Gratis klinik i lille fiskelandsby

Igen i år fik jeg, Mette, en donation fra U-kassen til indkøb af medicin i Senegal og til transport og behandling af akutte tilfælde i min lille klinik. Tak for det.

sukumaslipsHer er lidt historier fra klinikken

Jeg er ca. 5 måneder om året i Senegal.
Jeg savner mine patienter, når jeg er i Danmark. Især får jeg et godt kendskab til dem, der kommer hver eller hver anden dag for at få renset sår. Noget, de aldrig ville have råd til på den lokale klinik. Hos mig er behandling og medicin gratis, selv om der alligevel af og til lander gode sager på mit bord som tak: Papayaer, hibiskussyltetøj, mørk, aromatisk honning og store søde grapefrugter.
Ofte er takken dog kun de bønner, folk beder for mig.
Har man ikke andet, kan man altid bede Allah, Gud eller ånderne i naturen om at beskytte mig og give mig et godt liv. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke alle disse bønner og velsignelser omgive mig som en varm sky. Også i Danmark.

Børnene i skolerne her lærer til husbehov at læse, oftest af en lærer, der selv er gået ud af en mangelfuld 7. klasse.
Når børnene går ud af skolen, er der absolut ikke noget at læse i nogen steder, hverken bøger eller aviser. Så man kan ikke som i Danmark selv finde svar på de spørgsmål, man måtte have. Når der ikke er nogen steder at lede efter forklaringer, så må man lave sine egne eller spørge de helt gamle til råds. Respekten for alderdommen er stor. Selv en total vrøvlet og senil olding bliver behandlet med stor respekt, omend man ikke altid bagefter retter sig efter alt det, som han eller hun siger.
Jeg bruger lang tid på forklaringer i min lille barfodsklinik og lægger også selv øre til mange forklaringer. Noget for noget: Tandsmerter får man, fordi det er blevet koldere i vejret. Det kan i øvrigt afværges helt, ved at man får en amulet om halsen. Ellers kan man hælde syre fra et batteri på tanden.
En forstuvet eller brækket ankel ordnes ved, at en kvinde, der har født tvillinger trækker hårdt i foden et par gange. Onde ånder holdes væk på mange måder, en af dem er, at man drikker noget vand, som et stykke papir med skriftsteder fra koranen er opløst i. Sår kan overhældes med petroleum eller brugt motorolie. Diarre hos børn kommer af, at man har brændt en ble. Hikke hos spædbørn kureres ved, at man tager en tråd fra moderens tøj, gør den våd af spyt og sætter den fast på barnets hoved. Sidstnævnte råd virker hver gang, spørg mig ikke hvorfor.

Læger er der ingen af her i området. På klinikkerne kan der være en nonne eller en korttids-uddannet jordemoder. De ansatte på klinikkerne skal leve af det, der kommer ind via betaling for konsultationen samt salg af medicin til patienterne. Når ugen er slut, deles de om overskuddet. Det er normalt, at de holder deres faglige viden helt hemmeligt for at kunne bevare deres jobs. Derfor fortæller de intet til patienterne om, hvad de fejler, intet om hvad de selv kan gøre og heller ikke, hvad det er for noget medicin, de får. Der bliver bare udleveret en recept, ofte på 3–4 forskellige slags medicin, uden nogen forklaring.
Om natten og om søndagen er der slet ingen på klinikken, og porten er lukket. Så det er ikke så underligt, at jeg kan have op til 40 patienter i min forhave-barfodsklinik på en enkelt dag.
Det, jeg bruger mest tid på, er at undervise, i for os ofte helt indlysende ting om sår, hygiejne, forstoppelse, smerter, arbejdsstillinger, fødevarer, støjskader og meget andet. Tit kan ting jo afhjælpes af folk selv, hvis de bare får information om sammenhængen. F.eks. at mavesmerter, man kun har, når man er sulten, ikke er en sygdom, og ikke kræver medicin, men kun mad. Det kan så være svært nok i sig selv. At tinitus ikke er et insekt, der er fanget inde i øret, men kommer af larm fra maskiner eller diskoteksmusik. En af mine patienter havde, hvad jeg mente var en virus på balancenerven, men hun selv mente bestemt, at det skyldtes, at hun ikke havde brugt nok penge på sammenkomsten 40 dage efter hendes mands død.

