Vinterkucheza i Aarhus 2015

Et par ’stemnings-rapporter’ fra årets Vinterkucheza, som blev arrangeret af dansegruppen Vipepeo i Aarhus, og foregik i weekenden 24-25-26 april.

Med chance for at virke lidt corny vil jeg nu skrive om mine tanker i forbindelse med dette års Vinterkucheza…
Den magiske stemning som opstår når mennesker skaber noget sammen følte jeg også på Vinterkucheza i år. Ligesom på sommerlejren går jeg igennem forskellige faser i glæden over vores miljø…
Først forventningens glæde. Jeg havde gået og glædet mig i mange uger, hvis ikke måneder, til weekenden. Da jeg mentalt så på min kalender var der en weekend der lyste op for mig.
Da jeg ankom om fredagen fik jeg fornøjelsen af at sidde i indgangen. Selv om at jeg ikke kendte alle jeg så, var det som om at vi allerede hang sammen i en vis forstand. Da jeg om aftenen sad i baren og drak den, vanen tro, gode gamle guld dame, glædede jeg mig allerede over hvor interesserede folk var i at hjælpe Vipepeo med at få det hele til at køre på skinner. Sasa tumefika sang vi alle med Edwardi i midten af vores store menneskekreds. Da jeg senere sad rundt om bålet i skolegården med sukuma-sang i kroppen opdagede jeg at solen var stået op, så jeg traskede modvilligt i seng (som jeg så ofte har gjort før på vores arrangementer). Efter en lørdag med Maganiganis sogota danse undervist af Dotto, Bokumyalume danse fra Lugeye med Makungu og Pachanga med kangaer af Marco og Karin sad jeg og nød at se gruppernes shows. Sikke mange udtryk og stemninger der opstår ud fra dansen, sangen og trommespillet i vores dansegrupper. Lidt senere dansede vi i en stor cirkel buyeye-dansene, som vi har lært af John Mulinga. Vi skabte sammen det frirum, hvor jeg kan føle mig tankeløs. Det er det frirum der opstår i dansen, hvor vi bliver én stor mekanisme. Vi er midt i nuet. Det er når baggrund, relationer og forskeligheder bliver udvisket. Efter endnu en nat med for lidt søvn, grineflip og sang omkring bålet, vågnede jeg op og vidste at weekenden nu var oprundet. I min tomme tømmermænds følelse var der plads til lidt småfilosofiske refleksioner. Tænk, at vi er blevet beriget med en ældgammel kultur fra et land så langt væk. Selvom at vi ikke kender til alt fra kulturen og at der altid er mere at lære, har vi formået at skabe stemningen. Den stemning som satte sig i mig på min tur til Sukumaland i vinters: det rum hvor vi bliver en enhed. Følelsen af at hænge sammen, samarbejdet, den store mekanisme. Det er det vi mennesker kan sammen. Tak fordi at vi skabte magien igen i år på Vinterkucheza.
– Dina Bjørn, Vipepeo, april 2015

På Vinter-kucheza sang vi med Edwardi.
Der var SÅ mange trommer og de stod majestætisk og pyntede og kaldte på alle de gode sukuma-danse og vi dansede både hakkedans, bunungule, sogota, pachanga, sindimba, ja selv buyeye kom der gang i takket være at Nanna vandt Ikumbos quiz til gruppeshow! Og et storslået gruppeshow blev opført, med en ny gruppe ved navn ”de underlige” hvem vi med undren ventede en rum tid på og der imens spontant fik et electric-boogie show af Tobias og Anna! De underlige stillede spørgsmålstegn ved navnet ”Vinter-kucheza” her i slut april og fik os døbt om til Forårs-kucheza! Ellers var der billig bar og lækkerlækker mad – og tidsplanen blev næsten helt overholdt!
Bål var der også, med sang til den lyse morgen og endnu længere og bare et utal af skønne mennesker, nye som gamle, små som store der alle er fælles som een ting; nemlig at elske at synge, danse og nyde de mange fantastiske ting fra sukumaernes traditioner. OYÉ !
Alberte Ennah Jørgensen

 

Tilføj din kommentar her (Log ind med Facebook)