Opsang fra Dav

Opsang, hvori blandt andet kong Frederik den 2. og en presenning indgår.

.
dav1

 

Det er nat. En lun vind fejer stille over pladsen og nogle tusind sandkorn skifter plads. En teltdug sitrer, et barn vender sig i søvne. Højt græs bøjer sig, og træernes blade ryster i deres stilke.

De få tilbageblevne gløder i bålet lyser kortvarigt op og får en natsværmer til nysgerrigt at flakse tættere på.

Stjernebillederne Karlsvognen, Cassiopeia og Perseus stråler på himlen synlige for det blotte øje blandt hundreder af andre stjernekonstellationer med mærkelige navne.

Stjernetågen Mælkevejen med dens 100 milliarder stjerner kan anes som et diffust lys så langt væk, at det overgår forestillingsevnen. Inde i galaksen sejler nogle få såkaldte hyperhastighedsstjerner rundt. Forskere mener, at hyperhastighedsstjernen med en tvillingestjerne har været faretruende tæt på et massivt sort hul i Mælkevejens centrum.

Tvillingestjernen suges ind i hullet, mens hyperhastighedsstjernen på forunderlig vis bliver slynget ud i rummet med en fart af et par millioner kilometer i timen. Dette forunderlige fænomen kendes blandt astronomer som rekyleffekten.

Visse videnskabsfolk mener, at byggestenene til alt, hvad der eksisterer i universet, er de samme, og at vi derfor er det samme. At vi styres af de samme universelle love. Og at der derfor dybest set ikke er forskel på os og for eksempel blommetræer eller raps.

Kong Frederik den 2. blev kronet som konge af Danmark i august 1559. Han var en høj, rank og stærk mand med mørkt hår og høje tindinger, der interesserede sig for jagt, økonomi og fest. Måske ikke i den rækkefølge, for hans mor advarede ham flere gange mod følgerne af umådeholdent drikkeri, og kongens død allerede som 53-årig blev af den begravende præst udlagt som et resultat af druk.

Som ung forelskede han sig i en hofmesters niece, men hun blev ikke anset for at være fin nok, så han blev tvangsgiftet med den på det tidspunkt 14-årige, og i øvrigt yndige, Sofie af Mecklenburg.

Noget må have fungeret, for de fik syv børn.

Formentlig var kong Frederik ordblind. Det fortælles, at han ikke var i stand til at formulere sig skriftligt, men til gengæld gik han i krig med svenskerne. Det gik lidt op og ned, mest ned – blandt andet havde kongen to fejlslagne forsøg på at indtage Stockholm og Rigsrådet blev skidesure – men efter syv lange år måtte svenskerne alligevel anerkende Danmark som den mest magtfulde stat i Norden.

Efter således at have fået styr på parforholdet og svenskerne, drak han sig i hegnet en helt almindelig torsdag. I denne opløftede stemning fik han virketrang, kiggede sig om efter et nyt projekt og besluttede sig for at ombygge en borg i Helsingør.

Ombygningen stod på i 11 år, men en lun sommerdag i 1585, hvor svalerne kyssede græsset og hinanden, kunne kongen klippe silkesnoren til Europas flotteste renæssanceslot, Kronborg. Og han benyttede straks lejligheden til endnu en kæfert af de helt store.

Men inden da, må vi lige fem-seks år tilbage i tiden. For med svenskerne på hælene, Sofie i sengen og Kronborg undervejs blev Frederik igen rastløs. Han holdt som nævnt meget af jagt og en tirsdag inden morgenmaden, hvor han stod på sin terrasse og kiggede ud over terrænet, mens han adspredt kløede sig i skridtet, fik han endnu en idé. Svenskerne kunne han ikke skyde på mere, men hvad med alt det fjerværk, der ustandselig flagrer rundt i luften? Det var jo oplagt.

Han fik derfor anlagt nogle dyrehaver, hvor han blandt andet opdrættede fasaner, kalkuner og agerhøns, der var tænkt som senere jagtbytte.

Fasanen, der oprindeligt kommer fra Asien, var lang tid om at tilpasse sig danske forhold. Faktisk gik der nogle hundrede år, før der i 1870’erne blev fremavlet en fasanart, der kunne klare sig selv i den danske natur.

Men i 1580 var det ligegyldigt for kongen, om fasanen døde af sult, blev taget af en ræv, fordi den ikke vidste, at ræve spiser fasaner eller om den blev skudt. Han opdrættede og udsatte fasaner i lange baner.

I dag opdrættes og udsættes der årligt mellem 800.000 og en million fasaner, men forunderligt nok uden at det ændrer den samlede bestandstørrelse.

Det mest mærkelige ved fasaner er, at når de bliver forstyrret eller jagtet, trykker de sig mod jorden for så i sidste øjeblik at flyve op med bankende hjerte og larmende vingeslag. Det gør dem til et forholdsvis let bytte for jægere i alle aldre, der kalder den massive nedskydning for vildtpleje.

