Et særdeles konstruktivt kulturmøde

Efter en rejse til Sukumaland i Tanzania i 1977 med projektet “Daraja la utamaduni” (“Kulturbro” på Swahili) opstod Utamadunigruppen i en fascination af sukumaernes medrivende og levende musikkultur. Vi så, at hos dem var sangen og dansen noget, som alle kunne være sammen om til arbejde, fest og i hverdagen. Og vi deltog i de traditionelle dansekonkurrencer, hvor to grupper satte hinanden stævne på et engstrøg mellem to landsbyer en søndag eftermiddag i høsttiden. Sukumaernes udgave af de lokalopgør vi kender, når f.eks. Hammel og Hinnerup mødes til den lokale fodbolddyst herhjemme. Hvert hold har deres “supporters” som sørger for, at stemningen er høj i deres danselejr. Den gruppe, som trækker det største publikum, er vindere af dagens dyst. Ofte er der ikke en egentlig dommer, så det sker, at begge hold bagefter vil insistere på, at det var dem, der vandt.
På den måde er der ingen, der skal gå hjem og føle sig mindreværdige. Alle er glade, og venskabet mellem grupperne kan bestå.

Musik, krop og kultur
Disse oplevelser blev afsættet for Utamadunigruppens fortsatte venskab med sukumaerne. Og der blev mange rejser tilbage til Sukumaland for at tage del i disse menneskers blomstrende danse- og musiktradition.
I Danmark begyndte gruppen at rejse rundt for at optræde med, og undervise i de få enkle og medrivende sang- og trommedanse, som vi havde lært. Hr. og fru Danmark blev inviteret med i runddansen, og de simple sange og danse-trin fik folk til at føle den spontane glæde og fællesskab, som også gruppens medlemmer havde oplevet i Sukumaand.
Herhjemme er vi opdraget til tidligt at blive små selvstændige individer; Vi får vores eget værelse, så snart vi tør sove alene, skal klare det meste selv, og flytter hjemmefra nærmest før vi har lært at gå… I Sukumaland er familien og fællesskabet en vigtig del af alles hverdag. Man sover sammen for at holde varmen, lever og arbejder sammen for at hjælpe hinanden. Og det hårde fysiske arbejde bliver lettere og sjovere, når man tilføjer musik og sang. I Danmark er vi ofte henvist til “fitnesscenter”, “jogging” eller “work-out”, når vi ønsker en afveksling fra vort typisk meget “siddende” og “tænkende” arbejde.
I forbindelse med Utamadunigruppens mange engagementer rundt i landet op gennem 80’erne, opstod ideen med at mødes til de store karnevaler. Her kunne vi danse sammen med de mange mennesker, som havde lært dansene på kurser og lignende. Og her kunne vi genkalde os noget af stemningen fra Sukumaland ved at “konkurrere” med andre dansegrupper. Grupper som typisk mødtes for at træne en gang om ugen. Enten for bare at danse og have det rart, eller for at øve til at tage ud og optræde/-undervise med dansene.
Rundt i Danmark er der i skrivende stund godt 20 aktive dansegrupper, som består af 15-20 mennesker, og dansen tiltrækker folk fra alle sociale lag i samfundet. Nu om dage mødes vi til “Utamadunilejr” i sensommeren, og til “Vinterkucheza” i foråret, hvor vi samles henholdsvis 500-600 og 100-150 mennesker til “dansedyst”.

Kulturen ind under huden
En del af grundene til sukumadansens popularitet herhjemme er nok kombinationen mellem det at danse, synge, hoppe, svede og have det sjovt sammen, og en fascination af historierne og kulturen bag dansen. Ofte er bevægelserne hentet direkte fra arbejdssituationer som f.eks. hakkedans. I Danmark opfatter mange det som “stokkedans” og sammenligner med gymnastikopvisninger, når vi danser med de afkortede hakkeskafter! Hakkedansen har vi lært os fra Kisumba-arbejdsgrupperne i Sukumaland, som i dyrkningsæsonen drager rundt med trommer og hakker for at arbejde på markerne. Når høsttiden nærmer sig, bliver der mere tid til “det sjove”og de gamle udslidte hakkeskafter finder nyt liv som “dansestokke” der smidigt kastes rundt om kroppen i et hæsblæsende tempo. Rundt-om-hovedet, rundt-om-maven, rundt-om-benet, svinge-til-højre, svinge-til-venstre, osv-osv… Alt sammen i takt til rytmerne fra trommegruppen. Dansen viser på samme tid brudstykker af Sukumaernes hverdag og historie, samt en smidighed og kropskontrol som er tilegnet gennem øvning og hårdt fysisk arbejde. En fantastisk fornemmelse når musik, krop og kultur på denne måde forenes!
I sukumadansen kan vi som danskere genfinde noget af det, som vi har glemt fra vores egen kulturarv, folkedansen, hvor alle fra spæd til olding kan være sammen i et sjovt og uforpligtende samvær. Og det er ikke en ligegyldig kulturtradition, som ligger bag dansene og deres kraft. Når man begynder at forstå dansene, sangene, og rytmerne, åbner det også op for en meget større forståelse af Sukumaernes kultur og deres livsvilkår. Det, som andre kan bruge time- og dagevis på at læse sig til, kan vi svede med i time- og dagevis for at få ind under huden i dansens fantastiske univers. Pludselig kan man identificere sig direkte med en Sukuma på den anden side af jorden, og selv tage del i et gruppefællesskab, som vi ofte savner i vores danske hverdag.