Daycare i Nungua- for børn fra ca 1-4 år

Gennem flere år har vi bygget på bygning til at huse en daycare på vores kulturcenter i Nungua, og nu står det der parat til at blive godkendt af myndighederne, og så kan børnene begynde at komme dagligt.

Projektet er støttet 2 gange af Ukassen, i alt med 8.300 kr, en stor tak for det.
Vi har selvfølgelig postet en del mere økonomi i opbygningen, og der mangler stadig penge til godkendelse og til inventar, men det skal nok ordne sig.
Økonomien til at få færdiggjort kommer fra, at vi får en gruppe på 25 studerende på besøg i april, og 5 skal bo i rummet, som har et tilhørende badeværelse, hvilket er med i betingelserne for at få det godkendt.
Daycare er for trængende børn fra Nungua, vi håber på at åbne i maj-juni 19.
Det skal blive et sted med meget musik og bevægelse, med legetøj af naturmaterialer, voksne nok og en pædagogik inspireret fra Norden.
Så vi søger praktikelever og frivillige til at komme og være med til opbygningen og kontinuiteten.
Perpetual Akoto, leder af den traditionelle dansegruppe Folkloric Selamta ( som har besøgt Utamaduni adskillige gang) er leder af stedet.
Bygningen er beregnet til ca 15 børn og der er gode udefaciliteter, en stor have, hvor et område defineres til børnene.
Der skal kræves en lille brugerbetaling, så vi ønsker også sponsorer til dette.
Vi håber på et sprudlende og givende sted for børn.
Vores sted i Nungua kan altid modtage gæster, frivillige, eventyrrejsende, danse-trommestuderende mfl.

Se mere om det på www.afrikanskdans.dk

Man bor på 1. etage med en stor balkon med udsigt til Atlanterhavet, som ligger forenden af haven, Der er lille badestrand, så når jeg er der, bader jeg dagligt.

Kontakt
Elisabeth Lange
info@afrikanskdans.dk

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Street Chrildren food program I 2019 ansøgte Nafsi Africa Acrobats Utamaduni U-kasse om penge til finansiering af ”Nafsi Africa Street Chrildren food program”. Støtte skulle gå til et program, der gør det muligt for gaderbørn at lære at vaske hænder, få gratis måltider og forbinde dem til støtteorganisation. Nafsi tilbyder overnatning, mad, rent vand, forældrevejledning, uddannelsesvejledning og akrobatik. De gadebørn, der drager fordel af Nafsi gadebørnsprogram, er alle indbyggere fra forskellige regioner i Kenya, der bor på gaderne i Nairobi, Kenya. Nogle er forældreløse og andre lever i ekstremt fattigdom, eller i ødelagte familier, som ikke ville være i stand til at sende dem i skole uden støtte fra eksterne organisationer. Nafsi modtog 4500kr fra Utamaduni’s ukasse. Projektstart blev dog udskudt da Nafsi turnerede i Europa indtil November 2019. Det blev aftalt at pengene skulle sendes i det nye år. Johanna Sandberg ansvarlig, for at sende pengene tog dem med til Rwanda for at sende dem derfra og inden det blev gjort gik landet i lockdown på grund af Covid-19. Derfor er aftalen at pengene bliver sendt afsted så snart vi er ude af lockdown og det er muligt for Nafsi at starte projektet i sommeren 2020. Endeligt evaluering blive gjort start 2021. Nafsi takker Utamaduni for at støtte gadebørnene i Nairobi,Kenya og deres forsatte støtte til Nafsi. Mvh Johanna Sandberg     U-kassen har støttet dette projekt med 4.260 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26FINAL PROJECT REPORT – COMPUTER PURCHASE Location: Mwanza, Tanzania Organization: The Hope Relief And Orphans Childern Village Organization 4. Future Needs and Sustainability Although five computers have made a big difference, the number is still not enough for all the children at our center. We currently have more children than available computers, which means they must share and rotate in small groups. To fully meet the growing demand and ensure equal access for every child, we aim to add at least 5 more computers in the near future. This would allow us to create a complete digital learning space and expand structured computer training programs. We remain committed to maintaining the equipment properly and continuing digital education as a permanent part of our programs. 5. Pictures and Documentation High-resolution pictures of the purchased computers and children using them are attached separately as required. If needed, video documentation of the training sessions can also be provided. Conclusion We are deeply grateful to Sukuma Dance Group – Denmark and Ukassen for believing in our vision and supporting this important project. Your contribution has created real and lasting impact in the lives of vulnerable children in Mwanza, Tanzania. With sincere appreciation, Shija Clement Kinyata  DIRECTOR of The Hope Relief And orphans Childern Village Organization (and on behalf of Utamaduni; Makungu Lyaku) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Skriv hvad der sker mellem lejrene opfordrer Mads. Jeg var egentlig i gang med at afrapportere omkring majsmøllen i Kifuhila, da denne historie formelig BULDREDE frem. ”Nej, nej” sagde jeg til mig selv. ”Gå væk! Jeg skal skrive om indkøb af majsmøller og vanskeligheder med at skaffe skruer. Har overhovedet ikke tid til at skrive den her historie. Om dengang jeg mødte Yoha. Om alt det der slet ikke gik. Og om dig, Anne. Vores veninde, som vi mistede så tragisk for 8 år siden. Desuden risikerer jeg at nogen bliver vrede eller kede af det”. Til sidst måtte jeg kapitulere. Nogle historier har så megen energi, at de ikke lader sig stoppe. Den her er en af dem. Kære Anne. Jeg husker ret tydeligt første gang jeg så dig. Det var på Nørre Allé. Ikumbo og Igokoloo havde fællesøver, formentlig i forbindelse med en kommende begivenhed, Karneval gætter jeg på. Forstå mig ret, det er ikke altid, at jeg gider investere så megen opmærksomhed på nye medlemmer i de andre grupper. Jeg har været der længe og set rigtig rigtig mange komme, danse og forsvinde igen. Så jeg er nok lidt nærig med at knytte bånd. (Har sikkert også haft for mange jordbærplukkere og besøgende i mit kollektiv gennem systemet, så jeg venter lidt og ser om de stadig er der næste gang jeg kigger deres vej. Med dig var jeg imidlertid klar over, at du ikke var en af dem der surfede igennem. Du havde ikke været med ret længe, men havde allerede tilegnet dig en forståelse for, hvad alt det her bummelum går ud på. Du fangede meget hurtigt, at det netop ikke er en form for avanceret workout tilsat lidt etnicitet. Samtidig besad du en utrolig musikalitet, som sammen med din kæmpestore harddisk ret hurtigt gjorde dig uundværlig i gruppen. Og sjov var du. Masser af gange, næsten altid sidst på natten, hvor flokken egentlig var gået i seng og nogle få sad tilbage, var du der, med din bidende, skrattende, sofistikerede humor. Altid fremført stille, som-om-forsigtigt. Men tag ikke fejl. Din evne til at fange ordspillet, vende det og gøre det absurd og hylende morsomt var højt skattet af os, der var så heldige, at have holdt ud til den lyse morgen, hvor der for alvor kom fut i humoren. Til forskel fra så mange andre, var du (sikkert fordi ungerne krævede det, men altid uden den klagesang, der er så udbredt blandt blomsten af Danmarks ungdom, når de skal stå op før de har fået deres reglementerede 8 timer) blandt de første, der var oppe igen. Sådan en er jeg også, så vi har mødtes tit på det tidlige. Det har slået mig, at du ud over omsorgen for dine piger, besad omsorgen for fællesskabet. Mange gange har du, uden skyggen af martyrium, været der og ryddet op efter festen. Stille og roligt, med den engleagtige venlighed, som karakteriserede dig, ryddede du op og gjorde det tåleligt for folk, at vende tilbage til scenen. Og når de kom, forsovede og øre, behøvede du ikke skræppe op om, hvor meget du havde ordnet, inden de kom. Det er stil, mine damer og herrer! Da jeg blev kæreste med Yohana, havde du svært ved at følge med. Det var der givetvis mange der havde, du var bare den eneste, der sagde det direkte. I mit turbulente år sagde du det, du tænkte om situationen. Du vidste ikke, at Yohana var blevet introduceret