Morfar på tæppet

– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse.

Siku og jeg er gået ind på den bar i Kisesa, som Veronica for nylig har indrettet og åbnet. Jeg kender hende sporadisk fra mit første besøg på Bujora i januar sidste år. Desuden er hun kæreste med en herboende dansker, og hun og Siku kender hinanden ganske godt.
Da vi træder ind i baren, sidder fire-fem mænd i løftet stemning og drikker øl. Mændene holder nærmest op med at trække vejret af lutter overraskelse over, at der pludselig står en mzungu i deres bar, i hvert fald holder de op med at tale sammen og kigger nysgerrigt. Ikke fjendtligt, men årvågent og nysgerrigt.
Vero er ikke lige til stede, men en ung pige med glat hår, der vist er bartender, fortæller, at Vero kommer om et øjeblik.
Da Vero igen har sluppet mig efter sit knus, begynder mændene atter at trække vejret og snakke sammen.

Siku har skiftet dansegruppe og øver nu med en gruppe i Kisesa. Hun har klædt om, vi er gået ned ad bakken og befinder os nu i den gård, hvor dansegruppen øver. Jeg kender kun en enkelt af de andre, Gunse, en høj, sort fyr på omkring 45 år med en vigende hårgrænse og store hvide tænder, der fordeler sig uregelmæssigt i hans mund. Han taler engelsk, kan en lille smule dansk og er i øvrigt meget sympatisk.

 

 

– Hej Dav, hvordan har du det?
Velkommen, siger han højt på dansk (med stærk accent) og ryster min hånd.
De andre, noget yngre, tilstedeværende hilser også venligt.
Det viser sig, at træningen er aflyst, fordi dansegruppen skal deltage i en muslimsk ’40 dage efter et dødsfald mødes vi og mindes den døde og spiser noget mad’ i nærheden. Kort efter går vi ad smalle, støvede jordveje til de efterladtes hus, hvor vi bliver budt velkommen med håndtryk og får anvist en overdækket blå presenning på jorden at sidde på.
Fordelt rundt omkring på store tæpper og presenninger sidder der i forvejen omkring 100 voksne og et ukendt antal børn.
Jeg er den eneste hvide og kender kun Siku og Gunse, men det har tilsyneladende ingen betydning.
Efter at de mandlige muslimer, der sidder for sig, har bedt en bøn og brændt noget røgelse, går en ung fyr med en kande vand og en balje rundt og lader os vaske hænder. Vandstrålen, som vi vasker hænderne i, samler han op i baljen, og kort efter får vi hver især en tallerken med ris, bønner og nogle få kødstykker, nok til at mætte tre mand. Der er ikke noget bestik. Jeg kan umuligt spise op, men det gør ikke noget. Flere andre levner også.
– Now we are free to go, siger Gunse efter vi har spist, og så rejser vi os. Inden vi forlader gården hilser vi med håndtryk på enken, der er ved at dø af grin over, at en hvid mand har deltaget i ritualet. Eller … jeg ved jo faktisk ikke, hvad hun griner af, men hun er helt færdig af grin, men får fremstammet, at jeg er meget velkommen.
På vej tilbage til gården, hvor dansegruppen plejer at øve, skal vi forbi en kvinde i et andet hus, der muligvis har forbindelse med den døde mand, vi lige har æret ved at spise hans enke ud af huset. Jeg fatter ikke sammenhængen, men alle hilser med håndtryk på en cirka 40-årig kvinde, der smiler stort.
– Vi kan lige så godt ordne det hele på én gang, siger Gunse, og så besøger gruppen hans svigermor, der er indlagt på det lokale hospital. Da vi ankommer, er en sygeplejerske i gang med at hænge vasketøj op inde i gården, der er omkranset af fire små længer, og hun er den eneste ansatte, jeg ser. Til gengæld ligner det også, at svigermoderen er hospitalets eneste patient, alle andre senge inden for synsvidde er tomme.
Efter at have stået med ansigtet i de rette folder lidt tid, forlader vi hospitalet igen.

I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej.
Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar.

Siku og jeg?
Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora.
Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’.
Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne.
Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker.
Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år.
Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet.

Alt er godt.

Dav

Comments are closed.