Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2024 Dansegruppen Kisesa B

Dansegruppen Kisesa B

,

I september ansøgte vi, Sabina Shabani og Dina Bjørn, om penge til at støtte dansegruppen “Kisesa B” med at anskaffe ting, som kan støtte deres kulturarbejde. Kisesa B har i mange år ikke været en aktiv gruppe, men efter at Sabina for 3 år siden købte trommer til gruppen, har den nye generation genskabt gruppen og danser nu bunungule, bulabuka og sogota for fuld styrke. Gruppen har 26 dansere og trommerslagere. Vi havde et ønske om at støtte den gode udvikling samt styrke deres muligheder for at øve og få jobs.

I den oprindelige ansøgning søgte vi om sogota kostumer, 10 sæt bjælder, 3 bulabuka trommer, simbikæder samt licens (lignende det danske CVR nr., hvilket gør det legalt for dansegruppen at arbejde med kultur). Det anslåede regnskab ses nedenfor.

Indkøb Anslået pris DKK
Sogota kostumer x10 670
180 bjælder+skind 1970
Bulabukatrommer (skind+tønde) 500
Simbiskaller (20 kæder) 220
Licens/CVR 1240

Da vi ankom til Kisesa B, som holder til hos “Milundumo” (som er Sabinas bedstefar og et familiehjem) i en bydel af Kisesa, Sukumaland, som hedder Isenibondeni og snakkede med gruppen om eksekveringen af projektet, viste det sig, at gruppen nu var velforsynet med sogotakostumer og bulabukatrommer. Jeg undersøgte derfor, hvad gruppen ellers havde brug for af ting, som er i overensstemmelse med formålet med projektet. Det viste sig, at der var andre kostumer og en pulstromme, som kunne gavne deres arbejde. I første omgang ønskede de sig især sing’wandaer (gnuhalehår sat på skafter, som bruges i sang, dans og medicin), men da det kræver, at man har en licens for at kunne erhverve sig dette, fandt vi frem til at prioritere at indkøbe kostumer. Dette gjorde, at jeg måtte skrive lidt frem og tilbage til ukassen for at få godkendelse af de forskellige ting – de var heldigvis lydhøre, selvom det ikke var optimalt.

Nedenfor ses et regnskab over de endelige erhvervelser og de reelle priser. Som det ses, er der estimeret for mange penge til fremstillingen af bjælder.

Anslået pris DKK Reel udgift DKK Difference
Simbiskaller 290 290 0
Bjælder + skind (180 i alt + skind + transport) 1970 1002 968
Pulstromme 107 107 0
Sort stof til 10 kvinder/nederdel 160 160 0
Dansebluser til 13 mænd 175 175 0
Sokker til 13 mænd 105 105 0
Licens 1240 1240 0
I alt 4047 3079 -968

De bureaukratiske processer i Tanzania kan godt være svære og tage tid. Som det første startede vi derfor processen med at ansøge om licensen. Gruppen udfyldte ansøgningspapirerne efter en uge, og derefter var det ellers bare at vente på en mand i Kisesa, som kunne gennemgå papirerne og bringe dem til byen Magu (en halv times tid væk i bus), hvor der findes et kontor, som arbejder med den slags sager. Ham ventede vi på i over 2 måneder, indtil vi i sidste uge, 2 dage efter planlagt afslutning af projektet, fik tid hos ham, og papirerne har nu været på kontoret i Magu.

Det viser sig, hvilket jeg ikke var blevet informeret om tidligere, at papirerne nu skal sendes til et kontor i Dar Es Saalam, hvor den efterfølgende ventetid stadig er uvis. Jeg krydser fingre for, at det hele går op, og at godkendelsen går i hus. Licensen er meget vigtigt for deres arbejde, så vi fortsætter processen. Update følger i næste udgave af Mwaka Huu.

Især fremstillingen af bjælder var spændende. Her tog vi til forskellige smede i Kisesa, som havde gamle hakkehoveder liggende, som vi købte. Derefter tog vi ud til Lugeye, en landsby som er kendt for deres dygtige smede, og fik smedet hakkehovederne om til de fineste små bjælder med en himmelsk lyd. På bare to uger fik smeden fremstillet 180 bjælder i hans værksted, hvor et cykelhjul fungerede som esse på ildstedet, hvor der blev lagt små stykker kul, som varmede jernet op til det blev rødglødende. Dansegruppen syede senere bjælderne på koskind og brugte dem til sogotadans.

Pulstrommer blev hurtigt fremstillet: en tønde blev købt, blev skåret op i kortere størrelse og fik smedet runde kanter på (af gamle jernstumper fra et gitter). Dansegruppen havde allerede et koskind liggende, som blev sat på og trommer blev færdig i løbet af få dage. Simbiskallerne blev købt på markedet i Igoma (en større landsby nær Kisesa), og på to dage havde medlemmer af gruppen fået syet halskæder til alle.
Dansebluserne til mændene valgte de at få trykt deres logo på for gruppens egne penge, se dem på billederne.

Det har været dejligt at have et projekt med Kisesa B dansegruppen, og taknemmeligheden hos medlemmerne har været stor. At få et skulderklap som dette bringer glæde og medvind.

Tak for bidraget kære ukasse.

Hilsen Sabina Shabani og Dina Bjørn
(skrevet af Dina)

