Min “klinik”: 2 små borde og stole. En kuffert med forskelligt til sår. En kande med saltvand, kasser med medicin mærket: “Fordøjelse”, “tænder”, “penicilin”, “smerter”, “malaria” og “øjne, ører, hals”. Medicinen er fra et hospice og et hospital i Danmark, min egen læge, donationer fra private samt indkøb for U-kassens penge. Desuden bidrager mine gæster her med 1 euro pr. dag til løbende udgifter.
Jeg har også blodsukker,- og blodtryks målingsapparater. Samt min bibel: “Where there is no doctor”. For der er jo hverken rigtige læger eller tandlæger her. “Lægerne” på klinikkerne er dårligt uddannede sygeplejersker eller jordemødre, nonner eller selvlærte.
Kære U-kasse og lejrdeltagere
Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal.
Pengene er brugt til:
• Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles.
• Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis.
• Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også.
Indkøbt lokalt:
• 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter.
• Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber.
• Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her:
• Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene.
• En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete.
• En mand med kæmpe bylder i ansigtet.
• En betændt finger, der skulle amputeres.
• En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital.
• En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital.
Karla og Khombe får begge diabetesmedicin + vejledning i hvordan de skal spise. Desuden får de løbende målt deres blodsukker i klinikken.
Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt.
Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid.
Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker.
Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget).
Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå.
Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg.
Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne.
Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger.
Denne kvinde er bedstemor. Det var 7 år siden hun sidst havde ammet, da hendes ene datter døde fra sin nyfødte lille pige. Bedstemor tog pigen til sig og har selv ammet hende. Det er utroligt hvad der kan lade sig gøre her når man vil og er nødt til det. Der er absolut ikke råd til modermælkserstatning.
Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den!
Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby.
Kærlig hilsen Mette
(regnskabsgruppe og bestyrelse)
Abene, Senegal