Klapjagt er en særlig form for vildtpleje, hvor vildtet, der typisk er fasaner, klappes frem mod de i forvejen placerede skytter. Inden jagten sættes i gang, skal skytterne orientere sig om terrænet og hilse på naboposterne, så alle er klar over, hvor de andre jægere står.

Når alle skytter er på plads, bliver der givet et jagthornssignal som tegn til, at klapperne kan begynde. Klapperne går frem med passende mellemrum og slår undervejs på kvasbunker, træer og lignende med en kæp eller et til formålet fremstillet klaptræ, hvilket får de formodentlig rædselsslagne fasaner til at lette.

Klapjagt kræver medvirken af både klappere og jægere, hvilket efter ovenstående beskrivelse ikke burde overraske nogen, men i den her sammenhæng er det alligevel værd at bemærke sig. For vi har her at gøre med det begreb, der kaldes det fælles tredje.

Det fælles tredje er centralt i en autentisk måde at være sammen på, både for jævnaldrende og for voksne og børn. Uanset deltagernes alder, er der altid mulighed for at være reelt fælles om noget. Det gør ikke noget, at en er dygtigere, ved mere eller har mere håndelag. Hovedsagen er, at der er noget ydre, et fælles anliggende, som alle er optaget af, og som de er optaget af sammen. I den fælles aktivitet er man sammen med nogen man holder af. Eller også kommer man til at holde af nogen, fordi man er sammen med dem om noget.

For nemheds skyld gradbøjer jeg fremadrettet begrebet ’Det fælles tredje’ en lille smule. Teoretisk velfunderede pædagoger vil muligvis sukke tungt og opgivende rette blikket mod loftet i håb om hjælp oppefra. Men som søn af en enlig mor med mig i puberteten kan jeg med empirien på plads helt entydigt sige, at suk og himmelvendte øjne ikke ændrer noget. Og at det er en anden historie.
Kong Frederik den 2. er ikke alene en stærk mand, han er også en klog mand. Hvis Kronborg skal være Europas renæssanceslot par excellence, juvelen blandt strandsten, kræver det noget ekstra.

Ingen kommer sovende til det smukke, undtaget de gange, hvor vi i drømme kan flyve.

Inden byggeriet går i gang, samler han derfor arkitekterne, sjakbajserne, håndværkerne, arbejderne og leverandørerne af sten og foreslår, at alle skal lægge nogle timers arbejde i fag, man ikke er uddannet til.

Mureren skal hver uge lægge arbejdstimer i køkkenet, hvor han for eksempel skal snitte kål. Arkitekten skal vaske op. Tømreren rense lokummer. Ingen kan sige sig fri. Stenhuggeren, der jo kan sidde ned og hugge de store sten til, kan ikke frasige sig tjanser indenfor andre arbejdsområder med en forklaring om, at han mangler det ene ben. Udfordringer er skabt for at blive løst, og alle er forpligtede overfor fællesskabet.

Mens forsamlingen højrøstet diskuterer forslaget, piller kongen sig diskret i næsen med en lillefinger. Så lægger han nakken tilbage, lukker øjnene og prøver at lodde stemningen. Da han igen åbner øjnene, ser han en flok gæs på himlen, der fra Sverige på den anden side af det blå sund trækker forbi med kurs mod Vor Frue Kloster et par kilometer inde i landet. Opløftet af gæssenes måde at flyve på forlader han fløjtende byggepladsen.

For uden at kende begrebet ved kongen, at det fælles tredje kan være en oplevelse, man er fælles om, eller det kan være en arbejdsproces, hvor man i fællesskab udretter noget. Og at det sidst nævnte fællesskab er det stærkeste. Som når gæssene flyver i formation.

Arbejdsprocessen har værdi, ikke kun som resultat, også som proces. Arbejdsprocessen er en af de grundlæggende menneskelige funktionsmåder. Det er også den, der definerer os som mennesker. Den hænger sammen med den enestående evne vi har, til forskel fra naturens andre skabninger, at vi kan planlægge noget, der skal ske i fremtiden.

Men vi kan ikke have muligheden uden også at have ansvaret. Og det ved kongen. Hvad enten jeg ønsker det eller ej, er mit liv og de andres liv, og dette livs indhold og vilkår, afhængigt af, hvilke handlinger jeg vælger at udføre her og nu. Hvilke arbejdsprocesser jeg vælger at gennemføre.

Vi er, kort sagt, afhængige af hinanden. I en grad, så man i særligt lysende øjeblikke kan fornemme, nok mere end reelt forstå, hvad forskerne mener, når de siger, at vi er det samme.

Frederiks forslag bliver efter en del snak frem og tilbage implementeret. Alle synes, det lyder som en god idé, og arbejdet med det kommende Kronborg skrider bemærkelsesværdigt lystigt frem. Den etbenede stenhugger har fået en stol, så han kan sidde ned og vaske op, og hans ru hænder nyder godt af sæbevandet. Også hans øjne har fået det bedre, i hvert fald stråler de, når han ser på Marie og Ingeborg, der ivrigt snakkende og lattermilde står ved siden af og tørrer af. Men en onsdag eftermiddag sker der noget uventet.

