Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2021-2022-2023 Kærlighed i Coronaens tid

Kærlighed i Coronaens tid

Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år.

Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma.

Det er vel nødvendigt at holde gang i vores kulturbro, specielt i disse lukkede tider, og hvad kan være mere nødvendigt end at se sin kæreste. Radioen svømmer over med advarsler i en ildevarslende tone og lammende skrækhistorier.

Jo, coronaen skal selvfølgelig tages alvorligt og man må tage sine forholdsregler. Jeg medbringer håndsæbe, håndsprit og masker i rigelige mængder.

Jeg skal selvfølgelig levere en negativ test, før jeg kan stige på flyet. Den må højst være 72 timer gammel. OK, det er til at leve med. Men blot 24 timer før afgang kommer et nyt krav. Der skal leveres en quick-test ikke før 4 timer før afgang. Tak skal du have! Afgang er kl. 6 om morgenen, altså skal jeg være i lufthavnen ved 2 – tiden. Ingen søvn den nat! Da jeg ankommer er Kastrup Lufthavn helt øde. Kl. 4 kommer et Falck-hold, der skal teste alle de 100 passagerer på flyet til Amsterdam. Jeg er en af de første. Testen er negativ. Oh, hvilken enorm lettelse! Jeg har sjældent været så nervøs som i de sidste dage før denne rejse. Tænk, hvis man en time før afgang skulle opgive rejsen, med hele bagagen af drømme, håb og forventninger. KLM tillader 2 x 23 kg plus 12 kg håndbagage. Betjeningen gennem security og hele vejen er yderst elskværdig, personalet er tydeligt glade for at se de få rejsende, der vover pelsen.

Jeg når gaten og sender sms’er til mine børn.

Service hos KLM er supergod. Jeg drikker 2 Heineken og ser en afslappende film. Nerverne falder til ro. I Dar es Salaam bliver man testet med et termometer i panden, hvis man ikke har feber, slipper man igennem. Godt igennem alle tjek mødes jeg af Mosher, vores gode, gamle malerven. Vi er bare så glade og danser den lille coronadans, først albue, så fødder, til moro for dem, der kigger på.

Jeg er i Dar tre dage for at hvile ud og få billet til Mwanza med bussen. Det er billigt og tager ca. et døgn, hvor man bare blæser igennem hele landet med et afrikansk vilddyr til chauffør bag rattet. De skifter chauffør efter 1000 km. hos Osaka-busser. Vi starter kl. 6 om morgenen og ankommer kl. 3 om natten til Nyegezi, en forstad til Mwanza.

Jeg glæder mig som en besat til at se min kæreste, det er næsten 11 mdr. siden sidst. Jeg ankommer til Lake Hotel ved 4-tiden. Ved 9-tiden beder jeg om at låne en mobil i receptionen og får fat i ham. Han er nået til Magu på sin vej for at mødes.

Jeg tænker, at i disse lukkede coronatider fulde af restriktioner, kan man måske få tid til at dyrke kærligheden, som i Marquez’ roman, hvor handlingen godt nok foregår under en kolera- epidemi, hvor de elskende endelig får fred til at være sammen på en flodbåd med et gult flag.

Vi bliver på Lake Hotel en hel uge. Vi læser aviser og hører underretninger fra forskellig side. Corona siges at være næsten fraværende i Tanzania, andre siger, at det er jo bare fordi man ikke tester. I avisen kan man læse, at en minister på Zanzibar er indlagt med Corona. Det er altså noget, man snakker om og uden for alle butikker, café’er, spisesteder mm. står en spand vand og sæbe, så man kan vaske hænder, som folk i Tanzania jo er rigtig gode til. Ganske få bærer dog maske i Mwanza.

 

En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte.

Livet her på Bujora Kulturcenter går sin vanlige gang. Der kommer turister, som betaler for at se stedets dansegruppe optræde. Maleren Charles Ndege er i færd med at færdiggøre dekorationen af det nye hus til opbevaring af gruppens trommer og kostumer. Min kæreste tager hver dag på små indkøbsture. Jeg holder mig hjemme og nu begynder så småt spekulationer over hjemrejsen. Man skal have en negativ test for at komme ombord på flyet og den skal være helt ny og koster 230.000 shilling, ca 800 kr. Testen foretages på Aga Khan Hospital i Dar. Jeg skubber tanken fra mig. Hvis man kunne komme her til, kan man vel også komme hjem igen!

Vi har nogle planer, vil gerne bygge lidt på en lille medicinhytte og så besøge min kærestes mor i Bunda.

Sidste år købte vi en lille grund i Makelu, 7 km. fra Bujora. Jeg var spændt på, om der nu var bygget noget. Det var der, et sødt lille hus med bare to rum, det var oppe i vindueshøjde. Det er første gang i mit liv, at jeg har bygget hus. I løbet af to dage nåede vi til at have lagt remmen, klar til at lægge tag på.