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14– om vejen til en sundhedsklinik i et marginaliseret område i Ghana To unge piger fra Århus var frivillige på skoleprojektet i Ghana. En lille pige fra skolen døde af malaria. Det var hårdt for de unge danskere at opleve dette. Det var endnu hårdere for hendes forældre. Den lille Rita’s død var endnu en konsekvens af mangel på oplysning vedrørende sundhed – og ringe adgang til en sundhedsklinik og dermed de basale sundhedsydelser, der kan redde liv. Kuntu er en lille landsby i nærheden af Saltpond, i Central Region i Ghana. Den lokale høvding i Kuntu, Nana Kwesi Brebo III, har et stort ønske om at etablere en sundhedsklinik i landsbyen, da der ude i landområderne er lang vej til behandling på klinikker og hospitaler. Lang transport og dårlig økonomi bliver ofte en barriere for at søge hjælp, hvilket kan få fatale konsekvenser – i værste fald koste menneskeliv. En gruppe studerende fra Metropol tog deres praktik i Ghana, gennem African Footprint International. De fokuserede på sundhed i området. De fandt bl.a. ud af, at omkring 24.000 mennesker i områderne omkring Kuntu ikke har adgang til basal sundhed. På baggrund af en forespørgsel fra lokalbefolkningen i Kuntu var African Footprint derfor med til at starte opførelsen af en sundhedsklinik i Kuntu, i samarbejde med sine danske støtter og en dansk konstruktionsvirksomhed (Egen Vinding og datter). Projektet er i processen løbet ind i forskellige problemer, hvilket betyder, at færdiggørelsen lader vente på sig. F.eks. var der et løfte fra den danske ambassadør i Ghana om at betale for klinikken. Det havde den næste ambassadør intet hørt om. Der manglede også penge til at etablere elektricitet og vand på klinikken, hvilket de 5000 kr. fra u-kassen er gået til. Senest er det blevet konkluderet, at der er opstået nogle sprækker i fundamentet på klinikbygningen, som har givet flere forsinkelser i forhold til planen om færdiggørelse. Der arbejdes dog ihærdigt for, at alle involverede parter tager deres del af ansvaret for færdiggørelse af klinikken, så projektet snarest muligt kan komme i mål. Der er gode udsigter i vente, når sundhedsklinikken står færdig. I Ghana er det ikke umiddelbart en selvfølgelighed, at staten sørger for, at landets borgere har adgang til sundhedsydelser. Høvdingen i Kuntu har dog indgået en aftale om, at det regionale sundhedskontor vil sørge for personale til klinikken i Kuntu, når først selve bygningen og faciliteterne er etableret på lokalbefolkningens eget initiativ. Denne aftale er resultatet efter en lang forhandling med henblik på at skabe bedre sundhedsforhold for lokalbefolkningen i landområderne omkring Kuntu. Ønsket og forventningerne efter færdiggørelsen af sundhedsklinikken i Kuntu er, at dette sundhedstilbud vil kunne afhjælpe, at folk dør af sygdomme, som forholdsvis let vil kunne behandles, hvis der er mere direkte adgang og kortere vej til hjælpen. Der er ingen, der har et større ønske om, at klinikken skal blive færdiggjort, end lokalbefolkningen i Kuntu. Det var meget rørende for mig at besøge stedet og lytte til deres ønsker og vilje til at skabe deres egen fremtid. På deres vegne vil jeg derfor takke UTAMADUNI’s u-kasse mange gange for den støtte, I har givet. Det er dejligt at kunne hjælpe gode projekter, som man selv har besøgt, gennem at være på sommerlejr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Som nogen måske har hørt lidt om, er jeg, Anne-Sofie, i skrivende stund i gang med at lave et filmprojekt om Utamaduni. Nogen kender mig godt, andre har måske kun set mig med kameraet på årets lejr. – derfor er det vist på sin plads at I får en lille introduktion til mig, og hvorfor jeg laver dette projekt.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Utamaduni Oye! – Længe leve kulturen! Det er næsten ufatteligt, at Utamadunilejren har eksisteret i mere end 40 år – og alligevel føles det, som om alt er, som det plejer.  Utamaduni Oye! 🙂 Mads Mchele gwa Njingi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017Igokoloo inviterer igen i år til KIKOME. Sæt kryds i kalenderen D.22-24 September, og kom og syng, dans og trom med os på Roskilde Lilleskole! MOTO!   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2010 Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Mit første år som bestyrelsesmedlem og ”forkvinde” for lejrforeningen er gået. Det har været spændende at dykke ned i arbejdet, der ligger bag vores Utamadunilejr, og jeg vil gerne sige tak for en god velkomst og ikke mindst tak for en dejlig sommerlejr. Det var en skøn jubilæumslejr, hvor vi bl.a. havde fire kulturgæster på besøg; den fantastiske slangedanser John Mulinga og hans fede trommeslager Maganane, samt de dygtige dansere og undervisere Deo og Vero fra vores venskabsgruppe WanaSesilia. Det var en dejlig oplevelse at have dem på besøg og se dem stråle på vores skønne lejr. Vi var også så heldige at få besøg af Mbar – en sabarstjerne, der med Ida og Amdy fik gang i nogle fantastiske workshops. Sammen med de herboende sukumaer og de forskellige dansekræfter i Danmark og Sverige, der bruger hele ugen på frivilligt at undervise, fik vi igen i år et fedt program skruet sammen med mange forskellige og dejlige workshops. For mig har det været inspirerende at opleve, på tættere hold, hvordan så mange mennesker går sammen år efter år for at bygge bar, køkken, pladsvenstelt, børnetelt, mm. op, så alle kan have en fantastisk lejr. Vi er en masse, der glæder os hele året til Utamadunilejr, og det kan mærkes på energien og glæden, når vi mødes i Ramten Skov. For første gang i år oplevede vi at have færre deltagere, end vi plejer. Det gjorde, at vi måtte lave nogle ændringer i forbindelse med antal tjanser i sidste øjeblik, hvilket er beklageligt. Men hvor var det dejligt at se alle løfte i flok, så tjansesystemet kunne køre, som det skulle. Der er flere, der har udtrykt, at det ligefrem var dejligt, at vi ikke var helt så mange, som vi plejer, da det gav en smule mere plads. Sådan kan der komme gode ting ud af uventede situationer. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste år 🙂 Siden lejren har vi haft to stormøder (et evalueringsmøde og en generalforsamling). Her mødes arrangører og hjælpere, mfl. på Granlunden hos Uffe og Sander, hvor vi drøfter den kommende lejr, evaluerer, planlægger og hygger os sammen. Det er vigtigt for mig og resten af arrangørgruppen, at alle skal have en ligeså god lejr som vi selv har haft gennem årene og derfor vil vi meget gerne byde lejrdeltagere velkommen til stormøderne. Det er godt at have synspunkter fra forskellige perspektiver, når vi sidder og diskuterer gode løsninger og tiltag. Næste store møde er junimødet d. 9. juni og senere evalueringsmødet den første lørdag i oktober, så vel mødt! Men først skal vi selvfølgelig lige på endnu en dejlig lejr. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer alle sammen lørdag d. 21. juli til grin, sol, trommer og dans i Ramten Skov. Tinne, Forkvinde for Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Fra 3. januar 2017 og 2 uger frem, gentager vi succes’en fra 2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Ann-Charlotte har sendt os et par digte, inspireret fra hendes ophold på tidligere Utamadunilejre.