Home Artikler fra kategorien "Jubilæer og særskrifter"
Kategori: Jubilæer og særskrifter
Indlæg/artikler fra særudgaver af årsmagsinet, jubilæumsskifter
Mwaka Huu 2012
-
- Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25”EN PALMEHYTTE ER DA OPPE I TRÆERNE” – et lærerværelse til Pebi Der blæser altid en frisk brise på ’lærerværelset’ ved landsbyskolen i Pebi. Et langt stenkast fra stranden og rejst på stolper helt op blandt kokospalmernes skygge er der opført en lille hytte, på stranden i Ghana. Det var et dansk påfund at have en hytte oppe i træerne og først var ghaneserne noget skeptiske. Men da det viste sig, at der var både skygge og en let brise, har hytten udviklet sig til at udgøre et vigtigt samlingspunkt. Men desværre faldt et palmetræ under en storm ned over hytten. Desuden var elinstallationerne meget ringe, ligefrem farlige. Derfor søgte vi U-kassen om hjælp til at få hytten ordentligt på fode igen. Den nyrenoverede bygning fungerer til daglig som et lærerværelse, hvor skolens 7 dedikerede lærere kan forberede deres undervisning i gode omgivelser. Dette har en positiv indflydelse på lærernes arbejdsforhold og gør, at de har nemmere ved at kunne forberede sig godt. Hytten anvendes desuden også til officielle møder, når der er besøg fra myndighederne. Det sker ofte, idet skolen har ansøgt om at blive godkendt som statsskole, så de kan få tilsendt uddannede lærere og komme med i en skolemadsordning. Men det er også her, skolens ledelse og lærere sammen kan drøfte undervisningsplaner, pædagogiske strategier og øvrige organisatoriske spørgsmål, hvilket styrker skolens interne samarbejde og beslutningsprocesser. Ud over sin primære funktion som lærerværelse fungerer hytten også som overnatningssted for frivillige, der besøger skolen. Den spiller derudover også en vigtig rolle i det sociale og kulturelle liv ved ofte at blive anvendt ved skolens fester og fejringer, hvor både elever, lærere, forældre og lokalsamfundet samles til dans og underholdning. Man kan sidde i skygge under hytten og er er masser af plads rundt omkring den. Dette har styrket sammenholdet i landsbyen og skabt et vigtigt mødested, hvor glæde og traditioner deles. Renoveringen af hytten har således været en vigtig investering for både skolen og lokalsamfundet. Fremadrettet er der planer om yderligere forbedringer, herunder etablering af sanitære faciliteter og måske en lille køkkenafdeling, som vil øge komforten for både lærere og frivillige. Af og til modtager man også en gæstelærer, der vil kunne bo der. Så er det nemmere at få opbygget kapaciteten blandt lærerne, der ikke er uddannede, men klarer sig med alle de gode råd og kurser, der kan skaffes til dem. Og hytten er meget mere end blot en bygning – den er blevet et symbol på fællesskab, læring og udvikling. Særligt fordi forældre og lærere tager sig godt af den og holder den ved lige. De er stolte af dette vartegn oppe i træerne. Med fortsat støtte og vedligeholdelse vil hytten forblive en værdifuld ressource for skolen i Pebi og i lokalsamfundet. Så er der altid et mødested, når danskerne kommer på besøg, men endnu vigtigere; en hytte, der kan anvendes til både hverdag og fest. Hvem havde troet det, da vi fik ideen om en hytte oppe i palmetræerne! Regnskabet for projektet ser således ud: Elinstallationer 965 kr. Renovering (træ, tagplader, søm, maling, net til vinduerne mm.) 3960 kr. Gulvbelægning 357 kr. Total: 5282 Vi har fået en meget detaljeret rapport om regnskabet, ned til mindste søm. Pengene er blevet anvendt godt og til formålet, hvilket to danske frivillige oplevede ved selvsyn, da de var på besøg. Det er dejligt, at U-kassen endnu engang har gjort en forskel, ved et lille lokalt projekt, der har brug for alt den støtte og opmærksomhed, vi kan skaffe. Endnu engang tak til alle de lejrdeltagere, der gør dette muligt. Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR! • Læs bestyrelsens hilsnen 1. maj 2020 HER Her følger Tinnes hilsen, som den blev skrevet INDEN lejren 2020 blev aflyst: Kære alle sammen Jeg håber, I allesammen har det godt derude, i jeres respektive coronabobler. Corona og årets utamadunilejr Et spinkelt håb Kære alle sammen, jeg håber inderligt at se jer i Ramten skov i uge 30, men for nu må vi holde vejret, krydse fingre og støtte kærligt op om de beslutninger, der kommer fra Statsministeriet og som måske må betyde, at der vil gå endnu et helt år, før vi ser hinanden. Hvem ved, måske det vil betyde, at danseweekender som Vinterkucheza og Kikome bliver helt fyldt op, at lejren bliver afholdt på en alternativ måde, at vi kan holde vintersolhvervsfest eller noget helt andet. Meget er muligt… såfremt corona går på retræte og holder sig langt væk 🙂 Jeg håber, I har det dejligt derude og får en masse kvalitetstid med jer selv, jeres familier og virtuelle venner på den bedste måde. <3 Mange kærlige hilsner fra Tinne Tilføjelse d. 3. maj 2020: Som det også er nævnt øverst i opslaget her, blev denne beretning skrevet før, vi i bestyrelsen besluttede os for at måtte aflyse årets lejr. I fredags, d. 1. maj sendte vi ud på diverse facebooksider at lejren er aflyst og har siden modtaget rørende mange kærlige tilkendegivelser omkring tristheden ved situationen men også forståelse for vores beslutning. Det er vi sindssygt glade for. Tusind tak for jeres støtte, tanker og forståelse. Vi ses i Ramten skov i juli 2021 og måske også i løbet af andre arrangementer over det kommende år, når coronaen endelig tillader os at ses igen. Jeg glæder mig. Hav det dejligt så længe. Kh fra Tinne [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania. Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4 Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019Til Trine marts 2019… Vi savner dig, Trine, i dine gæstfrie stuer. Emmelev kær er ikke sig selv uden dig, Trine. Jeg savner dig ved skærmen og i køkkenet og på terrassen. De to hunde, Magda og Sofus, kan vi godt undvære. De har osse fået et nyt hjem sammen på Fyn, og har det godt, men dig savner vi, Trine. Du havde altid din særlige mening. Den savner jeg nu, hvor du ikke er her mere. Du havde altid hørt den sidste nyhed, og kunne som regel een endnu nyere…. Der er så stille i Kæret. De nye stemmer er børn hos de nye familier. Du skal vide de hygger sig i kæret, men savner dig allesammen. Vi håber at Gæstfri stadig vil være gæstfri. Sorg, bekymring og smerter efterlod du her, de er vel ikke med dig længere? Sid i fred du kære, der hinsides. Kærlig hilsen fra Emmelev og videre til dig fra alle dine efterladte…. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019Her følger en lille beretning fra Sander Machombo, om hans projekt med at ‘riste venskabsbroen i runer’ på Bujora i Sukumaland. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Når trommerne går igang – og vi står der sammen – det elsker jeg bare! 🙂 Vi begynder at bevæge os og kroppen går igang, til de rytmer og de bevægelser vi har hørt og lavet så mange gange. Det er magisk! Vinterkucheza,.. altid så hyggeligt. På Århus Friskole – en hyggelig og afslappet ramme, både er indenfor og udenfor ved bålet. – og som altid så fint faciliteret af Vipepeo. Tak for det store stykke arbejde i gør. Så nu er vi klar! Smidt “vinterpelsen”, mødt hinanden og fået updated på diverse. Vi kan nu nyde foråret og glæde os til vi ses igen til sommer på Utamaduni dance Camp. – som jeg også elsker 😉🕺❤️🎶 Ses på Uta 🙂 Maria Maria Sitas videoer fra vinterkucheza 2026 [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Åbningen af SALAMA KULTURARVSCENTER, 5. januar 2026 De var i gang med at opføre to andre huse. Det ene var opført mest i sten og endda mellem to store klipper. De fungerede som vægge, og der var endda en lille grotte inde i huset, som de ikke ville lukke af til. Så man kunne sidde inde i huset og kigge over i en grotte. Og det hele havde en udformning, så regn ikke ville finde vej ind selvom huset til dels var åbent. Det bliver virkelig flot når det er færdigt. Så var der et tredje hus, de var i gang med. Det ville blive endnu et rundt hus, men de var ikke nået så langt endnu. De var nået til den ring af sten, hvor vinduerne kommer til at være. Hele stedet er et lille bjerg og så jorden rundt om bjerget, Der er utroligt smukt, og der var flere grotter som de også havde planer med. Og så ville de bygge forskellige slags huse rundt omkring på bjerget. De er meget opmærksomme på, at det hele skal være på en måde, så man er i kontakt med naturen. De dyr, der nu måtte være der, skal blive ved med at være der. Vi gik en tur rundt om hele bjerget og stod stille et sted for at betragte udsigten. Men pludselig stod vi ikke stille mere, for vi var alle blevet invaderet af hærmyrer, der var krøbet op under bukserne på os, og nu bed sig fast på os på mere eller mindre upassende steder. Så vi måtte af med tøjet og ryste det godt, inden vi kunne gå videre. Det grinede vi af, når vi stod der i bare ben og rystede bukser. Da vi kom tilbage til hovedpladsen, blev vi ledt op på bjerget bag det store hus. Så kom man op til et helt fladt plateau hvor der var lavet en bålplads, men der var stadig klipper omkring, så der var faktisk læ, selvom vi var højt oppe. Her ville de også lave et par huse. Jeg blev så inspireret af deres ideer og kunne tydeligt se for mig, hvad de havde i tankerne. Det var simpelthen de fedeste omgivelser, man kan forestille sig til at lave sådan et kulturarvscenter. Så kom vi ned til huset igen, og fik serveret helt frisk, kogt komælk. Vi gik igennem det program der var planlagt. Først var der danseforestillinger, så skulle vi indvie grundstenen, som også var markeringen af åbningen af centret. Bagefter ville der være mad, hygge og afslapning og om aftenen ville der være kikome oppe på bjerget og der var inviteret tre Balingi – Wigashe sangere – som allerede var ankommet. Så ville der der være sang om bålet til den lyse morgen. Jeg må indrømme at jeg var dybt overvældet, både af projektet de havde gang i, men endnu mere over alle de mennesker der var inviteret i anledningen, og hele det store apparatur der var sat i gang. Og jeg var taget på sengen for jeg troede vi skulle være Knud Erik og mig, og så et par enkelte til måske, men der var jo flere hundrede mennesker. 