Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2026 REN MAGI 💫✨💧

REN MAGI 💫✨💧

Det ER ren magi! ✨

Dagbogsnoter fra opvasken på Uta

En gruppe på syv personer sidder sammen udendørs på Utamaduni sommerlejr ramten, smiler og holder glas med en lys drik, med telte og træer i baggrunden.Vi koger, vi renser, vi synger i dynger, vi råber som tåber, vi griner og viner, vi vasker, vi sjasker, vi krammer uden lammer, vi slæber og flæber, vi skåler og tåler, vi gør og vi tør….. Og tørrer…. Og så vil du nok spørge… Hvorfor skulle man gide al den palaver? Svaret hertil skal du høre, for det har noget med sammenhold at gøre – for sammen gør vi og er, og med ét er du et vi, hvor ren magi sættes fri.

Som lejrens hjerte, banker vi derudaf på benzin af fællesskabets ånd, kun afbrudt af forklædernes knudebånd, som et øjeblik må tilses af en sikker hånd, der løsner op trods opløste fingre i nødråb efter kopattens salve – en blødgjort hånd stryger sin flade over din ømme ryg og minder dig om et velfortjent hvil, som med sneglens sødme giver et særligt smil.

Frie er vi og villige tilmed også til at dele stort og småt, for det er sådan vi har det godt, selv ikke når afløbet stopper til, er opvaskens ånd på spil, for sådan er det bare, noget vi sammen klarer.
Uden opvasken ingen lejr og hvilken ære at bære❤️

Hilsen fra Anne-Sofie

 

 

 

