Majsmølle i Kifuhila

Afrapportering vedrørende majsmølleprojekt til Kifuhila, Magu, Tanzania

At beskrive hvad vi foretog os i Kifuhila januar/februar 2018 kunne gøres meget kort: Vi byggede et hus til møllen, købte en majsmølle i Mwanza og startede mølleriet op, holdt en indvielsesfest og så tog jeg hjem. Men det er der jo ikke noget sjov ved.

Jeg har lært noget om facebook opslag. De må max vare 1 minut og der skal være et passende antal peaks, sådan at kiggeren ikke bare scroller videre dernedad. Den taktik virker vældig godt.  Bare ikke i forhold til at fortælle historier fra Tanzania. For en af de ting der slår, frustrerer og undrer mig hver eneste gang jeg kommer hjem til Kifuhila, er hvor langsomt alting går – og hvor mirakuløst mange ting der alligevel sker.

Så den her rapport skal være min udfordring til dig. De forskellige film går langsomt og der sker ualmindelig lidt. Hvis du sukker og opgiver skal du bare vide, at jeg har skåret dem virkelig hårdt, fordi hver eneste proces i virkelighedens Kifuhila tager længere tid end du kan forestille dig. Klarer du mosten og holder ved. Ser alle de små filmbidder og nyder de fine billeder, får du en anelse om hvordan det er, som utrolig hvid, kalenderafhængig og ret struktureret dansker, en gang om året at blende ind i en kultur, der er det stik modsatte. Det er sundt at kede sig – og for mig er det faktisk noget af meningen.

Vi må i gang.

6. januar landede jeg i Mwanza og var så heldig at det ikke regnede alt for meget, så Dotto og Kabisi kom faktisk og hentede mig i lufthavnen. Det var jeg glad for, for ud over min relativt beskedne bagage havde jeg en del left owers fra Dottos mislykkede forsøg på at snige 22 kg overvægt med, da han tog afsted i december. I min del af bagagen havde jeg min dejlige julegave til mig selv: En Bosch-skruemaskine, fuldt ekviperet med diverse bits, bor og en masse andre dejlige gadgets. Bevæbnet til byggeri.

Som sædvanligt troede jeg noget, som ikke var sådan. F eks troede jeg, at Dotto havde været ude og sondere markedet på majsmøller, sådan at vi var handelsparate.  Calm down honey, det her er Tanzania, så han havde pænt ventet med at gøre noget til jeg ankom. Altså gik der næsten en uge før den rekvirerede ekspert ud i majsmøller dukkede op.

 

I mellemtiden skulle vi liiige have bygget et hus til møllen:

Det tager sin tid at måle ud til et firkantet hus. Jeg sidder der, holdende mine kompetencer om at måle fra hjørne til hjørne for at sikre at vinklerne er ok 90 grader, tæt ind til kroppen. Da de andre brødre var gået til kortenspil, lokkede jeg Lugeyla (storebror) til en lille snap korrektion og huset blev sådan nogenlunde i vinkel.

Som den showpony jeg også er, skal jeg indrømme, at det var en fest med mig og Bosch. Jeg skruede 338 skruer i for at samle huset. Og ca. 332 gange havde jeg en beundrende skare til at udbryde det der lille “Utsch!”, når brædderne trækkes ind mod hinanden på den måde som kun skruer kan gøre.   Ydermere var jeg nødt til at forsænke skruerne lidt, da der ikke fandtes så lange skruer i Mwanza. Så først fræsede jeg en fordybning og bagefter skruede jeg til. Små finesser, som at der er lys i maskinen og at jeg har to batterier, så det ene kunne lade op, mens vi arbejdede med det andet, vakte fryd for alle involverede. Efter at jeg er kommet hjem til Danmark er det bare slet ikke det samme med skrueopgaver.

 

Jeg havde egentlig planer om at trække metalbånd fra hjørne til hjørne for at stabilisere, men produktet fandtes ikke i regionen.  Alligevel blev huset meget stabilt, og afstanden mellem brædderne gør, at tilskuerne kan stå udenfor og ikke behøver komme ind og gå i vejen eller komme til skade. Og så kan dieselosen komme ud.

Vi havde mange diskussioner om dimensionering af de bærende lægter til taget. Jeg synes jo bare af princip, at de vil bruge for spinkle lægter, men i løbet af diskussionen kom jeg i tanker om, at taget jo aldrig skal bære en tung dyne sne – og derfor var det måske ikke nødvendigt med så kraftige lægter, som jeg ville have brugt i Dk.

 

Ud og shoppe for 2 millioner kontant

Turen til Mwanza for at købe maskinerne er sin lange historie. Edwardi – som i folkemunde kun omtales som fundien, kom meget tidligt og vi cyklede på 2,5 velfungerende cykel de 18 km til Ngashi og tog morgenmatatuen til Mwanza. Jeg havde jo en klar forventning om at en så rutineret mølleekspert havde en ide om hvor man bedst kunne handle møllerier, men bla, bla, blah , med mine europæiske forventninger. Vi travede fra den ene butik til den anden, jeg tog pligtskyldige billeder af alle potentielle objekter. Endte med, at købe en, fordi ekspedienten var sukuma. Endte endnu mere med at få en helt anden med hjem, da vi havde betalt, havde fundet kørelejlighed og skulle til den anden ende af byen for at afhente vores maskineri. Den maskine vi fik med hjem havde lidt mindre kapacitet pr time end den vi kiggede på i butikken. Så alt var fuldkommen som det skal være i Tanzania. Det er formentlig den eneste gang jeg køber noget til 2 millioner kontant. Og rigtig meget Tanzania, at sælger spurgte om vi virkelig ønskede hele beløbet med på fakturaen. Her var jo mulighed for at han kunne spare noget moms. De jeg – business-woman som jeg nu er hjemmefra – foreslog, at vi delte den sparede moms 50/50, blev det for kompliceret for sælger, og hele handelsbeløbet blev slået ind på fakturaen. (Handelsmoms er i øvrigt 18%)

I første omgang troede jeg, at Edwardi manglede en arm. Senere skulle det vise sig, at han havde begge arme, men at han var så mager, at sweatshirten mageligt kunne skjule en spaghettiarm eller to. Nu var det også mest hans knowhow vi havde efterspurgt, så uanset en- eller toarmet, prøvede jeg at bonde lidt. Når man er fundi (håndværker af hvilken som helst art), er man noget. Og der er ikke brug for salgstaler, for respekten omkring en fundi er stor og ingen tanzanianere stiller spørgsmålstegn ved en fundis kompetencer. Heldigvis viste Edwardi sig at være virkelig kompetent og selv om vi endte med at købe en anden maskine end den jeg havde forelsket mig i – (lavere dieselforbrug, mindre larm og 2 års garanti – det er sådan noget der taler til en dansker), er jeg sikker på, at vi valgte en god maskine. Alene den insider info, at samtlige dieselmotorer er født med for svagt bentøj – og at man inden ibrugtagen bør finde nogle mere stabile, er mange shilling værd.

En anden en ville muligvis synes at det tog enormt lang tid, at vi ikke havde fået en skid at æde eller drikke, at det var helt ekstremt varmt, eller at vi hellere skulle have købt den maskine jeg fandt bedst. Mit store held er, at jeg elsker byggemarkeder og at jeg var så rigeligt underholdt over at allerstørste kvalitetsanprisning er Made in China… Til sidst var jeg dog så mør af varme, sult og tørst, at d’Herrer kunne have købt en pølsevogn uden at jeg ville protestere.

Turen hjem

Så skulle hjemturen organiseres. Stolt kom Dotto tilbage og fortalte at han havde skaffet et billigt køretøj. Jeg var ikke sådan rigtig imponeret – især fordi den lille sære smalle lastbil var baghjulstrukken, havde  smalle hjul og en lille slap motor. Dotto havde lænet sig meget forsigtigt op af sandheden ved at erklære, at der måske var en lille smule mudder på vejen – men ikke ret meget. Chaufføren handlede prisen på plads, senere blev vi passet op af ejeren, der opfordrede til at to af os kørte med bus i stedet, da vi skulle passere det sted hvor politiet altid kontrollerer biler og billetter. Ok ok ok, jeg havde fået en tår vand så jeg kunne klare det meste.

En lille film fra turen hjem:

Forfædrene involveres

En helt naturlig del af at starte ny virksomhed i Tanzania er, at man tager de højere magter i ed. Det er ikke noget der er omgivet med hemmelighedskræmmeri eller mystik. Lige så naturligt som at sælger forsøget at undslå sig lidt momsbetaling, lige så naturligt er det, at give traditionel medicin til at beskytte det nye byggeri mod fjendtlige angreb, (”nogen” kan jo prøve at ødelægge virksomheden) samtidig med at vi gør hvad vi kan for at fremme handelslysten hos kunderne. Derfor lagde Dotto medicin i hvert eneste hul, der er gjort klar til stolperne, der skal bære huset.

Jeg er holdt op med at tage stilling til om jeg tror på det der. Hvis jeg tænker mig om, er det masser af postulater, som jeg ubekymret accepterer herhjemme i Danmark – renteudviklingen, overenskomstforhandlinger, vejrudsigter og det der med Gud. Og jeg er kommet frem til, at når jeg ukritisk accepterer det – på trods af at det er omgivet med hemmelighedskræmmeri og stor mystik – så kan jeg lige så godt gå linen ud og acceptere den traditionelle medicin, som er en naturlig del at min mands kultur. Det er lige så vigtigt at anmode om gudernes gunst, som det er at indstille motoren til de rigtige omdrejninger.

Det var tydeligt, at der var noget vigtigt i gære. Familien havde, ud over vores daglige hus-medicinmand Nghelebe, tilkaldt det tunge skyts, Pita, fra Langbortistan. Han boede hos os en uge omkring åbningen af mølleriet og der blev gået til den med velsignelser, beskyttende foranstaltninger og handelsfremmende tiltag. Og jeg elsker det hele. De to medicinmænd omgikkes med respektfuld distance – indtil deres hang til traditionel hårdtslående alkohol forenede dem i lange, sene og meget højlydte sange. One love.

Film:

Møllefesten

Alle store fester starter med at slagte et dyr. Når man forventer mange gæster kan kun en ko gøre det:

Da vi var kommet så langt, at møllen skulle tages i brug indbød vi til kæmpe kalas. Den måde man annoncerer kommende begivenheder er, at man betaler en fløjtende, højtråbende, cyklende mand til at køre rundt og bekendtgøre, at den 25. februar sker der noget hjemme hos os. Det er på samme måde landsbyens ældreråd indkaldes til møder. Når det sker lige omkring tusmørke, er det er meget effektivt markedsføringsmedie, alle er hjemme og alle hører hvad der råbes. Og alle kommer.

Vi havde friet til Kabisis slangedansergruppe fra Sumwe og de havde efter lange, tunge forhandlinger omkring afregning, accepteret vores indbydelse. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, at bruge 400 kr. på det besøg. Det der sker, når to grupper mødes er, at hver af grupperne skruer sig op til det maksimale niveau – men vil jo nødig stå tilbage for den anden gruppe. Markedspladsen var propfuld af forventningsfulde mennesker. Den obligatoriske dansetosse (ham, der hopper ind og danser med på det hele uden at kende det mindste dansetrin) var på plads. – Han nåede endda at blive bidt lidt af sure-slange fra Sumwe, så alt var helt til publikums tilfredshed. Eneste ulempe ved besøget er, at de to grupper nu ikke vil kunne møde hinanden til shindano (dansedyst), “for nu er vi jo blevet venner”, som lederen af slangedanserne beklagende slog ud med armene.

Vi startede, lagde relativt afdæmpet ud med en indgangsdans der varede VÆSENTLIGT længere end det obligatoriske faebookminut. Jeg dansede, uden uniform, (og det helt uagtet, at det var mig der havde fået skaffet penge til uniformerne fra Ikumbo og Manungu – ikke nogen hvid-dame-fordel dér). Jeg kæmpede vedvarende med følelsen af, at det gik alt for langsomt, vi må da ikke kede publikum. Men ved du hvad – publikum ved den slags events er slet ikke klar over, at de skal mærke efter om de keder sig i dette minut – og pr tradition frarøvet muligheden for at scrolle videre, nyder de s’gu’ bare det vi har at byde på. Og jeg elsker det. Det elsker jeg virkelig meget. Du kan som udøvende kunstner se fuldkommen bort fra om du er spændende nok til at fastholde publikum. De bliver der, og du kan fuldkommen ustresset give dig tid til at mærke hvad der skal til for at fyre den helt ud i hegnet. And here we go!

Så kom slangedanserne og herfra blev det bare vildere og vildere.

 

Vi endte hjemme hos os med alt det oksekød vi overhovedet kunne proppe i os – da kvinderne havde kogt en ekstra kæmpe portion ugali, blev selv slangedanserne mætte – og endelig lykkedes det at synge og snakke og grine og danse lige til i morgen. Kukesha (at køre igennem til i morgen) er noget vi ofte taler om, men for det meste noget der er forbeholdt ganske få, der så har håneret over de andre. Til indvielsen var vi så mange der gennemførte at håneretten ikke gav mening.

