Som solskin i april

Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.

Historien om den 29-årige Neema fra Tanzania og den 61-årige Karsten fra Danmark er en rå fortælling om kærlighed i mødet mellem to kulturer, om fortidens spøgelser og fremtidens drømme.
Via Neema og hendes venner bliver læseren ført dybt ind i en afrikansk tankegang, de færreste kender endsige forstår. I et ligefrem og poetisk sprog afdækkes en radikalt anderledes kultur og en benhård virkelighed, hvor kærlighed er en luksus og velstand en mangelvare. Men med et muntert livssyn, der kan gøre de fleste europælere misundelige.
Karsten, som er romanens anden fortæller, er en reflekteret, succesrig journalist og fotograf med en forhistorie, der afdækkes i tilbageblik og som måske er med til at spænde ben for hans succes som menneske.
Neema og Karsten møder hinanden på et dansekursus i Tanzania, hvor deres to kulturer larmende søger forening.

Her kommer to kapitler fra cirka midtvejs i romanen.
Neema er i Danmark og skal møde Karstens søn, svigerdatter og børnebørn for første gang.

Karsten. Medarbejdersamtaler og vingummier
14. maj 2017

Spisebordet er dækket med tallerkener, bestik, servietter og glas. Lejligheden dufter af mad fra det lille køkken, hvor Neema i øjeblikket står fuldt koncentreret om at holde styr på de fire kogeplader med ris, grøntsager, fisk og chapati. Hun har været i gang med forberedelser det meste af dagen, mens jeg har skrevet et par timer og læst avis og svaret på spørgsmål om, hvor panden står, om der er mere salt og om hvad man bruger sådan én til? Hun stod med en slibesten i hånden. Og lidt senere spaghettiøsen. Jeg er imponeret over, hvor hurtigt hun har fundet sig til rette i køkkenet og fået styr på kogeplader og køkkenredskaber, men det har jeg naturligvis ikke sagt noget om, for hvorfor skulle hun ikke være hurtig til det? I stedet stillede jeg mig bag hende, kyssede hende på halsen og begyndte at kæle for hendes bryster, men uha, det skulle jeg ikke.
– Arh Karsten, hapana. Nej. Jeg laver mad.
Hun skubber mig blidt, men bestemt væk, og jeg går tilbage til avisen. Kort efter må jeg korrigere hendes håndtering af køkkenknivene, når de ikke er i brug. Hun smider dem ned i vasken, men de bliver sløve af den hårdhændede behandling.
Jeg har åbnet en flaske vin, Mikkel og hans kone, Lene, kan godt lide vin til maden. Det kan jeg også. Jeg ved faktisk ikke med Neema. Børnebørnene får økologisk saftevand.
At sætte gæster sammen, der ikke taler et fælles sprog, giver risiko for fiasko. Mikkel har jeg forberedt på vanskelighederne, han ved, at han ikke kan tale med Neema. Og jeg har bedt ham give oplysningen videre til Lene. Det kan blive akavet. Jeg er sikker på, at Mikkel vil lægge sig i selen for at få aftenen til at glide smooth, og det tror jeg sådan set også, at Lene vil. Men hun er jokeren.
Ikke fordi hun er keramiker med eget værksted og en andel i en kunsthåndværkerbutik og heller ikke fordi den keramik, hun laver, er helt ufattelig grim, men simpelthen fordi jeg ikke har nogen fornemmelse af hende i uvante situationer. Mikkel siger, hun aldrig har rejst til andet end Madeira, og at han er hendes kun anden seriøse kæreste. Naturligvis har jeg mødt hende flere gange, men altid under kendte omstændigheder. Børnefødselsdage, juleaften, søndagsudflugter, min fødselsdag med videre.
Min oplevelse af hende er, at hun er tryghedssøgende, konfliktsky, temmelig konform og med et hjerte af guld overfor ungerne. Og overfor Mikkel.
Jeg har så mange fordomme! Det er et arbejdspunkt. Men jeg har altså svært ved at se, præcis hvad Mikkel er faldet for hos hende.
