Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2026 Marekattenes hærgen på Bujora

Marekattenes hærgen på Bujora

,

Afrapportering af 5000 kr. sponsorat 2026.

Den store familie af formastelige marekatte-aber som hjemsøger Sukuma Museum Bujora og jager fede, lækre oldenborrelignende lækkerbidskender i de græstækkede tage, forårsager regnutæthed og søges imødegået med moderne bølgebliktag.

Det seniorgæstehus som min ansøgning gjaldt ny taglægning til, har museet selv allerede løst problemet med ved egen kraft.

Derfor har jeg givet tilladelse til at overføre sponsoratet til taglægning af dansepladsens kantine, læ – og skyggestedet for museets besøgende tilskuere ved danseoptrædender. Kantinen har været ubrugelig i årevis forårsaget af marekattenes hærgen, siden stedets træer er blevet så høje at de kan opholde sig udenfor stenkastende børns rækkevidde. Nu er kantinen bragt i fornyet stand ved vort sponsorat.

Tak til alle involverede.

Kærlig hilsen fra Sander Machombo.

 

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2005 Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Utamaduni Dance Troupe og WanaCecilia Dance Group (Bujora Sukuma Museum) Rapportering af ansøgte midler fra Utamaduni kulturforenings U-kasse. Herunder Bujoras takkebrev, underskrevet af Fader Fabian Mhoja og Formand for WanaCecilia Paulo Mafanyanga. (Begge er kulturgæster på Utamadunilejren 2015): http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Brev_fra_WanaSeciliaAug2014.pdf Dansk oversættelse af takkebrevet (V.Shoma): 12. august 2014 På vegne af Cultural Centre Bujora (Sukuma Museum) og på vegne af Cesilia-organisationen, vil vi gerne udtrykke vores store taknemmelighed til jer, Utamaduni Dance Troupe, fordi I tog imod vores invitation til at komme til Bujora og til at besøge nogle af WanaCesilias branches. I viste os en stor kærlighed, som for evigt vil forblive i vores hjerter. Vi er også meget taknemmelige for den engagerede deltagelse, I har vist, og siden jeres ankomst er det lykkedes os at besøge tre af vores branches, Ngogo branch, Ng’wasubuya branch og Isesa branch. På disse besøg har vi alle med stor glæde været sammen om at danse og synge. Alle stederne udviste folk stor begejstring og hengivenhed i modtagelsen af jer, og af samme grund har jeres besøg nu efterladt os med en stor lyst til at fortsat at være sammen med jer. Derfor er denne dag præget af både glæde og sorg. Glæde – fordi vores projekt er fuldendt på fredsommelig vis, og alle de steder vi kom frem, modtog folk os med jubel og alle de danse, vi fremførte, gjorde rigtig mange folk begejstrede. Vi siger mange tak for at bringe os så stor glæde på denne måde. Bedrøvelse – fordi I tager af sted, vi ville gerne fortsætte med at være sammen med jer altid, men da tiden for jeres hjemrejse er kommet, tager vi afsked med sorg, dog er denne sorg fyldt med håb om, at vi igen en dag skal ses. Vores store ønske er, at vi bevarer den fine solidaritet og det gode fællesskab, som nu har varet i mere end tredive år. Og derfor vil vi gerne invitere jer igen næste år, i 2015, til at komme og besøge os igen, så vi kan styrke denne samhørighed og broderlige solidaritet. Og således kan den bro af kultur, ’cultural bridge’, som blev bygget af vores grundlæggere, fortsætte i alle dage. Vi beder jer sende de kærligste hilsener til vores venner, som ikke havde mulighed for at komme i år. Vi indbyder jer i år 2015, til at komme, alle jer der var her i år, sammen med de andre, så I kan blive endnu flere. Vi slutter af med en god sang, som er komponeret af vores værdsatte sangleder, vores ven Kanigini, som siger: Misho gatikolagwa ng’watugisha, Baba ng’watugisha, mayu ng’watugisha Mushokanye uko mukikalaga, Tulibone hangi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Kære U-kasse. Jeg vil gerne sige kæmpe stort TAK for støtten til Lægehuset Zahanati ya Mbore. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2013Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Download som interaktiv PDF, klik her [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019En lille workshop-fortælling fra lejren 🙂 Nu har vi i en del år haft en trommeworkshop for børn nede bag opvasken. Der hygger vi os rigtig godt med at få lært at spille sukumatrommer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Som nogen måske har hørt lidt om, er jeg, Anne-Sofie, i skrivende stund i gang med at lave et filmprojekt om Utamaduni. Nogen kender mig godt, andre har måske kun set mig med kameraet på årets lejr. – derfor er det vist på sin plads at I får en lille introduktion til mig, og hvorfor jeg laver dette projekt.