Lucas Mhoja, hvil i fred

NEKROLOG OVER LUCAS STEPHEN MHOJA
f. 9/7 1984, d. 10/12 2014

af Kirsten Larsen Fisker Mhoja, Christiania

D. 10. december 2014 omkom min kære svoger Lucas ved en trafikulykke i Sukumaland.

Han havde været på vej hjem fra sit arbejde for landsbykontoret i Lugeye, hvor han havde opsyn med et skolebyggeri og var ansvarlig for modtagelse af materialer til byggeriet. Han havde haft andre opgaver for kontoret, bl.a. havde han været med ude og dele madvarer fra regeringen ud i landsbyer med sultproblemer.
På denne dag havde han på vejen mødt nogle bekendte og var standset op med sin motorcykel for at hilse på. Mens de stod der, kom en bil i alt for høj fart. De andre nåede at springe for livet, men Lucas nåede ikke at komme af vejen, måske pga. motorcyklen, og var dræbt på stedet. Han blev bragt til hospitalet i Magu, hvor han lå indtil begravelsen d. 16/12. Han ligger nu hjemme i Lugeye på gravpladsen ved siden af sine bedsteforældre.
Vi var alle dybt rystede, en ung mand som Lucas, kun 30 år gammel, som syntes at have så meget godt i vente i fremtiden.
Min mand Makungu, Lucas’ ældste bror, som nu bor i Danmark, havde planlagt at rejse hjem til Lugeye på juleferie d. 13/12. Han fik her fra København udsat begravelsen, så han kunne nå at deltage.

Lucas var den næstyngste af en søskendeflok på syv, fem drenge og to piger, alle børnebørn af den berømte grundlægger af dansegruppen Wanalyaku i Lugeye, Mzee Lyaku. Skæbnen ville, at de begge blev dræbt ved en trafikulykke, Mzee Lyaku dog langt oppe i årene.

Lucas voksede op i Dar es Salaam, hvor hans far tjente som kulturofficier for militærpolitiet ved Tanzanias største militærforlægning og fængsel, Magereza. Hele familien var rejst med til Dar es Salaam, undtagen de to ældste. Makungu blev i Lugeye for at passe på hjemmet.

Faderen tjente i øvrigt også som soldat under krigen mod Idi Amins styre i Uganda, han havde været langt inde i Uganda og kan fortælle om, hvordan han flere gange var i livsfare. Hele familien boede i et hus i Magereza sammen med andre soldaterfamilier. Efter krigen fik han tilbudt pension, som han tog imod. Han var glad for at kunne vende tilbage til livet i landsbyen.
Lucas’ næstældste storebror, Ndelama, bor og arbejder stadig i Magereza. Det er familiens base i Dar es Salaam, hvor vi altid bor på gennemrejse fra Danmark til Sukumaland. Der opholdt sig også Lucas en uges tid sidste sommer på vej hjem fra Danmark.
Lucas var i en periode som stor dreng hos en plejefamilie, noget familie i Tabora, men vendte hurtigt hjem til Lugeye, da man i plejefamilien havde den kedelige vane at opdrage børn med tæsk, fortalte Lucas. Det gjorde man ikke hos Wanalyaku.

Lucas sammen med Makungu og Kirsten på deres 10 års bryllupsdag d. 2/10 2014.<br />Billedet er taget af Pernille fra Ikumbo.

Lucas sammen med Makungu og Kirsten på deres 10 års bryllupsdag d. 2/10 2014. Billedet er taget af Pernille fra Ikumbo.

Efter at Makungu i 2008 var rejst til Danmark, blev Lucas hurtigt den nye leder og fordanser for Wanalyaku, under kyndig vejledning af sin far, den nuværende Mzee Lyaku. Han viste sig hurtigt at være et kæmpe talent, både som danser, trommeslager og underviser for gruppen og de mange gæster, der kommer for at lære sukumaernes dansekultur at kende. De gode kunstneriske og pædagogiske evner bragte ham til Danmark i sommeren 2014, hvor mange nød godt af hans undervisning og behagelige selskab.
Han optrådte sammen med danserne her i landet ved mange begivenheder, Utamaduni Sommerlejr, Christianias fødselsdag og andre arrangementer i hele landet. Han underviste Utamadunigruppen og de to grupper i København i hans speciale, som var Bakumyalume hakkedans, slangedans, den populære Maliwata og mange andre. Han afholdt kursus for dansegrupperne i Århus og underviste de studerende på kunstakademiet der. Alle var begejstrede for hans undervisning, hans charmerende væsen og livlige og humørfyldte ledelse.