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Ukassen besluttede på evalueringsmødet i efteråret at støtte Kili Kids Centre med 4.000 kr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014I dette forår, 2014, fik Vipepeo dansegruppe æren af at arrangere og afholde dette års Vinterkucheza. Arrangementet blev afholdt på Tilst Skole, og over 90 deltagere var med til at gennemføre weekenden med højt humør og fantastisk engagement. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Tak til U-kassen og dermed alle lejrens deltagere!   “African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag. Klinikken er gratis. Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste års donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede. Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Kære Utamadunifolk Februar … Slam, så starter den næste lejr op. De første undervisere ringer, bestyrelsesmøde, generalforsamlingen banker på. Det føles lidt som en lejr torsdag morgen, når man vågner efter slammeraften og et søvnunderskud, man ved det bliver en fed dag, men man kan ikke helt se det endnu 🙂 Utamaduni gruppen har med afsæt i besøget inviteret disse 4 personer fra Sukumaland: Udover at opleve Utamadunilejren , vil de 4, mens er i Danmark, komme en hel del rundt på besøg og arbejde. Foreløbige forhåndsaftaler og tilsagn: Gæsterne skal aktivt indgå i udstillingen ‘De dødes liv’ på Moesgaard Museum, hvor WanaCesilia også optrådte i 1973. De skal sammen med herboende sukumaer bygge forfader-hytter og indvie dem ved en ceremoni. Rundvisning og optræden på Kvindemuseet, Århus Workshop til WannaDance, Århus Workshop på Gøglerproduktionsskolen, Århus Workshop på Århus Friskole Besøg på Svanholm Landbrugskollektiv, Skibby Besøge venner og dansere på Christiania Workshops i dansegrupperne: • Dansegruppen Igokoloo, Kbh • Dansegruppen Ikumbo, Kbh • Dansegruppen Malingo, Silkeborg • Dansegruppen Vipepo, Århus • Dansegruppen Manongo, Göteborg Video med WanaCesilia dansegruppen 2014:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Kærlige hilsener fra Johanne Shoma P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA Klik på linket ovenfor for at se alle filmene! Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / VinderfotosDe 3 vinderfotos fra lejren sidste år, samt et med ‘hædrende omtale’. Alle fotos er taget på lejren 2012 og præmieret på lejren 2013. Vinderen vandt en gratis lejr 2014! Tillykke til alle vindere! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24I september ansøgte vi, Sabina Shabani og Dina Bjørn, om penge til at støtte dansegruppen “Kisesa B” med at anskaffe ting, som kan støtte deres kulturarbejde. Kisesa B har i mange år ikke været en aktiv gruppe, men efter at Sabina for 3 år siden købte trommer til gruppen, har den nye generation genskabt gruppen og danser nu bunungule, bulabuka og sogota for fuld styrke. Gruppen har 26 dansere og trommerslagere. Vi havde et ønske om at støtte den gode udvikling samt styrke deres muligheder for at øve og få jobs. Det viser sig, hvilket jeg ikke var blevet informeret om tidligere, at papirerne nu skal sendes til et kontor i Dar Es Saalam, hvor den efterfølgende ventetid stadig er uvis. Jeg krydser fingre for, at det hele går op, og at godkendelsen går i hus. Licensen er meget vigtigt for deres arbejde, så vi fortsætter processen. Update følger i næste udgave af Mwaka Huu. Især fremstillingen af bjælder var spændende. Her tog vi til forskellige smede i Kisesa, som havde gamle hakkehoveder liggende, som vi købte. Derefter tog vi ud til Lugeye, en landsby som er kendt for deres dygtige smede, og fik smedet hakkehovederne om til de fineste små bjælder med en himmelsk lyd. På bare to uger fik smeden fremstillet 180 bjælder i hans værksted, hvor et cykelhjul fungerede som esse på ildstedet, hvor der blev lagt små stykker kul, som varmede jernet op til det blev rødglødende. Dansegruppen syede senere bjælderne på koskind og brugte dem til sogotadans. Pulstrommer blev hurtigt fremstillet: en tønde blev købt, blev skåret op i kortere størrelse og fik smedet runde kanter på (af gamle jernstumper fra et gitter). Dansegruppen havde allerede et koskind liggende, som blev sat på og trommer blev færdig i løbet af få dage. Simbiskallerne blev købt på markedet i Igoma (en større landsby nær Kisesa), og på to dage havde medlemmer af gruppen fået syet halskæder til alle. Dansebluserne til mændene valgte de at få trykt deres