De er dårligt kommet indenfor døren, før Lene og Neema falder i hak. Det ser ud som om, det manglende sprog er fuldstændig uden betydning. Med smil og lyde tager Lene beundrende fat i Neemas øreringe, roser hendes tøjstil, mærker på hendes hår og laver grin med sit eget. Introducerer ungerne, Benjamin og Halfdan, til Neema, der kan snøre Benjamin om sin finger, og kort efter de er kommet, har ham siddende på køkkenbordet og røre i en lille portion tyk majsgrød, hun har taget fra til ham, mens han ser undersøgende og en lille smule forelsket på hendes brune hud og krøllede hår og lærer, at majsgrød på swahili hedder ugali.
Raketten er mere forbeholden, i det hele taget er han mere stille, end han plejer at være, og sidder og putter sig på Mikkels skød, mens Mikkel og jeg sidder i sofaen med hvert vores glas vin.
– Er der noget med ham? spørger jeg og stryger ham over kinden. Han plejer bestemt ikke at ville sidde stille.
– Njaeh, jeg tror det ikke. Han er lidt stille for tiden, men vi tænker, det bare er en periode. Mikkel finder en ipad frem fra Lenes taske, der står på gulvet ved siden af os og giver ham.
– Hvordan går det på jobbet? spørger jeg og kigger ud på Neema og Lene i køkkenet, der stadig snakker til hinanden på hvert deres sprog og ser ud, som de forstår, hvad den anden siger.
Mikkel er leder af en stor SFO i nordbyen, politisk aktiv i SF og går til yoga to-tre gange om ugen. Jeg bliver helt træt, når han fortæller om alt det, han når. Hans overvejelser om sin rolle som leder taler han og jeg ofte om.
– Det går faktisk godt for tiden, svarer han og holder en lille pause, før han fortsætter. – Der er selvfølgelig af og til noget personalefnidder. Jeg har medarbejdersamtaler for tiden, og en af dem har beklaget sig over noget mobberi, som jeg er nødt til at følge op på.
– Det var da anstrengende. Ja, det bliver du nødt til at tage alvorligt, siger jeg. – Hvad med dig og fruen?
Inden han når at svare, bliver vi afbrudt af Benjamin, der skal fortælle om ugalien og samtidig vil have sin ipad.
Mikkel giver ham den, og Benjamin falder ind i den virtuelle verden. Så kigger Mikkel på mig og siger, at Lene og han også har det godt, rejser sig med et smil og går med Halfdan på armen ud til pigerne i køkkenet. Han kysser Lene på kinden, og jeg kan se, at Neema kort går i stå og gør store øjne. I Tanzania kysser mænd og kvinder ikke på hinanden foran andre. Så meget har jeg da lært.
Jeg tænker, om han taler sandt, siden han går, lige så snart jeg har spurgt til deres relation, men vi plejer at være ærlige overfor hinanden, så der er sikkert ikke noget. Og ellers vender han tilbage til det senere. Neema vil hilse på Halfdan, stryger ham blidt på armen, men han ignorerer hende og ser ikke op fra sin ipad.
Vinen er god, og vi skåler. Neema synes, den er sur og henter en øl i køleskabet. Vi snakker på kryds og tværs, og det, vi ikke har sprog til at sige, forsøger vi at mime, hvad der får os voksne til at grine højt.
Da vi begynder at spise, giver Lene overraskende højlydt udtryk for sit behag.
– Det smager helt vildt godt, Neema, siger hun efter den første bid. Lukker overdrevent nydende øjnene og smasker lidt med et stykke fisk i munden, som for at få smagen ud i alle hjørner. – Har du ikke en opskrift?
Det sidste kan jeg ikke oversætte, jeg ved ikke, hvad opskrift hedder på swahili.
Benjamin er ikke enig.
– Det smager ikke godt, siger han og lægger resolut gaflen fra sig.
Lene bøjer sig over mod ham og roder på hans tallerken med sin egen gaffel.
