Opsang fra Dav

 

Det er nat. En lun vind fejer stille over pladsen og nogle tusind sandkorn skifter plads. En teltdug sitrer, et barn vender sig i søvne. Højt græs bøjer sig, og træernes blade ryster i deres stilke.

De få tilbageblevne gløder i bålet lyser kortvarigt op og får en natsværmer til nysgerrigt at flakse tættere på.

Stjernebillederne Karlsvognen, Cassiopeia og Perseus stråler på himlen synlige for det blotte øje blandt hundreder af andre stjernekonstellationer med mærkelige navne.

Stjernetågen Mælkevejen med dens 100 milliarder stjerner kan anes som et diffust lys så langt væk, at det overgår forestillingsevnen. Inde i galaksen sejler nogle få såkaldte hyperhastighedsstjerner rundt. Forskere mener, at hyperhastighedsstjernen med en tvillingestjerne har været faretruende tæt på et massivt sort hul i Mælkevejens centrum.

Tvillingestjernen suges ind i hullet, mens hyperhastighedsstjernen på forunderlig vis bliver slynget ud i rummet med en fart af et par millioner kilometer i timen. Dette forunderlige fænomen kendes blandt astronomer som rekyleffekten.

Visse videnskabsfolk mener, at byggestenene til alt, hvad der eksisterer i universet, er de samme, og at vi derfor er det samme. At vi styres af de samme universelle love. Og at der derfor dybest set ikke er forskel på os og for eksempel blommetræer eller raps.

Kong Frederik den 2. blev kronet som konge af Danmark i august 1559. Han var en høj, rank og stærk mand med mørkt hår og høje tindinger, der interesserede sig for jagt, økonomi og fest. Måske ikke i den rækkefølge, for hans mor advarede ham flere gange mod følgerne af umådeholdent drikkeri, og kongens død allerede som 53-årig blev af den begravende præst udlagt som et resultat af druk.

Som ung forelskede han sig i en hofmesters niece, men hun blev ikke anset for at være fin nok, så han blev tvangsgiftet med den på det tidspunkt 14-årige, og i øvrigt yndige, Sofie af Mecklenburg.

Noget må have fungeret, for de fik syv børn.

Formentlig var kong Frederik ordblind. Det fortælles, at han ikke var i stand til at formulere sig skriftligt, men til gengæld gik han i krig med svenskerne. Det gik lidt op og ned, mest ned – blandt andet havde kongen to fejlslagne forsøg på at indtage Stockholm og Rigsrådet blev skidesure – men efter syv lange år måtte svenskerne alligevel anerkende Danmark som den mest magtfulde stat i Norden.

Efter således at have fået styr på parforholdet og svenskerne, drak han sig i hegnet en helt almindelig torsdag. I denne opløftede stemning fik han virketrang, kiggede sig om efter et nyt projekt og besluttede sig for at ombygge en borg i Helsingør.

Ombygningen stod på i 11 år, men en lun sommerdag i 1585, hvor svalerne kyssede græsset og hinanden, kunne kongen klippe silkesnoren til Europas flotteste renæssanceslot, Kronborg. Og han benyttede straks lejligheden til endnu en kæfert af de helt store.

Men inden da, må vi lige fem-seks år tilbage i tiden. For med svenskerne på hælene, Sofie i sengen og Kronborg undervejs blev Frederik igen rastløs. Han holdt som nævnt meget af jagt og en tirsdag inden morgenmaden, hvor han stod på sin terrasse og kiggede ud over terrænet, mens han adspredt kløede sig i skridtet, fik han endnu en idé. Svenskerne kunne han ikke skyde på mere, men hvad med alt det fjerværk, der ustandselig flagrer rundt i luften? Det var jo oplagt.

Han fik derfor anlagt nogle dyrehaver, hvor han blandt andet opdrættede fasaner, kalkuner og agerhøns, der var tænkt som senere jagtbytte.

Fasanen, der oprindeligt kommer fra Asien, var lang tid om at tilpasse sig danske forhold. Faktisk gik der nogle hundrede år, før der i 1870’erne blev fremavlet en fasanart, der kunne klare sig selv i den danske natur.

Men i 1580 var det ligegyldigt for kongen, om fasanen døde af sult, blev taget af en ræv, fordi den ikke vidste, at ræve spiser fasaner eller om den blev skudt. Han opdrættede og udsatte fasaner i lange baner.

I dag opdrættes og udsættes der årligt mellem 800.000 og en million fasaner, men forunderligt nok uden at det ændrer den samlede bestandstørrelse.

Det mest mærkelige ved fasaner er, at når de bliver forstyrret eller jagtet, trykker de sig mod jorden for så i sidste øjeblik at flyve op med bankende hjerte og larmende vingeslag. Det gør dem til et forholdsvis let bytte for jægere i alle aldre, der kalder den massive nedskydning for vildtpleje.

