Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2020 CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!

CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!

Kære dejlige venner

Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst.

Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på.

Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr.

Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker.

Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation.

Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme.

Vi savner jer alle sammen!!!!

Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder 

Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening

 

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Afrapportering vedrørende majsmølleprojekt til Kifuhila, Magu, Tanzania At beskrive hvad vi foretog os i Kifuhila januar/februar 2018 kunne gøres meget kort: Vi byggede et hus til møllen, købte en majsmølle i Mwanza og startede mølleriet op, holdt en indvielsesfest og så tog jeg hjem. Men det er der jo ikke noget sjov ved. Jeg har lært noget om facebook opslag. De må max vare 1 minut og der skal være et passende antal peaks, sådan at kiggeren ikke bare scroller videre dernedad. Den taktik virker vældig godt.  Bare ikke i forhold til at fortælle historier fra Tanzania. For en af de ting der slår, frustrerer og undrer mig hver eneste gang jeg kommer hjem til Kifuhila, er hvor langsomt alting går – og hvor mirakuløst mange ting der alligevel sker. Så den her rapport skal være min udfordring til dig. De forskellige film går langsomt og der sker ualmindelig lidt. Hvis du sukker og opgiver skal du bare vide, at jeg har skåret dem virkelig hårdt, fordi hver eneste proces i virkelighedens Kifuhila tager længere tid end du kan forestille dig. Klarer du mosten og holder ved. Ser alle de små filmbidder og nyder de fine billeder, får du en anelse om hvordan det er, som utrolig hvid, kalenderafhængig og ret struktureret dansker, en gang om året at blende ind i en kultur, der er det stik modsatte. Det er sundt at kede sig – og for mig er det faktisk noget af meningen. Vi må i gang. 6. januar landede jeg i Mwanza og var så heldig at det ikke regnede alt for meget, så Dotto og Kabisi kom faktisk og hentede mig i lufthavnen. Det var jeg glad for, for ud over min relativt beskedne bagage havde jeg en del left owers fra Dottos mislykkede forsøg på at snige 22 kg overvægt med, da han tog afsted i december. I min del af bagagen havde jeg min dejlige julegave til mig selv: En Bosch-skruemaskine, fuldt ekviperet med diverse bits, bor og en masse andre dejlige gadgets. Bevæbnet til byggeri. Som sædvanligt troede jeg noget, som ikke var sådan. F eks troede jeg, at Dotto havde været ude og sondere markedet på majsmøller, sådan at vi var handelsparate.  Calm down honey, det her er Tanzania, så han havde pænt ventet med at gøre noget til jeg ankom. Altså gik der næsten en uge før den rekvirerede ekspert ud i majsmøller dukkede op.   I mellemtiden skulle vi liiige have bygget et hus til møllen: Det tager sin tid at måle ud til et firkantet hus. Jeg sidder der, holdende mine kompetencer om at måle fra hjørne til hjørne for at sikre at vinklerne er ok 90 grader, tæt ind til kroppen. Da de andre brødre var gået til kortenspil, lokkede jeg Lugeyla (storebror) til en lille snap korrektion og huset blev sådan nogenlunde i vinkel. Som den showpony jeg også er, skal jeg indrømme, at det var en fest med mig og Bosch. Jeg skruede 338 skruer i for at samle huset. Og ca. 332 gange havde jeg en beundrende skare til at udbryde det der lille “Utsch!”, når brædderne trækkes ind mod hinanden på den måde som kun skruer kan gøre.   Ydermere var jeg nødt til at forsænke skruerne lidt, da der ikke fandtes så lange skruer i Mwanza. Så først fræsede jeg en fordybning og bagefter skruede jeg til. Små finesser, som at der er lys i maskinen og at jeg har to batterier, så det ene kunne lade op, mens vi arbejdede med det andet, vakte fryd for alle involverede. Efter at jeg er kommet hjem til Danmark er det bare slet ikke det samme med skrueopgaver.   Jeg havde egentlig planer om at trække metalbånd fra hjørne til hjørne for at stabilisere, men produktet fandtes ikke i regionen.  Alligevel blev huset meget stabilt, og afstanden mellem brædderne gør, at tilskuerne kan stå udenfor og ikke behøver komme ind og gå i vejen eller komme til skade. Og så kan dieselosen komme ud. Vi havde mange diskussioner om dimensionering af de bærende lægter til taget. Jeg synes jo bare af princip, at de vil bruge for spinkle lægter, men i løbet af diskussionen kom jeg i tanker om, at taget jo aldrig skal bære en tung dyne sne – og derfor var det måske ikke nødvendigt med så kraftige lægter, som jeg ville have brugt i Dk.   Ud og shoppe for 2 millioner kontant Turen til Mwanza for at købe maskinerne er sin lange historie. Edwardi – som i folkemunde kun omtales som fundien, kom meget tidligt og vi cyklede på 2,5 velfungerende cykel de 18 km til Ngashi og tog morgenmatatuen til Mwanza. Jeg havde jo en klar forventning om at en så rutineret mølleekspert havde en ide om hvor man bedst kunne handle møllerier, men bla, bla, blah , med mine europæiske forventninger. Vi travede fra den ene butik til den anden, jeg tog pligtskyldige billeder af alle potentielle objekter. Endte med, at købe en, fordi ekspedienten var sukuma. Endte endnu mere med at få en helt anden med hjem, da vi havde betalt, havde fundet kørelejlighed og skulle til den anden ende af byen for at afhente vores maskineri. Den maskine vi fik med hjem havde lidt mindre kapacitet pr time end den vi kiggede på i butikken. Så alt var fuldkommen som det skal være i Tanzania. Det er formentlig den eneste gang jeg køber noget til 2 millioner kontant. Og rigtig meget Tanzania, at sælger spurgte om vi virkelig ønskede hele beløbet med på fakturaen. Her var jo mulighed for at han kunne spare noget moms. De jeg – business-woman som jeg nu er hjemmefra – foreslog, at vi delte den sparede moms 50/50, blev det for kompliceret for sælger, og hele handelsbeløbet blev slået ind på fakturaen. (Handelsmoms er i øvrigt 18%) I første omgang troede jeg, at Edwardi manglede en arm. Senere skulle det vise sig, at han havde begge arme, men at han var så mager, at sweatshirten mageligt kunne skjule en spaghettiarm eller to. Nu var det også mest hans knowhow vi havde efterspurgt, så uanset en- eller toarmet, prøvede jeg at bonde lidt. Når man er fundi (håndværker af hvilken som helst art), er man noget. Og der er ikke brug for salgstaler, for respekten omkring en fundi er stor og ingen tanzanianere stiller spørgsmålstegn ved en fundis kompetencer. Heldigvis viste Edwardi sig at være virkelig kompetent og selv om vi endte med at købe en anden maskine end den jeg havde forelsket mig i – (lavere dieselforbrug, mindre larm og 2 års garanti – det er sådan noget der taler til en dansker), er jeg sikker på, at vi valgte en god maskine. Alene den insider info, at samtlige dieselmotorer er født med for svagt bentøj – og at man inden ibrugtagen bør finde nogle mere stabile, er mange shilling værd. En anden en ville muligvis synes at det tog enormt lang tid, at vi ikke havde