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hej igen, jeg skal hilse fra Bujora. Jeg var så heldig i år at kunne deltage i Warsha på Bujora 2 uger i januar måned her i 2016. Det var en meget stor oplevelse. Et ufattelig velorganiseret kursus som Wanacecilia dansegruppen afholdt for os danseglade wazunguer. Jeg har altid troet at vores lejr i Ramten skov var en enestående begivenhed. Men at sidde i cafeteria på Bujora om aftenen og synge lange sukuma sange, omgivet af massere af danskere og tanzanianere der allesammen er der for at være sammen i dans og sang, det var meget tæt på en tirsdag / onsdag aften i Keramikgårdens baghave. Det gav mening. Forberedelser til årets lejr Programmet for lejren 2016 er ved at tage form, det nye tilmeldingssystem er ved at være i sving, generalforsamlingen er afholdt og nu er der kun 3 mdr til, så er der lejr igen. Denne gang lidt sent kan man sige, uge 30 ligger senere i år (pga den lille uge 0 vil havde i år) derfor starter lejren først lørdag den 23. juli. Udover at være bestyrelsesmedlem er jeg også så heldig at være programansvarlig sammen med Johanne Shoma og jeg tror at vi har fundet den nye form, alle de ændringer der er sket i programmet over de sidste par år er faldet på plads, og vi bibeholder programstrukturen med kun små ændringer. Vi får ingen officielle gæster fra Sukumaland i år, men der kommer i år både Sukumaer og Ghanesere som skal være med i årets program. Glæd jer! Generalforsamlingen Blev afholdt på Granlunden den 2. april og der blev valgt en ny bestyrelse som nu består af Julie Bie, Mette Lotus, Mads Bischoff, Anton Kühl, Johanne Shoma, Christoph Ridder og Patricia Gambula. Som suppleanter blev valgt: Anders Kühl, Uffe Larsen, Elias Grønne Kühl og Morten fra køkkenet. Hurra for det. Som mange måske har lagt mærke til så prøver vi fra lejrforeningen at implementere vores nye slogan: Mindre service, mere lejr! Vi har en stor udfordring på vores lejr mht til tjansesystemet. Det blev meget tydeligt på lejren 2015 og var et stort diskussionspunkt på evalueringsmødet i efteråret. Vi har ikke folk nok til at udfylde alle tjanser samtidig med at mange deltagerne undrer sig over, at tjanserne er SÅ lange. Vi oplever at folk udebliver fra deres tjanser uden at melde afbud og det går selvfølgelig ikke. Mindre service betyder egentlig ikke andet end at vi opfordrer til en holdningsændring hvor vi genfinder den gamle ånd: At det er vores allesammens baghave vi holder lejr i. Alt skrald der ligger er vores skrald, når der ikke er varmt vand, spørger man hvordan den skal tændes i stedet for at sige til pladsmændene at de skal gør det for dig. Husk at alle kan lære noget også dig 🙂 Hjælp hinanden med at blive bedre til lejr! På generalforsamlingen har vi bedt alle grupper (info, kagefe, 1.hjælp, bar, trommegrotten osv) til at hjælpe med at reducere antal af tjanser og det er lykkedes. Lejren har også genereret et lille overskud over de sidste år og vi har, i samme ånd, besluttet at vi ikke vil lade deltagergebyret stige i år. Mindre service, mere lejr. Tilmeldingssystemet I de sidste år har vi brugt et onlinetilmeldingssystem designet af Anders Kühl og Mads Bischoff. Tusind tak for det kæmpe arbejde i har gjort!!. I år er det Info’en selv der står for tilmeldingssystemet og det bliver helt nyt. Info vil bruge en ny indgang som de er i fuld gang med at designe i samarbejde med Sporti. Starten på tilmeldingen bliver 31. maj, hvor man på tilmelding.utamaduni.dk kan finde de nødvendige links. Glæder mig til at møde alle jer den 23.juli i Ramten skov. Utamaduni Oyee! Christoph Ridder [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Tak for endnu et dejligt dansetræf! En af de weekender jeg ser frem til i vinterperioden er Vinterkucheza.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Når vi får kulturgæster i år – efter flere lejre uden gæster fra Tanzania, fordi stramninger i visumregler har forhindret besøgene – kunne det ikke være bedre end at det netop er medlemmer af Kisesa B, som skal på den lange rejse. Allerede for to år siden var hele balladen med fødselsattester, civilstandsdokumenter, pas, invitationer, visumansøgninger og garantibeløb sat i værk. Gæsterne glædede sig. Vi glædede os. Og så fik de afslag. Der blev grædt mange tårer på begge kontinenter. Heldigvis er der kræfter, der formår at komme op på hesten igen. En klage over kendelsen blev indgivet. Og endelig er den blevet behandlet og vi fik medhold. Kulturgæsterne kan komme på lejr i år. Jeg har kendt Kisesa B siden 2003, hvor jeg var en måned i Tanzania med familien. Far, mor og 3 børn. Vi boede på Bujora i Sebas hus og jeg hørte trommer. Hakketrommer – endda lyden af danse jeg kendte. Jeg spænede over på den store åbne plads hvor dansegruppen øvede og greb en hakke. Stod med en flok måbende småunger helt nede bagved (ja altså ikke på allerbagerste række, hvor man utilsigtet kan havne som fordanser, når hele gruppen roterer, men på anden bagerste børnerække). Jubijæææh, jeg dansede med en rigtig tanzaniansk dansegruppe og vi dansede noget jeg kendte hjemme fra Ikumbo. Det var stort. Der gik ikke mange minutter, før danselederen kom min vej og opfordrede mig til at sætte mig ned og slappe lidt af. Nej nej, smilede jeg, jeg er slet ikke træt. Han blev skarp og insisterede. SÆT DIG NED! Ok ok. Jeg satte mig ned og var forbløffet. Overbevist om, at jeg måtte lege med senere. Uden at være klar over noget (det var min 2. gang i Tanzania og såvel min kulturelle forståelse, som mit swahili var meget beskedent). Uden at fatte, hvad der skete, var jeg havnet midt i en konflikt mellem dansegruppen og det kirkelige overhoved, som betød, at der skulle penge på bordet til kirken, hvis jeg skulle danse med i gruppen. Alting handler om penge. Jeg måtte over på kontoret hos overpræsten og sidde skoleret og undskylde, at jeg sådan bare kastede mig ind i dansen, uden af have betalt for undervisning. Det var simpelt hen så uforståeligt for mig. Når vi får gæster i Danmark, er de altid hjertens velkomne i grupperne, uanset om de er kulturgæster eller nogens private venner eller kærester. Og man talte så meget om gæstfriheden i Tanzania – hvad forgik der? Præsten var indbegrebet af arrogance. Han sad med siden til under hele samtalen og bladrede adspredt i en bunke krøllede papirer undervejs. Jeg skulle virkelig ikke tro, at jeg var nogen. Så snart jeg sad på lave stol i det lillebitte steghede kontor, lod han mig forstå, at jeg havde overskredet alle grænser for gæstebud – og at jeg måtte hoste op med nogle penge, hvis jeg skulle danse. Jeg var fuldkommen målløs. HVAD? Betale for at danse? Jeg skulle jo ikke have undervisning, bare danse med ud af kærlighed. Der skulle ikke gøres særlige foranstaltninger for min skyld – jeg stod gerne på andenbagerste sammen med ungerne. Vi blev ikke rigtigt enige om noget. Han ville sætte en særlig workshop op for mig og nævnte et beløb, som man kunne købe en hel ko for. Jeg blev stædig og sagde nej tak. I 2003 var der kun en dansegruppe på Bujora og jeg græd mine modige tårer. Jeg havde sådan glædet mig til at være i Tanzania og give vores 3 unger oplevelsen af, hvad det går ud på med al det der danseri. SMSede med min danseveninde Ditte og beskrev min frustration. (Det var før internettet, så korrespondancen var skidedyr og tilstræbt kortfattet). Ditte havde været i Tanzania året før, så hun forstod min kvide. Gå ned til Kisesa B. Du spørger bare en lokal om at vise vejen. De vil tage imod dig på passende vis. Min mand Søren Idokesbror havde en rigtig god tilgang til at gå på visit. Når vi kom hjem til nogen, sørgede han altid for at medbringe noget kød, ris, sukker og olie – både for at give en værtsgave og for at sikre, at vi ikke åd familiens sidste høne. Altså kom vi ned ad vejen, fulgt af ungernes legekammerat Frankie, med ingredienser til et velkomstmåltid. Før mobiltelefonens oprindelse. Altså helt uvarslet. Vi kom ikke på en øvedag. Kisesa B har altid øvet fredag og mandag. Og det gør de stadig. Men glæden over at have fået gæster (kombineret med begejstring over hvor meget Søren lignede Idoke) udløste heftig aktivitet. Kvinderne tilberedte de medbragte fødevarer og mænd og drenge fik