Mwaka Huu
Årsmagasin for Utamaduni Kulturforening
Skip to content
Mwaka Huu 2020
CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!
Et spinkelt håb i en Coronaboble-tid
Mundtrommer og Bulabuka
Tanzania – gaven som bliver ved med at give
Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem
Daycare i Nungua, Ghana
Nekrolog, Dorthe Shoma Loft
Kærlighed kan hele de fleste sår
Feltnoter fra vinteren 2019-20
I coronatider er der tid til at læse
Ukassen 2020
Årsberetning for u-kassen 2019
Forhave & Barfodsklinik i Abene, Senegal
Færdiggørelse af trommehus ved Bujora, Tanzania
Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye
Bistader i Abrani, Ghana
Risafskaller til Nghama i Magu Distrikt
Fanaka Arts Project, Kenya
Nafsi Africa Acrobats gadebørn & mad i Nairobi
Mwaka Huu ARKIV
Mwaka Huu 2019
Hilsen fra Forkvinden 2019
Vikingeruner i Sukamaland
Min 14. rejse til Sukumaland 2019
Vi savner dig, Trine
Oplevelser og projekter Ghana
Utamaduni Dance Troupe i Sydslesvig
UTA-TALKS
Børnetrommer fra 2 til 80 år
Kulturgæsterne på lejren 2019
En stendysse til Bujora
Som solskin i april
På Warsha-kursus igen efter 24 år!
Mwaka Huu 2018
Hilsen fra forkvinde Tinne
Strengthen ties through Sukuma dance
Kom til Sukumaland! Bujora fylder 50 år!
Påskekucheza 2018
Dokumentarfilm om Utamaduni
Morfar på tæppet
På Bujora er det evig sommer!
Sauti za Busara 2018
En historie som kom buldrende…
Vellykket kulturrejse til Bujora 2017/2018
Digte fra Ann-Charlotte
Mwaka Huu 2017
Hilsen fra den tiltrædende forkvinde
Påskekucheza 2017
Den afgående formands hilsen
Glade hilsner fra Manongu i Sverige
Pladsmand på Pause
Hilsen fra Duka-vikarerne
Tro ikke på mirakler – vær selv ét
KIKOME i september
En hvid bonde planter ris i Tanzania
Teatret ”KOSMOS” inviterer …
Mwaka Huu 2016
Hilsen fra formanden 2016
Warsha ya Utamaduni kursus 2017
Opsang fra Dav
Kikome i september 2016
Rapport fra Warsha 2016
Vinterkucheza 2016
Tak for en dejlig Warshauge
Mwaka Huu 2015
Hilsen fra formanden 2015
Vinterkucheza i Aarhus 2015
Århus Friskole på Bujora – 2015
Rejserapport fra MANONGU
Lucas Mhoja, hvil i fred
Mwaka Huu 2014
Hilsen fra formanden 2014
Vinderfotos lejr 2013
Undervisningsminister hilsen…
Kærligheden til forhør
Mail til pladsmændene efter lejren 2013
På kultur- tur tilbage
Vinterkucheza i Aarhus
Kultursøndage
Mwaka Huu 2013
Mwaka Huu 2012
Mwaka Huu 2011
Mwaka Huu 2010
Mwaka Huu 2009
Mwaka Huu 2005
Mwaka Huu 2003
Jubilæer og særskrifter
Vinderfotos
Kulturgæster
U-kassen ARKIV
U-kasse modtagerhilsner 2019
Årsrapport U-kassen 2018
Hjælp til Faraja Home
Kostumer til Kagomba dance group i Katwe!
Majsmølle i Nghama
Stor glæde hos Maisha Furaha Theatre Group
REEP: Uddannelse fra drøm til virkelighed
Bedre sundhed i fiskerlandsbyen Abene
Daycare i Nungua- for børn fra ca 1-4 år
FANAKA ARTS PROJECT takker for støtte!
Rising Hope i Tanzania
Slangehus på Bujora
U-kasse modtagerhilsner 2018
Årsrapport U-kassen 2017
Majsmølle i Kifuhila
Kostumer til Kagomba Dancetroupe
Faraja er leg og musik
Det går fremad i Pebi!
Støtte til 3 projekter på Bujora i Sukumaland
Tak, kære Utamadunifamilie!
Gratis klinik i fiskerlandsbyen Abene
Fanaka Arts Project
Risafskalningsmaskine og selvbyggede huse
Daycare i Nungua
Udvikling starter med en handling
Tak for tilskuddet til indkøb af klassesæt
U-kasse modtagerhilsner 2017
Senegal Forhaveklinik
Lugeye secondary school
Om at have et sted at høre til
Om svampe, ny viden, nye muligheder – og det ekstra lille skub
Senegal voksenskole
U-kasse modtagerhilsner 2016
Årsrapport U-kassen 2016
Gratis klinik i lille fiskelandsby
Hilsen fra Baba Chai – Mlalahasi Knud Erik
Vi støtter uddannelse i Sukumaland
Kili Kids Centre, Kilimanjaro
U-kasse modtagerhilsner 2015
Årsrapport U-kassen 2015
Daycare Abrani, Ghana
Lærerboliger i Pebi – Ghana
Nyanguge handelslandsby
Utamaduni Dance Troupe & Bujora
Rapport fra Mette i Senegal
Senegal voksenskole
U-kasse modtagerhilsner 2014
Årsrapport U-kassen 2014
Senegal voksenskole Boutoumite
Hvor der er vilje, er der vej
Der skal grønt til …
Tandklinikken på Heri Hospital 2013
Års-skrivelse fra Knud Erik
Årsrapport fra “African Paradise”
Search for:
Search
Home
Mwaka Huu arkivet
Mwaka Huu 2011
Mwaka Huu 2011
Mwaka Huu 2011
Utamaduni
Mwaka Huu 2011
Klik for at læse som ‘bladre PDF’
Mwaka Huu 2010
Mwaka Huu 2012
Comments are closed.
Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2020:
Kærlighed kan hele de fleste sår
Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. – Nu går jeg i seng, sagde jeg, da fuglene begyndte at larme og solen stak snotten op over horisonten, og selv om jeg var mig, var jeg ikke helt mig alligevel, for min mave talte til noget udenfor min kontrol, og det skal de alligevel have, Symfoniorkesteret fra Midtbyen, de spiller op til dans, når det gælder, om de så skal køre for det og sidde 30 mennesker med violiner og en enkelt obo skjult mellem træerne og fremkalde en stemning, så man får ståhår på armene og ens møl i maven vågner. Usynlige for dit vågne øje, men lystigt filende med hestehår på sirligt spundne strenge af edderkoppespind (sammen med en forpustet oboist) følger de dig til teltet, hvor det selvfølgelig kan være svært at falde i søvn på grund af larmen, men også fordi du har indset, du netop har tilbragt natten med at lytte til kvinden i dit liv, og ku du for fanden ikke have beriget samtalen med noget mere begavet end historien om gårsdagens tømmermænd fra rom med en kollega? Hun ku godt have heddet Ursula, der er lige mange stavelser, men det gør hun ikke, og i de mange første måneder var jeg sikker på, hun ikke kunne blive sur, men nu er jeg blevet klogere. Ikke at hun tit er sur, men hun kan faktisk både råbe meget højt og være meget sur (på mig), og én dag vågnede hun og var sur over, at jeg ikke kan høre. Så kan man jo også vågne og være sur over, at mange huse er bygget af mursten, jeg tror, man skal vælge sine kampe med omhu.De fastbrændte billeder på indersiden af hendes øjenlåg kan jeg ikke se, men det vil sikkert være godt, hvis jeg kan tænke, at reaktionerne handler om noget andet – og så måske prøve at finde ud af, hvad de handler om. Så lukker hjertet sig ikke. Og det går nok lige op med den dag, jeg blev sur over, at hun ikke vaskede op på den måde, jeg synes, man skal vaske op eller at jeg bliver mærkeligt irriteret over, hun vender ryggen til mig, når hun taler i telefon. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Som sagt skriver Peter Høeg i bogen ’Gennem dine øjne’, at ethvert menneskes personlighed er en firewall, en beskyttelse mod omverdenen. Jeg tror, han mener, man er nødt til at have noget forsvar, for hvis ens sind er som rå kvielever, altså uden beskyttelse, bliver det hårdt at være menneske. Da jeg tog hendes hånd blev min firewall passiv, og omkring hang hele vores meget store familie i cirkusteltets barduner, mens de røg cigaretter, inhalerede drinks og grinede til livet og hinanden under en måne, der blinkede til Venus og stjernetegnene havde aldrig vist været mere enige om, at de stod optimalt. Hvis ikke de rammer var perfekte, er der aldrig en ramme, der kan være det, for tidligere på dagen havde opvasken sunget, kunderne i Maisha Safi leet, pigerne i Infoen grinet og Førstehjælpen givet intuitiv massage til en trængende ryg. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Nu var det blevet torsdag aften, All Stars havde optrådt, nye talenter var afsløret, jeg hang i og udenfor baren i prægtigt selskab med gode folk fra blandt andet køkkenet og KageFeen, så sker sådan noget. Du taler med en kvinde. Hvordan kan man VIDE, når noget er rigtigt, at her passer brikkerne sammen, juletræet og stjernen, skibet og havnen, foden og skoen, jeg viser dig bare nogle få. Som når nogen skal købe hus og bruger hver søndag i et år på en million ligegyldige kasser, men kører en dag i modsat retning og falder over et slot med tårne, der taler til dem på den rigtige måde. Solen stod op, jeg var brugt, men forandret, man ku se det på mit fjogede grin, verdenshavene var faldet til ro, storkene havde foldet deres vinger ud og de vilde hunde var holdt op med at gø. Selv viseren på kompasset roterede ikke længere. Ikke fordi, der var noget, der sluttede, mere en oplevelse af noget nyt begyndte. Som om jeg i løbet af natten havde taget et skridt i en rigtig retning henover en fortid, der udelukkende havde haft til hensigt at forberede mig på dette møde. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni. <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få....