Så bli’r det hverdag

Nu kører møllen for fulde gardiner. Vi har ansat en gammel ven af familien til at drive mølleriet. Fogo er glad for meget høj musik og anlægget i stuen kører for fuld skrue fra morgen til aften. Og så danser Fogo med hvem han nu lige fanger ind, eller med sig selv.

Han er en kirkens mand, så søndag har han fri til at passe sin kirke. Det betyder blandt andet at han ikke drikker, hvilket er en stor fordel i forhold til pålidelighed og mødestabilitet. Hans løn ligger symbolsk en smule over den normale takst, men ikke så meget, at de andre møllerier bliver sure.

Klods op ad møllehuset har Suza, en af vores svigerinder, startet et lille chaihus, som allerede ved åbningsdagen, da det kun bestod af en gryde over 3 sten og en stak kopper, havde væsentligt flere kunder end jeg har på en god dag i min cafébutik i Danmark. Til almindelig forargelse kan jeg oplyse, at en kop chai koster 35 øre i Tanzania og 35,- kr i min økocafé på Svanholm.

Lige inden jeg skulle rejse kom Fogo og bad mig pakke skruemaskinen ud igen, så vi kunne lave en skærm over kileremmen, så ingen kommer til skade. Jeg havde set det med det samme. Den kilerem udgør en fare, den befinder sig meget tæt på tragten, hvor det malede mel kommer ud – og hvor kunderne står og holder på deres sæk. Kommer noget ind i remmen kan det gå rigtig galt. I gamle dages Danmark havde mange møllere og bønder i det hele taget afkortede fingre efter nærkontakt med kileremme.

Jeg havde spekuleret på hvordan jeg kunne afdække den, men var kommet fra det igen. Ville jo heller ikke mase på med mit hysteri. Og så kommer gode, ordentlige Fogo og beder mig hjælpe med at afskærme.

Et væsentligt tiltag fra min side, var at jeg investerede i en ordentlig kassebog, som Fogo og en af brødrene skriver ind i hver eneste dag. Der er kolonner til alle dele af processen og det giver indtryk af hvor meget mølleriet omsætter og om det indbetalte stemmer nogenlunde overens med dieselforbruget. Det sikrer, at der ikke bliver snydt og nok så vigtigt, at der ikke opstår mistanker om snyd.

 

Omsætningen er stærkt stigende og det ser ud som om projektet vil kaste penge af sig til at iværksætte nye projekter i løbet af 4-5 måneder. Første projekt er at åbne en lille butik i det ene af vores værelser – det kan ikke ske, før vi har en dør, der kan aflåses. Senere vil vi gerne udvide med en risafskaller (den kan trækkes af samme maskine, bare kobles på i den anden ende), så står cementringe til den brønd vi gravede sidste år på programmet. Og senere igen vil vi gerne prøve om vi kan dyrke ingefær i vores område, selvom der ikke er tradition for det. De gode ved det hele er, at der stille og roligt kan starte følgeprojekter op, efterhånden som majsmøllen tjener op til det.