stampet dansegruppen op af hullerne og så blev der danset bunungule. Vi var hjerteligt velkomne. I en sådan grad, at mine fodbolddrenge også kom på dansesandet. Den havde jeg ikke set komme. Den måned står stadig tydeligt i mine børn. Det skønneste var at komme ud på landet til Kisesa B, slå vores telt op og lege, danse og synge. En dag vi voksne skulle til begravelse andetsteds, passede familien og Frankie de tre børn, som havde en dejlig dag uden forældre. Vel at mærke uden et fælles verbalt sprog at gøre godt med. Lattermildheden og den venlighed alle gæster omgærdes af bar det hele. Stemningen i Kisesa B er den samme i dag. Også selvom der er blevet bygget helt vildt og husene nu ligger inde i en landsby, med en højrøstet moske som bagnabo. Medlemmerne er ikke de samme. Gruppen bæres i høj grad af børnene af dem, jeg kendte fra dengang. Forfærdeligt mange af de gamle er døde. Og de få overlevende har brændt lysene i begge ender og lidt på midten, så de er i en sørgelig forfatning. Der blev drukket og røget igennem dengang. Det slider på systemet. Alle grupper har op- og nedgange. Der var en periode, hvor man kunne høre hønsene kagle og hundene glamme på gårdspladsen ved Anders Shagembes hus. Trommerne var gået til og der var ikke penge eller energi til at reparere dem. Gruppen sov. Her kom Sabina (Tak, tak TAK!) ind på banen og finansierede trommernes og gruppens genopstandelse. Sabina bor i Danmark, arbejder som en hest og bruger en stor del af det hun tjener på aktiviteter, der gavner familien i Tanzania. Det er almen viden, at uden Sabina, ville der ikke være liv i gruppen nu. I dag består Kisesa B af anden generation af familien Milundumo med venner. Der mindre alkohol i dagligdagen og hashen er fortrukket væk fra dansepladsen og ned bag en gruppe træer, så gæsterne ikke udsættes direkte for tågerne og kun de, som ryger, deltager i den aktivitet. De unge drenge og de få piger danser stadig bunungule. Tilsat sogotha og bula buka, når trommerne er i form til det. Shabani spiller tromme 2025 Kisesa B anno 2006 var meget stærke sangere. Gamle Milundumo formelig sprøjtede sange ud af ærmerne og der blev sunget til enhver øver. Meget, smukt og stærkt. Den tradition er ikke gået så stærkt i arv. Selv om vi taler om det på møderne, formår gruppen ikke at gennemføre decideret sangundervisning og en del af medlemmer mumler lidt i skabet, fordi de hverken kan huske ord eller toner. Det er til gengæld det eneste, der bekymrer mig omkring gruppen. Der er så stærke kræfter, som driver værket, at de småknægte, der hænger ud på de bagerste rækker eller omkring træbommen, som trommeslagerne sidder på, nok skal tage over og drive gruppen videre til næste generationsskifte. Øver på en ganske almindelig mandag aften Gamle Milundumo er her endnu! Efter hver øver er der møde. I år var jeg så heldig, at gruppen valgte at gennemføre møderne på swahili, i stedet for deres foretrukne sprog sukuma. Hvis man ved hvor glade sukumaerne er for deres sprog, forstår man hvilken gave og udtryk for respekt for mig det er, at de i to måneder talte swahili til møderne. Alle møder er lange og indledes med at formanden takker for dagens øver og udtrykker, at den har været god. Herefter er der navneopråb, hvor sekretæren noterer de tilstedeværende i den store sorte bog. Udebliver man fra en øver udløser det en bøde på 50 tsh. Jeg var forhindret af aktiviteter vedrørende mit husbyggeri en fredag og til næste øver fik jeg til gruppens udtalte begejstring en bøde. Sekretæren råbte mit navn op. Da jeg svarede ipo, jeg er her, sagde hun lige så tørt: Du har et H. H for haipo (hun er her ikke). Jeg betalte min gæld og var tilfreds med at være så meget en del af gruppen, at jeg indgår i deres bøderegnskab. Efter navneopråbet diskuteres hvad der rører sig. Når man vil tale, beder man formanden om ordet og når man taler står man op og indleder sine ord med at takke formanden for ordet. Alt sammen så underligt formelt, set med danske øjne. Mørket lægger sig. Det bliver køligere og moskitoerne har en fest. Somme tider er folk alvorlige eller vrede, men de store grin ligger hele tiden lige under overfladen, klar til at bryde ud, når en af gruppeklovnene siger noget sjovt. Et af de sidste efterøver-møder inden jeg rejste hjem for i år var en overraskelse. Vi havde haft en gruppe danskere på kursus et par uger og det var tid til evaluering. Der var sket småfejl i undervisningen og der var indgået flere kæresteskaber end normalt. Begge emner blev diskuteret og alle har taleret uanset status i gruppen. Der er ikke tradition for at man skal blive enige via dialog – i stridsspørgsmål er det i sidste ende formanden, som slår streger under facit. De streger slås efter, hvad der gavner familien og gruppen – mere perifere medlemmer har taleret, men ikke så stor indflydelse, som de der er født ind i gruppen. Det affinder alle sig med. 2 dage tidligere havde jeg haft besøg hjemme i mit nybyggede hus. Brødrene James og James kiggede forbi, for at beskue byggeriet og for en snak. Jeg kom med nogle af mine betragtninger angående et par af de unge dansedrenge, som synes mere optagede af at få en dansk kæreste, end af at kunne deres shit. Som maser sig op på forreste række for at flashe, uden at mestre undervisningens kunst. De kan blive rigtig gode dansere, men I er nødt til at forklare dem om ydmyghed og vigtigheden af at stå nede i rækkerne, indtil man for alvor husker hvordan dansen går. Ellers bliver de til de der irriterende Michael Jackson wannabees, som mange grupper trækkes med. Både i Danmark og Tanzania. De mangler forståelse for gruppen og er for optagede af sig selv. (Synes jeg, det her er jo min historie). Til mødet diskuteres emnet om undervisningens kunst. Pludselig siger Lille James: Shenede, du har nogle overvejelser omkring dette emne, værsågod at komme med dem nu. Jeg blev ret paf, men måtte bide i den sure mango og rejse mig. Takke formanden for ordet og fortælle mine overvejelser direkte til drengene. Det var meget uvant for mig med så direkte kritik. Men jeg er medlem af gruppen og det forventes, at jeg bidrager. Også fordi jeg er gammel – respekten for alderens visdom er udbredt. Der sker ikke store forandringer på baggrund af et enkelt møde. Men ærligheden, modet og den direkte tale, kunne vi godt bruge mere af i grupperne i Danmark. Vi bryster os af flad struktur, men der er forskel på folk og mange ting bliver aldrig diskuteret i plenum. Mødet er åbnet Festen synges i gang Slagterdrenge Tæt på hjemrejse holdt vi en fest for at fejre husbyggeriet og livet i al almindelighed. Søde venner fra Danmark havde hjulpet med skillinger, mine var forsvundet i byggerodet. På selve festdagen kom vi sent i gang og jeg tonsede rundt med tømmermænd og værtindestress. Så kom dansegruppen og fik sat gang i både det praktiske og det kulturelle. Nogen stod for at slagte Fætter Fedtfår, andre hjalp med at slæbe stole og service udlånt af landsbylauget. De fleste hjalp til med at drikke nanasi, spise velkomst-stegt blod og indvolde og synge festen i gang. I allersidste ende, var det også medlemmer af dansegruppen, der lykkeligt lallede hjem efter en vældig dag med masser af mad og drikkevarer. Masser af trommer og dans. Masser af sang ved bål. Masser af det hele. Det er selvfølgelig ikke hele gruppen, der skal til Danmark. Men 5 medlemmer er nok til, at vi kan få et pust af glæden, varmen, ilden og trommerne fra Kisesa B på årets lejr. Med lidt held skruer undervisningsministrene programmet sammen sådan, at vi får shindano – dansekonkurrence mellem slanger og hulepindsvin. Så må vi se om slangedanserne tør stille op mod os, i absolut stærkeste holdopstilling. Hvem ved om vi synger: Kyega kama bata ga Kuyega kama bata Bayeye maluha bakuyagi maluha bamayoka Ga kuyega kama bata Jeg bevæger mig som en glad and De stakkels slangedansere, der bare har kun en slange at gøre godt med Jeg bevæger mig som en glad and (Drillevise fra banungule (hulepindsvinedansere) til bayeye (slangedansere)). Glad som en and i vand Kuyega kama bata ga Kikome (sang ved bålet) 2025 Det bliver en vild lejr i år Du kan godt begynde at glæde dig! Hilsen Shenede [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Indkøb af risafskaller til landsbyen Nghama i Magu Distrikt Tanzania Nyanguge den 8 marts 2020. Den lille regntid har stået på siden begyndelsen af december 2019 og fortsat frem til i dag, hvor det er Kvindernes Internationale Kampdag. U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned.  Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30.  Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant.  Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering:  Bestyrelsesmedlemmer:  Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer  Medlem: Luna Rosendahl  Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv  Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer!  Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for  – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉  Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Til Trine marts 2019… Vi savner dig, Trine, i dine gæstfrie stuer. Emmelev kær er ikke sig selv uden dig, Trine. Jeg savner dig ved skærmen og i køkkenet og på terrassen. De to hunde, Magda og Sofus, kan vi godt undvære. De har osse fået et nyt hjem sammen på Fyn, og har det godt, men dig savner vi, Trine. Du havde altid din særlige mening. Den savner jeg nu, hvor du ikke er her mere. Du havde altid hørt den sidste nyhed, og kunne som regel een endnu nyere…. Der er så stille i Kæret. De nye stemmer er børn hos de nye familier. Du skal vide de hygger sig i kæret, men savner dig allesammen. Vi håber at Gæstfri stadig vil være gæstfri. Sorg, bekymring og smerter efterlod du her, de er vel ikke med dig længere? Sid i fred du kære, der hinsides. Kærlig hilsen fra Emmelev og videre til dig fra alle dine efterladte…. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25Støtte til biblioteket i Dallung I Nordghana ligger landsbyen Dallung. Her finder du et bibliotek skabt i samarbejde med Ghanas biblioteksvenner.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Tak for støtten til byggeri af en ny Daycare på kulturcenter i Nungua! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Skriv hvad der sker mellem lejrene opfordrer Mads. Jeg var egentlig i gang med at afrapportere omkring majsmøllen i Kifuhila, da denne historie formelig BULDREDE frem. ”Nej, nej” sagde jeg til mig selv. ”Gå væk! Jeg skal skrive om indkøb af majsmøller og vanskeligheder med at skaffe skruer. Har overhovedet ikke tid til at skrive den her historie. Om dengang jeg mødte Yoha. Om alt det der slet ikke gik. Og om dig, Anne. Vores veninde, som vi mistede så tragisk for 8 år siden. Desuden risikerer jeg at nogen bliver vrede eller kede af det”. Til sidst måtte jeg kapitulere. Nogle historier har så megen energi, at de ikke lader sig stoppe. Den her er en af dem. Kære Anne. Jeg husker ret tydeligt første gang jeg så dig. Det var på Nørre Allé. Ikumbo og Igokoloo havde fællesøver, formentlig i forbindelse med en kommende begivenhed, Karneval gætter jeg på. Forstå mig ret, det er ikke altid, at jeg gider investere så megen opmærksomhed på nye medlemmer i de andre grupper. Jeg har været der længe og set rigtig rigtig mange komme, danse og forsvinde igen. Så jeg er nok lidt nærig med at knytte bånd. (Har sikkert også haft for mange jordbærplukkere og besøgende i mit kollektiv gennem systemet, så jeg venter lidt og ser om de stadig er der næste gang jeg kigger deres vej. Med dig var jeg imidlertid klar over, at du ikke var en af dem der surfede igennem. Du havde ikke været med ret længe, men havde allerede tilegnet dig en forståelse for, hvad alt det her bummelum går ud på. Du fangede meget hurtigt, at det netop ikke er en form for avanceret workout tilsat lidt etnicitet. Samtidig besad du en utrolig musikalitet, som sammen med din kæmpestore harddisk ret hurtigt gjorde dig uundværlig i gruppen. Og sjov var du. Masser af gange, næsten altid sidst på natten, hvor flokken egentlig var gået i seng og nogle få sad tilbage, var du der, med din bidende, skrattende, sofistikerede humor. Altid fremført stille, som-om-forsigtigt. Men tag ikke fejl. Din evne til at fange ordspillet, vende det og gøre det absurd og hylende morsomt var højt skattet af os, der var så heldige, at have holdt ud til den lyse morgen, hvor der for alvor kom fut i humoren. Til forskel fra så mange andre, var du (sikkert fordi ungerne krævede det, men altid uden den klagesang, der er så udbredt blandt blomsten af Danmarks ungdom, når de skal stå op før de har fået deres reglementerede 8 timer) blandt de første, der var oppe igen. Sådan en er jeg også, så vi har mødtes tit på det tidlige. Det har slået mig, at du ud over omsorgen for dine piger, besad omsorgen for fællesskabet. Mange gange har du, uden skyggen af martyrium, været der og ryddet op efter festen. Stille og roligt, med den engleagtige venlighed, som karakteriserede dig, ryddede du op og gjorde det tåleligt for folk, at vende tilbage til scenen. Og når de kom, forsovede og øre, behøvede du ikke skræppe op om, hvor meget du havde ordnet, inden de kom. Det er stil, mine damer og herrer! Da jeg blev kæreste med Yohana, havde du svært ved at følge med. Det var der givetvis mange der havde, du var bare den eneste, der sagde det direkte. I mit turbulente år sagde du det, du tænkte om situationen. Du vidste ikke, at Yohana var blevet introduceret til mig af din mand. På helt traditionel sukumavis bad han mig gå med sig til en lille samtale, efter at vi vi havde danset et forrygende show til Kulturhavn. Let om hjertet, varm og glad for min gruppe og det vi kan, gik jeg med ned på havnemolen. ”Der er en, der gerne vil tale med dig”, introducerede han. Fuck, jeg havde godt set den gamle korpulente herre, der sad sammen med Matthias Paulo og havde smilet så vældigt til mig – mens vi dansede pegede han på mig og lænede sig over til Matthias og sagde noget. Selvfølgelig så jeg det, og selvfølgelig ville jeg gerne være foruden den langstrakt kedsommelige og under alle omstændigheder pinlige samtale, der stod lige for. Jeg vred min hjerne for at komme med passende undskyldninger for et afslag. Så fordybet i mine egne tanker, at jeg knapt hørte det videre ”Yohana vil gerne tale med dig”. Da det gik op for mig, hvad han havde sagt, brød jeg ud i et fnis af overraskelse og lettelse. ”Jamen ham vil jeg da gerne tale med!” smilede jeg. Vi spadserede lidt længere ned af molen, hvor Yohana havde sat sig for sig selv, klar til audiens. Samtalen var så absurd, set i lyset af, at jeg vidste, at han inden for de sidste tre uger havde friet til tre andre piger fra min gruppe. Samtidig var jeg jo i den grad anderswo engagiert, min kæreste Peter sad i Dar Es Salaam og afventede sit visum, han skulle efter planen komme til landet indenfor de næste uger. Med lethed og uden de store bekymringer afviste jeg det flatterende forslag om giftermål med Yohana. Det forekom mig lattervækkende, at et kæresteskab skulle indgås ud fra nogle praktiske overvejelser om, hvorvidt jeg var et passende parti. Men et sted i dybden ramtes jeg da af drømmen. De ord han sagde om mig, som menneske, kvinde, danser og gruppekapacitet, faldt i den grad på den lille tørre plet, hvor der altid er plads til opmærksomhed, smiger og ros. Vel vidende, at de samme ord var forsøgt hos andre kvinder i bedste mening og med håb om en billet til det forjættede land, blev