Læs mere...
Årsberetning for u-kassen 2019
Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine...
Læs mere...
CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!
Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening ...
Læs mere...
Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye
Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål! Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Nogle af “De Hvide” besøger Ngatch Fall Guédiawaye Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig. Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest. Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde. Kossé Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur. Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Wakhinane Nimzat politistation Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine. Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om. Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind! Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen. Mod-Thiam venter på krydsforhør ved politistationen Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det… Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof. Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen. Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument. Ngatch Fall Guédiawaye 2020 2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening. Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart. Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … Amdy serverer brød og kaffe til øver … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂 Tusind tak 🙏 siger vi, Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK...
Læs mere...
Stor glæde hos Maisha Furaha Theatre Group
Kære Utamaduni kulturforening. Allerførst undskyld for at det tog så lang tid. Det skyldes personlige årsager. Før vi startede blev det klart for os at toilet og bad var det vigtigste. Så det har vi bygget. Jeg har ikke lavet et rigtigt regnskab. Før start kunne jeg se at pengene nok lige rakte. Evt kunne jeg selv skyde lidt i. Så jeg har holdt styr på pengene, men ikke skrevet ned i detaljer. En del gik til toiletbrønd m opmuring indeni og støbning over. Toilet div rør cement mursten plader tømmer sand granitskærver store sten jernrør til støbning 2 døre m tilbehør arbejdsløn m.m. Maisha Furaha Theatre Group er meget glade for at de nu har toilet og bad. Fremadrettet vil de arbejde på at bygge videre. Deres formand er John Dismas som er en af kulturgæsterne i år. Han kan evt berette personligt om forløbet. Jeg takker for tilliden. Ole Miller ANSØGNING OM STØTTE TIL MAISHA FURAHA THEATRE GROUP Ole Miller søger på vegne af Maisha Furaha Theatre Group v. John Dismas 4.000kr til færdiggørelse af et kulturcenter i Ingeye (kisesa). Der søges om støtte til færdiggørelse af bygning til kulturelle aktiviteter. Maisha Furaha Group har købt en grund i Ingeye (se bilag) og påbegyndt bygningen af et kulturhus. Dette har de gjort for egne sammensparede midler. Maisha Furaha group har eksisteret siden 2006 og blev officielt registreret somgruppe i 2011. (se bilag) De har udøvet deres kulturelle aktiviteter hos et medlem af gruppen i Kisesa. (Mazigo) Dette gav problemer indimellem med naboer og med Mazigo. Derfor købte de grunden i Ingeye i 2016 og påbegyndte at bygge i 2017. De har bygget et rum og vil gerne udvide med to rum så der både er plads til trommer pythonslanger og møder. Jeg har været der flere gange og set stedet. BUDGET: cement ca 200.000sh + mursten ca 350.000sh + tagplader ca 150.000sh + tømmer til tag ca 200.000sh + metaldør ca 70.000sh + to vinduer ca 80.000sh + maling ca 50.000sh + moram (lersand) til planering af danseplads ca 100.000sh + transport af materialer ca 50.000sh. IALT ca 1.250.000sh, svarer til 4.000 DKK. Med venlig utamadunihilsen Ole Miller (kontaktperson og økonomiansvarlig) Ukassen har støttet dette projekt med 4.000,- kr....
Læs mere...
Et spinkelt håb i en Coronaboble-tid
CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR! • Læs bestyrelsens hilsnen 1. maj 2020 HER Her følger Tinnes hilsen, som den blev skrevet INDEN lejren 2020 blev aflyst: Kære alle sammen Jeg håber, I allesammen har det godt derude, i jeres respektive coronabobler. Corona og årets utamadunilejr Puha, sikke et mærkeligt forår det har været indtil videre, og det ser ud til, at det desværre varer ved lidt endnu. Lidt længere må vi holde ud, før vi kan se hinanden igen, kramme, danse og fejre at karantænetiden er forbi, og at hudsulten kan mættes. Som tidligere skrevet er det svært at spå om, hvordan coronavirussen udvikler sig. I bestyrelsen tager vi risikoen for smitte med coronavirus meget alvorligt, og vi vil på ingen måde afholde en lejr, hvis det er imod myndighedernes anbefalinger, og vi vil være i særlig fare for at smitte hinanden. Det er derfor meget muligt, at det er der vi ender; at Utamadunilejren 2020 ikke bliver afholdt. Det vigtigste lige nu er, at vi er gode til at passe på og respektere hinanden. Mange tak for de kærlige tilbagemeldinger og tilkendegivelser bestyrelsen har modtaget i denne tid, hvor vi sidder med nogle store og tunge beslutninger. Ønsket om at se hinanden på vores skønne lejr bliver endnu større, når vi hører fra jer dejlige mennesker. I bestyrelsen er vi ikke helt uden håb endnu, og tilmeldingen til lejren er indtil videre planlagt at åbne den 15. maj. Hvis det ender med, at vi ikke kan afholde Utamadunilejr 2020, er det formentlig noget, vi kan melde ud inden denne dato. Så vi følger tæt hver en udmelding fra Statsministeriet, hvilket jeg er sikker på, vi ikke er alene om. Generalforsamling og den nye bestyrelse I marts afholdtes en virtuel generalforsamling, hvor vi fik sagt farvel til nogle gode gamle kræfter (blandt andet Mette Lotus, der har lavet bestyrelsesarbejde i intet mindre end 30 år!!!), men heldigvis også budt nye velkomne. Bestyrelsen kan altid ses på hjemmesiden, men ser således ud efter mødet. Bestyrelsesmedlemmer: Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Signe Frøkiær Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Maria Shabani Jørgensen Medlem: Anne Birgitte Nielsen Medlem: Louise Kaas Suppleanter: Birk Kühl, Elias Immanuel Grønne Kühl og Jens Idoke Thorsen Observatører: Johanne Shoma Landsholt, Anton Kühl, Anna Kjeldsen og Uffe Larsen Vi har en god og dynamisk bestyrelse, der alle er interesserede i at bidrage aktivt i det kontinuerlige bestyrelsesarbejdet, der skal understøtte og udvikle vores fælles lejr hele året rundt. Vi har ca. 10-12 bestyrelsesmøder om året, de fleste med brug af skype, hvor vi diskuterer problemstillinger, fordeler opgaver og får ideer. Men selvom vi er en god og alsidig flok, er vi meget åbne for hele foreningens input og tanker, og man er altid mere end velkommen til at skrive til os. Det kunne jo fx være, der er nogen derude med kreative tanker og alternativer til, hvordan vi kommer igennem denne noget isolerede tid. Et sidste farvel Den 6. april måtte vi desværre sige farvel til vores allesammen´s mor/bedstemor/oldemor, 86 årige “rollemodel” Dorthe Loft, med det afrikanske tilnavn, Shoma. Dorthe afgik ved en udramatisk død i sit hjem Rimsø Kærvej 11 d. 6. april 2020 efter en lang sygdomsperiode præget af smerter og svimmelhed. Dorte var en af Utamaduni Kulturforenings blot to æresmedlemmer. Den anden er hendes efterladte mand, Martin Loft med hvem hun blev partner med, samtidigt med, og som en del af fødslen af den kulturbro vi alle betræder: Daraja la Utamaduni. Vores tanker går til Martin, familien og alle de mange mennesker, der har kendt Dorte gennem livet. Desværre vil der ikke blive en ‘kom sammen’ grundet samlingsforbud mv. Hendes nære ven Sander Machomo Drypnæse har skrevet en nekrolog, som han læses her på Mwaka Huu siderne. Æret være hendes minde <3 Et spinkelt håb Kære alle sammen, jeg håber inderligt at se jer i Ramten skov i uge 30, men for nu må vi holde vejret, krydse fingre og støtte kærligt op om de beslutninger, der kommer fra Statsministeriet og som måske må betyde, at der vil gå endnu et helt år, før vi ser hinanden. Hvem ved, måske det vil betyde, at danseweekender som Vinterkucheza og Kikome bliver helt fyldt op, at lejren bliver afholdt på en alternativ måde, at vi kan holde vintersolhvervsfest eller noget helt andet. Meget er muligt… såfremt corona går på retræte og holder sig langt væk 🙂 Jeg håber, I har det dejligt derude og får en masse kvalitetstid med jer selv, jeres familier og virtuelle venner på den bedste måde. <3 Mange kærlige hilsner fra Tinne Tilføjelse d. 3. maj 2020: Som det også er nævnt øverst i opslaget her, blev denne beretning skrevet før, vi i bestyrelsen besluttede os for at måtte aflyse årets lejr. I fredags, d. 1. maj sendte vi ud på diverse facebooksider at lejren er aflyst og har siden modtaget rørende mange kærlige tilkendegivelser omkring tristheden ved situationen men også forståelse for vores beslutning. Det er vi sindssygt glade for. Tusind tak for jeres støtte, tanker og forståelse. Vi ses i Ramten skov i juli 2021 og måske også i løbet af andre arrangementer over det kommende år, når coronaen endelig tillader os at ses igen. Jeg glæder mig. Hav det dejligt så længe. Kh fra Tinne ...