fået en skid at æde eller drikke, at det var helt ekstremt varmt, eller at vi hellere skulle have købt den maskine jeg fandt bedst. Mit store held er, at jeg elsker byggemarkeder og at jeg var så rigeligt underholdt over at allerstørste kvalitetsanprisning er Made in China… Til sidst var jeg dog så mør af varme, sult og tørst, at d’Herrer kunne have købt en pølsevogn uden at jeg ville protestere. Turen hjem Så skulle hjemturen organiseres. Stolt kom Dotto tilbage og fortalte at han havde skaffet et billigt køretøj. Jeg var ikke sådan rigtig imponeret – især fordi den lille sære smalle lastbil var baghjulstrukken, havde  smalle hjul og en lille slap motor. Dotto havde lænet sig meget forsigtigt op af sandheden ved at erklære, at der måske var en lille smule mudder på vejen – men ikke ret meget. Chaufføren handlede prisen på plads, senere blev vi passet op af ejeren, der opfordrede til at to af os kørte med bus i stedet, da vi skulle passere det sted hvor politiet altid kontrollerer biler og billetter. Ok ok ok, jeg havde fået en tår vand så jeg kunne klare det meste. En lille film fra turen hjem: Forfædrene involveres En helt naturlig del af at starte ny virksomhed i Tanzania er, at man tager de højere magter i ed. Det er ikke noget der er omgivet med hemmelighedskræmmeri eller mystik. Lige så naturligt som at sælger forsøget at undslå sig lidt momsbetaling, lige så naturligt er det, at give traditionel medicin til at beskytte det nye byggeri mod fjendtlige angreb, (”nogen” kan jo prøve at ødelægge virksomheden) samtidig med at vi gør hvad vi kan for at fremme handelslysten hos kunderne. Derfor lagde Dotto medicin i hvert eneste hul, der er gjort klar til stolperne, der skal bære huset. Jeg er holdt op med at tage stilling til om jeg tror på det der. Hvis jeg tænker mig om, er det masser af postulater, som jeg ubekymret accepterer herhjemme i Danmark – renteudviklingen, overenskomstforhandlinger, vejrudsigter og det der med Gud. Og jeg er kommet frem til, at når jeg ukritisk accepterer det – på trods af at det er omgivet med hemmelighedskræmmeri og stor mystik – så kan jeg lige så godt gå linen ud og acceptere den traditionelle medicin, som er en naturlig del at min mands kultur. Det er lige så vigtigt at anmode om gudernes gunst, som det er at indstille motoren til de rigtige omdrejninger. Det var tydeligt, at der var noget vigtigt i gære. Familien havde, ud over vores daglige hus-medicinmand Nghelebe, tilkaldt det tunge skyts, Pita, fra Langbortistan. Han boede hos os en uge omkring åbningen af mølleriet og der blev gået til den med velsignelser, beskyttende foranstaltninger og handelsfremmende tiltag. Og jeg elsker det hele. De to medicinmænd omgikkes med respektfuld distance – indtil deres hang til traditionel hårdtslående alkohol forenede dem i lange, sene og meget højlydte sange. One love. Film: Møllefesten Alle store fester starter med at slagte et dyr. Når man forventer mange gæster kan kun en ko gøre det: Da vi var kommet så langt, at møllen skulle tages i brug indbød vi til kæmpe kalas. Den måde man annoncerer kommende begivenheder er, at man betaler en fløjtende, højtråbende, cyklende mand til at køre rundt og bekendtgøre, at den 25. februar sker der noget hjemme hos os. Det er på samme måde landsbyens ældreråd indkaldes til møder. Når det sker lige omkring tusmørke, er det er meget effektivt markedsføringsmedie, alle er hjemme og alle hører hvad der råbes. Og alle kommer. Vi havde friet til Kabisis slangedansergruppe fra Sumwe og de havde efter lange, tunge forhandlinger omkring afregning, accepteret vores indbydelse. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, at bruge 400 kr. på det besøg. Det der sker, når to grupper mødes er, at hver af grupperne skruer sig op til det maksimale niveau – men vil jo nødig stå tilbage for den anden gruppe. Markedspladsen var propfuld af forventningsfulde mennesker. Den obligatoriske dansetosse (ham, der hopper ind og danser med på det hele uden at kende det mindste dansetrin) var på plads. – Han nåede endda at blive bidt lidt af sure-slange fra Sumwe, så alt var helt til publikums tilfredshed. Eneste ulempe ved besøget er, at de to grupper nu ikke vil kunne møde hinanden til shindano (dansedyst), “for nu er vi jo blevet venner”, som lederen af slangedanserne beklagende slog ud med armene. Vi startede, lagde relativt afdæmpet ud med en indgangsdans der varede VÆSENTLIGT længere end det obligatoriske faebookminut. Jeg dansede, uden uniform, (og det helt uagtet, at det var mig der havde fået skaffet penge til uniformerne fra Ikumbo og Manungu – ikke nogen hvid-dame-fordel dér). Jeg kæmpede vedvarende med følelsen af, at det gik alt for langsomt, vi må da ikke kede publikum. Men ved du hvad – publikum ved den slags events er slet ikke klar over, at de skal mærke efter om de keder sig i dette minut – og pr tradition frarøvet muligheden for at scrolle videre, nyder de s’gu’ bare det vi har at byde på. Og jeg elsker det. Det elsker jeg virkelig meget. Du kan som udøvende kunstner se fuldkommen bort fra om du er spændende nok til at fastholde publikum. De bliver der, og du kan fuldkommen ustresset give dig tid til at mærke hvad der skal til for at fyre den helt ud i hegnet. And here we go! Så kom slangedanserne og herfra blev det bare vildere og vildere.   Vi endte hjemme hos os med alt det oksekød vi overhovedet kunne proppe i os – da kvinderne havde kogt en ekstra kæmpe portion ugali, blev selv slangedanserne mætte – og endelig lykkedes det at synge og snakke og grine og danse lige til i morgen. Kukesha (at køre igennem til i morgen) er noget vi ofte taler om, men for det meste noget der er forbeholdt ganske få, der så har håneret over de andre. Til indvielsen var vi så mange der gennemførte at håneretten ikke gav mening. Så bli’r det hverdag Nu kører møllen for fulde gardiner. Vi har ansat en gammel ven af familien til at drive mølleriet. Fogo er glad for meget høj musik og anlægget i stuen kører for fuld skrue fra morgen til aften. Og så danser Fogo med hvem han nu lige fanger ind, eller med sig selv. Han er en kirkens mand, så søndag har han fri til at passe sin kirke. Det betyder blandt andet at han ikke drikker, hvilket er en stor fordel i forhold til pålidelighed og mødestabilitet. Hans løn ligger symbolsk en smule over den normale takst, men ikke så meget, at de andre møllerier bliver sure. Klods op ad møllehuset har Suza, en af vores svigerinder, startet et lille chaihus, som allerede ved åbningsdagen, da det kun bestod af en gryde over 3 sten og en stak kopper, havde væsentligt flere kunder end jeg har på en god dag i min cafébutik i Danmark. Til almindelig forargelse kan jeg oplyse, at en kop chai koster 35 øre i Tanzania og 35,- kr i min økocafé på Svanholm. Lige inden jeg skulle rejse kom Fogo og bad mig pakke skruemaskinen ud igen, så vi kunne lave en skærm over kileremmen, så ingen kommer til skade. Jeg havde set det med det samme. Den kilerem udgør en fare, den befinder sig meget tæt på tragten, hvor det malede mel kommer ud – og hvor kunderne står og holder på deres sæk. Kommer noget ind i remmen kan det gå rigtig galt. I gamle dages Danmark havde mange møllere og bønder i det hele taget afkortede fingre efter nærkontakt med kileremme. Jeg havde spekuleret på hvordan jeg kunne afdække den, men var kommet fra det igen. Ville jo heller ikke mase på med mit hysteri. Og så kommer gode, ordentlige Fogo og beder mig hjælpe med at afskærme. Et væsentligt tiltag fra min side, var at jeg investerede i en ordentlig kassebog, som Fogo og en af brødrene skriver ind i hver eneste dag. Der er kolonner til alle dele af processen og det giver indtryk af hvor meget mølleriet omsætter og om det indbetalte stemmer nogenlunde overens med dieselforbruget. Det sikrer, at der ikke bliver snydt og nok så vigtigt, at der ikke opstår mistanker om snyd.   