En kærlighed, som jeg af og til får gjort alt for lidt ved. I travlhed og hurlumhej fastfryses begreberne og stivner i den form, de i sin tid blev skabt som. Det fede ved at være langt ude på landet i Tanzania, hvor der virkelig ikke sker en hylende fis, er at jeg har genopdaget min evne til at lege med sproget og tviste ordene sådan, at de får nye betydninger sammen med de trygge og gammelkendte. Læseren kan selvfølgelig vælge at opfatte ordene i deres klassiske betydning, men den mere vilde/eksperimenterende kan følge med mig på ordsafari og kan, ud over de historier jeg fortæller, fryde sig over, at intet er som det plejer at være.
Måske er det det, der gør mine rejser til Tanzania til særlige huller i trummerummen. At intet er, som det ser ud til. Det mest udfordrende og spændende for mzunguen (den hvide) er, at intet som helst er, hvad det ser ud til. Det mest udfordrende og spændende for mig i forhold til Dotto, ligger i at begribe hvor forskellige vi er. At acceptere, at vores verdensbilleder ikke bare kommer fra to forskellige kontinenter, men lige så godt kunne være etableret i to forskellige galaxer.
Det har ikke noget som helst med Venus og Mars at gøre. Ikke det allermindste med mande- og kvindeforståelse at fatte. Det er et helt lag dybere end som så. Og ellers ville jeg da heller ikke have præcis samme gap i forståelse over for mine utallige svigerinder, der for mig er lige så uigennemskuelige.
Et eksempel er risplantning.
Med røven i vejret, ondt mudder om fødderne og vand til knæene i timevis, mens ukendte insisterende insekter svirrer om ørerne. De gør ingen ting, de ER der bare. Snothamrende irriterende.
Første gang, jeg skulle plante ris, var da jeg var helt ny i familien. Jeg er landmand og har desuden arbejdet med grønsagspakning i mange år. Så jeg er god til det med håndarbejde. Og hurtig. Selvfølgelig blev jeg provokeret af, at alle spurgte: ”Jamen kan hun det?” Om den hvide dame, som blev modtaget med venlig distance. Wazungu er skrappe til mange, mange ting, men her har man ikke set mange af dem lave andet end at synge og tromme og danse og få tyndskid. Så spørgsmålet om mine evner som risplanter forekom rimelig nok. Stålsat på at ville gøre deres tvivl til skamme klistrede jeg mig ned i muddermarken. Yderst bevidst om, at jeg IKKE skulle gå på røven, selv om onde-mudderet sugede mig fast, hvis jeg stod for længe på samme sted.
Dotto viste mig risplantningens mysterium, som så ret tilgængeligt ud. I den ene hånd har man et bundt planter og den anden hånd sætter så planterne ned i mudderet med en planteafstand på ca. 35 cm. Han er hurtig, min mand. Selv i afrikansk kontekst er hans lyd af plump, plump, plump hver gang en plante finder sit nye mudderhjem imponerende. Det er så ikke noget, man taler om. På samme måde, som man erkender, at nogle er ekstremt dovne, så ved man godt, at Dotto er hurtig. Det er bare et livsvilkår.
Jeg havde ikke opdaget, hvad der var galt i Dottos instruktion. Der gik næsten to dage, hvor jeg var rasende på mig selv (og lidt på Dotto) fordi jeg simpelt hen ikke kunne få tempo på min plantning. Hver eneste bevægelse krævede stor koncentration, fordi jeg skulle TÆNKE over hvor jeg skulle smække risplanten i. I tepausen på andendagen gik en risprås op for mig. Jeg manglede RÆKKER! Og SYSTEMER! Hele familien var i marken. Det plumpede og plumpede rundt omkring mig. En plante her, en der, en lidt længere væk og en ovre til den anden side. Når de rykkede videre, stod planterne på mirakuløs vis med en nogenlunde ens planteafstand.
Efter pausen afspærrede jeg en stribe af marken: ”HER PLANTER JEG!” bekendtgjorde jeg, og det blev ikke kommenteret. Og så startede jeg helt ude ved kanten med at sætte 25 planter på række med helt samme planteafstand. Næste række skulle så bare startes i mellemrummet, og så var det bare derudad. Fra venstre mod højre, samme system i det uendelige. Lettelsen var næsten fysisk. Jeg plantede og plantede og vrissede af dem, der plantede ind i mit område, for endelig havde jeg fået det til at køre.
Den dag i rismarken gik det op for mig, at jeg har alvorlige mangler i mine afroskills. På vore breddegrader henfalder vi let til at bemærke, at folk, der kommer fra det afrikanske kontinent mangler nogen helt basale kundskaber. Vi bemærker og irriteres over de mangelfulde kalenderfærdigheder. Vi undres og er en smule nedladende i forhold til den tilsyneladende usystematiske måde at angribe en opgave på. (Dotto kan altså godt finde på at starte hakning af vores jordbærmark sådan lidt midt i, men når han er færdig, har han hakket det hele). I det hele taget er det noget rod med dem.
Men der i rismarken gik det op for mig, hvor afhængig jeg er af systemer. Jeg blev fysisk utilpas over ikke at kunne gennemskue systemet, og fik det først til at fungere, da jeg havde oprettet noget, der med min puslespils-og legoklods-opfostrede hjerne holdt sig til reglerne.
Og jeg forstod, at det var mig, der manglede skills i Dottos verden. Og at vi to er nødt til at tage til Tanzania hvert år, fordi det er den eneste måde at genoprette balancen. Det holder jo ikke, at det altid er mig, der er den kloge. At vi altid befinder os på min hjemmebane, hvor hans ”mangler” er så åbenlyse. Og jeg skal huske at medbringe min ydmyghed, når jeg tager herned. Holde mig for øje, at det ikke er en dårligere eller mindre bemidlet verden. Det er bare en totalt anden verden og intet er bedre eller dårligere. Det er bare så ANDERLEDES.
Nogle dage senere havde jeg den bedste plantedag ever. Dotto og tvillingebror Kulwa tog planter fra den ene mark op og jeg plantede dem igen. En hel mark for mig selv. Ahhh, hvilken velsignet orden. I lige rækker og geledder stod de der og vidnede om mzunguens mangel på spontanitet og uforudsigelighed. Marken ligger i en lavning som vi skal igennem, hver gang vi skal til byen. Og næsten hver gang stoppede min følgesvend op for at præsentere den underlige mark. ”Se lige der”, med overstadig latter i stemmen. ”Den mark er plantet af vores mzungu – er det ikke sjovt?” Ingen af de mange forbipasserende kunne se nogen grund til at plante i rækker, men på den anden side, hvis det er min vej, så er den vel lige så god som så mange andre.
Det er klart, at jeg udfordres, når jeg oplever noget, som både kunne gøres mere rationelt, hurtigere og lettere. Når arbejdsgangene er decideret gakkede. Og jeg knytter sylten, bider alle mine forslag i mig og prøver at gå med the flowet. Tid er der som regel nok af. Og når mine venner ikke har noget imod hårdt arbejde og tunge løft, skulle jeg da være et skarn, om jeg forsøgte at blande mig i og kloge mig på arbejdsprocesser, der har været som de er i generation efter generation.
Læs flere af Jeanettes historier på Facebook