til mig af din mand. På helt traditionel sukumavis bad han mig gå med sig til en lille samtale, efter at vi vi havde danset et forrygende show til Kulturhavn. Let om hjertet, varm og glad for min gruppe og det vi kan, gik jeg med ned på havnemolen. ”Der er en, der gerne vil tale med dig”, introducerede han. Fuck, jeg havde godt set den gamle korpulente herre, der sad sammen med Matthias Paulo og havde smilet så vældigt til mig – mens vi dansede pegede han på mig og lænede sig over til Matthias og sagde noget. Selvfølgelig så jeg det, og selvfølgelig ville jeg gerne være foruden den langstrakt kedsommelige og under alle omstændigheder pinlige samtale, der stod lige for. Jeg vred min hjerne for at komme med passende undskyldninger for et afslag. Så fordybet i mine egne tanker, at jeg knapt hørte det videre ”Yohana vil gerne tale med dig”. Da det gik op for mig, hvad han havde sagt, brød jeg ud i et fnis af overraskelse og lettelse. ”Jamen ham vil jeg da gerne tale med!” smilede jeg. Vi spadserede lidt længere ned af molen, hvor Yohana havde sat sig for sig selv, klar til audiens. Samtalen var så absurd, set i lyset af, at jeg vidste, at han inden for de sidste tre uger havde friet til tre andre piger fra min gruppe. Samtidig var jeg jo i den grad anderswo engagiert, min kæreste Peter sad i Dar Es Salaam og afventede sit visum, han skulle efter planen komme til landet indenfor de næste uger. Med lethed og uden de store bekymringer afviste jeg det flatterende forslag om giftermål med Yohana. Det forekom mig lattervækkende, at et kæresteskab skulle indgås ud fra nogle praktiske overvejelser om, hvorvidt jeg var et passende parti. Men et sted i dybden ramtes jeg da af drømmen. De ord han sagde om mig, som menneske, kvinde, danser og gruppekapacitet, faldt i den grad på den lille tørre plet, hvor der altid er plads til opmærksomhed, smiger og ros. Vel vidende, at de samme ord var forsøgt hos andre kvinder i bedste mening og med håb om en billet til det forjættede land, blev jeg alligevel fanget ind. Herefter indledte Yohana den helt store stormkur. (Der har ikke været så mange af den slags i mit liv, så jeg er til at gafle). Tæt assisteret af din mand, der arrangerede det praktiske omkring os, gik han til mig med en overbevisning og et engagement, der stille og roligt fik væltet mine forsvarsværker og efterlod mig vanvittig forelsket, snotforvirret og indfanget i garnet. Efter Ikumbos turné til Sambafestival i Assens, var jeg solgt – og historien besad rigeligt elementer til mange lange sukumaaftener i sladderens og intrigernes slaraffenland (Peter var jo ikke hvem som helst, men danser i den konkurrerende og i nogens øjne overlegne dansegruppe WanaCecilia, Yohana hørte til Milundumo-dansegruppen Kisesa B). Og hvad mente Bugekele mon om sagen?. Peter var jo hans bror. Ville vores venskab nu være færdigt?). Da vi kom tilbage fra Assens og folk stod af bussen på seminariet, så jeg det sjældneste syn: En ellers adstadig ældre afrikansk herre, som formelig pilede af sted ned til bussen, sprængfyldt af den saftige historie om mig og Yohana, opsnappet på første parket. Jeg er overhovedet ikke fornærmet eller forarget, synes jo også selv, at historien havde potentiale… I turbulensen der fulgte var du nok den eneste, der stillede mig direkte og kritiske spørgsmål. På mine udsvævende og snotforelskede udgydelser om det fantastiske ved Yohana, sagde du ret tørt ”Jeg har hørt dig sige nøjagtigt det samme om Peter for en måned siden, hvordan kan det hænge sammen?” Jeg kunne kun svare, at jeg gjorde hvad jeg kunne for selv at forstå. Du fik at vide, at jeg havde giftet mig med Yohana. (Det var i og for sig en praktisk foranstaltning. Hvis vi var gift, ville han kunne få visum uden at jeg skulle stille de 50.000 i kaution, som regeringen ellers stiller som betingelse. Min plan var, at han kunne komme til Danmark, vi kunne søge om permanent ophold og bruge tiden til at finde ud af, om det holdt vand). Du blev temmelig vred over, at jeg ikke havde talt med dig inden giftermålet. Her evar det, at vores meget forskellige opfattelser af integration kom tydeligt frem. Integration af os danskere i sukumakulturen forstås. Du skrev mig en meget formanende mail, hvor du redegjorde for vore indbyrdes nye relationer. Forklarede mig noget om, hvordan en god sukumakone forventes at opføre sig. Til sidst skrev du, at jeg med denne mail ligeså godt kunne begynde at opfatte mig som det, jeg nu var: Din lillesøster. Jeg stod fuldkommen af. Opfattede mig ikke spor som din lillesøster, selvom min mand formelt var lillebror til din. Jeg var tæt på 20 år ældre end du. Havde tre næsten voksne børn, en stak uddannelser og noget der ligner en karriere i rygsækken. Det har taget mig noget tid at forstå, at det du mente var, at hvis man gifter sig ind i sukumakulturen, så er det altså hele pakken og ikke noget med light-udgaven. Som med alt andet du gjorde, handlede det om dedikation, at gøre tingene ordentligt. Jeg har stor respekt for din holdning, selv om jeg er dybt uenig. Da Yohana havde været her et stykke tid, kom I på besøg. Med vanlig skarphed observerede du, at mit forhold til Matthias, min gamle kæreste og daværende klods-op-ad-nabo, kunne give problemer for mig og Yohana. ”Du må være forberedt på, at der kan forekomme noget jalousi,” sagde du. Jeg var fuldkommen sikker på, at mit og Matthias’ forhold skulle forblive et godt venskab, men jeg hørte dine ord. Yohana og jeg var en katastrofe fra dag 1. Der var ikke gået en uge, før vi havde haft vores første bragende skænderi. I løbet af syv uger, var vores forhold som et 7 år gammelt, knagende i fugerne ægteskab. Vores fundamentale livsopfattelse og især forståelse af, hvad der skal til for at være sammen i lyst og nød skreg til himlen. I bagklogskabens ulidelige lys kunne jeg have sagt mig selv, at det ALDRIG ville gå. Utallige forhold mellem danske kvinder og afrikanske mænd har jeg iagttaget og en af mine gamle kæpheste har været, at jeg ikke ville kunne stille op til det. Og pludselig stod jeg der, med håret i postkassen og anede ikke mine levende råd. I perioder boede Yohana hos jer, det lykkedes ham bare ikke at komme hjem dag efter dag. Når han og jeg vi talte sammen i telefonen bedyrede han altid, at han ville komme samme dag, senest i morgen. Sådan gled dagene sammen og blev til en uge, næsten to. En enkelt gang lykkedes det faktisk for ham at komme med toget – det var bare den forkerte vej, så da jeg for anden gang den dag var i Frederikssund for at hente og via hans mobil hørte: “Næste station: Hundige”, foreslog jeg ham, til hans store lettelse, at han kunne tage tilbage til jer, hvor han sjovt nok altid kunne finde hen. Jeg var klar over, at din økonomi måtte være trængt, så jeg sendte dig nogle kostpenge til Yohana. Hvad der yderligere blev sagt og tænkt hos jer, ved jeg ikke. Efter lange og virkelig svære overvejelser besluttede jeg, at det her måtte få en ende, hvis ikke jeg skulle gå fuldkommen i spåner. Jeg forklarede Yohana, at han var nødt til at rejse tilbage til Tanzania. Vores liv sammen var ikke værdigt for nogen af os. Hverken han eller jeg skulle leve et liv, hvor vi slæbte os igennem uden glæde og oprigtig kærlighed. Han var naturligt nok ikke videre enig, mente nok, at han kunne nøjes med mig og så meget pragmatisk på det med kærligheden. Den kan måske komme af sig selv, hvis du ikke er så sur, mente han, hvilket straks førte til et nyt dumt skænderi om hvorvidt jeg i virkeligheden var den sure kælling, jeg var i begreb med at udvikle mig til. Fredag tog vi på store shoppetur, for at udstyre Yohana med det nødvendige til hjemrejsen. Havde den besynderlige oplevelse at storskændes (jeg der ellers aldrig har kunnet skændes med nogen) midt i et supermarked i City2. Emnet var – ikke overraskende – hvorvidt jeg var en nærig kvinde, der ikke undte min mand noget som helst. Replikskiftet faldt efter næsten to hæsblæsende, svedige timer i supermarkedet, hvor Yohana havde bedyret at han ønskede sig ALT, hvad