jeg alligevel fanget ind. Herefter indledte Yohana den helt store stormkur. (Der har ikke været så mange af den slags i mit liv, så jeg er til at gafle). Tæt assisteret af din mand, der arrangerede det praktiske omkring os, gik han til mig med en overbevisning og et engagement, der stille og roligt fik væltet mine forsvarsværker og efterlod mig vanvittig forelsket, snotforvirret og indfanget i garnet. Efter Ikumbos turné til Sambafestival i Assens, var jeg solgt – og historien besad rigeligt elementer til mange lange sukumaaftener i sladderens og intrigernes slaraffenland (Peter var jo ikke hvem som helst, men danser i den konkurrerende og i nogens øjne overlegne dansegruppe WanaCecilia, Yohana hørte til Milundumo-dansegruppen Kisesa B). Og hvad mente Bugekele mon om sagen?. Peter var jo hans bror. Ville vores venskab nu være færdigt?). Da vi kom tilbage fra Assens og folk stod af bussen på seminariet, så jeg det sjældneste syn: En ellers adstadig ældre afrikansk herre, som formelig pilede af sted ned til bussen, sprængfyldt af den saftige historie om mig og Yohana, opsnappet på første parket. Jeg er overhovedet ikke fornærmet eller forarget, synes jo også selv, at historien havde potentiale… I turbulensen der fulgte var du nok den eneste, der stillede mig direkte og kritiske spørgsmål. På mine udsvævende og snotforelskede udgydelser om det fantastiske ved Yohana, sagde du ret tørt ”Jeg har hørt dig sige nøjagtigt det samme om Peter for en måned siden, hvordan kan det hænge sammen?” Jeg kunne kun svare, at jeg gjorde hvad jeg kunne for selv at forstå. Du fik at vide, at jeg havde giftet mig med Yohana. (Det var i og for sig en praktisk foranstaltning. Hvis vi var gift, ville han kunne få visum uden at jeg skulle stille de 50.000 i kaution, som regeringen ellers stiller som betingelse. Min plan var, at han kunne komme til Danmark, vi kunne søge om permanent ophold og bruge tiden til at finde ud af, om det holdt vand). Du blev temmelig vred over, at jeg ikke havde talt med dig inden giftermålet. Her evar det, at vores meget forskellige opfattelser af integration kom tydeligt frem. Integration af os danskere i sukumakulturen forstås. Du skrev mig en meget formanende mail, hvor du redegjorde for vore indbyrdes nye relationer. Forklarede mig noget om, hvordan en god sukumakone forventes at opføre sig. Til sidst skrev du, at jeg med denne mail ligeså godt kunne begynde at opfatte mig som det, jeg nu var: Din lillesøster. Jeg stod fuldkommen af. Opfattede mig ikke spor som din lillesøster, selvom min mand formelt var lillebror til din. Jeg var tæt på 20 år ældre end du. Havde tre næsten voksne børn, en stak uddannelser og noget der ligner en karriere i rygsækken. Det har taget mig noget tid at forstå, at det du mente var, at hvis man gifter sig ind i sukumakulturen, så er det altså hele pakken og ikke noget med light-udgaven. Som med alt andet du gjorde, handlede det om dedikation, at gøre tingene ordentligt. Jeg har stor respekt for din holdning, selv om jeg er dybt uenig. Da Yohana havde været her et stykke tid, kom I på besøg. Med vanlig skarphed observerede du, at mit forhold til Matthias, min gamle kæreste og daværende klods-op-ad-nabo, kunne give problemer for mig og Yohana. ”Du må være forberedt på, at der kan forekomme noget jalousi,” sagde du. Jeg var fuldkommen sikker på, at mit og Matthias’ forhold skulle forblive et godt venskab, men jeg hørte dine ord. Yohana og jeg var en katastrofe fra dag 1. Der var ikke gået en uge, før vi havde haft vores første bragende skænderi. I løbet af syv uger, var vores forhold som et 7 år gammelt, knagende i fugerne ægteskab. Vores fundamentale livsopfattelse og især forståelse af, hvad der skal til for at være sammen i lyst og nød skreg til himlen. I bagklogskabens ulidelige lys kunne jeg have sagt mig selv, at det ALDRIG ville gå. Utallige forhold mellem danske kvinder og afrikanske mænd har jeg iagttaget og en af mine gamle kæpheste har været, at jeg ikke ville kunne stille op til det. Og pludselig stod jeg der, med håret i postkassen og anede ikke mine levende råd. I perioder boede Yohana hos jer, det lykkedes ham bare ikke at komme hjem dag efter dag. Når han og jeg vi talte sammen i telefonen bedyrede han altid, at han ville komme samme dag, senest i morgen. Sådan gled dagene sammen og blev til en uge, næsten to. En enkelt gang lykkedes det faktisk for ham at komme med toget – det var bare den forkerte vej, så da jeg for anden gang den dag var i Frederikssund for at hente og via hans mobil hørte: “Næste station: Hundige”, foreslog jeg ham, til hans store lettelse, at han kunne tage tilbage til jer, hvor han sjovt nok altid kunne finde hen. Jeg var klar over, at din økonomi måtte være trængt, så jeg sendte dig nogle kostpenge til Yohana. Hvad der yderligere blev sagt og tænkt hos jer, ved jeg ikke. Efter lange og virkelig svære overvejelser besluttede jeg, at det her måtte få en ende, hvis ikke jeg skulle gå fuldkommen i spåner. Jeg forklarede Yohana, at han var nødt til at rejse tilbage til Tanzania. Vores liv sammen var ikke værdigt for nogen af os. Hverken han eller jeg skulle leve et liv, hvor vi slæbte os igennem uden glæde og oprigtig kærlighed. Han var naturligt nok ikke videre enig, mente nok, at han kunne nøjes med mig og så meget pragmatisk på det med kærligheden. Den kan måske komme af sig selv, hvis du ikke er så sur, mente han, hvilket straks førte til et nyt dumt skænderi om hvorvidt jeg i virkeligheden var den sure kælling, jeg var i begreb med at udvikle mig til. Fredag tog vi på store shoppetur, for at udstyre Yohana med det nødvendige til hjemrejsen. Havde den besynderlige oplevelse at storskændes (jeg der ellers aldrig har kunnet skændes med nogen) midt i et supermarked i City2. Emnet var – ikke overraskende – hvorvidt jeg var en nærig kvinde, der ikke undte min mand noget som helst. Replikskiftet faldt efter næsten to hæsblæsende, svedige timer i supermarkedet, hvor Yohana havde bedyret at han ønskede sig ALT, hvad de havde på hylderne. Jeg havde taget et lille lån på 10.000 kr., som han skulle have med hjem til at starte sit nye liv. Da vi var ud over de obligatoriske sko, kuffert og minianlæg, som jeg havde givet, forklarede jeg ham, at hvis han ville have flere ting med, måtte vi tage pengene fra hans 10.000. Det udløste en del råben og skrigen begge veje. I det mindste foregik det på swahili, så folk, der undrende gik forbi os ikke havde fornøjelsen af at forstå, hvad det var, vi råbte. Det virkede måske lidt eksotisk og ikke så hjerteskærende banalt, som det i virkeligheden var. Yohana marcherede ud af butikken og forsvandt. Jeg gjorde nogle yderst fornuftige beslutninger omkring kuffert- og minianlæg for ham. Byttede til en stor solid kuffert og et minianlæg, der så ud som om det kunne holde til Tanzania. (Mens jeg lod støvlerne blive i vognen, selv om jeg vidste, at de mindst var 5 numre for store – hvad ER det for noget med afrikanske mænd og drømmen om store fødder?). På parkeringspladsen havde jeg så småt bestemt mig for at efterlade ham, da han dukkede op og uden et ord satte sig ind i bilen. Hele vejen hjem sad han og sang en sang han var ved at lave, mens jeg bare tudede. Tudede så meget, at jeg måtte holde ind på en tank ved Roskilde for at tørre næsen. Nyt potentielt skænderi om sponsorat af seks Guldtuborg afværget ved, at jeg magtesløst købte mig til lidt aflad, ved at give ham pengene uden et ord. (Jeg har aldrig helt fanget ideen med, at det skal være det allerdyreste ølmærke, der er det eneste acceptable). Lettere formildet fortalte han mig indholdet af den sang, han var ved at lave. En situationsrapport med ilagt kærlighedserklæring. Jeg tudede videre. I arrangerede en afskedsfest to dage før Yohana