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2017    Læs flere af Jeanettes historier på Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Jeg husker tydeligt den lejr i 2015 og hvor jeg satte mig omkring forfædre-/mødrestedet og talte med Sander om hans arbejde. Min nysgerrighed var stor og vi fik mange snakke om både den sukumanske tradition og andre oprindelige folks spirituelle traditioner. Jeg havde efter min første tur til Tanzania vinteren før undret mig over betydningen af naturtroen for nutidens sukumaer. Sander var en ivrig fortæller, og han inviterede mig hurtigt ind i sit arbejde. Jeg hjalp til her og der, og vi aftalte at vi skulle mødes hjemme hos ham efter lejren og tale videre om medicinen. I august måned havde Madelene og jeg, i samarbejde med andre i miljøet, sat en ceremoni på benene på Moesgaard Museum til fejring af kulturbroen og den første sukuma gruppes besøg. I 1973 kom de til Danmark og lavede en opvisning på netop samme museum. Her skulle der blandt andet laves forfædre-/mødrehytter. Det var tydeligt for mig at der stadig lå en stor betydning bag det at ære og skabe kontakt med vores aner. Som Mzee Edwardi forklarede mig, så tror sukumaerne på at forfædre og formødre fortsætter med at støtte én gennem hele livet og at man må ære dem og ofre for at vise taknemmelighed og respekt. Det er intet tilfælde, at Sander kaldes “Machombo”- ham med de mange ting. Han begyndte at sætte mig ind i brugen af sine mange magiske artefakter. Det var starten på et venskab og Sander blev min medicinlærer. Vi puttede medicin i en shingwanda, han lærte mig medicinsange, vi byggede forfædre/-mødrehytter sammen og jeg nød at læne mig ind i hans sanselige og klart fremstående fortællinger. Han fortalte om sine utallige ture til Sukumaland og om de mange mennesker som havde givet ham ting til sit arbejde. Der er stor symbolik og kraft i de ting som man bruger i den sukumanske medicintradition. Løvefedt giver styrke, et næb fra en sangfugl giver kraft i sangen, et stykke af skallen fra et skælddyr giver beskyttelse og så videre. Der findes medicin som er en blanding af flere komponenter som har specifikke egenskaber alt efter hvad man behøver og hvad medicinmanden/kvinden ser som relevant. Noget medicin kan støtte én til at blive set for éns gode sider, noget andet kan beskytte mod negativ energi. Andre slags kan have meget konkret virkning på fysiske sygdomme som for eksempel mavesmerter, hovedpine, infertilitet osv. Med min baggrund i naturmedicinens verden forstod jeg hurtigt at der findes nogle meget virkningsfulde og potente medicinske planter i Tanzania. At lave en intentionel handling for at opnå heling eller hjælp i tilværelsen kan i mine øjne være med til at støtte os til at komme nærmere det vil liv, som vi ønsker os. Man kan lægge en bøn i en handling eller i et remedie og på den både markere et skifte. Dette har hjulpet mig igennem vigtige transformationer i mit eget liv. Jeg tror vi alle kender virkningen på ens sind med et bad eller en gåtur i naturen. Det til at man skifter perspektiv. Et andet simpelt eksempel fra Sanders hånd er et træ han malet i sin have. Det er et træ, som selv har formet en form for portal som man kan træde igennem. På den ene side er der malet sort, på den ene side og hvid på den anden. En dag da jeg var på Granlunden, var jeg tynget af bekymringer og jeg talte lidt med Sander. Han foreslog mig at træde igennem portalen med en intention om at se tingene på en ny og lettere måde. Mit mentale felt skiftede stemning så snart jeg havde sagt mit ønske og var trådt igennem træets portal. Det er det vi gør i et ritual: skaber fokus på en intention, går igennem noget der kan transformere og på den anden side kan man føle, at man er kommet et nyt sted hen. Efter flere rejser til Tanzania siden 2015 har min interesse for medicinen kun vokset sig større. Jeg har dyb respekt for hvad der arbejdes med og stor taknemmelighed for de waganga (de folk som arbejder med medicin), som har inviteret mig ind. Det er seriøse sager og det kan være et meget farligt arbejde at være mganga. Jeg har kun kradset i overfladen og ved at det er en verden så dyb og stor at jeg ikke begriber det. Jeg har opfattet, at medicinen ligger lige under overfladen i manges liv i Sukumaland. Den er som en tråd, der væver tilværelsens elementer sammen. Ofte oplever jeg i Danmark at dansen, sangen og trommerne står uden opmærksomheden på medicinens kraft. I Sukumaland oplever jeg at det er én og samme ting. Den styrke som medicinen på indersiden af trommeskindene giver, den magi en shingwandas sving spreder, den kraft og beskyttelse en kaniki giver (sort, rødt eller hvid klæde), de gamle sange som fortæller om medicinen og medicinfolk er blot nogle eksempler. Samspillet og magien imellem dans, sang, trommer og medicin er sammenknyttet. Nogle kan måske tænke “hvad har det med mig at gøre?” og det forstår jeg egentlig godt. Det kan virke spøjst at se alle de ting og sager som udføres og tages i brug. Essensen i arbejdet er universel for alle levende, da det handler om mysteriet ved vores tilblivelse, tilværelse og død. Jeg oplever at den stemning som opstår imellem os når vi laver ceremonier er nærende og livsbekræftende. Den samler os om ånden. Den ånd som findes når vi spiller og synger sammen. Den ånd, som vi samles om igen og igen i en skov på Norddjurs. Vi drager hvert øjeblik ånden ind – et åndedrag, vi er ét med vores omgivelser til alle tider. Når vi sætter refleksion i gang i fællesskab om dette, husker vi på, hvor betydningsfuldt nuet er. Særligt når jeg er sammen med Mzee Sander, som nu til maj fylder 81, mindes jeg om, hvor meget jeg må værdsætte hvert øjeblik. Vi har siden jeg startede i lære hos ham i 2014 forberedt hans begravelse. Faktisk var det en af de første ting, han fortalte mig om. Han er her heldigvis stadig og vi har haft lyst til at dele vores arbejde med en skøn ung kvinde. Det er Clara Evamaj fra opvasken. Hun passer som fod i hose ind i vores lille samling og vores samarbejde er allerede begyndt. Udover Clara, som er trådt ind i kredsen, har årene med ceremoniarbejdet bragt masser af visdom med sig fra Madelene, Mzee Nzoza og Kulwa Seleman. Jeg takker for alt jeres generøsitet med at indvie Sander og jeg i jeres erfaringer og viden. Sanders pragmatiske og omhyggelige tilgang til arbejdet med medicinen har givet mig et meget konkret anker. Han har inspireret mig til at behandle ting med omhu, at gøre sig umage og til at tage sig tid til at lytte og tale ærligt. Vi må huske at værne om de ældre, besøge dem, eller sende dem breve eller andet, så længe vi har dem i denne verden. Kære Sander! Tak for alle historierne, for viljen til at lære fra dig og for at åbne armene for Clara, mig og alle de andre som omgiver dig. Jeg og vi skriver ned, tager videoer og praktiserer, så medicinarbejdet kan leve videre (og deles med andre). Stort tillykke med de 81 år, vi glæder os over at samarbejdet fortsætter. Dina Bjørn [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Besøg af 5 kulturgæster fra Kisesa B på Utamaduni Lejr 2025 Efter 2 års papirarbejde, afviste visa og en klagesag fik vi heldigvis medhold i, kunne vi endelig byde varmt velkommen til 5 kulturgæster, Shabani, Robert, Kulwa, James og James, fra dansegruppen Kisesa B. Det havde været en besværlig proces, men heldigvis fik vi stor hjælp af vores samarbejdspartnere: dansecenteret Asedeva og Abeneko & The Positive Mind i Dar Es Salaam, som også var inviteret til at undervise og spille koncert på lejren. De indgik et samarbejde med Kisesa B og inviterede dem til Dar Es Salaam, hvor de spillede sammen og skabte netværk mellem de to grupper. Derudover udøvede den altid hjælpsomme Fader Fabian (tidligere præst på Bujora og kulturbærer i Mwanza) god hjælp, og vi var så heldige at han og hans samarbejdspartner og ven Fabian Gwa Njingi også deltog på årets lejr. Tidligere kulturgæst og ven af lejren Cleophace Kachawi (coach, trommeslager og danser i Bujoras dansegruppe Wanacecilia) hjalp til med afrejse og fulgtes med kulturgæsterne til Danmark, da han selv skulle besøge sin familie samt undervise på lejr. Med hjælp fra dem og mange andre, bl.a. økonomiske tilskud fra de danske dansegrupper, kom vi i mål og kunne tage imod gæsterne med stor glæde d.09/06-26. Kisesa B er en dansegruppe beliggende i Isenibonideni, Kisesa, Mwanza (landsbyen nær Kulturmuseet Bujora). De 5 kulturgæster er børn af en bunungule tradition som blev bragt til livs af deres bedstefar Milundumo. Deres familie er stor og når endda helt til Danmark, hvor deres faster og i alt fire kusiner er bosat. Deres faster er den herboende Sabina Shabani, og det var også hos hende, at de første dages akklimatisering fandt sted efter ankomsten i Kastrup. Efter dagene i København gik turen til Jylland hvor de først besøgte Sebastian Paulo og derefter blev modtaget, med åbne arme, på Granlunden (kollektivgården hvor nogle af de første kulturbrosstiftere, Uffe og Sander, bor) af Utamaduni Dance Troupe. Her er der blevet danset, trommet, holdt møde og grinet i mange år, og mange kulturgæster og dansefolk har sat deres fødder i kæret i Emmelev. Dagene på Granlunden, også kaldet forlejren, gik med at lære hinanden bedre at kende og få samspillet godt op at køre, så vi kunne være klar til at undervise i fællesskab på årets lejr. Da vi ankom på lejren en dag før åbningen, var de 5 kulturgæster rundt og hilse på de andre områder, og blev introduceret til den lille midlertidige landsby i Ramten Skov som vi sammen bygger op og bor i hver sommer. . Da bunungule og sogota er nogle af dansegruppen Kisesa B’s spidskompetencer, blev disse stilarter gennemgående i undervisningen med kulturgæsterne. De havde både øvet sig på gamle og opfundet nye danse og sange som de underviste i til både unge og ældre, nye og garvede. Lejren blev afrundet med et brag af et bununguleshow fuld af kostumer, skøre påfund, teater og god kraft på trommerne – lige efter bunungulebogen! Efter lejren havde dansegruppen fortsat en måneds tid i Danmark, hvor de bl.a. besøgte venner, familie og udforskede de to danske storbyer Aarhus og København. i Aarhus fik de fornøjelsen af at besøge Astrid Rodbrup, Cecilie Kjems, Maria Shabani, Dina Bjørn og Mitundwa Ntini i Århus. De byggede bununguletrommer med den århusianske dansegruppen Vipepeo hos Anna Kruse og fik hele 2 ture i Tivoli Friheden. Derudover lavede Kisesa B også en workshop for Vipepeo, Efter tiden i Århus gik turen videre til Anne Birgitte Nielsen (kendt som AB) i Tørring og dernæst Koku og Jens Thorsen på Ventegodtgård, hvor der blev danset og hygget med dansegruppen Igokoloo. I København dansede de både show og lavede workshop med Igokoloo samt besøgte familie og venner. Blandt andre Sabina og Nadia Nanji , Anne Katrine Lykke Bie, Signe Frøkiær, Inger og Mathias Paul samt deres øvrige familie. De tog til Sydfyn og deltog i bryllup hos Christian Chalmer og Katrine Paahus. En vaskeægte kærlighedsfest. I Rudme afholdt de dernæst workshop for den fynske dansegruppe Cheza Mjini og sidst blev opholdet afsluttet med en kombineret øveweekend og farvelfest med Utamaduni Dance Troupe. D. 25/08-26 var opholdet slut og turen gik retur til Tanzania. I lufthavnen blev der taget afsked med familie, venner og 7 ugers vilde oplevelser, hvilket selvfølgelig involverede store krammere, grin og gråd! En hilsen fra gæsterne: “Tunafurahi sana watu watano kwa safari yetu Denmark kwa usalama. Tunashukuru kwa kutupokea vizuri bila shida na tulikaa kwa upendo bila shida. Tunatoa shukrani sana sana kwa Utamaduni Group. Kulwa, Shabani, James, James na Robert tunapenda kutoa shukrani” Oversat: “Vi, 5 mennesker, er glade for vores rejse til Danmark, som gik fredeligt. Vi er glade for at I modtog os uden problemer og at vi var i Danmark i kærlighed uden problemer. Vi vil gerne give tak til Utamaduni Gruppen. Kulwa, Shabani, James, James og Robert, vi vil gerne sige tak.” Kisesa B danser stadig med fuld kraft og har taget bogobogobo (hakkedans) op. Derudover danser de fortsat bunungule, sogota og bulabuka. De byder alle som har lyst velkommen til at besøge dem i Isenibondeni, Kisesa, Tanzania. Vi takker for et dejligt besøg fra Kisesa B og for alle de smil, minder og venskaber der blev knyttet. Flere dansegrupper husker og danser, synger og trommer stadig alt det vi har været så heldige at få med fra dansegruppen Kisesa B. Tak til alle jer der har hjulpet, doneret varme jakker, støttet op og taget godt imod gæsterne. Vi glæder os til at danse og samles med jer på årets lejr, hvor der lurer et skønt og diverst program. Bedste hilsner, På vegne af Utamaduni Dance Troupe Maria Shabani og Dina Bjørn   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014…. fra Tanzania Rent mel ud af posen Vi er ved at organisere lejren, generalforsamlingen blev holdt, en ny bestyrelse er valgt kasserer, suppleanter osv. er fundet. Der er stor opbakning til at give en lille hånd med, når opgaverne skal fordeles, smukt. I år deler jeg undervisningsministerposten med Johanne Shoma og Anne Birgitte fra Utamaduni Dance Troupe, Nana holder desværre pause efter en lang årrække. Vi er ved at lægge programmet nu, og der er en del ændringer i forhold til sidste år. Vi er langt fra færdige, men jeg kan afsløre, at vi starter med den første workshop lidt tidligere end de andre år. Nemlig allerede lørdag eftermiddag. Se også vores artikel “Hilsen fra undervisningsministrene“. Vi vil ikke have stress på lejren! Shoma, AB og jeg sidder jo i den totale luksus-situation at have rigtig mange, meget dygtige folk, der gerne vil undervise gratis på vores lejr. Når vi lægger program vægter vi øst – vest, børn – voksne, dans – trommer – sang … der skal være noget til alle, men der skal også være plads til ro. Sidste år begyndte vi at skære ned på elektrisk musik, og i år skærer vi lidt ned i det samlede antal workshops. Vi vil gerne skabe en lejr, hvor alle de, som har interesse i afrikansk kultur, kan dyrke dans, sang, trommer og levevis med hinanden i en uges tid. Vel mødt i Ramten skov i uge 30 Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Ole Miller var en ener. Både som menneske og som danser. I en grad, så der er en Bulabuka-dans der imiterer Oles bevægelser og hedder … Baba Ole. Og a pro pos cirkel, så har jeg nu næsten samme alder, som Ole havde, da han så varmt vedkommende mig i Uta-familien for 30 år siden. Efter et goddag kommer altid et far vel. Det er nu. Kære Ole, tak for dig. Tak for 30 års venskab. Far vel på din videre vej. 