de havde på hylderne. Jeg havde taget et lille lån på 10.000 kr., som han skulle have med hjem til at starte sit nye liv. Da vi var ud over de obligatoriske sko, kuffert og minianlæg, som jeg havde givet, forklarede jeg ham, at hvis han ville have flere ting med, måtte vi tage pengene fra hans 10.000. Det udløste en del råben og skrigen begge veje. I det mindste foregik det på swahili, så folk, der undrende gik forbi os ikke havde fornøjelsen af at forstå, hvad det var, vi råbte. Det virkede måske lidt eksotisk og ikke så hjerteskærende banalt, som det i virkeligheden var. Yohana marcherede ud af butikken og forsvandt. Jeg gjorde nogle yderst fornuftige beslutninger omkring kuffert- og minianlæg for ham. Byttede til en stor solid kuffert og et minianlæg, der så ud som om det kunne holde til Tanzania. (Mens jeg lod støvlerne blive i vognen, selv om jeg vidste, at de mindst var 5 numre for store – hvad ER det for noget med afrikanske mænd og drømmen om store fødder?). På parkeringspladsen havde jeg så småt bestemt mig for at efterlade ham, da han dukkede op og uden et ord satte sig ind i bilen. Hele vejen hjem sad han og sang en sang han var ved at lave, mens jeg bare tudede. Tudede så meget, at jeg måtte holde ind på en tank ved Roskilde for at tørre næsen. Nyt potentielt skænderi om sponsorat af seks Guldtuborg afværget ved, at jeg magtesløst købte mig til lidt aflad, ved at give ham pengene uden et ord. (Jeg har aldrig helt fanget ideen med, at det skal være det allerdyreste ølmærke, der er det eneste acceptable). Lettere formildet fortalte han mig indholdet af den sang, han var ved at lave. En situationsrapport med ilagt kærlighedserklæring. Jeg tudede videre. I arrangerede en afskedsfest to dage før Yohana skulle rejse hjem. I Humlebæk, hvor du passede hus og hunde for dine forældre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle med, men Yohana insisterede på, at vi skulle tage til festen sammen, så alle kunne se, at vi stadig evarr mand og kone, selv om vi nu skulle være det på afstand. Vi havde gået og pakket på hans betontunge kuffert, men besluttede, at vi kunne gøre det færdigt søndag, idet vi var enige om, at vi ville tage tidligt hjem fra festen, for at få den sidste dag sammen. Så snart vi kom ind ad døren hos jer, startede mit mareridt. Yohana vendte helt resolut ryggen til mig og gik demonstrativt sin vej, hver gang jeg nærmede mig. Du tog mig med udenfor og spurgte, om jeg ikke ville give dig min version af historien, nu havde du jo hørt Yohanas version. (Og jeg, der ikke engang havde fattet at der cirkulerede forskellige versioner). Jeg forsøgte at give dig et oprigtigt, fair billede af, hvad der var foregået og hvorfor jeg ikke så nogen ordentlig vej frem for Yohana og mig. Du sagde, at du ikke syntes, at jeg havde givet ham en ordentlig chance for at vise, at han godt kunne leve op til mine krav. At det var lidt uretfærdigt over for ham, at han ikke havde fået længere tid til at lære at integrere sig. (Igen var vores opfattelser milevidt fra hinanden, mit største problem var, at Yohana ikke udviste den mindste interesse for at integrere sig. Hans største idol i Danmark, der var din mand, havde jo været her i masser af år, uden at rokke sig synderligt. Tværtimod var verden omkring ham i den grad indrettet på og tilpasset til, at han kunne vedblive med at gøre, tale og tænke præcis, som var han hjemme i Tanzania). Jeg fortalte dig om mine problemer i forhold til, at Yohana ikke havde noget sprog eller nogen erfaring med at tale om følelser. Hvis jeg prøvede at komme ind på livet af ham, havde han en stak små opbyggelige historier, oftest med udspring i hans vens erfaringer, som samtidig med at han holdt mig fra livet fik lagt låg på emnet og videre snak var meningsløs. Tiden var knap, de andre gæster var begyndt at dukke op, men jeg nåede at fortælle dig, at jeg ikke kunne leve med Yohanas forhold til alkohol. Kort fortalt har han den indstilling, at det der er indenfor rækkevidde skal drikkes omgående, og når det er væk starter krumspringene for at tilvejebringe en ny forsyning. (Good bye til den ramme øl, jeg normalt har stående i måneder bare for tilfældet, at nogen vil have en øl en dag). Længe efter han var rejst hjem, kom jeg til et arrangement i tanker om de 6 flasker rødvin, jeg havde fået af en forretningspartner i julegave. Jeg løb hjem for at hente dem – og fandt dem alle tømt, med sølvpapiret omhyggeligt skubbet på plads igen over proppen, som det må have kostet en del besvær at få mast helt på plads efter tømning. Nu kan jeg godt grine skævt af situationen, der temmelig detaljeret mindede om de rov min søster og jeg forsøgte os med i de voksnes barskab, da vi var teenagere, men jeg ønskede jo ikke at være gift med en teenager, tværtimod var min forventning, at min mand skulle være en ligeværdig partner. Du gentog, at jeg ikke havde givet Yohana mulighed for at overholde spillereglerne og bevise, at han kunne leve op til mine krav. Jeg var ret forbløffet, især fordi jeg havde forventet, at netop du, som formentlig kendte til de problemer, jeg havde måttet give op overfor, ville kunne genkende og forstå. På det punkt var du fuldkommen fast i din overbevisning og nu forstår jeg, at det også var for at beskytte dig selv, at du tog den yderst unuancerede holdning. Var du gået ind på min tanke, ville det have stillet spørgsmålstegn ved dit eget ægteskab og ved det rimelige eller urimelige du måtte bide i dig. Jeg kan forstå det, men jeg er uenig. Festen kom i gang. Yohana viste mig konsekvent ryggen og til min overraskelse var der ikke så mange fra Ikumbo med til arrangementet. Yohana blev hurtigt ret fuld og skæv, jeg var ked af det, følte mig lidt fejlplaceret og ensom og besluttede mig for at trække mig tilbage. Der var arrangeret soverum ovenpå, og jeg listede af og arrangerede en seng i det store rum. Larmen fra stuen nedenunder var gennemtrængende, det var CD-musik og folk var nødt til at råbe for at kommunikere. På et tidspunkt kom jeg til at overhøre en samtale mellem dig og to andre kvinder angående mit ægteskab. I detaljer blev det diskuteret, hvor mange fejl jeg havde begået og hvor dårlig en person jeg var. Der dukkede historier op, som jeg aldrig havde hørt om, eller været en del af. F.eks. havde jeg forbudt Yohana at spise afrikansk mad og tvunget ham til at spise vegetarmad på Svanholm. Jeg havde nægtet ham penge og villet styre, hvem han var sammen med. Jeg havde nægtet ham øl til nytårs aften! (Tjaaahhh, de tre venner havde drukket de fire kasser øl (heraf to guldøl) dagen før nytår, og så nægtede jeg ganske rigtigt at lave refill på tanken sent nytårseftermiddag.) Jeg havde bare købt en billet til ham uden at snakke med ham først. Osv. Osv. Et stykke tid lå jeg der og rasede. Følte mig svigtet, misforstået og bagtalt. Alt det de sagde, var enten løgn eller en forvanskning af sandheden. Jeg vidste med mig selv, at jeg hele vejen igennem havde forsøgt at gøre tingene ordentligt, og jeg prøvede at mildne Yohanas fornedrende hjemkomst ved at udstyre ham med en lille kapital, som kunne give ham en start på det nye liv. (At han valgte at feste de 10.000 op var hans egen beslutning, jeg kunne jo ikke styre hvordan han forvaltede sine muligheder.) Øj, hvor var jeg vred. Jeg kunne bestemt ikke sove og kunne bestemt heller ikke gå ned og være med til festen. Jeg havde allermest lyst til at hoppe i bilen og køre hjem, men havde jo en aftale med Yohana, så jeg bed tænderne sammen og holdt stand. Sent på natten blev der ro. Yohana dukkede op og forventede et lille afskedsknald. Jeg var nok ikke lige in the mood, men lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet. Kunsten for mig var at få ham med hjem til Svanholm, så vi kunne pakke færdig og nå i lufthavnen mandag morgen kl. 5. Det lykkedes ikke. Faktisk endte det med tre ture frem og tilbage mellem Humlebæk og Svanholm. Frem med forventningen om at Yohana nu ville med hjem og pakke – og tilbage til godset med tænder, der gjorde ondt