Klapjagt er en særlig form for vildtpleje, hvor vildtet, der typisk er fasaner, klappes frem mod de i forvejen placerede skytter. Inden jagten sættes i gang, skal skytterne orientere sig om terrænet og hilse på naboposterne, så alle er klar over, hvor de andre jægere står.

Når alle skytter er på plads, bliver der givet et jagthornssignal som tegn til, at klapperne kan begynde. Klapperne går frem med passende mellemrum og slår undervejs på kvasbunker, træer og lignende med en kæp eller et til formålet fremstillet klaptræ, hvilket får de formodentlig rædselsslagne fasaner til at lette.

Klapjagt kræver medvirken af både klappere og jægere, hvilket efter ovenstående beskrivelse ikke burde overraske nogen, men i den her sammenhæng er det alligevel værd at bemærke sig. For vi har her at gøre med det begreb, der kaldes det fælles tredje.

Det fælles tredje er centralt i en autentisk måde at være sammen på, både for jævnaldrende og for voksne og børn. Uanset deltagernes alder, er der altid mulighed for at være reelt fælles om noget. Det gør ikke noget, at en er dygtigere, ved mere eller har mere håndelag. Hovedsagen er, at der er noget ydre, et fælles anliggende, som alle er optaget af, og som de er optaget af sammen. I den fælles aktivitet er man sammen med nogen man holder af. Eller også kommer man til at holde af nogen, fordi man er sammen med dem om noget.

For nemheds skyld gradbøjer jeg fremadrettet begrebet ’Det fælles tredje’ en lille smule. Teoretisk velfunderede pædagoger vil muligvis sukke tungt og opgivende rette blikket mod loftet i håb om hjælp oppefra. Men som søn af en enlig mor med mig i puberteten kan jeg med empirien på plads helt entydigt sige, at suk og himmelvendte øjne ikke ændrer noget. Og at det er en anden historie.
Kong Frederik den 2. er ikke alene en stærk mand, han er også en klog mand. Hvis Kronborg skal være Europas renæssanceslot par excellence, juvelen blandt strandsten, kræver det noget ekstra.

Ingen kommer sovende til det smukke, undtaget de gange, hvor vi i drømme kan flyve.

Inden byggeriet går i gang, samler han derfor arkitekterne, sjakbajserne, håndværkerne, arbejderne og leverandørerne af sten og foreslår, at alle skal lægge nogle timers arbejde i fag, man ikke er uddannet til.

Mureren skal hver uge lægge arbejdstimer i køkkenet, hvor han for eksempel skal snitte kål. Arkitekten skal vaske op. Tømreren rense lokummer. Ingen kan sige sig fri. Stenhuggeren, der jo kan sidde ned og hugge de store sten til, kan ikke frasige sig tjanser indenfor andre arbejdsområder med en forklaring om, at han mangler det ene ben. Udfordringer er skabt for at blive løst, og alle er forpligtede overfor fællesskabet.

Mens forsamlingen højrøstet diskuterer forslaget, piller kongen sig diskret i næsen med en lillefinger. Så lægger han nakken tilbage, lukker øjnene og prøver at lodde stemningen. Da han igen åbner øjnene, ser han en flok gæs på himlen, der fra Sverige på den anden side af det blå sund trækker forbi med kurs mod Vor Frue Kloster et par kilometer inde i landet. Opløftet af gæssenes måde at flyve på forlader han fløjtende byggepladsen.

For uden at kende begrebet ved kongen, at det fælles tredje kan være en oplevelse, man er fælles om, eller det kan være en arbejdsproces, hvor man i fællesskab udretter noget. Og at det sidst nævnte fællesskab er det stærkeste. Som når gæssene flyver i formation.

Arbejdsprocessen har værdi, ikke kun som resultat, også som proces. Arbejdsprocessen er en af de grundlæggende menneskelige funktionsmåder. Det er også den, der definerer os som mennesker. Den hænger sammen med den enestående evne vi har, til forskel fra naturens andre skabninger, at vi kan planlægge noget, der skal ske i fremtiden.

Men vi kan ikke have muligheden uden også at have ansvaret. Og det ved kongen. Hvad enten jeg ønsker det eller ej, er mit liv og de andres liv, og dette livs indhold og vilkår, afhængigt af, hvilke handlinger jeg vælger at udføre her og nu. Hvilke arbejdsprocesser jeg vælger at gennemføre.

Vi er, kort sagt, afhængige af hinanden. I en grad, så man i særligt lysende øjeblikke kan fornemme, nok mere end reelt forstå, hvad forskerne mener, når de siger, at vi er det samme.

Frederiks forslag bliver efter en del snak frem og tilbage implementeret. Alle synes, det lyder som en god idé, og arbejdet med det kommende Kronborg skrider bemærkelsesværdigt lystigt frem. Den etbenede stenhugger har fået en stol, så han kan sidde ned og vaske op, og hans ru hænder nyder godt af sæbevandet. Også hans øjne har fået det bedre, i hvert fald stråler de, når han ser på Marie og Ingeborg, der ivrigt snakkende og lattermilde står ved siden af og tørrer af. Men en onsdag eftermiddag sker der noget uventet.