– Har du smagt det hele? Hvad med det her, siger hun og har skrabet fisken sammen i en lille bunke. – Det smager super lækkert.
– Nej, det gør ej. Det smager grimt. Han vrænger med munden.
– Der er ikke noget, der smager grimt, Benjamin. Det gider jeg ikke høre på. Der er mad, du ikke bryder dig om, og det er OK, men mad kan ikke smage grimt. Har du smagt på det? Lene kigger bestemt på sin søn.
– Jeg HAR smagt det, svarer Benjamin med ynkelig stemme, og frustration får tårer frem i hans øjne.
– Stop det! bryder Mikkel ind. – Vi gider ikke den stemme. Hvis du har smagt det og ikke kan lide det, er det OK. Du skal ikke tale som et pattebarn. Jeg gider ikke høre på det.
– Jamen, jeg HAR jo smagt det, græder Benjamin nu og skubber sin stol ud fra bordet. – Jeg vil hjem.
Lene tager ham i armen for at få hans opmærksomhed.
– Vi skal ikke hjem nu. Vi er på besøg hos farfar og Neema, og du skal sidde ordentligt ved bordet. Hun skubber stolen ind til spisebordet igen. – Spis noget af maden på din tallerken.
Benjamin begynder at græde hjerteskærende højt, og Lene kigger undskyldende på Neema og mig, før hun trækker ham op fra stolen og sætter sig i sofaen med ham på skødet.
Han falder hurtigt til ro, mens Lene snakker til ham og stryger ham over håret. Da han tørrer sine øjne, spørger hun, om han vil have sin ipad, og han nikker.
Halfdan er i mellemtiden blevet færdig med at spise og får lov at gå fra bordet. Han sætter sig med sin ipad i sofaen ved siden af storebror. Lene finder en pose økologiske vingummier frem fra sin taske, hælder dem op i to skåle og stiller dem på sofabordet foran børnene.
Hun kommer tilbage til bordet og sætter sig til rette. Tager en tår vin og siger:
– Nå, hvor kom vi til? Så griner hun og begynder igen at spise.
– Ej, det smager altså SÅ godt, Neema!
Hvis jeg havde betænkeligheder ved set-uppet, er de blevet gjort til skamme. På et tidspunkt lidt senere står jeg i køkkenet og skyller tallerkner af, og Neema kommer ud med nogle tomme skåle.
– Hvor er de søde, Karsten, siger hun og smiler glad til mig.
– Ndio. Ja, griner jeg og ser ud som om, jeg ikke havde regnet med andet.
Klokken er langt over ungernes sengetid, da Lene og Mikkel bryder op.
– Jeg vil altså gerne ses igen, siger Lene og kigger på Neema, der smiler.
– Vi har en stram tidsplan. På Neemas forlangende skal vi besøge min mor, som jeg ikke har set i 100 år, vi skal besøge nogle venner, der udtrykkelig har sagt, at de rigtig gerne vil møde Neema, vi skal til bryllup i weekenden, og i det hele taget fylder socialitet en hel del i kalenderen, mens Neema er her. Det kan blive svært, men lad os se på det, siger jeg.
Neema får et kæmpeknus af Lene og et lidt mindre af Mikkel, og vi står i døren og vinker, mens de unge forældre går ned af trappen med hver sit barn på armen.
Raketten er for længst faldet i søvn.
Efter at have lukket døren bag dem, går Neema i køkkenet og lægger an til at vaske op. Jeg bærer de sidste kopper fra stuen ud i køkkenet, stiller dem fra mig på køkkenbordet, læner mig afslappet mod bordkanten og folder armene over brystet. Neema tager baljen frem fra køkkenskabet under vasken, tænder for det varme vand og hælder sulfo i.
– Er der noget, Karsten? spørger hun og skæver til mig. – Gå ind i stuen til din pc, så ordner jeg det her. Hun løfter opvaskebakken frem fra skabet og lægger den omvendt på bordet og med afløbsrenden pegende væk fra vasken.
Jeg smiler, tager hendes ansigt mellem hænderne og giver hende et trutkys på munden.
– Tak for rigtig dejlig mad.
Diskret vender jeg opvaskebakken, så den rigtige side vender op og afløbsrenden ned i vasken.