I ugerne op til dette tidspunkt har en frisk vind stået ind over landet, og selvom kalenderen siger sommer, regner det ustandseligt. Lige denne onsdag eftermiddag er der dog ophold i regnen, men vinden står fortsat ind på pladsen og får de våde blade til at hvirvle rundt, så man af og til med hånden må skygge for øjnene.

En armeret, delvist gennemsigtig, hvid presenning på 8 x 12 meter er via et sindrigt system hængt op over toppen af det telt, der rummer baren. Presenningen rager to-tre meter ud over teltkanten, dér hvor kunderne står, så de kan søge ly og læ under den i såvel solskin som i regnvejr.

Udhænget på presenningen er fæstnet til to stolper – én i hvert hjørne – der er gravet dybt ned og yderligere fastholdt af en wire, der stramt er bundet til en af de store teltpløkke. For at forhindre presenningen i at flapre, er den strammet meget hårdt op. For at trækket på presenningen ikke skal rive den itu, er hjørnerne forstærket med en træklods.

De gode intentioner til trods, og fordi det som sagt blæser en del, river omtalte presenning sig alligevel løs. Og det er her, vi må sande, at videnskaben om altings forbundethed formodentlig er sand. I hvert fald kan rekyleffekt opstå både blandt stjerner i en fjern galakse og blandt slotsarbejdere i Helsingør.

For hjørnet af den 8 x 12 meter armerede presenning påmonteret en pænt stor træklods skyder med rekyleffekt pludselig gennem luften med så høj fart, at havde der stået en fuldvoksen hest i vejen, havde den været død på stedet. Det gør der så heldigvis ikke.

Nogenlunde midt på sjappen – som er fagbetegnelsen for teltets ’tag’ – får presenningen en to meter lang revne på tværs, hvilket får håndværkerne til at indse, at den ikke kan stå for vindpresset, og at det vil være en god ide at pille den ned, inden nogen kommer til skade. På byggepladsens daglige personalemøde lader alle 14 bartendere til at forstå alvoren, og tre mand melder sig frivilligt til opgaven.

Man kunne ønske sig, at barpersonalet også i handling accepterede, at mødets fælles beslutninger nødvendigvis må overrule individets ellers nogenlunde frie valg. Næsten som når det igen og igen bliver fortalt, at al alkohol på byggepladsen bør købes i baren, fordi overskuddet blandt meget andet går til at støtte andre projekter i fjerne lande og invitere arkitekter og dygtige håndværkere fra udlandet til Danmark med alt betalt.

Når mængden af tomme flasker, der tidligere har indeholdt alkohol som ikke sælges i baren, alligevel bliver større år for år, skyldes det enten, at budskabet ikke er forstået eller at nogen prioriterer sig selv højere end fællesskabet. Eller måske mangler at se sig selv som blommetræer i en smuk plantage?

Efterhånden som byggeriet af det nye slot skrider frem, begynder nogle håndværkere at glemme deres tjanser. Eller at skulke. Ikke stenhuggeren, vorherrebevares, han nyder hvert sekund med hænderne i sæbevand og øjnene på kvinderne. Men to tømrere vil hellere arbejde med træ end skrælle kartofler. Så de bliver væk. Og med skam at melde er de ikke de eneste.

Og da de tre bartendere efter barmødet besigtiger presenningen igen, bliver de forunderligt nok enige om, at det er bedre presenningen bliver hængende, end at de demonterer den. Jeg skriver ikke disse ting for at pege fingre af nogen, jeg skriver det for at eksemplificere voksne menneskers evne til at lade individet gå forud for fællesskabet. Det er såre menneskeligt, men uhensigtsmæssigt på en byggeplads.

Når tre bartendere omgør en beslutning, de kort forinden selv har været med til at tage, når byggepladsens deltagere drikker piratalkohol købt udenfor pladsen og når nogle håndværkere af den ene eller anden årsag bevidst eller ubevidst skulker fra, fravælger eller forsøger at undgå byggeriets livsnerve, tjanserne, er det skadeligt for projektet.

Hvis en fælles arbejdsproces skal være berigende, skal man deltage i hele arbejdsprocessen. Man er kun fælles, hvis alle involverede deltager i alle faserne. Kun sammen kan vi skabe det fælles tredje.

Dagen siger tak og natten tager over. Langsomt vågner stjernerne på himmelhvælvingen. Hvis du kigger på din hånd, ser du resterne af supernovaeksplosioner tidligere i universets historie. De tungere grundstoffer fra eksplosionerne er nemlig fortrinsvis kul og ilt, som planeter og mennesker er lavet af.

I et lille land mod nord, på en lysning i en skov mødes 700 mennesker i alle aldre en gang om året. I en uge socialiserer de med åbne hjerter.

Vi er mælkevejen og blommeplantagen, sandkornene og rapsmarkerne. Vi er ikke noget uden hinanden.

dav

Davs beretning er et genoptryk fra hans Facebook note.

.

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...