7 dansegrupper, politikere, både lokale og fra distriktet og formænd og -kvinder af forskellig art, præstekolleger og kulturpersonligheder. Jeg synes det var så pinligt, at jeg ikke engang havde en gave med til stedet. Alle de vigtige folk var nu samlet i stuen i det store hus, og jeg blev bedt om at synge en sang. Det bedste ved at synge i Sukumaland er at man er 100% sikker på at få respons, for alle synger med. Så man behøver ikke være genert. Det samme skete naturligvis her. Alle sang med. Så gik vi alle ned til dansepladsen for at se de forskellige dansegrupper, og sikke et show vi fik. Sukumaland har jo utroligt mange dansestile og alle har deres helt egne trommer som er lavet og udviklet specielt til den stil de nu bruges til. Trommer af træ eller af tønder. Nogle man spiller med stikker på eller med hænderne, eller måske både en hånd og en stik. Og så er der jo også forskellige slags stikker, der hver giver trommerne en anden karakter. Fælles for det her område og for de dansegrupper der var til stede, var at alle bar trommerne på tværs så man kunne spille med en hånd på den ene side og en stik på den anden side. Men alle grupperne havde tydelig forskel på, hvordan man spillede og hvordan trommerne var lavet. Og de var helt vilde alle grupperne. Der var både Mabulo, Kadum, Pachanga, Ngumolo, Maginya og flere stilarter jeg aldrig har set før og ikke kan navnene på. Og så var der en enkelt bunungulegruppe, Ng’wana Butilaga, hvor vores gamle ven og lærer, afdøde Lubala Siyabo, også kom fra. Da det var Nuyas kadumgruppes tur til at spille, fik de lokket mig til at tromme sammen med dem, jeg kender dem fra tidligere og har også spillet med dem før. Det blev der meget sjov ud af, og folk var dybt imponerede over ham den hvide starut der også kunne tromme ligesom de andre. De fleste kendte mig godt nok, fordi jeg har indspillet nogle sange på sukuma, som er blevet enormt kendte i Sukumaland. Men som nogle sagde til mig, ”det var jo ikke lige til at vide, om det nu også var rigtigt, det de havde set på YouTube eller om det var snyd”. Men efter at have set mig i virkeligheden, så forstod de at det var rigtigt nok. Efter showet blev der parade af alle grupperne, sammen med publikum og alle gæsterne, op mod huset for afsløring af grundstenen. På vejen ledte Mchele Gwa Njingi an i en drillesang der handlede om mig, og som var et svar på en af de sange som jeg havde udgivet: Nahingule hangi, der handler om at man sover et nyt sted hele tiden, fordi der hele tiden tiden sker et eller andet, som gør, at man ikke tager hjem. Det kan for eksempel handle om dansen og trommerne, at man følger med der hvor der er dans og trommer, eller sang om bålet, og derfor havner et nyt sted hver aften – Kuhingula… Lidt som en landevejsridder der også finder sin vej frem med festen. De sang: Inoni Ng’wana Ntemi Wamanila kuhingula Wamanila kulala esagala Lelo wahingulelaga Salama Nogenlunde oversat til: Inoni (et af mine dansenavne som betyder stor fugl) søn af Ntemi (Edwardi) Du er vant til at sove rundt omkring Du er vant til at sove dårligt I dag vil du sove i Salama Alle grinede og skrålede, mens vi gik op til det store hus til afsløringen af grundstenen, som var lavet på selve huset lige ved indgangen, og med indgravering på swahili og dansk: JIWE LA MSINGI LA KITUO CHA UTAMADUNI CHA SALAMA LIMEWEKWA NA MARCO MANONGU TAREHE 05.01.2026 Grundstenen til SALAMA Kulturarvscenter blev lagt af vores ven MARCO MANONGU dagen den 05.01.2026 Jeg har efterhånden været i Sukumaland mange gange. Og jeg har oplevet de mest utrolige og ekstraordinære ting, mødt de vildeste mennesker fra alle samfundslag, fra præsidenter til medicinmænd, og jeg har set de mest fantastiske dansegrupper og kulturpersonligheder. Med årene er jeg blevet et kendt ansigt for mange, og det er selvfølgelig gået meget hurtigt de sidste år, efter jeg har udgivet sange. Og så er der jo det helt særlige, at jeg – som mange andre – mødte kulturen i Danmark, og ikke i Sukumaland. Der er blevet trommet og danset i Danmark fra før jeg blev født. Det er en vigtig pointe synes jeg, for det gør os fuldstændigt berettiget til at føle medejerskab over kulturen, Bare tænk på alle de unge på lejren hvor dans har været en del af deres liv lige fra de blev født. Det er en kulturarv, ingen kan tage fra dem. Jeg selv blev virkelig målrettet opdraget til at føre kulturen videre af Edwardi Ntemi som var min mentor. Alt dette har gjort, at jeg har fået en stemme, som jeg føler mig forpligtet til at bruge. Og jeg kan virkelig mærke, at vores interesse gør en forskel. Vores kærlighed til dansen og trommerne, og alle de fantastiske venskaber, det har affødt, gør faktisk folk i Tanzania bevidste om deres egen kulturarv, og hvor vigtigt det er, at have det med sig. Det er det man kalder for kulturelt diplomati – fælles forståelse for hinanden med kultur som middel. Jeg ser mig selv som en slags ambassadør for kulturen, et led mellem Danmark og Sukumaland, men også som en kulturbærer i Sukumaland, da jeg faktisk ved enormt meget om kulturen og dansen, som mange sukumaer slet ikke ved. Jeg kan mærke, at min tilstedeværelse til forskellige arrangementer tilfører en eller anden form for værdighed for dem, en stolthed; og jeg selv er dybt beæret, og fuldstændig ydmyg, over at få den ære at deltage i forskellige arrangementer. Det er mit ydmyge bidrag til at føre noget tilbage til Sukumaland, en tak, en respekt og en erkendtlighed for deres inkluderende kulturarv, som vi får lov at være en del af. Det er det mindste jeg kan gøre. Det mindste vi kan gøre. Vores venskab med sukumaerne er ikke politisk, det er ikke baseret på religion eller humanitær støtte. Det