af knusende sammenbidthed. Flere forskellige aftaler om, hvordan vi/han/han og Liv/ han og hele festen ville komme til lufthavnen mandag morgen blev indgået og droppet igen. I sidste ende blev det mig, der iført kæmpekufferterne, som jeg havde pakket, al min indestængte vrede og god en veninde fra Svanholm, som hentede Yohana i Humlebæk kl 02.00 nat og kørte videre til Kastrup Lufthavn. Vi så kort på hinanden, da han modvilligt traskede ud mod bilen. Dit blik sagde, det er ikke i orden Jeanette. Mit blik udtrykte al den fortvivlelse og sorg jeg havde over hele arrangementet. Vi mødtes ikke i forståelse. Og vi nåede aldrig at få talt om det med hinanden. Det beklager jeg stadig. Senere på året hørte jeg det. Du havde opgivet at leve med din voldelige mand og ville skilles. Alle puslebrikkerne, der først for alvor blev samlet efter din død, begyndte at ligge på bordet, men i et rodsammen, så ingen helt kunne se billedet alligevel. På den ene side havde mange oplevet voldsomme situationer med din mand – men du virkede så overskudsagtig og glad, at vi hver især kom i tvivl om hvad det egentlig var, vi havde oplevet. Ville jo heller ikke skabe falske rygter, hvis alt var så meget i orden, som du udstrålede. Da du kapitulerede, flyttede hjem til dine forældre og indledte forhandlinger med din mand om hans hjemrejse, gjorde du det stadig med stor respekt for ham. Vi havde fundet en billig rejse og sendte dig oplysningerne på den. Du responderede, at den ikke var så god, da der var mellemlanding i Nairobi, og du fandt det bedre, at han landede direkte i Tanzania. (Flere tanzanianere havde oplevet besværligheder med det kenyanske embedsværk). Nu har vi lært lektien på den hårdeste måde, man kan forestille sig. Du blev slået ihjel, før vi forstod det. Og hver eneste af os døde lidt indeni sammen med dig. Det har taget rigtig lang tid for mig at kapere, hvad der egentlig skete. Og endnu længere tid at forlige mig med følelsen af at have svigtet. At jeg måske kunne have hjulpet dig mere, end jeg gjorde. (Vi havde fundet flybilletter til din mand og tilbudt at hjælpe med transporten til lufthavnen, hvis det blev for svært for dig, men kunne vi have gjort mere?) Til din begravelse sang vi ’Op med hovedet min ven’. Den havde du sunget sammen med din familie, mens det hele havde set helt umuligt ud. Så uanset, at den egentlig ikke egner sig til fællessang, gjorde vi det. Eftertiden var meget svær. Flere var blevet så ramt, at de måtte holde pause fra dansen, enkelte holdt helt op. Når jeg tænker på, hvor hårdt det ramte mig, der slet ikke var blandt dine nærmeste venner, aner jeg, hvor hjerteskærende dine tætte venner blev ramt. Din gruppe manglede dig. Og på uhyggelig vis manglede de også din mand, selv om følelserne over for ham var helt umulige at få placeret. Mange var jo venner med jer begge to. Og mistede således to venner på en gang. Det var et meget sørgeligt forår. I dag har vi delvist forliget os med savnet. Vi taler om dig en gang imellem og bestemte sange får mig altid til at høre din stemme synge dem. Dit insisterende Ki!, Ki!, Ki!, for at få os til at ramme i de svære bunungulestykker. Det korværk du lavede over Njia yangu, Dine skælmske skæve øjne, når du havde sagt noget særligt sjovt. Fryden i dit blik og dit meterbrede smil, når trommer, dans og sang gik op i den højere enhed. Alt dette delte vi, og alt dette måtte vi bære videre alene. Til ceremonien ved din begravelse holdt jeg en lille tale. Jeg lovede på vegne af dansere, sangere og trommeslagere, at vi vil strække os til det yderste for at gøre det ordentligt -– sådan som du altid havde gjort. Spille, synge, danse og give hinanden det bedste vi har – kvalificeret og ordentligt. Jeg håber, at du ser, at vi gør, hvad vi kan, selv om det var bedre, om du var her til at hjælpe med at holde retningen.   Bonusinfo: Bloggen som opstod i forbindelse med Annes død, ligger fortsat online lige her: http://utamaduni.dk/AnneElAl/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018   ”Gæk gæk gæk mine påskeæg er væk!”, sagde den lille påskehare og sammen med den fine gule høne begav børnene sig ud på en lille påskejagt… [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Her følger en lille beretning fra Sander Machombo, om hans projekt med at ‘riste venskabsbroen i runer’ på Bujora i Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014…. fra Tanzania Rent mel ud af posen Vi er ved at organisere lejren, generalforsamlingen blev holdt, en ny bestyrelse er valgt kasserer, suppleanter osv. er fundet. Der er stor opbakning til at give en lille hånd med, når opgaverne skal fordeles, smukt. I år deler jeg undervisningsministerposten med Johanne Shoma og Anne Birgitte fra Utamaduni Dance Troupe, Nana holder desværre pause efter en lang årrække. Vi er ved at lægge programmet nu, og der er en del ændringer i forhold til sidste år. Vi er langt fra færdige, men jeg kan afsløre, at vi starter med den første workshop lidt tidligere end de andre år. Nemlig allerede lørdag eftermiddag. Se også vores artikel “Hilsen fra undervisningsministrene“. Vi vil ikke have stress på lejren! Shoma, AB og jeg sidder jo i den totale luksus-situation at have rigtig mange, meget dygtige folk, der gerne vil undervise gratis på vores lejr. Når vi lægger program vægter vi øst – vest, børn – voksne, dans – trommer – sang … der skal være noget til alle, men der skal også være plads til ro. Sidste år begyndte vi at skære ned på elektrisk musik, og i år skærer vi lidt ned i det samlede antal workshops. Vi vil gerne skabe en lejr, hvor alle de, som har interesse i afrikansk kultur, kan dyrke dans, sang, trommer og levevis med hinanden i en uges tid. Vel mødt i Ramten skov i uge 30 Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Så er tiden kommet igen til en nyhedshilsen, og den kommer som sidste år fra min stol her I Nyanguge I Sukumaland. Ja kun et spyt kast fra Nyanza (Victoriasøen). Vi er nu I slutningen af februar måned og alt er grønt hernede. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania. Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten. Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone. Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna. I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden. Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset. Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik. Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv… Hilsen Kirsten Larsen Mhoja [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18  Vi fik bevilget 4000 kr. til at få lavet kostumer til Kagomba Dancetroupe i Katwe. Planen var, at vi skulle trykke T-shirts op med fint motiv, som skulle overbringes af Karin og Marco i anledning af Manongus besøg til Sukumaland vinteren 2017-2018. Desværre måtte Manongu konstatere, at det ikke var muligt for dem at besøge Katwe på denne rejse, da rejsen derud og hjem igen ville tage for lang tid i regnsæsonen. Til gengæld rejser to medlemmer fra Manongu ned og skal deltage i Bujoras jubilæumsaktiviteter i juni. De tager gaven med og overrækker den. Vi har kontakt med dansegruppen i Katwe, og de sender en repræsentant til Bujora, som så kan tage imod gaven. Vi håber, at denne løsning også er tilfredsstillende for jer i projektgruppen. Og I skal få en rapport inden lejren! På vegne af Kagomba Dancetroupe og Manongu Jacob Winther [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Af Helle Kjærulf. Foto: Jonna Keldsen. Artiklen blev bragt i SAS’ magasin INDENRIGS i juli/august 1998 Afrikansk dans appellerer til andre end afrikanerne. Danskere i alle aldre finder livsglæde og energi i trommedanse fra Sukumaland i Tanzania. Kulturformidling går gennem dans Utamaduni Kulturforening har omkring 500 medlemmer, og i dag findes der omkring 1.000 mennesker herhjemme, der danser sukumaernes traditionelle danse. Den oprindelige Utamaduni-gruppe blev “født” for 20 år siden og består i dag af 15-20 danskere og tanzanianere. Gruppen arbejder med kulturel udveksling og formidling i både Afrika og Danmark gennem danseopvisninger, foredrag, kurser og undervisning. Danskernes interesse for de traditionelle trommedanse i Tanzania har været medvirkende til, at de unge sukumaere har fået større respekt for deres egen kultur. Samarbejdet med Tanzania og sukumaerne er de senere år udvidet til også at omfatte en af landets andre store befolkningsgrupper, masaierne. Udover den årlige lejr, hvor gæstelærere og venner inviteres fra Afrika, tager foreningen del i bistandsprojekter som f.eks. renovering og opstilling af majsmøller i Tanzania. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2018-19Kære U-kasse, alle lejrdeltagere Dette er historien om hvordan majsmøllen blev installeret i landsbyen Nghama, Mwanza, før det ellers oprindelige ris-afskaller projekt, som foreningen Lubango Farm ansøgte om finansiel støtte til sidste år. Foreningen Lubango Farm er etableret omkring min familie i Sukumaland og opkaldt efter min søn Ejnar, med kaldenavnet Lubango (den velsignede). Foreningen har som formål at skabe økonomisk, social og kulturel udvikling for den bredere befolkning i området og registreret i Magu kommune. Lubango Farm ansøgte sidste år Utamaduni Kulturforenings U-kasse om DKK 5.000 til økonomisk støtte til en ris-afskaller. Formålet var at skabe mulighed for brænding af mursten ved brug af skaller og dermed forbedre huskvaliteten i området. Metoden er alment anvendt rundt om i Sukumaland og har erstattet fældning af træer. Foreningsmedlemmernes tiltænkte projektopgaver bestod af 1) flytning af mølleriet 2) flytning af container 3) opbygning af nyt møllehus. Vi afholdte mange møder omkring strukturen på projektet, samt hvordan det kunne organiseres og udføres bedst muligt. Vi fik taget beslutninger vedrørende flytning af udstyret fra Nhobola til Nghama. Desværre resulterede manglende kontrol og kommunikation i at ingen havde pengene til at løfte opgaven. På et efterfølgende møde blev det besluttet, at hvert medlem skulle indskyde TZS 50.000 (DKK 150) ind i aktiviteten, så udstyret kunne sættes i stand og flyttes til Nghama. Igen måtte projektet sættes på standby, da ingen kunne leve op til det økonomiske krav. De sensete 4 år har mangel på regn medført usædvanligt hårde tørkeperioder i Sukumaland. Regnen er mere uregelmæssig og times derfor dårligere med den dyrkede ris, som ikke kan nå at modne inden tørktiden sætter ind. Både majs og bomuld rammes af skadedyr – Afgrøderne er under et voldsomt pres, og deraf ligeså det økonomise grundlag for de fleste familier. Kvinderne i Nghama var utilfredse med at nabo-majsmøllen var gået i stykker. For at få malet må de gå til nabo-landsbyen Ng`wanakeyi. Da der ingen majs er, er det den tørkeresistente mihogo rod (kassavaen) der bliver tørret, malet og lavet til grød. Plantens blade bliver ofte kogt som tilbehør – en slags spinat til grøden. Den nye regering har ingen intentioner om at hjælpe med fødevarer. Vores folkevalgte forklarede min kone Mondester og jeg, at præsidentens slogan jo er, at alle må klare sig selv. Lubango Farm blev tilbudt et majsmølle anlæg fra Kulwa’s landsby Nhobola. Anlægget havde igennem flere år stået stille hen efter Kulwa´s far var afgået ved døden. Anlægget er et tidligere Århus Produktionsskole projekt tilbage fra 1997, som bestod af renovering og afsendelse. Anlægget består af en god gammel engelsk 3 cylinder Lister Petter motor samt en hammermølle, som blev erhvervet fra det nedlagte mølleri i Løgten nord for Århus. Som oplagringsplads fik projektet mulighed for at modtage en ældre 20 fods container fra landsbyen Lugeye, hvor den havde været brugt som lagerplads for dansegruppen Wanalyako. Så på baggrund af fødevaresituationen i området besluttede jeg mig i marts måned for at bruge U-kasse pengene på at få gang i Nghama projektet. Jeg fik samlet alt udstyret, renoveret Lister motoren og hammermøllen, samt transporteret den 20 fod store container til Nghama. Kvinderne i Nghama blev vildt glade da vi åbnede for projektet lørdag den 7. september. Nu beder vi til guderne, så at vi kan få regn på det rigtige tidspunkt, og at høsten af ris vil skabe grobund for at ris-afskalleren, som vi nu har fået bevilliget penge til af U-kassen lørdag den 5. oktober 2019 (endnu 5.000 kr.). Vi håber endvidere, at det vil skabe arbejdspladser i forbindelse med afskalning af ris, brænding af mursten samt bygning af solide murstenshuse i landsbyen Nghama i Sukumaland. For øvrigt; på min sidste tur fra Nyanguge til Nghama stoppede jeg op i Ng´wanakeyi og fik en morgen andazi og Chai. Andre unge sad i tehuset, og i vores samtale kom vi ind på, om der var udviklingsaktiviteter fra regeringens side i området. Det var der ikke, hvorpå jeg spurgte indtil hvor den folkevalgte Divani opholdte sig. ”Jamen han bor da inde i Nyanguge i din store landsby” 15 km fra Ng´wanakeyi. Det gik op for mig at grundlæggende hjælp til omstilling af klimavenlige afgrøder langt fra er nået ud til landsbyerne i Tanzania. Alle må klare sig selv, så godt som man kan. Befolkningstilvæksten presser på, kvinderne må stadig trække det tunge læs, korruptionen, de overfyldte klasser i skolen. Det virker som om, at Afrika aldrig har fundet sine egne ben at gå på, og at udviklingen stadig er fastlåst i fortidens mønstre, hvor de som bakker op om ledelsen får størst udbytte. Man forstår at kolonitidens mønstre er svære at løsrive sig fra – Men samtidig kan det undre, at prioriteterne fra den nuværende ledelse i Afrika er fejlplacerede og ambitionerne for små. Vores nuværende præsident John P. Magufuli forsøger med stor kraft at nedkæmpe korruption, indføre skatter og moms. Han har indtil nu bygget mere end 200 nye sundhedscentre, nedkæmpet røverbander så man trygt kan sove om natten. Færdselsulykker på vejene er halveret og hvor end man laver et indkøb, modtager man en kvittering. Møllen og ris afskalleren i Nghama er kun en lille dråbe i den store sø, men et vigtigt omdrejningspunkt for os alle i den lille gruppe under Lubango Farm. At man organiserer sig i et demokratiske fællesskab og får talt om de udfordringer, som vi støder ind i undervejs. Det er vel også det vi gør i vores egen Utamaduni Kulturforening. De bedste hilsner fra Baba Chai Knud Erik, Mlalahasi [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2019Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!  •  Læs bestyrelsens hilsnen 1. maj 2020 HER Her følger Tinnes hilsen, som den blev skrevet INDEN lejren 2020 blev aflyst: Kære alle sammen Jeg håber, I allesammen har det godt derude, i jeres respektive coronabobler. Corona og årets utamadunilejr Et spinkelt håb Kære alle sammen, jeg håber inderligt at se jer i Ramten skov i uge 30, men for nu må vi holde vejret, krydse fingre og støtte kærligt op om de beslutninger, der kommer fra Statsministeriet og som måske må betyde, at der vil gå endnu et helt år, før vi ser hinanden. Hvem ved, måske det vil betyde, at danseweekender som Vinterkucheza og Kikome bliver helt fyldt op, at lejren bliver afholdt på en alternativ måde, at vi kan holde vintersolhvervsfest eller noget helt andet. Meget er muligt… såfremt corona går på retræte og holder sig langt væk 🙂 Jeg håber, I har det dejligt derude og får en masse kvalitetstid med jer selv, jeres familier og virtuelle venner på den bedste måde. <3 Mange kærlige hilsner fra Tinne   Tilføjelse d. 3. maj 2020: Som det også er nævnt øverst i opslaget her, blev denne beretning skrevet før, vi i bestyrelsen besluttede os for at måtte aflyse årets lejr. I fredags, d. 1. maj sendte vi ud på diverse facebooksider at lejren er aflyst og har siden modtaget rørende mange kærlige tilkendegivelser omkring tristheden ved situationen men også forståelse for vores beslutning. Det er vi sindssygt glade for. Tusind tak for jeres støtte, tanker og forståelse. Vi ses i Ramten skov i juli 2021 og måske også i løbet af andre arrangementer over det kommende år, når coronaen endelig tillader os at ses igen. Jeg glæder mig. Hav det dejligt