Årsrapport fra “African Paradise”

African Paradise Clinic

African Paradise Clinic

Tak til U-kassen og dermed alle lejrens deltagere!

 

“African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal.
Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag.
Klinikken er gratis.

Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste års donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede.

Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe.


Dagligdag i klinikken
Mine gæster og jeg står op, når det passer os og spiser morgenmad under mangotræerne, hvis da ikke nogen skal på en tidlig udflugt langs stranden eller ud i mangroven og se på fugle.
Patienterne er vant til ventetid, så mange gange er der allerede dukket noget stykker op på dette tidspunkt. Især om søndagen, hvor den lokale klinik holder lukket.
Generelle problemer her er tandsmerter, malaria, fordøjelsesproblemer og sår, men kan også være alt muligt andet mellem himmel og jord.

Tandcement blandes nemt af zinkoxid og<br /> eugenol (fra kryddernellike)

Og fyldes forsigtigt i hullet.

Barfodslæge
I Danmark er jeg ikke læge, men det er jeg her, der er jo ikke andre! På klinikkerne kan lederen være (korttidsuddannet) sygeplejerske eller jordmor, men der er også nonner, der leder en lille klinik. Her er ingen “rigtige” læger. Det er alligevel utroligt, hvor meget man ved fra sin tid i førstehjælpsteltet, hvor lejrens læger og sygeplejersker har delt ud af deres viden, desuden almindelig sund fornuft, år med erfaringer samt min bibel: “Where there is no doctor”, som er et skattet opslagsværk.
Klinikkerne her lever af at sælge medicin, så ofte kommer folk med en recept på 3-5 forskellige mediciner, som de ikke har råd til. De har ikke fået at vide på klinikken, hvad de fejler og heller ikke hvilken medicin, der virker på hvad. Generelt får folk smertestillende, jern, antibiotika (der er kun 1 slags på klinikkerne) og af og til noget andet.
Jeg bruger derfor en del tid på at undervise. Det er faktisk utrolig hvor meget, der kan afhjælpes med bare undervisning, vand, sæbe og salt.

Troldmænd,- og kvinder
Jeg har oplevet folk med inficerede sår, der bare har fået smertestillende medicin på den lokale klinik. De har ikke råd til antibiotika eller til at få såret renset dagligt. I stedet går de så til en medicinmand/troldmand/kvinde, der oftest fortæller dem, at de er forhekset, og at det er grunden til såret. Der bliver så lavet et ritual, der skal ophæve forhekselsen. Troldmanden graver herefter ofte noget, der ligner en tand ud af såret. Første gang jeg hørte dette, bad jeg om at se den “tand”. Men nej, den måtte patienten ikke beholde, den var bare bevis på troldmandens dygtighed og skulle kastes langt ud i bushen. Herefter lægger troldmanden et grødomslag på såret – lavet af urter og bark.

Placeboeffekten – troen- her er enorm, både overfor medicinmænd og læger. Så måske er det det, der virker. Til gengæld er viden om årsag og virkning, kroppens anatomi samt hygiejne noget nær nul.
Her findes dog ogå dygtige medicinmænd, der f.eks. kan sætte brækkede lemmer sammen, og ved de få sociale problemer kan de være geniale.
Jeg kunne ønske mig mere samarbejde med dem og undervisning.

Diatou og jeg hilser fra jordemødrene i nabolandsbyen.

Forhaven i ”African Paradise”. 2 børn er patienter. Børnene får altid balloner og der bliver sørget for at de føler sig trygge. Personalet på klinikkerne hernede kan nogen gange være ret brutale, og autoritetstroen er meget stor.<br /> Det vil vi gerne gøre anderledes

Krisecenter
I år kom stedet her også til at virke som krisecenter i nogle uger. Aisha, en kvinde fra Guinea ville skilles fra sin kæreste, som bestemt ikke ville. Hun flyttede ind i et ledigt rum, og for en gangs skyld var porten til flodvejen lukket i en periode. En enkelt gang stod han udenfor og råbte, men 4 bestemte gamle tubabkvinder (hvide) fik ham til at gå. Vi splejsede, så Aisha kunne komme hjem med bussen.

