De Hvides Trommedans

Vridende, hvide kroppe lader sig opsuge af trommernes rytmiske hav. Takten dominerer enten fod, hånd eller underliv. Mellem de hvides farverige kanga-skørter ses enkelte sorte afrikanere.
Stedet er Ramten Skov på Djursland, hvor Utamaduni Kulturforening afvikler sin årlige danselejr. En tipi og telte dekoreret med farverige mønstre danner rammen om en uges usædvanlig samvær for 500 voksne og børn.
– Her på lejren kommer man tættere på Afrika, de sorte og det afiikanske sprog. Det er ikke kun dansen, det drejer sig om, fortæller den 31-årige stud.cand. phil. i samfundsfag, Lars Rau fra Aalborg.
Han var med på lejren for første gang sidste år og er med i en af Danmarks 23 dansegrupper, der danser afrikansk dans med udspring fra den 20 år gamle Utamaduni-gruppe.
-Min kropsfornemmelse er blevet bedre gennem dansen, siger Lars Rau og indrømmer, at han i begyndelsen helst ville spille tromme. Men rent motorisk kunne han ikke følge med.

Livsglæde i fokus
Udefra set er der stor forskel på de hvides og de sortes dans. Det er tydeligt, at der ligger et helt livs erfaringer bag afrikanernes bevægelser.
Men de hvides danseoplevelse er ifølge Lars Rau fuldt på højde med afrikanernes.
For Lars og de fleste andre hvide, der danser afrikansk dans, er det vigtigste nemlig fællesskabet samt den livsglæde og energi, der er en følge af trommernes krav på bevægelse.
Omkring hundrede mennesker danser rundt i en cirkel, mens en mand næsten dækket af meterlange sorte hestehaler, en nederdel af skindstrimler og bjælder om anklerne fører an i Slangedansen.
Mads Bischoff – en erfaren Utamaduni-danser – gemmer sig bag gevandterne. Han synger til kredsen: “Hvad venter vi på?”, og kredsen svarer “Vi venter på, at slangen den kommer frem”, mens de danser til de insisterende trommer. Trommerne, hvoraf de fleste er “made by hands in Denmark”, betjenes kyndigt af en række hvide mænd foran trommeteltet.

Kraftfuld leg
Afrikansk dans appellerer til danskerne, fordi “det er ukompliceret og en glad, sjov og kraftfuld leg, som Mette Ellegaard, 38 år og køkkenleder fra Hjortshøj ved Århus, udtrykker det.
Det har intet navlebeskuende over sig, siger Mette Ellegaard, der er med på lejren for første gang. Men bestemt ikke for sidste.
Handicaphjælper Jane Mathiassen, 47 år og fra Skørping ved Rold Skov, er også nybegynder i trommedansen. For hende er det “kanonsvært” at danse afrikansk men også en udfordring, som hun siger:
– Selv de mest elementære skridt er svære. Det er en anden kropsmåde. Men når det så lykkes, er det fantastisk. Vi har jo ikke danset på den måde, siden vi var børn, forklarer Jane Mathiassen.

Lang tradition
I år er det 15. gang, at de danseglade danskere samles i en uge for at fordybe sig i sukumaernes kultur – sukumaerne er en stamme i Tanzania.
Lysebrune børn med sort krøllet hår blandt de lyshårede danske børn fortæller historien om en kontakt til Afrika, der er andet og mere end trommedans og svedende hvid hud:
I 1973 besøgte en musik- og dansegruppe fra Sukumaland i Tanzania Danmark. Gennem sang og trommedans fortalte sukumaerne danskerne om det daglige liv hjemme i Afrika. Og danskerne blev grebet af det, de så – hvordan fællesskabet og familien var en vigtig del af afrikanernes
hverdag.
I 1977 drog 20 danskere og tre børn så til Tanzania på genvisit med et projekt, som de kaldte Kulturbroen. På Tanzanias nationalsprog swahili blev det til “Daraja la utamaduni”. Det blev senere til Utamadunigruppen og Utamaduni Kulturforening.
Danskerne viste sukumaerne gennem en musik- og teaterforestilling, der var forberedt hjemme, at europæere kan andet end at arbejde som u-landsfrivillige, embedsmænd og missionærer.
Besøget var begyndelsen til en forbindelse mellem danskere og sukumaere, som siden har bredt sig til hele Danmark.

Slangen kommer
Pytonslangen Mulinga dukker op, for en slangedans kræver en slange.
Først bæres Mulingas 3,20 meter lange krop rundt som en hyldest til de dansende af Mlalahasi fra Utamaduni-gruppen eller Knud Erik Asak, som han hedder på dansk.
Senere lader to 12-årige drenge sig vikle ud og ind mellem kvælerslangens muskuløse krop.
Det ser voldsomt ud. Men slangen har øvet sig sammen med drengene inden denne optræden.
Længe bølger slangedansen over pladsen. Men den bliver forstyrret, da en gruppe af både sorte og hvide mennesker med malede kroppe kommer dansende og spillende en helt anden rytme. Det er hulepindsvindanserne, der vil forsøge at overtage publikums gunst og dermed vinde den uskrevne konkurrence, shindano -en venskabelig kappestrid. Sådan foregår det i Afrika.

Grænser overskrides
Sander Nielsen, der har været med i Utamaduni-gruppen siden begyndelsen, sidestiller den afrikanske dans med folkedans.
– Det er musikglæde på et folkeligt plan. Det er både musik og gymnastik på samme tid. Man behøver ikke at kunne det hele
for at være med. Engang havde vi danskere folkedansen at være fælles om. Nu har vi noget andet udefra, som giver den samme begejstring.
Sander Nielsen forklarer, at de hvide oplever, hvordan de i den afrikanske dans overskrider egne grænser. For eksempel oplever folk, der tror, de ikke kan synge eller danse i takt, at det kan de sagtens.
– Den afrikanske trommetradition har så mange trin, at alle kan få afløb for det, de lige præcis har brug for at komme af med. Her er plads til alt – fra det helt enkle til det allermest sublime.

Sort æresgæst
Lejrens æresgæst, Mzee Kang’wina, også kaldet “Den Gamle” har rundet de 75 år, og han var med i 1973, da den første kontakt mellem sukumaerne og danskerne blev etableret.
Den Gamles sorte ansigt flækkes i et gavtyv-smil, mens han danser med en hakke. Fra tilskuerne og trommespillerne lyder opmuntrende og begejstrede lyde over Den Gamles optræden.
En mindre dreng agerer hulepindsvin med et bundt brune og hvide pigge bundet på ryggen. En dansende teenage-dreng ser ud til at have glemt sin hvide hud, der er dekoreret med sort, hvid og rød maling.
Langsomt slukkes slangedansen i den anden ende af pladsen, mens hulepindsvindansen tager til i styrke. Til sidst tier trommerne.
Men hvem, der vandt, afhænger af, hvem man spørger. Ganske som i Afrika.