💛 Siff Og så vil jeg på vegne af Ole invitere ‘de gamle’ og alle andre fra nær og fjern som har lyst til mindestund i Århus: Kære alle venner, kolleger og andre der holdte af Ole Miller. I inviteres hermed til en rolig mindestund: Søndag d. 10. maj 2026 Kl 15 til ca 18 I ‘Duehuset’ i Haveforeningen Søvang, Sylbækvej 38, 8230 Åbyhøj Før Ole flyttede til Tanzania skrev han testamente, udfyldte sin ‘sidste vilje’ og diverse kærlige instrukser, som han bad mig tage sig af. Mindestunden og håndteringen af den er altså planlagt af Ole ♥️ Ole ønskede sig: At vi ‘gamle’ og de der må have lyst mødes om bålet. Vi mødes til en hyggelig stund med delinger af anekdoter fra Oles liv, med bunungulesang ledet af Mitundwa og til oplæsning af et brev, fra Ole til os alle. Ole ønskede sig altså ikke dans og trommer med gang i. Men masser af anekdoter fra os alle. Han ønskede sig, at vi alle sammen medbringer kage/snacks til et fælles ta’ selv hyggebord. I behøver ikke tilmelde jer mindestunden. Blot mød op med kærlig energi, bidrag til kagebordet og gerne med et par anekdoter om Ole. På fineste vis sender vi sammen Oles sjæl afsted d. 10. maj. For er der noget vi kan i denne ‘familie’ så er det at samles og løfte i flok. Jeg ved, at I står bag mig, når jeg bærer Oles ønsker frem. Tak for det 💛 Selve begravelsen fandt sted d. 2. maj 2026 på Oles grund i Tanzania. Siff -på vegne af Ole Miller himself 🕊️ Video fra Oles begravelse i Tanzania, lørdag den 2. maj 2026: Ole efterlader sig en søn og 2 børnebørn, som alle bor og lever i Italien. Vi har modtaget nedenstående fra dem, som er deres taler til mindehøjtideligheden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Det ER ren magi! ✨ Dagbogsnoter fra opvasken på Uta Vi koger, vi renser, vi synger i dynger, vi råber som tåber, vi griner og viner, vi vasker, vi sjasker, vi krammer uden lammer, vi slæber og flæber, vi skåler og tåler, vi gør og vi tør….. Og tørrer…. Og så vil du nok spørge… Hvorfor skulle man gide al den palaver? Svaret hertil skal du høre, for det har noget med sammenhold at gøre – for sammen gør vi og er, og med ét er du et vi, hvor ren magi sættes fri. Som lejrens hjerte, banker vi derudaf på benzin af fællesskabets ånd, kun afbrudt af forklædernes knudebånd, som et øjeblik må tilses af en sikker hånd, der løsner op trods opløste fingre i nødråb efter kopattens salve – en blødgjort hånd stryger sin flade over din ømme ryg og minder dig om et velfortjent hvil, som med sneglens sødme giver et særligt smil. Frie er vi og villige tilmed også til at dele stort og småt, for det er sådan vi har det godt, selv ikke når afløbet stopper til, er opvaskens ånd på spil, for sådan er det bare, noget vi sammen klarer. Uden opvasken ingen lejr og hvilken ære at bære❤️ Hilsen fra Anne-Sofie       [...] Læs mere...
    Ukassen 2020-21-22Et nærmest begivenhedsløst år Året startede godt. På generalforsamlingen fik vi i bedste online-stil fordelt de resterende 12.500 kr til 5 ansøgere. Tak til dem der deltog i behandlingen af ansøgninger. Og så gik det ned ad bakke! Ingen lejr, ingen penge, ingen ansøgninger og ingen aktiviteter. Det er klart, at der også har været udfordringer med at få gennemført de projekter, som vi tildelte penge i marts 2020. Det er desværre kun 3 projekter, der er blevet fuldført. Vi håber, at de resterende får mulighed for at gennemføre deres projekter det kommende år. Vi har i ukassen ændret en smule i retningslinjerne for at gøre dem mere overskuelige og brugervenlige. Disse findes på hjemmesiden her. Desuden har vi ændret deadline for ansøgninger til faste datoer: d. 1. marts og d. 1. september. Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at vi må rykke for beretninger. År efter år sender vi påmindelser ud til dem, der har fået bevilget penge, og alligevel må vi hvert år rykke for beretninger op til flere gange. Det bliver lidt træls i længden. Vi vil derfor endnu en gang opfordre ansøgere til at indsende beretning til tiden. Ukassen er tom! Da vi ikke kunne afholde lejr i 2020, er der ikke kommet penge i kassen. Vi giver lyd, når det igen er muligt at søge. Ukassens budskab herfra: Send flere penge! U-kassen, foråret 2020 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017[pdf-embedder url=”http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Utamaduni_kort_2016.pdf”]     Læs mere om pladsen i Lejrfolderen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Afrapportering vedrørende majsmølleprojekt til Kifuhila, Magu, Tanzania At beskrive hvad vi foretog os i Kifuhila januar/februar 2018 kunne gøres meget kort: Vi byggede et hus til møllen, købte en majsmølle i Mwanza og startede mølleriet op, holdt en indvielsesfest og så tog jeg hjem. Men det er der jo ikke noget sjov ved. Jeg har lært noget om facebook opslag. De må max vare 1 minut og der skal være et passende antal peaks, sådan at kiggeren ikke bare scroller videre dernedad. Den taktik virker vældig godt.  Bare ikke i forhold til at fortælle historier fra Tanzania. For en af de ting der slår, frustrerer og undrer mig hver eneste gang jeg kommer hjem til Kifuhila, er hvor langsomt alting går – og hvor mirakuløst mange ting der alligevel sker. Så den her rapport skal være min udfordring til dig. De forskellige film går langsomt og der sker ualmindelig lidt. Hvis du sukker og opgiver skal du bare vide, at jeg har skåret dem virkelig hårdt, fordi hver eneste proces i virkelighedens Kifuhila tager længere tid end du kan forestille dig. Klarer du mosten og holder ved. Ser alle de små filmbidder og nyder de fine billeder, får du en anelse om hvordan det er, som utrolig hvid, kalenderafhængig og ret struktureret dansker, en gang om året at blende ind i en kultur, der er det stik modsatte. Det er sundt at kede sig – og for mig er det faktisk noget af meningen. Vi må i gang. 6. januar landede jeg i Mwanza og var så heldig at det ikke regnede alt for meget, så Dotto og Kabisi kom faktisk og hentede mig i lufthavnen. Det var jeg glad for, for ud over min relativt beskedne bagage havde jeg en del left owers fra Dottos mislykkede forsøg på at snige 22 kg overvægt med, da han tog afsted i december. I min del af bagagen havde jeg min dejlige julegave til mig selv: En Bosch-skruemaskine, fuldt ekviperet med diverse bits, bor og en masse andre dejlige gadgets. Bevæbnet til byggeri. Som sædvanligt troede jeg noget, som ikke var sådan. F eks troede jeg, at Dotto havde været ude og sondere markedet på majsmøller, sådan at vi var handelsparate.  Calm down honey, det her er Tanzania, så han havde pænt ventet med at gøre noget til jeg ankom. Altså gik der næsten en uge før den rekvirerede ekspert ud i majsmøller dukkede op.   I mellemtiden skulle vi liiige have bygget et hus til møllen: Det tager sin tid at måle ud til et firkantet hus. Jeg sidder der, holdende mine kompetencer om at måle fra hjørne til hjørne for at sikre at vinklerne er ok 90 grader, tæt ind til kroppen. Da de andre brødre var gået til kortenspil, lokkede jeg Lugeyla (storebror) til en lille snap korrektion og huset blev sådan nogenlunde i vinkel. Som den showpony jeg også er, skal jeg indrømme, at det var en fest med mig og Bosch. Jeg skruede 338 skruer i for at samle huset. Og ca. 332 gange havde jeg en beundrende skare til at udbryde det der lille “Utsch!”, når brædderne trækkes ind mod hinanden på den måde som kun skruer kan gøre.   Ydermere var jeg nødt til at forsænke skruerne lidt, da der ikke fandtes så lange skruer i Mwanza. Så først fræsede jeg en fordybning og bagefter skruede jeg til. Små finesser, som at der er lys i maskinen og at jeg har to batterier, så det ene kunne lade op, mens vi arbejdede med det andet, vakte fryd for alle involverede. Efter at jeg er kommet hjem til Danmark er det bare slet ikke det samme med skrueopgaver.   Jeg havde egentlig planer om at trække metalbånd fra hjørne til hjørne for at stabilisere, men produktet fandtes ikke i regionen.  Alligevel blev huset meget stabilt, og afstanden mellem brædderne gør, at tilskuerne kan stå udenfor og ikke behøver komme ind og gå i vejen eller komme til skade. Og så kan dieselosen komme ud. Vi havde mange diskussioner om dimensionering af de bærende lægter til taget. Jeg synes jo bare af princip, at de vil bruge for spinkle lægter, men i løbet af diskussionen kom jeg i tanker om, at taget jo aldrig skal bære en tung dyne sne – og derfor var det måske ikke nødvendigt med så kraftige lægter, som jeg ville have brugt i Dk.   Ud og shoppe for 2 millioner kontant Turen til Mwanza for at købe maskinerne er sin lange historie. Edwardi – som i folkemunde kun omtales som fundien, kom meget tidligt og vi cyklede på 2,5 velfungerende cykel de 18 km til Ngashi og tog morgenmatatuen til Mwanza. Jeg havde jo en klar forventning om at en så rutineret mølleekspert havde en ide om hvor man bedst kunne handle møllerier, men bla, bla, blah , med mine europæiske forventninger. Vi travede fra den ene butik til den anden, jeg tog pligtskyldige billeder af alle potentielle objekter. Endte med, at købe en, fordi ekspedienten var sukuma. Endte endnu mere med at få en helt anden med hjem, da vi havde betalt, havde fundet kørelejlighed og skulle til den anden ende af byen for at afhente vores maskineri. Den maskine vi fik med hjem havde lidt mindre kapacitet pr time end den vi kiggede på i butikken. Så alt var fuldkommen som det skal være i Tanzania. Det er formentlig den eneste gang jeg køber noget til 2 millioner kontant. Og rigtig meget Tanzania, at sælger spurgte om vi virkelig ønskede hele beløbet med på fakturaen. Her var jo mulighed for at han kunne spare noget moms. De jeg – business-woman som jeg nu er hjemmefra – foreslog, at vi delte den sparede moms 50/50, blev det for kompliceret for sælger, og hele handelsbeløbet blev slået ind på fakturaen. (Handelsmoms er i øvrigt 18%) I første omgang troede jeg, at Edwardi manglede en arm. Senere skulle det vise sig, at han havde begge arme, men at han var så mager, at sweatshirten mageligt kunne skjule en spaghettiarm eller to. Nu var det også mest hans knowhow vi havde efterspurgt, så uanset en- eller toarmet, prøvede jeg at bonde lidt. Når man er fundi (håndværker af hvilken som helst art), er man noget. Og der er ikke brug for salgstaler, for respekten omkring en fundi er stor og ingen tanzanianere stiller spørgsmålstegn ved en fundis kompetencer. Heldigvis viste Edwardi sig at være virkelig kompetent og selv om vi endte med at købe en anden maskine end den jeg havde forelsket mig i – (lavere dieselforbrug, mindre larm og 2 års garanti – det er sådan noget der taler til en dansker), er jeg sikker på, at vi valgte en god maskine. Alene den insider info, at samtlige dieselmotorer er født med for svagt bentøj – og at man inden ibrugtagen bør finde nogle mere stabile, er mange shilling værd. En anden en ville muligvis synes at det tog enormt lang tid, at vi ikke havde fået en skid at æde eller drikke, at det var helt ekstremt varmt, eller at vi hellere skulle have købt den maskine jeg fandt bedst. Mit store held er, at jeg elsker byggemarkeder og at jeg var så rigeligt underholdt over at allerstørste kvalitetsanprisning er Made in China… Til sidst var jeg dog så mør af varme, sult og tørst, at d’Herrer kunne have købt en pølsevogn uden at jeg ville protestere. Turen hjem Så skulle hjemturen organiseres. Stolt kom Dotto tilbage og fortalte at han havde skaffet et billigt køretøj. Jeg var ikke sådan rigtig imponeret – især fordi den lille sære smalle lastbil var baghjulstrukken, havde  smalle hjul og en lille slap motor. Dotto havde lænet sig meget forsigtigt op af sandheden ved at erklære, at der måske var en lille smule mudder på vejen – men ikke ret meget. Chaufføren handlede prisen på plads, senere blev vi passet op af ejeren, der opfordrede til at to af os kørte med bus i stedet, da vi skulle passere det sted hvor politiet altid kontrollerer biler og billetter. Ok ok ok, jeg havde fået en tår vand så jeg kunne klare det meste. En lille film fra turen hjem: Forfædrene involveres En helt naturlig del af at starte ny virksomhed i Tanzania er, at man tager de højere magter i ed. Det er ikke noget der er omgivet med hemmelighedskræmmeri eller mystik. Lige så naturligt som at sælger forsøget at undslå sig lidt momsbetaling, lige så naturligt er det, at give traditionel medicin til at beskytte det nye byggeri mod fjendtlige angreb, (”nogen” kan jo prøve at ødelægge virksomheden) samtidig med at vi gør hvad vi kan for at fremme handelslysten hos kunderne. Derfor lagde Dotto medicin i hvert eneste hul, der er gjort klar til stolperne, der skal bære huset. Jeg er holdt op med at tage stilling til om jeg tror på det der. Hvis jeg tænker mig om, er det masser af postulater, som jeg ubekymret accepterer herhjemme i Danmark – renteudviklingen, overenskomstforhandlinger, vejrudsigter og det der med Gud. Og jeg er kommet frem til, at når jeg ukritisk accepterer det – på trods af at det er omgivet med hemmelighedskræmmeri og stor mystik – så kan jeg lige så godt gå linen ud og acceptere den traditionelle medicin, som er en naturlig del at min mands kultur. Det er lige så vigtigt at anmode om gudernes gunst, som det er at indstille motoren til de rigtige omdrejninger. Det var tydeligt, at der var noget vigtigt i gære. Familien havde, ud over vores daglige hus-medicinmand Nghelebe, tilkaldt det tunge skyts, Pita, fra Langbortistan. Han boede hos os en uge omkring åbningen af mølleriet og der blev gået til den med velsignelser, beskyttende foranstaltninger og handelsfremmende tiltag. Og jeg elsker det hele. De to medicinmænd omgikkes med respektfuld distance – indtil deres hang til traditionel hårdtslående alkohol forenede dem i lange, sene og meget højlydte sange. One love. Film: Møllefesten Alle store fester starter med at slagte et dyr. Når man forventer mange gæster kan kun en ko gøre det: Da vi var kommet så langt, at møllen skulle tages i brug indbød vi til kæmpe kalas. Den måde man annoncerer kommende begivenheder er, at man betaler en fløjtende, højtråbende, cyklende mand til at køre rundt og bekendtgøre, at den 25. februar sker der noget hjemme hos os. Det er på samme måde landsbyens ældreråd indkaldes til møder. Når det sker lige omkring tusmørke, er det er meget effektivt markedsføringsmedie, alle er hjemme og alle hører hvad der råbes. Og alle kommer. Vi havde friet til Kabisis slangedansergruppe fra Sumwe og de havde efter lange, tunge forhandlinger omkring afregning, accepteret vores indbydelse. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, at bruge 400 kr. på det besøg. Det der sker, når to grupper mødes er, at hver af grupperne skruer sig op til det maksimale niveau – men vil jo nødig stå tilbage for den anden gruppe. Markedspladsen var propfuld af forventningsfulde mennesker. Den obligatoriske dansetosse (ham, der hopper ind og danser med på det hele uden at kende det mindste dansetrin) var på plads. – Han nåede endda at blive bidt lidt af sure-slange fra Sumwe, så alt var helt til publikums tilfredshed. Eneste ulempe ved besøget er, at de to grupper nu ikke vil kunne møde hinanden til shindano (dansedyst), “for nu er vi jo blevet venner”, som lederen af slangedanserne beklagende slog ud med armene. Vi startede, lagde relativt afdæmpet ud med en indgangsdans der varede VÆSENTLIGT længere end det obligatoriske faebookminut. Jeg dansede, uden uniform, (og det helt uagtet, at det var mig der havde fået skaffet penge til uniformerne fra Ikumbo og Manungu – ikke nogen hvid-dame-fordel dér). Jeg kæmpede vedvarende med følelsen af, at det gik alt for langsomt, vi må da ikke kede publikum. Men ved du hvad – publikum ved den slags events er slet ikke klar over, at de skal mærke efter om de keder sig i dette minut – og pr tradition frarøvet muligheden for at scrolle videre, nyder de s’gu’ bare det vi har at byde på. Og jeg elsker det. Det elsker jeg virkelig meget. Du kan som udøvende kunstner se fuldkommen bort fra om du er spændende nok til at fastholde publikum. De bliver der, og du kan fuldkommen ustresset give dig tid til at mærke hvad der skal til for at fyre den helt ud i hegnet. And here we go! Så kom slangedanserne og herfra blev det bare vildere og vildere.   Vi endte hjemme hos os med alt det oksekød vi overhovedet kunne proppe i os – da kvinderne havde kogt en ekstra kæmpe portion ugali, blev selv slangedanserne mætte – og endelig lykkedes det at synge og snakke og grine og danse lige til i morgen. Kukesha (at køre igennem til i morgen) er noget vi ofte taler om, men for det meste noget der er forbeholdt ganske få, der så har håneret over de andre. Til indvielsen var vi så mange der gennemførte at håneretten ikke gav mening. Så bli’r det hverdag Nu kører møllen for fulde gardiner. Vi har ansat en gammel ven af familien til at drive mølleriet. Fogo er glad for meget høj musik og anlægget i stuen kører for fuld skrue fra morgen til aften. Og så danser Fogo med hvem han nu lige fanger ind, eller med sig selv. Han er en kirkens mand, så søndag har han fri til at passe sin kirke. Det betyder blandt andet at han ikke drikker, hvilket er en stor fordel i forhold til pålidelighed og mødestabilitet. Hans løn ligger symbolsk en smule over den normale takst, men ikke så meget, at de andre møllerier bliver sure. Klods op ad møllehuset har Suza, en af vores svigerinder, startet et lille chaihus, som allerede ved åbningsdagen, da det kun bestod af en gryde over 3 sten og en stak kopper, havde væsentligt flere kunder end jeg har på en god dag i min cafébutik i Danmark. Til almindelig forargelse kan jeg oplyse, at en kop chai koster 35 øre i Tanzania og 35,- kr i min økocafé på Svanholm. Lige inden jeg skulle rejse kom Fogo og bad mig pakke skruemaskinen ud igen, så vi kunne lave en skærm over kileremmen, så ingen kommer til skade. Jeg havde set det med det samme. Den kilerem udgør en fare, den befinder sig meget tæt på tragten, hvor det malede mel kommer ud – og hvor kunderne står og holder på deres sæk. Kommer noget ind i remmen kan det gå rigtig galt. I gamle dages Danmark havde mange møllere og bønder i det hele taget afkortede fingre efter nærkontakt med kileremme. Jeg havde spekuleret på hvordan jeg kunne afdække den, men var kommet fra det igen. Ville jo heller ikke mase på med mit hysteri. Og så kommer gode, ordentlige Fogo og beder mig hjælpe med at afskærme. Et væsentligt tiltag fra min side, var at jeg investerede i en ordentlig kassebog, som Fogo og en af brødrene skriver ind i hver eneste dag. Der er kolonner til alle dele af processen og det giver indtryk af hvor meget mølleriet omsætter og om det indbetalte stemmer nogenlunde overens med dieselforbruget. Det sikrer, at der ikke bliver snydt og nok så vigtigt, at der ikke opstår mistanker om snyd.   Omsætningen er stærkt stigende og det ser ud som om projektet vil kaste penge af sig til at iværksætte nye projekter i løbet af 4-5 måneder. Første projekt er at åbne en lille butik i det ene af vores værelser – det kan ikke ske, før vi har en dør, der kan aflåses. Senere vil vi gerne udvide med en risafskaller (den kan trækkes af samme maskine, bare kobles på i den anden ende), så står cementringe til den brønd vi gravede sidste år på programmet. Og senere igen vil vi gerne prøve om vi kan dyrke ingefær i vores område, selvom der ikke er tradition for det. De gode ved det hele er, at der stille og roligt kan starte følgeprojekter op, efterhånden som majsmøllen tjener op til det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste forår blev Utamaduni Dance Troupe kontaktet af en ældre herre ved navn Walter Keitum. Han repræsenterede Sydslesvisk forening og havde hørt om os gennem Asbjørn fra dansegruppen. Det er godt at have kontakter! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14 Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26– om etablering af sanitære forhold ved lærerværelset i Pebi Ved landsbyskolen i Pebi langs kysten i Ghana driver Community Sustainable Development Network en skole med ca. 140 elever. Skolens lærerværelse er placeret i en hytte, der er opført oppe i palmetræerne og som fungerer som arbejdsrum for skolens syv lærere samt som mødefacilitet ved officielle besøg. Der manglede imidlertid basale sanitære forhold ved bygningen. Dette udgjorde en praktisk udfordring – både i lærernes daglige arbejde, men særligt i forbindelse med modtagelse af gæster og samarbejdspartnere. Hver gang blev man lidt beklemt, hvis nogen spurgte, om de lige måtte låne toilettet. For der var ikke noget. Der blev derfor søgt og bevilget 3.000 kr. til etablering af toilet og vand ved lærerværelset. Bevillingen blev anvendt til opførelse af et mindre skur til toiletfacilitet, installation af toilet samt etablering af vandtilslutning. Arbejdet blev udført lokalt med anvendelse af lokale håndværkere og materialer, hvor det var muligt. Den samlede bevilling på 3.000 kr. blev anvendt til formålet og der er blevet sendt udførligt regnskab – ned til toiletbørsteniveau. Betydning for skolen Etableringen af sanitære faciliteter har forbedret lærernes daglige arbejdsforhold, muligheden for at afholde møder og modtage besøgende samt skolens generelle standard og funktionalitet. Lærerne er simpelthen mere trygge og stolte nu, i modsætning til tidligere. Faciliteterne er en forudsætning for at kunne modtage faglige gæster og samarbejdspartnere under ordnede forhold – herunder besøg fra Danmark. Investeringen bidrager dermed indirekte til skolens fortsatte udvikling og kapacitetsopbygning. Et toilet med perspektiv Projektet viser, at mindre, målrettede projekter til sådanne basale faciliteter kan have en vigtig funktionel betydning. Adgang til toilet og vand er en grundlæggende forudsætning for professionel drift af en institution – også i landdistrikter med begrænsede ressourcer. Den er nu en permanent del af skolens infrastruktur og vil kunne anvendes i mange år fremover. Vi siger tak for toilet – og alle er velkomne til at komme forbi Pebi og nyde privatlivets fred på det lille das. De bedste hilsner/best greetings, Camilla Nielsen-Englyst Regnskab for sanitære installationer, skolen i Pebi I 2025 modtog vi 3.000,- kr. fra Ukassen til udbedring af sanitære forhold i Pebi. Modtageren er ’Community Sustainable Development Network’. Disse midler er blevet anvendt til at etablere toilet og gøre stedet mere tilgængeligt, appetitligt og – brugbart. Skolen har indsendt mig et regnskab fra oktober 2025 med udførlige poster, som der også er indsendt kvitteringer på (bemærk at internet er med på kvitteringen, idet vi har lovet at dække dette også, som et privat projekt udenom Ukassen). Resten er uden kvitteringer. ITEM PAYMENTS Træ, arbejdskraft (VVS’er og tømrer) samt diverse småindkøb 4464 GHC Ghana Water Company (without receipts) 300 Ghc Molding of blocks (local workmanship) 1250 Ghc Samlet 6314 Ghc (3744 kr.) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.       ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget.   Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond.   Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller.   Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre.   – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have.  Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det.   Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.   Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.   Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol.   Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv.   Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne.   Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Takkeceremoni fra ”skole nr. 2” i fiskerlandsbyen Abene i Senegal For 5 år siden var skolen bare borde og stole under palmeblade for at skabe skygge. 400 børn går her nu. Hovedsponsor er et ældre hollandsk par og den hollandske organisation: Bright Future for Children. Stor tak til Utamadunis U-kasse. Mette Sumo, (Kontor på lejren) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Af organisator Anna Kruse og Habaris udsendte medarbejder, Shoma I januar måned var Bujora Cultural Centre i Sukumaland vært for en stor begivenhed. Efter 20 år genoptog Fabian Mhoja i samarbejde med WanaCesilia Organization det to uger lange kursus i sukumadans – og kultur, ’Warsha’. Fabian deltog, sammen med 3 andre fra Bujora, som kulturgæster på Utamadunilejren 2015.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Når vi får kulturgæster i år – efter flere lejre uden gæster fra Tanzania, fordi stramninger i visumregler har forhindret besøgene – kunne det ikke være bedre end at det netop er medlemmer af Kisesa B, som skal på den lange rejse. Allerede for to år siden var hele balladen med fødselsattester, civilstandsdokumenter, pas, invitationer, visumansøgninger og garantibeløb sat i værk. Gæsterne glædede sig. Vi glædede os. Og så fik de afslag. Der blev grædt mange tårer på begge kontinenter. Heldigvis er der kræfter, der formår at komme op på hesten igen. En klage over kendelsen blev indgivet. Og endelig er den blevet behandlet og vi fik medhold. Kulturgæsterne kan komme på lejr i år. Jeg har kendt Kisesa B siden 2003, hvor jeg var en måned i Tanzania med familien. Far, mor og 3 børn. Vi boede på Bujora i Sebas hus og jeg hørte trommer. Hakketrommer – endda lyden af danse jeg kendte. Jeg spænede over på den store åbne plads hvor dansegruppen øvede og greb en hakke. Stod med en flok måbende småunger helt nede bagved (ja altså ikke på allerbagerste række, hvor man utilsigtet kan havne som fordanser, når hele gruppen roterer, men på anden bagerste børnerække). Jubijæææh, jeg dansede med en rigtig tanzaniansk dansegruppe og vi dansede noget jeg kendte hjemme fra Ikumbo. Det var stort. Der gik ikke mange minutter, før danselederen kom min vej og opfordrede mig til at sætte mig ned og slappe lidt af. Nej nej, smilede jeg, jeg er slet ikke træt. Han blev skarp og insisterede. SÆT DIG NED! Ok ok. Jeg satte mig ned og var forbløffet. Overbevist om, at jeg måtte lege med senere. Uden at være klar over noget (det var min 2. gang i Tanzania og såvel min kulturelle forståelse, som mit swahili var meget beskedent). Uden at fatte, hvad der skete, var jeg havnet midt i en konflikt mellem dansegruppen og det kirkelige overhoved, som betød, at der skulle penge på bordet til kirken, hvis jeg skulle danse med i gruppen. Alting handler om penge. Jeg måtte over på kontoret hos overpræsten og sidde skoleret og undskylde, at jeg sådan bare kastede mig ind i dansen, uden af have betalt for undervisning. Det var simpelt hen så uforståeligt for mig. Når vi får gæster i Danmark, er de altid hjertens velkomne i grupperne, uanset om de er kulturgæster eller nogens private venner eller kærester. Og man talte så meget om gæstfriheden i Tanzania – hvad forgik der? Præsten var indbegrebet af arrogance. Han sad med siden til under hele samtalen og bladrede adspredt i en bunke krøllede papirer undervejs. Jeg skulle virkelig ikke tro, at jeg var nogen. Så snart jeg sad på lave stol i det lillebitte steghede kontor, lod han mig forstå, at jeg havde overskredet alle grænser for gæstebud – og at jeg måtte hoste op med nogle penge, hvis jeg skulle danse. Jeg var fuldkommen målløs. HVAD? Betale for at danse? Jeg skulle jo ikke have undervisning, bare danse med ud af kærlighed. Der skulle ikke gøres særlige foranstaltninger for min skyld – jeg stod gerne på andenbagerste sammen med ungerne. Vi blev ikke rigtigt enige om noget. Han ville sætte en særlig workshop op for mig og nævnte et beløb, som man kunne købe en hel ko for. Jeg blev stædig og sagde nej tak. I 2003 var der kun en dansegruppe på Bujora og jeg græd mine modige tårer. Jeg havde sådan