Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2020 Risafskaller til Nghama i Magu Distrikt

Risafskaller til Nghama i Magu Distrikt

,

Indkøb af risafskaller til landsbyen Nghama i Magu Distrikt Tanzania

Nyanguge den 8 marts 2020.

Den lille regntid har stået på siden begyndelsen af december 2019 og fortsat frem til i dag, hvor det er Kvindernes Internationale Kampdag.

Mondester med de håndstøbte træningsvægte.

Den indkøbte risafskaller D10 installeres med teknikker Paulo.

Hjemme i Nyanguge hvor der blev svejset og mølleanlæget bygget sammen👍🏽

Til denne dag fik jeg lavet et par håndvægte til Mondester, så hun kan blive ved med at holde sig I god form og kæmpe for kvindernes muligheder og rettigheder I et mandsstyret samfund. Det er også godt at holde sig i form, da der skal gode kræfter til hver dags gøremål. På vores værksted her var der meget grin i forbindelse med produktionen af vægtene, fordi det jo var en hemmelighed, og fordi de er lavet af 3/4 tommer vandrør og støbt af cement i brugte jordnødssmørbeholdere. Samlet er hver vægt på 4 kg, men gevindet i hver ende af bærestykket gør det muligt tilføje ekstra vægtskiver. Så bliver vægtene for lette, er det bare at støbe nye vægtskiver i måske aflagte blueband dåser.
Nu handler denne lille rapport jo om mere end Kvindernes Internationale Kampdag. Den handler om majsmøllen og ris-afskalleren I landsbyen Nhama, som ligger 15 km fra Nyanguge og ind I landet, fra asfaltvejen mellem Mwanza og Mosoma. En vej som er godt lukket og mudret når regnen står på.
Med Utamaduni U-kasse midler fra sidste år fik vi penge til at kunne købe en ris-afskaller for både at kunne afskalle I landbyen, og for at kunne skabe arbejde I tørtiden, hvor risene afskalles og sendes på markedet. Risdyrkning er for Sukumaerne jo en cash crop, og derved penge indkomst til diverse udgifter en familie måtte have. Skallerne sælges og bruges til brænding af mursten.
Maskinen D10 med en kapacitet på 800 kg i timen blev købt I Mwanza. Vi var afsted hele holdet fra Kikundi cha Lubango Farm. Ud over maskinen fik vi også købt en ny China YD, en cylinder 24 hp. til at skulle trække både ris-afskaller og majsmøllen. Majsmøllen blev installeret sidste år, men nu skulle hele fundamentet og denne mølle tilbage til Nyanguge for at blive ombygget så også ris-afskalleren kunne få fast plads på det kraftige jernfundamentet. Alt blev gennemtestet efter en uges ombygning og fragtet tilbage til Nhama igen af vores stabile Deutz traktor med vogn fra Emmelev Kær.
Mens alt dette står på blev jeg, en dag midt i ombygningen af fundamentet, spurgt af en bekendt, om hvorfor jeg stadig støtter små grupper. Godt spørgsmål tænkte jeg og svarede, at landsfaderen walimu Nyrere introducerede jo Ujamaa politikken i Tanzania, med viden om at hvis vi ikke lærer at dele, vil alt viskes ud, når vi ikke er her mere. Vi kan lige så godt lære det fra barns ben – altså hvis der skal være kontinuitet, skal vi lære at dele, gøre og skabe plads for andre. En gruppe har sine opture og nedture, og som trækfuglene når nogle til måls og andre orker ikke mere. Man vil dog aldrig glemme de gruppefællesskaber man er med i eller har været med i. Det er her opdragelsen finder sted. Jeg og vi har igennem 40 år støttet og arbejdet sammen med udviklingsgrupper i Tanzania. Min læreplads var et netværk af spændende mennesker på Djursland i 70erne. Den kollektive tanke har igennem hele mit liv fuldt mig. Ramten Skov er et godt eksempel på organisation, fællesmøder, og som udmunder i handling i uge 30.
Når jeg igennem et langt liv har støttet udviklingsgrupper i Tanzania, er det netop fordi der holdes møder og tages beslutninger. Årene går, nogle falder fra og andre støder til, og frugten af den proces er som SAMSARA et evigt svingende hjul med forskellig årstider, som alle har en specifik funktion.
Ujamaa i Tanzania døde, lederne svigtede, men det gør jo ikke, at vi skal holde op med at tro på, at vi i fællesskab kan nå målet.
Nu kører ris-afskalleren og majsmøllen i Nhama til gavn for kvinder og os Kikundi Cha Lubango Farm. Det er nu 14 dage siden maskinerne blev installeret, og vi modtager kun positive meldinger fra møllepasser Nestory Siluba og kasserer Mama Reheli.
På vegne af alle herfra vil jeg gerne sige en stor tak til Utamaduni Foreningen for den økonomiske hjælp på 2 X 5.000 kr.

De kærligste hilsner fra mig i Nyanguge – Magu – Mwanza – Tanzania.
Baba Chai
Mlalahasi Knud Erik

Majsmøllen testes med den nye 24 hp. vandkølet diesel motor.

Paulo trækker diesel motoren igang med håndsving.

Forfatteren styrketræner med Mondesta’s. nye 4 kg. vægte.

U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Efter en pause på 20 år havde vi på Århus Friskole endelig igen valgt Bujora i Sukumaland, som mål for den årlige 8.-klassetur. Forberedelserne havde været mange og timer, dage, uger og måneder havde lærere og forældre fra klassen knoklet for at muliggøre denne ret enestående dannelsesrejse. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18FRA SKOLEPROJEKT TIL EGNSUDVEKSLINGSPROJEKT Det går fremad i Pebi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2011Klik for at læse som ‘bladre PDF’ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Jubilæer og særskrifter / Mwaka Huu 2012Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Det hele startede i 1973, da ca. 30 tanzanianske bønder, fra Sukumastammen i det nordøstlige Tanzania, besøgte Moesgård Museum. De var inviteret af lektor Skott og U-landsfonden af 1962 til at demonstrere traditionelle danse og håndværk. Besøget gjorde så stort et indtryk på nogle musikere og teaterfolk fra Djursland, at de i ´77 tog til Sukumaland. Her deltog flere af de mennesker, der stadig er aktive i vores lejr. Vi blev så fascinerede af deres måde at tromme og danse på, at nogle af os gik i lære. Ved gentagne besøg hos hinanden opstod indbyrdes forståelse, venskab og respekt. Det er lejrens menneskelige baggrund. Men der var også et mere praktisk udadvendt engagement. Vi begyndte nemlig at turnere i hele Danmark med sange, danse, trommespil, fortælling, håndværk, hyttebygning m.m., og blev et farverigt indslag i mange U-lands sammenhænge på skoler, højskoler og lignende. Interessen spredte sig, dansegrupper opstod, og alle disse folk havde lyst til at samles. Det gjorde de på en forlænget weekend i 1983 – på den allerførste danselejr – der samlede ca. 70 deltagere. Den fandt sted på Keramikgården i Ramten Skov, hvor lejren har været lige siden. Og hvor i øvrigt djurske kollektivister og andet godtfolk op gennem halvfjerdserne havde holdt deres sommerlejre. Utamadunilejren voksede, og praktisk hjælp blev nødvendig. En større flok af lokale kollektivister trådte til med hjælp om de praktiske ting på lejren. Således gik det til, at den nuværende Utamaduni Kulturforening opstod. Lejren er vokset fra små 70 til godt 600 mennesker, hvor ca. 60 arrangører og ca. 60 undervisere og gratister sørger for, at så lidt som muligt bliver overladt til tilfældighederne. Resultatet er en fantastisk velorganiseret lejr, som vi er meget stolte over. Det er de mange hænders arbejde, som bliver til én stor, fælles oplevelse, vi gerne vil fejre sammen med jer igen i år. Hvert år har vi haft gæstelærere fra Sukumaland, ja, nogle derfra har endda slået sig ned i Danmark, og deres medvirken på lejren har i allerhøjeste grad været med til at skabe den stemning, der gør, at vi ”gamle” stadigvæk er glade for at kunne indbyde til endnu en sommerlejr. Udover lejrene har foreningen i de senere år beskæftiget sig med bistandsprojekter som f.eks. renovering og opstilling af majsmøller i både Sukumaland og hos Masai’erne i Ngorongoro-området. Læs mere på projektgruppens hjemmeside her på utamaduni.dk [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hej igen, jeg