kikome in the evening
Fri.29/12: Visit to Buyegu
Sat.30/12: Visit to Wangoko
Sun.31/12: Visit to Ntemi
Mon.1/1: Show together with Wana Cesilia in Mwanza. New Year celebration at Bujora
Thue.2/1: Show together with WanaCesilia in Mwanza. Kikome in the evening
Wed.3/1: Trip with WanaCesilia to the village Ikengele– Kadum! (we go after breakfast and return to Bujora in the evening)
Thur.4/1: No program
Fri.5/1 Big party – all the groups, that we have visited, are invited! Food, dance, happiness!

 

Vi har nästan inga bilder från avskedsfesten – för vi var allihopa vid trummorna eller uppe på dansgolvet…. Vi dansade med tillsammans med alla våra vänner 🙂

Tack till alla som bidragit med de fina bilderna

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...