Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2018 Støtte til 3 projekter på Bujora i Sukumaland

Støtte til 3 projekter på Bujora i Sukumaland

,

I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her.

♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora.

Muren med landkortet, der illustrerer de gamle høvdinge-dømmer i Sukumaland, er et fast indslag på rundture på museet, men den var revnet og risikerede at vælte, og malingen var falmet og afskallet. For at redde de oprindelige optegnelser på muren, skulle malere kopiere hver kvadratmeter, før muren blev revet ned og bygget op igen. Derefter skulle malerne genskabe landkortet. Muren står frit på museets grund, tæt på kirken og er velbesøgt af kirkens mange brugere, de lokale, børn, skoleklasser, museumsgæster m.fl., og den fungerer derfor som gratis attraktion og er bevidsthedsskabende for sukumaerne omkring deres kultur og historie.
Det var helt vildt, da det gik op for mig, at det var lykkedes Fabian at få vores mest kompetente og dygtigste kunstnere, Charles Ndege og Sander Machombo til at færdiggøre mur-projektet!
Sander rejste fra Emmelev og til Bujora i januar, og nu er museet beriget med en smuk, ny mur med de gamle kort-optegnelser og endda tilføjet helt nye malerier.

Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet:

Foto af det nye vægmaleri ’Ancient Kingdoms of Sukumaland’, februar 2018

Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961.
Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug.
I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt.
Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden.
Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid.
Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen.
Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter.
I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer.
Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018

♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum.

Der tækkes og laves nyt tag

Det færdigttækkede Bagika- og Bagaluhus, 22. august 2018

Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet.
Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så
deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.

 

 

 

♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer

Trommehuset, som blev bygget i 1960’erne, ligger meget centralt på Bujoras store danseplads og har oprindeligt været brugt som gæstehus. Tilbage stod kun de gamle, revnede mure, som dannede baggrund for dansegruppen WanaCesilias optrædener, og det var ærlig talt et trist syn.
Æstetikken på Bujora er en vigtig del af gæsters oplevelse af stedet, men det gamle hus gav indtryk af nedslidthed og forfald.
Nu er det huset revet ned, og et nyt fundament er bygget. Arbejdet med at bygge mure og lægge stråtækt tag på er stadig i gang og ikke færdiggjort endnu.
Fabian Mhoja, Bujoras beboere og jeg vil gerne takke for den hjælp, som lejrens deltagere via U-kassen har givet til Bujora ved at støtte dem i at forskønne museet, så de også fremover kan promovere og bevare sukumaernes unikke kultur. Særligt i år, hvor centret fejrer 50-års jubilæum, og hvor gæsterne forhåbentligt vil strømme til!

Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak.

Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe

Trommehuset for få år siden, før taget blev pillet helt af.