Læs mere...
Nekrolog, Dorthe Shoma Loft
Vores 86 årige “rollemodel” Dorthe Loft med det afrikanske tilnavn, Shoma, er nu afgået ved en udramatisk død i sit hjem Rimsø Kærvej 11 d. 6. april 2020 efter en lang sygdomsperiode præget af smerter og svimmelhed. Ordet rollemodel tilskriver jeg hende for den særlige evne til gang på gang at inspirere mig og utallige andre til at få vore mere eller mindre utopiske drømme og visioner til at forekomme realiserbare….. Helt tilbage som 35 årig, fraskilt kom hun til Djursland og var i mange sammenhænge med unge “udsatte” lokale, såvel som -tilflyttende kollektivist-revolutionære fra byerne, altid den kærlige “voksne” der havde tid til, med stor indlevelse og nysgerrighed, at samtale om både stort og småt vedrørende alt omkring os midt i en højst bemærkelsesværdig verdenssituation i 1970 ‘erne. Med sin altid opbakkende inspiration og medvirken blev det muligt at lave teater- og musikarrangementer i Ungdomsskolen. Hun kunne på rette sted “snakke godt for” at aftenskoleundervisning kom til at omfatte keramik-amatør- aftner, urtemedicin- studiekreds, dukketeaterworkshop, gadeteater, samba – karnevalsdans, yoga og helseterapi, italienskundervisning og endda tanzaniansk trommedans, -sang samt swahili-sprog. Når mindst 12 voksne deltog kunne det udløse en “lærers” honorar. Sådan fungerede voksenuddannelse i landets aftenskole-regi på den tid, og med Dorthes kvindelige, modne skønhed og charme kunne alt lade sig gennemføre. Ja, selv en “privat” – drevet kollektiv børnepasning blev mulig. Da så børnene groede frem til skolealderen, var det først svært at kaste sig ud i et friskoleprojekt, så det blev en “lørdagsskole” i første omgang, indtil vejen i fælleskab med det lidt kollektiv-forskrækkede offentlige langsomt blev banet. Norddjurs Friskole startede derefter i Kastbjerg landsby i 1982. Da Dorthe blev inviteret til Tanzania af sin exkæreste blev hun i sin begejstring så vidtløftig om det, at både etnografistuderende fra Moesgård og djurske kollektivmusikere og-kunstnere begejstrede samledes og rejste med hende til Afrika, muliggjort af hendes velargumenterede ansøgning om rejsedonation fra Kulturministeriet i København til Kulturudvekslings-expedition 1, Daraja la Utamaduni (Kulturbroen) 1977. Den obligatoriske videreformidling efter hjemkomsten af rejsegruppens indtryk fra 2 en halv måneds forrygende kulturudvekslingstourne i “afrosocialismen”s Mekka, Tanzania, blev i starten præget af at Dorthe blev i Sukumaland og giftede sig med Martin Loft, som hun nylig havde mødt da han som MS-udsendt frivillig etnografi, museums-og kulturarbejder var expeditionens faste guide på hele turen. I den periode gik formidlingen i DK videre ridende på inertien og energien fra det forunderlige rejseeventyr rejsegruppen havde gennemmlevet, dels i forberedelserne før -og på selve rejsen i Tanzania. Da så både Dorthe og Martin sammen med den unge Afrodanselærer, Edward Ntemi, endelig kom og slog sig ned i DK, blev Afrika – formidlingen intensiveret på mange nyskabende fronter. “Det lille Teater” for børn i København fik en publikumssucces, “Shibilibili”, med den mørke Ntemi fra Afrika i en af hovedrollerne. I “Ungdomsringen”s regi resulterede Dorthe og Martins forenede talenter i en undervisningsmappe med eksempler på u-landshåndværk, hvorefter vi særlig entusiastiske afro-aktivister tog rundt på skoler, i ungdomsklubber og højskoler format håndværksaktivere børn og unge med deres lærere og bevidstgøre alle om livet i afrikanske landbrugs- og nomadesamfund. Desuden begyndte u – landshjælpeorganisationen, Mellemfolkeligt Samvirke at hyre vor formidlingsgruppe til deres forberedelseskursus når der skulle unge håndværkere afsted som frivillige udviklingshjælpere i forskellige afrikanske lande. Da først muligheden for at invitere gæstelærere indenfor dans, kunst og kultur helt fra Tanzanias landsbyer viste sig muligt, tog kulturformidlingen fart i mange retninger, for nu var vi mange der havde taget ved lære af Dorthes gode, positive overtalelsesevner. Med baggrund i mama Shoma’s gode eksempel var vi efterhånden mange der fik en form for “superkræfter” som for manges vedkommende virker endnu. Det er imidlertid igen over en lang årrække indbefattende: De sagnomspundne hippie-sommerlejre på Keramikgården i 70’erne. De legendariske sommerkarnevaller i byerne med både samba- og afrodans i gaderne. Utamaduni-sommerlejrene med afrodans i Ramten Skov, først så småt i 80’erne og senere i 90’erne, hvor lejren blev større og legaliseret mad bar-bevilling og brandtilsyn, samt åbenhus- festafslutning sidste dag. I 2000 og frem suppleres lejrens danseworkshops m. gæstelærere yderligere med “Socks” forumteater imod HiV & Aids epidemien og u-landsbistand ved udsending af simpel, mekanisk udviklingshjælp til landsbyer og nomadesamfund i Afrika, og formidling af afrodans og -kultur breder sig i hele landet både fra Vest-og Østafrika, og mindre udviklingsprojekter finansieres af Uta-lejrens “U-kasse”. Ind imellem sommerlejre og nærmest landsdækkende danse- og kultur formidling herhjemme i DK rejste Dorthe og Martin som så mange andre gentagne gange ud i verden og iværksatte forskellige “hjælp til selvhjælpsprojekter”. I Tanzania på MS frivillig uddannelsescentret gjorde de en kæmpe insats for at tilvænne de voksenfrivilliges medfølgende børn til en mere eller mindre frivillig “skæbne” i Afrika. I det forløb opstod et hjerteligt venskab med Tanzania-masaier kvægnomader i Ngorongoro- regionen som var udviklingsmæssigt tvunget i knæ af uretfærdige fredningsmyndigheder og deraf følgende hungersnød og knaphed på alt. Osse der kunne Martin og Dorthes nysgerrighed, indlevelse og frygtløshed bane vej for overvindelse af den allerværste fattigdom, omend det var traumatisk præget af modvind og storm fra hjerteløse autoriteter i både nord og syd……. Nu, hvor vi i 2020 husker denne lange, energisk kulturudvekslingshistorie, føler jeg og vi Dorthes venner og beundrere at hun, som aldrig selv har taget særlig meget af æren for vor fælles succes – selvfølgelig skal gives æren for at alle vi som fulgte hendes positive stil fik superkræfter og kastede os ud i mange utopiske projekter og stadig gør det. I Rimsøhuset har Dorthe senest hæklet huset fyldt med dejligt varme og farverige siddehynder til træstolene, også imens hun var syg og mentalt forberedte sig på sin sidste store rejse til det for os andre ukendte hinsides, hvor jeg og vi ønsker hende fred og hvile. Tusind tak for alt kære Dorthe Shoma Loft Fra Sander Machombo Drypnæse. Min kondolence til alle jer som stod Dorthe nær...