Naboerne siger til Malezu, hvorfor han ikke bygger et stort hus, nu da han har kapret en msungu. “Hun har ikke nogen penge”, siger han så bare og det er jo også rigtigt. Til næste år håber jeg, at vi kan lægge tag på.

Det var hyggeligt at have Uffe i nabolaget. Han er i gang med at samle informationer om de mange forskellige typer dans, man finder i Sukumaland. En dag gik Malezu og jeg hen til Uffe og vi lavede et interview. Det viser sig jo, at det faktisk er Malezu himself, som har introduceret Kadum i Sukumaland for ca. 40 år siden. Hans dansegruppe lærte det af nogle gogo’er, dansere fra en nabostamme. Derfor hedder Kadum også omkring Bujora bare “Malezu”.

Vi tog på en tre-dages tur til Bunda. Malezus mor bor der hos en yngre halvbror og har det rimelig godt, selv om hun må være højt oppe i firserne.

Jeg ville ikke insistere på, at Malezu skulle følge mig tilbage til Dar, som han ellers plejer. Han havde haft en besværlig tur tilbage til Mwanza sidste år, da corona lige var brudt ud og folk var helt paniske. Han fulgte mig til bussen i Mwanza.

Da jeg ankom til Dar, stod vores gode ven Mosher klar med en taxa og jeg blev kørt til det sædvanlige hotel. Jeg havde nu en uge til at blive testet. Mosher og hans gode ven Juma fulgte mig hele vejen. Først til flykontoret for at finde ud af, at flyafgangen var rykket to timer frem. Så til hospitalet, hvor man får at vide, at der skal indbetales 230.000 shilling på en bankkonto for at blive testet. Jeg blev så testet torsdag og fik svar fredag aften, heldigvis da negativ. Mens jeg ventede på svar om fredagen, opholdt vi os på Coco Beach, en dejlig sandstrand ved Dar med fine små bølger og lækkert varmt og rent vand. Oven for stranden er et spisested med verdens bedste hønsekødsuppe og stegte fisk, så tænderne løber i vand.

Lørdag tog vi til Aga Khan hospital og fik testsvaret printet ud. Om aftenen var så afrejsen fra lufthavnen, der er fuldstændig moderniseret og udbygget til ukendelighed. Magufuli har virkelig sat sig spor. Vi kom i god tid, ingen køer på vejen den dag og vi fordrev tiden med at drikke kaffe. På den måde blev en uge, der kunne have været træls til lidt af en fest.

I lufthavnen skulle man så tage en quick test og det gik heldigvis smertefrit. Pris: 25 USD. Min bagage var et par kg overvægtig, men de flinke folk bag skranken i check-in lod gå. De ved vel, at man er fuld af kangaer, flettede måtter, Konyaki, Dodoma altervin og honning mm. Hjemrejsen gik fuldstændig planmæssigt. I Kastrup løber man igen ind i corona-test, og når man kommer hjem hedder det ti dages isolation. Den kan dog brydes, hvis man har en negativ test efter 5 dage. Og så er man hjemme igen fra 35 grader til 0 grader, ikke at spøge med!

 

 

Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021

Også her i 2022 lykkedes det at rejse, den største risiko var faren for at teste positiv. Jeg klarede heldigvis frisag. Fra d. 14/1 til d. 1/3 var jeg i Tanzania. Årets sensation var naturligvis, da de tre wazee (gamle mænd), rejste til Sukumaland før jul, som de tre vise mænd for at se det nyfødte drengebarn. Jeg glædede mig til at se dem i Afrika og det lykkedes da nogenlunde. Knud Erik har det som blommen i et æg hjemme i sit fantastiske hus i Nyanguge. Sander så 10 år yngre ud, da Malezu og jeg mødte ham til en hyggelig frokost på New Royal Pub i Mwanza. Sander har fundet sig en partner i den smukke danser Leontina fra Wanasesilia. Da Malezu og jeg ankom med årets bryllupskage til Bujora, gav vi den straks til hende, så hun kunne skære for og dele den ud til aftenens afskedsfest for Sander, der to dage efter måtte vende hjem til Danmark. Jeg havde glædet mig til også at møde Uffe, der ellers er en flittig gæst på Bujora. Men det blev kun til en telefonsamtale, hvor jeg måtte nøjes med at ønske ham god bedring efter et uheldigt fald, hvor han brækkede hoften og hurtigt måtte rejse hjem.

Livet på Bujora formede sig som det plejer. Leontina og familie lavede vores mad og Malezu tog næsten hver dag ud for at se til syge mennesker, eller de kom på besøg hos os og blev behandlet med traditionel medicin, som Malezu praktiserer. Vi hyggesnakkede med Method og Bara, de to vagter, som gør, at man kan føle sig tryg på Bujora. Danserne, som har været på besøg i Danmark, kom for at udveksle nyt. Vi besøgte Edwardi i hans fine runde hus med et stort næsehorn malet udenpå. Det er jo også Edwardis navn, Kifaru.

 

Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år.

Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham.

I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl.

Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby.

Kærlig hilsen fra Kirsten

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...