På Bujora er det evig sommer!

2018 – Bujora fylder 50 år! – 50 år siden “the summer of love”

På Bujora er det evig sommer.
Det er et dejligt levende museum med medarbejdere, der altid er med på ny research, når jeg ankommer. Ovre hos præsten står den skønne landrover, som gerne lånes ud til ekspeditioner i det smukke Sukumaland.

Sidste år aftalte jeg med “the museum facilitator” Richard Bulluma, at vi skulle tage en ny tur ud til Misungwi, til den aldrende medicinmand Kabugume. Han havde ønsket sig en bestemt slags medicin, som man kun kan finde i Geita. Så vi havde aftalt en tur dertil.
Efter en tur med landroveren til mekaniker i Mwanza, kørte vi videre mod Misungwi, Richard, medicinmanden Malezu og mig selv, plus chaufføren naturligvis.
Bag i roveren lå bord og stole, som Kabugume havde ønsket sig, og som vi havde fået lavet hos en snedker i Kisesa. I Misungwi gik vi på markedet og gjorde et indkøb af frisk frugt, som Kabugume holder meget af, specielt bananer.
Vi blev vel modtaget og slog vores telt op på gårdspladsen. Kabugume spiste ca. 15 bananer.
Han havde imidlertid i årets løb skaffet sig den ønskede medicin fra Geita. Men han var udgået for en anden speciel medicin fra Shinyanga, så en længere køretur var så alligevel sikret. Dagen efter kørte vi afsted, nu også med et af Kabugumes børnebørn, en ung mand, som går ham til hånde. Vi kørte ikke til selve Shinyanga by, men til et sted i nærheden, langt ude på landet. Vi kørte længe ad en snorlige jordvej, som var ret god. På et tidspunkt slog en sten hul på vores tank, så vi blev nødt til at standse. Heldigvis var der et værksted, hvor man kunne hjælpe os. Tanken blev tømt, skruet af, lappet og sat på igen, benzinen blev hældt på, det tog en tre timer, så kørte vi glade videre.
Vi kom til et helt fantastisk sted, som en hel borg. Et af Kabugumes medicinbørn, dvs. han var oplært af Kabugume, havde her oprettet sit eget traditionelle hospital med egen skole. Vi blev budt velkommen og da det allerede var hen på eftermiddagen, var der ingen tid at spilde.
Vi gik straks ud i marken for at finde to forskellige træer og grave deres rødder op.
Det ene, Sasi, var min specielle medicin, som skulle give mig held i alle mine foretagender. Vi nærmede os træet. En shilungu, som er sukumaernes kongesymbol, blev hængt på træet og så blev der fremsagt en lang bøn. Derefter blæste vi en velsignende væske på træet.
Efter således pænt at have bedt om lov, begyndte vi at grave, indtil vi havde et pænt bundt af træets rødder. Snoren med shilunguen blev bundet om bundtet og så gik vi tilbage til landroveren. Medicinbarnet, som er en bedaget herre, vel i 60’erne, tog med os tilbage. Han ville gerne besøge sin medicinfar Kabugume, som jo også er min medicinfar.
Vi kom tilbage efter mørkets frembrud. Der var mad til os, jeg var træt og lagde mig straks til at sove. Næste morgen begyndte der at ske interessante ting.
Kabugumes barnebarn, medicinbarnet, Malezu og Richard gik hurtigt afsted ud i marken, bærende på en hanekylling, et spyd og en hakke. Der var tydeligt noget på færde, som jeg ikke skulle være med til. Efter en rum tid begyndte der at foregå noget aktivitet nede i majsmarken et lille stykke fra huset. Jeg så Malezu samle noget brænde og snart steg der røg op. Der blev hentet mere brænde. Hanekyllingen blev bragt hjem, død. Den spiste vi senere til aften.
Jeg selv var træt efter gårsdagens strabadser, så jeg fulgte på afstand med i, hvad der foregik. Richard fortalte mig senere, at man havde slagtet kyllingen og ofret dens blod til et træ, hvis rødder skulle bruges til at fremstille den beskyttende Lukago-medicin.
Jeg spurgte barnebarnet, da han på et tidspunkt passerede forbi mig, om jeg måtte se, hvad der foregik. Det måtte jeg gerne. Nede i majsmarken var der et bål med en lerpotte over. I lerpotten var man i gang med at riste små stykker af Lukago-roden indtil de blev helt forkullede. Jeg opdagede hurtigt, at der ikke skulle tales. De fire mænd sad helt tavse og holdt blot bålet i gang og vendte træstykkerne til de var tilstrækkeligt ristede. Jeg sad et stykke tid og kiggede på, solen bagede ned fra en skyfri himmel.

 

Så skulle de snakke om noget, så jeg måtte gerne gå igen, men jeg måtte også gerne bringe dem noget at drikke. Det gjorde jeg så. På den måde gik hele den dag.
Næste morgen var alle tidligt oppe og i gang. Jeg hørte lyden af stenen mod gruttekarret ude på gårdspladsen. Jeg skulle også stå op, jeg skulle fotografere, sagde Richard.
Medicinbarnet, Malezu og Richard havde travlt med at pulverisere de tre slags rødder. Malezu arbejdede med den kulsorte Lukago-medicin med bind for øjnene. Ikke tale, ikke høre og ikke se. Det ville hjælpe med til at give medicinen sin beskyttende virkning.
Jeg fik min Sasi-medicin i en lille kalabas, som jeg har med mig hjem.
Vi sagde ikke farvel, da vi kørte fra Kabugume, så ville medicinen have mistet sin kraft. Til næste år vil Kabugume gerne se os i 5 dage.

Kirsten Larsen

Comments are closed.