skal hilse fra Bujora. Jeg var så heldig i år at kunne deltage i Warsha på Bujora 2 uger i januar måned her i 2016. Det var en meget stor oplevelse. Et ufattelig velorganiseret kursus som Wanacecilia dansegruppen afholdt for os danseglade wazunguer. Jeg har altid troet at vores lejr i Ramten skov var en enestående begivenhed. Men at sidde i cafeteria på Bujora om aftenen og synge lange sukuma sange, omgivet af massere af danskere og tanzanianere der allesammen er der for at være sammen i dans og sang, det var meget tæt på en tirsdag / onsdag aften i Keramikgårdens baghave. Det gav mening. Forberedelser til årets lejr Programmet for lejren 2016 er ved at tage form, det nye tilmeldingssystem er ved at være i sving, generalforsamlingen er afholdt og nu er der kun 3 mdr til, så er der lejr igen. Denne gang lidt sent kan man sige, uge 30 ligger senere i år (pga den lille uge 0 vil havde i år) derfor starter lejren først lørdag den 23. juli. Udover at være bestyrelsesmedlem er jeg også så heldig at være programansvarlig sammen med Johanne Shoma og jeg tror at vi har fundet den nye form, alle de ændringer der er sket i programmet over de sidste par år er faldet på plads, og vi bibeholder programstrukturen med kun små ændringer. Vi får ingen officielle gæster fra Sukumaland i år, men der kommer i år både Sukumaer og Ghanesere som skal være med i årets program. Glæd jer! Generalforsamlingen Blev afholdt på Granlunden den 2. april og der blev valgt en ny bestyrelse som nu består af Julie Bie, Mette Lotus, Mads Bischoff, Anton Kühl, Johanne Shoma, Christoph Ridder og Patricia Gambula. Som suppleanter blev valgt: Anders Kühl, Uffe Larsen, Elias Grønne Kühl og Morten fra køkkenet. Hurra for det. Som mange måske har lagt mærke til så prøver vi fra lejrforeningen at implementere vores nye slogan: Mindre service, mere lejr! Vi har en stor udfordring på vores lejr mht til tjansesystemet. Det blev meget tydeligt på lejren 2015 og var et stort diskussionspunkt på evalueringsmødet i efteråret. Vi har ikke folk nok til at udfylde alle tjanser samtidig med at mange deltagerne undrer sig over, at tjanserne er SÅ lange. Vi oplever at folk udebliver fra deres tjanser uden at melde afbud og det går selvfølgelig ikke. Mindre service betyder egentlig ikke andet end at vi opfordrer til en holdningsændring hvor vi genfinder den gamle ånd: At det er vores allesammens baghave vi holder lejr i. Alt skrald der ligger er vores skrald, når der ikke er varmt vand, spørger man hvordan den skal tændes i stedet for at sige til pladsmændene at de skal gør det for dig. Husk at alle kan lære noget også dig 🙂 Hjælp hinanden med at blive bedre til lejr! På generalforsamlingen har vi bedt alle grupper (info, kagefe, 1.hjælp, bar, trommegrotten osv) til at hjælpe med at reducere antal af tjanser og det er lykkedes. Lejren har også genereret et lille overskud over de sidste år og vi har, i samme ånd, besluttet at vi ikke vil lade deltagergebyret stige i år. Mindre service, mere lejr. Tilmeldingssystemet I de sidste år har vi brugt et onlinetilmeldingssystem designet af Anders Kühl og Mads Bischoff. Tusind tak for det kæmpe arbejde i har gjort!!. I år er det Info’en selv der står for tilmeldingssystemet og det bliver helt nyt. Info vil bruge en ny indgang som de er i fuld gang med at designe i samarbejde med Sporti. Starten på tilmeldingen bliver 31. maj, hvor man på tilmelding.utamaduni.dk kan finde de nødvendige links. Glæder mig til at møde alle jer den 23.juli i Ramten skov. Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2005 Læs mere...
    Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Takkeceremoni fra ”skole nr. 2” i fiskerlandsbyen Abene i Senegal For 5 år siden var skolen bare borde og stole under palmeblade for at skabe skygge. 400 børn går her nu. Hovedsponsor er et ældre hollandsk par og den hollandske organisation: Bright Future for Children. Stor tak til Utamadunis U-kasse. Mette Sumo, (Kontor på lejren) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Skriv hvad der sker mellem lejrene opfordrer Mads. Jeg var egentlig i gang med at afrapportere omkring majsmøllen i Kifuhila, da denne historie formelig BULDREDE frem. ”Nej, nej” sagde jeg til mig selv. ”Gå væk! Jeg skal skrive om indkøb af majsmøller og vanskeligheder med at skaffe skruer. Har overhovedet ikke tid til at skrive den her historie. Om dengang jeg mødte Yoha. Om alt det der slet ikke gik. Og om dig, Anne. Vores veninde, som vi mistede så tragisk for 8 år siden. Desuden risikerer jeg at nogen bliver vrede eller kede af det”. Til sidst måtte jeg kapitulere. Nogle historier har så megen energi, at de ikke lader sig stoppe. Den her er en af dem. Kære Anne. Jeg husker ret tydeligt første gang jeg så dig. Det var på Nørre Allé. Ikumbo og Igokoloo havde fællesøver, formentlig i forbindelse med en kommende begivenhed, Karneval gætter jeg på. Forstå mig ret, det er ikke altid, at jeg gider investere så megen opmærksomhed på nye medlemmer i de andre grupper. Jeg har været der længe og set rigtig rigtig mange komme, danse og forsvinde igen. Så jeg er nok lidt nærig med at knytte bånd. (Har sikkert også haft for mange jordbærplukkere og besøgende i mit kollektiv gennem systemet, så jeg venter lidt og ser om de stadig er der næste gang jeg kigger deres vej. Med dig var jeg imidlertid klar over, at du ikke var en af dem der surfede igennem. Du havde ikke været med ret længe, men havde allerede tilegnet dig en forståelse for, hvad alt det her bummelum går ud på. Du fangede meget hurtigt, at det netop ikke er en form for avanceret workout tilsat lidt etnicitet. Samtidig besad du en utrolig musikalitet, som sammen med din kæmpestore harddisk ret hurtigt gjorde dig uundværlig i gruppen. Og sjov var du. Masser af gange, næsten altid sidst på natten, hvor flokken egentlig var gået i seng og nogle få sad tilbage, var du der, med din bidende, skrattende, sofistikerede humor. Altid fremført stille, som-om-forsigtigt. Men tag ikke fejl. Din evne til at fange ordspillet, vende det og gøre det absurd og hylende morsomt var højt skattet af os, der var så heldige, at have holdt ud til den lyse morgen, hvor der for alvor kom fut i humoren. Til forskel fra så mange andre, var du (sikkert fordi ungerne krævede det, men altid uden den klagesang, der er så udbredt blandt blomsten af Danmarks ungdom, når de skal stå op før de har fået deres reglementerede 8 timer) blandt de første, der var oppe igen. Sådan en er jeg også, så vi har mødtes tit på det tidlige. Det har slået mig, at du ud over omsorgen for dine piger, besad omsorgen for fællesskabet. Mange gange har du, uden skyggen af martyrium, været der og ryddet op efter festen. Stille og roligt, med den engleagtige venlighed, som karakteriserede dig, ryddede du op og gjorde det tåleligt for folk, at vende tilbage til scenen. Og når de kom, forsovede og øre, behøvede du ikke skræppe op om, hvor meget du havde ordnet, inden de kom. Det er stil, mine damer og herrer! Da jeg blev kæreste med Yohana, havde du svært ved at følge med. Det var der givetvis mange der havde, du var bare den eneste, der sagde det direkte. I mit turbulente år sagde du det, du tænkte om situationen. Du vidste ikke, at Yohana var blevet introduceret til mig af din mand. På helt traditionel sukumavis bad han mig gå med sig til en lille samtale, efter at vi vi havde danset et forrygende show til Kulturhavn. Let om hjertet, varm og glad for min gruppe og det vi kan, gik jeg med ned på havnemolen. ”Der er en, der gerne vil tale med dig”, introducerede han. Fuck, jeg havde godt set den gamle korpulente herre, der sad sammen med Matthias Paulo og havde smilet så vældigt til mig – mens vi dansede pegede han på mig og lænede sig over til Matthias og sagde noget. Selvfølgelig så jeg det, og selvfølgelig ville jeg gerne