Læs mere...
Nafsi Africa Acrobats gadebørn & mad i Nairobi
Street Chrildren food program I 2019 ansøgte Nafsi Africa Acrobats Utamaduni U-kasse om penge til finansiering af ”Nafsi Africa Street Chrildren food program”. Støtte skulle gå til et program, der gør det muligt for gaderbørn at lære at vaske hænder, få gratis måltider og forbinde dem til støtteorganisation. Nafsi tilbyder overnatning, mad, rent vand, forældrevejledning, uddannelsesvejledning og akrobatik. De gadebørn, der drager fordel af Nafsi gadebørnsprogram, er alle indbyggere fra forskellige regioner i Kenya, der bor på gaderne i Nairobi, Kenya. Nogle er forældreløse og andre lever i ekstremt fattigdom, eller i ødelagte familier, som ikke ville være i stand til at sende dem i skole uden støtte fra eksterne organisationer. Nafsi modtog 4500kr fra Utamaduni’s ukasse. Projektstart blev dog udskudt da Nafsi turnerede i Europa indtil November 2019. Det blev aftalt at pengene skulle sendes i det nye år. Johanna Sandberg ansvarlig, for at sende pengene tog dem med til Rwanda for at sende dem derfra og inden det blev gjort gik landet i lockdown på grund af Covid-19. Derfor er aftalen at pengene bliver sendt afsted så snart vi er ude af lockdown og det er muligt for Nafsi at starte projektet i sommeren 2020. Endeligt evaluering blive gjort start 2021. Nafsi takker Utamaduni for at støtte gadebørnene i Nairobi,Kenya og deres forsatte støtte til Nafsi. Mvh Johanna Sandberg U-kassen har støttet dette projekt med 4.260 DKK...
Læs mere...
Færdiggørelse af trommehus ved Bujora, Tanzania
Kære Ukassefolk og alle der læser med Jeg vil lige på Sanders og mine vegne starte med at takke for bevillingen på de 2000 kr. til færdiggørelsen af Trommepavillonen på Bujora, som vi regner med at Sander tager ned og forestår sidst på året så han kan nå at bruge den billet som han havde købt med afrejse i Januar, men som han måtte aflyse fordi han skulle opereres. Jeg fik så pengene – de 2000 kr. han fik bevilget af Ukassen – sendt derned og har i samarbejde med Bujora Dance Troupe forestået at byggeriet kom i gang. For det som præsten kaldte meget små penge, nemlig 640000 tsh, nåede vi langt. Undervejs sendte jeg en lille rapport til vennerne på Facebook og en bøn om at hjælpe lidt og sammen med penge til hjælp fra besøgende danskere nåede vi op på 1.400.000 tsh, som rakte til at blive næsten færdige. I har måske set billeder jeg sendte hjem af den nymalede pavillon med trommerne opstillet foran. Den er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Vi nåede ikke helt i mål, men det sørger Sander for vi gør. Tak for jeres hjælp kære venner ! Yours Uffe Madadi U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK...
Læs mere...
Tanzania – gaven som bliver ved med at give
Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson 24 år efter mit første besøg i Sukumaland, Tanzania. Billede fra Davs og min rejse. Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Kanyama, hvor vi boede på skolen. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Vejen til Mwanza længe før den blev asfalteret. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Gruppeshow med Seelolube på en af mine første Utamadunilejre. Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. På bopladsen hos familien Ntini. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Et af gadehjørnerne down town Mwanza hvor jeg ofte sad sammen med gadebørnene. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Hjemme i Mwaloni, en sjælden stillesiddende stund. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Warsha 2017 Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. Warsha 2017 For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. 24 år efter mit første besøg i Sukumaland, Tanzania. Billede fra Davs og min rejse. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. 24 år efter mit første besøg i Sukumaland, Tanzania. Billede fra Davs og min rejse. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff...
Læs mere...
Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem
Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget. Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond. Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller. Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre. – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have. Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det. Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret. Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge. Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol. Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv. Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne. Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider....
Læs mere...
I coronatider er der tid til at læse
Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. Aldersforskellen er mærkeligt nok deres mindste problem. I et levende sprog beskriver henholdsvis Neema og Karsten i jeg-form deres oplevelser med hinanden og omgivelserne og de både vanskelige og finurlige situationer, deres relation bringer dem i. Hvordan hilser for eksempel en ung afrikansk kvinde på sin nye, danske svigermor, der bor på plejehjem? Og på sin kærestes søn, der er jævnaldrende med hende selv? Hvordan takler Karsten Neemas stigende velstand, der giver sig udslag i flere kilo på sidebenene? En velstand, der udelukkende skyldes hamselv. Kan det virkelig passe, at Neemas mor har ret til at beslaglægge alle varerne i Neemas købmandsbutik, mens hun er i Europa? Og hvorfor skal Neema helt til Danmark for at se en giraf for første gang i sit liv, og bliver hun imponeret? Langsomt afdækkes en for danske læsere radikalt anderledes kultur og benhård virkelighed, hvor kærlighed er en luksus og velstand en mangelvare. Til gengæld er livssynet så muntert, at det kan gøre enhver mzungu (hvid person/europæer) misundelig. Gennem bogens 650 sider lærer du både Neema og Karsten at kende, og du får et indblik i en fuldstændig anderledes kultur. Selvom historien er ren fiktion, er den researchet ned til mindste detalje, så alle konkrete oplysninger om for eksempel kulturforskelle og begivenheder korrekte. Vi har haft stor fornøjelse af at skrive bogen sammen, og vi tør godt garantere, at du får udvidet dit verdensbillede ved at læse den. Lån den på biblio (hvis de ikke har den, skaffer de den hjem), køb den i din nærmeste boghandel eller via nettet. Bogen hedder ’Som solskin i april’. Kærlig hilsen Kris Mark. P.s Du kan læse et længere uddrag fra bogen HER Uddrag fra bogen: Karsten har i overmod inviteret Neema til Danmark, men hun ejer ikke et pas, og for at få et pas i Tanzania, skal den pasudstedende myndighed have en kopi af din dåbsattest. Sådan en har Neema heller ikke. Nu er hun på regionalkommisærens kontor med sin far og onkel. Karsten er i Danmark. Der er ikke nok penge. Jeg må bede dig om hurtigt at sende flere. Kys din Neema. Jeg skriver beskeden til Karsten, da jeg står på fortovet udenfor regionalkommisærens kontor. Orker ikke at ringe, fordi jeg ved, han vil stille spørgsmål. Min danske mand har ingen erfaring med bestikkelse og besværlige familiemedlemmer, som forventer at få mad og øl og transportpenge, så snart de bliver bedt om at sætte en underskrift. Han vil have regnskab for hver en shilling, og han bliver vred, hvis han ved, at hans penge går til grådige tykke mænd, så hvad skal jeg sige? Svaret fra Kasten kommer med det samme: Nej, Neema! Hvorfor? Gennem glasdøren kan jeg se Baba grine med min onkel og kommissæren. De fylder hver deres læderstol ud i et hjørne af kontoret, og omme bag fra skranken deltager en dame i mørkeblå nederdel og hvid stram kjole i snakken med indsmigrende smil. En gadesælger kommer forbi og viser mig sit udvalg af varer. På en pind, som han holder op i luften, hænger forgyldte halskæder, snørebånd, og kunstige blomsterranker. Med den anden hånd holder han en plade frem, hvor fingerringe, neglelak, små spejle, kamme og nøgleringe med billeder af Jomfru Maria er arrangeret i små bunker. Jeg ryster på hovedet, og sælgeren går frisk og hoppende væk langs det smalle fortov. Hans baglomme på de beigefarvede bukser er revet halvt af og dasker mod hans balle. Der er problemer Karsten. Ikke nok penge. