På kultur- tur tilbage

Tanzaniatur 2013

Gensyn med Sukumaland. Mathias og jeg lå ovenpå vores rygsække på ladet af en motorcykel, da vi kørte fra Mwanza mod Bujora i starten af december. I den efterfølgende tid fik vi råderet over museets Landrover, som bærer Grenå produktionsskoles logo på siden, og vi brugte den til at komme ud over sletterne til ukendte egne og bekendtskaber med nye dansegrupper.

Som noget af det første besøgte vi, sammen med Anna og formanden og sekretæren for Bujoras dansegruppe, Jeshi-danserne i Bariadi. Mayunga er medicinmand og danseleder her og dertil overhoved for elleve voksne søskende, som alle er dygtige sangere, trommespillere og dansere. Historien om deres fars tragiske død lyder på, at han i en slangedanseroptræden ved et uheld slugte en sort cobra.
Jeshi- danserne parodierer militæret iført soldateruniformer, geværer af træ og til trommer, der lyder som skudsalver. I Bariadi mødte vi også zeze-mesteren Ikoli, og vi blev præsenteret for en dansestilart, vi aldrig før havde hørt om; Mpumulo, der danses til fløjte og store trommer.

På dagen, hvor vi skulle hjem til Bujora, slog vi et smut indenom høvdingen af Ndutwas hjem. Vi blev modtaget med overdådig morgenmad til spændende fortællinger om de traditionelle høvdingers forpligtelser og Chief Kishoshas personlige udvælgelse og indsættelse. Det er tydeligt for enhver, at Kishosha er en god høvding, for efter hans indsættelse har regnen velsignet regionen med frodighed og grønne marker, hvilket er det vigtigste bevis på en høvdings berettigelse til rollen som sit folks beskytter.
Vi fik herefter nogle dages afslapning på Bujora, hvor vi nåede til øvning hos Martinas dansegruppe, WanaCecilia og bununguledanserne i Wangoko samt på besøg hos gamle venner.

Og så kom den følelsesladede dag, hvor vi skulle tage vel imod vores kære Lunas familie og venner fra Danmark. Luna Kengela Hav forlod til alles store sorg denne verden i oktober, og hendes sidste ønske var at blive stedt til hvile i Sukumaland.
Renatus med følge blev mødt af et imponerende opbud af dansegrupper og familie i lufthavnen, og herfra fortsatte den ceremonielle fest i mange dage fremefter. Dansegrupper fra hele Sukumaland var blevet tilkaldt, og man optrådte for hinanden, sang sammen, spiste sammen, drak sammen og sov næsten ikke.

På dagen for fuldmåne tog alle i samlet flok ud til Victoriasøen for at sprede Lunas aske. Symbolikken i Lunas navn, Luna Hav (måne og hav), stod klar og smuk for alle. Høvding Kishosha velsignede Renatus og hver enkel af Lunas nærmeste, som herefter sejlede ud i to både med bununguletrommer og spredte asken over søen.
Om aftenen hjemme hos Renatus blev der danset, sunget, grædt og grinet, vi sendte sammen 30 lysende lamper ud i nattehimlen, og ingen i Sukumaland vil nogensinde glemme den rørende afsked, vi tog med vidunderlige Luna, som er dybt savnet af alle. Hvil i fred Luna Wangu.

Mathias, Anna og jeg tog senere ud til Mungu Wa Pilis bosted i Ntulya, hvor vi havde arrangeret at møde to zezegrupper. Zeze er en slags énstrenget violin, som vi også nogle gange kan være heldige at høre på Utamadunilejren. De gamle, rolige, ærværdige mænd på stedet tog godt imod os, og vi blev ledt ned på pladsen, hvor de unge mænd i legende, selvsikker stil først dansede for os og siden viste, hvordan de til daglig arbejder med hakker i marken til sang og musik fra zezen. Her var det sande bevis på, at de unge sukumaer stadig udvikler og har glæde af deres egen traditionelle dans og musik.