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2009 Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Ukassen besluttede på evalueringsmødet i efteråret at støtte Kili Kids Centre med 4.000 kr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Kære Kulturforening. Endnu engang skriver jeg min lille U-kasse rapport herfra en computer café i Mwanza. De bedste hilsner fra Baba Chai Mlalahasi Knud Erik [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  Læs flere af Davs historier fra livet på Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.       ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Tak for endnu et dejligt dansetræf! En af de weekender jeg ser frem til i vinterperioden er Vinterkucheza.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Senegal Voksenskole takker Ukassen for tilskuddet til indkøb af klassesæt   Senegal Voksenskole takker endnu en gang, Ukassen er med til at gøre en forskel! På vegne af Senegal Voksenskole Marie Mølstrand Senegal voksenskole er en dansk forening, der driver en skole for voksne i Abene, som ligger i den fattige ende af Senegal. Her kan voksne lære fransk og engelsk, nogle lærer helt fra bunden at læse og skrive. Skolen inddrager ydermere regning, samfundsfag mm i undervisningen. Se mere på www.senegalvoksenskole.dk eller mød os på facebook. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Nu kan vi mærke, at vi lever… Vi er glade for at kunne fortælle, at det igen summer af liv i ukassen. Vi behandler ansøgninger igen og har modtaget en god mængde ansøgninger fra både kendte og nye ansøgere. Fedt, fedt, fedt! I den tid ukassen har været tvunget i dvale, har vi ændret på nogle småting i ukassens retningslinjer. Noget af det, som nok er mest spændende for jer er, at I nu kan søge helt op til 7.000 kroner til jeres projekt. Som noget nyt afprøver vi en behandlingsmodel, som vi håber giver bedre, hyggeligere og mere effektive behandlingsmøder. Som I ved, behandles ansøgninger til ukassen to gange årligt, i forbindelse med generalforsamlingen og evalueringsmødet. Tidligere har vi opfordret deltagere på mødet til at blive og behandle ansøgningerne umiddelbart efter, men der er vi jo trætte og vil hellere hygge! Derfor skriver vi fremover et opslag på arrangør-/og hjælper-facebookgruppen forud for mødet. Her kan man melde sig til at hjælpe med at behandle ansøgninger lige FØR stormødet. På den måde er vi friskere under behandlingen, og det hele glider derfor nok lidt mere effektivt. Kom og vær med – Vi kan jo faktisk ikke behandle ansøgningerne alene, der skal være uvildige medlemmer i behandlingsudvalget! Kærlige hilsener Tine, Sofia og Ida Støttede projekter 2023 Vi har i 2023 modtaget i alt 11 ansøgninger om støtte til i alt kr 60.769,00 kr. 10 ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 48.769 kr. Dvs. ikke alle har modtaget støtte. De, som har modtaget støtte, har generelt modtaget det beløb de har ansøgt om. Billedet viser ukassens møde umiddelbart efter GF i marts 2024! I sofaen sidder de 3 faste medlemmer Tine, Sofia og Ida Hanni, flankeret af ‘drop-in’-medlemmer Rosa og Karl Emil. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Projekt risafskalningsmaskine + selvbyggede huse af holdbare mursten i fiskerlandsbyen Abene i Senegal. Tak for 5000 kr. Fra U-kassen til ovenstående projekter [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære venner. Tiden er gået, siden vi for et år siden modtog støtte fra U-kassen til vores forening Educatenow. I mellemtiden har tre af vores bestyrelsesmedlemmer, Louise, Ane og Iris, været i Afrika. Her mødte vi og talte med nogle af vores sponsorbørn og bad dem om at skrive en hilsen til os allesammen her i Danmark. Nedenfor kan I læse, hvad to af vores sponsorbørn, Henerico og Sophia, har valgt at fortælle. [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2019Torsdag d. 11. juli træder lejrens fire kulturgæster ud i ankomsthallen i Billund lufthavn. De vil møde en jublende, lettet velkomstkomité med flag og sang. Derefter går turen op gennem Jylland på motorvej mellem grønne marker. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18København d. 29.3.2018 Afrapportering til Utamaduni Faraja Home, og skoleleder Martha Masenge, har med glæde modtaget støtte fra Utamaduni til renovering samt forbedring af legepladsen til at stimulere børnenes motoriske udvikling. Som bekendt er Faraja Home et center – en lille skole for foden af Kilimanjaro – for udviklingshæmmede børn og unge. Bl.a. vippebræt samt vippe er blevet indkøbt og taget i brug, til stor glæde for børnene. Billeder vedhæftes som dokumentation. De bedste hilsener og tak for støtten fra foreningen faraja (herunder Utamaduni-deltager gennem mange år, Kristine Bundgaard Jensen) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Beretning vedr. støtte til bistader til en kvindegruppe i landsbyen Abrani. Vi modtog i 2. omgang 2500 kr. og i 1. omgang 5000 kr. Vi takker meget for støtten fra Ukassen. Elisabeth   U-kassen har støttet dette projekt med i alt 7.500 (2.500+5.000) DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kære Ukassefolk og alle der læser med Jeg vil lige på Sanders og mine vegne starte med at takke for bevillingen på de 2000 kr. til færdiggørelsen af Trommepavillonen på Bujora, som vi regner med at Sander tager ned og forestår sidst på året så han kan nå at bruge den billet som han havde købt med afrejse i Januar, men som han måtte aflyse fordi han skulle opereres. Jeg fik så pengene – de 2000 kr. han fik bevilget af Ukassen – sendt derned og har i samarbejde med Bujora Dance Troupe forestået at byggeriet kom i gang. For det som præsten kaldte meget små penge, nemlig 640000 tsh, nåede vi langt. Undervejs sendte jeg en lille rapport til vennerne på Facebook og en bøn om at hjælpe lidt og sammen med penge til hjælp fra besøgende danskere nåede vi op på 1.400.000 tsh, som rakte til at blive næsten færdige. I har måske set billeder jeg sendte hjem af den nymalede pavillon med trommerne opstillet foran. Den er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Vi nåede ikke helt i mål, men det sørger Sander for vi gør. Tak for jeres hjælp kære venner ! Yours Uffe Madadi   U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære Utamaduni Nyhedsbrev læsere, Så sidder jeg her på vores terrasse med morgenkaffen en kølig lørdag morgen i slutningen af marts måned. Solen har været hård ved Sukumaland den sidste måned og vi råber alle på regnen. Januar og februar var nogle fantastiske måneder med godt med regn og stor optimisme. Alle havde travlt i rismarkerne, først med tilberedningen af jorden og senere med udplantning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Igen i år fik jeg, Mette, en donation fra U-kassen til indkøb af medicin i Senegal og til transport og behandling af akutte tilfælde i min lille klinik. Tak for det. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2010 Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Årsrapport I 2025 har Ukassen modtaget 6 ansøgninger. Vi har uddelt støtte til 5 af projekterne, i alt 24.815 kr Vi har i vurderingen af ansøgningerne lagt vægt på langsigtede og kontinuerlige projekter, projektets levedygtighed og mening. Vi har afvist en enkelt ansøgning, som ikke levede op til ukassens retningslinjer. Enkelte projekter har modtaget mindre end det ansøgte beløb, da vi ikke har haft tilstrækkelige midler. Ukassens arbejde er baseret på tillid og derfor er det vigtigt at ansøgere følger ukassens retningslinjer og indsender en fyldestgørende beretning til tiden. I årets løb har vi arbejdet på at tydeliggøre retningslinjerne vedrørende ansøgninger og de efterfølgende beretninger, der markerer projektets afslutning. Vi har bl.a lavet en tjekliste som bliver sendt ud til ansøger i forbindelse med beretning. Vi anbefaler, at man læser retningslinjerne før ansøgningen sendes afsted! Der kan søges om støtte til projekter vedrørende sundhed, uddannelse, kuturelle projekter og organisation, inklusive administration. Projekterne kan f.eks. have fokus på vandforsyning, fødevareproduktion, bygningskonstruktioner, kulturmøder eller indkøb af udstyr (Uddrag fra vores retningslinjer). Læs mere på: Retningslinjer Sofia Louise Asak er udtrådt af Ukassen. Tusind tak for hendes arbejde igennem flere år. I stedet for Sofia er Signe Thorborg Addison trådt ind i Ukassen. Velkommen til Signe! De projekter vi har støttet i 2025 kan I læse mere om ved at følge links her nedenfor. Sanitære installationer på skolen i Pebi TOGO ESOME – Vogan-fængslet Fra diesel til el i Wanekey Hope releif and orphans children village Narrekattenes hærgen på Bujora Af forskellige årsager hænder det, at projekter ikke bliver færdiggjort det første år efter bevilling. Da Kay ikke havde mulighed for at afslutte projektet før sommeren 2025, modtog vi i ukassen først beretningen i 2026. Støtte til lægehuset Zahanati ya Mbore Ukassen består nu af: Tine Carlsen, Iris Bunzendahl, Louise Kaas Hvalsøe og Signe Thorborg Addison. Kærlige hilsener fra