Fundamentet til det nye trommehus efter, januar 2018

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Tak til U-kassen og dermed alle lejrens deltagere!   “African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag. Klinikken er gratis. Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste års donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede. Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet. I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften. Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen. Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt. Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker. Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten. Kirsten Larsen   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!  •  Læs bestyrelsens hilsnen 1. maj 2020 HER Her følger Tinnes hilsen, som den blev skrevet INDEN lejren 2020 blev aflyst: Kære alle sammen Jeg håber, I allesammen har det godt derude, i jeres respektive coronabobler. Corona og årets utamadunilejr Et spinkelt håb Kære alle sammen, jeg håber inderligt at se jer i Ramten skov i uge 30, men for nu må vi holde vejret, krydse fingre og støtte kærligt op om de beslutninger, der kommer fra Statsministeriet og som måske må betyde, at der vil gå endnu et helt år, før vi ser hinanden. Hvem ved, måske det vil betyde, at danseweekender som Vinterkucheza og Kikome bliver helt fyldt op, at lejren bliver afholdt på en alternativ måde, at vi kan holde vintersolhvervsfest eller noget helt andet. Meget er muligt… såfremt corona går på retræte og holder sig langt væk 🙂 Jeg håber, I har det dejligt derude og får en masse kvalitetstid med jer selv, jeres familier og virtuelle venner på den bedste måde. <3 Mange kærlige hilsner fra Tinne   Tilføjelse d. 3. maj 2020: Som det også er nævnt øverst i opslaget her, blev denne beretning skrevet før, vi i bestyrelsen besluttede os for at måtte aflyse årets lejr. I fredags, d. 1. maj sendte vi ud på diverse facebooksider at lejren er aflyst og har siden modtaget rørende mange kærlige tilkendegivelser omkring tristheden ved situationen men også forståelse for vores beslutning. Det er vi sindssygt glade for. Tusind tak for jeres støtte, tanker og forståelse. Vi ses i Ramten skov i juli 2021 og måske også i løbet af andre arrangementer over det kommende år, når coronaen endelig tillader os at ses igen. Jeg glæder mig. Hav det dejligt så længe. Kh fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14– om vejen til en sundhedsklinik i et marginaliseret område i Ghana To unge piger fra Århus var frivillige på skoleprojektet i Ghana. En lille pige fra skolen døde af malaria. Det var hårdt for de unge danskere at opleve dette. Det var endnu hårdere for hendes forældre. Den lille Rita’s død var endnu en konsekvens af mangel på oplysning vedrørende sundhed – og ringe adgang til en sundhedsklinik og dermed de basale sundhedsydelser, der kan redde liv. Kuntu er en lille landsby i nærheden af Saltpond, i Central Region i Ghana. Den lokale høvding i Kuntu, Nana Kwesi Brebo III, har et stort ønske om at etablere en sundhedsklinik i landsbyen, da der ude i landområderne er lang vej til behandling på klinikker og hospitaler. Lang transport og dårlig økonomi bliver ofte en barriere for at søge hjælp, hvilket kan få fatale konsekvenser – i værste fald koste menneskeliv. En gruppe studerende fra Metropol tog deres praktik i Ghana, gennem African Footprint International. De fokuserede på sundhed i området. De fandt bl.a. ud af, at omkring 24.000 mennesker i områderne omkring Kuntu ikke har adgang til basal sundhed. På baggrund af en forespørgsel fra lokalbefolkningen i Kuntu var African Footprint derfor med til at starte opførelsen af en sundhedsklinik i Kuntu, i samarbejde med sine danske støtter og en dansk konstruktionsvirksomhed (Egen Vinding og datter). Projektet er i processen løbet ind i forskellige problemer, hvilket betyder, at færdiggørelsen lader vente på sig. F.eks. var der et løfte fra den danske ambassadør i Ghana om at betale for klinikken. Det havde den næste ambassadør intet hørt om. Der manglede også penge til at etablere elektricitet og vand på klinikken, hvilket de 5000 kr. fra u-kassen er gået til. Senest er det blevet konkluderet, at der er opstået nogle sprækker i fundamentet på klinikbygningen, som har givet flere forsinkelser i forhold til planen om færdiggørelse. Der arbejdes dog ihærdigt for, at alle involverede parter tager deres del af ansvaret for færdiggørelse af klinikken, så projektet snarest muligt kan komme i mål. Der er gode udsigter i vente, når sundhedsklinikken står færdig. I Ghana er det ikke umiddelbart en selvfølgelighed, at staten sørger for, at landets borgere har adgang til sundhedsydelser. Høvdingen i Kuntu har dog indgået en aftale om, at det regionale sundhedskontor vil sørge for personale til klinikken i Kuntu, når først selve bygningen og faciliteterne er etableret på lokalbefolkningens eget initiativ. Denne aftale er resultatet efter en lang forhandling