Og det skulle da også bare mangle!
Han var leder af sit lands bedste traditionelle dansegruppe. For ca. tre år siden drog Wanalyaku afsted til den store dansekonkurrence ved kunstakademiet i Bagamoyo. De var kommet direkte fra et dansejob i Arusha og var ved ankomsten meget trætte. De skulle være gået lige på, men fik udsættelse et par dage, så de nåede at hvile ud. Derefter vandt de hele konkurrencen, nåede at besejre alle landets andre grupper og drage hjem som vindere efter en måneds ophold i Bagamoyo. Wanalyaku nåede også at blive vindere af andre konkurrencer under Lucas’ ledelse, bl.a. konkurrencen blandt dansegrupperne omkring de store søer.

Jeg har selv været ude med Wanalyaku og set dem optræde ved mange lejligheder, både med Makungu og Lucas som fordanser og fulgt gruppens udvikling i nu 20 år. Hvert år optræder gruppen til Mwenge, hvor Tanzania fejres ved at man lader frihedsfaklen bære landet rundt. Ved den lejlighed oplevede jeg Makungu som leder for ca. 10 år siden. Sidst jeg besøgte familien i Lugeye, dec. – febr. 2013 – 2014, var jeg sammen med Lucas og gruppen på job nytårsdag 2014 på stadion i Mwanza, sponsoreret af CocaCola. Vi fik det store program at se. Min tilstedeværelse kunne heller ikke undgå at vække opmærksomhed. Lucas havde malet sig helt hvid og fundet en stor rød paryk. Som han sagde:” Når man bor sammen, kommer man til at ligne hinanden!”
Ja, vi har haft meget spas sammen.

Jeg mindes de hyggelige hjemmeaftener i familiens skød i Lugeye hos forældrene. Der er ikke elektricitet, så man sidder i den dunkle belysning og nyder en stille stund efter maden, drikker måske en kop kaffe med en enkelt Konyaki, mens man fortæller dagens hændelser. Det var i de stunder jeg så Lucas med sin søn på skødet, den lille Stephen, som nu er ca. 2 år. Ved hans side sad hans kæreste, den lattermilde, men også alvorlige Happiness. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, forhåbentlig til vinter. Hvor Lucas vil blive savnet!
Det var ham, der havde tid til at snakke, ind imellem, når han havde en pause i sit arbejde og Makungu var travlt optaget med alskens gøremål.
Jeg husker de stille dage under skyggetræet, hvor meget af snakken gik om, hvor fantastisk det skulle blive, når Lucas kom til Danmark.

Lucas var i gang med at indspille en film. Han skaffede mig en rolle og vi var på tur sammen til Mwanza, hvor vi optog nogle scener på et smukt sted ved søen. På vejen hjem blev det sent og vi nåede ikke den sidste daladala, så vi stoppede og kom op i førerhuset på en stor lastbil hele vejen til Lugeye.
Hvor havde vi det bare pragtfuldt!

Lucas efterlader sig mange, mange, der savner ham dybt. Hele hans familie, hans forældre, hans arbejdskammerater på landsbykontoret, dansegruppen og alle os, der har lært ham at kende og havde drømt om alle de fantastiske ting, vi kunne lave sammen i fremtiden.
Lucas nåede i sit korte liv mange ting, som andre end ikke nærmer sig i løbet af mange år.

Nu må vi blot takke for alt det, vi fik, at vi lærte Lucas at kende, at han har været her.
Hermed en sidste hilsen til dig, min kære svoger fra din svigerinde (sjemeji).

Æret være Lucas Stephen Mhojas minde!

 

Lucas Mhoja på lejren 2014. Foto: Mads Bischoff

Lucas Mhoja på lejren 2014. Foto: Mads Bischoff

Tilføj din kommentar her (Log ind med Facebook)