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er på kontoret nu. Karsten svarer ikke. Måske forstår han ikke, hvad jeg skriver, så han skal oversætte det først. En taxachauffør kigger lidt for længe på mig, men jeg står jo også bare her og flagrer som en dum ko, så jeg går ind ad døren til kontoret. Baba kigger forventningsfuldt op. – Er det ordnet? spørger han. – Vi må vente lidt, svarer jeg, idet jeg sætter mig på den tomme stol ved siden af ham. Hvor mange penge? Baba læner sig nysgerrigt mod mig for at se, hvad Karsten skriver. Jeg regner efter i hovedet. Min ældste onkel ankom til byen i går, tilkaldt af Baba. Han skal bevidne, at at han var til stede, da jeg blev født, og fordi han ikke kan læse og skrive, skal han sætte sit fingeraftryk på dåbsattesten. 7.000 shillings skal han sikkert bruge på at rejse hjem. Jeg skal bruge penge på transport. Vi skal have kød i aften, fordi der er familie på besøg, sikkert kylling eller ged. Øl til kommissæren, onkel og Baba. Tallene hober sig op i mit hoved, men til sidst beslutter jeg mig for at sætte beløbet højt og risikere Karstens vrede, som kun kan være mildere end min fars. 100.000 shillings, Karsten. Kort efter får jeg besked om, at pengene er gået ind. Jeg går til den lille mobilbutik på hjørnet af hovedgaden og får 20 femtusindesedler udleveret af en venlig dame med to små børn rundt om benene. Mens vi taler om den lykkebringende regn, binder jeg en stak sedler ind i en snip af linningen på min khanga, en anden ned i min bh og de sidste 20.000 ryger ned under fodsålen i min sko. Baba tager fornøjet mod pengene fra khangaen og får endelig udleveret det vigtige dokument. Nu har jeg bare lyst til at rejse hjem, men rejsen er lang, og jeg må vente til tidlig morgen for ikke at ankomme midt om natten....
Læs mere...
Mundtrommer og Bulabuka
Noget om trommer….. Jeg har efterhånden været på lejr så mange gange, at det næppe skulle kunne lade sig gøre, at én enkelt lejr skulle vise sig at blive markant anderledes end de andre. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på Utamadunilejren 2019. Da greb jeg nemlig trommestikkerne, og jeg har på fornemmelsen, at Utamadunilejren og mit forhold til Sukumakulturen er forandret for altid. Uden at vide det helt præcist tror jeg, at jeg har været på lejren omkring 15 gange. Som barn kom jeg sammen med mine forældre og søster, da jeg blev teenager skulle jeg noget andet og tog nogle års pause, men for 6 år siden kom jeg tilbage og har siden da haft min faste plads som arrangør i opvasken. Lejrens hyggeligste hjørne hvis du spørger mig. I mine år på Utamaduni har dansen helt klart talt mest til mig, og jeg har været på utallige workshops i alt fra Charleston, Hip Hop med Jesse, Sabar og begynder Buyeye op til flere gange. Jeg var med til børnedans og ungeunge dans dengang jeg havde alderen til det, jeg har spillet vestafrikanske trommer med Abraham, og jeg har nydt at synge med Anna og Kay bag opvasken. I år besluttede jeg mig for at følge en trommeworkshop hele ugen igennem. Det blev sukumatrommer med Kasper og Asbjørn, der debuterede i underviserrollen på trommeworkshoppen. Vi spillede både hakketrommer, en indgang og et par danse og buyeyetrommer. På den første workshop lærte vi hakkedansen Mapinduzi, og Frederik og Jeanette, som var med på workshoppen, var så søde at gribe hakkerne og danse til. Dansen blev et fysisk billede på det, der spilles på trommerne, og det hele gav pludselig meget mere mening. En oplevelse af både at spille det der bliver danset, og at dansernes trin er en fortolkning af trommerne. Samme aften, som vi havde lært Mapinduzi, var der hakke knald ud, og jeg forhørte mig rundt omkring, og blev forsikret om, at de nok skulle danse Mapinduzi – det er åbentbaret en vaskeægte klassiker. Jeg fandt en tromme frem og stillede mig klar lidt omme bagved rækken af garvede trommeslagere, så jeg var klar til, når Mapinduzi kom! Christoph så mig stå lidt tilbageholdene med min tromme, og han inviterede mig med ind i rækken af dansetrommer og forsikrede mig om, at det nok skulle gå, og at jeg bare skulle give det et forsøg. Og det gjorde jeg så. Christoph var god til med både mimik og fagter at indikere, at ”det her spiller vi igen” eller ”næste gang er sidste slag”. Pludselig havde jeg spillet med under hele knald ud – og Mapinduzi kom ikke engang! Da udgangen var ovre, og det sidste slag var slået, var det med en blanding af skuffelse (over manglen på Mapinduzi), forbavselse og ekstase at jeg bar min tromme tilbage i trommeteltet – jeg havde lige spillet med på 15 hakkedanse jeg ikke kendte – og det var gået godt! Jeg var høj på oplevelsen og måtte direkte i baren for at dulme kroppen med en gulddame. Resten af lejren løb jeg i pendulfart mellem opvasken og alle de steder, hvor der var gang i sukumatrommerne. Asbjørn og Kaspers workshop, John’s hakkeworkshop, Bulabukaworkshop hvor jeg spillede lilletromme under den bragende sol, til jeg næsten fik solstik og Bunungule Knald Ud (hvor jeg efter at have siddet og kigget fascineret og tryllebundet af trommerne tog mod til mig og greb en tromme og hoppede med (med hævede røde hænder og hjerne på overarbejde som resultat). Jeg skrev et notat på min computer, da jeg kom hjem fra lejr: ”Jeg har mundtrommet hele ugen og hørt rytmer i alt. Måden folk siger en sætning på, når jeg børster tænder. Et vindue har åbnet sig i min hjerne. Jeg har lyst til at tromme hele tiden. Forud for lejren sidste år og efter 6 år i opvasken havde jeg forestillet mig, at 2020 skulle blive året, hvor jeg tog en pause fra Utamadunilejr og skulle se om jeg kunne finde noget andet fornuftigt at tage mig til i uge 30. Men da baglejr lakkede mod enden, og de sidste kopper var vasket op, var jeg mere end sikker på, at jeg skulle med igen i 2020. Jeg har aldrig før glædet mig til lejr så tæt efter uge 30 – der plejer lige at gå et par måneder, før jeg har lyst til at tænke Uta og opvask igen. Efter sommeren startede jeg med at øve med i Ikumbo i København hver onsdag og efter Igokoloo igen fik et sted at øve i november, har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for ikke at misse en mandagsøver. Et stort hjertevarmt tak til begge dansegrupper for at have taget imod mig med åbne arme og givet mig en chance både bag pulsen, lilletrommen og dansetrommen, været tålmodige når jeg spørger om vi ”liiige skal tage den en gang til” og ikke mindst givet mig mulighed for at spille op. I har givet mig plads til at udvikle mig samtidig med, at I har indført mig i hele Heshimabegrebet – det er jeg meget taknemmelig for. At der er så nære relationer og så meget Uta udenom lejren var vidst gået min næse fuldstændig forbi. Min kærlighed til og fascination til trommerne bliver kun større, og det var ikke sket uden Ikumbo og Igokoloo. Derfor smerter det mig også meget, at vi ikke kan øve, nu hvor der står Corona med store bogstaver over alt. Jeg glæder mig utroligt meget til at vi skal tromme, danse og synge sammen igen. Om dette bliver lejr, kucheza eller karneval må tiden vise – men vi ses igen en gang. Indtil da trommer jeg på maven, borde, med munden og hvad jeg nu ellers kan finde at tromme på (og øver mig på pachangafløjte). Trommerne OYE! //Clara ...