skulle rejse hjem. I Humlebæk, hvor du passede hus og hunde for dine forældre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle med, men Yohana insisterede på, at vi skulle tage til festen sammen, så alle kunne se, at vi stadig evarr mand og kone, selv om vi nu skulle være det på afstand. Vi havde gået og pakket på hans betontunge kuffert, men besluttede, at vi kunne gøre det færdigt søndag, idet vi var enige om, at vi ville tage tidligt hjem fra festen, for at få den sidste dag sammen. Så snart vi kom ind ad døren hos jer, startede mit mareridt. Yohana vendte helt resolut ryggen til mig og gik demonstrativt sin vej, hver gang jeg nærmede mig. Du tog mig med udenfor og spurgte, om jeg ikke ville give dig min version af historien, nu havde du jo hørt Yohanas version. (Og jeg, der ikke engang havde fattet at der cirkulerede forskellige versioner). Jeg forsøgte at give dig et oprigtigt, fair billede af, hvad der var foregået og hvorfor jeg ikke så nogen ordentlig vej frem for Yohana og mig. Du sagde, at du ikke syntes, at jeg havde givet ham en ordentlig chance for at vise, at han godt kunne leve op til mine krav. At det var lidt uretfærdigt over for ham, at han ikke havde fået længere tid til at lære at integrere sig. (Igen var vores opfattelser milevidt fra hinanden, mit største problem var, at Yohana ikke udviste den mindste interesse for at integrere sig. Hans største idol i Danmark, der var din mand, havde jo været her i masser af år, uden at rokke sig synderligt. Tværtimod var verden omkring ham i den grad indrettet på og tilpasset til, at han kunne vedblive med at gøre, tale og tænke præcis, som var han hjemme i Tanzania). Jeg fortalte dig om mine problemer i forhold til, at Yohana ikke havde noget sprog eller nogen erfaring med at tale om følelser. Hvis jeg prøvede at komme ind på livet af ham, havde han en stak små opbyggelige historier, oftest med udspring i hans vens erfaringer, som samtidig med at han holdt mig fra livet fik lagt låg på emnet og videre snak var meningsløs. Tiden var knap, de andre gæster var begyndt at dukke op, men jeg nåede at fortælle dig, at jeg ikke kunne leve med Yohanas forhold til alkohol. Kort fortalt har han den indstilling, at det der er indenfor rækkevidde skal drikkes omgående, og når det er væk starter krumspringene for at tilvejebringe en ny forsyning. (Good bye til den ramme øl, jeg normalt har stående i måneder bare for tilfældet, at nogen vil have en øl en dag). Længe efter han var rejst hjem, kom jeg til et arrangement i tanker om de 6 flasker rødvin, jeg havde fået af en forretningspartner i julegave. Jeg løb hjem for at hente dem – og fandt dem alle tømt, med sølvpapiret omhyggeligt skubbet på plads igen over proppen, som det må have kostet en del besvær at få mast helt på plads efter tømning. Nu kan jeg godt grine skævt af situationen, der temmelig detaljeret mindede om de rov min søster og jeg forsøgte os med i de voksnes barskab, da vi var teenagere, men jeg ønskede jo ikke at være gift med en teenager, tværtimod var min forventning, at min mand skulle være en ligeværdig partner. Du gentog, at jeg ikke havde givet Yohana mulighed for at overholde spillereglerne og bevise, at han kunne leve op til mine krav. Jeg var ret forbløffet, især fordi jeg havde forventet, at netop du, som formentlig kendte til de problemer, jeg havde måttet give op overfor, ville kunne genkende og forstå. På det punkt var du fuldkommen fast i din overbevisning og nu forstår jeg, at det også var for at beskytte dig selv, at du tog den yderst unuancerede holdning. Var du gået ind på min tanke, ville det have stillet spørgsmålstegn ved dit eget ægteskab og ved det rimelige eller urimelige du måtte bide i dig. Jeg kan forstå det, men jeg er uenig. Festen kom i gang. Yohana viste mig konsekvent ryggen og til min overraskelse var der ikke så mange fra Ikumbo med til arrangementet. Yohana blev hurtigt ret fuld og skæv, jeg var ked af det, følte mig lidt fejlplaceret og ensom og besluttede mig for at trække mig tilbage. Der var arrangeret soverum ovenpå, og jeg listede af og arrangerede en seng i det store rum. Larmen fra stuen nedenunder var gennemtrængende, det var CD-musik og folk var nødt til at råbe for at kommunikere. På et tidspunkt kom jeg til at overhøre en samtale mellem dig og to andre kvinder angående mit ægteskab. I detaljer blev det diskuteret, hvor mange fejl jeg havde begået og hvor dårlig en person jeg var. Der dukkede historier op, som jeg aldrig havde hørt om, eller været en del af. F.eks. havde jeg forbudt Yohana at spise afrikansk mad og tvunget ham til at spise vegetarmad på Svanholm. Jeg havde nægtet ham penge og villet styre, hvem han var sammen med. Jeg havde nægtet ham øl til nytårs aften! (Tjaaahhh, de tre venner havde drukket de fire kasser øl (heraf to guldøl) dagen før nytår, og så nægtede jeg ganske rigtigt at lave refill på tanken sent nytårseftermiddag.) Jeg havde bare købt en billet til ham uden at snakke med ham først. Osv. Osv. Et stykke tid lå jeg der og rasede. Følte mig svigtet, misforstået og bagtalt. Alt det de sagde, var enten løgn eller en forvanskning af sandheden. Jeg vidste med mig selv, at jeg hele vejen igennem havde forsøgt at gøre tingene ordentligt, og jeg prøvede at mildne Yohanas fornedrende hjemkomst ved at udstyre ham med en lille kapital, som kunne give ham en start på det nye liv. (At han valgte at feste de 10.000 op var hans egen beslutning, jeg kunne jo ikke styre hvordan han forvaltede sine muligheder.) Øj, hvor var jeg vred. Jeg kunne bestemt ikke sove og kunne bestemt heller ikke gå ned og være med til festen. Jeg havde allermest lyst til at hoppe i bilen og køre hjem, men havde jo en aftale med Yohana, så jeg bed tænderne sammen og holdt stand. Sent på natten blev der ro. Yohana dukkede op og forventede et lille afskedsknald. Jeg var nok ikke lige in the mood, men lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet. Kunsten for mig var at få ham med hjem til Svanholm, så vi kunne pakke færdig og nå i lufthavnen mandag morgen kl. 5. Det lykkedes ikke. Faktisk endte det med tre ture frem og tilbage mellem Humlebæk og Svanholm. Frem med forventningen om at Yohana nu ville med hjem og pakke – og tilbage til godset med tænder, der gjorde ondt af knusende sammenbidthed. Flere forskellige aftaler om, hvordan vi/han/han og Liv/ han og hele festen ville komme til lufthavnen mandag morgen blev indgået og droppet igen. I sidste ende blev det mig, der iført kæmpekufferterne, som jeg havde pakket, al min indestængte vrede og god en veninde fra Svanholm, som hentede Yohana i Humlebæk kl 02.00 nat og kørte videre til Kastrup Lufthavn. Vi så kort på hinanden, da han modvilligt traskede ud mod bilen. Dit blik sagde, det er ikke i orden Jeanette. Mit blik udtrykte al den fortvivlelse og sorg jeg havde over hele arrangementet. Vi mødtes ikke i forståelse. Og vi nåede aldrig at få talt om det med hinanden. Det beklager jeg stadig. Senere på året hørte jeg det. Du havde opgivet at leve med din voldelige mand og ville skilles. Alle puslebrikkerne, der først for alvor blev samlet efter din død, begyndte at ligge på bordet, men i et rodsammen, så ingen helt kunne se billedet alligevel. På den ene side havde mange oplevet voldsomme situationer med din mand – men du virkede så overskudsagtig og glad, at vi hver især kom i tvivl om hvad det egentlig var, vi havde oplevet. Ville jo heller ikke skabe falske rygter, hvis alt var så meget i orden, som du udstrålede. Da du kapitulerede, flyttede hjem til dine forældre og indledte forhandlinger med din mand om hans hjemrejse, gjorde du det stadig med stor respekt for ham. Vi havde fundet en billig rejse og sendte dig oplysningerne på den. Du responderede, at den ikke var så