være foruden den langstrakt kedsommelige og under alle omstændigheder pinlige samtale, der stod lige for. Jeg vred min hjerne for at komme med passende undskyldninger for et afslag. Så fordybet i mine egne tanker, at jeg knapt hørte det videre ”Yohana vil gerne tale med dig”. Da det gik op for mig, hvad han havde sagt, brød jeg ud i et fnis af overraskelse og lettelse. ”Jamen ham vil jeg da gerne tale med!” smilede jeg. Vi spadserede lidt længere ned af molen, hvor Yohana havde sat sig for sig selv, klar til audiens. Samtalen var så absurd, set i lyset af, at jeg vidste, at han inden for de sidste tre uger havde friet til tre andre piger fra min gruppe. Samtidig var jeg jo i den grad anderswo engagiert, min kæreste Peter sad i Dar Es Salaam og afventede sit visum, han skulle efter planen komme til landet indenfor de næste uger. Med lethed og uden de store bekymringer afviste jeg det flatterende forslag om giftermål med Yohana. Det forekom mig lattervækkende, at et kæresteskab skulle indgås ud fra nogle praktiske overvejelser om, hvorvidt jeg var et passende parti. Men et sted i dybden ramtes jeg da af drømmen. De ord han sagde om mig, som menneske, kvinde, danser og gruppekapacitet, faldt i den grad på den lille tørre plet, hvor der altid er plads til opmærksomhed, smiger og ros. Vel vidende, at de samme ord var forsøgt hos andre kvinder i bedste mening og med håb om en billet til det forjættede land, blev jeg alligevel fanget ind. Herefter indledte Yohana den helt store stormkur. (Der har ikke været så mange af den slags i mit liv, så jeg er til at gafle). Tæt assisteret af din mand, der arrangerede det praktiske omkring os, gik han til mig med en overbevisning og et engagement, der stille og roligt fik væltet mine forsvarsværker og efterlod mig vanvittig forelsket, snotforvirret og indfanget i garnet. Efter Ikumbos turné til Sambafestival i Assens, var jeg solgt – og historien besad rigeligt elementer til mange lange sukumaaftener i sladderens og intrigernes slaraffenland (Peter var jo ikke hvem som helst, men danser i den konkurrerende og i nogens øjne overlegne dansegruppe WanaCecilia, Yohana hørte til Milundumo-dansegruppen Kisesa B). Og hvad mente Bugekele mon om sagen?. Peter var jo hans bror. Ville vores venskab nu være færdigt?). Da vi kom tilbage fra Assens og folk stod af bussen på seminariet, så jeg det sjældneste syn: En ellers adstadig ældre afrikansk herre, som formelig pilede af sted ned til bussen, sprængfyldt af den saftige historie om mig og Yohana, opsnappet på første parket. Jeg er overhovedet ikke fornærmet eller forarget, synes jo også selv, at historien havde potentiale… I turbulensen der fulgte var du nok den eneste, der stillede mig direkte og kritiske spørgsmål. På mine udsvævende og snotforelskede udgydelser om det fantastiske ved Yohana, sagde du ret tørt ”Jeg har hørt dig sige nøjagtigt det samme om Peter for en måned siden, hvordan kan det hænge sammen?” Jeg kunne kun svare, at jeg gjorde hvad jeg kunne for selv at forstå. Du fik at vide, at jeg havde giftet mig med Yohana. (Det var i og for sig en praktisk foranstaltning. Hvis vi var gift, ville han kunne få visum uden at jeg skulle stille de 50.000 i kaution, som regeringen ellers stiller som betingelse. Min plan var, at han kunne komme til Danmark, vi kunne søge om permanent ophold og bruge tiden til at finde ud af, om det holdt vand). Du blev temmelig vred over, at jeg ikke havde talt med dig inden giftermålet. Her evar det, at vores meget forskellige opfattelser af integration kom tydeligt frem. Integration af os danskere i sukumakulturen forstås. Du skrev mig en meget formanende mail, hvor du redegjorde for vore indbyrdes nye relationer. Forklarede mig noget om, hvordan en god sukumakone forventes at opføre sig. Til sidst skrev du, at jeg med denne mail ligeså godt kunne begynde at opfatte mig som det, jeg nu var: Din lillesøster. Jeg stod fuldkommen af. Opfattede mig ikke spor som din lillesøster, selvom min mand formelt var lillebror til din. Jeg var tæt på 20 år ældre end du. Havde tre næsten voksne børn, en stak uddannelser og noget der ligner en karriere i rygsækken. Det har taget mig noget tid at forstå, at det du mente var, at hvis man gifter sig ind i sukumakulturen, så er det altså hele pakken og ikke noget med light-udgaven. Som med alt andet du gjorde, handlede det om dedikation, at gøre tingene ordentligt. Jeg har stor respekt for din holdning, selv om jeg er dybt uenig. Da Yohana havde været her et stykke tid, kom I på besøg. Med vanlig skarphed observerede du, at mit forhold til Matthias, min gamle kæreste og daværende klods-op-ad-nabo, kunne give problemer for mig og Yohana. ”Du må være forberedt på, at der kan forekomme noget jalousi,” sagde du. Jeg var fuldkommen sikker på, at mit og Matthias’ forhold skulle forblive et godt venskab, men jeg hørte dine ord. Yohana og jeg var en katastrofe fra dag 1. Der var ikke gået en uge, før vi havde haft vores første bragende skænderi. I løbet af syv uger, var vores forhold som et 7 år gammelt, knagende i fugerne ægteskab. Vores fundamentale livsopfattelse og især forståelse af, hvad der skal til for at være sammen i lyst og nød skreg til himlen. I bagklogskabens ulidelige lys kunne jeg have sagt mig selv, at det ALDRIG ville gå. Utallige forhold mellem danske kvinder og afrikanske mænd har jeg iagttaget og en af mine gamle kæpheste har været, at jeg ikke ville kunne stille op til det. Og pludselig stod jeg der, med håret i postkassen og anede ikke mine levende råd. I perioder boede Yohana hos jer, det lykkedes ham bare ikke at komme hjem dag efter dag. Når han og jeg vi talte sammen i telefonen bedyrede han altid, at han ville komme samme dag, senest i morgen. Sådan gled dagene sammen og blev til en uge, næsten to. En enkelt gang lykkedes det faktisk for ham at komme med toget – det var bare den forkerte vej, så da jeg for anden gang den dag var i Frederikssund for at hente og via hans mobil hørte: “Næste station: Hundige”, foreslog jeg ham, til hans store lettelse, at han kunne tage tilbage til jer, hvor han sjovt nok altid kunne finde hen. Jeg var klar over, at din økonomi måtte være trængt, så jeg sendte dig nogle kostpenge til Yohana. Hvad der yderligere blev sagt og tænkt hos jer, ved jeg ikke. Efter lange og virkelig svære overvejelser besluttede jeg, at det her måtte få en ende, hvis ikke jeg skulle gå fuldkommen i spåner. Jeg forklarede Yohana, at han var nødt til at rejse tilbage til Tanzania. Vores liv sammen var ikke værdigt for nogen af os. Hverken han eller jeg skulle leve et liv, hvor vi slæbte os igennem uden glæde og oprigtig kærlighed. Han var naturligt nok ikke videre enig, mente nok, at han kunne nøjes med mig og så meget pragmatisk på det med kærligheden. Den kan måske komme af sig selv, hvis du ikke er så sur, mente han, hvilket straks førte til et nyt dumt skænderi om hvorvidt jeg i virkeligheden var den sure kælling, jeg var i begreb med at udvikle mig til. Fredag tog vi på store shoppetur, for at udstyre Yohana med det nødvendige til hjemrejsen. Havde den besynderlige oplevelse at storskændes (jeg der ellers aldrig har kunnet skændes med nogen) midt i et supermarked i City2. Emnet var – ikke overraskende – hvorvidt jeg var en nærig kvinde, der ikke undte min mand noget som helst. Replikskiftet faldt efter næsten to hæsblæsende, svedige timer i supermarkedet, hvor Yohana havde bedyret at han ønskede sig ALT, hvad de havde på hylderne. Jeg havde taget et lille lån på 10.000 kr., som han skulle have med hjem til at starte sit nye liv. Da vi var ud over de obligatoriske sko, kuffert og minianlæg, som jeg havde givet, forklarede jeg ham, at hvis han ville have flere ting med, måtte vi tage pengene fra hans 10.000. Det udløste en del råben og skrigen begge veje. I det mindste foregik det