Læs mere...
Daycare i Nungua, Ghana
De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten...
Læs mere...
Feltnoter fra vinteren 2019-20
Kirsten på Utamadunilejren 2019 (Foto: Mads Mchele) Christiania, d. 28/3 2020 Der er altid noget, man virkelig husker efter en rejse i Tanzania. En dag, da jeg gik på gaden i Mwanza, så jeg en katolsk nonne. Hun bar det hvide firkantede slør som en kasse på hovedet og et kæmpe kors på brystet. Ved hendes side gik en albinopige på ca. 10 år. Den lille albinopige havde kun én arm! For tiden reklamerer man ikke for Coca Cola i Tanzania. Her som alle vegne betaler kompagniet ikke de skatter og afgifter, som det skal. Så over hele landet har man malet reklamerne over. Man ser dem nu ikke et eneste sted. De store røde lastbiler med container-anhænger, der bringer Coca Cola og andre sodavand ud, har fået malet deres logo over og erstattet det med en grøn stribe. Meget konsekvent og en landsdækkende solidaritet, vi skulle gøre det samme i Danmark! Og man drikker for tiden mere Pepsi end sædvanligt, men Cola er stadig til at få, nu ekstra kolde! Mht. coronavirus-smitte, så var den endnu ikke kommet til Tanzania, da jeg forlod landet d. 28/2. Der er i skrivende stund registreret 13 smittede, ingen døde. Corona kom sent til landet, så de fanger det forhåbentlig i opløbet. Sidste år aftalte jeg med min gode ven, danselederen og medicinmanden Malezu, at vi sammen skulle besøge hans læremester i medicin, Charles Luhende, som bor langt ude på landet i nærheden af Shinyanga. Vi havde planlagt en rejse på 8 dage, 4 dage hos Luhende, 2 dage hos Chabagi, som er medicinmanden Kabugumes efterfølger og til slut 2 hviledage på hotel i Mwanza før hjemkomsten til Bujora. Vi rejste med daladala, de små busser, bus og pikipiki, motorcykeltaxa. Vi havde telt med, så vi var godt forberedt. Malezu havde for ca. 10 år siden opholdt sig to år hos Luhende for at blive oplært i traditionel medicin og få sit certifikat. Det koster en ko. Vi blev vel modtaget hos Luhende og slog straks vores telt op på gårdspladsen hjemme hos Luhendes 1. kone, som også er medicinkyndig. Luhende bor mest hos sin 2. kone i et hus på ca. 500 m’s afstand, inden for synsvidde. Til aften spiste vi den fisk, som vi havde haft med som gave. Allerede næste dag var der gang i en række medicinske aktiviteter. Luhendes 1. kone behandlede en psykiatrisk patient, som havde mistet sin skygge. Frugterne fra et træ på gårdspladsen blev bælget for frø, den beskyttende sorte lukago medicin blev ristet over et bål hele dagen og indvoldene fra en kylling blev tydet for at spå om en ung mands fremtid. 2. dag kom Luhende for at give Malezu medicin. Han fik små snitsår med et barberblad over hele kroppen, hvor der så blev gnedet medicin ind. Luhende havde en hel palet af medicin på et hakkeblad. Derefter blæste han velsignende medicin ud over sit “barn” fra alle 4 verdenshjørner. Til sidst fik Malezu et nyt navn, som føjer sig til rækken af dansenavne. Han måtte nu ikke gå i bad i to dage, for at medicinen skulle virke. Der blev slagtet en ged og vi blev vel beværtet. De spurgte, om vi ville se dans og det ville vi selvfølgelig gerne. Der var Zeze-dansere på egnen og de ville komme ca. 16 dansere, sagde de. Ved solnedgang kom de, de skulle jo først hjem fra marken. Jeg gav sodavand. Zeze-gruppen dansede, spillede og sang. Midt i det hele kom endnu en Zeze-gruppe stormende ind på gårdspladsen. Vi sendte bud efter mere sodavand. Det udviklede sig til en hel dansekonkurrence, men til sidst spillede de sammen. I det fjerne hørte vi nu Kadum-trommer, der nærmede sig. Det blev virkelig en fantastisk forestilling med Zeze og Kadum og vi måtte bestille mere sodavand. Hvert år til Bulabo-høstfesten kommer der endnu flere dansegrupper hjemme hos Charles Luhende og de holder deres konkurrencer der. Luhende ville også gerne have givet mig medicin, men jeg takker altid pænt nej til at blive skåret i – Malezus medicin ville jo også række til os begge. Det accepterede han så. Sidste dag om formiddagen før vi tog afsted, gav Malezu alle de små børn medicin. Det foregik uden en lyd. Når de skal i bad, hyler de til gengæld ofte rigtig højt. Jeg var rigtig glad for at se, at man ikke slår på børnene hjemme hos Luhende. Fra Luhende drog vi videre til Kabugumes sted, hvor hans barnebarn Chabagi nu har overtaget gerningen efter sin bedstefar, der døde for to år siden. Det ligger lidt uden for Misungwi og man kommer dertil på pikipiki. Vi blev vel modtaget og fik tilbudt at sove inden døre i det nye hus, som Chabagi har bygget til sin kone nr. 2. Dejlig seng med madras og myggenet! Rigtig godt for os. Vi var lidt mørbankede og stive efter 4 nætter i telt hos Luhende, vi er trods alt ved at være sidst i 60’erne. Skønt at se, hvordan Chabagi fører sin bedstefar Kabugumes aktiviteter videre. Han blev et år efter dennes død valgt af slangedansernes selskab til at overtage værdigheden som præsident. Det er bestemt ikke steget ham til hovedet. Han er yderst elskværdig og hjælpsom og en god vært for os gamle. Der blev slagtet en ged og om aftenen fik vi hver to Balimi-øl, så vi kunne slappe af og føle os hjemme og få en god nats søvn. Malezu og Chabagi udvekslede medicin. Vi efterlod os også noget af den eftertragtede “løvefedt”, Fucidin sårsalve. Da vi tog afsked om formiddagen, var Chabagi gået i marken. Vi skulle ikke sige farvel, så virker medicinen nemlig ikke. De gamle skikke holdes stadig i hævd. Hvor skønt at slå stængerne fra på Lake Hotel, det udmærkede hotel i Mwanza, hvor man stadig kan få et godt self contained værelse til 15.000 sh. for en nat. Så kan der forhåbentlig blive råd til en svømmetur i poolen ved Hotel Tilapia lidt længere nede ad vejen. Det koster så til gengæld 20.000. Så var årets feltarbejde fuldført og vi var klar til at tage tilbage til vores base Bujora. Ja, i Sukumaland er man altid i felten. Hilsen fra Kirsten Larsen Lyaku...
Læs mere...