med henblik på at skabe bedre sundhedsforhold for lokalbefolkningen i landområderne omkring Kuntu. Ønsket og forventningerne efter færdiggørelsen af sundhedsklinikken i Kuntu er, at dette sundhedstilbud vil kunne afhjælpe, at folk dør af sygdomme, som forholdsvis let vil kunne behandles, hvis der er mere direkte adgang og kortere vej til hjælpen. Der er ingen, der har et større ønske om, at klinikken skal blive færdiggjort, end lokalbefolkningen i Kuntu. Det var meget rørende for mig at besøge stedet og lytte til deres ønsker og vilje til at skabe deres egen fremtid. På deres vegne vil jeg derfor takke UTAMADUNI’s u-kasse mange gange for den støtte, I har givet. Det er dejligt at kunne hjælpe gode projekter, som man selv har besøgt, gennem at være på sommerlejr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Noget om trommer….. Jeg har efterhånden været på lejr så mange gange, at det næppe skulle kunne lade sig gøre, at én enkelt lejr skulle vise sig at blive markant anderledes end de andre. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på Utamadunilejren 2019. Da greb jeg nemlig trommestikkerne, og jeg har på fornemmelsen, at Utamadunilejren og mit forhold til Sukumakulturen er forandret for altid.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Projekt risafskalningsmaskine + selvbyggede huse af holdbare mursten i fiskerlandsbyen Abene i Senegal. Tak for 5000 kr. Fra U-kassen til ovenstående projekter [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Rejsen til Sukumaland i Tanzania i 2019, var min 14. rejse dertil… Hver vinter laver jeg lidt research i Sukumaland. I år var det en kort tur, kun 5 uger til at lave alle de ting, jeg gerne ville. I juni 2018 døde min gode ven, medicinmanden Kabugume, som var præsident for slangedansernes medicinselskab. Han må have været meget gammel, langt over 80 år. Vi havde aftalt sidst vi så ham i februar 2018, at denne gang ville vi blive hos ham i 5 dage. Det kunne vi jo så desværre ikke, men hans grav måtte vi nødvendigvis besøge og den efterladte familie, som det første før alle andre planer. Vi fandt bopladsen i Misungwi i fin stand som sædvanligt. Duerne i deres kasser på husmuren fløj ud og ind som før. Et hyggeligt sted med en egen ro. Hilsen Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017    Læs flere af Jeanettes historier på Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14 Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2013Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Download som interaktiv PDF, klik her [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Når vi får kulturgæster i år – efter flere lejre uden gæster fra Tanzania, fordi stramninger i visumregler har forhindret besøgene – kunne det ikke være bedre end at det netop er medlemmer af Kisesa B, som skal på den lange rejse. Allerede for to år siden var hele balladen med fødselsattester, civilstandsdokumenter, pas, invitationer, visumansøgninger og garantibeløb sat i værk. Gæsterne glædede sig. Vi glædede os. Og så fik de afslag. Der blev grædt mange tårer på begge kontinenter. Heldigvis er der kræfter, der formår at komme op på hesten igen. En klage over kendelsen blev indgivet. Og endelig er den blevet behandlet og vi fik medhold. Kulturgæsterne kan komme på lejr i år. Jeg har kendt Kisesa B siden 2003, hvor jeg var en måned i Tanzania med familien. Far, mor og 3 børn. Vi boede på Bujora i Sebas hus og jeg hørte trommer. Hakketrommer – endda lyden af danse jeg kendte. Jeg spænede over på den store åbne plads hvor dansegruppen øvede og greb en hakke. Stod med en flok måbende småunger helt nede bagved (ja altså ikke på allerbagerste række, hvor man utilsigtet kan havne som fordanser, når hele gruppen roterer, men på anden bagerste børnerække). Jubijæææh, jeg dansede med en rigtig tanzaniansk dansegruppe og vi dansede noget jeg kendte hjemme fra Ikumbo. Det var stort. Der gik ikke mange minutter, før danselederen kom min vej og opfordrede mig til at sætte mig ned og slappe lidt af. Nej nej, smilede jeg, jeg er slet ikke træt. Han blev skarp og insisterede. SÆT DIG NED! Ok ok. Jeg satte mig ned og var forbløffet. Overbevist om, at jeg måtte lege med senere. Uden at være klar over noget (det var min 2. gang i Tanzania og såvel min kulturelle forståelse, som mit swahili var meget beskedent). Uden at fatte, hvad der skete, var jeg havnet midt i en konflikt mellem dansegruppen og det kirkelige overhoved, som betød, at der skulle penge på bordet til kirken, hvis jeg skulle danse med i gruppen. Alting handler om penge. Jeg måtte over på kontoret hos overpræsten og sidde skoleret og undskylde, at jeg sådan bare kastede mig ind i dansen, uden af have betalt for undervisning. Det var simpelt hen så uforståeligt for mig. Når vi får gæster i Danmark, er de altid hjertens velkomne i grupperne, uanset om de er kulturgæster eller nogens private venner eller kærester. Og man talte så meget om gæstfriheden i Tanzania – hvad forgik der? Præsten var indbegrebet af arrogance. Han sad med siden