Kære alle sammen

Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at afvikle lejren, som vi kender den fra de mange forgangne år. Dog ved vi også, at der kommer småændringer og -udfordringer, når vores lejrhjerner har været relativt urørte i snart tre år, men det klarer vi i fællesskab og pyt med det – for vi får en lejr!

Vi har netop afholdt generalforsamling i lejrforeningen, hvor arrangører og hjælpere mødtes i Rudme på Fyn, og vi er fyldt med friske kræfter til endelig at stable en sommerlejr på benene.

Jeg er netop kommet hjem fra en fantastisk tur til Sukumaland, hvor jeg har været afsted med Clara, Maria og Shoma. Vi tilstødte os Inge, Linda og Marco, der allerede var dernede. Kun 17 dage blev denne tur til, men hvilken tur. Overalt vi vendte os, blev vi mødt af glade og danselystne mennesker, der som sædvanligt, er utroligt gæstfrie, og som elsker at inddrage os i deres kultur og vise os dansen og trommerne.

Så mange stunder, der er svære at beskrive, men som rummer alt fra crowdede, fiskelugtende markeder (med mzungu-tilråb) til smukke stjerneklare aftener omkring et bål med bununguletrommer og sange omkring os, til svedige øvere i den skrappeste sol med dygtige og smilende dansere og trommeslagere omkring os og lidt mere måbende og skeptiske landsbyboere i den massive menneskemængde omkring dansepladsen. Det hele sidder jeg og savner nu, men samtidig kommer jeg til at glæde mig endnu mere til lejr.

Som mange af jer ved, har vores elskede Edwardi Ntemi i lang tid været meget syg og tog i november til Sukumaland for at bruge den sidste tid med sin familie. Da vi ankom til Bujora, var Edwardi meget svag og kunne ikke så meget, om end han stadig var klar i hovedet. Han kunne ikke selv komme ud af huset, men vi aftalte med ham og familien at afholde nogle sangaftener ved Ntemi-huset. Det blev til to fine aftener, hvor vi, sammen med Edwardis familie og nære sang hans mange sange omkring bålet. Den sidste aften sluttede vi med at synge Shomas fine sang (der omhandler Edwardi) ude foran hans vindue, før vi drog videre ud i den varme nat.

Da vi tog hjem i søndags, var vi forbi Edwardi for at sige et sidste farvel. Da vi fortalte ham, at vi nu tog afsted, smilede han og sagde ”I skal hilse alle de andre – jeg er altid dér!” Vi kom vist til at græde lidt, for Edwardi protesterede mod de triste miner og begyndte at lave grimasser for at få os til at grine,mens han selv lå med et bredt smil. Da vi krammede ham farvel og listede ud af værelset gentog han ”I am always there, I am always there.”

Et døgn senere, mandag d. 18. april, da vi stod i Dar es Salaam lufthavn tikkede beskeden ind om at Edwardi var sovet stille ind.

Jeg er slet ikke i tvivl om sandheden i, at Edwardi altid vil være med os alle sammen, når vi fortsætter livet med dansen, sangen og fortællingerne. Ikke mindst vil han altid være med os på lejr, og jeg er sikker på, at vi får lov til at tage afsked med ham igen til årets ceremoni.