Majsmølle i Nghama
Kære U-kasse, alle lejrdeltagere Dette er historien om hvordan majsmøllen blev installeret i landsbyen Nghama, Mwanza, før det ellers oprindelige ris-afskaller projekt, som foreningen Lubango Farm ansøgte om finansiel støtte til sidste år. Foreningen Lubango Farm er etableret omkring min familie i Sukumaland og opkaldt efter min søn Ejnar, med kaldenavnet Lubango (den velsignede). Foreningen har som formål at skabe økonomisk, social og kulturel udvikling for den bredere befolkning i området og registreret i Magu kommune. Lubango Farm ansøgte sidste år Utamaduni Kulturforenings U-kasse om DKK 5.000 til økonomisk støtte til en ris-afskaller. Formålet var at skabe mulighed for brænding af mursten ved brug af skaller og dermed forbedre huskvaliteten i området. Metoden er alment anvendt rundt om i Sukumaland og har erstattet fældning af træer. Foreningsmedlemmernes tiltænkte projektopgaver bestod af 1) flytning af mølleriet 2) flytning af container 3) opbygning af nyt møllehus. Vi afholdte mange møder omkring strukturen på projektet, samt hvordan det kunne organiseres og udføres bedst muligt. Vi fik taget beslutninger vedrørende flytning af udstyret fra Nhobola til Nghama. Desværre resulterede manglende kontrol og kommunikation i at ingen havde pengene til at løfte opgaven. På et efterfølgende møde blev det besluttet, at hvert medlem skulle indskyde TZS 50.000 (DKK 150) ind i aktiviteten, så udstyret kunne sættes i stand og flyttes til Nghama. Igen måtte projektet sættes på standby, da ingen kunne leve op til det økonomiske krav. De sensete 4 år har mangel på regn medført usædvanligt hårde tørkeperioder i Sukumaland. Regnen er mere uregelmæssig og times derfor dårligere med den dyrkede ris, som ikke kan nå at modne inden tørktiden sætter ind. Både majs og bomuld rammes af skadedyr – Afgrøderne er under et voldsomt pres, og deraf ligeså det økonomise grundlag for de fleste familier. Kvinderne i Nghama var utilfredse med at nabo-majsmøllen var gået i stykker. For at få malet må de gå til nabo-landsbyen Ng`wanakeyi. Da der ingen majs er, er det den tørkeresistente mihogo rod (kassavaen) der bliver tørret, malet og lavet til grød. Plantens blade bliver ofte kogt som tilbehør – en slags spinat til grøden. Den nye regering har ingen intentioner om at hjælpe med fødevarer. Vores folkevalgte forklarede min kone Mondester og jeg, at præsidentens slogan jo er, at alle må klare sig selv. Lubango Farm blev tilbudt et majsmølle anlæg fra Kulwa’s landsby Nhobola. Anlægget havde igennem flere år stået stille hen efter Kulwa´s far var afgået ved døden. Anlægget er et tidligere Århus Produktionsskole projekt tilbage fra 1997, som bestod af renovering og afsendelse. Anlægget består af en god gammel engelsk 3 cylinder Lister Petter motor samt en hammermølle, som blev erhvervet fra det nedlagte mølleri i Løgten nord for Århus. Som oplagringsplads fik projektet mulighed for at modtage en ældre 20 fods container fra landsbyen Lugeye, hvor den havde været brugt som lagerplads for dansegruppen Wanalyako. Så på baggrund af fødevaresituationen i området besluttede jeg mig i marts måned for at bruge U-kasse pengene på at få gang i Nghama projektet. Jeg fik samlet alt udstyret, renoveret Lister motoren og hammermøllen, samt transporteret den 20 fod store container til Nghama. Kvinderne i Nghama blev vildt glade da vi åbnede for projektet lørdag den 7. september. Nu beder vi til guderne, så at vi kan få regn på det rigtige tidspunkt, og at høsten af ris vil skabe grobund for at ris-afskalleren, som vi nu har fået bevilliget penge til af U-kassen lørdag den 5. oktober 2019 (endnu 5.000 kr.). Vi håber endvidere, at det vil skabe arbejdspladser i forbindelse med afskalning af ris, brænding af mursten samt bygning af solide murstenshuse i landsbyen Nghama i Sukumaland. For øvrigt; på min sidste tur fra Nyanguge til Nghama stoppede jeg op i Ng´wanakeyi og fik en morgen andazi og Chai. Andre unge sad i tehuset, og i vores samtale kom vi ind på, om der var udviklingsaktiviteter fra regeringens side i området. Det var der ikke, hvorpå jeg spurgte indtil hvor den folkevalgte Divani opholdte sig. ”Jamen han bor da inde i Nyanguge i din store landsby” 15 km fra Ng´wanakeyi. Det gik op for mig at grundlæggende hjælp til omstilling af klimavenlige afgrøder langt fra er nået ud til landsbyerne i Tanzania. Alle må klare sig selv, så godt som man kan. Befolkningstilvæksten presser på, kvinderne må stadig trække det tunge læs, korruptionen, de overfyldte klasser i skolen. Det virker som om, at Afrika aldrig har fundet sine egne ben at gå på, og at udviklingen stadig er fastlåst i fortidens mønstre, hvor de som bakker op om ledelsen får størst udbytte. Man forstår at kolonitidens mønstre er svære at løsrive sig fra – Men samtidig kan det undre, at prioriteterne fra den nuværende ledelse i Afrika er fejlplacerede og ambitionerne for små. Vores nuværende præsident John P. Magufuli forsøger med stor kraft at nedkæmpe korruption, indføre skatter og moms. Han har indtil nu bygget mere end 200 nye sundhedscentre, nedkæmpet røverbander så man trygt kan sove om natten. Færdselsulykker på vejene er halveret og hvor end man laver et indkøb, modtager man en kvittering. Møllen og ris afskalleren i Nghama er kun en lille dråbe i den store sø, men et vigtigt omdrejningspunkt for os alle i den lille gruppe under Lubango Farm. At man organiserer sig i et demokratiske fællesskab og får talt om de udfordringer, som vi støder ind i undervejs. Det er vel også det vi gør i vores egen Utamaduni Kulturforening. De bedste hilsner fra Baba Chai Knud Erik, Mlalahasi...
Læs mere...
Bistader i Abrani, Ghana
Beretning vedr. støtte til bistader til en kvindegruppe i landsbyen Abrani. Vi modtog i 2. omgang 2500 kr. og i 1. omgang 5000 kr. Vi takker meget for støtten fra Ukassen. De 2500 kr. er gået til: 500 kr. til vejledning udefra 500 kr. til voks mm. 500 kr. til jernstolper 250 kr. jernplader 750 kr. til dragter Da jeg var i Abrani januar, 2020 havde vi en ekspert, Peter med derud til at få gjort arbejdet med bistaderne færdigt. Alle 5 bistader står nu forskellige steder udenfor landsbyen, og der er kommet bier i et af staderne. De kommer først, når regnen har sat ind. Så glæder vi os til, der kommer honning. Der er en gruppe kvinder omkring projektet med Jakuma Akoto som leder og koordinator af det. Historien: Jeg er siden 1989 kommet i Landsbyen Abrani, som ligger i Voltaregionen i den østlige del af Ghana. Der bor ca. 4000 mennesker, som fortrinsvis er hårdtarbejdende bønder. Jeg kommer der årligt og blev i år 2000 kåret som dronningemor, fordi jeg havde tilført gæster til landsbyen og støttet op om forskellige projekter, bl.a. en børnehave og sidenhen en jordmoderklinik (støttet af Ukassen). Når der er ceremonier og samlinger, bliver jeg udklædt som dronning, går med i optog og må sidde og i timevis i heden og deltage sammen med den anden nyudkårne dronningemor og høvdingene. Der er bl.a. en årlig ceremoni til indsamling til et community center, som er under langvarig opbygningen. Dronningemor titlen har ingen reelle forpligtelser, men jeg får altid lyst til at være med til at sætte nye ting i gang i landsbyen. . Vi er 2 dansker, som har etableret et sponsorprogram for børn, hvor vi nu har over 30 børn. Vi støtter deres skolegang, for uddannelse er vejen fremad. Det er en rigdom at komme i Abrani. Jeg bor hos en stor familie (min veninde Perpetuals familie), de serverer den skønneste mad af egne produkter: Palmeolie, casava, jams, svampe, mange slags grønne blade, friske bananer, appelsiner, mango mm. Jeg og gæster sidder i de bedste stole og er en del af livet der. Jeg har gennem årene fulgt børn, som nu er forældre, og set en masse af de gamle og andre falde fra. Gæstfriheden er utrolig, munterheden er en del af hverdagen trods alle deres trængsler, jeg nyder alle børnene og ikke mindst de gamle, som jeg går rundt og hilser på. De sidder de samme steder, indtil de ikke er mere. Vi går dagligt til den rivende flod og bliver afkølet og nyder fuglesangen, mange store træer og vandets brusen. Forrige år holdt jeg møde med kvinderne for at høre, hvad de ønskede sig i deres daglige liv. Det var ikke så opmuntrende, mange ønsker der ikke kunne opfyldes, men vi enedes om projektet omkring opsætning af bistader. Så vi er meget taknemmelige over at have fået støtte fra Ukassen i 2 omgange i alt 7500 kr. Nu står der 5 bistader rundt omkring landsbyen, nu venter vi bare på bierne. Elisabeth U-kassen har støttet dette projekt med i alt 7.500 (2.500+5.000) DKK...
Læs mere...