Mathias og jeg fortsatte vores rundrejse efter nogle dage på Bujora. Vi havde et stort ønske om at møde nogle særdeles originale hulepindsvinedansere fra Shinyanga, som vi havde set optræde mange år i forvejen; Kulwa og Dottos gruppe. Det viste sig at blive en lidt speciel oplevelse, fordi vi kom nogle dage for sent. De havde ventet på os, nogle var taget hjem igen, og oveni dét var der sket det ulykkelige, at en lille pige hos naboen var død, så der var begravelse samme dag, som vi ankom. Alligevel ville de gerne danse for os, da de var færdige, og vi fik oplevet et ret besynderligt show bl.a. med en gammel mand og hans cykel på et tag, akrobatik, teater, eksplosiv dans og en anderledes måde at spille bununguletrommerne på.

Dagen efter kørte vi til Isesa, hvor der var stor gensynsglæde, da vi mødte John Yamulinga, vores slangedanselærer som har været kulturgæst på Utamadunilejren i 2007 og 2009. Vi havde på forhånd sendt bud efter en bubilingi-gruppe og en bukomyalume-gruppe, og hele dagen gik med fantastiske optrædener. Der var tilmed pludselig et kirkekor, som syntes, de skulle give nogle numre, og vi så hakkedans med store hakker.

Vi fik også oplevet Johns legendariske gruppe, som havde fået fat i en virkelig stor pytonslange. Ni stærke mænd havde nogle uger i forvejen fundet og hentet slangen ud af en hulepindsvinegrav, og den var voldsomt bister og fremfarende. På et tidspunkt bed den sig fast i den alt for lille kasse, som den til dagligt bor i, og dens tand knækkede højlydt med et ggrrk. Det blev noget af en kamp at få den tilbage i kassen igen.

Tilbage på Bujora hyggede vi os i de sidste uger sammen med vores lokale venner samt de mange fra Danmark, der var i området; Seba, Anna, Nzoza, Mabiyu, Edwardi, Inge, Mitundwa, Renatus, Thobias, Birgitte, Perle, Naomi, Charlott, Mia og  Christian. Der var mange gode fester i kantinen, hos Renatus og på diskotek i Kisesa. Bununguledanserne fra Wangoko var flyttet ind hos Renatus, så de var hele tiden omkring og leverede skør underholdning og timelange sange både nat og dag.

I juledagene inviterede vi fem af de bedste sangere fra Bariadi til Bujora, og på tre dage fik lavet nogle helt fantastiske lydoptagelser med dem.
Vi inviterede også slangedanser- John på besøg hos os, og vi var med ham til en øver hos Maziku Group i Kisesa, hvor han overlegent viste dem, hvordan man danser rigtig slangedans. Til gengæld kunne de brillere med sogota, hakkedans og bulabuka, og det er en gruppe med stærke kræfter, som vi nok kommer til at høre mere til i fremtiden.

Der er sket megen forandring på de ti år, hvor jeg ikke har været i Sukumaland. Hovedvejen er lavet, så man slipper for at bumpe op og ned pga. huller, ligge sidelæns og køre på halvt asfalt, halvt jordvej. Alle har mobiltelefoner, og her mener jeg alle! Det er helt skørt, og de bruger dem hele tiden. De har ikke den samme telefonkultur som os, mobilerne bimler midt i samtaler, danse, sange og taler, og man besvarer opkaldene, ligegyldigt hvad man er i gang med. Mange nyrige tanzanianere fra byen har bygget flotte villaer i området, som snart har erstattet de små lerhuse på vejen op til Bujora. I Kisesa holder der flere motorcykelhold parkeret, som laver business på at transportere folk rundt på de små jordveje, og de lange gåture, man før i tiden fik sig udover rismarkerne, kan man nu betale sig fra med småpenge.
Og så alligevel er næsten alt det samme som før…
Man bliver modtaget med åbne arme af gamle og nye venner. Røgen fra de små bål, hvor kvinderne laver mad, stiger op mellem hytterne, akkompagneret af sang, grin og børnenes leg. Mændene går i marken med deres hakker på skulderen, markedspladsen summer af liv, trommerne buldrer om natten ved fuldmånetid, medicinmændene blander dawa, hyænerne hyler under stjernerne, og hærmyrerne vandrer uanfægtede videre i deres geledder.

På dagen for vores afrejse blev vi i god stil sendt af sted med gaver fra Bujora Museum, sang og Wangokos bununguletrommer. Sikke meget vi nåede på kort tid… Sikken en tur.