Omsætningen er stærkt stigende og det ser ud som om projektet vil kaste penge af sig til at iværksætte nye projekter i løbet af 4-5 måneder. Første projekt er at åbne en lille butik i det ene af vores værelser – det kan ikke ske, før vi har en dør, der kan aflåses. Senere vil vi gerne udvide med en risafskaller (den kan trækkes af samme maskine, bare kobles på i den anden ende), så står cementringe til den brønd vi gravede sidste år på programmet. Og senere igen vil vi gerne prøve om vi kan dyrke ingefær i vores område, selvom der ikke er tradition for det. De gode ved det hele er, at der stille og roligt kan starte følgeprojekter op, efterhånden som majsmøllen tjener op til det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26TOGO ESOME – Status og udvikling 2025 Når ord åbner døre i Vogan-fængslet Der er morgener i Vogan-fængslet, hvor solen falder ned over gårdene som guldstøv, og hvor vævenes rytmiske tikken fra workshoppen blander sig med lyden af en hverdag, der langsomt forandres. De fleste kender denne rytme fra vores tidligere beretninger. I år er en ny rytme kommet til. En rytme af ord. Ord, der læses. Ord, der forstås. Ord, der pludselig fungerer som nøgler i en verden, hvor mange før har stået udenfor døren. Det er denne forandring, Ukassen har gjort mulig gennem støtten til udvikling af vores nye undervisningsforløb i læsning, forståelse af juridiske dokumenter og hygiejne. Når virkeligheden ændrer planen Udgangspunktet var enkelt: et klassisk undervisningsrum med skoleborde, stole og tavle. Men da vi i december 2025 spurgte en gruppe indsatte, hvad de egentlig havde brug for, svarede de ikke med ønsker om bøger eller matematik. “Vi skriver under uden at kunne læse.” De pegede på papirer: domme, afhøringsrapporter og attestationer – dokumenter, der kan afgøre mange år af et menneskes liv. En indsats fortalte at han afsoner for noget, han aldrig havde gjordt, fordi han skrev under uden at forstå indholdet. Her ændrede projektet retning. Det mest presserende viste sig ikke at være at lære avanceret stof – men at kunne læse sit eget navn, sin egen sag og sine egne rettigheder. Et læringsrum midt i hverdagen Vi opdagede hurtigt, at det rette læringsmiljø allerede fandtes: væveworkshoppen. Med et par bænke og en integreret kridttavle er det det perfekte undervisningsrum. Interessen for at deltage i væveforløbet, er stigende, men der mangler væve. Derfor traf TOGO ESOME en central beslutning: I stedet for skoleborde investerede vi i seks nye væve og opstartsmaterialer. Resultatet: • 12 nye indsatte kan nu deltage i programmet • Undervisning og håndværk kan flettes sammen i ét levende miljø • Læringen foregår dér, hvor livet leves Hvordan undervisningen foregår I den ene ende af workshoppen undervises der nu i grundlæggende læsning og i at forstå juridiske dokumenter. I den anden fortsætter vævene deres rolige rytme. Dokumenter bliver nu til forståelige. Forskellen på sigtelse og dom. Hvornår man skriver under – og hvornår man beder om hjælp. Afrapportering: Anvendelse af midlerne fra U-kassen Den bevilgede støtte på 7.000 kr. er anvendt til at styrke undervisningsmiljøet og sikre stabil drift i workshoppen. Undervejs blev prioriteringerne justeret, da den største udfordring viste sig at være manglen på væve. Midlerne er anvendt til: • Opførelse af fire ekstra væve • Indkøb og bygning af skolebænke • Kridttavle og undervisningsmaterialer Dette har haft en mærkbar effekt: • 12 nye indsatte kan deltage uden ventetid • Undervisningen kan gennemføres stabilt • Workshoppen fungerer som fagligt læringsrum og trygt fællesskab • Basale færdigheder styrkes som forberedelse til løsladelse Undervisningen i vævning varetages fortsat af Inana Textiles, ved Anani Kuavi og vi samarbejder med Prisonniers Sans Frontières (PRSF) om de boglige fag. Kombinationen af håndværk og basale færdigheder viser stærke resultater. Fotodokumentation Pga. skærpede regler for fotografering i fængslet kan vi endnu ikke indsende billeddokumentation af inventaret. Vi arbejder på at få en ny tilladelse og anmoder derfor venligt om udsættelse af deadline for fotoindsendelse. Tak Tak til Ukassen for at støtte dér, hvor virkeligheden er mest sårbar – og hvor ord kan gøre forskellen mellem afmagt og forståelse. Jeres støtte har været en afgørende forudsætning for de resultater, vi ser i dag. Vil man dykke dybere ned i projektet, findes mere information på www.togoesome.com. Med venlig hilsen TOGO ESOME www.togoesome.com (pva. Utamaduni; Camailla Ulvedal)   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Daycare Abrani er etableret af en gruppe kvinder fra Abrani for ca. 18 år siden, da de indså, at mødre havde brug for at få passet de små børn fra ca. 1,5 år, nå de skulle ud og arbejde med jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Til U-kassen. Jeg vil gerne takke jer for de 2.000,- kroner som mit Senegal Voksenskole projekt har modtaget. Skolen i Abene lever i bedste velgående, med et dagligt elevtal på ca. 30 personer. Det hjælper de voksne i Abene til at blive selvforsørgende via de kompetencer skolens uddannelser giver dem. Skolen vil dermed være med til at nedsætte antallet af ofre for båd ulykker via flugt til Europa. Budget for skolen kan ses på hjemmesiden under fanen: Gennemsigtighed. Senegal Voksenskole er ved at etablere sig som en forening, hvor jeg d. 8. december nedsatte en bestyrelse. Bestyrelsen vil hjælpe med at løse de mange opgaver som der ligger i at drive en skole i Senegal. Dette er for eksempel hjælp til at formidle kendskab til projektet, lave fondssøgning, udarbejde og omdele pjecer og hverve nye medlemmer. For at sikre kontinuitet og engagement, rejser jeg til Senegal 27. dec og vender hjem i begyndelsen af marts med ny viden og gode historier til formidling. I Abene lever jeg sammen med de lokale lærere og går hver dag med i skolen for at følge med i skolens dagligdag. Det sker at jeg vikarierer i engelsk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25”EN PALMEHYTTE ER DA OPPE I TRÆERNE” – et lærerværelse til Pebi Der blæser altid en frisk brise på ’lærerværelset’ ved landsbyskolen i Pebi. Et langt stenkast fra stranden og rejst på stolper helt op blandt kokospalmernes skygge er der opført en lille hytte, på stranden i Ghana. Det var et dansk påfund at have en hytte oppe i træerne og først var ghaneserne noget skeptiske. Men da det viste sig, at der var både skygge og en let brise, har hytten udviklet sig til at udgøre et vigtigt samlingspunkt. Men desværre faldt et palmetræ under en