til under hele samtalen og bladrede adspredt i en bunke krøllede papirer undervejs. Jeg skulle virkelig ikke tro, at jeg var nogen. Så snart jeg sad på lave stol i det lillebitte steghede kontor, lod han mig forstå, at jeg havde overskredet alle grænser for gæstebud – og at jeg måtte hoste op med nogle penge, hvis jeg skulle danse. Jeg var fuldkommen målløs. HVAD? Betale for at danse? Jeg skulle jo ikke have undervisning, bare danse med ud af kærlighed. Der skulle ikke gøres særlige foranstaltninger for min skyld – jeg stod gerne på andenbagerste sammen med ungerne. Vi blev ikke rigtigt enige om noget. Han ville sætte en særlig workshop op for mig og nævnte et beløb, som man kunne købe en hel ko for. Jeg blev stædig og sagde nej tak. I 2003 var der kun en dansegruppe på Bujora og jeg græd mine modige tårer. Jeg havde sådan glædet mig til at være i Tanzania og give vores 3 unger oplevelsen af, hvad det går ud på med al det der danseri. SMSede med min danseveninde Ditte og beskrev min frustration. (Det var før internettet, så korrespondancen var skidedyr og tilstræbt kortfattet). Ditte havde været i Tanzania året før, så hun forstod min kvide. Gå ned til Kisesa B. Du spørger bare en lokal om at vise vejen. De vil tage imod dig på passende vis. Min mand Søren Idokesbror havde en rigtig god tilgang til at gå på visit. Når vi kom hjem til nogen, sørgede han altid for at medbringe noget kød, ris, sukker og olie – både for at give en værtsgave og for at sikre, at vi ikke åd familiens sidste høne. Altså kom vi ned ad vejen, fulgt af ungernes legekammerat Frankie, med ingredienser til et velkomstmåltid. Før mobiltelefonens oprindelse. Altså helt uvarslet. Vi kom ikke på en øvedag. Kisesa B har altid øvet fredag og mandag. Og det gør de stadig. Men glæden over at have fået gæster (kombineret med begejstring over hvor meget Søren lignede Idoke) udløste heftig aktivitet. Kvinderne tilberedte de medbragte fødevarer og mænd og drenge fik stampet dansegruppen op af hullerne og så blev der danset bunungule. Vi var hjerteligt velkomne. I en sådan grad, at mine fodbolddrenge også kom på dansesandet. Den havde jeg ikke set komme. Den måned står stadig tydeligt i mine børn. Det skønneste var at komme ud på landet til Kisesa B, slå vores telt op og lege, danse og synge. En dag vi voksne skulle til begravelse andetsteds, passede familien og Frankie de tre børn, som havde en dejlig dag uden forældre. Vel at mærke uden et fælles verbalt sprog at gøre godt med. Lattermildheden og den venlighed alle gæster omgærdes af bar det hele. Stemningen i Kisesa B er den samme i dag. Også selvom der er blevet bygget helt vildt og husene nu ligger inde i en landsby, med en højrøstet moske som bagnabo. Medlemmerne er ikke de samme. Gruppen bæres i høj grad af børnene af dem, jeg kendte fra dengang. Forfærdeligt mange af de gamle er døde. Og de få overlevende har brændt lysene i begge ender og lidt på midten, så de er i en sørgelig forfatning. Der blev drukket og røget igennem dengang. Det slider på systemet. Alle grupper har op- og nedgange. Der var en periode, hvor man kunne høre hønsene kagle og hundene glamme på gårdspladsen ved Anders Shagembes hus. Trommerne var gået til og der var ikke penge eller energi til at reparere dem. Gruppen sov. Her kom Sabina (Tak, tak TAK!) ind på banen og finansierede trommernes og gruppens genopstandelse. Sabina bor i Danmark, arbejder som en hest og bruger en stor del af det hun tjener på aktiviteter, der gavner familien i Tanzania. Det er almen viden, at uden Sabina, ville der ikke være liv i gruppen nu. I dag består Kisesa B af anden generation af familien Milundumo med venner. Der mindre alkohol i dagligdagen og hashen er fortrukket væk fra dansepladsen og ned bag en gruppe træer, så gæsterne ikke udsættes direkte for tågerne og kun de, som ryger, deltager i den aktivitet. De unge drenge og de få piger danser stadig bunungule. Tilsat sogotha og bula buka, når trommerne er i form til det. Shabani spiller tromme 2025 Kisesa B anno 2006 var meget stærke sangere. Gamle Milundumo formelig sprøjtede sange ud af ærmerne og der blev sunget til enhver øver. Meget, smukt og stærkt. Den tradition er ikke gået så stærkt i arv. Selv om vi taler om det på møderne, formår gruppen ikke at gennemføre decideret sangundervisning og en del af medlemmer mumler lidt i skabet, fordi de hverken kan huske ord eller toner. Det er til gengæld det eneste, der bekymrer mig omkring gruppen. Der er så stærke kræfter, som driver værket, at de småknægte, der hænger ud på de bagerste rækker eller omkring træbommen, som trommeslagerne sidder på, nok skal tage over og drive gruppen videre til næste generationsskifte. Øver på en ganske almindelig mandag aften Gamle Milundumo er her endnu! Efter hver øver er der møde. I år var jeg så heldig, at gruppen valgte at gennemføre møderne på swahili, i stedet for deres foretrukne sprog sukuma. Hvis man ved hvor glade sukumaerne er for deres sprog, forstår man hvilken gave og udtryk for respekt for mig det er, at