handler ikke om forretninger. Vores venskab er forankret i deres kultur, som er så inklusiv i sin grundform, at selv hvide gæster bliver inviteret ind til at være med på de samme vilkår som var vi sukumaer. Tanzania har været igennem en turbulent valgperiode, hvor mange mennesker faktisk døde. Derfor er kulturarbejdet ekstra vigtigt lige nu, fordi det forener frem for at påpege forskelligheder. Kulturen står over ting som religion og politik, for den inkluderer alle, som har lyst til at være med. Uanset politiske holdninger, kan du altid være med til at danse, når trommerne lyder. Uanset hvem din Gud måtte være, kan du altid være med til at synge rundt om bålet i de sene nattetimer. Kulturen er en guide. Den fortæller dig, hvor du kommer fra, og den kan give dig retning og mening og kan lede dig videre, hvor du skal hen. Kulturen er levende og forandres hele tiden. Det er ikke alt fra gammel tid, man behøver at tage med videre ind i den nye tid. Mange ting har aftjent sin tid, og verden er forandret. Kulturen får dig derfor til at tage stilling til, hvordan du vil leve. Kulturen er fuld af menneskelig erfaring, en kæmpe bank af eksperimenter, der har etableret sig til traditioner. Og de skal selvfølgelig udfordres og eksperimenteres med, for at afprøve om de stadig holder. På den måde gør kulturen, at vi kan finde ud af, hvad vi vil, og også hvad vi ikke vil. Uden kultur står vi identitetsløse og uden erfaringer, og må prøve alt forfra for at finde mening. Mit møde med sukumakulturen har også gjort mig bevidst om min egen kultur og hvor meget den faktisk betyder for mig. I øvrigt er essensen den samme, og læringen også. At være inviteret til at åbne Salama Kulturarvscenter, er en ære så stor for mig, at jeg ikke har ord nok til at beskrive det. Den kæmpe modtagelse, alle de mennesker som kom, alle for at fejre fællesskabet, for at dele en stund af dans og trommer, spise sammen og hygge rundt om bålet en enkelt nat. Det er så berigende for sjælen. Tak, Fabian og Fabian for at have inviteret mig, tænk at det var muligt i al tumult mit privatliv nu var i. I er sande kulturambassadører og gode eksempler på, hvad kulturelt diplomati indebærer. Jeg er fuldstændig overbevist om at I vil lykkes med dette projekt, og at det vil blive en kæmpe succes. Jeg er sikker på, at Salama Kulturarvscenter vil blive kendt langt ud over Tanzanias grænser. I har skrevet historie med dette center. Til os her i Norden, ja så har I min varmeste anbefaling til at tage derud. Hvad I ønsker skal I få. Det er få mennesker der dels har de rette kontakter, der bærer folkets kærlighed, og samtidigt er magtfulde nok til at få ting til at ske med et knips med fingrene. Men det er Fabian Mhoja i en nøddeskal. Så tag nu endelig kontakt til ham. Besøg stedet. Hver gang nogle af os tager derud, så tilfører vi utroligt meget dernede, som man ikke skal undervurdere. Og I kan simpelthen få lige hvad I vil have af dans og kulturoplevelser, for han skal nok få det til at ske. 2 dage efter jeg kom hjem fra Salama, tog vi flyveren fra Mwanza til Dar es Salaam, og om aftenen samme dag tog vi flyet tilbage til Danmark. Dagen før havde svigermor fået fjernet sin sonde, og hun virkede faktisk noget bedre. Det er altid hårdt at tage afsked med folk når man ved at de ikke har det godt, men i dag 19. januar modtog vi en lille film hvor svigermor sidder op selv i en stol og hun følger nøje med i alt hvad der sker omkring hende, så hun er i bedring og vi har nogenlunde ro i maven. Må Gud være med hende. Marco Iaccarino Manongu [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen. Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Så nærmer tiden sig, hvor vi kan gå sommeren i møde, og med sommeren kommer lejren! Det er en stor glæde at åbne for lejrtilmeldingen og se deltagerantallet stige dag for dag. I den forbindelse vil jeg gerne sige tusind tak for sidste års lejr, hvor vi havde syv kulturgæster på besøg; fem dansere og trommespillere fra dansegruppen Kisesa B samt foreningens to venner, Fabian og Fabian Mchele Gwa Njingi, der var i gang med at planlægge et stort “Golden Jubilee” til fejring af kulturudvekslingen mellem Danmark og Sukumaland de sidste mange år! Det var en fornøjelse at have dem på besøg og se, hvordan de blev taget imod på lejren. Da vi evaluerede med dem efterfølgende, havde de kun rosende ord om Utamaduni sommerlejr. De udtrykte stor beundring for vores fællesskab og “løften-i-flok”-attitude, men også taknemmelighed over at se elementer af deres egen kultur blive udøvet og hyldet så langt nordpå. Desværre må jeg i den forbindelse også fortælle, at ovennævnte Mchele Gwa Njingi afgik ved døden i starten af april. Det er ikke fuldstændigt afklaret, hvad der præcis er sket, men han gik bort efter et sygdomsforløb og længere tids indlæggelse. Det er en stor sorg, ikke blot for os, men især for dem omkring ham i Tanzania. Han var en god mand med store visioner, som han lagde meget energi i at få udlevet. Han vil blive savnet. Vi afventer besked omkring Golden Jubilee og videre planer for det og det skal nok blive delt når der er afklaring. I lejrforeningen arbejder vi i løbet af året på at arrangere og afholde en så god lejr som muligt. For at få det til at ske er vi nødt til at have et stort hold af frivillige arrangører og