god, da der var mellemlanding i Nairobi, og du fandt det bedre, at han landede direkte i Tanzania. (Flere tanzanianere havde oplevet besværligheder med det kenyanske embedsværk). Nu har vi lært lektien på den hårdeste måde, man kan forestille sig. Du blev slået ihjel, før vi forstod det. Og hver eneste af os døde lidt indeni sammen med dig. Det har taget rigtig lang tid for mig at kapere, hvad der egentlig skete. Og endnu længere tid at forlige mig med følelsen af at have svigtet. At jeg måske kunne have hjulpet dig mere, end jeg gjorde. (Vi havde fundet flybilletter til din mand og tilbudt at hjælpe med transporten til lufthavnen, hvis det blev for svært for dig, men kunne vi have gjort mere?) Til din begravelse sang vi ’Op med hovedet min ven’. Den havde du sunget sammen med din familie, mens det hele havde set helt umuligt ud. Så uanset, at den egentlig ikke egner sig til fællessang, gjorde vi det. Eftertiden var meget svær. Flere var blevet så ramt, at de måtte holde pause fra dansen, enkelte holdt helt op. Når jeg tænker på, hvor hårdt det ramte mig, der slet ikke var blandt dine nærmeste venner, aner jeg, hvor hjerteskærende dine tætte venner blev ramt. Din gruppe manglede dig. Og på uhyggelig vis manglede de også din mand, selv om følelserne over for ham var helt umulige at få placeret. Mange var jo venner med jer begge to. Og mistede således to venner på en gang. Det var et meget sørgeligt forår. I dag har vi delvist forliget os med savnet. Vi taler om dig en gang imellem og bestemte sange får mig altid til at høre din stemme synge dem. Dit insisterende Ki!, Ki!, Ki!, for at få os til at ramme i de svære bunungulestykker. Det korværk du lavede over Njia yangu, Dine skælmske skæve øjne, når du havde sagt noget særligt sjovt. Fryden i dit blik og dit meterbrede smil, når trommer, dans og sang gik op i den højere enhed. Alt dette delte vi, og alt dette måtte vi bære videre alene. Til ceremonien ved din begravelse holdt jeg en lille tale. Jeg lovede på vegne af dansere, sangere og trommeslagere, at vi vil strække os til det yderste for at gøre det ordentligt -– sådan som du altid havde gjort. Spille, synge, danse og give hinanden det bedste vi har – kvalificeret og ordentligt. Jeg håber, at du ser, at vi gør, hvad vi kan, selv om det var bedre, om du var her til at hjælpe med at holde retningen.   Bonusinfo: Bloggen som opstod i forbindelse med Annes død, ligger fortsat online lige her: http://utamaduni.dk/AnneElAl/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2009 Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TOGO ESOME er en frivillig hjælpeorganisation baseret i Danmark. Vi består af tre veninder og to lokale vævere. Gennem vores arbejde forsøger vi at styrke den sociale infrastruktur i Togo, et af verdens mindst udviklede lande, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Baggrund for projektet Vores første rejse til Togo fandt sted i efteråret 2021. Trine kendte en lokal væver fra et tidligere samarbejde, og vi skulle besøge ham og se, hvad de lavede i hans workshop, som nu hedder Inana Textile. Desuden havde den tekniske skole i byen bedt om vores hjælp til at designe nye skoleuniformer… men det er en helt anden historie. Vi tog til den lille landsby Vogan for at besøge det lokale fængsel, hvor Inana Textile havde startet et lille pilotprojekt året før. Da vi trådte ind i det møgbeskidte, overfyldte, elendige, varme, ildelugtende fængsel, blev vi mødt af tre mænd, der badet i sved skabte de mest fantastiske, farverige kente-stoffer. Kente-vævning er en eksklusiv kunstform i de omkringliggende lande, der symboliserer familieforhold, status og meget mere. Disse mænd fortalte, hvordan de gennem et 3-årigt uddannelsesprogram i fængslet, arrangeret af den lokale virksomhed Inana Textile, skulle lære dette kunsthåndværk. Programmet ville på sigt give dem mulighed for at arbejde i Inana Textiles værksted efter endt straf. De nævnte også, at mange andre indsatte ønskede at deltage, men at pladserne i det overfyldte fængsel var begrænsede. Da vi så håbet i øjnene på disse mænd, blev idéen om at gøre en forskel født – både for de indsatte og deres familier uden for fængslet. TOGO ESOME betyder en lysere fremtid for Togo. Togos fængsler Togo har i mange år været præget af politisk uro, og som følge heraf er der ikke mange udenlandske investorer eller bistandsorganisationer til stede i landet. Men vi er her, og vi ved af erfaring, at den lokale befolkning er et meget viljestærkt og positivt folkefærd. Befolkningen i Togo er klar over, at for at forbedre levevilkårene skal den sociale infrastruktur styrkes. For at hjælpe med denne proces har vi slået os sammen med lokale virksomheder og entusiastiske individer, og vi arbejder sammen for at skabe positive forandringer gennem princippet om lokal empowerment. Det juridiske system i Togo fungerer ikke optimalt, og det kan tage år, før en person, der er anklaget for en forbrydelse, kommer for en domstol. Da det togolesiske retssystem ikke fokuserer på resocialisering, er chancerne for at skabe et godt liv for en person, der har været i fængsel, meget små. Når en mand sendes i fængsel, lider ikke kun han selv, men også hans kone og børn. De lider økonomisk, da familien bliver tvunget til at klare sig med en enkelt indkomst. De lider også socialt, da fængsling i Togo ses som et skamfuldt tabu, og mange familier oplever derfor social marginalisering eller udstødelse. Af disse grunde fokuserer vi i TOGO ESOME på at forbedre resocialisering mulighederne for indsatte. Dette er et område, hvor ikke kun enkeltpersoner, men hele familier kan drage fordel. Nuværende projekt I TOGO ESOME har vi i de seneste tre år søgt diverse fonde, solgt produkter og selvfinansieret opbygningen af en 350 m² stor workshop, hvor de indsatte efter “mesterlære-princippet” kan lære af hinanden i det 3-årige projekt. I august 2024 står byggeriet færdigt. Med denne udvidelse kan vi rumme flere indsatte i programmet og give dem et sikkert, dedikeret miljø til at lære og praktisere deres nye håndværk. To tidligere indsatte, JayJay og Amen, har påtaget sig opgaven med at undervise de indsatte, der ønsker at deltage i programmet. Deres erfaring og dedikation gør dem til ideelle mentorer, da de ikke kun er dygtige vævere, men også forstår vigtigheden af resocialisering og muligheden for en ny begyndelse. Støtte fra U-kassen U-kassen har støttet os ved at donere materialer til 4 nye væve, som er bygget af lokale tømrere. Denne støtte forbedrer uddannelseskvaliteten og øger programmets kapacitet. Vi er dybt taknemmelige for deres bidrag, som hjælper os med at give flere indsatte en ny chance. Af hjertet tak for støtten, Camilla Ulvedal Carlsen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Gennem flere år har vi bygget på bygning til at huse en daycare på vores kulturcenter i Nungua, og nu står det der parat til at blive godkendt af myndighederne, og så kan børnene begynde at komme dagligt. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Kærlige hilsener fra Johanne Shoma P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA Klik på linket ovenfor for at se alle filmene! Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19I Bagamoyo i Tanzania har vi, Rising Hope, sammen med nogle stærke modige kvinder i Tanzania, etableret et behandlingscenter for kvindelige stofmisbrugere i starten af 2018 – Womens Hope. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder  Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Golden Jubilee på Bujora 2018 I anledning af at kulturcentret Bujora fylder 50 år, sender Uffe Madadi os denne hilsen: Bujora Cultural Centre 1968-2018 50 years • Golden Jubilee [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...