logo på for gruppens egne penge, se dem på billederne. Det har været dejligt at have et projekt med Kisesa B dansegruppen, og taknemmeligheden hos medlemmerne har været stor. At få et skulderklap som dette bringer glæde og medvind. Tak for bidraget kære ukasse. Hilsen Sabina Shabani og Dina Bjørn (skrevet af Dina) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Hvert år uddeler Utamadunis U-kasse cirka mellem 30 og 40.000 kr til projekter med forbindelse til lejrens deltagere. U-kassen kan støtte med op til 5.000 kr, og eneste ‘modkrav’ er,  at der skal skrives en rapport/artikel om projektet til årsmagasinet. Dem finder du både her i Mwaka Huu og på U-kassens hjemmeside. Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2015: I 2015 gav U-kassen støtte til følgende projekter: Educate Now, Ane Pind Bagge Educate Now er en forholdsvis nystartet forening (2012) med base i Aarhus, der har til formål at ydes tøtte til børn og unge i Sukumaland, primært med fokus på piger og unge kvinder. I Educate Now er overbevisningen at uddannelse er vejen frem, da det kan hjælpe de unge med, i højere grad, at tage kontrol over deres eget liv og søge beskæftigelse indenfor områder, der interesserer dem. Læs mere her Kili Kids Centre, Sofia Asak Kili Kids Centre er et børnehjem, der ligger ca. 20 km udenfor Moshi, Tanzania. Det åbnede i 2011, stiftet af en australier efter 2 års fundraising. Det er et miljøvenligt børnehjem, der driver et bæredygtigt landbrug hvorfra de får grøntsager og frugter. Pt. bor der 26 piger og drenge i alderen 2-14 år. Læs mere her Nyanguge Developement Foundation, Knud Erik Nyanguge Developement Foundation har ansøgt om computere til tre skoler og et landbrugscenter, der ligger i Nyanguge kommune. Computer kendskaber er ved at blive en vigtig del af skolesystemet i Tanzania, og derfor donerede Region Midt/Vest 80 desktop computere i 2015. Ukassens bidrag gik til transporten af disse til Tanzania. Læs mere her Klinik, Abene i Senegal, Mette-Lotus Klinikken ligger i en lille fiskerlandsby, Abene, hvor Mette hjælper befolkningen med små som store medicinske problemer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Afrapportering af 5000 kr. sponsorat 2026. Den store familie af formastelige marekatte-aber som hjemsøger Sukuma Museum Bujora og jager fede, lækre oldenborrelignende lækkerbidskender i de græstækkede tage, forårsager regnutæthed og søges imødegået med moderne bølgebliktag. Det seniorgæstehus som min ansøgning gjaldt ny taglægning til, har museet selv allerede løst problemet med ved egen kraft. Derfor har jeg givet tilladelse til at overføre sponsoratet til taglægning af dansepladsens kantine, læ – og skyggestedet for museets besøgende tilskuere ved danseoptrædender. Kantinen har været ubrugelig i årevis forårsaget af marekattenes hærgen, siden stedets træer er blevet så høje at de kan opholde sig udenfor stenkastende børns rækkevidde. Nu er kantinen bragt i fornyet stand ved vort sponsorat. Tak til alle involverede. Kærlig hilsen fra Sander Machombo.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Vi, Hope relief and orphans children village, fik 5.000,- kr af ukassen og tak for det. Pengene blev brugt til at købe 5 computere til Hope relief and orphans children village organisation i Nyanguge. Skolen drives af Shija Clement. Vi sendte pengene via World Remit 5. april 2023 og Shija købte 5 stationære computere, 5 tastaturer, 5 skærme og 5 headset i april. Elever og  lærere var utroligt taknemmelige, og skolen kunne undervise i data, som både er populært blandt eleverne og nyttigt for samfundet som helhed. A Desværre havde skolen indbrud 30. januar 2024 og alt blev stjålet. Se billederne af den ødelagte dør. Politiet efterforskede sagen og fandt 2 af forbryderne. De havde headsettene, men forklarede at en tredje forbryder havde computerne. De to blev stillet for en dommer og idømt 3 års fængsel hver. Politiet er bekendt med den 3. tyvs identitet og er stadig på jagt efter ham. Hvis vi er heldige finder de ham, og skolen får computerne tilbage. Da Shija opdagede indbruddet, kontaktede han omgående Uffe, som kom og beså skaderne. Det er Uffe, som har taget vedlagte fotos af døren, der var brudt op. Regnskab: 5.000 kr. 5 computere med skærm, mus, headset og tastatur. Billeder af Uffe’s på besøg på skolen og to billeder af den ødelagte dør. Hilsen Bugekele Linus [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Et par ‘stemnings-rapporter’ fra årets Vinterkucheza, som blev arrangeret af dansegruppen Vipepeo i Aarhus, og foregik i weekenden 24-25-26 april. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2024-25Når eleverne på skolen i Pebi høster majs, høster de langt mere end mad. De høster erfaringer, selvtillid og en forståelse af, at de selv kan være med til at skabe en bedre fremtid. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Igen i år fik jeg, Mette, en donation fra U-kassen til indkøb af medicin i Senegal og til transport og behandling af akutte tilfælde i min lille klinik. Tak for det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Til Trine marts 2019… Vi savner dig, Trine, i dine gæstfrie stuer. Emmelev kær er ikke sig selv uden dig, Trine. Jeg savner dig ved skærmen og i køkkenet og på terrassen. De to hunde, Magda og Sofus, kan vi godt undvære. De har osse fået et nyt hjem sammen på Fyn, og har det godt, men dig savner vi, Trine. Du havde altid din særlige mening. Den savner jeg nu, hvor du ikke er her mere. Du havde altid hørt den sidste nyhed, og kunne som regel een endnu nyere…. Der er så stille i Kæret. De nye stemmer er børn hos de nye familier. Du skal vide de hygger sig i kæret, men savner dig allesammen. Vi håber at Gæstfri stadig vil være gæstfri. Sorg, bekymring og smerter efterlod du her, de er vel ikke med dig længere? Sid i fred du kære, der hinsides. Kærlig hilsen fra Emmelev og videre til dig fra alle dine efterladte…. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026At være kultur-gæst på Utamaduni sommerlejr anno 2025 har været en oplevelse, der stadig arbejder i kroppen. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Ole Miller var en ener. Både som menneske og som danser. I en grad, så der er en Bulabuka-dans der imiterer Oles bevægelser og hedder … Baba Ole. Og a pro pos cirkel, så har jeg nu næsten samme alder, som Ole havde, da han så varmt vedkommende mig i Uta-familien for 30 år siden. Efter et goddag kommer altid et far vel. Det er nu. Kære Ole, tak for dig. Tak for 30 års venskab. Far vel på din videre vej. 💛 Siff Og så vil jeg på vegne af Ole invitere ‘de gamle’ og alle andre fra nær og fjern som har lyst til mindestund i Århus: Kære alle venner, kolleger og andre der holdte af Ole Miller. I inviteres hermed til en rolig mindestund: Søndag d. 10. maj 2026 Kl 15 til ca 18 I ‘Duehuset’ i Haveforeningen Søvang, Sylbækvej 38, 8230 Åbyhøj Før Ole flyttede til Tanzania skrev han testamente, udfyldte sin ‘sidste vilje’ og diverse kærlige instrukser, som han bad mig tage sig af. Mindestunden og håndteringen af den er altså planlagt af Ole ♥️ Ole ønskede sig: At vi ‘gamle’ og de der må have lyst mødes om bålet. Vi mødes til en hyggelig stund med delinger af anekdoter fra Oles liv, med bunungulesang ledet af Mitundwa og til oplæsning af et brev, fra Ole til os alle. Ole ønskede sig altså ikke dans og trommer med gang i. Men masser af anekdoter fra os alle. Han ønskede sig, at vi alle sammen medbringer kage/snacks til et fælles ta’ selv hyggebord. I behøver ikke tilmelde jer mindestunden. Blot mød op med kærlig energi, bidrag til kagebordet og gerne med et par anekdoter om Ole. På fineste vis sender vi sammen Oles sjæl afsted d. 10. maj. For er der noget vi kan i denne ‘familie’ så er det at samles og løfte i flok. Jeg ved, at I står bag mig, når jeg bærer Oles ønsker frem. Tak for det 💛 Selve begravelsen fandt sted d. 2. maj 2026 på Oles grund i Tanzania. Siff -på vegne af Ole Miller himself 🕊️ Video fra Oles begravelse i Tanzania, lørdag den 2. maj 2026: Ole efterlader sig en søn og 2 børnebørn, som alle bor og lever i Italien. Vi har modtaget nedenstående fra dem, som er deres taler til mindehøjtideligheden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18  Vi fik bevilget 4000 kr. til at få lavet kostumer til Kagomba Dancetroupe i Katwe. Planen var, at vi skulle trykke T-shirts op med fint motiv, som skulle overbringes af Karin og Marco i anledning af Manongus besøg til Sukumaland vinteren 2017-2018. Desværre måtte Manongu konstatere, at det ikke var muligt for dem at besøge Katwe på denne rejse, da rejsen derud og hjem igen ville tage for lang tid i regnsæsonen. Til gengæld rejser to medlemmer fra Manongu ned og skal deltage i Bujoras jubilæumsaktiviteter i juni. De tager gaven med og overrækker den. Vi har kontakt med dansegruppen i Katwe, og de sender en repræsentant til Bujora, som så kan tage imod gaven. Vi håber, at denne løsning