på swahili, så folk, der undrende gik forbi os ikke havde fornøjelsen af at forstå, hvad det var, vi råbte. Det virkede måske lidt eksotisk og ikke så hjerteskærende banalt, som det i virkeligheden var. Yohana marcherede ud af butikken og forsvandt. Jeg gjorde nogle yderst fornuftige beslutninger omkring kuffert- og minianlæg for ham. Byttede til en stor solid kuffert og et minianlæg, der så ud som om det kunne holde til Tanzania. (Mens jeg lod støvlerne blive i vognen, selv om jeg vidste, at de mindst var 5 numre for store – hvad ER det for noget med afrikanske mænd og drømmen om store fødder?). På parkeringspladsen havde jeg så småt bestemt mig for at efterlade ham, da han dukkede op og uden et ord satte sig ind i bilen. Hele vejen hjem sad han og sang en sang han var ved at lave, mens jeg bare tudede. Tudede så meget, at jeg måtte holde ind på en tank ved Roskilde for at tørre næsen. Nyt potentielt skænderi om sponsorat af seks Guldtuborg afværget ved, at jeg magtesløst købte mig til lidt aflad, ved at give ham pengene uden et ord. (Jeg har aldrig helt fanget ideen med, at det skal være det allerdyreste ølmærke, der er det eneste acceptable). Lettere formildet fortalte han mig indholdet af den sang, han var ved at lave. En situationsrapport med ilagt kærlighedserklæring. Jeg tudede videre. I arrangerede en afskedsfest to dage før Yohana skulle rejse hjem. I Humlebæk, hvor du passede hus og hunde for dine forældre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle med, men Yohana insisterede på, at vi skulle tage til festen sammen, så alle kunne se, at vi stadig evarr mand og kone, selv om vi nu skulle være det på afstand. Vi havde gået og pakket på hans betontunge kuffert, men besluttede, at vi kunne gøre det færdigt søndag, idet vi var enige om, at vi ville tage tidligt hjem fra festen, for at få den sidste dag sammen. Så snart vi kom ind ad døren hos jer, startede mit mareridt. Yohana vendte helt resolut ryggen til mig og gik demonstrativt sin vej, hver gang jeg nærmede mig. Du tog mig med udenfor og spurgte, om jeg ikke ville give dig min version af historien, nu havde du jo hørt Yohanas version. (Og jeg, der ikke engang havde fattet at der cirkulerede forskellige versioner). Jeg forsøgte at give dig et oprigtigt, fair billede af, hvad der var foregået og hvorfor jeg ikke så nogen ordentlig vej frem for Yohana og mig. Du sagde, at du ikke syntes, at jeg havde givet ham en ordentlig chance for at vise, at han godt kunne leve op til mine krav. At det var lidt uretfærdigt over for ham, at han ikke havde fået længere tid til at lære at integrere sig. (Igen var vores opfattelser milevidt fra hinanden, mit største problem var, at Yohana ikke udviste den mindste interesse for at integrere sig. Hans største idol i Danmark, der var din mand, havde jo været her i masser af år, uden at rokke sig synderligt. Tværtimod var verden omkring ham i den grad indrettet på og tilpasset til, at han kunne vedblive med at gøre, tale og tænke præcis, som var han hjemme i Tanzania). Jeg fortalte dig om mine problemer i forhold til, at Yohana ikke havde noget sprog eller nogen erfaring med at tale om følelser. Hvis jeg prøvede at komme ind på livet af ham, havde han en stak små opbyggelige historier, oftest med udspring i hans vens erfaringer, som samtidig med at han holdt mig fra livet fik lagt låg på emnet og videre snak var meningsløs. Tiden var knap, de andre gæster var begyndt at dukke op, men jeg nåede at fortælle dig, at jeg ikke kunne leve med Yohanas forhold til alkohol. Kort fortalt har han den indstilling, at det der er indenfor rækkevidde skal drikkes omgående, og når det er væk starter krumspringene for at tilvejebringe en ny forsyning. (Good bye til den ramme øl, jeg normalt har stående i måneder bare for tilfældet, at nogen vil have en øl en dag). Længe efter han var rejst hjem, kom jeg til et arrangement i tanker om de 6 flasker rødvin, jeg havde fået af en forretningspartner i julegave. Jeg løb hjem for at hente dem – og fandt dem alle tømt, med sølvpapiret omhyggeligt skubbet på plads igen over proppen, som det må have kostet en del besvær at få mast helt på plads efter tømning. Nu kan jeg godt grine skævt af situationen, der temmelig detaljeret mindede om de rov min søster og jeg forsøgte os med i de voksnes barskab, da vi var teenagere, men jeg ønskede jo ikke at være gift med en teenager, tværtimod var min forventning, at min mand skulle være en ligeværdig partner. Du gentog, at jeg ikke havde givet Yohana mulighed for at overholde spillereglerne og bevise, at han kunne leve op til mine krav. Jeg var ret forbløffet, især fordi jeg havde forventet, at netop du, som formentlig kendte til de problemer, jeg havde måttet give op overfor, ville kunne genkende og forstå. På det punkt var du fuldkommen fast i din overbevisning og nu forstår jeg, at det også var for at beskytte dig selv, at du tog den yderst unuancerede holdning. Var du gået ind på min tanke, ville det have stillet spørgsmålstegn ved dit eget ægteskab og ved det rimelige eller urimelige du måtte bide i dig. Jeg kan forstå det, men jeg er uenig. Festen kom i gang. Yohana viste mig konsekvent ryggen og til min overraskelse var der ikke så mange fra Ikumbo med til arrangementet. Yohana blev hurtigt ret fuld og skæv, jeg var ked af det, følte mig lidt fejlplaceret og ensom og besluttede mig for at trække mig tilbage. Der var arrangeret soverum ovenpå, og jeg listede af og arrangerede en seng i det store rum. Larmen fra stuen nedenunder var gennemtrængende, det var CD-musik og folk var nødt til at råbe for at kommunikere. På et tidspunkt kom jeg til at overhøre en samtale mellem dig og to andre kvinder angående mit ægteskab. I detaljer blev det diskuteret, hvor mange fejl jeg havde begået og hvor dårlig en person jeg var. Der dukkede historier op, som jeg aldrig havde hørt om, eller været en del af. F.eks. havde jeg forbudt Yohana at spise afrikansk mad og tvunget ham til at spise vegetarmad på Svanholm. Jeg havde nægtet ham penge og villet styre, hvem han var sammen med. Jeg havde nægtet ham øl til nytårs aften! (Tjaaahhh, de tre venner havde drukket de fire kasser øl (heraf to guldøl) dagen før nytår, og så nægtede jeg ganske rigtigt at lave refill på tanken sent nytårseftermiddag.) Jeg havde bare købt en billet til ham uden at snakke med ham først. Osv. Osv. Et stykke tid lå jeg der og rasede. Følte mig svigtet, misforstået og bagtalt. Alt det de sagde, var enten løgn eller en forvanskning af sandheden. Jeg vidste med mig selv, at jeg hele vejen igennem havde forsøgt at gøre tingene ordentligt, og jeg prøvede at mildne Yohanas fornedrende hjemkomst ved at udstyre ham med en lille kapital, som kunne give ham en start på det nye liv. (At han valgte at feste de 10.000 op var hans egen beslutning, jeg kunne jo ikke styre hvordan han forvaltede sine muligheder.) Øj, hvor var jeg vred. Jeg kunne bestemt ikke sove og kunne bestemt heller ikke gå ned og være med til festen. Jeg havde allermest lyst til at hoppe i bilen og køre hjem, men havde jo en aftale med Yohana, så jeg bed tænderne sammen og holdt stand. Sent på natten blev der ro. Yohana dukkede op og forventede et lille afskedsknald. Jeg var nok ikke lige in the mood, men lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet. Kunsten for mig var at få ham med hjem til Svanholm, så vi kunne pakke færdig og nå i lufthavnen mandag morgen kl. 5. Det lykkedes ikke. Faktisk endte det med tre ture frem og tilbage mellem Humlebæk og Svanholm. Frem med forventningen om at Yohana nu ville med hjem og pakke – og tilbage til godset med tænder, der gjorde ondt af knusende sammenbidthed. Flere forskellige aftaler om, hvordan vi/han/han og Liv/ han og hele festen ville komme til lufthavnen mandag morgen blev indgået og droppet igen. I sidste ende blev