Oversættelse er også et problem. Feber oversættes ofte med malaria, og omvendt. Der byttes rundt på varmt og koldt. Og smerter bliver tit oversat med ”hot”. Folk tror også, at smerter, som et andet dyr, kan bevæge sig rundt inde i kroppen. Mange mener bestemt, at de er blevet forheksede. Ingen kender godt nok de onde troldmænd, der kan forhekse folk, men alle er sikre på, at de eksisterer.
Folk fortæller sjældent om symptomer, der ikke gør ondt, f.eks. når det bløder fra tarmen, og fatter i det hele taget ikke, hvorfor jeg dog spørger så meget og ikke bare giver dem noget medicin. Ofte føler jeg mig som en dyrlæge, hvis patienter jo heller ikke kan fortælle hvad, der er galt. Jeg skal tit forsøge at gætte, og har derfor efterhånden udviklet en formidabel intuition. Mit motto er de 3 T’er: Ting Tar Tid. Og det går da også fremad. Nogen finder ud af, at det virker lige så godt at spise grønne planter som jerntabletter, at forstoppelse kan undgås ved at drikke mere vand, og at huller i tænderne forebygges ved at børste dem. Sig i kor: ”Der går ALDRIG hul i en ren tand!”
De ventende patienter følger oftest med i de andres behandling og jeg lærer også selv meget af at få oversat deres diskussioner undervejs.

forhaven
Forhaven i et roligt øjeblik
Kun 1 patient venter i baggrunden i den udendørs klinik.

En ung mand i tyverne kommer en dag til klinikken. Han hvisker, at han har et problem med sin penis. Han er ikke genert overfor mig, jeg er jo lægen, kun overfor de andre patienter. Han vil gerne have, at jeg ser på den. Jeg foreslår, at vi går indenfor, hvor jeg tager en lampe frem og han lyner ned. Det hele ser helt normalt ud. Jeg spørger ham, hvad problemet egentlig er. Han fortæller: ”Nogen gange skrumper den helt ind og andre gange, så svulmer den op og så kommer der noget hvidt noget ud af den”. Han har ikke snakket med hverken sin far eller andre mænd om noget nogen sinde. Om kvinder ved han bare, at han skal holde sig fra dem, til han har sin uddannelse. Han er bange. Jeg må forklare ham, at han er fuldstændig sund, og det, der kommer ud, er det han skal bruge til at lave børn med engang. Og at kroppen hver måned fornyer de små børn i ham, så de altid er friske. Jeg viser ham plancher og forklarer. Han er meget lettet, da han går.
Jeg gad nok vide, hvilken medicin, de ville have ladet ham betale for på klinikken, hvis han var gået derhen i stedet.

Kærlig hilsen
Mette Lotus,
tidl. førstehjælpstelt, nu i bestyrelse og regnskabsgruppe.

Jujubarn
Barn med amuletter (også kaldet juju eller gris-gris)
De beskytter mod sygdomme, onde ånder, uheld osv.
De kraftigste kan gøre folk usynlige eller immune overfor knivstik eller kugler.

juju-grisgris
Juju på væggen over min dør
I flasken er ikke afskrift fra koranen eller biblen, men tekster som:
Din mor ser dig”, ”Den, der graver en garv for andre falder selv i den”, ”Karmaloven virker også i Afrika
I kohornet er der forskellige ting, der rasler. Det er forseglet med bivoks, som vi har ristet runer i.
Det har virket indtil nu. Ingen tyv har turdet træde over dørtærsklen.

tandbyld
En dreng med en tandbyld.
Han kan hjælpes med en penicilinkur og skylning af munden med saltvand.

AgnetheOgProsper
Agnethe

…fra lejrens førstehjælp var på besøg hele 2 gange denne vinter.
På billedet griner hun sammen med Prosper.

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...