Mwaka Huu
Årsmagasin for Utamaduni Kulturforening
Skip to content
Mwaka Huu 2019
Hilsen fra Forkvinden 2019
Vikingeruner i Sukamaland
Min 14. rejse til Sukumaland 2019
Vi savner dig, Trine
Oplevelser og projekter Ghana
Utamaduni Dance Troupe i Sydslesvig
UTA-TALKS
Børnetrommer fra 2 til 80 år
Kulturgæsterne på lejren 2019
En stendysse til Bujora
Som solskin i april
På Warsha-kursus igen efter 24 år!
U-kassen 2019
Hjælp til Faraja Home
Kostumer til Kagomba dance group i Katwe!
REEP: Uddannelse fra drøm til virkelighed
Bedre sundhed i fiskerlandsbyen Abene
Daycare i Nungua- for børn fra ca 1-4 år
FANAKA ARTS PROJECT takker for støtte!
Rising Hope i Tanzania
Slangehus på Bujora
Mwaka Huu ARKIV
Mwaka Huu 2018
Hilsen fra forkvinde Tinne
Strengthen ties through Sukuma dance
Kom til Sukumaland! Bujora fylder 50 år!
Påskekucheza 2018
Dokumentarfilm om Utamaduni
Morfar på tæppet
På Bujora er det evig sommer!
Sauti za Busara 2018
En historie som kom buldrende…
Vellykket kulturrejse til Bujora 2017/2018
Digte fra Ann-Charlotte
Mwaka Huu 2017
Hilsen fra den tiltrædende forkvinde
Påskekucheza 2017
Den afgående formands hilsen
Glade hilsner fra Manongu i Sverige
Pladsmand på Pause
Hilsen fra Duka-vikarerne
Tro ikke på mirakler – vær selv ét
KIKOME i september
En hvid bonde planter ris i Tanzania
Teatret ”KOSMOS” inviterer …
Mwaka Huu 2016
Hilsen fra formanden 2016
Warsha ya Utamaduni kursus 2017
Opsang fra Dav
Kikome i september 2016
Rapport fra Warsha 2016
Vinterkucheza 2016
Tak for en dejlig Warshauge
Mwaka Huu 2015
Hilsen fra formanden 2015
Vinterkucheza i Aarhus 2015
Århus Friskole på Bujora – 2015
Rejserapport fra MANONGU
Lucas Mhoja, hvil i fred
Mwaka Huu 2014
Hilsen fra formanden 2014
Vinderfotos lejr 2013
Undervisningsminister hilsen…
Kærligheden til forhør
Mail til pladsmændene efter lejren 2013
På kultur- tur tilbage
Vinterkucheza i Aarhus
Kultursøndage
Mwaka Huu 2013
Mwaka Huu 2012
Mwaka Huu 2011
Mwaka Huu 2010
Mwaka Huu 2009
Mwaka Huu 2005
Mwaka Huu 2003
Jubilæer og særskrifter
Vinderfotos
Kulturgæster
U-kassen ARKIV
U-kasse modtagerhilsner 2018
Årsrapport U-kassen 2017
Majsmølle i Kifuhila
Kostumer til Kagomba Dancetroupe
Faraja er leg og musik
Det går fremad i Pebi!
Støtte til 3 projekter på Bujora i Sukumaland
Tak, kære Utamadunifamilie!
Gratis klinik i fiskerlandsbyen Abene
Fanaka Arts Project
Risafskalningsmaskine og selvbyggede huse
Daycare i Nungua
Udvikling starter med en handling
Tak for tilskuddet til indkøb af klassesæt
U-kasse modtagerhilsner 2017
Senegal Forhaveklinik
Lugeye secondary school
Om at have et sted at høre til
Om svampe, ny viden, nye muligheder – og det ekstra lille skub
Senegal voksenskole
U-kasse modtagerhilsner 2016
Årsrapport U-kassen 2016
Gratis klinik i lille fiskelandsby
Hilsen fra Baba Chai – Mlalahasi Knud Erik
Vi støtter uddannelse i Sukumaland
Kili Kids Centre, Kilimanjaro
U-kasse modtagerhilsner 2015
Årsrapport U-kassen 2015
Daycare Abrani, Ghana
Lærerboliger i Pebi – Ghana
Nyanguge handelslandsby
Utamaduni Dance Troupe & Bujora
Rapport fra Mette i Senegal
Senegal voksenskole
U-kasse modtagerhilsner 2014
Årsrapport U-kassen 2014
Senegal voksenskole Boutoumite
Hvor der er vilje, er der vej
Der skal grønt til …
Tandklinikken på Heri Hospital 2013
Års-skrivelse fra Knud Erik
Årsrapport fra “African Paradise”
Search for:
Search
Home
Mwaka Huu arkivet
Mwaka Huu 2011
Mwaka Huu 2011
Mwaka Huu 2011
Utamaduni
Mwaka Huu 2011
Klik for at læse som ‘bladre PDF’
Mwaka Huu 2010
Mwaka Huu 2012
Comments are closed.
Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2019:
REEP: Uddannelse fra drøm til virkelighed
Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. REEP-programmet giver håb Unge piger kan gennem REEP (Rural Education for Empowerment Programme) opnå støtte til deres gymnasieuddannelse. Det er både mulighed for at søge penge til ophold på en gymnasieskole, men også moralsk støtte gennem etablering af f.eks. skoleklubber og et ’skolemor’ program for de piger, der ikke selv har en mor at støtte sig til. Flere af pigerne får doneret en cykel, så de kan blive i landsbyen, men stadig komme til at gå i skole. Pigerne agerer rollemodeller for folkeskolens sidste årgange, som de opfordrer til at fortsætte deres skolegang og søge om at komme på gymnasiet. De er også gennem lokalradio og besøg i landsbyerne med til at få pigers adgang til uddannelse sat på dagsordenen. Endnu en udfordring De landlige gymnasier er ikke på højde med gymnasierne i byerne. De er som oftest voldsomt underfinansierede. Selvom pigerne slider i det og for nogens vedkommende får ekstra undervisning i ferierne gennem REEP, dumper mange af pigerne alligevel den endelige eksamen og har derfor rigtig svært ved at komme videre i uddannelsessystemet. Et projekt med støtte fra Ukassen Vi søgte om midler til at hjælpe de sværest stillede piger videre i uddannelsessystemet. Det kan de ved at tage en ekstra ’privat’ eksamen, så de alligevel kan færdiggøre deres gymnasieuddannelse, efter at have været dumpet til den egentlige eksamen. Men det kræver en række gebyrer, som pigerne ville have haft svært ved at fremskaffe, særligt også fordi de ikke får megen støtte fra deres familier. Det er de gebyrer, Ukassen har assisteret med, med et tilskud på 4000 kr. Der er således 10 piger, der har nydt godt af programmet og været til reeksamen. De er blevet nøje udvalgt af deres skoleklubber som de mest trængende, med 2 piger fra hvert af de fem landbogymnasier, som REEP arbejder med. Der faldt en mindre egenbetaling oveni. Herunder regnskabet på ca. 4500 kr. Og resultaterne… Alle 10 piger gik til eksamen og 7 ud af de 10 klarede at bestå i alle 4 fag, mens 3 af pigerne dumpede i et eller to fag. De 3 må derfor vente og forsøge endnu engang – mens de 7 piger nu har kunnet søge ind på videre uddannelse, på baggrund af deres nu beståede eksamen. En kopi af ansøgningsskemaet til det lokale universitet for udviklingsstudier dokumenterer, at REEP-pigerne, selvom de kommer fra ringe kår, med lidt støtte kan klare sig igennem, hvis man stoler på dem og på den måde hjælper dem med at udleve deres uddannelsesdrømme. Det betyder meget for dem at blive stolet på – af de andre piger i deres skoleklubber, af REEP som organisation og af en fjern donor i Danmark, fra en danselejr på Djursland. Tak fra Ghana REEP-Ghana på vegne af pigerne ønsker at udtrykke deres oprigtige taknemmelighed til Utamaduni’s Ukasse for den støtte, der kom på det helt rigtige tidspunkt – og gjorde det muligt for 7 piger at fortsætte vejen til at gøre deres uddannelsesdrømme til virkelighed. De 7 piger er nu blevet aktive i ’REEP Ambassadors’, som er betegnelsen for det korps af piger, der fortsætter med at udbrede vigtigheden af pigers uddannelse, gennem REEP. Det er vigtigt for de yngre at se, at uddannelse kan føre til noget. Der skal ikke altid så meget til, for at kunne gøre en stor forskel i et menneskes liv. Tak....
Læs mere...