Forhave & Barfodsklinik i Abene, Senegal
Barfodsklinikken er ca. 10 m2 i min (Mette, regnskabskontor) forhave med et bord og et skab med 5 kufferter, der rummer: Alt til huden. Malariamedicin, smertestillende, antibiotika. Alt til tandkødsbetændelse og tandsmerter samt nødfyldning. Forskelligt til maveproblemer og andet udstyr. Den gode nyhed er, at der næsten ikke er malaria tilbage i dette område. Man siger, at malariaen på verdensplan er faldet med ca. 50%, men jeg tror, at lige i vores område er det ca. 95%. Jeg plejer at give medicin til flere hundrede i løbet af en vinter. I år var det 5 personer. Grunden til det store fald er stoffer fra den kinesiske malurt, der i kombination med andre midler (som regel lumefantrine) er særdeles virksom – en ”hit and run” medicin- Parasitterne når ikke at finde ud af, hvad der ramte dem før de er døde. Stofferne fra planten er artemisinin, artesunate, artemether og arteether. Hvis nogen undrer sig over, at jeg, der mest bare er ”uddannet” i lejrens 1. hjælps telt uddeler medicin, så skyldes det følgene: Der ER ingen læger i området. De, der fungerer som læger, kan være en nonne, en dårligt uddannet sygeplejerske el. lign. Da de skal leve af medicinsalget på kliniken, så overmedicineres der ganske voldsomt. Og endelig har mange mennesker slet ikke råd til at tage på en almindelig klinik og betale for medicin. Pengene fra U-kassen er brugt til indkøb af diverse medicin (antibiotika, malaria, smertestillende, ormemidler, øjenbetændelse m.m.), og desuden til at sende flere personer til behandling for tuberkulose, grå stær, samt andet, de ikke selv havde råd til. Selv om man en gang har fået en ambulance, så er det ikke sikkert, at den holder så længe. Tømreren Ibou fik penge til at tage til en større by og blive testet for tuberkulose, som jeg var 99 procent sikker på, at han havde. Der var ingen læge til stede, så han blev sendt hjem med hostesaft og smertestillende medicin. På hjemmebesøg. Fatou er blevet kradset af en hund på det ene ben og har fået en flænge på det andet ved at kravle ud ad en fiskerbåd. Marianne, der er sygeplejerske, er gæst hos mig og hjælper til med forbindingen. Forbindingssager er meget dyre, men jeg har dem gratis med fra Danmark fra et hospice og et hospital. Lena fra lejrens førstehjælpstelt var på besøg i Senegal for anden gang og hjælper til i barfodsklinikken. Naboen Aladdin er en af flere lokale, der hjælper med at oversætte. Moderen på fotoet havde svært ved at gå – jeg gættede på gigt. Den store pige havde et sår på benet, som hun kom hver dag og fik renset. Da jeg tog afsted til Danmark havde hun lært at gøre det selv og fik diverse forbindingssager til den næste tid. Lillesøsteren havde for nogen år siden brændt den ene hånd. Desværre var hånden bare blevet forbundet halvt lukket, så huden var vokset sammen, så hånden kun kunne åbnes halvt. Hvis ikke nogen andre får gjort noget inden da, så vil jeg sørge for, at hun får en operation til december. Indtil da har storesøsteren lovet at massere huden, så den kan strækkes. Endnu engang tak til U-kassen. Der kan gøres rigtig meget for få tusind kroner. Kærlig hilsen Mette (regnskab, tidligere 1. hjælp) Abene ”barfodsklinik” i Sydsenegal fik i 2019 bevilget 2.500 DKK fra U-kassen. Mange tak for det....
Læs mere...
Fanaka Arts Project, Kenya
Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi...
Læs mere...
Risafskaller til Nghama i Magu Distrikt
Indkøb af risafskaller til landsbyen Nghama i Magu Distrikt Tanzania Nyanguge den 8 marts 2020. Den lille regntid har stået på siden begyndelsen af december 2019 og fortsat frem til i dag, hvor det er Kvindernes Internationale Kampdag. Mondester med de håndstøbte træningsvægte. Den indkøbte risafskaller D10 installeres med teknikker Paulo. Hjemme i Nyanguge hvor der blev svejset og mølleanlæget bygget sammen👍🏽 Til denne dag fik jeg lavet et par håndvægte til Mondester, så hun kan blive ved med at holde sig I god form og kæmpe for kvindernes muligheder og rettigheder I et mandsstyret samfund. Det er også godt at holde sig i form, da der skal gode kræfter til hver dags gøremål. På vores værksted her var der meget grin i forbindelse med produktionen af vægtene, fordi det jo var en hemmelighed, og fordi de er lavet af 3/4 tommer vandrør og støbt af cement i brugte jordnødssmørbeholdere. Samlet er hver vægt på 4 kg, men gevindet i hver ende af bærestykket gør det muligt tilføje ekstra vægtskiver. Så bliver vægtene for lette, er det bare at støbe nye vægtskiver i måske aflagte blueband dåser. Nu handler denne lille rapport jo om mere end Kvindernes Internationale Kampdag. Den handler om majsmøllen og ris-afskalleren I landsbyen Nhama, som ligger 15 km fra Nyanguge og ind I landet, fra asfaltvejen mellem Mwanza og Mosoma. En vej som er godt lukket og mudret når regnen står på. Med Utamaduni U-kasse midler fra sidste år fik vi penge til at kunne købe en ris-afskaller for både at kunne afskalle I landbyen, og for at kunne skabe arbejde I tørtiden, hvor risene afskalles og sendes på markedet. Risdyrkning er for Sukumaerne jo en cash crop, og derved penge indkomst til diverse udgifter en familie måtte have. Skallerne sælges og bruges til brænding af mursten. Maskinen D10 med en kapacitet på 800 kg i timen blev købt I Mwanza. Vi var afsted hele holdet fra Kikundi cha Lubango Farm. Ud over maskinen fik vi også købt en ny China YD, en cylinder 24 hp. til at skulle trække både ris-afskaller og majsmøllen. Majsmøllen blev installeret sidste år, men nu skulle hele fundamentet og denne mølle tilbage til Nyanguge for at blive ombygget så også ris-afskalleren kunne få fast plads på det kraftige jernfundamentet. Alt blev gennemtestet efter en uges ombygning og fragtet tilbage til Nhama igen af vores stabile Deutz traktor med vogn fra Emmelev Kær. Mens alt dette står på blev jeg, en dag midt i ombygningen af fundamentet, spurgt af en bekendt, om hvorfor jeg stadig støtter små grupper. Godt spørgsmål tænkte jeg og svarede, at landsfaderen walimu Nyrere introducerede jo Ujamaa politikken i Tanzania, med viden om at hvis vi ikke lærer at dele, vil alt viskes ud, når vi ikke er her mere. Vi kan lige så godt lære det fra barns ben – altså hvis der skal være kontinuitet, skal vi lære at dele, gøre og skabe plads for andre. En gruppe har sine opture og nedture, og som trækfuglene når nogle til måls og andre orker ikke mere. Man vil dog aldrig glemme de gruppefællesskaber man er med i eller har været med i. Det er her opdragelsen finder sted. Jeg og vi har igennem 40 år støttet og arbejdet sammen med udviklingsgrupper i Tanzania. Min læreplads var et netværk af spændende mennesker på Djursland i 70erne. Den kollektive tanke har igennem hele mit liv fuldt mig. Ramten Skov er et godt eksempel på organisation, fællesmøder, og som udmunder i handling i uge 30. Når jeg igennem et langt liv har støttet udviklingsgrupper i Tanzania, er det netop fordi der holdes møder og tages beslutninger. Årene går, nogle falder fra og andre støder til, og frugten af den proces er som SAMSARA et evigt svingende hjul med forskellig årstider, som alle har en specifik funktion. Ujamaa i Tanzania døde, lederne svigtede, men det gør jo ikke, at vi skal holde op med at tro på, at vi i fællesskab kan nå målet. Nu kører ris-afskalleren og majsmøllen i Nhama til gavn for kvinder og os Kikundi Cha Lubango Farm. Det er nu 14 dage siden maskinerne blev installeret, og vi modtager kun positive meldinger fra møllepasser Nestory Siluba og kasserer Mama Reheli. På vegne af alle herfra vil jeg gerne sige en stor tak til Utamaduni Foreningen for den økonomiske hjælp på 2 X 5.000 kr. De kærligste hilsner fra mig i Nyanguge – Magu – Mwanza – Tanzania. Baba Chai Mlalahasi Knud Erik Majsmøllen testes med den nye 24 hp. vandkølet diesel motor. Paulo trækker diesel motoren igang med håndsving. Forfatteren styrketræner med Mondesta’s. nye 4 kg. vægte. U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK...
Læs mere...