også er tilfredsstillende for jer i projektgruppen. Og I skal få en rapport inden lejren! På vegne af Kagomba Dancetroupe og Manongu Jacob Winther [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2018-19Kære Utamaduni kulturforening. Allerførst undskyld for at det tog så lang tid. Det skyldes personlige årsager. Før vi startede blev det klart for os at toilet og bad var det vigtigste. Så det har vi bygget. Jeg har ikke lavet et rigtigt regnskab. Før start kunne jeg se at pengene nok lige rakte. Evt kunne jeg selv skyde lidt i. Så jeg har holdt styr på pengene, men ikke skrevet ned i detaljer. En del gik til toiletbrønd m opmuring indeni og støbning over. Toilet div rør cement mursten plader tømmer sand granitskærver store sten jernrør til støbning 2 døre m tilbehør arbejdsløn m.m. Maisha Furaha Theatre Group er meget glade for at de nu har toilet og bad. Fremadrettet vil de arbejde på at bygge videre. Deres formand er John Dismas som er en af kulturgæsterne i år. Han kan evt berette personligt om forløbet. Jeg takker for tilliden. Ole Miller ANSØGNING OM STØTTE TIL MAISHA FURAHA THEATRE GROUP Ole Miller søger på vegne af Maisha Furaha Theatre Group v. John Dismas 4.000kr til færdiggørelse af et kulturcenter i Ingeye (kisesa). Der søges om støtte til færdiggørelse af bygning til kulturelle aktiviteter. Maisha Furaha Group har købt en grund i Ingeye (se bilag) og påbegyndt bygningen af et kulturhus. Dette har de gjort for egne sammensparede midler. Maisha Furaha group har eksisteret siden 2006 og blev officielt registreret somgruppe i 2011. (se bilag) De har udøvet deres kulturelle aktiviteter hos et medlem af gruppen i Kisesa. (Mazigo) Dette gav problemer indimellem med naboer og med Mazigo. Derfor købte de grunden i Ingeye i 2016 og påbegyndte at bygge i 2017. De har bygget et rum og vil gerne udvide med to rum så der både er plads til trommer pythonslanger og møder. Jeg har været der flere gange og set stedet. BUDGET: cement ca 200.000sh + mursten ca 350.000sh +  tagplader ca 150.000sh + tømmer til tag ca 200.000sh + metaldør ca 70.000sh + to vinduer ca 80.000sh + maling ca 50.000sh + moram (lersand) til planering af danseplads ca 100.000sh + transport af materialer ca 50.000sh. IALT ca 1.250.000sh, svarer til 4.000 DKK. Med venlig utamadunihilsen Ole Miller (kontaktperson og økonomiansvarlig)   Ukassen har støttet dette projekt med 4.000,- kr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 20182018 – Bujora fylder 50 år! – 50 år siden “the summer of love” På Bujora er det evig sommer. Det er et dejligt levende museum med medarbejdere, der altid er med på ny research, når jeg ankommer. Ovre hos præsten står den skønne landrover, som gerne lånes ud til ekspeditioner i det smukke Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Hello Sofia and everybody at the ukassen Thank you very much for support of the Yiri Kan project with DKK 7000! I have made contact with the board of Yiri kan in Burkina Faso and they would like to express their thanks as well. They immediately started on the preparation s of the construction. Warm regards,, Paul Klippet fra deres hjemmeside: — Opdatering — : For at sikre at investeringerne i et klasselokale og en indgangsport kan bruges i længere tid, var det nødvendigt at forhandle med udlejer. Den korte opsigelsesfrist blev erstattet af en flerårig lejekontrakt, hvor Yiri Kan havde forkøbsret ved salg. Undervisningslokalet bliver bygget på ejendommen, hvor alle musikinstrumenterne nu er lavet af Youssouf Keita og hans team. Der er allerede et leropbevaringsområde, og det meste af træ, græskar og halvfabrikata opbevares i gården. Arbejdet hermed skal fortsætte som normalt og i fritiden ordnes forhold til anlægsarbejdet. Til byggearbejdet hyres fagfolk. 2. JANUAR 2024 Arbejdet er startet på Yiri Kan-foreningens grund. Den første levering blev lavet til fundament og vold til opførelse af det overdækkede klasseværelse. En sandbil leverede flere læs sand og var afgrænset til ydersiden af ​​klasseværelset med dens baldakin. Tuning af balafon og græskar fortsætter som normalt… Undervisningsrum De forskellige sandtyper blandes i de rigtige proportioner til henholdsvis gulvet og pudsen mod væggen. Stængerne til taget er ved at blive placeret. Senere viser det sig, at pælene er for lave, og der forberedes justeringer for at hæve dem. Blanding af sand Den oprindelige plan om at få lavet en metalport går nu ud over budgettet. Der er fundet en butik, som har lukket sine aktiviteter og kan bruges til at lave materiale (jern og træ) til en smuk, overkommelig port. FORTSÆTTES….. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! [...] Læs mere...