hjælpere, som trives og er glade for at løfte det (til tider tunge) arbejde, det er at få en lejr af vores kaliber til at fungere. I de seneste par år har det været et fokusområde for os. Derudover har vi fokus på, hvordan vi får en bedre og mere bæredygtig økonomi, så vi kan fortsætte med at afholde lejren og fylde den med fantastiske tilbud. Det er ikke en nem opgave, men vi har heldigvis nogle ideer, som der arbejdes på løbende, og vi er altid åbne for nye forslag. Generelt har vi en gruppe engagerede og flittige frivillige i foreningen, hvilket er afgørende for, at vi kan holde hjulene kørende. Tak for alt det store arbejde! Vi har i marts afholdt årets generalforsamling, og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten Skov i uge 30. Som altid har vi afholdt valg til bestyrelsen, som efter konstitueringen ser således ud: Bestyrelsesmedlemmer: Forperson: Tinne (Anne Katrine) Lykke Bie Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Marie Siv Medlem: Ida Chalmer Medlem: Anna Laura Ridder Suppleant: Signe Buchholtz Suppleant: Jens Idoke Thorsen Et kæmpestort tak til de afgående medlemmer og suppleanter, Katrine, Luna og Birk, der har lagt et stort arbejde i bestyrelsen i løbet af de sidste år. Tilmeldingen til lejren er åben, og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og tilmeld jer og familien! Vi glæder os til at se jer alle sammen i Ramten Skov til endnu en fantastisk lejr! Der findes intet bedre end det. ❤️ Hav det godt, til vi ses igen! Mange knus fra Tinne Du finder en, altid opdateret, oversigt over den siddende bestyrelsen her: utamaduni.dk/bestyrelsen-for-utamaduni-kulturforening [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Artikel fra “Tidsskrift for idræt”, Februar 2000, udgivet af Dansk Idrætslærerforening. Artiklen er altså 26 år gammel! Gennem mere end 20 år har Utamadunigruppen bygget en bro af kultur mellem Danmark og Tanzania Utamaduni Dance Troupe I dag (År 2000) består Utamaduni Dance Troupe af 4 Tanzanianere og 10-12 danskere, der arbejder professionelt med musik, krop og kultur fra Tanzania, ved at turnere rundt på skoler, institutioner med videre med levende kulturformidling. Medlemmernes baggrund og indfaldsvinkel til arbejdet er meget forskellig, og omfatter alt lige fra at være født ind i kulturen, til musik- og bevægelsespædagog, teatermusiker, reklametegner, skolelærer, og udstationeret bistandsarbejder med mere. Gruppens størrelse varierer fra tid til anden, da der ofte er et par af os, som er på studie- og arbejdsophold i Tanzania. Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive det, vi mødes om: NGOMA, som betyder: Trommer, dans og musikalsk samvær. Ngoma er også navnet på den CD, som Utamaduni Dance Troupe netop har udgivet med mere end en times trommemusik, sang og dans. Du kan bestille Cd’en ved at sende en e-mail til cd@utamaduni.dk, eller ringe til undertegnede på 2028 2523. Mads Bischoff Utamaduni Dance Troupe Du kan lytte til Utamaduni CDen her: https://sange.utamaduni.dk/ngoma-afrikansk-dans/ [...] Læs mere...Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18København d. 29.3.2018 Afrapportering til Utamaduni Faraja Home, og skoleleder Martha Masenge, har med glæde modtaget støtte fra Utamaduni til renovering samt forbedring af legepladsen til at stimulere børnenes motoriske udvikling. Som bekendt er Faraja Home et center – en lille skole for foden af Kilimanjaro – for udviklingshæmmede børn og unge. Bl.a. vippebræt samt vippe er blevet indkøbt og taget i brug, til stor glæde for børnene. Billeder vedhæftes som dokumentation. De bedste hilsener og tak for støtten fra foreningen faraja (herunder Utamaduni-deltager gennem mange år, Kristine Bundgaard Jensen) [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet. I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften. Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen. Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt. Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker. Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten. Kirsten Larsen [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Two years ago, I stepped into Utamaduni Camp in Aarhus, Denmark, and I was utterly transformed As someone from Tanzania, this festivalcamp rooted in the bond between Denmark and Mwanza, Tanzania, became a powerful bridge of cultures for learning and exchange of cultural knowledge. I was welcomed with open arms, and I remember sharing my own cultural traditional experience through dance, I and my team, the positive mind, we offered live afro fusion music performance at the festivalcamp as well led two traditional dance workshops one on the traditional Sindimba dance from Mtwara, and another on Sukula from Ukerewe, Tanzania. Watching participants learn these dances was as inspiring as it was humbling. As a trainer, I gained so much from them, and I realized how much we could grow together through exchange. That’s why, after that first year, I knew I had to come back in 2025. Both years, I saw Utamaduni as more than a festival; it was a vision of what’s possible when we build lasting bridges between Denmark and Tanzania, between Mwanza and Dar es Salaam, and between Aarhus and beyond. And one day, I hope to bring my own children there at Utamaduni for the to