glædet mig til at være i Tanzania og give vores 3 unger oplevelsen af, hvad det går ud på med al det der danseri. SMSede med min danseveninde Ditte og beskrev min frustration. (Det var før internettet, så korrespondancen var skidedyr og tilstræbt kortfattet). Ditte havde været i Tanzania året før, så hun forstod min kvide. Gå ned til Kisesa B. Du spørger bare en lokal om at vise vejen. De vil tage imod dig på passende vis. Min mand Søren Idokesbror havde en rigtig god tilgang til at gå på visit. Når vi kom hjem til nogen, sørgede han altid for at medbringe noget kød, ris, sukker og olie – både for at give en værtsgave og for at sikre, at vi ikke åd familiens sidste høne. Altså kom vi ned ad vejen, fulgt af ungernes legekammerat Frankie, med ingredienser til et velkomstmåltid. Før mobiltelefonens oprindelse. Altså helt uvarslet. Vi kom ikke på en øvedag. Kisesa B har altid øvet fredag og mandag. Og det gør de stadig. Men glæden over at have fået gæster (kombineret med begejstring over hvor meget Søren lignede Idoke) udløste heftig aktivitet. Kvinderne tilberedte de medbragte fødevarer og mænd og drenge fik stampet dansegruppen op af hullerne og så blev der danset bunungule. Vi var hjerteligt velkomne. I en sådan grad, at mine fodbolddrenge også kom på dansesandet. Den havde jeg ikke set komme. Den måned står stadig tydeligt i mine børn. Det skønneste var at komme ud på landet til Kisesa B, slå vores telt op og lege, danse og synge. En dag vi voksne skulle til begravelse andetsteds, passede familien og Frankie de tre børn, som havde en dejlig dag uden forældre. Vel at mærke uden et fælles verbalt sprog at gøre godt med. Lattermildheden og den venlighed alle gæster omgærdes af bar det hele. Stemningen i Kisesa B er den samme i dag. Også selvom der er blevet bygget helt vildt og husene nu ligger inde i en landsby, med en højrøstet moske som bagnabo. Medlemmerne er ikke de samme. Gruppen bæres i høj grad af børnene af dem, jeg kendte fra dengang. Forfærdeligt mange af de gamle er døde. Og de få overlevende har brændt lysene i begge ender og lidt på midten, så de er i en sørgelig forfatning. Der blev drukket og røget igennem dengang. Det slider på systemet. Alle grupper har op- og nedgange. Der var en periode, hvor man kunne høre hønsene kagle og hundene glamme på gårdspladsen ved Anders Shagembes hus. Trommerne var gået til og der var ikke penge eller energi til at reparere dem. Gruppen sov. Her kom Sabina (Tak, tak TAK!) ind på banen og finansierede trommernes og gruppens genopstandelse. Sabina bor i Danmark, arbejder som en hest og bruger en stor del af det hun tjener på aktiviteter, der gavner familien i Tanzania. Det er almen viden, at uden Sabina, ville der ikke være liv i gruppen nu. I dag består Kisesa B af anden generation af familien Milundumo med venner. Der mindre alkohol i dagligdagen og hashen er fortrukket væk fra dansepladsen og ned bag en gruppe træer, så gæsterne ikke udsættes direkte for tågerne og kun de, som ryger, deltager i den aktivitet. De unge drenge og de få piger danser stadig bunungule. Tilsat sogotha og bula buka, når trommerne er i form til det. Shabani spiller tromme 2025 Kisesa B anno 2006 var meget stærke sangere. Gamle Milundumo formelig sprøjtede sange ud af ærmerne og der blev sunget til enhver øver. Meget, smukt og stærkt. Den tradition er ikke gået så stærkt i arv. Selv om vi taler om det på møderne, formår gruppen ikke at gennemføre decideret sangundervisning og en del af medlemmer mumler lidt i skabet, fordi de hverken kan huske ord eller toner. Det er til gengæld det eneste, der bekymrer mig omkring gruppen. Der er så stærke kræfter, som driver værket, at de småknægte, der hænger ud på de bagerste rækker eller omkring træbommen, som trommeslagerne sidder på, nok skal tage over og drive gruppen videre til næste generationsskifte. Øver på en ganske almindelig mandag aften Gamle Milundumo er her endnu! Efter hver øver er der møde. I år var jeg så heldig, at gruppen valgte at gennemføre møderne på swahili, i stedet for deres foretrukne sprog sukuma. Hvis man ved hvor glade sukumaerne er for deres sprog, forstår man hvilken gave og udtryk for respekt for mig det er, at de i to måneder talte swahili til møderne. Alle møder er lange og indledes med at formanden takker for dagens øver og udtrykker, at den har været god. Herefter er der navneopråb, hvor sekretæren noterer de tilstedeværende i den store sorte bog. Udebliver man fra en øver udløser det en bøde på 50 tsh. Jeg var forhindret af aktiviteter vedrørende mit husbyggeri en fredag og til næste øver fik jeg til gruppens udtalte begejstring en bøde. Sekretæren råbte mit navn op. Da jeg svarede ipo, jeg er her, sagde hun lige så tørt: Du har et H. H for haipo (hun er her ikke). Jeg betalte min gæld og var tilfreds med at være så meget en del af gruppen, at jeg indgår i deres bøderegnskab. Efter navneopråbet diskuteres hvad der rører sig. Når man vil tale, beder man formanden om ordet og når man taler står man op og indleder sine ord med at takke formanden for ordet. Alt sammen så underligt formelt, set med danske øjne. Mørket lægger sig. Det bliver køligere og moskitoerne har en fest. Somme tider er folk alvorlige eller vrede, men de store grin ligger hele tiden lige under overfladen, klar til at bryde ud, når en af gruppeklovnene siger noget sjovt. Et af de sidste efterøver-møder inden jeg rejste hjem for i år var en overraskelse. Vi havde haft en gruppe danskere på kursus et par uger og det var tid til evaluering. Der var sket småfejl i undervisningen og der var indgået flere kæresteskaber end normalt. Begge emner blev diskuteret og alle har taleret uanset status i gruppen. Der er ikke tradition for at man skal blive enige via dialog – i stridsspørgsmål er det i sidste ende formanden, som slår streger under facit. De streger slås efter, hvad der gavner familien og gruppen – mere perifere medlemmer har taleret, men ikke så stor indflydelse, som de der er født ind i gruppen. Det affinder alle sig med. 2 dage tidligere havde jeg haft besøg hjemme i mit nybyggede hus. Brødrene James og James kiggede forbi, for at beskue byggeriet og for en snak. Jeg kom med nogle af mine betragtninger angående et par af de unge dansedrenge, som synes mere optagede af at få en dansk kæreste, end af at kunne deres shit. Som maser sig op på forreste række for at flashe, uden at mestre undervisningens kunst. De kan blive rigtig gode dansere, men I er nødt til at forklare dem om ydmyghed og vigtigheden af at stå nede i rækkerne, indtil man for alvor husker hvordan dansen går. Ellers bliver de til de der irriterende Michael Jackson wannabees, som mange grupper trækkes med. Både i Danmark og Tanzania. De mangler forståelse for gruppen og er for optagede af sig selv. (Synes jeg, det her er jo min historie). Til mødet diskuteres emnet om undervisningens kunst. Pludselig siger Lille James: Shenede, du har nogle overvejelser omkring dette emne, værsågod at komme med dem nu. Jeg blev ret paf, men måtte bide i den sure mango og rejse mig. Takke formanden for ordet og fortælle mine overvejelser direkte til drengene. Det var meget uvant for mig med så direkte kritik. Men jeg er medlem af gruppen og det forventes, at jeg bidrager. Også fordi jeg er gammel – respekten for alderens visdom er udbredt. Der sker ikke store forandringer på baggrund af et enkelt møde. Men ærligheden, modet og den direkte tale, kunne vi godt bruge mere af i grupperne i Danmark. Vi bryster os af flad struktur, men der er forskel på folk og mange ting bliver aldrig diskuteret i plenum. Mødet er åbnet Festen synges i gang Slagterdrenge Tæt på hjemrejse holdt vi en fest for at fejre husbyggeriet og livet i al almindelighed. Søde venner fra Danmark havde hjulpet med skillinger, mine var forsvundet i byggerodet. På selve festdagen kom vi sent i gang og jeg tonsede rundt med tømmermænd og værtindestress. Så kom dansegruppen og fik sat gang i både det praktiske og det kulturelle. Nogen stod for at slagte Fætter Fedtfår, andre hjalp med at slæbe stole og service udlånt af landsbylauget. De fleste hjalp til med at drikke nanasi, spise velkomst-stegt blod og indvolde og synge festen i gang. I allersidste ende, var det også medlemmer af dansegruppen, der lykkeligt lallede hjem efter en vældig dag med masser af mad og drikkevarer. Masser af trommer og dans. Masser af sang ved bål. Masser af det hele. Det er selvfølgelig ikke hele gruppen, der skal til Danmark. Men 5 medlemmer er nok til, at vi kan få et pust af glæden, varmen, ilden og trommerne fra Kisesa B på årets lejr. Med lidt held skruer undervisningsministrene programmet sammen sådan, at vi får shindano – dansekonkurrence mellem slanger og hulepindsvin. Så må vi se om slangedanserne tør stille op mod os, i absolut stærkeste holdopstilling. Hvem ved om vi synger: Kyega kama bata ga Kuyega kama bata Bayeye maluha bakuyagi maluha bamayoka Ga kuyega kama bata Jeg bevæger mig som en glad and De stakkels slangedansere, der bare har kun en slange at gøre godt med Jeg bevæger mig som en glad and (Drillevise fra banungule (hulepindsvinedansere) til bayeye (slangedansere)). Glad som en and i vand Kuyega kama bata ga Kikome (sang ved bålet) 2025 Det bliver en vild lejr i år Du kan godt begynde at glæde dig! Hilsen Shenede [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26TOGO ESOME – Status og udvikling 2025 Når ord åbner døre i Vogan-fængslet Der er morgener i Vogan-fængslet, hvor solen falder ned over gårdene som guldstøv, og hvor vævenes rytmiske tikken fra workshoppen blander sig med lyden af en hverdag, der langsomt forandres. De fleste kender denne rytme fra vores tidligere beretninger. I år er en ny rytme kommet til. En rytme af ord. Ord, der læses. Ord, der forstås. Ord, der pludselig fungerer som nøgler i en verden, hvor mange før har stået udenfor døren. Det er denne forandring, Ukassen har gjort mulig gennem støtten til udvikling af vores nye undervisningsforløb i læsning, forståelse af juridiske dokumenter og hygiejne. Når virkeligheden ændrer planen Udgangspunktet var enkelt: et klassisk undervisningsrum med skoleborde, stole og tavle. Men da vi i december 2025 spurgte en gruppe indsatte, hvad de egentlig havde brug for, svarede de ikke med ønsker om bøger eller matematik. “Vi skriver under uden at kunne læse.” De pegede på papirer: domme, afhøringsrapporter og attestationer – dokumenter, der kan afgøre mange år af et menneskes liv. En indsats fortalte at han afsoner for noget, han aldrig havde gjordt, fordi han skrev under uden at forstå indholdet. Her ændrede projektet retning. Det mest presserende viste sig ikke at være at lære avanceret stof – men at kunne læse sit eget navn, sin egen sag og sine egne rettigheder. Et læringsrum midt i hverdagen Vi opdagede hurtigt, at det rette læringsmiljø allerede fandtes: væveworkshoppen. Med et par bænke og en integreret kridttavle er det det perfekte undervisningsrum. Interessen for at deltage i væveforløbet, er stigende, men der mangler væve. Derfor traf TOGO ESOME en central beslutning: I stedet for skoleborde investerede vi i seks nye væve og opstartsmaterialer. Resultatet: • 12 nye indsatte kan nu deltage i programmet • Undervisning og håndværk kan flettes sammen i ét levende miljø • Læringen foregår dér, hvor livet leves Hvordan undervisningen foregår I den ene ende af workshoppen undervises der nu i grundlæggende læsning og i at forstå juridiske dokumenter. I den anden fortsætter vævene deres rolige rytme. Dokumenter bliver nu til forståelige. Forskellen på sigtelse og dom. Hvornår man skriver under – og hvornår man beder om hjælp. Afrapportering: Anvendelse af midlerne fra U-kassen Den bevilgede støtte på 7.000 kr. er anvendt til at styrke undervisningsmiljøet og sikre stabil drift i workshoppen. Undervejs blev prioriteringerne justeret, da den største udfordring viste sig at være manglen på væve. Midlerne er anvendt til: • Opførelse af fire ekstra væve • Indkøb og bygning af skolebænke • Kridttavle og undervisningsmaterialer Dette har haft en mærkbar effekt: • 12 nye indsatte kan deltage uden ventetid • Undervisningen kan gennemføres stabilt • Workshoppen fungerer som fagligt læringsrum og trygt fællesskab • Basale færdigheder styrkes som forberedelse til løsladelse Undervisningen i vævning varetages fortsat af Inana Textiles, ved Anani Kuavi og vi samarbejder med Prisonniers Sans Frontières (PRSF) om de boglige fag. Kombinationen af håndværk og basale færdigheder viser stærke resultater. Fotodokumentation Pga. skærpede regler for fotografering i fængslet kan vi endnu ikke indsende billeddokumentation af inventaret. Vi arbejder på at få en ny tilladelse og anmoder derfor venligt om udsættelse af deadline for fotoindsendelse. Tak Tak til Ukassen for at støtte dér, hvor virkeligheden er mest sårbar – og hvor ord kan gøre forskellen mellem afmagt og forståelse. Jeres støtte har været en afgørende forudsætning for de resultater, vi ser i dag. Vil man dykke dybere ned i projektet, findes mere information på www.togoesome.com. Med venlig hilsen TOGO ESOME www.togoesome.com (pva. Utamaduni; Camailla Ulvedal)   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Jeg har været deltager, sidevogn, kok, lille-hjælper og uvildig observatør rigtig mange danse- og trommeworkshops i Tanzania. Det er altid stort for grupperne at få gæster fra udlandet. Der er selvfølgelig den økonomiske side, såvel gruppen som de enkelte undervisere får en slat på kistebunden. Men lige så vigtigt er det store boost af energi det giver, når tanzanianske unge oplever, at folk har så stor kærlighed og interesse for dansen, at de kommer helt til Tanzania for at lære. De sidste par år, har jeg været omkring 4 forskellige workshops og lagt mærke til, at der er kolossalt stor forskel på hvad de forskellige grupper får ud af opholdet. Der er opstået mindre misforståelser, der kunne være forebygget, hvis gæsterne fra Danmark var klædt på hjemmefra. Derfor har jeg forfattet følgende velkomstbrev, som kan forberede deltagerne på dit og dat i forhold til deres besøg hos Kisesa B. Og så slog det mig, at andre både deltagerne på workshops andensteds og de løse fugle, der rejser til Tanzania på egen hånd, kan have fornøjelse af mine guldkorn.     