det mig, der iført kæmpekufferterne, som jeg havde pakket, al min indestængte vrede og god en veninde fra Svanholm, som hentede Yohana i Humlebæk kl 02.00 nat og kørte videre til Kastrup Lufthavn. Vi så kort på hinanden, da han modvilligt traskede ud mod bilen. Dit blik sagde, det er ikke i orden Jeanette. Mit blik udtrykte al den fortvivlelse og sorg jeg havde over hele arrangementet. Vi mødtes ikke i forståelse. Og vi nåede aldrig at få talt om det med hinanden. Det beklager jeg stadig. Senere på året hørte jeg det. Du havde opgivet at leve med din voldelige mand og ville skilles. Alle puslebrikkerne, der først for alvor blev samlet efter din død, begyndte at ligge på bordet, men i et rodsammen, så ingen helt kunne se billedet alligevel. På den ene side havde mange oplevet voldsomme situationer med din mand – men du virkede så overskudsagtig og glad, at vi hver især kom i tvivl om hvad det egentlig var, vi havde oplevet. Ville jo heller ikke skabe falske rygter, hvis alt var så meget i orden, som du udstrålede. Da du kapitulerede, flyttede hjem til dine forældre og indledte forhandlinger med din mand om hans hjemrejse, gjorde du det stadig med stor respekt for ham. Vi havde fundet en billig rejse og sendte dig oplysningerne på den. Du responderede, at den ikke var så god, da der var mellemlanding i Nairobi, og du fandt det bedre, at han landede direkte i Tanzania. (Flere tanzanianere havde oplevet besværligheder med det kenyanske embedsværk). Nu har vi lært lektien på den hårdeste måde, man kan forestille sig. Du blev slået ihjel, før vi forstod det. Og hver eneste af os døde lidt indeni sammen med dig. Det har taget rigtig lang tid for mig at kapere, hvad der egentlig skete. Og endnu længere tid at forlige mig med følelsen af at have svigtet. At jeg måske kunne have hjulpet dig mere, end jeg gjorde. (Vi havde fundet flybilletter til din mand og tilbudt at hjælpe med transporten til lufthavnen, hvis det blev for svært for dig, men kunne vi have gjort mere?) Til din begravelse sang vi ’Op med hovedet min ven’. Den havde du sunget sammen med din familie, mens det hele havde set helt umuligt ud. Så uanset, at den egentlig ikke egner sig til fællessang, gjorde vi det. Eftertiden var meget svær. Flere var blevet så ramt, at de måtte holde pause fra dansen, enkelte holdt helt op. Når jeg tænker på, hvor hårdt det ramte mig, der slet ikke var blandt dine nærmeste venner, aner jeg, hvor hjerteskærende dine tætte venner blev ramt. Din gruppe manglede dig. Og på uhyggelig vis manglede de også din mand, selv om følelserne over for ham var helt umulige at få placeret. Mange var jo venner med jer begge to. Og mistede således to venner på en gang. Det var et meget sørgeligt forår. I dag har vi delvist forliget os med savnet. Vi taler om dig en gang imellem og bestemte sange får mig altid til at høre din stemme synge dem. Dit insisterende Ki!, Ki!, Ki!, for at få os til at ramme i de svære bunungulestykker. Det korværk du lavede over Njia yangu, Dine skælmske skæve øjne, når du havde sagt noget særligt sjovt. Fryden i dit blik og dit meterbrede smil, når trommer, dans og sang gik op i den højere enhed. Alt dette delte vi, og alt dette måtte vi bære videre alene. Til ceremonien ved din begravelse holdt jeg en lille tale. Jeg lovede på vegne af dansere, sangere og trommeslagere, at vi vil strække os til det yderste for at gøre det ordentligt -– sådan som du altid havde gjort. Spille, synge, danse og give hinanden det bedste vi har – kvalificeret og ordentligt. Jeg håber, at du ser, at vi gør, hvad vi kan, selv om det var bedre, om du var her til at hjælpe med at holde retningen.   Bonusinfo: Bloggen som opstod i forbindelse med Annes død, ligger fortsat online lige her: http://utamaduni.dk/AnneElAl/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vores 86 årige “rollemodel” Dorthe Loft med det afrikanske tilnavn, Shoma, er nu afgået ved en udramatisk død i sit hjem Rimsø Kærvej 11 d. 6. april 2020 efter en lang sygdomsperiode præget af smerter og svimmelhed. Ordet rollemodel tilskriver jeg hende for den særlige evne til gang på gang at inspirere mig og utallige andre til at få vore mere eller mindre utopiske drømme og visioner til at forekomme realiserbare….. Tusind tak for alt kære Dorthe Shoma Loft Fra Sander Machombo Drypnæse. Min kondolence til alle jer som stod Dorthe nær [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014…. fra Tanzania Rent mel ud af posen Vi er ved at organisere lejren, generalforsamlingen blev holdt, en ny bestyrelse er valgt kasserer, suppleanter osv. er fundet. Der er stor opbakning til at give en lille hånd med, når opgaverne skal fordeles, smukt. I år deler jeg undervisningsministerposten med Johanne Shoma og Anne Birgitte fra Utamaduni Dance Troupe, Nana holder desværre pause efter en lang årrække. Vi er ved at lægge programmet nu, og der er en del ændringer i forhold til sidste år. Vi er langt fra færdige, men jeg kan afsløre, at vi starter med den første workshop lidt tidligere end de andre år. Nemlig allerede lørdag eftermiddag. Se også vores artikel “Hilsen fra undervisningsministrene“. Vi vil ikke have stress på lejren! Shoma, AB og jeg sidder jo i den totale luksus-situation at have rigtig mange, meget dygtige folk, der gerne vil undervise gratis på vores lejr. Når vi lægger program vægter vi øst – vest, børn – voksne, dans – trommer – sang … der skal være noget til alle, men der skal også være plads til ro. Sidste år begyndte vi at skære ned på elektrisk musik, og i år skærer vi lidt ned i det samlede antal workshops. Vi vil gerne skabe en lejr, hvor alle de, som har interesse i afrikansk kultur, kan dyrke dans, sang, trommer og levevis med hinanden i en uges tid. Vel mødt i Ramten skov i uge 30 Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Afrapportering vedrørende majsmølleprojekt til Kifuhila, Magu, Tanzania At beskrive hvad vi foretog os i Kifuhila januar/februar 2018 kunne gøres meget kort: Vi byggede et hus til møllen, købte en majsmølle i Mwanza og startede mølleriet op, holdt en indvielsesfest og så tog jeg hjem. Men det er der jo ikke noget sjov ved. Jeg har lært noget om facebook opslag. De må max vare 1 minut og der skal være et passende antal peaks, sådan at kiggeren ikke bare scroller videre dernedad. Den taktik virker vældig godt.  Bare ikke i forhold til at fortælle historier fra Tanzania. For en af de ting der slår, frustrerer og undrer mig hver eneste gang jeg kommer hjem til Kifuhila, er hvor langsomt alting går – og hvor mirakuløst mange ting der alligevel sker. Så den her rapport skal være min udfordring til dig. De forskellige film går langsomt og der sker ualmindelig lidt. Hvis du sukker og opgiver skal du bare vide, at jeg har skåret dem virkelig hårdt, fordi hver eneste proces i virkelighedens Kifuhila tager længere tid end du kan forestille dig. Klarer du mosten og holder ved. Ser alle de små filmbidder og nyder de fine billeder, får du en anelse om hvordan det er, som utrolig hvid, kalenderafhængig og ret struktureret dansker, en gang om året at blende ind i en kultur, der er det stik modsatte. Det er sundt at kede sig – og for mig er det faktisk noget af meningen. Vi må i gang. 6. januar landede jeg i Mwanza og var så heldig at det ikke regnede alt for meget, så Dotto og Kabisi kom faktisk og hentede mig i lufthavnen. Det var jeg glad for, for ud over min relativt beskedne bagage havde jeg en del left owers fra Dottos mislykkede forsøg på at snige 22 kg overvægt med, da han tog afsted i december. I min del af bagagen havde jeg min dejlige julegave til mig selv: En Bosch-skruemaskine, fuldt ekviperet med diverse bits, bor og en masse andre dejlige gadgets. Bevæbnet til byggeri. Som sædvanligt troede jeg noget, som ikke var sådan. F eks troede jeg, at Dotto havde været ude og sondere markedet på majsmøller, sådan at vi var handelsparate.  