Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen.
– Nu går jeg i seng, sagde jeg, da fuglene begyndte at larme og solen stak snotten op over horisonten, og selv om jeg var mig, var jeg ikke helt mig alligevel, for min mave talte til noget udenfor min kontrol, og det skal de alligevel have, Symfoniorkesteret fra Midtbyen, de spiller op til dans, når det gælder, om de så skal køre for det og sidde 30 mennesker med violiner og en enkelt obo skjult mellem træerne og fremkalde en stemning, så man får ståhår på armene og ens møl i maven vågner.
Usynlige for dit vågne øje, men lystigt filende med hestehår på sirligt spundne strenge af edderkoppespind (sammen med en forpustet oboist) følger de dig til teltet, hvor det selvfølgelig kan være svært at falde i søvn på grund af larmen, men også fordi du har indset, du netop har tilbragt natten med at lytte til kvinden i dit liv, og ku du for fanden ikke have beriget samtalen med noget mere begavet end historien om gårsdagens tømmermænd fra rom med en kollega?
Hun ku godt have heddet Ursula, der er lige mange stavelser, men det gør hun ikke, og i de mange første måneder var jeg sikker på, hun ikke kunne blive sur, men nu er jeg blevet klogere. Ikke at hun tit er sur, men hun kan faktisk både råbe meget højt og være meget sur (på mig), og én dag vågnede hun og var sur over, at jeg ikke kan høre. Så kan man jo også vågne og være sur over, at mange huse er bygget af mursten, jeg tror, man skal vælge sine kampe med omhu.De fastbrændte billeder på indersiden af hendes øjenlåg kan jeg ikke se, men det vil sikkert være godt, hvis jeg kan tænke, at reaktionerne handler om noget andet – og så måske prøve at finde ud af, hvad de handler om. Så lukker hjertet sig ikke.
Og det går nok lige op med den dag, jeg blev sur over, at hun ikke vaskede op på den måde, jeg synes, man skal vaske op eller at jeg bliver mærkeligt irriteret over, hun vender ryggen til mig, når hun taler i telefon.
Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få.
Som sagt skriver Peter Høeg i bogen ’Gennem dine øjne’, at ethvert menneskes personlighed er en firewall, en beskyttelse mod omverdenen. Jeg tror, han mener, man er nødt til at have noget forsvar, for hvis ens sind er som rå kvielever, altså uden beskyttelse, bliver det hårdt at være menneske.
Da jeg tog hendes hånd blev min firewall passiv, og omkring hang hele vores meget store familie i cirkusteltets barduner, mens de røg cigaretter, inhalerede drinks og grinede til livet og hinanden under en måne, der blinkede til Venus og stjernetegnene havde aldrig vist været mere enige om, at de stod optimalt.
Hvis ikke de rammer var perfekte, er der aldrig en ramme, der kan være det, for tidligere på dagen havde opvasken sunget, kunderne i Maisha Safi leet, pigerne i Infoen grinet og Førstehjælpen givet intuitiv massage til en trængende ryg. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få.
Nu var det blevet torsdag aften, All Stars havde optrådt, nye talenter var afsløret, jeg hang i og udenfor baren i prægtigt selskab med gode folk fra blandt andet køkkenet og KageFeen, så sker sådan noget. Du taler med en kvinde. Hvordan kan man VIDE, når noget er rigtigt, at her passer brikkerne sammen, juletræet og stjernen, skibet og havnen, foden og skoen, jeg viser dig bare nogle få.
Som når nogen skal købe hus og bruger hver søndag i et år på en million ligegyldige kasser, men kører en dag i modsat retning og falder over et slot med tårne, der taler til dem på den rigtige måde.
Solen stod op, jeg var brugt, men forandret, man ku se det på mit fjogede grin, verdenshavene var faldet til ro, storkene havde foldet deres vinger ud og de vilde hunde var holdt op med at gø. Selv viseren på kompasset roterede ikke længere.
Ikke fordi, der var noget, der sluttede, mere en oplevelse af noget nyt begyndte. Som om jeg i løbet af natten havde taget et skridt i en rigtig retning henover en fortid, der udelukkende havde haft til hensigt at forberede mig på dette møde.
Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre.
Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation.
Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.”
Tak, Utamaduni. <3
For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få.
Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få.