experience the wonderful cultural celebration, so they too can feel this incredible human celebration this learning, eating, singing and dancing together, as one. Greetings fra Isack Abeneko Photos from the concert with “Abeneko and the positive mind” at the camp 2025 Photos by: Mads Mchele Bischoff [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Bujora Primary School I 2020 var Koku og jeg i Tanzania, og der mødtes vi med bestyrelsen fra Bujora Landsby. De havde en forespørgsel om vi kunne hjælpe med penge til nye lokaler. Ved opslag på Utamaduni og andre steder fik vi indsamlet 20.000 kr. 2 lokaler blev bygget dels ved vores hjælp dels ved bidrag fra beboere i landsbyen (alle husstande betalte). Staten betalte også en del. Som vi forstår det, så betaler staten taget når landsbyerne laver grund, vægge m.m. Byggeriet gik hurtigt, og lokalerne blev straks taget i brug. Der er også blevet bygget flere lokaler siden ved egen hjælp. Læs artiklen om projektet her: /mwakahuu/udvidelse-af-bujora-primary-school/ Men der er stadig behov for flere lokaler samt andre faciliteter. Fx toiletter med også undervisningsudstyr som tavler, computere m.m. Hvis man kunne fylde en container med brugt udstyr i Danmark, så ville det også være en måde at støtte. I 2020 var der 2400 elever på skolen. Men pgr lokale mangel, så gik halvdelen om formiddagen og halvdelen om eftermiddagen. Vi gætter på, at elevtallet er noget højere nu. Dorthea Boyi har også været i kontakt med skolen og været nede og filme livet på skolen. Vi kom i snak med Dorthea om at støtte skolen med flere penge. Men vi blev enige om, at det var bedre, at det blev i foreningsregi. Så nu er vi ved at danne foreningen EDITAN (education in Tanzania) Man kan finde vores fb hjemmeside: https://www.facebook.com/groups/2491305460999029/ Skriv gerne til os på fb hvis der er gode forslag til foreningens arbejde. Det giver flere muligheder for at indsamle penge hvis man er en forening. Fx fonde, staten m.m. Så vi er ved godt mod og klar til at gå i gang med arbejdet i den nye forening. Mange hilsner Koku, Dorthea og Jens [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18FRA SKOLEPROJEKT TIL EGNSUDVEKSLINGSPROJEKT Det går fremad i Pebi. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26FINAL PROJECT REPORT – COMPUTER PURCHASE Location: Mwanza, Tanzania Organization: The Hope Relief And Orphans Childern Village Organization 4. Future Needs and Sustainability Although five computers have made a big difference, the number is still not enough for all the children at our center. We currently have more children than available computers, which means they must share and rotate in small groups. To fully meet the growing demand and ensure equal access for every child, we aim to add at least 5 more computers in the near future. This would allow us to create a complete digital learning space and expand structured computer training programs. We remain committed to maintaining the equipment properly and continuing digital education as a permanent part of our programs. 5. Pictures and Documentation High-resolution pictures of the purchased computers and children using them are attached separately as required. If needed, video documentation of the training sessions can also be provided. Conclusion We are deeply grateful to Sukuma Dance Group – Denmark and Ukassen for believing in our vision and supporting this important project. Your contribution has created real and lasting impact in the lives of vulnerable children in Mwanza, Tanzania. With sincere appreciation, Shija Clement Kinyata DIRECTOR of The Hope Relief And orphans Childern Village Organization (and on behalf of Utamaduni; Makungu Lyaku) [...] Læs mere...Mwaka Huu 2016Opsang, hvori blandt andet kong Frederik den 2. og en presenning indgår. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet: [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020 [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Barfodsklinikken er ca. 10 m2 i min (Mette, regnskabskontor) forhave med et bord og et skab med 5 kufferter, der rummer: Alt til huden. Malariamedicin, smertestillende, antibiotika. Alt til tandkødsbetændelse og tandsmerter samt nødfyldning. Forskelligt til maveproblemer og andet udstyr. Den gode nyhed er, at der næsten ikke er malaria tilbage i dette område. Man siger, at malariaen på verdensplan er faldet med ca. 50%, men jeg tror, at lige i vores område er det ca. 95%. Jeg plejer at give medicin til flere hundrede i løbet af en vinter. I år var det 5 personer. Grunden til det store fald er stoffer fra den kinesiske malurt, der i kombination med andre midler (som regel lumefantrine) er særdeles virksom – en ”hit and run” medicin- Parasitterne når ikke at finde ud af, hvad der ramte dem før de er døde. Stofferne fra planten er artemisinin, artesunate, artemether og arteether. Hvis nogen undrer sig over, at jeg, der mest bare er ”uddannet” i lejrens 1. hjælps telt uddeler medicin, så skyldes det følgene: Der ER ingen læger i området. De, der fungerer som læger, kan være en nonne, en dårligt uddannet sygeplejerske el. lign. Da de skal leve af medicinsalget på kliniken, så overmedicineres der ganske voldsomt. Og endelig har mange mennesker slet ikke råd til at tage på en almindelig klinik og betale for medicin. Pengene fra U-kassen er brugt til indkøb af diverse medicin (antibiotika, malaria, smertestillende, ormemidler, øjenbetændelse m.m.), og desuden til at sende flere personer til behandling for tuberkulose, grå stær, samt andet, de ikke selv havde råd til. Endnu engang tak til U-kassen. Der kan gøres rigtig meget for få tusind kroner. Kærlig hilsen Mette (regnskab, tidligere 1. hjælp) Abene ”barfodsklinik” i Sydsenegal fik i 2019 bevilget 2.500 DKK fra U-kassen. Mange tak for det. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...Mwaka Huu 2015Efter en pause på 20 år havde vi på Århus Friskole endelig igen valgt Bujora i Sukumaland, som mål for den årlige 8.-klassetur. Forberedelserne havde været mange og timer, dage, uger og måneder havde lærere og forældre fra klassen knoklet for at muliggøre denne ret enestående dannelsesrejse. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18 Vi fik bevilget 4000 kr. til at få lavet kostumer til Kagomba Dancetroupe i Katwe. Planen var, at vi skulle trykke T-shirts op med fint motiv, som skulle overbringes af Karin og Marco i anledning af Manongus besøg til Sukumaland vinteren 2017-2018. Desværre måtte Manongu konstatere, at det ikke var muligt for dem at besøge Katwe på denne rejse, da rejsen derud og hjem igen ville tage for lang tid i regnsæsonen. Til gengæld rejser to medlemmer fra Manongu ned og skal deltage i Bujoras jubilæumsaktiviteter i juni. De tager gaven med og overrækker den. Vi har kontakt med dansegruppen i Katwe, og de sender en repræsentant til Bujora, som så kan tage imod gaven. Vi håber, at denne løsning også er tilfredsstillende for jer i projektgruppen. Og I skal få en rapport inden lejren! På vegne af Kagomba Dancetroupe og Manongu Jacob Winther [...] Læs mere...Mwaka Huu 2017I år er vi to nye arrangører i Dukaen, og vi har sammen med Bodil og Finn, der holder orlov i år, ændret lidt på procedurerne for at sælge ting i Dukaen. Vi har også skåret lidt ned i åbningstiden, fordi vi generelt på lejren i år forsøger at skære ned i medhjælperstaben, så vi bliver flere om at hjælpe med tjanser i køkken, opvask osv. Det nye i år bliver, at man kun kan sælge varer i Dukaen, hvis man er på lejr hele ugen, enten som deltager eller medhjælper. Man kan kun indlevere varer lørdag og søndag, så fra mandag, hvor Dukaen åbner, er der ikke mulighed for at indlevere varer. Dette for at gøre arbejdsgangene i Dukaen lidt enklere. Herudover har vi indført et gebyr for at sælge varer i Dukaen på 50 kr. Dette for at undgå at bruge tid på petitesser. Vi vil gerne opfordre til, at man som sælger tænker over formålet med Dukaen, nemlig at sælge varer, der er Afrika-relaterede og ting af god kvalitet i eget design samt kunsthåndværk/unikaer. Vel mødt, kærlige hilsner Birgitte og Nana Du kan læse mere om Dukaen i Lejrfolderen [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26– om etablering af sanitære forhold ved lærerværelset i Pebi Ved landsbyskolen i Pebi langs kysten i Ghana driver Community Sustainable Development Network en skole med ca. 140 elever. Skolens lærerværelse er placeret i en hytte, der er opført oppe i palmetræerne og som fungerer som arbejdsrum for skolens syv lærere samt som mødefacilitet ved officielle besøg. Der manglede imidlertid basale sanitære forhold ved bygningen. Dette udgjorde en praktisk udfordring – både i lærernes daglige arbejde, men særligt i forbindelse med modtagelse af gæster og samarbejdspartnere. Hver gang blev man lidt beklemt, hvis nogen spurgte, om de lige måtte låne toilettet. For der var ikke noget. Der blev derfor søgt og bevilget 3.000 kr. til etablering af toilet og vand ved lærerværelset. Bevillingen blev anvendt til opførelse af et mindre skur til toiletfacilitet, installation af toilet samt etablering af vandtilslutning. Arbejdet blev udført lokalt med anvendelse af lokale håndværkere og materialer, hvor det var muligt. Den samlede bevilling på 3.000 kr. blev anvendt til formålet og der er blevet sendt udførligt regnskab – ned til toiletbørsteniveau. Betydning for skolen Etableringen af sanitære faciliteter har forbedret lærernes daglige arbejdsforhold, muligheden for at afholde møder og modtage besøgende samt skolens generelle standard og funktionalitet. Lærerne er simpelthen mere trygge og stolte nu, i modsætning til tidligere. Faciliteterne er en forudsætning for at kunne modtage faglige gæster og samarbejdspartnere under ordnede forhold – herunder besøg fra Danmark. Investeringen bidrager dermed indirekte til skolens fortsatte udvikling og kapacitetsopbygning. Et toilet med perspektiv Projektet viser, at mindre, målrettede projekter til sådanne basale faciliteter kan have en vigtig funktionel betydning. Adgang til toilet og vand er en grundlæggende forudsætning for professionel drift af en institution – også i landdistrikter med begrænsede ressourcer. Den er nu en permanent del af skolens infrastruktur og vil kunne anvendes i mange år fremover. Vi siger tak for toilet – og alle er velkomne til at komme forbi Pebi og nyde privatlivets fred på det lille das. De bedste hilsner/best greetings, Camilla Nielsen-Englyst Regnskab for sanitære installationer, skolen i Pebi I 2025 modtog vi 3.000,- kr. fra Ukassen til udbedring af sanitære forhold i Pebi. Modtageren er ’Community Sustainable Development