de i to måneder talte swahili til møderne. Alle møder er lange og indledes med at formanden takker for dagens øver og udtrykker, at den har været god. Herefter er der navneopråb, hvor sekretæren noterer de tilstedeværende i den store sorte bog. Udebliver man fra en øver udløser det en bøde på 50 tsh. Jeg var forhindret af aktiviteter vedrørende mit husbyggeri en fredag og til næste øver fik jeg til gruppens udtalte begejstring en bøde. Sekretæren råbte mit navn op. Da jeg svarede ipo, jeg er her, sagde hun lige så tørt: Du har et H. H for haipo (hun er her ikke). Jeg betalte min gæld og var tilfreds med at være så meget en del af gruppen, at jeg indgår i deres bøderegnskab. Efter navneopråbet diskuteres hvad der rører sig. Når man vil tale, beder man formanden om ordet og når man taler står man op og indleder sine ord med at takke formanden for ordet. Alt sammen så underligt formelt, set med danske øjne. Mørket lægger sig. Det bliver køligere og moskitoerne har en fest. Somme tider er folk alvorlige eller vrede, men de store grin ligger hele tiden lige under overfladen, klar til at bryde ud, når en af gruppeklovnene siger noget sjovt. Et af de sidste efterøver-møder inden jeg rejste hjem for i år var en overraskelse. Vi havde haft en gruppe danskere på kursus et par uger og det var tid til evaluering. Der var sket småfejl i undervisningen og der var indgået flere kæresteskaber end normalt. Begge emner blev diskuteret og alle har taleret uanset status i gruppen. Der er ikke tradition for at man skal blive enige via dialog – i stridsspørgsmål er det i sidste ende formanden, som slår streger under facit. De streger slås efter, hvad der gavner familien og gruppen – mere perifere medlemmer har taleret, men ikke så stor indflydelse, som de der er født ind i gruppen. Det affinder alle sig med. 2 dage tidligere havde jeg haft besøg hjemme i mit nybyggede hus. Brødrene James og James kiggede forbi, for at beskue byggeriet og for en snak. Jeg kom med nogle af mine betragtninger angående et par af de unge dansedrenge, som synes mere optagede af at få en dansk kæreste, end af at kunne deres shit. Som maser sig op på forreste række for at flashe, uden at mestre undervisningens kunst. De kan blive rigtig gode dansere, men I er nødt til at forklare dem om ydmyghed og vigtigheden af at stå nede i rækkerne, indtil man for alvor husker hvordan dansen går. Ellers bliver de til de der irriterende Michael Jackson wannabees, som mange grupper trækkes med. Både i Danmark og Tanzania. De mangler forståelse for gruppen og er for optagede af sig selv. (Synes jeg, det her er jo min historie). Til mødet diskuteres emnet om undervisningens kunst. Pludselig siger Lille James: Shenede, du har nogle overvejelser omkring dette emne, værsågod at komme med dem nu. Jeg blev ret paf, men måtte bide i den sure mango og rejse mig. Takke formanden for ordet og fortælle mine overvejelser direkte til drengene. Det var meget uvant for mig med så direkte kritik. Men jeg er medlem af gruppen og det forventes, at jeg bidrager. Også fordi jeg er gammel – respekten for alderens visdom er udbredt. Der sker ikke store forandringer på baggrund af et enkelt møde. Men ærligheden, modet og den direkte tale, kunne vi godt bruge mere af i grupperne i Danmark. Vi bryster os af flad struktur, men der er forskel på folk og mange ting bliver aldrig diskuteret i plenum. Mødet er åbnet Festen synges i gang Slagterdrenge Tæt på hjemrejse holdt vi en fest for at fejre husbyggeriet og livet i al almindelighed. Søde venner fra Danmark havde hjulpet med skillinger, mine var forsvundet i byggerodet. På selve festdagen kom vi sent i gang og jeg tonsede rundt med tømmermænd og værtindestress. Så kom dansegruppen og fik sat gang i både det praktiske og det kulturelle. Nogen stod for at slagte Fætter Fedtfår, andre hjalp med at slæbe stole og service udlånt af landsbylauget. De fleste hjalp til med at drikke nanasi, spise velkomst-stegt blod og indvolde og synge festen i gang. I allersidste ende, var det også medlemmer af dansegruppen, der lykkeligt lallede hjem efter en vældig dag med masser af mad og drikkevarer. Masser af trommer og dans. Masser af sang ved bål. Masser af det hele. Det er selvfølgelig ikke hele gruppen, der skal til Danmark. Men 5 medlemmer er nok til, at vi kan få et pust af glæden, varmen, ilden og trommerne fra Kisesa B på årets lejr. Med lidt held skruer undervisningsministrene programmet sammen sådan, at vi får shindano – dansekonkurrence mellem slanger og hulepindsvin. Så må vi se om slangedanserne tør stille op mod os, i absolut stærkeste holdopstilling. Hvem ved om vi synger: Kyega kama bata ga Kuyega kama bata Bayeye maluha bakuyagi maluha bamayoka Ga kuyega kama bata Jeg bevæger mig som en glad and De stakkels slangedansere, der bare har kun en slange at gøre godt med Jeg bevæger mig som en glad and (Drillevise fra banungule (hulepindsvinedansere) til bayeye (slangedansere)). Glad som en and i vand Kuyega kama bata ga Kikome (sang ved bålet) 2025 Det bliver en vild lejr i år Du kan godt begynde at glæde dig! Hilsen Shenede [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Takkeceremoni fra ”skole nr. 2” i fiskerlandsbyen Abene i Senegal For 5 år siden var skolen bare borde og stole under palmeblade for at skabe skygge. 