så længe. Kh fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Vi, Hope relief and orphans children village, fik 5.000,- kr af ukassen og tak for det. Pengene blev brugt til at købe 5 computere til Hope relief and orphans children village organisation i Nyanguge. Skolen drives af Shija Clement. Vi sendte pengene via World Remit 5. april 2023 og Shija købte 5 stationære computere, 5 tastaturer, 5 skærme og 5 headset i april. Elever og  lærere var utroligt taknemmelige, og skolen kunne undervise i data, som både er populært blandt eleverne og nyttigt for samfundet som helhed. A Desværre havde skolen indbrud 30. januar 2024 og alt blev stjålet. Se billederne af den ødelagte dør. Politiet efterforskede sagen og fandt 2 af forbryderne. De havde headsettene, men forklarede at en tredje forbryder havde computerne. De to blev stillet for en dommer og idømt 3 års fængsel hver. Politiet er bekendt med den 3. tyvs identitet og er stadig på jagt efter ham. Hvis vi er heldige finder de ham, og skolen får computerne tilbage. Da Shija opdagede indbruddet, kontaktede han omgående Uffe, som kom og beså skaderne. Det er Uffe, som har taget vedlagte fotos af døren, der var brudt op. Regnskab: 5.000 kr. 5 computere med skærm, mus, headset og tastatur. Billeder af Uffe’s på besøg på skolen og to billeder af den ødelagte dør. Hilsen Bugekele Linus [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Hold nytår i Tanzania! Fra 28. december til 7. januar afholdes “Warsha 2026”, et kursus i traditionel sukuma dans og kultur. Du har her mulighed for at opleve Sukumadans på nærmeste hold, og møde en masse dejlige lokale dansere og musikere. Undervisning fra dansegrupperne Sansiro, Kisesa B, Isesa, Buyegu og Wanasesilia. Fem dage med undervisning, glad nytårsaften, fri 1. januar og tre dages tur til Isesas slangedansergruppe. Medbring billigt telt (som du efterlader) og sovepose. 6.500,- kroner alt inklusive (dog minus flybillet og taxa fra lufthavnen til Bujora og retur). Indkvartering på dobbeltværelse i Sebas lodge på Bujora. Yderligere info hos Seba. Reservér din plads via mail til: dansewarsha@gmail.com Bujora ligger tæt på Mwanza i det nordvestlige Tanzania Warsha er et ti-dages kursus med undervisning i dans, trommer og sang. Vi bliver undervist af lokale folk fra dansegrupper i området, både dagene hjemme på Bujora og på turen til Isesa. Grupperne arbejder med forskellige stilarter, så vi kan for eksempel lære slangedans, sogota, hulepindsvinedans (også kaldet bunungule) og andre stilarter. Betalingen (6.500,- kr) dækker undervisning, tur til Isesa, kost og logi. Nytårsaften bliver der stor fest, og dagen efter er derfor fridag. Efter warsha er der mulighed for at tage til Serengeti på safaritur. Det kan være med eller uden overnatning alt efter interesse (og pengepung). Bor du hos Seba før eller efter warsha koster db.værelse 40.000 sh/dag og tre måltider (valgfrit) 40.000 sh/dag. Jeg er arrangør af warsha og vil være til stede alle dage. Stor hilsen, Seba. Læs mere på Facebook: https://fb.me/e/6KwdxXqhS Som arrangør vil du møde Sebastian Paulo, som har været med i Utamaduni Dance Troupe siden han kom til Danmark i 1991. Fotos fra Warsha sidste år: Første Warsha på Bujora, arrangeret af Utamaduni løb af stablen i 1993! Se mere på Bujoras hjemmeside. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Samme år blev Ugandeseren Goedfred Senoga (Uganda TV) nævnt i Poul Nyrups nytårstale, da han havde boet i Århus i 9 måneder og lavet filmen ”Den tavse stamme”. En afrikaners oplevelse af danskerne og deres hverdag. Diasshow var også på mode i formidlingsarbejdet mellem nord og syd. Unge gymnasieelever fra København lavede diasshowet ”Hvor blev latteren af – blev den i Senegal”, en meget tankevækkende 20 minutters oplevelse af det at komme hjem efter 4 uger i Senegal. Formidling er vigtigt, fordi vi kan lære at glædes over hinandens kultur og ikke kun ønske at lave om på hinanden, eller kæmpe om hvis kultur der er bedst. Søren Kierkegaard siger det jo så flot. Vi skal lære at give os selv ”uret”, indtil vi har forstået den anden. 2014 blev også vinteren, hvor vi var nogle stykker fra Emmelev, der overvintrede på Bujora ved Victoriasøen. Uffe og jeg havde i Utamaduni Kulturforenings regi i efteråret 2013 fået godkendt en ansøgning om tilskud til forsendelse af en container fyldt med klinikudstyr til ”Bujora African Clinic”. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) overtog i 2013 Mellemfolkeligt Samvirkes ”Genbrug til Syd”-aktiviteter og dermed bevillingen fra DANIDA til renovering og forsendelse af udstyr. Lions Klubben i Grenå støttede os med midler til istandsættelse af klinikken. Dette arbejde foregik i hele januar måned. Total ombygning som medførte, at klinikken nu lever op til sundhedsmyndighedernes krav. Arbejdet blev udført af de dygtige håndværkere og elever fra Bujora håndværkerskole. Produktionsskolen i Grenå havde stået for indsamling og pakning af udstyret med hjælp fra Randers Ulandsværksted, Randers Regionshospital og Intergen i Viborg. Der er jo et fantastisk netværk i Danmark omkring ansøgning om støtte til at sende udstyr til bl.a. Afrika på www.dmru.org. På vores vintertur fik vi også lejlighed til at være med til fordeling af hospitalsudstyr til sundhedsklinikkerne i Ng´wanakeyi og Mwampulu. Senge, madrasser, borde, stole og undersøgelsesbrikse mv. Klinikkerne havde stået tomme siden færdiggørelsen i 2010, men forsendelsen af udstyret fra os har resulteret i, at Ng´wanakeyi nu har fået både en læge og sygeplejerske tilknyttet klinikken. Mwampulu vil få samme tilknytning inden årets udgang. Dette har myndighederne i Kwimba-distriktet lovet. Ofte kan små tiltag give en stor effekt. Jeg har flere bekendte i Ng´wanakeyi som har mistet et eller flere familiemedlemmer, da de ikke i tide har nået til Sumve hospital – nu er hjælpen lige i lokalområdet. Er der noget, regeringen i Tanzania prioriterer højt, så er det infrastruktur, uddannelse og sundhed. Derfor må vi også nu betale 18% moms af alt det udstyr, vi bringer ind i landet. Kun religiøse organisationer er fritaget for denne ordning. Med økonomisk hjælp fra Utamaduni Kulturforenings U-kasse kunne vi hjælpe Sawenge gruppen ved Mwanza fjord med hovedrenovering af deres Ford 4000-traktor. Gruppen har specialiseret sig i fordeling, dyrkning og salg af forskellige kartoffelsorter. I forbindelse med vores årsmøde i oktober i Sukumaland fik lederen af DMR-U Lars Udsholdt og jeg mulighed for at besøge gruppen og se dens arbejde. Både Nyota Ngo’en (stjernerne) og landbrugsgruppen i Kolomije har modtaget landbrugsudstyr. Der er stor efterspørgsel på moderne landbrugsudstyr for at forøge landbrugsproduktionen, og regeringen er nu ved at støtte distrikterne med favorable lånemuligheder til bønderne, så de kan investere i moderne landbrugsudstyr. Vi har i 2013 fået støtte fra følgende: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støtte med kr. 58.950,- til Utamaduni Kulturforening i forbindelse med indsamling og forsendelse af en 20 fods container med klinikudstyr til Bujora Kulturcenter. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støttet med kr. 200.549,-  til Grenå Produktionsskole i forbindelse med indsamling, renovering og forsendelse af én 20 fods og én 40 fods container til NGOen Nyota (stjernerne) i Misungwi Distrik –Tanzania. Utamaduni Kulturforenings U-kasse kr. 10.000,- til renovering af Sawenge gruppens landbrugsudstyr. Lions Klub Grenå har ydet støtten til renovering af African Clinic på Bujora Kulturcenter. Kr. 15.000,- Sammenlagt har forbrug i år 2013 været på i alt: kr. 284.499,-   De bedste hilsner til alle fra mig med ønsket om, at år 2014 må blive det mest fantastiske år, Knud Erik Herunder ses det officielle takkebrev fra Bujora: http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Takkebrev-Bujorea-2013.pdf [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2013Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Download som interaktiv PDF, klik her [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  Læs flere af Davs historier fra livet på Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TUNAWASHUKURU SANA – Mange tak! Asedeva extends heartfelt gratitude to Utamaduni Camp in Denmark for their generous support in renovating our dance theatre floor. This contribution means so much to us, and we are deeply grateful—TUNAWASHUKURU SANA! We hope this marks the beginning of a strong and lasting partnership between our two organizations. We warmly welcome all members of Utamaduni to rehearse at our space, visit us in Dar es Salaam, and immerse themselves in the vibrant arts and cultural scene here. You’ll also have the chance to witness ASEDEVA’s daily dedication to preserving and promoting Tanzanian arts and culture. The picture is from a workshop about working creatively with african songs and rhythms. The stage is used weekly by dance groups and for events. Please visit our Instagram at asedeva_tanzania for more pictures about our work. Financial report We received 1,946,316 TZS / 5330 DKK to renovate the stage at ASEDEVA. Due to changing currencies this was a little bit below budget but was enough for us to finish the renovation well. We needed more cement than expected and transport were more expensive than first anticipated. We spended around 1.7 million TZS on materials and used the remaining (529 DKK) for fundi/workers. ASEDEVA paid the remaining 374 DKK for workers. Asedeva arangerede i maj 2025 workshop i Dar, med Kises B gruppen fra Sukumaland English Kiswahili Dansk Følg Asedeva på deres Facebookside Abeneko and the positive mind and Asedeva, Dar es Salaam [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / VinderfotosDe 3 vinderfotos fra lejren sidste år, samt et med ‘hædrende omtale’. Alle fotos er taget på lejren 2012 og præmieret på lejren 2013. Vinderen vandt en gratis lejr 2014! Tillykke til alle vindere! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Christiania, d. 28/3 2020 Der er altid noget, man virkelig husker efter en rejse i Tanzania. En dag, da jeg gik på gaden i Mwanza, så jeg en katolsk nonne. Hun bar det hvide firkantede slør som en kasse på hovedet og et kæmpe kors på brystet. Ved hendes side gik en albinopige på ca. 10 år. Den lille albinopige havde kun én arm! For tiden reklamerer man ikke for Coca Cola i Tanzania. Her som alle vegne betaler kompagniet ikke de skatter og afgifter, som det skal. Så over hele landet har man malet reklamerne over. Man ser dem nu ikke et eneste sted. De store røde lastbiler med container-anhænger, der bringer Coca Cola og andre sodavand ud, har fået malet deres logo over og erstattet det med en grøn stribe. Meget konsekvent og en landsdækkende solidaritet, vi skulle gøre det samme i Danmark! Og man drikker for tiden mere Pepsi end sædvanligt, men Cola er stadig til at få, nu ekstra kolde! Mht. coronavirus-smitte, så var den endnu ikke kommet til Tanzania, da jeg forlod landet d. 28/2. Der er i skrivende stund registreret 13 smittede, ingen døde. Corona kom sent til landet, så de fanger det forhåbentlig i opløbet. Sidste år aftalte jeg med min gode ven, danselederen og medicinmanden Malezu, at vi sammen skulle besøge hans læremester i medicin, Charles Luhende, som bor langt ude på landet i nærheden af Shinyanga. Vi havde planlagt en rejse på 8 dage, 4 dage hos Luhende, 2 dage hos Chabagi, som er medicinmanden Kabugumes efterfølger og til slut 2 hviledage på hotel i Mwanza før hjemkomsten til Bujora. Vi rejste med daladala, de små busser, bus og pikipiki, motorcykeltaxa. Vi havde telt med, så vi var godt forberedt. Malezu havde for ca. 10 år siden opholdt sig to år hos Luhende for at blive oplært i traditionel medicin og få sit certifikat. Det koster en ko. Vi blev vel modtaget hos Luhende og slog straks vores telt op på gårdspladsen hjemme hos Luhendes 1. kone, som også er medicinkyndig. Luhende bor mest hos sin 2. kone i et hus på ca. 500 m’s afstand, inden for synsvidde. Til aften spiste vi den fisk, som vi havde haft med som gave. Allerede næste dag var der gang i en række medicinske aktiviteter. Luhendes 1. kone behandlede en psykiatrisk patient, som havde mistet sin skygge. Frugterne fra et træ på gårdspladsen blev bælget for frø, den beskyttende sorte lukago medicin blev ristet over et bål hele dagen og indvoldene fra en kylling blev tydet for at spå om en ung mands fremtid. 2. dag kom Luhende for at give Malezu medicin. Han fik små snitsår med et barberblad over hele kroppen, hvor der så blev gnedet medicin ind. Luhende havde en hel palet af medicin på et hakkeblad. Derefter blæste han velsignende medicin ud over sit “barn” fra alle 4 verdenshjørner. Til sidst fik Malezu et nyt navn, som føjer sig til rækken af dansenavne. Han måtte nu ikke gå i bad i to dage, for at medicinen skulle virke. Der blev slagtet en ged og vi blev vel beværtet. De spurgte, om vi ville se dans og det ville vi selvfølgelig gerne. Der var Zeze-dansere på egnen og de ville komme ca. 16 dansere, sagde de. Ved solnedgang kom de, de skulle jo først hjem fra marken. Jeg gav sodavand. Zeze-gruppen dansede, spillede og sang. Midt i det hele kom endnu en Zeze-gruppe stormende ind på gårdspladsen. Vi sendte bud efter mere sodavand. Det udviklede sig til en hel dansekonkurrence, men til sidst spillede de sammen. I det fjerne hørte vi nu Kadum-trommer, der nærmede sig. Det blev virkelig en fantastisk forestilling med Zeze og Kadum og vi måtte bestille mere sodavand. Hvert år til Bulabo-høstfesten kommer der endnu flere dansegrupper hjemme hos Charles Luhende og de holder deres konkurrencer der. Luhende ville også gerne have givet mig medicin, men jeg takker altid pænt nej til at blive skåret i – Malezus medicin ville jo også række til os begge. Det accepterede han så. Sidste dag om formiddagen før vi tog afsted, gav Malezu alle de små børn medicin. Det foregik uden en lyd. Når de skal i bad, hyler de til gengæld ofte rigtig højt. Jeg var rigtig glad for at se, at man ikke slår på børnene hjemme hos Luhende. Fra Luhende drog vi videre til Kabugumes sted, hvor hans barnebarn Chabagi nu har overtaget gerningen efter sin bedstefar, der døde for to år siden. Det ligger lidt uden for Misungwi og man kommer dertil på pikipiki. Vi blev vel modtaget og fik tilbudt at sove inden døre i det nye hus, som Chabagi har bygget til sin kone nr. 2. Dejlig seng med madras og myggenet! Rigtig godt for os. Vi var lidt mørbankede og stive efter 4 nætter i telt hos Luhende, vi er trods alt ved at være sidst i 60’erne. Skønt at se, hvordan Chabagi fører sin bedstefar Kabugumes aktiviteter videre. Han blev et år efter dennes død valgt af slangedansernes selskab til at overtage værdigheden som præsident. Det er bestemt ikke steget ham til hovedet. Han er yderst elskværdig og hjælpsom og en god vært for os gamle. Der blev slagtet en ged og om aftenen fik vi hver to Balimi-øl, så vi kunne slappe af og føle os hjemme og få en god nats søvn. Malezu og Chabagi udvekslede medicin. Vi efterlod os også noget af den eftertragtede “løvefedt”, Fucidin sårsalve. Da vi tog afsked om formiddagen, var Chabagi gået i marken. Vi skulle ikke sige farvel, så virker medicinen nemlig ikke. De gamle skikke holdes stadig i hævd. Hvor skønt at slå stængerne fra på Lake Hotel, det udmærkede hotel i Mwanza, hvor man stadig kan få et godt self contained værelse til 15.000 sh. for en nat. Så kan der forhåbentlig blive råd til en svømmetur i poolen ved Hotel Tilapia lidt længere nede ad vejen. Det koster så til gengæld 20.000. Så var årets feltarbejde fuldført og vi var klar til at tage tilbage til vores base Bujora. Ja, i Sukumaland er man altid i felten. Hilsen fra Kirsten Larsen Lyaku [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Kære Ukasse og foreningen Utamaduni. Lige her og nu sidder jeg i et regnfyldt Tanzania, en regn som har stået på siden december måned, ja til glæde for os alle, som dyrker jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. [...] Læs mere...
