Min 14. rejse til Sukumaland 2019

Rejsen til Sukumaland i Tanzania i 2019, var min 14. rejse dertil…
Hver vinter laver jeg lidt research i Sukumaland.
I år var det en kort tur, kun 5 uger til at lave alle de ting, jeg gerne ville.
I juni 2018 døde min gode ven, medicinmanden Kabugume, som var præsident for slangedansernes medicinselskab. Han må have været meget gammel, langt over 80 år. Vi havde aftalt sidst vi så ham i februar 2018, at denne gang ville vi blive hos ham i 5 dage. Det kunne vi jo så desværre ikke, men hans grav måtte vi nødvendigvis besøge og den efterladte familie, som det første før alle andre planer.
Vi fandt bopladsen i Misungwi i fin stand som sædvanligt. Duerne i deres kasser på husmuren fløj ud og ind som før. Et hyggeligt sted med en egen ro.

Straks ved vores ankomst fik vi som det første udleveret to hakker, så vi kunne gå i gang med at fjerne ukrudt, der havde bredt sig på graven, der lå midt i en majsmark lige ved bopladsen. Malezu vidste, hvor den lå, han havde været til begravelsen. Også Richard Bulima fra Bujora var med på turen, og min datter Josefine. (Første foto) Da vi havde renset graven for ukrudt, lagde vi to kranse. Derefter tog vi stenen i gruttekaret, som stod på graven og bankede lidt på den, til syd og nord, til øst og vest, det er et tegn på, at man begræder den døde.
Derefter hvilede vi os og blev beværtet med kylling af den gæstfri familie.(Det tredje foto) Kabugumes børnebørn fortsætter deres bedstefars gerning som medicinmand og bostedet besøges til stadighed af patienter. Mens vi var der, var en psykisk syg ung pige i behandling. Over bålet på gårdspladsen blev der ristet planterødder til hendes medicin, mens hun sad og så på.(Det andet foto)
Vi havde planlagt en tur til øen Ukerewe og videre ud til Ukala, en mindre ø længere ude, hvor der ligger en stor rokkesten. Vi inviterede vores gamle ven Gunze fra Bujora med på turen. Han kender øen, er selv en mkerewe, født der. Vi tog igen afsted 4 personer, sammen med Malezu og min datter. En meget smuk sejltur er det og ikke altid en stille sø, vi blev ordentlig vugget og havde det bedst liggende. Vi overnattede i Nansio, hovedbyen på Ukerewe og næste morgen tog vi taxa tværs over øen for at komme med den lille færge til Ukala. Der var stadig en lidt trykket stemning. Det var på den rute at en færge forliste sidste år med mange døde til følge.
Men vi havde en fin tur med helt stille vand. På Ukala kom vi ind på et godt lille hotel. Derefter gik vi til motorcykel-taxaernes holdeplads. Man kan ikke køre i bil ud til rokkestenen, der er kun smalle stier. Efter hårde forhandlinger og noget tid lykkedes det os at nå en acceptabel pris, 20.000 TZ sh. pr. person, og så drønede vi derudad på 4 motorcykler, sikke en fest!
Stenen ligger ved søbredden og det koster 50.000 i entré (Det fjerde foto). Rokkestenen bevogtes af en slægt af medicinmænd og vi fik fortalt historien om den gamle medicinmand, der sidder ved stenens fundament og spiller på tromme. Vist er det i hvert fald, at hver gang stenen rokker, lyder der et brag nede fra fundamentet og hele stenen ryster. Meget imponerende! Medicinmanden ofrer 10.000 til stenen, ellers vil den ikke rokke, og begynder så at skubbe den i gang med fødderne. Vi andre fik også lov til at skubbe.(Femte og sjette foto) Vi blev kun ved stenen en halv times tid, så ville vores taxachauffører tilbage.
En lang rejse på 4 dage er det derud og tilbage, men bestemt umagen værd og selve turen er jo også virkelig smuk.
Mens jeg opholdt mig på Bujora, var også Sander på ferie og han har altid mange ting i gang. I år havde han fået den idé, at han ville lave en runesten, som supplement til den stendysse Utamaduniforeningen fik rejst. Jeg jokede lidt med Sebastian over det. Han hedder jo selv Ngoma Iwe: “Trommen, der er hård som en sten”. Jeg hedder Kir-sten og Sander hedder også Steen.
Sander begyndte selv at hugge runerne ud og fik efterhånden teknikken lært fra sig til flere andre, bl.a. maleren Simon Ndokeji, som hjalp ham med arbejdet. På Sanders runesten står der: Venskab mellem Tanzania og Skandinavien.
Ja, i sandhed en meget stenagtig tur i år, gruttesten, hellig sten, rokkesten og runesten (Det nederste foto).
Sander fik også organiseret en hulepindsvinejagt. Det lykkedes at nedlægge hele to dyr, så der var så meget kød, at også vi på Bujora fik lejlighed til at nyde den delikate spise.

Danselederen og medicinmanden Malezu er kendt for at kunne kurere psykiske lidelser. Min datter har i lang tid været psykisk sårbar og vi besluttede os til at prøve hans behandling. Det bliver dyrt, sagde han, det koster sædvanligvis en million, men vi er jo venner, så I får det for 600.000.
Så gik han i gang. Han hentede trærødder i bjergene ved Mwanza og i bjergene uden for Kisesa. De blev tørret og stødt til pulver, som Josefine dels skulle drikke som te og snuse op i næsen. Vi tog med Malezu ud til hans landsby Salama, så han bedre kunne få ro til at udføre sine magiske behandlinger. Hans diagnose var, at nogen har stjålet Josefines skygge. Ved magi kunne det lykkes at bringe den tilbage, men det er jo så altså ret dyrt. Josefine fik et urtebad, skulle sove med et magisk grenstykke en nat, sige nogle formularer og forskellige andre ting, som det vil tage meget lang tid at beskrive. Hun fik også medicin med sig hjem. Hun er nu erklæret rask – så der er faldet en sten fra mit hjerte.

 

Hilsen Kirsten

Comments are closed.