Neema. Sugemaskine og sukkergelé
14. maj 2017

Det mærkeligste i Karstens køkken er det iskolde skab under køleskabet. Hvis man lægger kød derind, stivner det af kulde, og så kan det ligge der i et år uden at rådne, har han fortalt. Jeg tror nu nok, at han overdrev lidt. Et år?!
På det elektriske komfur skal man bare dreje på nogle knapper, og straks lyser kogepladerne rødt og bliver varme som glødende trækul. Alle madvarer, som gryn, mel, mælk og kød er pakket ind i pap og plastik, så man ikke kan genkende det, før man åbner og kigger efter. Det er også svært at se, at det er en fisk, jeg nu pakker ud af en blå pakke med gennemsigtigt låg. Der ligger fire stykker hvidt fiskekød, uden ben, hoved, hale eller skind. Alt dét gode, der giver sovsen smag, og som jeg ellers elsker at sutte rent for kød, er fjernet. Tsk. Jeg skærer fiskekødet i mindre stykker og steger det i gryden sammen med løg og tomatmos. Hvis ikke Karsten med en metaldims havde åbnet den lille røde dåse for mig, havde jeg aldrig gættet, at den indeholdt tomater. Tomaterne var allerede most til en mørkerød grød.
– Neema, nu kommer gæsterne snart, går det godt? råber han fra stuen.
Over gryderne blæser en maskine, der suger dampen ind i sig. Sugemaskinen larmer, så jeg må hæve stemmen.
– Ja, meget godt, Karsten!
Jeg rydder køkkenbordet og smider de beskidte skeer, kniven og skålen ned i vasken. Det gør arbejdet meget nemmere, at der kommer vand direkte ud af hanen, én person kan hurtigt både skylle grøntsager, fylde vand i gryder og vaske ting af. Der er heller ikke plads til mange flere, tænker jeg og prøver at forestille mig køkkendamerne hjemmefra stuvet sammen i det lille rum.
Karsten har inviteret sin søn, Mikkel, med kone og børn til middag. Da den skingre melodi fra knappen ved hoveddøren lyder, kigger jeg op på det store ur, der hænger i køkkenet. Klokken er ét minut i seks.
Tiden ejer de travle danskere, og de lader sig styre af den, som om den er særdeles vigtig for dem. Gad vide, hvad de frygter vil ske, hvis de ikke overholder den?
Karsten lukker gæsterne ind i opgangen ved at trykke på en knap på den hvide telefon, der sidder i entreen. Jeg retter på kjolen og håret og træder ned i mine fine sko, før jeg går ud i gangen for at tage imod gæsterne.
Allerede i entreen går det galt. Som havde jeg været en eksotisk dukke, piller svigerdatteren ved mit hår og mine smykker, kommenterer mit tøj og griner af det hele.
Hun optræder uden behørig respekt, som en fjollet veninde. Hun og jeg er ikke veninder. Jeg hører sammen med hendes mands far, og min plads i familien er derfor højt hævet over hendes. Kan hendes upassende opførsel skyldes, at jeg ikke er meget ældre end hende?
Selv ser hun ikke ud af noget særligt med sit lange brune hår, der hænger løst og slasket nedover en lilla og hvid-prikket trøje, og hendes hud er bleg, mat og træt. Hun har tydeligvis ikke gjort noget ud af sig selv.
– Mmmm, nam nam, smasker hun overdrevet og kunstigt begejstret, da hun smager på fisken.
Jeg fornemmer, at hun laver grin med min mad, men Karsten smiler bare. Ser han ikke teaterstykket? Synes han ikke, at denne kvinde burde vise mere respekt overfor sin nye svigermor?
Som Karsten sidder der ved siden af mig og griner dumt, er han ikke noget overhoved for familien. Jeg har ikke andet valg end at spille med på komedien, hvis jeg vil opretholde min ære, så jeg griner anstrengt med, når de voksne morer sig barnligt og forsøger at inddrage mig med fagter og en masse ord, jeg ikke forstår.
Endnu værre bliver det, da den ældste dreng, Benjamin, nægter at spise min mad. Den lille dreng vrænger uforskammet ansigt, da han har smagt en lille klump af ugalien og lidt ris og fiskesovs. Spinaten og den stegte kål vil han ikke engang have på sin tallerken.