    Jubilæer og særskrifterAfrika fejrer 25 års jubilæum i dansk skov “Afrika i Danmark” er titlen på jubilæumsbogen om Utamadunilejren. For 25. år i træk mødes 700 mennesker den sidste uge i juli i en skov på Djursland for at danse, tromme og synge på afrikansk. Det fejrer vi med udgivelsen af en bog. I tekst og billeder fortæller bogen “Afrika i Danmark – et kærligt signalement af en enestå-ende kultur i Danmark” baggrunden for den temmelig alternative ugelange sommerlejr, hvor børn og voksne nu på 25. år danser glade rundt dagen lang til lyden af buldrende trommerytmer. Om aftenen mødes de til fællessang på swahili eller hænger ud i Kagefeen eller baren, der har Djurslands laveste priser og største udvalg af drikkevarer. Med bidrag fra mere end ti forhenværende og nuværende lejrdeltagere og med over 120 sansemættede farvebilleder fortæller bogen historien om Utamadunilejrens begyndelse og udvikling. Fra de første lejre, hvor al mad blev lavet over bål og spist med fingrene til nu, hvor køkkenet på åbent-hus dagen fredag løbende bespiser omkring 1200 mennesker med gastronomi i særklasse. Formiddag, eftermiddag og aften på lejren byder på forskellige danse- og trommework-shops med dygtige danskere eller talentfulde tanzanianere som undervisere. To-tre gæsteundervisere fra Tanzania bliver hvert år inviteret til Danmark, og sammen med herboende afrikanere er Utamadunilejren på den måde med til at vedligeholde og udvikle et venskab, der tog sin begyndelse i 1977. Dengang rejste 22 djurslandske musikere og skuespillere inklusive en håndfuld etnologistuderende fra Aarhus Universitet to en halv måned til Tanzania for at udveksle kultur gennem dans, sang, teater og musik. For nogle af deltagerne blev turen en livslang fascination. Udover den årlige danselejr og utallige optrædener rundt omkring i Danmark, har det resulteret i en projektgruppe, der blandt andet indsamler og restaurerer grej, som siden sendes til Tanzania, hvor det bety-der en konkret lettelse i det daglige slid på landet. I begyndelsen var det især majsmøller, men efterhånden er der kommet et bredere sigte indenfor landbrugs- og smedeudstyr, li-gesom computere til skoler og symaskiner til kvinder også har vundet plads i projekterne. Med bogen “Afrika i Danmark” giver vi udenforstående muligheden for et sjældent indblik i en særegen kultur, der trods tidens normaliseringstendenser er forblevet helt sin egen. Utamadunilejren er en årligt tilbagevendende manifestation af værdien af kulturmøder og et billede på kollektivt indstillede menneskers formåen. “Utamadunilejren: Afrika i Danmark – Et kærligt signalement af en enestående kultur i Danmark” Redigeret af journalist Dav Jacobsen og udgivet på Utamaduni Forlag 102 sider, mere end 120 farvebilleder Udkom torsdag 26. juli 2007 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24En T-shirt, der gør en forskel: MØD DALUN SIMLI LADIES Et lovende fodboldhold i landsbyen Dalun i det nordlige Ghana modtog 5000 kr. i støtte fra ukassen. De er en flok håbefulde unge piger, og de er rigtig gode. Det var lykkedes dem at kvalificere sig til en turnering, som støttebeløbet var med til at gøre muligt for dem at deltage i. Det er nemt nok at spille fodbold derhjemme i landsbyen. De fleste spiller barfodede, idet kun 6 af holdets spillere har rigtige fodboldstøvler. Ved hjemmekampe og venskabskampe har holdet indtil nu lånt T-shirts af et drengehold. Men den går ikke i en turnering, hvor T-shirten skal have det rigtige navn på holdet påtrykt. Når man spiller fodbold i en turnering, skal man registreres med to sæt fodboldtøj med indikation af de farver, man spiller i. Altså 2 sæt, som for pigeholdet her nu består af ét sæt i blå/hvide farver – til hjemmekampe – og et andet sæt i farven rød, til når holdet deltager i udenbys turneringskampe. Der er første gang, at holdet har T-shirts med deres eget navn Dalun Simli Ladies på ryggen. Det giver adgang, og det giver stolthed! At bruge fodboldstøvler er fortsat ikke en forpligtelse. De er selvfølgelig meget ’nice to have’, men ikke ’need to have’. Men når de røde T-shirts med holdets navn er på, er man ’med’. Transport i forbindelse med turneringens ni udenbys kampe er en udfordring. Pengene strakte heldigvis til at leje en minibus, der kunne køre de 25 piger til kampene, så de kunne ankomme veloplagte. Det giver en anden anerkendelse end at ankomme hele holdet sammenstuvet på ladet af en ’motor-king’, beskidte og med ømme rygge og ben inden kampene. Det er også et spørgsmål om sikkerhed og derfor om at få tilladelse af forældrene til at tage med. Pigerne er mellem 14 og 18 år. Simli Ladies vandt ikke turneringen, men de vandt nogle af deres kampe. Kun de to mest vindende hold ud af ni gik videre. Men stoltheden over at have deltaget i turneringen er stor – og med rette. De har deltaget i en rigtig turnering, har spillet mod andre pigehold på deres eget niveau og fundet ud af, at der er flere piger, der dyrker sport og gennem fodbolden opnår et nødvendigt frirum og noget at gå op i. Det at spille mod de mere urbane fodboldhold vækker også respekt. Det at vinde kampe, selvom man kommer fra små kår. At være med til at spille fodbold, som er en virkelig populær sport i Ghana. Det er et eksempel på ’female empowerment’. De tre frivillige trænere, som sjovt nok alle er mænd, har også opnået noget med dette projekt. Gennem at deres hold har været med i turneringen, har de haft mulighed for at deltage i en træning omkring ’coaching ethics’ for fodboldtrænere, særligt målrettet dem, der har pigehold. Det er nødvendigt at udvikle sig for at kunne drive holdet videre. Den allerseneste udvikling er, at fire af pigerne gennem turneringen er blevet ’opdaget’ og nu er rejst til Benin for at vise deres færdigheder med bolden. Det vil sige, at de kan komme til at spille fodbold i en anerkendt pigeklub i Benin, og – hvis de viser sig at være gode nok – opnå adgang til et studielegat. I landsbyen Dalun er det første gang, at piger blevet headhuntet gennem sport. Særligt for forældrene åbner det deres øjne for potentialet, hvilket formodentlig vil gøre det lettere for andre piger at få lov. Turneringen i 2024 er nu lige om hjørnet. Hvis holdet kvalificerer sig til turneringen igen, vil det være nemmere for pigerne at deltage. Ikke alene har de nu de nødvendige T-shirts, men de har også øget selvtillid og støtten fra deres venner, forældre og hele landsbyen er mærkbar. Så mon ikke, der denne gang blive skillinget sammen til en minibus, så Simli Ladies igen kan ankomme med maner til turneringspladsen. Tak for at tro på pigerne. Hvor er det skønt, at ukassens forholdsvis små beløb endnu engang har gjort en stor forskel. REGNSKAB for tilskud på 5.000 kr.: T-shirts (jerseys): 2 hele sæt til holdet, 18 stk. = 1450 kr. Fodbolde: 500 kr. Transport til turnering 272 kr. for en bus x 9 turneringskampe = 2450 kr. Førstehjælpskasse: 600 kr. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Igen i år fik jeg, Mette, en donation fra U-kassen til indkøb af medicin i Senegal og til transport og behandling af akutte tilfælde i min lille klinik. Tak for det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Kærlige hilsener fra Johanne Shoma P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA Klik på linket ovenfor for at se alle filmene! Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017[pdf-embedder url=”http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Utamaduni_kort_2016.pdf”]     Læs mere om pladsen i Lejrfolderen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Når trommerne går igang – og vi står der sammen – det elsker jeg bare! 🙂 Vi begynder at bevæge os og kroppen går igang, til de rytmer og de bevægelser vi har hørt og lavet så mange gange. Det er magisk! Vinterkucheza,.. altid så hyggeligt. På Århus Friskole – en hyggelig og afslappet ramme, både er indenfor og udenfor ved bålet. – og som altid så fint faciliteret af Vipepeo. Tak for det store stykke arbejde i gør. Så nu er vi klar! Smidt “vinterpelsen”, mødt hinanden og fået updated på diverse. Vi kan nu nyde foråret og glæde os til vi ses igen til sommer på Utamaduni dance Camp. – som jeg også elsker 😉🕺❤️🎶 Ses på Uta 🙂 Maria   Maria Sitas videoer fra vinterkucheza 2026 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...