storm ned over hytten. Desuden var elinstallationerne meget ringe, ligefrem farlige. Derfor søgte vi U-kassen om hjælp til at få hytten ordentligt på fode igen. Den nyrenoverede bygning fungerer til daglig som et lærerværelse, hvor skolens 7 dedikerede lærere kan forberede deres undervisning i gode omgivelser. Dette har en positiv indflydelse på lærernes arbejdsforhold og gør, at de har nemmere ved at kunne forberede sig godt. Hytten anvendes desuden også til officielle møder, når der er besøg fra myndighederne. Det sker ofte, idet skolen har ansøgt om at blive godkendt som statsskole, så de kan få tilsendt uddannede lærere og komme med i en skolemadsordning. Men det er også her, skolens ledelse og lærere sammen kan drøfte undervisningsplaner, pædagogiske strategier og øvrige organisatoriske spørgsmål, hvilket styrker skolens interne samarbejde og beslutningsprocesser. Ud over sin primære funktion som lærerværelse fungerer hytten også som overnatningssted for frivillige, der besøger skolen. Den spiller derudover også en vigtig rolle i det sociale og kulturelle liv ved ofte at blive anvendt ved skolens fester og fejringer, hvor både elever, lærere, forældre og lokalsamfundet samles til dans og underholdning. Man kan sidde i skygge under hytten og er er masser af plads rundt omkring den. Dette har styrket sammenholdet i landsbyen og skabt et vigtigt mødested, hvor glæde og traditioner deles. Renoveringen af hytten har således været en vigtig investering for både skolen og lokalsamfundet. Fremadrettet er der planer om yderligere forbedringer, herunder etablering af sanitære faciliteter og måske en lille køkkenafdeling, som vil øge komforten for både lærere og frivillige. Af og til modtager man også en gæstelærer, der vil kunne bo der. Så er det nemmere at få opbygget kapaciteten blandt lærerne, der ikke er uddannede, men klarer sig med alle de gode råd og kurser, der kan skaffes til dem. Og hytten er meget mere end blot en bygning – den er blevet et symbol på fællesskab, læring og udvikling. Særligt fordi forældre og lærere tager sig godt af den og holder den ved lige. De er stolte af dette vartegn oppe i træerne. Med fortsat støtte og vedligeholdelse vil hytten forblive en værdifuld ressource for skolen i Pebi og i lokalsamfundet​. Så er der altid et mødested, når danskerne kommer på besøg, men endnu vigtigere; en hytte, der kan anvendes til både hverdag og fest. Hvem havde troet det, da vi fik ideen om en hytte oppe i palmetræerne! Regnskabet for projektet ser således ud: Elinstallationer 965 kr. Renovering (træ, tagplader, søm, maling, net til vinduerne mm.) 3960 kr. Gulvbelægning 357 kr. Total: 5282 Vi har fået en meget detaljeret rapport om regnskabet, ned til mindste søm. Pengene er blevet anvendt godt og til formålet, hvilket to danske frivillige oplevede ved selvsyn, da de var på besøg. Det er dejligt, at U-kassen endnu engang har gjort en forskel, ved et lille lokalt projekt, der har brug for alt den støtte og opmærksomhed, vi kan skaffe. Endnu engang tak til alle de lejrdeltagere, der gør dette muligt. Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.       ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Du var min lillesøster og min storesøster. Jeg var din lillebror og din storebror. Vi var fætter og kusine. Du var søster til tre langt før du blev mor, en bellis på engen blandt stort blomsterflor. Du var vinden med hjerte, havet med storm, du var natten med stjernernes femtakkede form. Du var forår med sne, anemoner og regn, en guldsmed på pigtrådens blødeste hegn. Du var fuglen, der fløj på vinger af sang, med rytmen fra trommer og stort vingefang. Du var solen, der lyste skyggerne op, du var mørkets betvinger i en lattermild krop. Du var min lillesøster og du var min storesøster. Du var også: Branderten til min lever, grinet til mine øjne, latteren til mit hjerte. Centimeter af min vækst, en hånd i ryggen og en stemme, når jeg var umulig. Jeg var din lillebror og du var min storesøster. Jeg var din storebror og du var min lillesøster. Jeg bærer dig i hjertet. Nimekukumbuka mpaka nalia.   Hilsen Dav . . . [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Et par ‘stemnings-rapporter’ fra årets Vinterkucheza, som blev arrangeret af dansegruppen Vipepeo i Aarhus, og foregik i weekenden 24-25-26 april. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26FINAL PROJECT REPORT – COMPUTER PURCHASE Location: Mwanza, Tanzania Organization: The Hope Relief And Orphans Childern Village Organization 4. Future Needs and Sustainability Although five computers have made a big difference, the number is still not enough for all the children at our center. We currently have more children than available computers, which means they must share and rotate in small groups. To fully meet the growing demand and ensure equal access for every child, we aim to add at least 5 more computers in the near future. This would allow us to create a complete digital learning space and expand structured computer training programs. We remain committed to maintaining the equipment properly and continuing digital education as a permanent part of our programs. 5. Pictures and Documentation High-resolution pictures of the purchased computers and children using them are attached separately as required. If needed, video documentation of the training sessions can also be provided. Conclusion We are deeply grateful to Sukuma Dance Group – Denmark and Ukassen for believing in our vision and supporting this important project. Your contribution has created real and lasting impact in the lives of vulnerable children in Mwanza, Tanzania. With sincere appreciation, Shija Clement Kinyata  DIRECTOR of The Hope Relief And orphans Childern Village Organization (and on behalf of Utamaduni; Makungu Lyaku) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Barfodsklinikken er ca. 10 m2 i min (Mette, regnskabskontor) forhave med et bord og et skab med 5 kufferter, der rummer: Alt til huden. Malariamedicin, smertestillende, antibiotika. Alt til tandkødsbetændelse og tandsmerter samt nødfyldning. Forskelligt til maveproblemer og andet udstyr. Den gode nyhed er, at der næsten ikke er malaria tilbage i dette område. Man siger, at malariaen på verdensplan er faldet med ca. 50%, men jeg tror, at lige i vores område er det ca. 95%. Jeg plejer at give medicin til flere hundrede i løbet af en vinter. I år var det 5 personer. Grunden til det store fald er stoffer fra den kinesiske malurt, der i kombination med andre midler (som regel lumefantrine) er særdeles virksom – en ”hit and run” medicin- Parasitterne når ikke at finde ud af, hvad der ramte dem før de er døde. Stofferne fra planten er artemisinin, artesunate, artemether og arteether. Hvis nogen undrer sig over, at jeg, der mest bare er ”uddannet” i lejrens 1. hjælps telt uddeler medicin, så skyldes det følgene: Der ER ingen læger i området. De, der fungerer som læger, kan være en nonne, en dårligt uddannet sygeplejerske el. lign. Da de skal leve af medicinsalget på kliniken, så overmedicineres der ganske voldsomt. Og endelig har mange mennesker slet ikke råd til at tage på en almindelig klinik og betale for medicin. Pengene fra U-kassen er