Network’. Disse midler er blevet anvendt til at etablere toilet og gøre stedet mere tilgængeligt, appetitligt og – brugbart. Skolen har indsendt mig et regnskab fra oktober 2025 med udførlige poster, som der også er indsendt kvitteringer på (bemærk at internet er med på kvitteringen, idet vi har lovet at dække dette også, som et privat projekt udenom Ukassen). Resten er uden kvitteringer. ITEM PAYMENTS Træ, arbejdskraft (VVS’er og tømrer) samt diverse småindkøb 4464 GHC Ghana Water Company (without receipts) 300 Ghc Molding of blocks (local workmanship) 1250 Ghc Samlet 6314 Ghc (3744 kr.) [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TOGO ESOME er en frivillig hjælpeorganisation baseret i Danmark. Vi består af tre veninder og to lokale vævere. Gennem vores arbejde forsøger vi at styrke den sociale infrastruktur i Togo, et af verdens mindst udviklede lande, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Baggrund for projektet Vores første rejse til Togo fandt sted i efteråret 2021. Trine kendte en lokal væver fra et tidligere samarbejde, og vi skulle besøge ham og se, hvad de lavede i hans workshop, som nu hedder Inana Textile. Desuden havde den tekniske skole i byen bedt om vores hjælp til at designe nye skoleuniformer… men det er en helt anden historie. Vi tog til den lille landsby Vogan for at besøge det lokale fængsel, hvor Inana Textile havde startet et lille pilotprojekt året før. Da vi trådte ind i det møgbeskidte, overfyldte, elendige, varme, ildelugtende fængsel, blev vi mødt af tre mænd, der badet i sved skabte de mest fantastiske, farverige kente-stoffer. Kente-vævning er en eksklusiv kunstform i de omkringliggende lande, der symboliserer familieforhold, status og meget mere. Disse mænd fortalte, hvordan de gennem et 3-årigt uddannelsesprogram i fængslet, arrangeret af den lokale virksomhed Inana Textile, skulle lære dette kunsthåndværk. Programmet ville på sigt give dem mulighed for at arbejde i Inana Textiles værksted efter endt straf. De nævnte også, at mange andre indsatte ønskede at deltage, men at pladserne i det overfyldte fængsel var begrænsede. Da vi så håbet i øjnene på disse mænd, blev idéen om at gøre en forskel født – både for de indsatte og deres familier uden for fængslet. TOGO ESOME betyder en lysere fremtid for Togo. Togos fængsler Togo har i mange år været præget af politisk uro, og som følge heraf er der ikke mange udenlandske investorer eller bistandsorganisationer til stede i landet. Men vi er her, og vi ved af erfaring, at den lokale befolkning er et meget viljestærkt og positivt folkefærd. Befolkningen i Togo er klar over, at for at forbedre levevilkårene skal den sociale infrastruktur styrkes. For at hjælpe med denne proces har vi slået os sammen med lokale virksomheder og entusiastiske individer, og vi arbejder sammen for at skabe positive forandringer gennem princippet om lokal empowerment. Det juridiske system i Togo fungerer ikke optimalt, og det kan tage år, før en person, der er anklaget for en forbrydelse, kommer for en domstol. Da det togolesiske retssystem ikke fokuserer på resocialisering, er chancerne for at skabe et godt liv for en person, der har været i fængsel, meget små. Når en mand sendes i fængsel, lider ikke kun han selv, men også hans kone og børn. De lider økonomisk, da familien bliver tvunget til at klare sig med en enkelt indkomst. De lider også socialt, da fængsling i Togo ses som et skamfuldt tabu, og mange familier oplever derfor social marginalisering eller udstødelse. Af disse grunde fokuserer vi i TOGO ESOME på at forbedre resocialisering mulighederne for indsatte. Dette er et område, hvor ikke kun enkeltpersoner, men hele familier kan drage fordel. Nuværende projekt I TOGO ESOME har vi i de seneste tre år søgt diverse fonde, solgt produkter og selvfinansieret opbygningen af en 350 m² stor workshop, hvor de indsatte efter “mesterlære-princippet” kan lære af hinanden i det 3-årige projekt. I august 2024 står byggeriet færdigt. Med denne udvidelse kan vi rumme flere indsatte i programmet og give dem et sikkert, dedikeret miljø til at lære og praktisere deres nye håndværk. To tidligere indsatte, JayJay og Amen, har påtaget sig opgaven med at undervise de indsatte, der ønsker at deltage i programmet. Deres erfaring og dedikation gør dem til ideelle mentorer, da de ikke kun er dygtige vævere, men også forstår vigtigheden af resocialisering og muligheden for en ny begyndelse. Støtte fra U-kassen U-kassen har støttet os ved at donere materialer til 4 nye væve, som er bygget af lokale tømrere. Denne støtte forbedrer uddannelseskvaliteten og øger programmets kapacitet. Vi er dybt taknemmelige for deres bidrag, som hjælper os med at give flere indsatte en ny chance. Af hjertet tak for støtten, Camilla Ulvedal Carlsen [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Må jeg introducer jer for Hope Relief Orphans Village, som U-kassen sidste år støttede med 5000kr til indkøb af et overrislingsanlæg. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Kære Ukasse og foreningen Utamaduni. Lige her og nu sidder jeg i et regnfyldt Tanzania, en regn som har stået på siden december måned, ja til glæde for os alle, som dyrker jorden. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...

















