Ukassen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Kære alle sammen I skrivende stund (april red.) har vi endelig mærket et skift i vejret, solen bader stuen i lys, fuglene kvidrer løs, og jeg kan for alvor begynde at mærke forventningens glæde til sommerens komme – for sommer betyder lejr! I midten af marts afholdte vi årets generalforsamling, og det var så dejligt at mærke, at alle områder allerede er i fuld gang med at forberede årets sommerlejr. Lejrplanen laves, underviserne er ved at blive kontaktet, programmet falder langsomt på plads og tilmeldingen er åbnet! Skønt at se at mange allerede er tilmeldt. Det er jo efterhånden nogle år siden, at billetterne blev revet væk, da tilmeldingen åbnede, men sidste år blev pladserne udsolgt et par uger inden lejrens begyndelse. Så det er altså ret spændende at følge med i, hvor hurtigt det kommer til at gå i år. I år prøver vi at lave lidt om på programmets struktur, hvilket blandt andet betyder at vi får en frokostpause midt på dagen uden andre aktiviteter, og rykker fællesmødet til senere på dagen. Fællesmødet er et enormt vigtigt indslag i vores lejrdag: det er det eneste tidspunkt, hvor vi sidder sammen og ser og lytter til hinanden. Desværre har vi oplevet, at det har været svært at samle alle, og derfor har vi prøvet at arbejde med nogle tiltag, der får fællesmødet til at træde mere frem som det samlende punkt på lejren, det er. Det håber vi, I tager godt imod og er naturligvis meget spændte på at opleve, hvordan det fungerer og til at læse de evalueringer, I forhåbentlig laver efter lejren, hvis I har ris eller ros. I lejrforeningen ses vi, udover under selve lejren, (mindst) tre gange i løbet af året. I oktober mødes vi til evalueringsmøde, i marts til generalforsamling og i juni til vores “junimøde”, hvor de sidste aftaler og planer om den nærtstående lejr bliver delt områderne imellem. De seneste par år har vi i lejrforeningen arbejdet med anerkendelse og frivillighed. Vi er mange frivillige, der arbejder for at få lejren til at køre som en stor, velsmurt maskine, og ind imellem skal vi huske at stoppe op, se hinandens arbejde og indsats og sætte pris på alt det vi får præsteret, og de stærke venskaber vi har. Derfor er jeg glad for, at vi har startet en proces, hvor netop dette er i fokus, for jeg er sikker på, at vi får et bedre samarbejde og en bedre lejr ud af det i sidste ende. Og det er jo ekstra vigtigt i år, hvor vi afholder vores fyrretyvende lejr! Dét skal fejres, og der er heldigvis gode folk i gang med at finde på festlige måder at markere vores jubilæum på. Derudover glæder vi os jo bare til at mødes i skoven igen (igen igen) til den lejr, vi alle sammen kender og elsker (bare rolig – vi skal nok lade være med at lave for mange nye ændringer 😉 ). Det bliver SÅ dejligt at se jer allesammen igen og forhåbentlig også at byde nye ansigter velkommen. Skynd jer ind og meld jer til den fyrretyvende Utamaduni lejr! <3 Forårshilsner fra Tinne [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Kære Utamadunifolk Februar … Slam, så starter den næste lejr op. De første undervisere ringer, bestyrelsesmøde, generalforsamlingen banker på. Det føles lidt som en lejr torsdag morgen, når man vågner efter slammeraften og et søvnunderskud, man ved det bliver en fed dag, men man kan ikke helt se det endnu 🙂 Utamaduni gruppen har med afsæt i besøget inviteret disse 4 personer fra Sukumaland: Udover at opleve Utamadunilejren , vil de 4, mens er i Danmark, komme en hel del rundt på besøg og arbejde. Foreløbige forhåndsaftaler og tilsagn: Gæsterne skal aktivt indgå i udstillingen ‘De dødes liv’ på Moesgaard Museum, hvor WanaCesilia også optrådte i 1973. De skal sammen med herboende sukumaer bygge forfader-hytter og indvie dem ved en ceremoni. Rundvisning og optræden på Kvindemuseet, Århus Workshop til WannaDance, Århus Workshop på Gøglerproduktionsskolen, Århus Workshop på Århus Friskole Besøg på Svanholm Landbrugskollektiv, Skibby Besøge venner og dansere på Christiania Workshops i dansegrupperne: • Dansegruppen Igokoloo, Kbh • Dansegruppen Ikumbo, Kbh • Dansegruppen Malingo, Silkeborg • Dansegruppen Vipepo, Århus • Dansegruppen Manongo, Göteborg Video med WanaCesilia dansegruppen 2014:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Så er tiden kommet igen til en nyhedshilsen, og den kommer som sidste år fra min stol her I Nyanguge I Sukumaland. Ja kun et spyt kast fra Nyanza (Victoriasøen). Vi er nu I slutningen af februar måned og alt er grønt hernede. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...