Hilsen fra Forkvinden 2019
Endnu et år er gået og vi kan endelig begynde at se frem til endnu en Utamaduni lejr, sådan rigtigt! Vi glæder os rigtigt meget til at nyde hinandens selskab i Ramten skov igen i år – denne gang forhåbentligt ALLE syv dage (otte, hvis man tæller nedpakningen med). Alt i alt var det en rigtigt dejlig og varm (!!) lejr, som vi godt kunne ønske lidt mere… hvis ikke våd, så halvfugtig næste år. Jeg vil gerne, på resten af bestyrelsens og foreningens vegne sige alle et kæmpe stort TAK for den store og rørende opbakning der var omkring vores forkortede lejr i 2018. Der var ingen af os, der havde prøvet det før, men vi var alle sammen med til at løfte i flok og gøre den løsning nemmere end vi havde frygtet. 🙂 I december afholdt Utamaduni Dance Troupe i samarbejde med Wanasesilia Dance Troupe (dansegruppen der hører til på Bujora, Tanzania) Warsha; to ugers kursus i Tanzania hvor deltagere fra Danmark og Sverige boede, spiste, dansede og spillede på Bujora. Det var en fantastisk tur, med nogle rigtigt seje deltagere og virkeligt mange gode stunder med vores venner fra Bujora. Derudover fik vi også mulighed for at invitere de fire kulturgæster vi arbejder på at få på besøg til sommer; nemlig Mele, John, Ndila og Shigela (læs lidt mere om dem her). Shigela har vi haft på besøg før, men for de andre tre er det allerførste gang de skal til Danmark og de glæder sig rigtigt meget. Der ligger mange tanker bag valget af de kulturgæster vi inviterer op på lejren, og en af de tanker er naturligvis hvordan det kan passe med programmet og hvad vi hører fra alle jer danselystne mennesker at der er brug for. Vi har haft flere år med fede slangedansere nu, så derfor tænker vi at det er tid til noget Bunungule – hulepindsvinedans. Det er netop Shigela og Ndila eksperter i og med Mele og John til at fyre op for hakkedansene skal det nok blive et rigtigt godt lejrprogram i år. Året 2018 havde desværre en sørgelig udgang. Vi mistede vores kære Trine forkvinde, min og Christophs forgænger. Mange fra vores lejrforening har haft Trine tæt inde på livet og kommer til at savne hende meget. Jeg selv havde nogle gode stunder med hende, efter at jeg var blevet valgt til at være forkvinde hvor vi havde snakke om hvad posten og foreningsarbejdet indebærer. Jeg var i Tanzania, på førnævnte Warsha, da begravelsen blev holdt, men Sander fortalte senere, da han også ankom til Bujora, at det havde været smuk ceremoni. Han fortalte mig også at han havde bedt om at få lov til at arve to ting fra Trines hjem; en sukuma-skammel og en Shilungu, begge ting for at give det videre til mig, da jeg er “den nye” forkvinde. Det var meget rørende og stort! Hvil i fred, Trine. Til slut vil jeg gerne sige tak for en dejlig generalforsamling, der blev afholdt i udgangen af marts. Denne gang prøvede vi noget nyt og spændende, nemlig at afholde vores GF over en hel weekend i stedet for én mødedag. Det gjorde at vi kom hinanden lidt mere ved og også havde tid til at hygge sammen ved bålet efter de mange lange snakke. Jeg tror og håber ikke det er sidste gang vi gør det på den måde og vil gerne minde om at ALLE er velkomne til generalforsamlingen, om man er arrangør, hjælper eller lejrdeltager. Så sæt allerede et kryds i kalenderen den sidste weekend i marts, hvor vores møde altid ligger – også hvis det kun bliver en lørdag næste år. Indtil da, lad os glæde os over at det er blevet maj hvor tilmeldingen til Utamaduni lejren åbner og dette års udgave af Mwaka Huu går i luften! Første skridt til at vi ses i Ramten skov lørdag d. 20. juli. 🙂 OBS OBS! 🙂 I år laver vi programmet sidst på ugen lidt anderledes. Dette skyldes at vi sidste år, måtte undvære vores fredag og holde en lille fest torsdag i stedet for. Dette gav grobund for ideer til hvordan vi kan holde vores lejrfest og Åben Mark lidt nedskaleret på lyd og med mere nærvær og fællesskab. På lejrforeningens evalueringsmøde lavede vi derfor brainstorm på forslag, og den endelige beslutning blev truffet på årets generalforsamling. Ligesom sidste år vil vi TORSDAG gerne holde en lille discofest foran baren med et par timers dans og fest. Herefter har vi en “normal” aften med bål, sang og hygge. Om fredagen laver vi fælles-workshops hele dagen: ALLE gæster, der kommer udefra er MEGET velkomne til at deltage, så prik jeres gode ven på skulderen og hiv dem med ud på dansepladsen. Der vil være en lille opvisning af børnedans og kl. 17.00 er der Shindano; nemlig dansedysten mellem hulepindsvinedanserne og slangedanserne. Spændende hvem, der mon løber med sejren i år? Aftenen slutter med Faratuben, der vil optræde for os under Hatten, og herefter står den igen på klassisk Uta-hygge, muligvis med et par trommer omkring bålet. Det vil altså sige at vi prøver et år uden høj disco hele natten, men i stedet hvor vi bruger vores stemmer og trommer. 🙂 Vi håber dette nye forslag falder i god jord, og åbner op for at vi kan være endnu mere sammen og nyde hinandens selskab. Og ikke mindst sige ordentligt “Tak for i år og på gensyn,” før vi dagen efter vender snuden hjemad (selvfølgelig efter at have hjulpet områderne med at rive ned 😉 ) Kh Tinne...
Læs mere...
Hjælp til Faraja Home
Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. Den oprindelige ansøgning lød således: Igen i år vil vi ansøge Utamaduni om 5000 kr. da behovene på centret er mange. Børnene har fået undervisning i syning, og vi har tidligere skaffet symaskiner på centret, men mangler et skyggefuldt sted at arbejde samt materialer til at anvende i workshopaktiviteterne, hvorfor Faraja søger om støtte til tagplader over fundamentet i haven samt indkøb af stof og lignende materialer. Budget: Tagplader inkl. fragt: 4000 kr. Materialer til syning: 1000 kr. I alt ansøgt beløb 5000 kr. Status på donationen, marts 2019 Pengene er, som aftalt, gået til et halvtag på centeret samt materialer til syning – til stor glæde for både børn og ansatte. Vi har overholdt budgettet, og takker endnu engang Utamadunis Ukasse for støtten. Billeddokumentation Bestyrelsesmedlem i Foreningen Faraja, Ditte Lauritzen Mwakalukwa, der pt er bosat i Tanzania, besøger regelmæssigt Faraja Home og har taget nogle billeder af det nye byggeri samt syværkstedet. Vi har indsat dem her i dokumentet som dokumentation. Damen på det første billede er Dittes tante, håndarbejdslærer Gitte Krøis, der under et besøg på centeret lærer Evalina om design og syning. Børnene på det sidste billede er Dittes egne. Tak for støtten! Vi beklager den sene beretning, og takker endnu engang for støtten, der som altid, er faldet på et tørt sted. Eventuelle spørgsmål kan også rettes til Kristine Bundgaard Jensen, kristine_bj@yahoo.com På vegne af Foreningen Faraja Venlige hilsener Kristine Bundgaard Jensen...
Læs mere...
Vikingeruner i Sukamaland
Her følger en lille beretning fra Sander Machombo, om hans projekt med at ‘riste venskabsbroen i runer’ på Bujora i Sukumaland. Teksten som er skrevet i runer kan oversættes til : VENSKAB SKANDINAVIEN – TANZANIA på swahili: URAFIKI SKANDINAVIA – TANZANIA...
Læs mere...
FANAKA ARTS PROJECT takker for støtte!
Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Det er anden gang vi modtager støtte fra U-kassen. Vi er meget glade for de 4200kr vi har fået i støtte i år. Støtten er gået til at bygge et toilet på Fanakas træningsgrund. Samt indkøb af en 50 liters vandtank til håndvaskning, en vandslange, en 1000 liters vandtank til rent drikkevand. Derudover 60 drikkekrus, 5 kander, 100 ruller toiletpapir, 5 liter flydende sæbe og 2 opvaskebaljer. Der er stor aktivitet af børn i Fanaka Arts Project og efter at der nu er kommet drikkevand og toiletfaciliter gør det mange flere børn er deltagende og bliver længere og har mere styrke og energi til at træne når de kan slukke tørsten i rent vand. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi...
Læs mere...
Slangehus på Bujora
Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Baggrunden for ansøgningen var, at slangernes bolig havde sprækker under taget, hvor de smidige pythoner kunne klemme sig ud. Flugteventyrene gav rifter og dybe sår fra stålwires og skarpe blikplader på dyrenes 3-5 meter lange kroppe. Nå ja, og der var rædsel i landsbyen, indtil hektiske eftersøgningsaktioner gav resultat. De store kvælerslanger var altså absolut ikke velkomne udenfor deres hjem. Derfor blev de stoppet ned i trange trækasser, for så kunne de være der, låst sikkert inde, når de ikke lige skulle danses med. Slangerne døde af det, og slangehuset stod tomt. Med støtten fra U-kassen blev taget forbedret, sprækkerne stoppet og stikkende jerndimser muret inde. Der blev lavet en tilbygning til huset med net, så slangerne kan kravle ud og sole sig. Nu kan gæster på Bujoras museum se dem, uden at de skal forstyrres og hives ud af huset. Midt i vores afslutningsfest for ‘warsha’ et 14-dages dansekursus på Bujora, blev der ringet efter Vincent. Han blev tilkaldt for at hente en python, der havde ædt en virkelig stor hund i nabolandsbyen! Vi stirrede chokerede på Vincents videodokumentation og så, hvordan slangen havde kastet hele hunden op igen. Nu lå kæmpeslangen i en sæk mellem dansernes kostumer, og om et par timer skulle den danses med foran 400 publikummer og larmende trommer. Et styk stresset slange blev efterfølgende lagt til ro i den nye luksusvilla. Kæmpeslangen var beboer nummer seks i slangehuset, hvor dyrene nu stortrives. De har udestue, vandbassin, grene at sno sig om, og én gang om måneden bliver de kørt til søen, hvor de får en svømmetur og æder alle de frøer, de kan finde. Der bliver passet godt på dem. De er jo en attraktion for museet og medvirkende til, at Bujoras dansegruppe vinder dansekonkurrencer over hele landet. Bonusinfo: Der var 350 kr. til overs, da huset var færdigt. Dansegruppen købte nye kostumer til mændene for pengene. De ser herregodt ud! Kærlig hilsen Shoma Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade....
Læs mere...