Calm down honey, det her er Tanzania, så han havde pænt ventet med at gøre noget til jeg ankom. Altså gik der næsten en uge før den rekvirerede ekspert ud i majsmøller dukkede op.   I mellemtiden skulle vi liiige have bygget et hus til møllen: Det tager sin tid at måle ud til et firkantet hus. Jeg sidder der, holdende mine kompetencer om at måle fra hjørne til hjørne for at sikre at vinklerne er ok 90 grader, tæt ind til kroppen. Da de andre brødre var gået til kortenspil, lokkede jeg Lugeyla (storebror) til en lille snap korrektion og huset blev sådan nogenlunde i vinkel. Som den showpony jeg også er, skal jeg indrømme, at det var en fest med mig og Bosch. Jeg skruede 338 skruer i for at samle huset. Og ca. 332 gange havde jeg en beundrende skare til at udbryde det der lille “Utsch!”, når brædderne trækkes ind mod hinanden på den måde som kun skruer kan gøre.   Ydermere var jeg nødt til at forsænke skruerne lidt, da der ikke fandtes så lange skruer i Mwanza. Så først fræsede jeg en fordybning og bagefter skruede jeg til. Små finesser, som at der er lys i maskinen og at jeg har to batterier, så det ene kunne lade op, mens vi arbejdede med det andet, vakte fryd for alle involverede. Efter at jeg er kommet hjem til Danmark er det bare slet ikke det samme med skrueopgaver.   Jeg havde egentlig planer om at trække metalbånd fra hjørne til hjørne for at stabilisere, men produktet fandtes ikke i regionen.  Alligevel blev huset meget stabilt, og afstanden mellem brædderne gør, at tilskuerne kan stå udenfor og ikke behøver komme ind og gå i vejen eller komme til skade. Og så kan dieselosen komme ud. Vi havde mange diskussioner om dimensionering af de bærende lægter til taget. Jeg synes jo bare af princip, at de vil bruge for spinkle lægter, men i løbet af diskussionen kom jeg i tanker om, at taget jo aldrig skal bære en tung dyne sne – og derfor var det måske ikke nødvendigt med så kraftige lægter, som jeg ville have brugt i Dk.   Ud og shoppe for 2 millioner kontant Turen til Mwanza for at købe maskinerne er sin lange historie. Edwardi – som i folkemunde kun omtales som fundien, kom meget tidligt og vi cyklede på 2,5 velfungerende cykel de 18 km til Ngashi og tog morgenmatatuen til Mwanza. Jeg havde jo en klar forventning om at en så rutineret mølleekspert havde en ide om hvor man bedst kunne handle møllerier, men bla, bla, blah , med mine europæiske forventninger. Vi travede fra den ene butik til den anden, jeg tog pligtskyldige billeder af alle potentielle objekter. Endte med, at købe en, fordi ekspedienten var sukuma. Endte endnu mere med at få en helt anden med hjem, da vi havde betalt, havde fundet kørelejlighed og skulle til den anden ende af byen for at afhente vores maskineri. Den maskine vi fik med hjem havde lidt mindre kapacitet pr time end den vi kiggede på i butikken. Så alt var fuldkommen som det skal være i Tanzania. Det er formentlig den eneste gang jeg køber noget til 2 millioner kontant. Og rigtig meget Tanzania, at sælger spurgte om vi virkelig ønskede hele beløbet med på fakturaen. Her var jo mulighed for at han kunne spare noget moms. De jeg – business-woman som jeg nu er hjemmefra – foreslog, at vi delte den sparede moms 50/50, blev det for kompliceret for sælger, og hele handelsbeløbet blev slået ind på fakturaen. (Handelsmoms er i øvrigt 18%) I første omgang troede jeg, at Edwardi manglede en arm. Senere skulle det vise sig, at han havde begge arme, men at han var så mager, at sweatshirten mageligt kunne skjule en spaghettiarm eller to. Nu var det også mest hans knowhow vi havde efterspurgt, så uanset en- eller toarmet, prøvede jeg at bonde lidt. Når man er fundi (håndværker af hvilken som helst art), er man noget. Og der er ikke brug for salgstaler, for respekten omkring en fundi er stor og ingen tanzanianere stiller spørgsmålstegn ved en fundis kompetencer. Heldigvis viste Edwardi sig at være virkelig kompetent og selv om vi endte med at købe en anden maskine end den jeg havde forelsket mig i – (lavere dieselforbrug, mindre larm og 2 års garanti – det er sådan noget der taler til en dansker), er jeg sikker på, at vi valgte en god maskine. Alene den insider info, at samtlige dieselmotorer er født med for svagt bentøj – og at man inden ibrugtagen bør finde nogle mere stabile, er mange shilling værd. En anden en ville muligvis synes at det tog enormt lang tid, at vi ikke havde fået en skid at æde eller drikke, at det var helt ekstremt varmt, eller at vi hellere skulle have købt den maskine jeg fandt bedst. Mit store held er, at jeg elsker byggemarkeder og at jeg var så rigeligt underholdt over at allerstørste kvalitetsanprisning er Made in China… Til sidst var jeg dog så mør af varme, sult og tørst, at d’Herrer kunne have købt en pølsevogn uden at jeg ville protestere. Turen hjem Så skulle hjemturen organiseres. Stolt kom Dotto tilbage og fortalte at han havde skaffet et billigt køretøj. Jeg var ikke sådan rigtig imponeret – især fordi den lille sære smalle lastbil var baghjulstrukken, havde  smalle hjul og en lille slap motor. Dotto havde lænet sig meget forsigtigt op af sandheden ved at erklære, at der måske var en lille smule mudder på vejen – men ikke ret meget. Chaufføren handlede prisen på plads, senere blev vi passet op af ejeren, der opfordrede til at to af os kørte med bus i stedet, da vi skulle passere det sted hvor politiet altid kontrollerer biler og billetter. Ok ok ok, jeg havde fået en tår vand så jeg kunne klare det meste. En lille film fra turen hjem: Forfædrene involveres En helt naturlig del af at starte ny virksomhed i Tanzania er, at man tager de højere magter i ed. Det er ikke noget der er omgivet med hemmelighedskræmmeri eller mystik. Lige så naturligt som at sælger forsøget at undslå sig lidt momsbetaling, lige så naturligt er det, at give traditionel medicin til at beskytte det nye byggeri mod fjendtlige angreb, (”nogen” kan jo prøve at ødelægge virksomheden) samtidig med at vi gør hvad vi kan for at fremme handelslysten hos kunderne. Derfor lagde Dotto medicin i hvert eneste hul, der er gjort klar til stolperne, der skal bære huset. Jeg er holdt op med at tage stilling til om jeg tror på det der. Hvis jeg tænker mig om, er det masser af postulater, som jeg ubekymret accepterer herhjemme i Danmark – renteudviklingen, overenskomstforhandlinger, vejrudsigter og det der med Gud. Og jeg er kommet frem til, at når jeg ukritisk accepterer det – på trods af at det er omgivet med hemmelighedskræmmeri og stor mystik – så kan jeg lige så godt gå linen ud og acceptere den traditionelle medicin, som er en naturlig del at min mands kultur. Det er lige så vigtigt at anmode om gudernes gunst, som det er at indstille motoren til de rigtige omdrejninger. Det var tydeligt, at der var noget vigtigt i gære. Familien havde, ud over vores daglige hus-medicinmand Nghelebe, tilkaldt det tunge skyts, Pita, fra Langbortistan. Han boede hos os en uge omkring åbningen af mølleriet og der blev gået til den med velsignelser, beskyttende foranstaltninger og handelsfremmende tiltag. Og jeg elsker det hele. De to medicinmænd omgikkes med respektfuld distance – indtil deres hang til traditionel hårdtslående alkohol forenede dem i lange, sene og meget højlydte sange. One love. Film: Møllefesten Alle store fester starter med at slagte et dyr. Når man forventer mange gæster kan kun en ko gøre det: Da vi var kommet så langt, at møllen skulle tages i brug indbød vi til kæmpe kalas. Den måde man annoncerer kommende begivenheder er, at man betaler en fløjtende, højtråbende, cyklende mand til at køre rundt og bekendtgøre, at den 25. februar sker der noget hjemme hos os. Det er på samme måde landsbyens ældreråd indkaldes til møder. Når det sker lige omkring tusmørke, er det er meget effektivt markedsføringsmedie, alle er hjemme og alle hører hvad der råbes. Og alle kommer. Vi havde friet til Kabisis slangedansergruppe fra Sumwe og de havde efter lange, tunge forhandlinger omkring afregning, accepteret vores indbydelse. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, at bruge 400 kr. på det besøg. Det der sker, når to grupper mødes er, at hver af grupperne skruer sig op til det maksimale niveau – men vil jo nødig stå tilbage for den anden gruppe. Markedspladsen var propfuld af forventningsfulde mennesker. Den obligatoriske dansetosse (ham, der hopper ind og danser med på det hele uden at kende det mindste dansetrin) var på plads. – Han nåede endda at blive bidt lidt af sure-slange fra Sumwe, så alt var helt til publikums tilfredshed. Eneste ulempe ved besøget er, at de to grupper nu ikke vil kunne møde hinanden til shindano (dansedyst), “for nu er vi jo blevet venner”, som lederen af slangedanserne beklagende slog ud med armene. Vi startede, lagde relativt afdæmpet ud med en indgangsdans der varede VÆSENTLIGT længere end det obligatoriske faebookminut. Jeg dansede, uden uniform, (og det helt uagtet, at det var mig der havde fået skaffet penge til uniformerne fra Ikumbo og Manungu – ikke nogen hvid-dame-fordel dér). Jeg kæmpede vedvarende med følelsen af, at det gik alt for langsomt, vi må da ikke kede publikum. Men ved du hvad – publikum ved den slags events er slet ikke klar over, at de skal mærke efter om de keder sig i dette minut – og pr tradition frarøvet muligheden for at scrolle videre, nyder de s’gu’ bare det vi har at byde på. Og jeg elsker det. Det elsker jeg virkelig meget. Du kan som udøvende kunstner se fuldkommen bort fra om du er spændende nok til at fastholde publikum. De bliver der, og du kan fuldkommen ustresset give dig tid til at mærke hvad der skal til for at fyre den helt ud i hegnet. And here we go! Så kom slangedanserne og herfra blev det bare vildere og vildere.   Vi endte hjemme hos os med alt det oksekød vi overhovedet kunne proppe i os – da kvinderne havde kogt en ekstra kæmpe portion ugali, blev selv slangedanserne mætte – og endelig lykkedes det at synge og snakke og grine og danse lige til i morgen. Kukesha (at køre igennem til i morgen) er noget vi ofte taler om, men for det meste noget der er forbeholdt ganske få, der så har håneret over de andre. Til indvielsen var vi så mange der gennemførte at håneretten ikke gav mening. Så bli’r det hverdag Nu kører møllen for fulde gardiner. Vi har ansat en gammel ven af familien til at drive mølleriet. Fogo er glad for meget høj musik og anlægget i stuen kører for fuld skrue fra morgen til aften. Og så danser Fogo med hvem han nu lige fanger ind, eller med sig selv. Han er en kirkens mand, så søndag har han fri til at passe sin kirke. Det betyder blandt andet at han ikke drikker, hvilket er en stor fordel i forhold til pålidelighed og mødestabilitet. Hans løn ligger symbolsk en smule over den normale takst, men ikke så meget, at de andre møllerier bliver sure. Klods op ad møllehuset har Suza, en af vores svigerinder, startet et lille chaihus, som allerede ved åbningsdagen, da det kun bestod af en gryde over 3 sten og en stak kopper, havde væsentligt flere kunder end jeg har på en god dag i min cafébutik i Danmark. Til almindelig forargelse kan jeg oplyse, at en kop chai koster 35 øre i Tanzania og 35,- kr i min økocafé på Svanholm. Lige inden jeg skulle rejse kom Fogo og bad mig pakke skruemaskinen ud igen, så vi kunne lave en skærm over kileremmen, så ingen kommer til skade. Jeg havde set det med det samme. Den kilerem udgør en fare, den befinder sig meget tæt på tragten, hvor det malede mel kommer ud – og hvor kunderne står og holder på deres sæk. Kommer noget ind i remmen kan det gå rigtig galt. I gamle dages Danmark havde mange møllere og bønder i det hele taget afkortede fingre efter nærkontakt med kileremme. Jeg havde spekuleret på hvordan jeg kunne afdække den, men var kommet fra det igen. Ville jo heller ikke mase på med mit hysteri. Og så kommer gode, ordentlige Fogo og beder mig hjælpe med at afskærme. Et væsentligt tiltag fra min side, var at jeg investerede i en ordentlig kassebog, som Fogo og en af brødrene skriver ind i hver eneste dag. Der er kolonner til alle dele af processen og det giver indtryk af hvor meget mølleriet omsætter og om det indbetalte stemmer nogenlunde overens med dieselforbruget. Det sikrer, at der ikke bliver snydt og nok så vigtigt, at der ikke opstår mistanker om snyd.   Omsætningen er stærkt stigende og det ser ud som om projektet vil kaste penge af sig til at iværksætte nye projekter i løbet af 4-5 måneder. Første projekt er at åbne en lille butik i det ene af vores værelser – det kan ikke ske, før vi har en dør, der kan aflåses. Senere vil vi gerne udvide med en risafskaller (den kan trækkes af samme maskine, bare kobles på i den anden ende), så står cementringe til den brønd vi gravede sidste år på programmet. Og senere igen vil vi gerne prøve om vi kan dyrke ingefær i vores område, selvom der ikke er tradition for det. De gode ved det hele er, at der stille og roligt kan starte følgeprojekter op, efterhånden som majsmøllen tjener op til det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Tak til U-kassen og dermed alle lejrens deltagere!   “African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag. Klinikken er gratis. Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste års donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede. Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Her følger en lille beretning fra Sander Machombo, om hans projekt med at ‘riste venskabsbroen i runer’ på Bujora i Sukumaland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
    VinderfotosDe 3 vinderfotos fra lejren 2000. Alle fotos er taget på lejren 1999 og præmieret på lejren 2000. Vinderen vandt en gratis lejr 2001! Tillykke til alle vindere! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Utamaduni Dance Troupe og WanaCecilia Dance Group (Bujora Sukuma Museum) Rapportering af ansøgte midler fra Utamaduni kulturforenings U-kasse. Herunder Bujoras takkebrev, underskrevet af Fader Fabian Mhoja og Formand for WanaCecilia Paulo Mafanyanga. (Begge er kulturgæster på Utamadunilejren 2015): http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Brev_fra_WanaSeciliaAug2014.pdf Dansk oversættelse af takkebrevet (V.Shoma): 12. august 2014 På vegne af Cultural Centre Bujora (Sukuma Museum) og på vegne af Cesilia-organisationen, vil vi gerne udtrykke vores store taknemmelighed til jer, Utamaduni Dance Troupe, fordi I tog imod vores invitation til at komme til Bujora og til at besøge nogle af WanaCesilias branches. I viste os en stor kærlighed, som for evigt vil forblive i vores hjerter. Vi er også meget taknemmelige for den engagerede deltagelse, I har vist, og siden jeres ankomst er det lykkedes os at besøge tre af vores branches, Ngogo branch, Ng’wasubuya branch og Isesa branch. På disse besøg har vi alle med stor glæde været sammen om at danse og synge. Alle stederne udviste folk stor begejstring og hengivenhed i modtagelsen af jer, og af samme grund har jeres besøg nu efterladt os med en stor lyst til at fortsat at være sammen med jer. Derfor er denne dag præget af både glæde og sorg. Glæde – fordi vores projekt er fuldendt på fredsommelig vis, og alle de steder vi kom frem, modtog folk os med jubel og alle de danse, vi fremførte, gjorde rigtig mange folk begejstrede. Vi siger mange tak for at bringe os så stor glæde på denne måde. Bedrøvelse – fordi I tager af sted, vi ville gerne fortsætte med at være sammen med jer altid, men da tiden for jeres hjemrejse er kommet, tager vi afsked med sorg, dog er denne sorg fyldt med håb om, at vi igen en dag skal ses. Vores store ønske er, at vi bevarer den fine solidaritet