Mundtrommer og Bulabuka

Noget om trommer…..

Jeg har efterhånden været på lejr så mange gange, at det næppe skulle kunne lade sig gøre, at én enkelt lejr skulle vise sig at blive markant anderledes end de andre. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på Utamadunilejren 2019. Da greb jeg nemlig trommestikkerne, og jeg har på fornemmelsen, at Utamadunilejren og mit forhold til Sukumakulturen er forandret for altid.

Uden at vide det helt præcist tror jeg, at jeg har været på lejren omkring 15 gange. Som barn kom jeg sammen med mine forældre og søster, da jeg blev teenager skulle jeg noget andet og tog nogle års pause, men for 6 år siden kom jeg tilbage og har siden da haft min faste plads som arrangør i opvasken. Lejrens hyggeligste hjørne hvis du spørger mig.

I mine år på Utamaduni har dansen helt klart talt mest til mig, og jeg har været på utallige workshops i alt fra Charleston, Hip Hop med Jesse, Sabar og begynder Buyeye op til flere gange. Jeg var med til børnedans og ungeunge dans dengang jeg havde alderen til det, jeg har spillet vestafrikanske trommer med Abraham, og jeg har nydt at synge med Anna og Kay bag opvasken.

I år besluttede jeg mig for at følge en trommeworkshop hele ugen igennem. Det blev sukumatrommer med Kasper og Asbjørn, der debuterede i underviserrollen på trommeworkshoppen. Vi spillede både hakketrommer, en indgang og et par danse og buyeyetrommer. På den første workshop lærte vi hakkedansen Mapinduzi, og Frederik og Jeanette, som var med på workshoppen, var så søde at gribe hakkerne og danse til. Dansen blev et fysisk billede på det, der spilles på trommerne, og det hele gav pludselig meget mere mening. En oplevelse af både at spille det der bliver danset, og at dansernes trin er en fortolkning af trommerne.

Samme aften, som vi havde lært Mapinduzi, var der hakke knald ud, og jeg forhørte mig rundt omkring, og blev forsikret om, at de nok skulle danse Mapinduzi – det er åbentbaret en vaskeægte klassiker. Jeg fandt en tromme frem og stillede mig klar lidt omme bagved rækken af garvede trommeslagere, så jeg var klar til, når Mapinduzi kom! Christoph så mig stå lidt tilbageholdene med min tromme, og han inviterede mig med ind i rækken af dansetrommer og forsikrede mig om, at det nok skulle gå, og at jeg bare skulle give det et forsøg. Og det gjorde jeg så. Christoph var god til med både mimik og fagter at indikere, at ”det her spiller vi igen” eller ”næste gang er sidste slag”. Pludselig havde jeg spillet med under hele knald ud – og Mapinduzi kom ikke engang! Da udgangen var ovre, og det sidste slag var slået, var det med en blanding af skuffelse (over manglen på Mapinduzi), forbavselse og ekstase at jeg bar min tromme tilbage i trommeteltet –  jeg havde lige spillet med på 15 hakkedanse jeg ikke kendte – og det var gået godt! Jeg var høj på oplevelsen og måtte direkte i baren for at dulme kroppen med en gulddame.

Resten af lejren løb jeg i pendulfart mellem opvasken og alle de steder, hvor der var gang i sukumatrommerne. Asbjørn og Kaspers workshop, John’s hakkeworkshop, Bulabukaworkshop hvor jeg spillede lilletromme under den bragende sol, til jeg næsten fik solstik og Bunungule Knald Ud (hvor jeg efter at have siddet og kigget fascineret og tryllebundet af trommerne tog mod til mig og greb en tromme og hoppede med (med hævede røde hænder og hjerne på overarbejde som resultat).

Jeg skrev et notat på min computer, da jeg kom hjem fra lejr: ”Jeg har mundtrommet hele ugen og hørt rytmer i alt. Måden folk siger en sætning på, når jeg børster tænder. Et vindue har åbnet sig i min hjerne. Jeg har lyst til at tromme hele tiden.

Forud for lejren sidste år og efter 6 år i opvasken havde jeg forestillet mig, at 2020 skulle blive året, hvor jeg tog en pause fra Utamadunilejr og skulle se om jeg kunne finde noget andet fornuftigt at tage mig til i uge 30. Men da baglejr lakkede mod enden, og de sidste kopper var vasket op, var jeg mere end sikker på, at jeg skulle med igen i 2020. Jeg har aldrig før glædet mig til lejr så tæt efter uge 30 – der plejer lige at gå et par måneder, før jeg har lyst til at tænke Uta og opvask igen.

Efter sommeren startede jeg med at øve med i Ikumbo i København hver onsdag og efter Igokoloo igen fik et sted at øve i november, har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for ikke at misse en mandagsøver. Et stort hjertevarmt tak til begge dansegrupper for at have taget imod mig med åbne arme og givet mig en chance både bag pulsen, lilletrommen og dansetrommen, været tålmodige når jeg spørger om vi ”liiige skal tage den en gang til” og ikke mindst givet mig mulighed for at spille op. I har givet mig plads til at udvikle mig samtidig med, at I har indført mig i hele Heshimabegrebet – det er jeg meget taknemmelig for. At der er så nære relationer og så meget Uta udenom lejren var vidst gået min næse fuldstændig forbi.
Min kærlighed til og fascination til trommerne bliver kun større, og det var ikke sket uden Ikumbo og Igokoloo.

Derfor smerter det mig også meget, at vi ikke kan øve, nu hvor der står Corona med store bogstaver over alt. Jeg glæder mig utroligt meget til at vi skal tromme, danse og synge sammen igen.

Om dette bliver lejr, kucheza eller karneval må tiden vise – men vi ses igen en gang.

Indtil da trommer jeg på maven, borde, med munden og hvad jeg nu ellers kan finde at tromme på (og øver mig på pachangafløjte).

Trommerne OYE!

//Clara

 

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.