Min 14. rejse til Sukumaland 2019
Rejsen til Sukumaland i Tanzania i 2019, var min 14. rejse dertil… Hver vinter laver jeg lidt research i Sukumaland. I år var det en kort tur, kun 5 uger til at lave alle de ting, jeg gerne ville. I juni 2018 døde min gode ven, medicinmanden Kabugume, som var præsident for slangedansernes medicinselskab. Han må have været meget gammel, langt over 80 år. Vi havde aftalt sidst vi så ham i februar 2018, at denne gang ville vi blive hos ham i 5 dage. Det kunne vi jo så desværre ikke, men hans grav måtte vi nødvendigvis besøge og den efterladte familie, som det første før alle andre planer. Vi fandt bopladsen i Misungwi i fin stand som sædvanligt. Duerne i deres kasser på husmuren fløj ud og ind som før. Et hyggeligt sted med en egen ro. Straks ved vores ankomst fik vi som det første udleveret to hakker, så vi kunne gå i gang med at fjerne ukrudt, der havde bredt sig på graven, der lå midt i en majsmark lige ved bopladsen. Malezu vidste, hvor den lå, han havde været til begravelsen. Også Richard Bulima fra Bujora var med på turen, og min datter Josefine. (Første foto) Da vi havde renset graven for ukrudt, lagde vi to kranse. Derefter tog vi stenen i gruttekaret, som stod på graven og bankede lidt på den, til syd og nord, til øst og vest, det er et tegn på, at man begræder den døde. Derefter hvilede vi os og blev beværtet med kylling af den gæstfri familie.(Det tredje foto) Kabugumes børnebørn fortsætter deres bedstefars gerning som medicinmand og bostedet besøges til stadighed af patienter. Mens vi var der, var en psykisk syg ung pige i behandling. Over bålet på gårdspladsen blev der ristet planterødder til hendes medicin, mens hun sad og så på.(Det andet foto) Vi havde planlagt en tur til øen Ukerewe og videre ud til Ukala, en mindre ø længere ude, hvor der ligger en stor rokkesten. Vi inviterede vores gamle ven Gunze fra Bujora med på turen. Han kender øen, er selv en mkerewe, født der. Vi tog igen afsted 4 personer, sammen med Malezu og min datter. En meget smuk sejltur er det og ikke altid en stille sø, vi blev ordentlig vugget og havde det bedst liggende. Vi overnattede i Nansio, hovedbyen på Ukerewe og næste morgen tog vi taxa tværs over øen for at komme med den lille færge til Ukala. Der var stadig en lidt trykket stemning. Det var på den rute at en færge forliste sidste år med mange døde til følge. Men vi havde en fin tur med helt stille vand. På Ukala kom vi ind på et godt lille hotel. Derefter gik vi til motorcykel-taxaernes holdeplads. Man kan ikke køre i bil ud til rokkestenen, der er kun smalle stier. Efter hårde forhandlinger og noget tid lykkedes det os at nå en acceptabel pris, 20.000 TZ sh. pr. person, og så drønede vi derudad på 4 motorcykler, sikke en fest! Stenen ligger ved søbredden og det koster 50.000 i entré (Det fjerde foto). Rokkestenen bevogtes af en slægt af medicinmænd og vi fik fortalt historien om den gamle medicinmand, der sidder ved stenens fundament og spiller på tromme. Vist er det i hvert fald, at hver gang stenen rokker, lyder der et brag nede fra fundamentet og hele stenen ryster. Meget imponerende! Medicinmanden ofrer 10.000 til stenen, ellers vil den ikke rokke, og begynder så at skubbe den i gang med fødderne. Vi andre fik også lov til at skubbe.(Femte og sjette foto) Vi blev kun ved stenen en halv times tid, så ville vores taxachauffører tilbage. En lang rejse på 4 dage er det derud og tilbage, men bestemt umagen værd og selve turen er jo også virkelig smuk. Mens jeg opholdt mig på Bujora, var også Sander på ferie og han har altid mange ting i gang. I år havde han fået den idé, at han ville lave en runesten, som supplement til den stendysse Utamaduniforeningen fik rejst. Jeg jokede lidt med Sebastian over det. Han hedder jo selv Ngoma Iwe: “Trommen, der er hård som en sten”. Jeg hedder Kir-sten og Sander hedder også Steen. Sander begyndte selv at hugge runerne ud og fik efterhånden teknikken lært fra sig til flere andre, bl.a. maleren Simon Ndokeji, som hjalp ham med arbejdet. På Sanders runesten står der: Venskab mellem Tanzania og Skandinavien. Ja, i sandhed en meget stenagtig tur i år, gruttesten, hellig sten, rokkesten og runesten (Det nederste foto). Sander fik også organiseret en hulepindsvinejagt. Det lykkedes at nedlægge hele to dyr, så der var så meget kød, at også vi på Bujora fik lejlighed til at nyde den delikate spise. Danselederen og medicinmanden Malezu er kendt for at kunne kurere psykiske lidelser. Min datter har i lang tid været psykisk sårbar og vi besluttede os til at prøve hans behandling. Det bliver dyrt, sagde han, det koster sædvanligvis en million, men vi er jo venner, så I får det for 600.000. Så gik han i gang. Han hentede trærødder i bjergene ved Mwanza og i bjergene uden for Kisesa. De blev tørret og stødt til pulver, som Josefine dels skulle drikke som te og snuse op i næsen. Vi tog med Malezu ud til hans landsby Salama, så han bedre kunne få ro til at udføre sine magiske behandlinger. Hans diagnose var, at nogen har stjålet Josefines skygge. Ved magi kunne det lykkes at bringe den tilbage, men det er jo så altså ret dyrt. Josefine fik et urtebad, skulle sove med et magisk grenstykke en nat, sige nogle formularer og forskellige andre ting, som det vil tage meget lang tid at beskrive. Hun fik også medicin med sig hjem. Hun er nu erklæret rask – så der er faldet en sten fra mit hjerte. Hilsen Kirsten...
Læs mere...
Vi savner dig, Trine
Til Trine marts 2019… Vi savner dig, Trine, i dine gæstfrie stuer. Emmelev kær er ikke sig selv uden dig, Trine. Jeg savner dig ved skærmen og i køkkenet og på terrassen. De to hunde, Magda og Sofus, kan vi godt undvære. De har osse fået et nyt hjem sammen på Fyn, og har det godt, men dig savner vi, Trine. Du havde altid din særlige mening. Den savner jeg nu, hvor du ikke er her mere. Du havde altid hørt den sidste nyhed, og kunne som regel een endnu nyere…. Der er så stille i Kæret. De nye stemmer er børn hos de nye familier. Du skal vide de hygger sig i kæret, men savner dig allesammen. Vi håber at Gæstfri stadig vil være gæstfri. Sorg, bekymring og smerter efterlod du her, de er vel ikke med dig længere? Sid i fred du kære, der hinsides. Kærlig hilsen fra Emmelev og videre til dig fra alle dine efterladte…. Trine Ørgaard Jensen. Hendes afrikanske navn var Mama Sele. Trine var forkvinde i 19 år, fra foreningens start i 1991....
Læs mere...
Som solskin i april
Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’. Historien om den 29-årige Neema fra Tanzania og den 61-årige Karsten fra Danmark er en rå fortælling om kærlighed i mødet mellem to kulturer, om fortidens spøgelser og fremtidens drømme. Via Neema og hendes venner bliver læseren ført dybt ind i en afrikansk tankegang, de færreste kender endsige forstår. I et ligefrem og poetisk sprog afdækkes en radikalt anderledes kultur og en benhård virkelighed, hvor kærlighed er en luksus og velstand en mangelvare. Men med et muntert livssyn, der kan gøre de fleste europælere misundelige. Karsten, som er romanens anden fortæller, er en reflekteret, succesrig journalist og fotograf med en forhistorie, der afdækkes i tilbageblik og som måske er med til at spænde ben for hans succes som menneske. Neema og Karsten møder hinanden på et dansekursus i Tanzania, hvor deres to kulturer larmende søger forening. Her kommer to kapitler fra cirka midtvejs i romanen. Neema er i Danmark og skal møde Karstens søn, svigerdatter og børnebørn for første gang. Karsten. Medarbejdersamtaler og vingummier 14. maj 2017 Spisebordet er dækket med tallerkener, bestik, servietter og glas. Lejligheden dufter af mad fra det lille køkken, hvor Neema i øjeblikket står fuldt koncentreret om at holde styr på de fire kogeplader med ris, grøntsager, fisk og chapati. Hun har været i gang med forberedelser det meste af dagen, mens jeg har skrevet et par timer og læst avis og svaret på spørgsmål om, hvor panden står, om der er mere salt og om hvad man bruger sådan én til? Hun stod med en slibesten i hånden. Og lidt senere spaghettiøsen. Jeg er imponeret over, hvor hurtigt hun har fundet sig til rette i køkkenet og fået styr på kogeplader og køkkenredskaber, men det har jeg naturligvis ikke sagt noget om, for hvorfor skulle hun ikke være hurtig til det? I stedet stillede jeg mig bag hende, kyssede hende på halsen og begyndte at kæle for hendes bryster, men uha, det skulle jeg ikke. – Arh Karsten, hapana. Nej. Jeg laver mad. Hun skubber mig blidt, men bestemt væk, og jeg går tilbage til avisen. Kort efter må jeg korrigere hendes håndtering af køkkenknivene, når de ikke er i brug. Hun smider dem ned i vasken, men de bliver sløve af den hårdhændede behandling. Jeg har åbnet en flaske vin, Mikkel og hans kone, Lene, kan godt lide vin til maden. Det kan jeg også. Jeg ved faktisk ikke med Neema. Børnebørnene får økologisk saftevand. At sætte gæster sammen, der ikke taler et fælles sprog, giver risiko for fiasko. Mikkel har jeg forberedt på vanskelighederne, han ved, at han ikke kan tale med Neema. Og jeg har bedt ham give oplysningen videre til Lene. Det kan blive akavet. Jeg er sikker på, at Mikkel vil lægge sig i selen for at få aftenen til at glide smooth, og det tror jeg sådan set også, at Lene vil. Men hun er jokeren. Ikke fordi hun er keramiker med eget værksted og en andel i en kunsthåndværkerbutik og heller ikke fordi den keramik, hun