– Waaah waaaah, græder han dramatisk som reaktion på moderens ord.
Hvad siger hun til ham?
Jeg bliver nervøs for, om der skulle være noget forkert i maden. Har han slugt et fiskeben, jeg havde overset? Tygget på en sten i risen, jeg ikke opdagede? Jeg gjorde mig også meget umage, da jeg rørte ugalien, så der skulle ikke være tørre melklumper i.
Pludselig skubber drengen hårdt og voldsomt stolen ud, så bordet ryster. Jeg ser overrasket på, at Benjamin begynder at råbe hysterisk og uopdragent. Vores svigerdatter rejser sig, tager ham i armen og fører ham over til sofaen, hvor hun trøster ham. Ingen skælder ud over hans opførsel, og barnet slipper tilsyneladende for at spise min mad, selvom den er fuldstændig perfekt. Jeg forstår ingenting.
Kort tid efter forlader også den yngste, stille dreng bordet, og som om ingenting er sket, smiler vores svigerdatter og stiller slik i en skål foran dem. De to børn forsvinder tilfredse ind i deres egen verden med spil på en skærm og munden fuld af rød og gul sukkergelé. Mikkel, deres far, sender mig et undskyldende blik henover bordet, mens Karsten spiser videre uden at se op.
– Skål! siger min mand, da vores svigerdatter sætter sig ved bordet igen.
Hun har netop belønnet sine sønner for forargelig opførsel, og ingen lader til at mene, at det var forkert. Karsten oversætter hendes næste sætning:
– Det smager rigtig godt, Neema! smigrer hun smaskende.
Det gør det jo åbenbart ikke, eftersom børnene knap nok har spist af det, tænker jeg ydmyget.
Senere insisterer Karsten på at skylle tallerkener af.
Det har jeg næsten vænnet mig til, selvom jeg ikke mener, at en mand bør bevæge ind på kvindens enemærker. Jeg forstår ikke, hvorfor wazunguerne har behov for at opføre sig som det andet køn. Det gælder også kvinderne, som klæder sig maskulint og tager styringen i alle mulige situationer.
Mit værd som kvinde vokser af de mange færdigheder, jeg har i køkkenet, og som er givet mig af min mor, bedstemor og oldemor i form af dyrebare hemmeligheder, der ikke kommer mændene ved. Derudover får jeg respekt og beundring fra manden ved at gøre mig attraktiv og være velklædt og velplejet, så han ikke kan modstå mig. Hvorfor give afkald på de naturlige gaver? Det er som om, wazunguer ikke vil kendes ved deres køn og seksualitet, men de går derved glip af en masse, vil jeg mene.
Karsten bliver umandig i mine øjne, og det piner mig, at han vil stå og vaske tallerkener af foran sin egen søn og svigerdatter. I deres øjne er det klart, at han må ligne et svagt bløddyr, og jeg en doven og uduelig kone for ham.
– Det er søde mennesker, smiler jeg til Karsten, da jeg stiller en stak tomme skåle ved siden af vasken.
– Ja griner han ubekymret.
Tsk tsk, vi kommer nok aldrig til at forstå hinanden til fulde, men så længe han er glad, vil jeg ikke lave problemer. ‘Du får ikke tyndskid af at sluge din stolthed’, sagde Oldemor altid til mig. Karsten er god i hjertet, det er derfor, jeg elsker ham, og så må jeg acceptere hans blødhed. Resten af aftenen forløber problemfrit, børnene sover i sofaen, vi ser billeder fra Mikkels barndom i en afslappet stemning, og de mange fotos får os til at grine sammen uden sprogbarrierer. Til sidst føler jeg mig helt god igen.
Da Mikkel, Lene og børnene skal gå, og døren smækker bag dem, sukker jeg alligevel lettet over, at aftenen er overstået. Jeg tvivler på min rolle i den her familie, og om jeg ville kunne finde mig til rette i en kultur, hvor almindelig respekt overfor forældre og kønnenes plads åbenbart ikke er en selvfølge. Jeg savner mine døtre mere end nogensinde før.

 

 

 

Bogen kan købes på saxo.com

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...