brugt til indkøb af diverse medicin (antibiotika, malaria, smertestillende, ormemidler, øjenbetændelse m.m.), og desuden til at sende flere personer til behandling for tuberkulose, grå stær, samt andet, de ikke selv havde råd til. Endnu engang tak til U-kassen. Der kan gøres rigtig meget for få tusind kroner. Kærlig hilsen Mette (regnskab, tidligere 1. hjælp) Abene ”barfodsklinik” i Sydsenegal fik i 2019 bevilget 2.500 DKK fra U-kassen. Mange tak for det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25I 2024 har ukassen modtaget 11 ansøgninger, og vi har uddelt støtte til 7 projekter og modtaget 5 beretninger. To projekter er endnu ikke afsluttet. Vi har i alt uddelt 30.630 kr. Vi har lagt vægt på langsigtede og kontinuerlige projekter, projektets levedygtighed og mening. Vi har afvist ansøgninger, hvor der ikke var redegjort tilstrækkeligt for processer og økonomi i forbindelse med projektets udførelse. Og givet afslag eller delvis støtte hvis vi ikke havde så mange penge at dele ud af. Ukassens arbejde er baseret på tillid, og det er derfor vigtigt, at ansøgerne følger ukassens retningslinjer og indsender en fyldestgørende beretning til tiden. I 2024 har vi haft særligt fokus på at sikre, at ukassens retningslinjer bliver fulgt, så den uddelte støtte lander de rette steder. Vi arbejder på at tydeliggøre retningslinjerne vedr. ansøgninger og efterfølgende beretninger. Vi anbefaler, at man læser retningslinjerne før ansøgningen sendes afsted. “Der kan ansøges om støtte til projekter vedrørende sundhed, uddannelse, kulturelle projekter og organisation, inklusive administration. Projekterne kan f.eks. have fokus på vandforsyning, fødevareproduktion, bygningskonstruktioner, kulturmøder eller indkøb af udstyr.” (uddrag fra vores retningslinjer) Læs mere på: utamaduni.dk/ukasse/retningslinier-for-utamaduni-kulturforenings-u-kasse/ Som vi planlagde i 2023, er vi begyndt at behandle ansøgninger inden stormøder, i stedet for efter, og det har fungeret rigtig godt. I foråret 2025 er Ida Hanni trådt ud af ukassen. Mange tak til Ida for hendes arbejde gennem flere år! I stedet for Ida er Iris trådt ind i U-kassen. Velkommen til Iris! Link til en oversigt over de projekter vi har støttet Støtte 2024 – Ukassen U-kassen består nu af: Sofia Asak Tine Carlsen Iris Bunzendahl Louise Kaas Hvalsøe Vi glæder os til at uddele penge til endnu flere spændende projekter. Kærlige hilsner fra Sofia, Louise, Iris og Tine. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 20182018 – Bujora fylder 50 år! – 50 år siden “the summer of love” På Bujora er det evig sommer. Det er et dejligt levende museum med medarbejdere, der altid er med på ny research, når jeg ankommer. Ovre hos præsten står den skønne landrover, som gerne lånes ud til ekspeditioner i det smukke Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Kære Utamadunifolk Februar … Slam, så starter den næste lejr op. De første undervisere ringer, bestyrelsesmøde, generalforsamlingen banker på. Det føles lidt som en lejr torsdag morgen, når man vågner efter slammeraften og et søvnunderskud, man ved det bliver en fed dag, men man kan ikke helt se det endnu 🙂 Utamaduni gruppen har med afsæt i besøget inviteret disse 4 personer fra Sukumaland: Udover at opleve Utamadunilejren , vil de 4, mens er i Danmark, komme en hel del rundt på besøg og arbejde. Foreløbige forhåndsaftaler og tilsagn: Gæsterne skal aktivt indgå i udstillingen ‘De dødes liv’ på Moesgaard Museum, hvor WanaCesilia også optrådte i 1973. De skal sammen med herboende sukumaer bygge forfader-hytter og indvie dem ved en ceremoni. Rundvisning og optræden på Kvindemuseet, Århus Workshop til WannaDance, Århus Workshop på Gøglerproduktionsskolen, Århus Workshop på Århus Friskole Besøg på Svanholm Landbrugskollektiv, Skibby Besøge venner og dansere på Christiania Workshops i dansegrupperne: • Dansegruppen Igokoloo, Kbh • Dansegruppen Ikumbo, Kbh • Dansegruppen Malingo, Silkeborg • Dansegruppen Vipepo, Århus • Dansegruppen Manongo, Göteborg Video med WanaCesilia dansegruppen 2014:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TOGO ESOME er en frivillig hjælpeorganisation baseret i Danmark. Vi består af tre veninder og to lokale vævere. Gennem vores arbejde forsøger vi at styrke den sociale infrastruktur i Togo, et af verdens mindst udviklede lande, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Baggrund for projektet Vores første rejse til Togo fandt sted i efteråret 2021. Trine kendte en lokal væver fra et tidligere samarbejde, og vi skulle besøge ham og se, hvad de lavede i hans workshop, som nu hedder Inana Textile. Desuden havde den tekniske skole i byen bedt om vores hjælp til at designe nye skoleuniformer… men det er en helt anden historie. Vi tog til den lille landsby Vogan for at besøge det lokale fængsel, hvor Inana Textile havde startet et lille pilotprojekt året før. Da vi trådte ind i det møgbeskidte, overfyldte, elendige, varme, ildelugtende fængsel, blev vi mødt af tre mænd, der badet i sved skabte de mest fantastiske, farverige kente-stoffer. Kente-vævning er en eksklusiv kunstform i de omkringliggende lande, der symboliserer familieforhold, status og meget mere. Disse mænd fortalte, hvordan de gennem et 3-årigt uddannelsesprogram i fængslet, arrangeret af den lokale virksomhed Inana Textile, skulle lære dette kunsthåndværk. Programmet ville på sigt give dem mulighed for at arbejde i Inana Textiles værksted efter endt straf. De nævnte også, at mange andre indsatte ønskede at deltage, men at pladserne i det overfyldte fængsel var begrænsede. Da vi så håbet i øjnene på disse mænd, blev idéen om at gøre en forskel født – både for de indsatte og deres familier uden for fængslet. TOGO ESOME betyder en lysere fremtid for Togo. Togos fængsler Togo har i mange år været præget af politisk uro, og som følge heraf er der ikke mange udenlandske investorer eller bistandsorganisationer til stede i landet. Men vi er her, og vi ved af erfaring, at den lokale befolkning er et meget viljestærkt og positivt folkefærd. Befolkningen i Togo er klar over, at for at forbedre levevilkårene skal den sociale infrastruktur styrkes. For at hjælpe med denne proces har vi slået os sammen med lokale virksomheder og entusiastiske individer, og vi arbejder sammen for at skabe positive forandringer gennem princippet om lokal empowerment. Det juridiske system i Togo fungerer ikke optimalt, og det kan tage år, før en person, der er anklaget for en forbrydelse, kommer for en domstol. Da det togolesiske retssystem ikke fokuserer på resocialisering, er chancerne for at skabe et godt liv for en person, der har været i fængsel, meget små. Når en mand sendes i fængsel, lider ikke kun han selv, men også hans kone og børn. De lider økonomisk, da familien bliver tvunget til at klare sig med en enkelt indkomst. De lider også socialt, da fængsling i Togo ses som et skamfuldt tabu, og mange familier oplever derfor social marginalisering eller udstødelse. Af disse grunde fokuserer vi i TOGO ESOME på at forbedre resocialisering mulighederne for indsatte. Dette er et område, hvor ikke kun enkeltpersoner, men hele familier kan drage fordel. Nuværende projekt I TOGO ESOME har vi i de seneste