laver, er helt ufattelig grim, men simpelthen fordi jeg ikke har nogen fornemmelse af hende i uvante situationer. Mikkel siger, hun aldrig har rejst til andet end Madeira, og at han er hendes kun anden seriøse kæreste. Naturligvis har jeg mødt hende flere gange, men altid under kendte omstændigheder. Børnefødselsdage, juleaften, søndagsudflugter, min fødselsdag med videre. Min oplevelse af hende er, at hun er tryghedssøgende, konfliktsky, temmelig konform og med et hjerte af guld overfor ungerne. Og overfor Mikkel. Jeg har så mange fordomme! Det er et arbejdspunkt. Men jeg har altså svært ved at se, præcis hvad Mikkel er faldet for hos hende. De er dårligt kommet indenfor døren, før Lene og Neema falder i hak. Det ser ud som om, det manglende sprog er fuldstændig uden betydning. Med smil og lyde tager Lene beundrende fat i Neemas øreringe, roser hendes tøjstil, mærker på hendes hår og laver grin med sit eget. Introducerer ungerne, Benjamin og Halfdan, til Neema, der kan snøre Benjamin om sin finger, og kort efter de er kommet, har ham siddende på køkkenbordet og røre i en lille portion tyk majsgrød, hun har taget fra til ham, mens han ser undersøgende og en lille smule forelsket på hendes brune hud og krøllede hår og lærer, at majsgrød på swahili hedder ugali. Raketten er mere forbeholden, i det hele taget er han mere stille, end han plejer at være, og sidder og putter sig på Mikkels skød, mens Mikkel og jeg sidder i sofaen med hvert vores glas vin. – Er der noget med ham? spørger jeg og stryger ham over kinden. Han plejer bestemt ikke at ville sidde stille. – Njaeh, jeg tror det ikke. Han er lidt stille for tiden, men vi tænker, det bare er en periode. Mikkel finder en ipad frem fra Lenes taske, der står på gulvet ved siden af os og giver ham. – Hvordan går det på jobbet? spørger jeg og kigger ud på Neema og Lene i køkkenet, der stadig snakker til hinanden på hvert deres sprog og ser ud, som de forstår, hvad den anden siger. Mikkel er leder af en stor SFO i nordbyen, politisk aktiv i SF og går til yoga to-tre gange om ugen. Jeg bliver helt træt, når han fortæller om alt det, han når. Hans overvejelser om sin rolle som leder taler han og jeg ofte om. – Det går faktisk godt for tiden, svarer han og holder en lille pause, før han fortsætter. – Der er selvfølgelig af og til noget personalefnidder. Jeg har medarbejdersamtaler for tiden, og en af dem har beklaget sig over noget mobberi, som jeg er nødt til at følge op på. – Det var da anstrengende. Ja, det bliver du nødt til at tage alvorligt, siger jeg. – Hvad med dig og fruen? Inden han når at svare, bliver vi afbrudt af Benjamin, der skal fortælle om ugalien og samtidig vil have sin ipad. Mikkel giver ham den, og Benjamin falder ind i den virtuelle verden. Så kigger Mikkel på mig og siger, at Lene og han også har det godt, rejser sig med et smil og går med Halfdan på armen ud til pigerne i køkkenet. Han kysser Lene på kinden, og jeg kan se, at Neema kort går i stå og gør store øjne. I Tanzania kysser mænd og kvinder ikke på hinanden foran andre. Så meget har jeg da lært. Jeg tænker, om han taler sandt, siden han går, lige så snart jeg har spurgt til deres relation, men vi plejer at være ærlige overfor hinanden, så der er sikkert ikke noget. Og ellers vender han tilbage til det senere. Neema vil hilse på Halfdan, stryger ham blidt på armen, men han ignorerer hende og ser ikke op fra sin ipad. Vinen er god, og vi skåler. Neema synes, den er sur og henter en øl i køleskabet. Vi snakker på kryds og tværs, og det, vi ikke har sprog til at sige, forsøger vi at mime, hvad der får os voksne til at grine højt. Da vi begynder at spise, giver Lene overraskende højlydt udtryk for sit behag. – Det smager helt vildt godt, Neema, siger hun efter den første bid. Lukker overdrevent nydende øjnene og smasker lidt med et stykke fisk i munden, som for at få smagen ud i alle hjørner. – Har du ikke en opskrift? Det sidste kan jeg ikke oversætte, jeg ved ikke, hvad opskrift hedder på swahili. Benjamin er ikke enig. – Det smager ikke godt, siger han og lægger resolut gaflen fra sig. Lene bøjer sig over mod ham og roder på hans tallerken med sin egen gaffel. – Har du smagt det hele? Hvad med det her, siger hun og har skrabet fisken sammen i en lille bunke. – Det smager super lækkert. – Nej, det gør ej. Det smager grimt. Han vrænger med munden. – Der er ikke noget, der smager grimt, Benjamin. Det gider jeg ikke høre på. Der er mad, du ikke bryder dig om, og det er OK, men mad kan ikke smage grimt. Har du smagt på det? Lene kigger bestemt på sin søn. – Jeg HAR smagt det, svarer Benjamin med ynkelig stemme, og frustration får tårer frem i hans øjne. – Stop det! bryder Mikkel ind. – Vi gider ikke den stemme. Hvis du har smagt det og ikke kan lide det, er det OK. Du skal ikke tale som et pattebarn. Jeg gider ikke høre på det. – Jamen, jeg HAR jo smagt det, græder Benjamin nu og skubber sin stol ud fra bordet. – Jeg vil hjem. Lene tager ham i armen for at få hans opmærksomhed. – Vi skal ikke hjem nu. Vi er på besøg hos farfar og Neema, og du skal sidde ordentligt ved bordet. Hun skubber stolen ind til spisebordet igen. – Spis noget af maden på din tallerken. Benjamin begynder at græde hjerteskærende højt, og Lene kigger undskyldende på Neema og mig, før hun trækker ham op fra stolen og sætter sig i sofaen med ham på skødet. Han falder hurtigt til ro, mens Lene snakker til ham og stryger ham over håret. Da han tørrer sine øjne, spørger hun, om han vil have sin ipad, og han nikker. Halfdan er i mellemtiden blevet færdig med at spise og får lov at gå fra bordet. Han sætter sig med sin ipad i sofaen ved siden af storebror. Lene finder en pose økologiske vingummier frem fra sin taske, hælder dem op i to skåle og stiller dem på sofabordet foran børnene. Hun kommer tilbage til bordet og sætter sig til rette. Tager en tår vin og siger: – Nå, hvor kom vi til? Så griner hun og begynder igen at spise. – Ej, det smager altså SÅ godt, Neema! Hvis jeg havde betænkeligheder ved set-uppet, er de blevet gjort til skamme. På et tidspunkt lidt senere står jeg i køkkenet og skyller tallerkner af, og Neema kommer ud med nogle tomme skåle. – Hvor er de søde, Karsten, siger hun og smiler glad til mig. – Ndio. Ja, griner jeg og ser ud som om, jeg ikke havde regnet med andet. Klokken er langt over ungernes sengetid, da Lene og Mikkel bryder op. – Jeg vil altså gerne ses igen, siger Lene og kigger på Neema, der smiler. – Vi har en stram tidsplan. På Neemas forlangende skal vi besøge min mor, som jeg ikke har set i 100 år, vi skal besøge nogle venner, der udtrykkelig har sagt, at de rigtig gerne vil møde Neema, vi skal til bryllup i weekenden, og i det hele taget fylder socialitet en hel del i kalenderen, mens Neema er her. Det kan blive svært, men lad os se på det, siger jeg. Neema får et kæmpeknus af Lene og et lidt mindre af Mikkel, og vi står i døren og vinker, mens de unge forældre går ned af trappen med hver sit barn på armen. Raketten er for længst faldet i søvn. Efter at have lukket døren bag dem, går Neema i køkkenet og lægger an til at vaske op. Jeg bærer de sidste kopper fra stuen ud i køkkenet, stiller dem fra mig på køkkenbordet, læner mig afslappet mod bordkanten og folder armene over brystet. Neema tager baljen frem fra køkkenskabet under vasken, tænder for det varme vand og hælder sulfo i. – Er der noget, Karsten? spørger hun og skæver til mig. – Gå ind i stuen til din pc, så ordner jeg det her. Hun løfter opvaskebakken frem fra skabet og lægger den omvendt på bordet og med afløbsrenden pegende væk fra vasken. Jeg smiler, tager hendes ansigt mellem hænderne og giver hende et trutkys på munden. – Tak for rigtig dejlig mad. Diskret vender jeg opvaskebakken, så den rigtige side vender op og afløbsrenden ned i vasken. Neema. Sugemaskine og sukkergelé 14. maj 2017 Det mærkeligste i Karstens køkken er det iskolde skab under køleskabet. Hvis man lægger kød derind, stivner det af kulde, og så kan det ligge der i et år uden at rådne, har han fortalt. Jeg tror nu nok, at han overdrev lidt. Et år?! På det elektriske komfur skal man bare dreje på nogle knapper, og straks lyser kogepladerne rødt og bliver varme som glødende trækul. Alle madvarer, som gryn, mel, mælk og kød er pakket ind i pap og plastik, så man ikke kan genkende det, før man åbner og kigger efter. Det er også svært at se, at det er en fisk, jeg nu pakker ud af en blå pakke med gennemsigtigt låg. Der ligger fire stykker hvidt fiskekød, uden ben, hoved, hale eller skind. Alt dét gode, der giver sovsen smag, og som jeg ellers elsker at sutte rent for kød, er fjernet. Tsk. Jeg skærer fiskekødet i mindre stykker og steger det i gryden sammen med løg og tomatmos. Hvis ikke Karsten med en metaldims havde åbnet den lille røde dåse for mig, havde jeg aldrig gættet, at den indeholdt tomater. Tomaterne var allerede most til en mørkerød grød. – Neema, nu kommer gæsterne snart, går det godt? råber han fra stuen. Over gryderne blæser en maskine, der suger dampen ind i sig. Sugemaskinen larmer, så jeg må hæve stemmen. – Ja, meget godt, Karsten! Jeg rydder køkkenbordet og smider de beskidte skeer, kniven og skålen ned i vasken. Det gør arbejdet meget nemmere, at der kommer vand direkte ud af hanen, én person kan hurtigt både skylle grøntsager, fylde vand i gryder og vaske ting af. Der er heller ikke plads til mange