    VinderfotosVinderfoto 2012, taget på lejren 2011 (Foto: Gull Maj) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18FRA SKOLEPROJEKT TIL EGNSUDVEKSLINGSPROJEKT Det går fremad i Pebi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Ukassen har haft et forrygende år. Vi har delt virkelig mange penge ud, og det er jo fantastisk, at vi er i stand til at støtte så mange gode projekter. Jeg vil opfordre jer alle sammen til at gå ind på hjemmesiden og læse beretningerne. http://utamaduni.dk/ukasse/hvad-stoetter-vi/stoette-2017/ I efteråret 2017 valgte Tinne at trække sig fra ukassen, da hun er blevet valgt ind i bestyrelsen og nu er forkvinde. I stedet er Ida Hanni Brandt blevet en del af ukassen. Dvs. at ukassen nu består af Julie Møller Bie, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Vi har i den seneste tid haft møder, hvor vi har snakket organisatorisk opbygning, digitalisering og opretholdelse af retningslinjerne. Det kan virke selvfølgeligt og gentagende, men det er faktisk en ret stor del af vores arbejde at sørge for, at folk kender retningslinjerne, at de får søgt korrekt, og at de får afrapporteret korrekt. Derfor skal der fra ukassen lyde en stille, men velment bøn, om at man sørger for at læse retningslinjerne, INDEN man søger. Og at man gør sig umage med både ansøgning og beretning. Som I måske ved, så er det eneste krav til en bevilling, at man efterfølgende laver en beretning med beskrivelse af projektet med et par billeder og et regnskab indsendt før deadline. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer, der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi,  og ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen 🙂 Kærlig hilsen Ida, Julie og Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Bujora Primary School I 2020 var Koku og jeg i Tanzania, og der mødtes vi med bestyrelsen fra Bujora Landsby. De havde en forespørgsel om vi kunne hjælpe med penge til nye lokaler. Ved opslag på Utamaduni og andre steder fik vi indsamlet 20.000 kr. 2 lokaler blev bygget dels ved vores hjælp dels ved bidrag fra beboere i landsbyen (alle husstande betalte). Staten betalte også en del. Som vi forstår det, så betaler staten taget når landsbyerne laver grund, vægge m.m. Byggeriet gik hurtigt, og lokalerne blev straks taget i brug. Der er også blevet bygget flere lokaler siden ved egen hjælp. Læs artiklen om projektet her: /mwakahuu/udvidelse-af-bujora-primary-school/ Men der er stadig behov for flere lokaler samt andre faciliteter. Fx toiletter med også undervisningsudstyr som tavler, computere m.m. Hvis man kunne fylde en container med brugt udstyr i Danmark, så ville det også være en måde at støtte. I 2020 var der 2400 elever på skolen. Men pgr lokale mangel, så gik halvdelen om formiddagen og halvdelen om eftermiddagen. Vi gætter på, at elevtallet er noget højere nu. Dorthea Boyi har også været i kontakt med skolen og været nede og filme livet på skolen. Vi kom i snak med Dorthea om at støtte skolen med flere penge. Men vi blev enige om, at det var bedre, at det blev i foreningsregi. Så nu er vi ved at danne foreningen EDITAN (education in Tanzania) Man kan finde vores fb hjemmeside: https://www.facebook.com/groups/2491305460999029/ Skriv gerne til os på fb hvis der er gode forslag til foreningens arbejde. Det giver flere muligheder for at indsamle penge hvis man er en forening. Fx fonde, staten m.m. Så vi er ved godt mod og klar til at gå i gang med arbejdet i den nye forening. Mange hilsner Koku, Dorthea og Jens [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget.   Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond.   Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller.   Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre.   – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have.  Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det.   Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.   Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.   Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol.   Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv.   Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne.   Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider. [...] Læs mere...