Mindeord om Baba Ole

Ole kan vel siges at være min danse-onkel her i vores forgrenede Uta-familie. Jeg var 14 år gammel, da Ole for 30 år siden var én af dem der tog rigtig varmt imod mig som nyt, spædt gruppemedlem i Seelolube. Ole tog mig bogstavelig talt under armen (gemte mig under sit overtøj), når vi skulle ind på spillesteder, hvor jeg var for ung. For: “Du er en del af dansegruppen, du skal med”.
Og sådan var Ole. Med blik for de, der kunne risikere at komme udenfor. Med omsorg og tålmod. Jeg har siddet i Oles forskellige hjem blot ham og jeg og øvet de samme bunungulesange i tiiiiimevis. Til Ole var sikker på, at jeg kunne dem. Og det endda selvom ingen af os er sangere. “Det skal komme fra hjertet, Siff. Det er fællesskabet der tæller, når vi synger. Ikke hvordan det lyder”. Og netop fællesskabet elskede Ole. De hundredvis af stunder om bål, trommebygning, øveweekender, optrædener, utamadunilejre, hyggestunder i Oles kolo og ditto sangaftener mmm.
Med til Oles liv hører også højskoleophold, Thy og mange andre fællesskaber i ind og udland.

Oles biologiske familie var lille, men “min utafamilie er stor” sagde Ole tit med varme i stemmen. Det var også med udtalt kærlighed, at Ole havde sin mor, Vera og sin italienske søn, Fabio med og hilse på os af flere omgange. Jeg husker stadig Ole forsøge at forklare mor-Vera om Bagika og Bagalu. Og på italiensk oversætte en sukumasang for sin søn. Egentlig kan man sige, at Ole i den grad formåede at skabe fællesskab på tværs af lande og kulturer. På sine ældre dage blev også Senegal føjet til.

Ole delte gerne sin viden. Om alt muligt fra økologisk grøntsagsdyrkning, italienske vine, hulepindsvinejagt til Thy og meget andet. Havde man tid og sult på en længere beretning, så var det blot at sætte sig ved siden af Ole og lytte.
Samtidig havde Ole også sine meninger. Og temperament. Og stædighed. Møder, øvere og planlægning kunne trække ud. Og Ole kunne trampe af. Til han dampede af.

Oles hjerte bankede ganske særligt for børn. Både som pædagog og når som helst, der var et barn, han kunne lege med. Jeg mindes bl.a. Ole lave badebassin til børnene på særligt varme Utamadunilejre back in the days. Dér sad Ole og holdt vagt, så ingen druknede i bassinet. Igen omsorgsfuld, med blik for fællesskabet og sin egen mening om tingene, som han ikke var bange for at sætte handling bag.

Handling tog Ole også for ca 10 år siden, da han valgte at sælge sin kolonihave, de fleste af hans ejendele og flytte til Tanzania og der skabe sig et liv. Ole elskede det hus, han fik bygget og i særdeleshed den have, han skabte bl.a. med diverse frugttræer. Han skrev jævnligt til mig med beretninger om havens ve og vel og om planerne for de kommende dyr og frugttræer. At have grise og en frugtbar have, gav Ole varme, positive minder om sin barndom i Thisted.

De sidste 10 år har Ole boet, nydt og LEVET i Tanzania. Han elskede lige at smutte afsted bagpå en pikipiki (motorcykel) og ud og ordne dette og hint. En handel med en gris, at drikke en kop chai i en lille gadecafe og tale med folk, der både lyttede og bidrog, at give råd om dette og hint i haverne og smutte hen hvor trommerne lød, for Ole elskede trommerne og dansen helt til det sidste. Særligt bunungule og bulabuka.

Tiden i Tanzania var også udfordrende. Både ift helbredet der gradvist skrantede mere og mere toppet med grå stær, som Ole var forbandet ked af, da den begrænsede ham i sin gøren og laden. Og også parforholdet havde sine udfordringer. Midt i det var hans bonusbørn stjernerne i hans liv. Han elskede de børn, som var det hans egne. Og trods grå stær, så var det med åbne øjne, at han blev boende og bevidst valgte børnene og gaven til trods livets besværligheder.

Selv når Ole havde det svært, så rakte han ud til flere af os. Efter Ole døde har jeg brugt timer på hans og min messengertråd. For den er lang. Og rummer livets op og nedture, dybe delinger, begejstring over det store i det små og glæden ved det enkle liv. En bullionterning af levet liv.

Det var med dyb ydmyghed, at jeg for 10 år siden sagde ja, da Ole sad ved mit køkkenbord og spurgte, om jeg ville tage mig af hans Sidste Vilje, testamente og diverse dertilhørende i forbindelse med Oles død. Mit svar var klart: “Selvfølgelig”. Vi nåede at drikke flere kander te, før vi var kommet gennem alt. For sædvanen tro, var Ole grundig, omsorgsfuld og uden slinger i valsen. Han opererede med 2 scenarier og deraf ‘køreplaner’. Et hvis han døde i Tanzania. Et andet hvis han døde i Danmark. Og det er med glæde i hjertet, at jeg kan fortælle, at Oles number 1 ønske bliver opfyldt: At dø i Tanzania, bliver begravet på sin elskede grund der, og at vi holder mindestund ved bålet her i Danmark sammen med Oles italienske familie.

En cirkel blev på fineste vis sluttet, da det var min datter, der ringede til mig fra Tanzania og fortalte, at Ole netop var død. Min datter, som Ole har båret rundt på og leget med, da hun var lille. Min datter blev en af de sidste, der var omkring Ole.