flere, tænker jeg og prøver at forestille mig køkkendamerne hjemmefra stuvet sammen i det lille rum. Karsten har inviteret sin søn, Mikkel, med kone og børn til middag. Da den skingre melodi fra knappen ved hoveddøren lyder, kigger jeg op på det store ur, der hænger i køkkenet. Klokken er ét minut i seks. Tiden ejer de travle danskere, og de lader sig styre af den, som om den er særdeles vigtig for dem. Gad vide, hvad de frygter vil ske, hvis de ikke overholder den? Karsten lukker gæsterne ind i opgangen ved at trykke på en knap på den hvide telefon, der sidder i entreen. Jeg retter på kjolen og håret og træder ned i mine fine sko, før jeg går ud i gangen for at tage imod gæsterne. Allerede i entreen går det galt. Som havde jeg været en eksotisk dukke, piller svigerdatteren ved mit hår og mine smykker, kommenterer mit tøj og griner af det hele. Hun optræder uden behørig respekt, som en fjollet veninde. Hun og jeg er ikke veninder. Jeg hører sammen med hendes mands far, og min plads i familien er derfor højt hævet over hendes. Kan hendes upassende opførsel skyldes, at jeg ikke er meget ældre end hende? Selv ser hun ikke ud af noget særligt med sit lange brune hår, der hænger løst og slasket nedover en lilla og hvid-prikket trøje, og hendes hud er bleg, mat og træt. Hun har tydeligvis ikke gjort noget ud af sig selv. – Mmmm, nam nam, smasker hun overdrevet og kunstigt begejstret, da hun smager på fisken. Jeg fornemmer, at hun laver grin med min mad, men Karsten smiler bare. Ser han ikke teaterstykket? Synes han ikke, at denne kvinde burde vise mere respekt overfor sin nye svigermor? Som Karsten sidder der ved siden af mig og griner dumt, er han ikke noget overhoved for familien. Jeg har ikke andet valg end at spille med på komedien, hvis jeg vil opretholde min ære, så jeg griner anstrengt med, når de voksne morer sig barnligt og forsøger at inddrage mig med fagter og en masse ord, jeg ikke forstår. Endnu værre bliver det, da den ældste dreng, Benjamin, nægter at spise min mad. Den lille dreng vrænger uforskammet ansigt, da han har smagt en lille klump af ugalien og lidt ris og fiskesovs. Spinaten og den stegte kål vil han ikke engang have på sin tallerken. – Waaah waaaah, græder han dramatisk som reaktion på moderens ord. Hvad siger hun til ham? Jeg bliver nervøs for, om der skulle være noget forkert i maden. Har han slugt et fiskeben, jeg havde overset? Tygget på en sten i risen, jeg ikke opdagede? Jeg gjorde mig også meget umage, da jeg rørte ugalien, så der skulle ikke være tørre melklumper i. Pludselig skubber drengen hårdt og voldsomt stolen ud, så bordet ryster. Jeg ser overrasket på, at Benjamin begynder at råbe hysterisk og uopdragent. Vores svigerdatter rejser sig, tager ham i armen og fører ham over til sofaen, hvor hun trøster ham. Ingen skælder ud over hans opførsel, og barnet slipper tilsyneladende for at spise min mad, selvom den er fuldstændig perfekt. Jeg forstår ingenting. Kort tid efter forlader også den yngste, stille dreng bordet, og som om ingenting er sket, smiler vores svigerdatter og stiller slik i en skål foran dem. De to børn forsvinder tilfredse ind i deres egen verden med spil på en skærm og munden fuld af rød og gul sukkergelé. Mikkel, deres far, sender mig et undskyldende blik henover bordet, mens Karsten spiser videre uden at se op. – Skål! siger min mand, da vores svigerdatter sætter sig ved bordet igen. Hun har netop belønnet sine sønner for forargelig opførsel, og ingen lader til at mene, at det var forkert. Karsten oversætter hendes næste sætning: – Det smager rigtig godt, Neema! smigrer hun smaskende. Det gør det jo åbenbart ikke, eftersom børnene knap nok har spist af det, tænker jeg ydmyget. Senere insisterer Karsten på at skylle tallerkener af. Det har jeg næsten vænnet mig til, selvom jeg ikke mener, at en mand bør bevæge ind på kvindens enemærker. Jeg forstår ikke, hvorfor wazunguerne har behov for at opføre sig som det andet køn. Det gælder også kvinderne, som klæder sig maskulint og tager styringen i alle mulige situationer. Mit værd som kvinde vokser af de mange færdigheder, jeg har i køkkenet, og som er givet mig af min mor, bedstemor og oldemor i form af dyrebare hemmeligheder, der ikke kommer mændene ved. Derudover får jeg respekt og beundring fra manden ved at gøre mig attraktiv og være velklædt og velplejet, så han ikke kan modstå mig. Hvorfor give afkald på de naturlige gaver? Det er som om, wazunguer ikke vil kendes ved deres køn og seksualitet, men de går derved glip af en masse, vil jeg mene. Karsten bliver umandig i mine øjne, og det piner mig, at han vil stå og vaske tallerkener af foran sin egen søn og svigerdatter. I deres øjne er det klart, at han må ligne et svagt bløddyr, og jeg en doven og uduelig kone for ham. – Det er søde mennesker, smiler jeg til Karsten, da jeg stiller en stak tomme skåle ved siden af vasken. – Ja griner han ubekymret. Tsk tsk, vi kommer nok aldrig til at forstå hinanden til fulde, men så længe han er glad, vil jeg ikke lave problemer. ‘Du får ikke tyndskid af at sluge din stolthed’, sagde Oldemor altid til mig. Karsten er god i hjertet, det er derfor, jeg elsker ham, og så må jeg acceptere hans blødhed. Resten af aftenen forløber problemfrit, børnene sover i sofaen, vi ser billeder fra Mikkels barndom i en afslappet stemning, og de mange fotos får os til at grine sammen uden sprogbarrierer. Til sidst føler jeg mig helt god igen. Da Mikkel, Lene og børnene skal gå, og døren smækker bag dem, sukker jeg alligevel lettet over, at aftenen er overstået. Jeg tvivler på min rolle i den her familie, og om jeg ville kunne finde mig til rette i en kultur, hvor almindelig respekt overfor forældre og kønnenes plads åbenbart ikke er en selvfølge. Jeg savner mine døtre mere end nogensinde før. Bogen kan købes på saxo.com ...
Læs mere...
UTA-TALKS
Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! Bibliotekstteltet ved nattetide…....
Læs mere...
En stendysse til Bujora
Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 På Utamadunis generalforsamling sidste år blev vi enige om at vi som gave ville vi bygge en lille stendysse på Bujora. Den skal illustrere vores nordiske måde, hvor vi i gamle dage begravede de døde og hædrede vores forfædrene med disse dysser. Da jeg deltog i jubilæet fik jeg til opgave at sørge for implementeringen af gaven. Så dagen efter Bulabu afslutning var vi en flok unge fra dancetruppen på jagt i nærområdet efter de fire sten der kunne egne sig til projektet, og som ikke lå for langt væk. Sten er der nok af rundt på Bujora! Den sidste store sten var noget af et projekt at få rullet på plads, men det lykkedes og vi fik afsluttet med billeder som sig hører til. Det var så meningen at Sander skulle komme og riste inskriptionen med runer, men som i kan se andet sted, blev hans projekt til et andet nemlig at gøre det på den store sten på Dansepladsen i stedet for. Vi fik så den ide bare at male Daraja la Utamaduni, kulturbroen! på den store sten. Og Danmark, Sverige og Tanzania med små flag på understenene. Det var Vincent her på billedet som lavede det meste af malerarbejdet , han som også havde leveret en stor del af muskelarbejdet med flytning af stenene og som havde hjulpet Sander med restaureringen af kortet over De tidliger Sukumakongedømmer. Simon Ndokeji fik vi til at male de små flag, så han, der har betrådt vores kulturbro adskillige gange, også fik sat sit aftryk. Smuk står den der, stendyssen. Et evigt minde om vort unikke venskab! Det sidste billede er med den nye Præst fader Fikiri som kom og beundrede resultatet. Hilsen Uffe Madadi...
Læs mere...
Daycare i Nungua- for børn fra ca 1-4 år
Gennem flere år har vi bygget på bygning til at huse en daycare på vores kulturcenter i Nungua, og nu står det der parat til at blive godkendt af myndighederne, og så kan børnene begynde at komme dagligt. Projektet er støttet 2 gange af Ukassen, i alt med 8.300 kr, en stor tak for det. Vi har selvfølgelig postet en del mere økonomi i opbygningen, og der mangler stadig penge til godkendelse og til inventar, men det skal nok ordne sig. Økonomien til at få færdiggjort kommer fra, at vi får en gruppe på 25 studerende på besøg i april, og 5 skal bo i rummet, som har et tilhørende badeværelse, hvilket er med i betingelserne for at få det godkendt. Daycare er for trængende børn fra Nungua, vi håber på at åbne i maj-juni 19. Det skal blive et sted med meget musik og bevægelse, med legetøj af naturmaterialer, voksne nok og en pædagogik inspireret fra Norden. Så vi søger praktikelever og frivillige til at komme og være med til opbygningen og kontinuiteten. Perpetual Akoto, leder af den traditionelle dansegruppe Folkloric Selamta ( som har besøgt Utamaduni adskillige gang) er leder af stedet. Bygningen er beregnet til ca 15 børn og der er gode udefaciliteter, en stor have, hvor et område defineres til børnene. Der skal kræves en lille brugerbetaling, så vi ønsker også sponsorer til dette. Vi håber på et sprudlende og givende sted for børn. Vores sted i Nungua kan altid modtage gæster, frivillige, eventyrrejsende, danse-trommestuderende mfl. Se mere om det på www.afrikanskdans.dk Man bor på 1. etage med en stor balkon med udsigt til Atlanterhavet, som ligger forenden af haven, Der er lille badestrand, så når jeg er der, bader jeg dagligt. Kontakt Elisabeth Lange info@afrikanskdans.dk...
Læs mere...