400 børn går her nu. Hovedsponsor er et ældre hollandsk par og den hollandske organisation: Bright Future for Children. Stor tak til Utamadunis U-kasse. Mette Sumo, (Kontor på lejren) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18FRA SKOLEPROJEKT TIL EGNSUDVEKSLINGSPROJEKT Det går fremad i Pebi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Et par ‘stemnings-rapporter’ fra årets Vinterkucheza, som blev arrangeret af dansegruppen Vipepeo i Aarhus, og foregik i weekenden 24-25-26 april. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Samme år blev Ugandeseren Goedfred Senoga (Uganda TV) nævnt i Poul Nyrups nytårstale, da han havde boet i Århus i 9 måneder og lavet filmen ”Den tavse stamme”. En afrikaners oplevelse af danskerne og deres hverdag. Diasshow var også på mode i formidlingsarbejdet mellem nord og syd. Unge gymnasieelever fra København lavede diasshowet ”Hvor blev latteren af – blev den i Senegal”, en meget tankevækkende 20 minutters oplevelse af det at komme hjem efter 4 uger i Senegal. Formidling er vigtigt, fordi vi kan lære at glædes over hinandens kultur og ikke kun ønske at lave om på hinanden, eller kæmpe om hvis kultur der er bedst. Søren Kierkegaard siger det jo så flot. Vi skal lære at give os selv ”uret”, indtil vi har forstået den anden. 2014 blev også vinteren, hvor vi var nogle stykker fra Emmelev, der overvintrede på Bujora ved Victoriasøen. Uffe og jeg havde i Utamaduni Kulturforenings regi i efteråret 2013 fået godkendt en ansøgning om tilskud til forsendelse af en container fyldt med klinikudstyr til ”Bujora African Clinic”. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) overtog i 2013 Mellemfolkeligt Samvirkes ”Genbrug til Syd”-aktiviteter og dermed bevillingen fra DANIDA til renovering og forsendelse af udstyr. Lions Klubben i Grenå støttede os med midler til istandsættelse af klinikken. Dette arbejde foregik i hele januar måned. Total ombygning som medførte, at klinikken nu lever op til sundhedsmyndighedernes krav. Arbejdet blev udført af de dygtige håndværkere og elever fra Bujora håndværkerskole. Produktionsskolen i Grenå havde stået for indsamling og pakning af udstyret med hjælp fra Randers Ulandsværksted, Randers Regionshospital og Intergen i Viborg. Der er jo et fantastisk netværk i Danmark omkring ansøgning om støtte til at sende udstyr til bl.a. Afrika på www.dmru.org. På vores vintertur fik vi også lejlighed til at være med til fordeling af hospitalsudstyr til sundhedsklinikkerne i Ng´wanakeyi og Mwampulu. Senge, madrasser, borde, stole og undersøgelsesbrikse mv. Klinikkerne havde stået tomme siden færdiggørelsen i 2010, men forsendelsen af udstyret fra os har resulteret i, at Ng´wanakeyi nu har fået både en læge og sygeplejerske tilknyttet klinikken. Mwampulu vil få samme tilknytning inden årets udgang. Dette har myndighederne i Kwimba-distriktet lovet. Ofte kan små tiltag give en stor effekt. Jeg har flere bekendte i Ng´wanakeyi som har mistet et eller flere familiemedlemmer, da de ikke i tide har nået til Sumve hospital – nu er hjælpen lige i lokalområdet. Er der noget, regeringen i Tanzania prioriterer højt, så er det infrastruktur, uddannelse og sundhed. Derfor må vi også nu betale 18% moms af alt det udstyr, vi bringer ind i landet. Kun religiøse organisationer er fritaget for denne ordning. Med økonomisk hjælp fra Utamaduni Kulturforenings U-kasse kunne vi hjælpe Sawenge gruppen ved Mwanza fjord med hovedrenovering af deres Ford 4000-traktor. Gruppen har specialiseret sig i fordeling, dyrkning og salg af forskellige kartoffelsorter. I forbindelse med vores årsmøde i oktober i Sukumaland fik lederen af DMR-U Lars Udsholdt og jeg mulighed for at besøge gruppen og se dens arbejde. Både Nyota Ngo’en (stjernerne) og landbrugsgruppen i Kolomije har modtaget landbrugsudstyr. Der er stor efterspørgsel på moderne landbrugsudstyr for at forøge landbrugsproduktionen, og regeringen er nu ved at støtte distrikterne med favorable lånemuligheder til bønderne, så de kan investere i moderne landbrugsudstyr. Vi har i 2013 fået støtte fra følgende: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støtte med kr. 58.950,- til Utamaduni Kulturforening i forbindelse med indsamling og forsendelse af en 20 fods container med klinikudstyr til Bujora Kulturcenter. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støttet med kr. 200.549,-  til Grenå Produktionsskole i forbindelse med indsamling, renovering og forsendelse af én 20 fods og én 40 fods container til NGOen Nyota (stjernerne) i Misungwi Distrik –Tanzania. Utamaduni Kulturforenings U-kasse kr. 10.000,- til renovering af Sawenge gruppens landbrugsudstyr. Lions Klub Grenå har ydet støtten til renovering af African Clinic på Bujora Kulturcenter. Kr. 15.000,- Sammenlagt har forbrug i år 2013 været på i alt: kr. 284.499,-   De bedste hilsner til alle fra mig med ønsket om, at år 2014 må blive det mest fantastiske år, Knud Erik Herunder ses det officielle takkebrev fra Bujora: http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Takkebrev-Bujorea-2013.pdf [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2010 Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære Utamaduni Nyhedsbrev læsere, Så sidder jeg her på vores terrasse med morgenkaffen en kølig lørdag morgen i slutningen af marts måned. Solen har været hård ved Sukumaland den sidste måned og vi råber alle på regnen. Januar og februar var nogle fantastiske måneder med godt med regn og stor optimisme. Alle havde travlt i rismarkerne, først med tilberedningen af jorden og senere med udplantning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Der skal gode lærere til – for at skabe en god skole! De fem lærere i vores lille skoleprojekt ved stranden i Ghana er ganske dedikerede. De har ikke lange uddannelser bag sig, men har sat alle kræfter ind for at opbygge kvaliteten af undervisningen i en skole, der engang i 2007 blev startet af African Footprint International og danske frivillige. Hver dag underviser de ca. 80 børn, der ellers ikke ville have haft muligheden for skolegang. Vi frivillige i Danmark vil gerne støtte dem i deres arbejde og derfor sendte vi en ansøgning til U-kassen om støtte til at etablere lærerboliger i Pebi. I starten boede lærerne i nogle dertil opførte palmehytter (se billede). En nat blev lærer Faith bidt af en slange og blev så forskrækket, at hun sammen med sin lille dreng flyttede til den nærliggende landsby. De andre lærere flyttede med og palmehytterne forfaldt. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Vi, Hope relief and orphans children village, fik 5.000,- kr af ukassen og tak for det. Pengene blev brugt til at købe 5 computere til Hope relief and orphans children village organisation i Nyanguge. Skolen drives af Shija Clement. Vi sendte pengene via World Remit 5. april 2023 og Shija købte 5 stationære computere, 5 tastaturer, 5 skærme og 5 headset i april. Elever og  lærere var utroligt taknemmelige, og skolen kunne undervise i data, som både er populært blandt eleverne og nyttigt for samfundet som helhed. A Desværre havde skolen indbrud 30. januar 2024 og alt blev stjålet. Se billederne af den ødelagte dør. Politiet efterforskede sagen og fandt 2 af forbryderne. De havde headsettene, men forklarede at en tredje forbryder havde computerne. De to blev stillet for en dommer og idømt 3 års fængsel hver. Politiet er bekendt med den 3. tyvs identitet og er stadig på jagt efter ham. Hvis vi er heldige finder de ham, og skolen får computerne tilbage. Da Shija opdagede indbruddet, kontaktede han omgående Uffe, som kom og beså skaderne. Det er Uffe, som har taget vedlagte fotos af døren, der var brudt op. Regnskab: 5.000 kr. 5 computere med skærm, mus, headset og tastatur. Billeder af Uffe’s på besøg på skolen og to billeder af den ødelagte dør. Hilsen Bugekele Linus [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Årsberetning for U-kassen 2018 En historie fra de varme lande…. Ukassen har haft et fint år, hvor vi har sendt støtte afsted til i alt 9 spændende projekter. Nogle nye projekter, andre er en fortsættelse fra tidligere støtterunder. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. I efteråret 2018 trak Julie sig fra ukassen. Louise Kaas, som I kender fra biblioteket, har overtaget pladsen. Dvs. at ukassen nu består af Louise Kaas, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Som overskriften antyder, savner vi ofte den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Herfra skal derfor igen i år lyde en stille, men ihærdig bøn om, at ansøgere og støttemodtagere sætter sig grundigt ind i de få regler, vi har og sørger for at overholde frister for både ansøgning og indsendelse af den obligatoriske beretning. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi, ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen, og i det hele taget ved at komme på lejr hvert år. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine   Støttede Projekter 2018 Renovation af Slangehuset på Bujora v/Johanne Shoma Landsholt U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK Slangehuset på Bujora har fået lukket huller og der er bygget en fin lille tilbygning, så slangerne nu slipper for rifter og sår erhvervet i flugtforsøg gennem sprækkerne og samtidigt har fået mulighed for at krybe ud og sole sig i tilbygningen. Læs mere her. Daycare i Nuanga v/Elisabeth Lange U-kassen har støttet dette projekt med 3.300 DKK Snart er Nuanga Daycare klar til at modtage de første 1-4 årige børn i dagpleje med fokus på motorik og musik, læring og leg og pædagogik fra Norden. Læs mere her. Fanaka Arts Project – Toilet og Drikkevand v/Gull-Maj Leicht Karimi U-kassen har støttet dette projekt med 4.200 DKK Nu er der også kommet toilet tæt ved træningsgrunden. Læs mere her. Faraja