og det gode fællesskab, som nu har varet i mere end tredive år. Og derfor vil vi gerne invitere jer igen næste år, i 2015, til at komme og besøge os igen, så vi kan styrke denne samhørighed og broderlige solidaritet. Og således kan den bro af kultur, ’cultural bridge’, som blev bygget af vores grundlæggere, fortsætte i alle dage. Vi beder jer sende de kærligste hilsener til vores venner, som ikke havde mulighed for at komme i år. Vi indbyder jer i år 2015, til at komme, alle jer der var her i år, sammen med de andre, så I kan blive endnu flere. Vi slutter af med en god sang, som er komponeret af vores værdsatte sangleder, vores ven Kanigini, som siger: Misho gatikolagwa ng’watugisha, Baba ng’watugisha, mayu ng’watugisha Mushokanye uko mukikalaga, Tulibone hangi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2015NEKROLOG OVER LUCAS STEPHEN MHOJA f. 9/7 1984, d. 10/12 2014 af Kirsten Larsen Fisker Mhoja, Christiania D. 10. december 2014 omkom min kære svoger Lucas ved en trafikulykke i Sukumaland. Faderen tjente i øvrigt også som soldat under krigen mod Idi Amins styre i Uganda, han havde været langt inde i Uganda og kan fortælle om, hvordan han flere gange var i livsfare. Hele familien boede i et hus i Magereza sammen med andre soldaterfamilier. Efter krigen fik han tilbudt pension, som han tog imod. Han var glad for at kunne vende tilbage til livet i landsbyen. Lucas’ næstældste storebror, Ndelama, bor og arbejder stadig i Magereza. Det er familiens base i Dar es Salaam, hvor vi altid bor på gennemrejse fra Danmark til Sukumaland. Der opholdt sig også Lucas en uges tid sidste sommer på vej hjem fra Danmark. Lucas var i en periode som stor dreng hos en plejefamilie, noget familie i Tabora, men vendte hurtigt hjem til Lugeye, da man i plejefamilien havde den kedelige vane at opdrage børn med tæsk, fortalte Lucas. Det gjorde man ikke hos Wanalyaku. Efter at Makungu i 2008 var rejst til Danmark, blev Lucas hurtigt den nye leder og fordanser for Wanalyaku, under kyndig vejledning af sin far, den nuværende Mzee Lyaku. Han viste sig hurtigt at være et kæmpe talent, både som danser, trommeslager og underviser for gruppen og de mange gæster, der kommer for at lære sukumaernes dansekultur at kende. De gode kunstneriske og pædagogiske evner bragte ham til Danmark i sommeren 2014, hvor mange nød godt af hans undervisning og behagelige selskab. Han optrådte sammen med danserne her i landet ved mange begivenheder, Utamaduni Sommerlejr, Christianias fødselsdag og andre arrangementer i hele landet. Han underviste Utamadunigruppen og de to grupper i København i hans speciale, som var Bakumyalume hakkedans, slangedans, den populære Maliwata og mange andre. Han afholdt kursus for dansegrupperne i Århus og underviste de studerende på kunstakademiet der. Alle var begejstrede for hans undervisning, hans charmerende væsen og livlige og humørfyldte ledelse. Og det skulle da også bare mangle! Han var leder af sit lands bedste traditionelle dansegruppe. For ca. tre år siden drog Wanalyaku afsted til den store dansekonkurrence ved kunstakademiet i Bagamoyo. De var kommet direkte fra et dansejob i Arusha og var ved ankomsten meget trætte. De skulle være gået lige på, men fik udsættelse et par dage, så de nåede at hvile ud. Derefter vandt de hele konkurrencen, nåede at besejre alle landets andre grupper og drage hjem som vindere efter en måneds ophold i Bagamoyo. Wanalyaku nåede også at blive vindere af andre konkurrencer under Lucas’ ledelse, bl.a. konkurrencen blandt dansegrupperne omkring de store søer. Jeg har selv været ude med Wanalyaku og set dem optræde ved mange lejligheder, både med Makungu og Lucas som fordanser og fulgt gruppens udvikling i nu 20 år. Hvert år optræder gruppen til Mwenge, hvor Tanzania fejres ved at man lader frihedsfaklen bære landet rundt. Ved den lejlighed oplevede jeg Makungu som leder for ca. 10 år siden. Sidst jeg besøgte familien i Lugeye, dec. – febr. 2013 – 2014, var jeg sammen med Lucas og gruppen på job nytårsdag 2014 på stadion i Mwanza, sponsoreret af CocaCola. Vi fik det store program at se. Min tilstedeværelse kunne heller ikke undgå at vække opmærksomhed. Lucas havde malet sig helt hvid og fundet en stor rød paryk. Som han sagde:” Når man bor sammen, kommer man til at ligne hinanden!” Ja, vi har haft meget spas sammen. Jeg mindes de hyggelige hjemmeaftener i familiens skød i Lugeye hos forældrene. Der er ikke elektricitet, så man sidder i den dunkle belysning og nyder en stille stund efter maden, drikker måske en kop kaffe med en enkelt Konyaki, mens man fortæller dagens hændelser. Det var i de stunder jeg så Lucas med sin søn på skødet, den lille Stephen, som nu er ca. 2 år. Ved hans side sad hans kæreste, den lattermilde, men også alvorlige Happiness. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, forhåbentlig til vinter. Hvor Lucas vil blive savnet! Det var ham, der havde tid til at snakke, ind imellem, når han havde en pause i sit arbejde og Makungu var travlt optaget med alskens gøremål. Jeg husker de stille dage under skyggetræet, hvor meget af snakken gik om, hvor fantastisk det skulle blive, når Lucas kom til Danmark. Lucas var i gang med at indspille en film. Han skaffede mig en rolle og vi var på tur sammen til Mwanza, hvor vi optog nogle scener på et smukt sted ved søen. På vejen hjem blev det sent og vi nåede ikke den sidste daladala, så vi stoppede og kom op i førerhuset på en stor lastbil hele vejen til Lugeye. Hvor havde vi det bare pragtfuldt! Lucas efterlader sig mange, mange, der savner ham dybt. Hele hans familie, hans forældre, hans arbejdskammerater på landsbykontoret, dansegruppen og alle os, der har lært ham at kende og havde drømt om alle de fantastiske ting, vi kunne lave sammen i fremtiden. Lucas nåede i sit korte liv mange ting, som andre end ikke nærmer sig i løbet af mange år. Nu må vi blot takke for alt det, vi fik, at vi lærte Lucas at kende, at han har været her. Hermed en sidste hilsen til dig, min kære svoger fra din svigerinde (sjemeji). Æret være Lucas Stephen Mhojas minde!   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Endnu et år er gået og vi kan endelig begynde at se frem til endnu en Utamaduni lejr, sådan rigtigt! Vi glæder os rigtigt meget til at nyde hinandens selskab i Ramten skov igen i år – denne gang forhåbentligt ALLE syv dage (otte, hvis man tæller nedpakningen med). [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Rejsen til Sukumaland i Tanzania i 2019, var min 14. rejse dertil… Hver vinter laver jeg lidt research i Sukumaland. I år var det en kort tur, kun 5 uger til at lave alle de ting, jeg gerne ville. I juni 2018 døde min gode ven, medicinmanden Kabugume, som var præsident for slangedansernes medicinselskab. Han må have været meget gammel, langt over 80 år. Vi havde aftalt sidst vi så ham i februar 2018, at denne gang ville vi blive hos ham i 5 dage. Det kunne vi jo så desværre ikke, men hans grav måtte vi nødvendigvis besøge og den efterladte familie, som det første før alle andre planer. Vi fandt bopladsen i Misungwi i fin stand som sædvanligt. Duerne i deres kasser på husmuren fløj ud og ind som før. Et hyggeligt sted med en egen ro. Hilsen Kirsten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019En lille workshop-fortælling fra lejren 🙂 Nu har vi i en del år haft en trommeworkshop for børn nede bag opvasken. Der hygger vi os rigtig godt med at få lært at spille sukumatrommer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet. I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften. Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen. Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt. Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker. Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten. Kirsten Larsen   [...] Læs mere...