Rising Hope i Tanzania
I Bagamoyo i Tanzania har vi, Rising Hope, sammen med nogle stærke modige kvinder i Tanzania, etableret et behandlingscenter for kvindelige stofmisbrugere i starten af 2018 – Womens Hope.Gennem 2018 har 14 kvinder været i behandling på centeret, og er i dag clean. Kvinderne der driver centeret arbejder for en meget lille løn, men gør en kæmpe forskel for de mange kvinder, der ønsker at komme ud af deres misbrug. De driver centeret som ildsjæle og det er meget beundringsværdigt at se hvor godt, de klarer det med behandling, rådgivning, undervisning, aktiviteter og en masse kærlighed og omsorg. Dette resulterer i at de fleste af kvinderne, som kommer i behandling på centeret også forbliver clean. Her har vi dog en udfordring, som er den tid, der kommer efter de trygge rammer på behandlingscenteret. Kvinderne har været ude af deres misbrug i mindst 6 måneder, når de tjekker ud fra centeret, men står med mange spørgsmål og udfordringer. Hvor skal jeg gå hen? Hvor skal jeg bo? Hvad skal jeg leve af? Hvordan skal jeg forsørge mine børn? Hvordan får jeg et godt forhold til min familie igen? Osv. Osv… De ansatte på centeret forsøger så meget de kan at rådgive og guide kvinderne i deres liv efter behandling og gør især en stor indsats i forhold til at skabe gode relationer til familierne igen. Men de andre udfordringer ligger stadig og lurer og gør kvinderne stressede, bange og bekymrede hvilket i nogle tilfælde fører dem tilbage i gamle levevis og dermed aktivt misbrug. Det vil vi gerne forebygge og forsøger derfor at hjælpe kvinderne til at få en god start på deres nye liv uden stoffer. Det koster penge, og her har donationen fra U-kassen været en stor hjælp. En af kvinderne har fået penge til at tage til Pemba for at besøge sin mor og hendes 3 børn, som hun ikke havde set i flere år pga. misbruget. Det var en stor glæde for hende, hendes mor og især hendes 3 børn. Det er starten på gode familierelationer og starten på at få hendes største ønske opfyldt – at være en god mor for sine børn. En anden af kvinderne vil gerne blive i Bagamoyo og arbejde frivilligt på centeret og hjælpe andre kvinder, og hun har fået penge til at leje et værelse i Bagamoyo og købe nogle få møbler. Det er hun utrolig glad for og meget stolt over. Hun kommer hver dag på centeret og hjælper de andre kvinder, som er i behandling, og i hendes fritid forsøger hun at finde et arbejde, så hun kan sikre næste års husleje. Den sidste kvinde som fik hjælp fra U-kassen, ville også gerne blive i Bagamoyo og hjælpe kvinderne på centeret. Hun bor på centeret, men pengene fra U-kassen har hjulpet hende til at starte en lille forretning op. Hun lurede hurtigt, at kosmetik, parfume og sæbe er meget dyrt i Bagamoyo i forhold til Zanzibar, hvor hun kommer fra, og derfor tager hun til Zanzibar og køber produkter og sælger dem videre i Bagamoyo. Overskuddet sparrer hun op til at åbne sin egen lille butik i Bagamoyo. De 3 kvinder er gennem U-kassen hjulpet godt på vej med deres nye stoffrie liv, men de møder stadig mange udfordringer og diskrimination. Derudover er der flere og flere kvinder, som tjekker ind på centeret og efter tid har brug for hjælp til at stå på egne ben. Derfor vil arbejdet aldrig ende, og vi vil i hvert fald blive ved med at støtte de seje kvinder på Womens Hope behandlingscenter i Bagamoyo. For mere information, besøg www.risinghope.dk eller kontakt os på info@risinghope.dk...
Læs mere...
Utamaduni Dance Troupe i Sydslesvig
Sidste forår blev Utamaduni Dance Troupe kontaktet af en ældre herre ved navn Walter Keitum. Han repræsenterede Sydslesvisk forening og havde hørt om os gennem Asbjørn fra dansegruppen. Det er godt at have kontakter! Walter syntes det lød spændende med vores dansegruppe – og da temaet for deres årsmøde var kulturmøder, ja så var Utamaduni Dance Troupe et oplagt indslag. Sidst vi var udenlands var i Tunesien i 2006, så jublen var stor! Det kræver sin mand at få samlet vores store flok og endda hele vejen til Tyskland! Vi kommer jo fra det meste af landet. Vi mødtes derfor til de indledende manøvrer med overnatning og øvning i AB’s have i Tørring. AB havde for at præparere sine naboer uddelt flyveblade med opråb om musik i haven – alle velkomne. Folk i Tørring er meget tilbageholdende. Således kunne man på Facebook i flere dage derefter læse at der havde været ”postyr” i byen, ja så højlydt at det kunne høres helt hen til Sikavej i Gl Tørring 2 km. Væk :). Lørdag morgen pakkede vi vores mange biler, trailer mv og begyndte rejsen til Tyskland. Det var en rigtig familietur med alle aldre repræsenteret og simpelthen utrolig hyggeligt! Da vi ankom til færgelejet på Rømø var vi helt høje over den forestående optræden og utafamilieudflugt. På færgen fra Rømø til Sylt sang vi sukumasange af ren og skær glæde over endelig at blive inviteret til det store udland. Efter en times sejlads lagde vi til havn på Sylt. Hold nu op! Så tæt på Danmark og så alligevel så anderledes! Stort set alle sommerhuse på øen er bygget efter samme smukke hobbitagtige koncept. Sylt har 15.000 indbyggere og er lidt større end Ærø. Øen har sin egen lufthavn! – ja så turistet er den! Vi fandt også ud af at på Sylt er det forbudt at betræde klitter – der er nøje afmærkede stier, men det der med at fare vild i sandet – det er no-go. Nå men efter de første kulturelle overraskelser, ankom vi til stedet for årsmødet. Det hele foregik i en lille by, hvor der først skulle være optog og dernæst årsmøde på en skole hvor indholdet var kulturelle indslag taler og mad. Vi parkerede og pakkede ud. Tromme efter tromme og vores fine kostumer blev gjort klar. Først skulle vi deltage i optoget. Vi valgte at gå med på sogota grundtrin og bar de fede kostumer dertil. Altså lidt sjovt. Et helt traditionelt optog med bannere om Sydslesvig, dansksproget skole mv. Og så lige os der stak en smule ud 🙂 Efter en tur rundt i byen kom vi tilbage til skolen. Mange husker sikkert varmen sidste sommer. Vi smeltede nærmest væk! Ingen pyller, vi gjorde os klar til optræden indendøre, hvor folk sad og nød kaffe og kage i bedste ”sønderjysk kaffebords stil”. Vi installerede os i et omklædningsrum, hvor der kun lige var plads til os alle. Kampsvedende og i højt humør, ja nærmest som når der er shindano i Tanzania, gjorde vi os klar til optræden. Vi entrerede scenen og leverede et sprudlende show for en stor forsamling sydslesviske små og store mennesker. Efter vores optræden fik vi megen ros. Mange var betagede af vores kulturelle indslag. Og vi i Utamaduni Dance Troupe var virkelig beærede over at få lov til at optræde ved foreningens årsmøde. Vi pakkede sammen og kørte mod en større by, Westerland, hvor vi skulle overnatte på en skole. Simpelthen så syret! En forholdsvis lille by med 9000 indbyggere, hvor der var store hotelresorts og betaling for at opholde sig på stranden! Heldigvis kom vi så sent at stranden var lukket, så vi sneg os afsted og fik en lille smag på en noget anderledes tilgang til offentlig tilgængelighed. Glade og høje over vores tur sluttede vi dagen med et glas rødvin og fællessange omkring et imaginært bål. Hvis nogen skulle være i tvivl, elsker vi at optræde og strækker os gerne langt for at komme ud i Verden med vores bidrag til kulturel brobygning! Kærlig hilsen Alle os fra Utamaduni Dance Troupe (Anne Birgitte er skribenten) Utamaduni Dance Troupe: www.utamaduni.dk/dance...
Læs mere...
Børnetrommer fra 2 til 80 år
En lille workshop-fortælling fra lejren 🙂 Nu har vi i en del år haft en trommeworkshop for børn nede bag opvasken. Der hygger vi os rigtig godt med at få lært at spille sukumatrommer. Vi danser også til, så trommespillerne har noget flot at kigge på mens de spiller. Og da man i Tanzania ikke skelner så meget mellem dans, sang og tromning, men kalder det hele kucheza. Så kan det være vi også sætter lidt mere sang på i år. Når vi siger at det er for folk fra 2-80 år, så mener vi det. Men da det kan være svært at have så bred en målgruppe, er det mest henvendt til unge mellem 6 og 12. Men alle er meget velkomne. Ud over at øve og efterfølgende vise hvad vi har lært til showet om fredagen, så plejer alle dem der vil have et dansenavn at få det på et tidspunkt i løbet af ugen. Vi laver en lille ceremoni hvor Kulwa og Makoye giver dansenavne til alle dem der gerne vil have. Alle der danser i grupper i Sukumaland har dansenavne som betyder forskellige ting. Vi har taget nogle billeder hvor man kan se nogle af dem der fik dansenavne i 2018. Bahati: Held/heldig Mlyasende: Den der spiser småpenge Ngwashi: Navnet er taget fra en meget kendt danser Baseki: Den der altid griner Mageni: Gæstfri/gæster Kangwina: Lille krokodille Masanja: Opkaldt efter en meget kendt danser Tambo: En der er god til at snakke Shinje: Navnet på en kendt danser Sumi: Den der henter/skaffer mad til familien Ngolo: Navnet på en meget kendt danser Sami: Den der flytter Sega: Navnet på en meget kendt danser Mihayo: Ord/snakke Ngasa: Navnet på en kendt medicinkvinde Mulinga: Navnet på en stor slange Ngole: Droning Vi ses på lejren til sommer! Mange tromme-hilsner fra Kulwa, Lissibetti, Makoye og Jens Idoke...
Læs mere...
På Warsha-kursus igen efter 24 år!