Kære kommende sukumadanser April 2026 Du er så heldig, at du skal deltage i en workshop med dansegruppen Kisesa B i nær fremtid. Jeg har været med til en del workshops som medlem af gruppen og har oplevet, at der er meget stor forskel på hvor meget kursisterne har fået ud af deres ophold. Derfor får du mit indspark til, hvad du selv kan gøre for at få det bedste og mest givende ophold hos gruppen. Min baggrund er, at jeg har danset og rejst i Tanzania i mere end 30 år. Været tilknyttet forskellige dansegrupper og ægtefæller gennem årene. Danser i Igokoloo i København og rejser til Tanzania hver vinter. I 2025 blev jeg færdig med at bygge et lille hus i Igeye, som ligger et par km længere ud ad vejen. Man kan høre trommerne hjemme hos mig. Kisesa B Dansegruppen består dels af medlemmer af familien Milundumo og dels af medlemmer, der bor i lokalområdet – enkelte har lang vej til Kisesa. De har to ugentlige øvere mandag og fredag, fra kl 16. til 18. Øverne efterfølges som regel af lange møder, hvor hele gruppen diskuterer, hvad der rører sig. Hvis jeres workshop strækker sig ind over disse to dage, vil der som regel være lidt forskel på indholdet i forhold til de andre øvedage, fordi gruppen også har brug for at øve i rigtigt tempo og måske nogle stilarter, I ikke har fået undervisning i endnu. Efter første workshop-øver, vil I blive indbudt til et lille møde, hvor alle præsenterer sig. Det er god tone, at stå op mens man præsenterer sig kort. Er dit swahili stadig i sin vorden, kan du bede en fra din gruppe hjælpe med at oversætte, for engelskkundskaberne i Kisesa B er yderst begrænsede. Alle er tosprogede fordi de taler deres eget sprog sukuma og swahili. Det er godt at vide, at sukumaområdet er lidt mere traditionelt funderet, end andre dele af Tanzania. F eks vil det være respektfuldt som kvinde, at være relativt tækkeligt påklædt på underdelen. (Ikke for korte hotpants). Gruppen vil aldrig sige noget, men det er helt tydeligt, at de lægger mærke til (og kommenterer) hvis der vises alt for meget ben under øverne. Shorts er helt ok, bare de ikke er så åbne, at man kan kigge lige op til Himmerrige. Der er ikke særlige restriktioner for mandlige dansere. Før I ankommer, har gruppen holdt flere møder og aftalt hvem, der tager sig af hvilke opgaver. Det italesættes også, at formålet med at have gæster IKKE er at score sig en sød kæreste. Uanset denne aftale, er det sket gennem tiderne, at nogen er faldet så pladask for nogen, at der er kommet kæresteskaber ud af det. Ingen regel uden undtagelse. Især I piger vil nok opleve nogen kurtisering og komplimenter for dit og dat. Det er der ikke noget slemt i og en del af de herrer er også ualmindelig pæne og kan hoppe vældig højt – men hvis din hensigt er at få lidt uforpligtende, er det måske sundere for gruppen, at du gør det et andet sted. Der vil uvægerligt opstå noget jalousi i forhold til den heldige og det er der ikke grund til, hvis din intention er et one night stand. Jeg er selv faldet i den gryde at par gange, så det er bestemt ikke en hævet pegefinger – bare et ønske om at passe på gruppen. Øverne Det er almindeligt, at der planlægges to øvere om dagen. En formiddags- fra kl. 10 til 12 og en eftermiddags- fra kl. 16 til 18. Et par medlemmer af gruppen møder ind kl. 8 og 14 for at tænde bål og varme trommer op. Hele gruppen er sat til at møde kl. 9.00 og 15.00 og der uddeles bøder for at komme væsentligt for sent eller udeblive, når gruppen har sagt ja til at have workshop. Alle tider er selvfølgelig underlagt almindelig tanzaniansk besindighed. Vil I have så meget ud af kurset som muligt, er det dig, der sørger for at være klar og komme ud på dansepladsen til tiden. Ingen vil skubbe på og jo mere det skrider, desto mindre vil du og I få ud af jeres ophold. Jeg har både oplevet grupper, der blev helt ekstremt gode og grupper, der nærmest stadig var helt nybegyndere efter et par ugers undervisning. Under selve workshoppen vil I blive præsenteret for flere forskellige dansestilarter. Jo flittigere I deltager, desto større repertoire – og desto sjovere er det. Når I præsenteres for en ny dans, er det almindeligt at gruppen deler sig og laver en-til-en undervisning uden trommer. Sug til dig. Spørg om at gentage, indtil du føler dig komfortabel. Medlemmerne er glade for at hjælpe. Jeg har en lille kæphest, som kan få lov at tage en tur i manegen her: Det er ikke en sygdom at blive træt. Hæng i for fanden – også selv om det gør lidt ondt. I løbet af en almindelig øver råber fordanseren med jævne mellemrum: Mmechoka? (Er I trætte?) Og svaret vil altid være Bado! (Ikke endnu!). Så med mindre du har en livs- eller førlighedstruende skade, vil jeg opfordre dig til at blive på dansesandet under hele øveren. Evt. kan I jo bede om en fælles vand- og pustepause, hvis det står helt skralt til. Men I er unge og har i princippet gode ben. Så brug dem :0) I løbet af jeres kursus er det almindeligt, at gruppen indbyder til Kikome (sang og trommer over bål) en eller flere gange. Måske har du ikke lært så mange sange endnu, men gå ikke glip af muligheden for at mærke den særlige stemning, der er, når alle synger af karsken bælg. En kikome med sukumaerne er en ret særlig oplevelse. Giv slip på dit eget behov for at stå på scenen og læn dig tilbage i bussen. Sluk din mobil, med mindre du bruger den til at optage eller filme al vidunderligheden. Er der økonomi til at købe lidt våde varer til fællesskabet, vil det blive værdsat. I kan tage på Club hvor som helst i hele verden. Der er bare ikke nogen særlig magi i det. En af dagene, vil jeg opfordre jer til at besøge Sukumamuseet på Bujora og få en rundvisning og eventuelt se et danseshow. Al den dans og musik, I bliver præsenteret for, har dybe rødder i sukumakulturen. Det er da en skam, hvis du rejser videre ud i verden med det indtryk, at du har deltaget i zumba med et tvist. Det er muligt at få en engelsktalende guide, hvis førnævnte swahilikundskaber ikke strækker til den store tur. Det er muligt at dansegruppen hellere vil have jer derhjemme, så måske skal I være lidt insisterende. Den sidste dag inden workshoppen afsluttes, er der tradition for et brag af et afdansningsbal. I får lov at vise hvad I har lært og der vil desuden være show og kankulu (solodans), hvos Kisesa B viser deres skøreste og vildeste tricks. Inden festen bliver alle klædt i gruppeuniformer og malet med traditionel jordbaseret maling i forskellige farver. Trommeslagerne er dem, der tager det største slæb den dag, for det forventes, at der spilles højt og hurtigt under hele festligheden, der kan strække sig over lang tid. Det er almindeligt, at der dukker et par hundrede tilskuere op. Bliv ikke genert eller utilpas over al den opmærksomhed. Selv om der kan blive peget og grinet højlydt, er det kærligt ment. Det klogeste du kan foretage dig er, at lave noget gak og falde-på-halen-sjov med publikum. Så har du vundet dem for evigt. Hvis en danser eller trommeslager laver noget helt særligt, som du har lyst til at anprise, er det almindeligt, at du løber ind, viftende med en pengeseddel over hovedet (2.000 kan sagtens gøre det) og stikker den til kunstneren, når denne har afsluttet det du blev imponeret over. Hav derfor et arsenal af mindre pengesedler med til denne særlige lejlighed. Det kan godt blive lidt dyrt, hvis du kun har 10.000-sedler i lommen. Det kan jo ske for enhver, at man har en dag, hvor man ikke kan deltage i workshoppen. (Dødsfald, diarré og den slags). Der er ikke knivskarpe aftaler om det, men hele maskinen kører jo alligevel, så jeg ville vælge at betale fuld pris, selv om jeg ikke kunne deltage den dag. Vælger I en anden model, giver det problemer for gruppen, når I er taget videre og der under det afsluttende møde skal betales til underviserne for deres arbejde. Det almindeligste er, at hvert medlem får et sted mellem 10- og 20.000 for en uges workshop. Taget i betragtning, at flere frasiger sig andet arbejde for at komme og undervise, er det meget skidt for gruppen, hvis de ikke har den planlagte indtjening. Er du totalskadet eller død under hele kurset, skal du selvfølgelig lave en aftale om nedsat betaling. Nu mangler jeg bare at ønske dig en kæmpe oplevelse og ømme skinker de første par dage.  Kh Shenede (AKA Jeanette) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Hello Sofia and everybody at the ukassen Thank you very much for support of the Yiri Kan project with DKK 7000! I have made contact with the board of Yiri kan in Burkina Faso and they would like to express their thanks as well. They immediately started on the preparation s of the construction. Warm regards,, Paul Klippet fra deres hjemmeside: — Opdatering — : For at sikre at investeringerne i et klasselokale og en indgangsport kan bruges i længere tid, var det nødvendigt at forhandle med udlejer. Den korte opsigelsesfrist blev erstattet af en flerårig lejekontrakt, hvor Yiri Kan havde forkøbsret ved salg. Undervisningslokalet bliver bygget på ejendommen, hvor alle musikinstrumenterne nu er lavet af Youssouf Keita og hans team. Der er allerede et leropbevaringsområde, og det meste af træ, græskar og halvfabrikata opbevares i gården. Arbejdet hermed skal fortsætte som normalt og i fritiden ordnes forhold til anlægsarbejdet. Til byggearbejdet hyres fagfolk. 2. JANUAR 2024 Arbejdet er startet på Yiri Kan-foreningens grund. Den første levering blev lavet til fundament og vold til opførelse af det overdækkede klasseværelse. En sandbil leverede flere læs sand og var afgrænset til ydersiden af ​​klasseværelset med dens baldakin. Tuning af balafon og græskar fortsætter som normalt… Undervisningsrum De forskellige sandtyper blandes i de rigtige proportioner til henholdsvis gulvet og pudsen mod væggen. Stængerne til taget er ved at blive placeret. Senere viser det sig, at pælene er for lave, og der forberedes justeringer for at hæve dem. Blanding af sand Den oprindelige plan om at få lavet en metalport går nu ud over budgettet. Der er fundet en butik, som har lukket sine aktiviteter og kan bruges til at lave materiale (jern og træ) til en smuk, overkommelig port. FORTSÆTTES….. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Gennem flere år har vi bygget på bygning til at huse en daycare på vores kulturcenter i Nungua, og nu står det der parat til at blive godkendt af myndighederne, og så kan børnene begynde at komme dagligt. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Så er tiden kommet igen til en nyhedshilsen, og den kommer som sidste år fra min stol her I Nyanguge I Sukumaland. Ja kun et spyt kast fra Nyanza (Victoriasøen). Vi er nu I slutningen af februar måned og alt er grønt hernede. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania. Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten. Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone. Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna. I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden. Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset. Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik. Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv… Hilsen Kirsten Larsen Mhoja [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Warsha 27. december 2018 – 11. januar 2019. Gensyn med Sukumaland efter 24 år. Som oftest før, når vi i Utamaduni Dance Troupe diskuterer og reflekterer over vores virke, falder snakken på muligheden for igen at afholde et warsha. Dette var ingen undtagelse i januar 2018. Jeg sad der med en enorm trang til at melde mig på skansen, trods jeg overhovedet ikke har betrådt den tanzanianske muld siden 1994, og det faktum at mit Swahili var temmelig rustent. I 1993 var Marianne Høj og jeg efter et warsha i Tanzania fuldstændig solgte. Dengang i start 90’erne var der stor arbejdsløshed. Der blev opfundet forskellige måder, hvorpå man kunne udvide sin horisont i forhold til jobsøgning og uddannelse. En af opfindelserne var en orlov, hvor man med 80 % af dagpengene kunne rejse udenlands og uddanne sig. De færreste sagsbehandlere var, grundet det spritnye tiltag, særligt meget inde i sagerne. Mariannes talegaver og vores fælles evne til planlægning og afsøgning af kontakter gjorde, at det lykkedes os at overbevise en sagsbehandler, om at vi skulle til Ghana og Tanzania på ni måneders uddannelsesorlov. Ja. Sådan var det dengang. Det er den udenlandsrejse, der har formet mig mest som menneske. Jeg bringer stadig anekdoter frem, hvis folk ellers har lyst til at høre dem. Jeg bruger det i mit arbejdsliv, når snakken falder på det, der er ”anderledes”. Jeg bruger mine erfaringer, når jeg (ofte) kommer i diskussioner med folk, der har en anderledes holdning end jeg. Hvad er det værste, der kan ske i mødet med et menneske fra en anden kultur end din egen? Nå. Jeg var med andre ord ikke svær at overtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i warsha her 24 år senere. Utamaduni Dance Troupe består, som mange måske ved, af gode folk med mange forskellige kompetencer. Som medlem af gruppen indvilger man i, at fællesskabet indeholder meget mere end dans, sang og trommer. I warsha-henseende er der i gruppen flere virkelig dygtige og erfarne folk udi i organisering og kontakt til Sukumaland. Dette år var tovholderne på warsha Sebastian, Anne Katrine, Siff, Johanne og jeg. Der er et stort forarbejde i at arrangere warsha. Der skal skabes kontakt til Bujora, til formænd for foreninger, undervisere, landsbyer, præster, køkkenfolk, nattevagter med meget mere. Der skal organiseres og planlægges, alt sammen noget der tager længere tid end herhjemme i e-boks/online 24/7 land. I løbet af sommeren og efteråret brugte vi tid på dette, så hen mod oktober havde vi et groft skitseret program parat. Sebastian, Johanne og Siff rejste i forvejen, og alt var parat, da warshadeltagerne landede i Mwanza. Endelig afsted med pitstop på Zanzibar For mit eget vedkommende rejste jeg med Abena og Kofi. Vi brugte først nogle dage på Zanzibar. Hjemmefra havde jeg tænkt, at ”det måtte vi se”, nu når vi endelig var tilbage i Tanzania. Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være at gense folk og steder, men jeg kunne ærlig talt ikke helt forestille mig det. Jeg kunne heller ikke mærke, om jeg var spændt eller nervøs. Men. Nogle gange kommer oplevelser og minder til en ad en meget uventet vej. På Zanzibar var vi på en spicetour (kan virkelig anbefales!), hvor vi blev guidet rundt i en art botanisk have fyldt med eksotiske frugter og krydderier. Turen sluttede med, at vi blev vist hen til en overdækket platform med måtter, som vi kunne sidde på. Vi blev budt på en ”krydret buffet”. Vi sad i en rundkreds, og ind kom unge fyre med tallerkner og skåle med forskelligt indhold. Der blev sagt værsgo. Jeg rakte ud efter en blå plastikskål med låg. Da jeg løftede låget af, mødte mig den mest fantastiske duft at pilau-ris. Lige dér i skyggen på sivmåtten blev jeg ramt af den største forventnings glæde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne pludselig mærke savnet til Sukumaland. Bujora kalder Efter nogle dasende dage på Zanzibar fløj vi til Mwanza. Vi blev hentet i lufthavnen og kørte gennem Mwanzas gader om aftenen d. 24. december. Da vi endelig ankom til Bujora, stod en lille velkomstkomite og tog imod os. Johanne, Lukas, Siff, Liv, Luna og Sebastian. Endelig tilbage! Seba bød på julemiddag, på vej derhen akkompagneret af aftens julegudstjeneste i kirken. Så var vi i gang! Den første morgen blev jeg vækket af silende regn og en ubestemmelig lyd af dyr. Da regnen var stilnet af, kiggede jeg ud og så aber, der hoppede rundt på strå- og bliktage med mangoer i hænderne. De havde en fest! Jeg tog alt ind. Duftene og indtrykkene blæste mig tilbage til 1994 – hvor var det fantastisk! Warsha gik i gang. En palet af undervisning i mange forskellige stilarter. Der var hyret dygtige undervisere og trommeslagere, og vi fra Utamaduni Dance Troupe hjalp med at oversætte, kulturformidle, skabe kontakt mellem danskere, svenskere og lokale. I kulissen arbejdede Johanne og Seba med at holde styr på budgettet og sørge for at program og kontakter var i vinkel. I programmet var der, udover danse- og trommeundervisning og swahili, fastlagt en tur med overnatning i Ntulya, en guidet rundtur på Bujora Cultural museum, kulturhistorie formidlet af Uffe og Sander og en gåtur til Mitundwas landsby. Når dagens undervisning var slut, blev tiden brugt på ture til den nærliggende landsby, Kisesa, hygge i baren og fællessang ved bål. Mange gange blev vi inviteret på frokost hos gæstfrie mennesker. Besøg i Ntulya En af vores udflugter gik til landsbyen Ntulya. Her boede i sin til den berømte, nu afdøde, medicinmand Mungu wa pili – Gud nr. 2. Vi fyldte bussen fra Bujora med warshadeltagere, undervisere og køkkenfolk – og så gik det afsted. Vi skulle overnatte i telte. Da vi ankom, blev vi mødt af landsbyens beboere og så de flotteste danseopvisninger leveret af forskellige grupper udi Buyeye og Kadete. Efter at have indtaget aftensmad i skæret af batterilamper og hygge med sang og kadete, gik aftenen på hæld, og en nat i telt ventede forude. Jeg sov mildt sagt elendigt. Derfor var det heller ingen sag at stå op tidligt næste morgen. Der var noget der trak. Jeg tog mit tøj på, børstede tænder og listede afsted – klokken var vel 6. Omkring mig blev morgenstilheden kun brudt af snorkende warshadeltagere i naboteltene og sjove lyde fra store fugle. Jeg ville jage solopgangen. Jeg gik op ad klippen/den kæmpestore sten, som ligger der lige midt i landskabet, som om nogen har tabt den der. Ntulya er det mest fredelige sted i verden. Landsbyen er som sagt berømt for Mungu wa pili. som eftersigende kunne vække en død til live ved at hælde kogende vand i hans øre. Stedet er omgærdet af mystik og utroligt smukt. De fleste bygninger er hytter, firkantede eller runde, bygget af stammer/tykke grene og med strå på taget. Kvinder fejer bopladserne sirligt rene hver morgen. Solen var så småt ved at stå op og gav et rødgulligt lys udover rismarkerne. Jeg satte mig og nød synet af en lille boplads klemt inde mellem klippen, store sten og træer. På grunden var der en større og en mindre hytte. Jeg faldt i staver og sad længe og tænkte over, om der mon boede nogen der. Pludselig kom en gammel mand gående hen mod den største hytte. Han stoppede op og hilste på en kvinde. Jeg kunne høre hende svare, men kunne ikke se hende. Da den gamle mand var færdig med sin høflige og lange morgenhilsen, gik han videre. Jeg fik sådan en trang til at gå ”tilfældigt forbi” og gik ned ad klippen og hen mod hytten. Dér i en døråbning stod en utrolig krøllet og smuk gammel kvinde. Jeg sagde: ”Hodi”? (Er der nogen hjemme?). Hun smilede og svarede ”Karibu” (velkommen). Jeg gik hen til hende og hilste med det høfligste håndtryk her – nemlig hvor man udover at give hånd, lægger sin venstre hånd på den andens højre arm. Jeg nejede, som kvinder gør overfor mænd eller kvinder, der er ældre end én selv. Vi stod længe og smilede, mens vi holdt hinanden i hånden. Vi havde ikke noget fælles sprog. Vi var blot, med dén berøring vi begge delte ud af. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give slip! Hun smilede til mig med de kærligste og varmeste øjne. Jeg blev så rørt! Efter en stund sagde jeg farvel og tak og ønskede hende en god dag med følelsen af, at mit hjerte var helt tanket op! Kadum Som sagt var der en bred palet af dygtige undervisere og forskellige stilarter på dette års warsha. Jeg har en blød plet for kadum. Det er heldigt, for vores underviser i denne stilart var virkelig dygtig. Hans navn var Nuya. Han spillede trommer, fløjte, underviste i dans og sang med sin helt særlige meget lyse stemme. Jeg var solgt! Kadum har det særlige i sig, at man har trommen /en stor olietønde hængende over den ene skulder og bærer den, mens man spiller. Lyden er dyb og går direkte ind i kroppen. Så dragende! Selvom trommen er tung at bære, gør rytmerne, trinnene og fløjtens lyd, at man på en måde bliver lullet ind i en meditativ tilstand. Besøg i Mitundwas landsby En af de sidste dage gik vi ad stier og marker hen til Mitundwas landsby. Her var der optræden og undervisning af to dansegrupper. Vi blev på gæstfri vis placeret i skyggen, og i gang startede den fedeste optræden. Og endda med sogota som jeg elsker. En mandlig sogota-trommeslager smilede til mig. En anden spurgte:” Kan du kende ham?”. Jeg kiggede lidt. Guuuud! Det var jo Chumas! Min gamle ven fra 1994, der i timevis havde undervist mig! Jeg fløj op, standsede musikken, virkelig uhøfligt, og gav ham et stort kram. Det grin og det smil, jeg fik tilbage, var GULD! Efter optræden blev warshadeltagere budt op til danseworkshop. Fede danse og virkelig dygtige trommeslagere og undervisere. Alt imens dansen foregik i den bagende sol, havde kvinder travlt med at tilberede lækker mad til os. Vi blev efter noget tid budt til bords. Spisningen foregik i små cirkler, hvor vi sad 3-5 personer om et fad ris/ugali/kød/grønt/sovs og spiste med fingrene. Der er noget særligt ved at spise på den måde. Det lyder måske banalt, men maden smager tifold bedre. Skidt pyt med at man er klistret til med ris og til albuerne 😉 Dag for dag forsvandt tiden bag os. Vi sluttede af med et brag af en afskedsfest, hvor vi havde inviteret alle undervisere og deres baggrundsgrupper til dans og festmad. Vi var over 100! Jeg var efter 14 dage fyldt til bristepunktet med oplevelser. De 24 år havde sat sine spor. På mine første rejser i Sukumaland var det særligt dans og musik, der fyldte for mig. Denne rejse bød på umådelig mange kærlige og rørende gensyn. Jeg har ikke ord på, hvor mange gange jeg har grædt glædestårer – og virkelig mærket, hvor meget jeg har savnet det i alle årene. En anden kær ven – Bala – spurgte mig:” Går der 24 år inden du kommer tilbage?!” – svaret er NEJ! Jeg vil tilbage, så snart det er muligt. Et vel tilrettelagt og ikke mindst veludført warsha var overstået. Tak til Jer modige warshadeltagere, for hvem det for nogen var første gang at være i Afrika. Hatten af for dygtige tovholdere fra min dansegruppe, uden Jer og Jeres evner til at arrangere, kommunikere og kulturbrobygge, ville det være umuligt at gennemføre et warsha. Tusind tak til undervisere og dansegrupper for Jeres fantastiske dans og musik! Tusind tak til toptjekkede køkkenfolk og nattevagter der passede godt på os. Tak til Bujoras nye præst Fikiri, for at ville lære os at kende. Ja kort sagt, tak for Jer alle! Hvis du skulle have lyst til at deltage i et warsha, kontakt da en af os i Utamaduni Dance Troupe for nærmere oplysninger. Kærlig hilsen Anne Birgitte [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Ukassen har haft et forrygende år. Vi har delt virkelig mange penge ud, og det er jo fantastisk, at vi er i stand til at støtte så mange gode projekter. Jeg vil opfordre jer alle sammen til at gå ind på hjemmesiden og læse beretningerne. http://utamaduni.dk/ukasse/hvad-stoetter-vi/stoette-2017/ I efteråret 2017 valgte Tinne at trække sig fra ukassen, da hun er blevet valgt ind i bestyrelsen og nu er forkvinde. I stedet er Ida Hanni Brandt blevet en del af ukassen. Dvs. at ukassen nu består af Julie Møller Bie, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Vi har i den seneste tid haft møder, hvor vi har snakket organisatorisk opbygning, digitalisering og opretholdelse af retningslinjerne. Det kan virke selvfølgeligt og gentagende, men det er faktisk en ret stor del af vores arbejde at sørge for, at folk kender retningslinjerne, at de får søgt korrekt, og at de får afrapporteret korrekt. Derfor skal der fra ukassen lyde en stille, men velment bøn, om at man sørger for at læse retningslinjerne, INDEN man søger. Og at man gør sig umage med både ansøgning og beretning. Som I måske ved, så er det eneste krav til en bevilling, at man efterfølgende laver en beretning med beskrivelse af projektet med et par billeder og et regnskab indsendt før deadline. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer, der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi,  og ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen 🙂 Kærlig hilsen Ida, Julie og Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Golden Jubilee på Bujora 2018 I anledning af at kulturcentret Bujora fylder 50 år, sender Uffe Madadi os denne hilsen: Bujora Cultural Centre 1968-2018 50 years • Golden Jubilee [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Endnu et år er gået og vi kan endelig begynde at se frem til endnu en Utamaduni lejr, sådan rigtigt! Vi glæder os rigtigt meget til at nyde hinandens selskab i Ramten skov igen i år – denne gang forhåbentligt ALLE syv dage (otte, hvis man tæller nedpakningen med). [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Tak til U-kassen og dermed alle lejrens deltagere!   “African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag. Klinikken er gratis. Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste års donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede. Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Til Trine marts 2019… Vi savner dig, Trine, i dine gæstfrie stuer. Emmelev kær er ikke sig selv uden dig, Trine. Jeg savner dig ved skærmen og i køkkenet og på terrassen. De to hunde, Magda og Sofus, kan vi godt undvære. De har osse fået et nyt hjem sammen på Fyn, og har det godt, men dig savner vi, Trine. Du havde altid din særlige mening. Den savner jeg nu, hvor du ikke er her mere. Du havde altid hørt den sidste nyhed, og kunne som regel een endnu nyere…. Der er så stille i Kæret. De nye stemmer er børn hos de nye familier. Du skal vide de hygger sig i kæret, men savner dig allesammen. Vi håber at Gæstfri stadig vil være gæstfri. Sorg, bekymring og smerter efterlod du her, de er vel ikke med dig længere? Sid i fred du kære, der hinsides. Kærlig hilsen fra Emmelev og videre til dig fra alle dine efterladte…. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2011Klik for at læse som ‘bladre PDF’ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Hold nytår i Tanzania! Fra 28. december til 7. januar afholdes “Warsha 2026”, et kursus i traditionel sukuma dans og kultur. Du har her mulighed for at opleve Sukumadans på nærmeste hold, og møde en masse dejlige lokale dansere og musikere. Undervisning fra dansegrupperne Sansiro, Kisesa B, Isesa, Buyegu og Wanasesilia. Fem dage med undervisning, glad nytårsaften, fri 1. januar og tre dages tur til Isesas slangedansergruppe. Medbring billigt telt (som du efterlader) og sovepose. 6.500,- kroner alt inklusive (dog minus flybillet og taxa fra lufthavnen til Bujora og retur). Indkvartering på dobbeltværelse i Sebas lodge på Bujora. Yderligere info hos Seba. Reservér din plads via mail til: dansewarsha@gmail.com Bujora ligger tæt på Mwanza i det nordvestlige Tanzania Warsha er et ti-dages kursus med undervisning i dans, trommer og sang. Vi bliver undervist af lokale folk fra dansegrupper i området, både dagene hjemme på Bujora og på turen til Isesa. Grupperne arbejder med forskellige stilarter, så vi kan for eksempel lære slangedans, sogota, hulepindsvinedans (også kaldet bunungule) og andre stilarter. Betalingen (6.500,- kr) dækker undervisning, tur til Isesa, kost og logi. Nytårsaften bliver der stor fest, og dagen efter er derfor fridag. Efter warsha er der mulighed for at tage til Serengeti på safaritur. Det kan være med eller uden overnatning alt efter interesse (og pengepung). Bor du hos Seba før eller efter warsha koster db.værelse 40.000 sh/dag og tre måltider (valgfrit) 40.000 sh/dag. Jeg er arrangør af warsha og vil være til stede alle dage. Stor hilsen, Seba. Læs mere på Facebook: https://fb.me/e/6KwdxXqhS Som arrangør vil du møde Sebastian Paulo, som har været med i Utamaduni Dance Troupe siden han kom til Danmark i 1991. Fotos fra Warsha sidste år: Første Warsha på Bujora, arrangeret af Utamaduni løb af stablen i 1993! Se mere på Bujoras hjemmeside. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...