tre år søgt diverse fonde, solgt produkter og selvfinansieret opbygningen af en 350 m² stor workshop, hvor de indsatte efter “mesterlære-princippet” kan lære af hinanden i det 3-årige projekt. I august 2024 står byggeriet færdigt. Med denne udvidelse kan vi rumme flere indsatte i programmet og give dem et sikkert, dedikeret miljø til at lære og praktisere deres nye håndværk. To tidligere indsatte, JayJay og Amen, har påtaget sig opgaven med at undervise de indsatte, der ønsker at deltage i programmet. Deres erfaring og dedikation gør dem til ideelle mentorer, da de ikke kun er dygtige vævere, men også forstår vigtigheden af resocialisering og muligheden for en ny begyndelse. Støtte fra U-kassen U-kassen har støttet os ved at donere materialer til 4 nye væve, som er bygget af lokale tømrere. Denne støtte forbedrer uddannelseskvaliteten og øger programmets kapacitet. Vi er dybt taknemmelige for deres bidrag, som hjælper os med at give flere indsatte en ny chance. Af hjertet tak for støtten, Camilla Ulvedal Carlsen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Jeg husker tydeligt den lejr i 2015 og hvor jeg satte mig omkring forfædre-/mødrestedet og talte med Sander om hans arbejde. Min nysgerrighed var stor og vi fik mange snakke om både den sukumanske tradition og andre oprindelige folks spirituelle traditioner. Jeg havde efter min første tur til Tanzania vinteren før undret mig over betydningen af naturtroen for nutidens sukumaer. Sander var en ivrig fortæller, og han inviterede mig hurtigt ind i sit arbejde. Jeg hjalp til her og der, og vi aftalte at vi skulle mødes hjemme hos ham efter lejren og tale videre om medicinen. I august måned havde Madelene og jeg, i samarbejde med andre i miljøet, sat en ceremoni på benene på Moesgaard Museum til fejring af kulturbroen og den første sukuma gruppes besøg. I 1973 kom de til Danmark og lavede en opvisning på netop samme museum. Her skulle der blandt andet laves forfædre-/mødrehytter. Det var tydeligt for mig at der stadig lå en stor betydning bag det at ære og skabe kontakt med vores aner. Som Mzee Edwardi forklarede mig, så tror sukumaerne på at forfædre og formødre fortsætter med at støtte én gennem hele livet og at man må ære dem og ofre for at vise taknemmelighed og respekt. Det er intet tilfælde, at Sander kaldes “Machombo”- ham med de mange ting. Han begyndte at sætte mig ind i brugen af sine mange magiske artefakter. Det var starten på et venskab og Sander blev min medicinlærer. Vi puttede medicin i en shingwanda, han lærte mig medicinsange, vi byggede forfædre/-mødrehytter sammen og jeg nød at læne mig ind i hans sanselige og klart fremstående fortællinger. Han fortalte om sine utallige ture til Sukumaland og om de mange mennesker som havde givet ham ting til sit arbejde. Der er stor symbolik og kraft i de ting som man bruger i den sukumanske medicintradition. Løvefedt giver styrke, et næb fra en sangfugl giver kraft i sangen, et stykke af skallen fra et skælddyr giver beskyttelse og så videre. Der findes medicin som er en blanding af flere komponenter som har specifikke egenskaber alt efter hvad man behøver og hvad medicinmanden/kvinden ser som relevant. Noget medicin kan støtte én til at blive set for éns gode sider, noget andet kan beskytte mod negativ energi. Andre slags kan have meget konkret virkning på fysiske sygdomme som for eksempel mavesmerter, hovedpine, infertilitet osv. Med min baggrund i naturmedicinens verden forstod jeg hurtigt at der findes nogle meget virkningsfulde og potente medicinske planter i Tanzania. At lave en intentionel handling for at opnå heling eller hjælp i tilværelsen kan i mine øjne være med til at støtte os til at komme nærmere det vil liv, som vi ønsker os. Man kan lægge en bøn i en handling eller i et remedie og på den både markere et skifte. Dette har hjulpet mig igennem vigtige transformationer i mit eget liv. Jeg tror vi alle kender virkningen på ens sind med et bad eller en gåtur i naturen. Det til at man skifter perspektiv. Et andet simpelt eksempel fra Sanders hånd er et træ han malet i sin have. Det er et træ, som selv har formet en form for portal som man kan træde igennem. På den ene side er der malet sort, på den ene side og hvid på den anden. En dag da jeg var på Granlunden, var jeg tynget af bekymringer og jeg talte lidt med Sander. Han foreslog mig at træde igennem portalen med en intention om at se tingene på en ny og lettere måde. Mit mentale felt skiftede stemning så snart jeg havde sagt mit ønske og var trådt igennem træets portal. Det er det vi gør i et ritual: skaber fokus på en intention, går igennem noget der kan transformere og på den anden side kan man føle, at man er kommet et nyt sted hen. Efter flere rejser til Tanzania siden 2015 har min interesse for medicinen kun vokset sig større. Jeg har dyb respekt for hvad der arbejdes med og stor taknemmelighed for de waganga (de folk som arbejder med medicin), som har inviteret mig ind. Det er seriøse sager og det kan være et meget farligt arbejde at være mganga. Jeg har kun kradset i overfladen og ved at det er en verden så dyb og stor at jeg ikke begriber det. Jeg har opfattet, at medicinen ligger lige under overfladen i manges liv i Sukumaland. Den er som en tråd, der væver tilværelsens elementer sammen. Ofte oplever jeg i Danmark at dansen, sangen og trommerne står uden opmærksomheden på medicinens kraft. I Sukumaland oplever jeg at det er én og samme ting. Den styrke som medicinen på indersiden af trommeskindene giver, den magi en shingwandas sving spreder, den kraft og beskyttelse en kaniki giver (sort, rødt eller hvid klæde), de gamle sange som fortæller om medicinen og medicinfolk er blot nogle eksempler. Samspillet og magien imellem dans, sang, trommer og medicin er sammenknyttet. Nogle kan måske tænke “hvad har det med mig at gøre?” og det forstår jeg egentlig godt. Det kan virke spøjst at se alle de ting og sager som udføres og tages i brug. Essensen i arbejdet er universel for alle levende, da det handler om mysteriet ved vores tilblivelse, tilværelse og død. Jeg oplever at den stemning som opstår imellem os når vi laver ceremonier er nærende og livsbekræftende. Den samler os om ånden. Den ånd som findes når vi spiller og synger sammen. Den ånd, som vi samles om igen og igen i en skov på Norddjurs. Vi drager hvert øjeblik ånden ind – et åndedrag, vi er ét med vores omgivelser til alle tider. Når vi sætter refleksion i gang i fællesskab om dette, husker vi på, hvor betydningsfuldt nuet er. Særligt når jeg er sammen med Mzee Sander, som nu til maj fylder 81, mindes jeg om, hvor meget jeg må værdsætte hvert øjeblik. Vi har siden jeg startede i lære hos ham i 2014 forberedt hans begravelse. Faktisk var det en af de første ting, han fortalte mig om. Han er her heldigvis stadig og vi har haft lyst til at dele vores arbejde med en skøn ung kvinde. Det er Clara Evamaj fra opvasken. Hun passer som fod i hose ind i vores lille samling og vores samarbejde er allerede begyndt. Udover Clara, som er trådt ind i kredsen, har årene med ceremoniarbejdet bragt masser af visdom med sig fra Madelene, Mzee Nzoza og Kulwa Seleman. Jeg takker for alt jeres generøsitet med at indvie Sander og jeg i jeres erfaringer og viden. Sanders pragmatiske og omhyggelige tilgang til arbejdet med medicinen har givet mig et meget konkret anker. Han har inspireret mig til at behandle ting med omhu, at gøre sig umage og til at tage sig tid til at lytte og tale ærligt. Vi må huske at værne om de ældre, besøge dem, eller sende dem breve eller andet, så længe vi har dem i denne verden. Kære Sander! Tak for alle historierne, for viljen til at lære fra dig og for at åbne armene for Clara, mig og alle de andre som omgiver dig. Jeg og vi skriver ned, tager videoer og praktiserer, så medicinarbejdet kan leve videre (og deles med andre). Stort tillykke med de 81 år, vi glæder os over at samarbejdet fortsætter. Dina Bjørn [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019I 1984 tog jeg et år til Ghana for at lære at danse afrikansk dans og trommespil for at kunne undervise i det i DK. Det er blevet til utallige rejser til og projekter i Ghana og til meget dans, sang og rytmer med børn og voksne. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  Læs flere af Davs historier fra livet på Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Når trommerne går igang – og vi står der sammen – det elsker jeg bare! 🙂 Vi begynder at bevæge os og kroppen går igang, til de rytmer og de bevægelser vi har hørt og lavet så mange gange. Det er magisk! Vinterkucheza,.. altid så hyggeligt. På Århus Friskole – en hyggelig og afslappet ramme, både er indenfor og udenfor ved bålet. – og som altid så fint faciliteret af Vipepeo. Tak for det store stykke arbejde i gør. Så nu er vi klar! Smidt “vinterpelsen”, mødt hinanden og fået updated på diverse. Vi kan nu nyde foråret og glæde os til vi ses igen til sommer på Utamaduni dance Camp. – som jeg også elsker 😉🕺❤️🎶 Ses på Uta 🙂 Maria   Maria Sitas videoer fra vinterkucheza 2026 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019En lille workshop-fortælling fra lejren 🙂 Nu har vi i en del år haft en trommeworkshop for børn nede bag opvasken. Der hygger vi os rigtig godt med at få lært at spille sukumatrommer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Vi, Hope relief and orphans children village, fik 5.000,- kr af ukassen og tak for det. Pengene blev brugt til at købe 5 computere til Hope relief and orphans children village organisation i Nyanguge. Skolen drives af Shija Clement. Vi sendte pengene via World Remit 5. april 2023 og Shija købte 5 stationære computere, 5 tastaturer, 5 skærme og 5 headset i april. Elever og  lærere var utroligt taknemmelige, og skolen kunne undervise i data, som både er populært blandt eleverne og nyttigt for samfundet som helhed. A Desværre havde skolen indbrud 30. januar 2024 og alt blev stjålet. Se billederne af den ødelagte dør. Politiet efterforskede sagen og fandt 2 af forbryderne. De havde headsettene, men forklarede at en tredje forbryder havde computerne. De to blev stillet for en dommer og idømt 3 års fængsel hver. Politiet er bekendt med den 3. tyvs identitet og er stadig på jagt efter ham. Hvis vi er heldige finder de ham, og skolen får computerne tilbage. Da Shija opdagede indbruddet, kontaktede han omgående Uffe, som kom og beså skaderne. Det er Uffe, som har taget vedlagte fotos af døren, der var brudt op. Regnskab: 5.000 kr. 5 computere med skærm, mus, headset og tastatur. Billeder af Uffe’s på besøg på skolen og to billeder af den ødelagte dør. Hilsen Bugekele Linus [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24En T-shirt, der gør en forskel: MØD DALUN SIMLI LADIES Et lovende fodboldhold i landsbyen Dalun i det nordlige Ghana modtog 5000 kr. i støtte fra ukassen. De er en flok håbefulde unge piger, og de er rigtig gode. Det var lykkedes dem at kvalificere sig til en turnering, som støttebeløbet var med til at gøre muligt for dem at deltage i. Det er nemt nok at spille fodbold derhjemme i landsbyen. De fleste spiller barfodede, idet kun 6 af holdets spillere har rigtige fodboldstøvler. Ved hjemmekampe og venskabskampe har holdet indtil nu lånt T-shirts af et drengehold. Men den går ikke i en turnering, hvor T-shirten skal have det rigtige navn på holdet påtrykt. Når man spiller fodbold i en turnering, skal man registreres med to sæt fodboldtøj med indikation af de farver, man spiller i. Altså 2 sæt, som for pigeholdet her nu består af ét sæt i blå/hvide farver – til hjemmekampe – og et andet sæt i farven rød, til når holdet deltager i udenbys turneringskampe. Der er første gang, at holdet har T-shirts med deres eget navn Dalun Simli Ladies på ryggen. Det giver adgang, og det giver stolthed! At bruge fodboldstøvler er fortsat ikke en forpligtelse. De er selvfølgelig meget ’nice to have’, men ikke ’need to have’. Men når de røde T-shirts med holdets navn er på, er man ’med’. Transport i forbindelse med turneringens ni udenbys kampe er en udfordring. Pengene strakte heldigvis til at leje en minibus, der kunne køre de 25 piger til kampene, så de kunne ankomme veloplagte. Det giver en anden anerkendelse end at ankomme hele holdet sammenstuvet på ladet af en ’motor-king’, beskidte og med ømme rygge og ben inden kampene. Det er også et spørgsmål om sikkerhed og derfor om at få tilladelse af forældrene til at tage med. Pigerne er mellem 14 og 18 år. Simli Ladies vandt ikke turneringen, men de vandt nogle af deres kampe. Kun de to mest vindende hold ud af ni gik videre. Men stoltheden over at have deltaget i turneringen er stor – og med rette. De har deltaget i en rigtig turnering, har spillet mod andre pigehold på deres eget niveau og fundet ud af, at der er flere piger, der dyrker sport og gennem fodbolden opnår et nødvendigt frirum og noget at gå op i. Det at spille mod de mere urbane fodboldhold vækker også respekt. Det at vinde kampe, selvom man kommer fra små kår. At være med til at spille fodbold, som er en virkelig populær sport i Ghana. Det er et eksempel på ’female empowerment’. De tre frivillige trænere, som sjovt nok alle er mænd, har også opnået noget med dette projekt. Gennem at deres hold har været med i turneringen, har de haft mulighed for at deltage i en træning omkring ’coaching ethics’ for fodboldtrænere, særligt målrettet dem, der har pigehold. Det er nødvendigt at udvikle sig for at kunne drive holdet videre. Den allerseneste udvikling er, at fire af pigerne gennem turneringen er blevet ’opdaget’ og nu er rejst til Benin for at vise deres færdigheder med bolden. Det vil sige, at de kan komme til at spille fodbold i en anerkendt pigeklub i Benin, og – hvis de viser sig at være gode nok – opnå adgang til et studielegat. I landsbyen Dalun er det første gang, at piger blevet headhuntet gennem sport. Særligt for forældrene åbner det deres øjne for potentialet, hvilket formodentlig vil gøre det lettere for andre piger at få lov. Turneringen i 2024 er nu lige om hjørnet. Hvis holdet kvalificerer sig til turneringen igen, vil det være nemmere for pigerne at deltage. Ikke alene har de nu de nødvendige T-shirts, men de har også øget selvtillid og støtten fra deres venner, forældre og hele landsbyen er mærkbar. Så mon ikke, der denne gang blive skillinget sammen til en minibus, så Simli Ladies igen kan ankomme med maner til turneringspladsen. Tak for at tro på pigerne. Hvor er det skønt, at ukassens forholdsvis små beløb endnu engang har gjort en stor forskel. REGNSKAB for tilskud på 5.000 kr.: T-shirts (jerseys): 2 hele sæt til holdet, 18 stk. = 1450 kr. Fodbolde: 500 kr. Transport til turnering 272 kr. for en bus x 9 turneringskampe = 2450 kr. Førstehjælpskasse: 600 kr. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Golden Jubilee på Bujora 2018 I anledning af at kulturcentret Bujora fylder 50 år, sender Uffe Madadi os denne hilsen: Bujora Cultural Centre 1968-2018 50 years • Golden Jubilee [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære Utamaduni Nyhedsbrev læsere, Så sidder jeg her på vores terrasse med morgenkaffen en kølig lørdag morgen i slutningen af marts måned. Solen har været hård ved Sukumaland den sidste måned og vi råber alle på regnen. Januar og februar var nogle fantastiske måneder med godt med regn og stor optimisme. Alle havde travlt i rismarkerne, først med tilberedningen af jorden og senere med udplantning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Rejsen til Sukumaland i Tanzania i 2019, var min 14. rejse dertil… Hver vinter laver jeg lidt research i Sukumaland. I år var det en kort tur, kun 5 uger til at lave alle de ting, jeg gerne ville. I juni 2018 døde min gode ven, medicinmanden Kabugume, som var præsident for slangedansernes medicinselskab. Han må have været meget gammel, langt over 80 år. Vi havde aftalt sidst vi så ham i februar 2018, at denne gang ville vi blive hos ham i 5 dage. Det kunne vi jo så desværre ikke, men hans grav måtte vi nødvendigvis besøge og den efterladte familie, som det første før alle andre planer. Vi fandt bopladsen i Misungwi i fin stand som sædvanligt. Duerne i deres kasser på husmuren fløj ud og ind som før. Et hyggeligt sted med en egen ro. Hilsen Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017I år er vi to nye arrangører i Dukaen, og vi har sammen med Bodil og Finn, der holder orlov i år, ændret lidt på procedurerne for at sælge ting i Dukaen. Vi har også skåret lidt ned i åbningstiden, fordi vi generelt på lejren i år forsøger at skære ned i medhjælperstaben, så vi bliver flere om at hjælpe med tjanser i køkken, opvask osv. Det nye i år bliver, at man kun kan sælge varer i Dukaen, hvis man er på lejr hele ugen, enten som deltager eller medhjælper. Man kan kun indlevere varer lørdag og søndag, så fra mandag, hvor Dukaen åbner, er der ikke mulighed for at indlevere varer. Dette for at gøre arbejdsgangene i Dukaen lidt enklere. Herudover har vi indført et gebyr for at sælge varer i Dukaen på 50 kr. Dette for at undgå at bruge tid på petitesser. Vi vil gerne opfordre til, at man som sælger tænker over formålet med Dukaen, nemlig at sælge varer, der er Afrika-relaterede og ting af god kvalitet i eget design samt kunsthåndværk/unikaer. Vel mødt, kærlige hilsner Birgitte og Nana   Du kan læse mere om Dukaen i Lejrfolderen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...
    Jubilæer og særskrifterAfrika fejrer 25 års jubilæum i dansk skov “Afrika i Danmark” er titlen på jubilæumsbogen om Utamadunilejren. For 25. år i træk mødes 700 mennesker den sidste uge i juli i en skov på Djursland for at danse, tromme og synge på afrikansk. Det fejrer vi med udgivelsen af en bog. I tekst og billeder fortæller bogen “Afrika i Danmark – et kærligt signalement af en enestå-ende kultur i Danmark” baggrunden for den temmelig alternative ugelange sommerlejr, hvor børn og voksne nu på 25. år danser glade rundt dagen lang til lyden af buldrende trommerytmer. Om aftenen mødes de til fællessang på swahili eller hænger ud i Kagefeen eller baren, der har Djurslands laveste priser og største udvalg af drikkevarer. Med bidrag fra mere end ti forhenværende og nuværende lejrdeltagere og med over 120 sansemættede farvebilleder fortæller bogen historien om Utamadunilejrens begyndelse og udvikling. Fra de første lejre, hvor al mad blev lavet over bål og spist med fingrene til nu, hvor køkkenet på åbent-hus dagen fredag løbende bespiser omkring 1200 mennesker med gastronomi i særklasse. Formiddag, eftermiddag og aften på lejren byder på forskellige danse- og trommework-shops med dygtige danskere eller talentfulde tanzanianere som undervisere. To-tre gæsteundervisere fra Tanzania bliver hvert år inviteret til Danmark, og sammen med herboende afrikanere er Utamadunilejren på den måde med til at vedligeholde og udvikle et venskab, der tog sin begyndelse i 1977. Dengang rejste 22 djurslandske musikere og skuespillere inklusive en håndfuld etnologistuderende fra Aarhus Universitet to en halv måned til Tanzania for at udveksle kultur gennem dans, sang, teater og musik. For nogle af deltagerne blev turen en livslang fascination. Udover den årlige danselejr og utallige optrædener rundt omkring i Danmark, har det resulteret i en projektgruppe, der blandt andet indsamler og restaurerer grej, som siden sendes til Tanzania, hvor det bety-der en konkret lettelse i det daglige slid på landet. I begyndelsen var det især majsmøller, men efterhånden er der kommet et bredere sigte indenfor landbrugs- og smedeudstyr, li-gesom computere til skoler og symaskiner til kvinder også har vundet plads i projekterne. Med bogen “Afrika i Danmark” giver vi udenforstående muligheden for et sjældent indblik i en særegen kultur, der trods tidens normaliseringstendenser er forblevet helt sin egen. Utamadunilejren er en årligt tilbagevendende manifestation af værdien af kulturmøder og et billede på kollektivt indstillede menneskers formåen. “Utamadunilejren: Afrika i Danmark – Et kærligt signalement af en enestående kultur i Danmark” Redigeret af journalist Dav Jacobsen og udgivet på Utamaduni Forlag 102 sider, mere end 120 farvebilleder Udkom torsdag 26. juli 2007 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania. Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten. Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone. Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna. I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden. Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset. Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik. Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv… Hilsen Kirsten Larsen Mhoja [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18  Vi fik bevilget 4000 kr. til at få lavet kostumer til Kagomba Dancetroupe i Katwe. Planen var, at vi skulle trykke T-shirts op med fint motiv, som skulle overbringes af Karin og Marco i anledning af Manongus besøg til Sukumaland vinteren 2017-2018. Desværre måtte Manongu konstatere, at det ikke var muligt for dem at besøge Katwe på denne rejse, da rejsen derud og hjem igen ville tage for lang tid i regnsæsonen. Til gengæld rejser to medlemmer fra Manongu ned og skal deltage i Bujoras jubilæumsaktiviteter i juni. De tager gaven med og overrækker den. Vi har kontakt med dansegruppen i Katwe, og de sender en repræsentant til Bujora, som så kan tage imod gaven. Vi håber, at denne løsning også er tilfredsstillende for jer i projektgruppen. Og I skal få en rapport inden lejren! På vegne af Kagomba Dancetroupe og Manongu Jacob Winther [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2010 Læs mere...