Warsha 27. december 2018 – 11. januar 2019. Gensyn med Sukumaland efter 24 år. Som oftest før, når vi i Utamaduni Dance Troupe diskuterer og reflekterer over vores virke, falder snakken på muligheden for igen at afholde et warsha. Dette var ingen undtagelse i januar 2018. Jeg sad der med en enorm trang til at melde mig på skansen, trods jeg overhovedet ikke har betrådt den tanzanianske muld siden 1994, og det faktum at mit Swahili var temmelig rustent. I 1993 var Marianne Høj og jeg efter et warsha i Tanzania fuldstændig solgte. Dengang i start 90’erne var der stor arbejdsløshed. Der blev opfundet forskellige måder, hvorpå man kunne udvide sin horisont i forhold til jobsøgning og uddannelse. En af opfindelserne var en orlov, hvor man med 80 % af dagpengene kunne rejse udenlands og uddanne sig. De færreste sagsbehandlere var, grundet det spritnye tiltag, særligt meget inde i sagerne. Mariannes talegaver og vores fælles evne til planlægning og afsøgning af kontakter gjorde, at det lykkedes os at overbevise en sagsbehandler, om at vi skulle til Ghana og Tanzania på ni måneders uddannelsesorlov. Ja. Sådan var det dengang. Det er den udenlandsrejse, der har formet mig mest som menneske. Jeg bringer stadig anekdoter frem, hvis folk ellers har lyst til at høre dem. Jeg bruger det i mit arbejdsliv, når snakken falder på det, der er ”anderledes”. Jeg bruger mine erfaringer, når jeg (ofte) kommer i diskussioner med folk, der har en anderledes holdning end jeg. Hvad er det værste, der kan ske i mødet med et menneske fra en anden kultur end din egen? Nå. Jeg var med andre ord ikke svær at overtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i warsha her 24 år senere. Utamaduni Dance Troupe består, som mange måske ved, af gode folk med mange forskellige kompetencer. Som medlem af gruppen indvilger man i, at fællesskabet indeholder meget mere end dans, sang og trommer. I warsha-henseende er der i gruppen flere virkelig dygtige og erfarne folk udi i organisering og kontakt til Sukumaland. Dette år var tovholderne på warsha Sebastian, Anne Katrine, Siff, Johanne og jeg. Der er et stort forarbejde i at arrangere warsha. Der skal skabes kontakt til Bujora, til formænd for foreninger, undervisere, landsbyer, præster, køkkenfolk, nattevagter med meget mere. Der skal organiseres og planlægges, alt sammen noget der tager længere tid end herhjemme i e-boks/online 24/7 land. I løbet af sommeren og efteråret brugte vi tid på dette, så hen mod oktober havde vi et groft skitseret program parat. Sebastian, Johanne og Siff rejste i forvejen, og alt var parat, da warshadeltagerne landede i Mwanza. Endelig afsted med pitstop på Zanzibar For mit eget vedkommende rejste jeg med Abena og Kofi. Vi brugte først nogle dage på Zanzibar. Hjemmefra havde jeg tænkt, at ”det måtte vi se”, nu når vi endelig var tilbage i Tanzania. Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være at gense folk og steder, men jeg kunne ærlig talt ikke helt forestille mig det. Jeg kunne heller ikke mærke, om jeg var spændt eller nervøs. Men. Nogle gange kommer oplevelser og minder til en ad en meget uventet vej. På Zanzibar var vi på en spicetour (kan virkelig anbefales!), hvor vi blev guidet rundt i en art botanisk have fyldt med eksotiske frugter og krydderier. Turen sluttede med, at vi blev vist hen til en overdækket platform med måtter, som vi kunne sidde på. Vi blev budt på en ”krydret buffet”. Vi sad i en rundkreds, og ind kom unge fyre med tallerkner og skåle med forskelligt indhold. Der blev sagt værsgo. Jeg rakte ud efter en blå plastikskål med låg. Da jeg løftede låget af, mødte mig den mest fantastiske duft at pilau-ris. Lige dér i skyggen på sivmåtten blev jeg ramt af den største forventnings glæde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne pludselig mærke savnet til Sukumaland. Bujora kalder Efter nogle dasende dage på Zanzibar fløj vi til Mwanza. Vi blev hentet i lufthavnen og kørte gennem Mwanzas gader om aftenen d. 24. december. Da vi endelig ankom til Bujora, stod en lille velkomstkomite og tog imod os. Johanne, Lukas, Siff, Liv, Luna og Sebastian. Endelig tilbage! Seba bød på julemiddag, på vej derhen akkompagneret af aftens julegudstjeneste i kirken. Så var vi i gang! Den første morgen blev jeg vækket af silende regn og en ubestemmelig lyd af dyr. Da regnen var stilnet af, kiggede jeg ud og så aber, der hoppede rundt på strå- og bliktage med mangoer i hænderne. De havde en fest! Jeg tog alt ind. Duftene og indtrykkene blæste mig tilbage til 1994 – hvor var det fantastisk! Warsha gik i gang. En palet af undervisning i mange forskellige stilarter. Der var hyret dygtige undervisere og trommeslagere, og vi fra Utamaduni Dance Troupe hjalp med at oversætte, kulturformidle, skabe kontakt mellem danskere, svenskere og lokale. I kulissen arbejdede Johanne og Seba med at holde styr på budgettet og sørge for at program og kontakter var i vinkel. I programmet var der, udover danse- og trommeundervisning og swahili, fastlagt en tur med overnatning i Ntulya, en guidet rundtur på Bujora Cultural museum, kulturhistorie formidlet af Uffe og Sander og en gåtur til Mitundwas landsby. Når dagens undervisning var slut, blev tiden brugt på ture til den nærliggende landsby, Kisesa, hygge i baren og fællessang ved bål. Mange gange blev vi inviteret på frokost hos gæstfrie mennesker. Besøg i Ntulya En af vores udflugter gik til landsbyen Ntulya. Her boede i sin til den berømte, nu afdøde, medicinmand Mungu wa pili – Gud nr. 2. Vi fyldte bussen fra Bujora med warshadeltagere, undervisere og køkkenfolk – og så gik det afsted. Vi skulle overnatte i telte. Da vi ankom, blev vi mødt af landsbyens beboere og så de flotteste danseopvisninger leveret af forskellige grupper udi Buyeye og Kadete. Efter at have indtaget aftensmad i skæret af batterilamper og hygge med sang og kadete, gik aftenen på hæld, og en nat i telt ventede forude. Jeg sov mildt sagt elendigt. Derfor var det heller ingen sag at stå op tidligt næste morgen. Der var noget der trak. Jeg tog mit tøj på, børstede tænder og listede afsted – klokken var vel 6. Omkring mig blev morgenstilheden kun brudt af snorkende warshadeltagere i naboteltene og sjove lyde fra store fugle. Jeg ville jage solopgangen. Jeg gik op ad klippen/den kæmpestore sten, som ligger der lige midt i landskabet, som om nogen har tabt den der. Ntulya er det mest fredelige sted i verden. Landsbyen er som sagt berømt for Mungu wa pili. som eftersigende kunne vække en død til live ved at hælde kogende vand i hans øre. Stedet er omgærdet af mystik og utroligt smukt. De fleste bygninger er hytter, firkantede eller runde, bygget af stammer/tykke grene og med strå på taget. Kvinder fejer bopladserne sirligt rene hver morgen. Solen var så småt ved at stå op og gav et rødgulligt lys udover rismarkerne. Jeg satte mig og nød synet af en lille boplads klemt inde mellem klippen, store sten og træer. På grunden var der en større og en mindre hytte. Jeg faldt i staver og sad længe og tænkte over, om der mon boede nogen der. Pludselig kom en gammel mand gående hen mod den største hytte. Han stoppede op og hilste på en kvinde. Jeg kunne høre hende svare, men kunne ikke se hende. Da den gamle mand var færdig med sin høflige og lange morgenhilsen, gik han videre. Jeg fik sådan en trang til at gå ”tilfældigt forbi” og gik ned ad klippen og hen mod hytten. Dér i en døråbning stod en utrolig krøllet og smuk gammel kvinde. Jeg sagde: ”Hodi”? (Er der nogen hjemme?). Hun smilede og svarede ”Karibu” (velkommen). Jeg gik hen til hende og hilste med det høfligste håndtryk her – nemlig hvor man udover at give hånd, lægger sin venstre hånd på den andens højre arm. Jeg nejede, som kvinder gør overfor mænd eller kvinder, der er ældre end én selv. Vi stod længe og smilede, mens vi holdt hinanden i hånden. Vi havde ikke noget fælles sprog. Vi var blot, med dén berøring vi begge delte ud af. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give slip! Hun smilede til mig med de kærligste og varmeste øjne. Jeg blev så rørt! Efter en stund sagde jeg farvel og tak og ønskede hende en god dag med følelsen af, at mit hjerte var helt tanket op! Et blik ned til hytten hvor den gamle kvinde boede. (Foto: Anne Birgitte Nielsen) Kadum Som sagt var der en bred palet af dygtige undervisere og forskellige stilarter på dette års warsha. Jeg har en blød plet for kadum. Det er heldigt, for vores underviser i denne stilart var virkelig dygtig. Hans navn var Nuya. Han spillede trommer, fløjte, underviste i dans og sang med sin helt særlige meget lyse stemme. Jeg var solgt! Kadum har det særlige i sig, at man har trommen /en stor olietønde hængende over den ene skulder og bærer den, mens man spiller. Lyden er dyb og går direkte ind i kroppen. Så dragende! Selvom trommen er tung at bære, gør rytmerne, trinnene og fløjtens lyd, at man på en måde bliver lullet ind i en meditativ tilstand. Nuya (Jeg har tiltusket mig en damemodel tromme) (Foto: Siff Jenjela Stephenson) Besøg i Mitundwas landsby En af de sidste dage gik vi ad stier og marker hen til Mitundwas landsby. Her var der optræden og undervisning af to dansegrupper. Vi blev på gæstfri vis placeret i skyggen, og i gang startede den fedeste optræden. Og endda med sogota som jeg elsker. En mandlig sogota-trommeslager smilede til mig. En anden spurgte:” Kan du kende ham?”. Jeg kiggede lidt. Guuuud! Det var jo Chumas! Min gamle ven fra 1994, der i timevis havde undervist mig! Jeg fløj op, standsede musikken, virkelig uhøfligt, og gav ham et stort kram. Det grin og det smil, jeg fik tilbage, var GULD! Efter optræden blev warshadeltagere budt op til danseworkshop. Fede danse og virkelig dygtige trommeslagere og undervisere. Alt imens dansen foregik i den bagende sol, havde kvinder travlt med at tilberede lækker mad til os. Vi blev efter noget tid budt til bords. Spisningen foregik i små cirkler, hvor vi sad 3-5 personer om et fad ris/ugali/kød/grønt/sovs og spiste med fingrene. Der er noget særligt ved at spise på den måde. Det lyder måske banalt, men maden smager tifold bedre. Skidt pyt med at man er klistret til med ris og til albuerne 😉 Virkelig skønt gensyn med Chumas, min sogotalærer fra 1994. Dag for dag forsvandt tiden bag os. Vi sluttede af med et brag af en afskedsfest, hvor vi havde inviteret alle undervisere og deres baggrundsgrupper til dans og festmad. Vi var over 100! Jeg var efter 14 dage fyldt til bristepunktet med oplevelser. De 24 år havde sat sine spor. På mine første rejser i Sukumaland var det særligt dans og musik, der fyldte for mig. Denne rejse bød på umådelig mange kærlige og rørende gensyn. Jeg har ikke ord på, hvor mange gange jeg har grædt glædestårer – og virkelig mærket, hvor meget jeg har savnet det i alle årene. En anden kær ven – Bala – spurgte mig:” Går der 24 år inden du kommer tilbage?!” – svaret er NEJ! Jeg vil tilbage, så snart det er muligt. Warshadeltagere og nogle af underviserne 2019 (Foto: Dav Jacobsen) Et vel tilrettelagt og ikke mindst veludført warsha var overstået. Tak til Jer modige warshadeltagere, for hvem det for nogen var første gang at være i Afrika. Hatten af for dygtige tovholdere fra min dansegruppe, uden Jer og Jeres evner til at arrangere, kommunikere og kulturbrobygge, ville det være umuligt at gennemføre et warsha. Tusind tak til undervisere og dansegrupper for Jeres fantastiske dans og musik! Tusind tak til toptjekkede køkkenfolk og nattevagter der passede godt på os. Tak til Bujoras nye præst Fikiri, for at ville lære os at kende. Ja kort sagt, tak for Jer alle! Hvis du skulle have lyst til at deltage i et warsha, kontakt da en af os i Utamaduni Dance Troupe for nærmere oplysninger. Kærlig hilsen Anne Birgitte...