I ugerne op til dette tidspunkt har en frisk vind stået ind over landet, og selvom kalenderen siger sommer, regner det ustandseligt. Lige denne onsdag eftermiddag er der dog ophold i regnen, men vinden står fortsat ind på pladsen og får de våde blade til at hvirvle rundt, så man af og til med hånden må skygge for øjnene.

En armeret, delvist gennemsigtig, hvid presenning på 8 x 12 meter er via et sindrigt system hængt op over toppen af det telt, der rummer baren. Presenningen rager to-tre meter ud over teltkanten, dér hvor kunderne står, så de kan søge ly og læ under den i såvel solskin som i regnvejr.

Udhænget på presenningen er fæstnet til to stolper – én i hvert hjørne – der er gravet dybt ned og yderligere fastholdt af en wire, der stramt er bundet til en af de store teltpløkke. For at forhindre presenningen i at flapre, er den strammet meget hårdt op. For at trækket på presenningen ikke skal rive den itu, er hjørnerne forstærket med en træklods.

De gode intentioner til trods, og fordi det som sagt blæser en del, river omtalte presenning sig alligevel løs. Og det er her, vi må sande, at videnskaben om altings forbundethed formodentlig er sand. I hvert fald kan rekyleffekt opstå både blandt stjerner i en fjern galakse og blandt slotsarbejdere i Helsingør.

For hjørnet af den 8 x 12 meter armerede presenning påmonteret en pænt stor træklods skyder med rekyleffekt pludselig gennem luften med så høj fart, at havde der stået en fuldvoksen hest i vejen, havde den været død på stedet. Det gør der så heldigvis ikke.

Nogenlunde midt på sjappen – som er fagbetegnelsen for teltets ’tag’ – får presenningen en to meter lang revne på tværs, hvilket får håndværkerne til at indse, at den ikke kan stå for vindpresset, og at det vil være en god ide at pille den ned, inden nogen kommer til skade. På byggepladsens daglige personalemøde lader alle 14 bartendere til at forstå alvoren, og tre mand melder sig frivilligt til opgaven.

Man kunne ønske sig, at barpersonalet også i handling accepterede, at mødets fælles beslutninger nødvendigvis må overrule individets ellers nogenlunde frie valg. Næsten som når det igen og igen bliver fortalt, at al alkohol på byggepladsen bør købes i baren, fordi overskuddet blandt meget andet går til at støtte andre projekter i fjerne lande og invitere arkitekter og dygtige håndværkere fra udlandet til Danmark med alt betalt.

Når mængden af tomme flasker, der tidligere har indeholdt alkohol som ikke sælges i baren, alligevel bliver større år for år, skyldes det enten, at budskabet ikke er forstået eller at nogen prioriterer sig selv højere end fællesskabet. Eller måske mangler at se sig selv som blommetræer i en smuk plantage?

Efterhånden som byggeriet af det nye slot skrider frem, begynder nogle håndværkere at glemme deres tjanser. Eller at skulke. Ikke stenhuggeren, vorherrebevares, han nyder hvert sekund med hænderne i sæbevand og øjnene på kvinderne. Men to tømrere vil hellere arbejde med træ end skrælle kartofler. Så de bliver væk. Og med skam at melde er de ikke de eneste.

Og da de tre bartendere efter barmødet besigtiger presenningen igen, bliver de forunderligt nok enige om, at det er bedre presenningen bliver hængende, end at de demonterer den. Jeg skriver ikke disse ting for at pege fingre af nogen, jeg skriver det for at eksemplificere voksne menneskers evne til at lade individet gå forud for fællesskabet. Det er såre menneskeligt, men uhensigtsmæssigt på en byggeplads.

Når tre bartendere omgør en beslutning, de kort forinden selv har været med til at tage, når byggepladsens deltagere drikker piratalkohol købt udenfor pladsen og når nogle håndværkere af den ene eller anden årsag bevidst eller ubevidst skulker fra, fravælger eller forsøger at undgå byggeriets livsnerve, tjanserne, er det skadeligt for projektet.

Hvis en fælles arbejdsproces skal være berigende, skal man deltage i hele arbejdsprocessen. Man er kun fælles, hvis alle involverede deltager i alle faserne. Kun sammen kan vi skabe det fælles tredje.

Dagen siger tak og natten tager over. Langsomt vågner stjernerne på himmelhvælvingen. Hvis du kigger på din hånd, ser du resterne af supernovaeksplosioner tidligere i universets historie. De tungere grundstoffer fra eksplosionerne er nemlig fortrinsvis kul og ilt, som planeter og mennesker er lavet af.

I et lille land mod nord, på en lysning i en skov mødes 700 mennesker i alle aldre en gang om året. I en uge socialiserer de med åbne hjerter.

Vi er mælkevejen og blommeplantagen, sandkornene og rapsmarkerne. Vi er ikke noget uden hinanden.

Davs beretning er et genoptryk fra hans Facebook note.