Home v/Kristine Bundgaard U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Faraja Home har fået støtte til at bygge skyggeplads til deres aktiviteter og workshops. Læs mere her. 100% for børnene – Piger i Gymnasiet v/Camilla Englyst U-kassen har støttet dette projekt med 4.000 DKK REEP (Rural Education for Empowerment Programme) hjælper piger med re-eksaminer, så de kan komme videre med deres skolegang og fortsætte på en gymnasiel uddannelse. Læs mere om projektet her. African Paradise v/Mette Lotus U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Mette Lotus driver en sundhedsklinik i Abene i det sydlige Senegal. Her hjælper hun med bidrag fra Ukassen med både stort og småt og skaber derigennem bedre sundhed i området. Læs mere her. Kikundi v/Knud Erik U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK   Rising Hope v/Jeppe Damkilde U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK Rising Hope projektet hjælper kvindelige stofmisbrugere ud af misbrug og med at finde en vej tilbage til livet i Bagamoyo. Læs mere her. Maisha Furaha Theatre v/Ole Miller U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2011Klik for at læse som ‘bladre PDF’ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25”EN PALMEHYTTE ER DA OPPE I TRÆERNE” – et lærerværelse til Pebi Der blæser altid en frisk brise på ’lærerværelset’ ved landsbyskolen i Pebi. Et langt stenkast fra stranden og rejst på stolper helt op blandt kokospalmernes skygge er der opført en lille hytte, på stranden i Ghana. Det var et dansk påfund at have en hytte oppe i træerne og først var ghaneserne noget skeptiske. Men da det viste sig, at der var både skygge og en let brise, har hytten udviklet sig til at udgøre et vigtigt samlingspunkt. Men desværre faldt et palmetræ under en storm ned over hytten. Desuden var elinstallationerne meget ringe, ligefrem farlige. Derfor søgte vi U-kassen om hjælp til at få hytten ordentligt på fode igen. Den nyrenoverede bygning fungerer til daglig som et lærerværelse, hvor skolens 7 dedikerede lærere kan forberede deres undervisning i gode omgivelser. Dette har en positiv indflydelse på lærernes arbejdsforhold og gør, at de har nemmere ved at kunne forberede sig godt. Hytten anvendes desuden også til officielle møder, når der er besøg fra myndighederne. Det sker ofte, idet skolen har ansøgt om at blive godkendt som statsskole, så de kan få tilsendt uddannede lærere og komme med i en skolemadsordning. Men det er også her, skolens ledelse og lærere sammen kan drøfte undervisningsplaner, pædagogiske strategier og øvrige organisatoriske spørgsmål, hvilket styrker skolens interne samarbejde og beslutningsprocesser. Ud over sin primære funktion som lærerværelse fungerer hytten også som overnatningssted for frivillige, der besøger skolen. Den spiller derudover også en vigtig rolle i det sociale og kulturelle liv ved ofte at blive anvendt ved skolens fester og fejringer, hvor både elever, lærere, forældre og lokalsamfundet samles til dans og underholdning. Man kan sidde i skygge under hytten og er er masser af plads rundt omkring den. Dette har styrket sammenholdet i landsbyen og skabt et vigtigt mødested, hvor glæde og traditioner deles. Renoveringen af hytten har således været en vigtig investering for både skolen og lokalsamfundet. Fremadrettet er der planer om yderligere forbedringer, herunder etablering af sanitære faciliteter og måske en lille køkkenafdeling, som vil øge komforten for både lærere og frivillige. Af og til modtager man også en gæstelærer, der vil kunne bo der. Så er det nemmere at få opbygget kapaciteten blandt lærerne, der ikke er uddannede, men klarer sig med alle de gode råd og kurser, der kan skaffes til dem. Og hytten er meget mere end blot en bygning – den er blevet et symbol på fællesskab, læring og udvikling. Særligt fordi forældre og lærere tager sig godt af den og holder den ved lige. De er stolte af dette vartegn oppe i træerne. Med fortsat støtte og vedligeholdelse vil hytten forblive en værdifuld ressource for skolen i Pebi og i lokalsamfundet​. Så er der altid et mødested, når danskerne kommer på besøg, men endnu vigtigere; en hytte, der kan anvendes til både hverdag og fest. Hvem havde troet det, da vi fik ideen om en hytte oppe i palmetræerne! Regnskabet for projektet ser således ud: Elinstallationer 965 kr. Renovering (træ, tagplader, søm, maling, net til vinduerne mm.) 3960 kr. Gulvbelægning 357 kr. Total: 5282 Vi har fået en meget detaljeret rapport om regnskabet, ned til mindste søm. Pengene er blevet anvendt godt og til formålet, hvilket to danske frivillige oplevede ved selvsyn, da de var på besøg. Det er dejligt, at U-kassen endnu engang har gjort en forskel, ved et lille lokalt projekt, der har brug for alt den støtte og opmærksomhed, vi kan skaffe. Endnu engang tak til alle de lejrdeltagere, der gør dette muligt. Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2019Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.       ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...