Læs mere...
Kulturgæsterne på lejren 2019
Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. Hjem til Seba, et par dages indføring i, hvordan bruseren, komfuret, fodgængerfeltet og supermarkedet fungerer, før de skal møde Utamaduni-dansegruppen på Granlunden hos Uffe og Sander. Utamadunilejren har de hørt om, siden de var små. Den er som et lille stykke Sukumaland, lyden af trommer, sang, og en masse mennesker som hilser og smiler. Derfor er de måske overraskede, når de ankommer til Keramikgården – på en næsten tom eng, for alting skal jo bygges op først, og de skal hjælpe til. F.eks. med at bygge rafter om til en badescene eller på ceremonipladsen der må rives ren for græs. Men om lørdagen falder det hele på plads. Nye og gamle venner strømmer til ned ad bakken, trommerne begynder at buldre, kulturgæsterne hilser på kollegaer fra Ghana, Gambia og Senegal, en ung kvinde, som aldrig har været i Tanzania, synger en sukumasang for ved bålet! Når man er gæst i Sukumaland, bliver man behandlet som konge eller dronning. Man er først til at få maden serveret, og man får selvfølgeligt tilbudt den bedste plads i bussen, det sidste stykke kød og den eneste stol på bopladsen. På Utamadunilejren står vi i madkø, barkø, toiletkø og opvaskekø. Det skal gæsterne nok lige vænne sig til, men heldigvis viser venlige folk dem vejen. Shigela har prøvet det før, for han har været på lejren som kulturgæst to gange tidligere. Han er en springfidus, hulepindsvinedanser og sangmager. I år bliver han akkompagneret af Ndila fra Wangoko, som er en mester på bununguletrommer. Mele (Mary) fra Bujora er en kvinde med masser af udstråling og energi. Hun danser et bredt udvalg af stilarter. Det samme gør John fra Maisha Furaha-gruppen, med en god del humor og teater. Glæd jer til at møde dem. Efter lejren har gæsterne kun kort tid i Danmark. Vi håber, dansegrupperne her i landet vil være hurtige til at melde ind, hvis I ønsker besøg. Skriv til maja@utamaduni.dk. Tag godt imod Shigela, Ndila, Mele og John, det bliver en fantastisk oplevelse for dem at møde jer og at bidrage til den 37. Utamadunilejr! Kærlig hilsen kulturarrangørerne, Utamaduni Dance Troupe...
Læs mere...
Kostumer til Kagomba dance group i Katwe!
Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. Vi fik bevilget 4000 kr til tryk af nye trøjer. De blev brugt på at bestille og trykke trøjerne og til at invitere folk fra Katwe til Bujora for at modtage trøjerne. Deres ophold og hjemrejse blev betalt af folk fra Manongu. Først var det meningen at Manongu skulle have dem med ned og overbringe i forbindelse med deres ophold på Bujora under vinteren 2017/2018 men den begrænsede tid gjorde at de måtte prioritere at ikke tage til Katwe. Desværre nåede de heller ikke at invitere folk fra Katwe til Bujora. Derimod blev de overbragt i anledning af jubilæumsåbningen af det 50 sindstyvende Bulabo. Marco, Sofia, Jonathan og Aline var repræsenteret og fik inviteret danseleder Machenge og hans søster Roze til Bulabu og fik overrakt gaven til stor begejstring. Vi har siden hørt at trøjerne er blevet brugt flittigt. Desværre døde deres mor og familiens og dansegruppens overhoved Suaswanyaga Ng’wana Ndaki i august. Hun blev meget, meget gammel. Marco var i sukumaland på det tidspunkt men en drillende mave gjorde at han ikke var i stand til at rejse derud i anledning af begravelsen. Vi fik til gengæld lidt billeder sendt fra begravelsen, og alle i dansegruppen bar de nye trøjer i anledningen. En stor kulturpersonlighed er gået bort og vores tanker er med folket i Katwe, som forhåbentligt kan konstituere sig igen og fortsætte det gode kulturarbejde. Pumzika kwa Amani – Utamaduni Juu Jacob Winther og Manongu Kulturforening...
Læs mere...
Oplevelser og projekter Ghana
I 1984 tog jeg et år til Ghana for at lære at danse afrikansk dans og trommespil for at kunne undervise i det i DK. Det er blevet til utallige rejser til og projekter i Ghana og til meget dans, sang og rytmer med børn og voksne. Sammen med en ghanesisk familie har vi fået opbygget et sted med et stort hus lige ned til Atlanterhavet, hvor gæster kan komme og bo, danse og tromme, være frivillig, i praktik og opleve det ghanesiske dagligliv. Den store familie i alle aldre sørger godt for alle: Lækre måltider, festligt samvær, vejledning og følgeskab til hvor man ønsker at tage hen. Vi har haft en del frivillige, en 16 årig pige har været frivillig i 2 mdr. i beg. af året på et børnehjem i nærheden, og en stor gruppe studerende er lige kommet hjem fra et besøg. En Daycare for mindre børn, er netop blevet færdigbygget på stedet, med støtte fra Ukassen (vi takker meget) den starter op her til sommer, vi tager med glæde mod frivillige til at være med til at præge stedet, som skal inspireres af dansk pædagogik og musik dans og sang mm. Man kan være frivillig både i Nungua og i landsbyen Abrani på Daycare eller skolen, men man kan også byde ind med alt mulig andet som frivillig: Håndværk, IT, skolelærer mm. Sammen med en anden Ghana begejstret Zigzak, har vi opbygget et sponsorprogram, med faste og løse sponsorer for nu 25 børn til støtte for deres skolegang. Der er altid brug for flere sponsorer, også til vores Daycare. Børnene, vi sponsorerer, er fra forskellige steder i landet, en del fra Abrani i Voltaregionen. Denne landsby er værd at besøge: The real Ghanian life, de er bønder, der går til deres farm dagligt og bærer deres gods på hovedet, henter vand ved floden (her kan bades i kølende vand) folk er smilende og lattermilde, som de er de fleste steder i Ghana. Ghana er et meget gæstfrit land og let at være og rejse rundt i- og ikke dyrt. Elisabeth Lange-info@afrikanskdans.dk www.afrikanskdans.dk...
Læs mere...
Bedre sundhed i fiskerlandsbyen Abene
Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal.Pengene er brugt til indkøb af medicin til min (Mette, regnskab) lille gratis klinik i landsbyen. Antibiotika, descinficerende eugenol til tænder, øjensalve, malariamedicin, smertestillende medicin, febernedsættende m.m. Desuden til forsendelse af forbindingssager, som er donationer fra hospice, hospital og lægeklinik i Danmark. Der er også udstyr som sakse, tråd, kanyler, sprøjter, blodtryksapparater m.m. U-kassen har betalt for forsendelse af 2 tønder på 200 liter med dette udstyr. Jeg har selv brugt det i min klinik dernede, eller det er fordelt mellem 3-4 klinikker i områdets landsbyer. Der har også været penge til de tilfælde, hvor folk skal sendes videre til et større hospital for behandling, bl.a. en kvinde med infektion i såret fra et kejsersnit og en ung mand med tuberkulose. Der var penge til overs. Vi hørte om en ny skole, der endnu ikke havde klasselokaler. Børnene blev undervist udendørs. Vi holdt møde med lærerne om, hvad er var mest brug for. Det var rent drikkevand til eleverne mens de var i skolen. Vi (mine gæster og jeg) samlede ind til det og arbejdet er i gang. U-kassen gav også et bidrag til dette. Tak til U-kassens bidragydere = JER. I kan nok ikke forestille jer hvor stor betydning et beløb fra U-kassen kan have i Afrika. Gennem årene har tilskuddet reddet mange liv. Kærlig hilsen Mette Lotus, Senegal...
Læs mere...