En dag på klinikken
En mor fra Gambia har en syg dreng på ca. 8 år. Hun har allerede samlet penge sammen hos familien for at komme på et hospital og få en scanning. Beskeden, hun får fra hospitalet, opfatter hun sådan, at de ikke har kunnet se hans nyrer. Derfor rationerer hun hans vandindtag.

Så har hun hørt, at herude i Senegals bush er der en meget dygtig Marabou (troldmand). Hun rejser afsted med drengen, konsulterer marabouen, der ser på drengens store mave og udtaler: “Du giver den dreng for meget at spise med den store mave, han har”. Moderen rationerer nu drengens madindtag.
Hun kommer her med sin dreng, der har alle symptomer på under,- eller fejlernæring (mangel på protein): Tynde arme og ben, stor mave, hævet ansigt, håndled og ankler samt runde sår på benene.
Mens jeg snakker med moderen, giver en af stedets gæster drengen et stykke brød, som han kaster i sig med ryggen til sin mor.
Hun fortæller sin historie, og jeg viser hende derefter billedet i bogen af et barn med præcis de samme symptomer. Hun siger glædestrålende: JA!

Så går vi i gang. Vi er nødt til at starte med en ormekur, da det tit er derfor, børn ingen næring får ud af maden. Og så undervisning i hvordan man undgår orm – det er svært: Man må ikke spise af samme fad, da æggene sidder under neglene. Man får ormene der, fordi man bruger fingrene ved toiletbesøg. Desuden kommer de ind i kroppen fra jorden gennem bare fødder, så man skal også droppe bare fødder og have sko på altid. Og desuden vaske hænder og rense negle. Meget at huske på, og flere af tingene går jo totalt på tværs af kulturen, hvor man f.eks. altid spiser sammen og ikke altid har råd til hverken sko (de koster 6 kr.) eller en ske. Så vi starter altså med at købe sko og skeer. Derefter ormekur, derefter maden.


Leret finæltes og kommes i form.Leret fodæltes af Babus 3 medhjælpere, der efter at have set en film fra Tanzania troede så meget på projektet af de arbejdede hårdt i ugevis uden at få andet end morgenmad og frokost. Der blev dog råd til løn i den sidste ende.Næste patient har en kæmpe væskende byld på halsen: Rensning, forbinding og antibiotika. Desuden morfin til at sove på, han har ikke sovet i 2 dage for smerter. Ham ser vi hver dag de næste 10 dage og bliver rigtig gode venner. Efter endt behandling kommer han med en pose appelsiner og et glas næsten sort honning, der dufter vidunderligt.

Den næste har tandpine. Hver dag giver jeg flere nogle få dråber eugenol (hovedbestanddelen i kryddernellikeolie) i hullet, hvorefter smerten forsvinder og infektionen som oftest også – det er et vidundermiddel!
Hullet hos ham her er rent nok til, at jeg tør lave en nødfyldning (zinkoxid + eugenol). Med lidt held kan den holde i mange måneder og hindre madrester i at komme til hullet, og hullet i at blive større. Til den tid har han måske råd til den lokale tandlæge.

Ovnen bygges op.

Stenene tørres

Projekt brændte lersten
Jeg vil lige fortælle om årets vellykkede projekt med at brænde lersten, så man uden dyr cement kan få holdbare mursten. Her falder ca. hvert 5. hus sammen i regntiden, så det er et stort problem. Måske kan ideen bruges andre steder.
Knud-Erik Asak har været langvejs-konsulent på projektet. En gæst, der er keramiker – Helle Skov- har hjulpet med. Materialerne er betalt af den ene euro, mine gæster donerer hver dag til projekter, og jeg har betalt arbejdslønnen.

 

Brændingen tager 3 – 4 dage, hvor ilden skal passes dag og nat.

Første portion risskaller fyldes i.

Ler er her nok af. Efter flere forsøg fandt vi, at brunt og rødt ler blandet med lidt tørt græs var det bedste.
Leret transporteres, blandes og æltes sammen med fødderne.
Leret kommes i en jernform, vi har fået lavet – med samme mål som de gamle danske munkesten- og lægges til tørre i nogen dage. Stenene vendes, og når de er klar, bygges en “ovn” med trækkanaler, så ilden kan få fat, men ikke for meget fat. De yderste sten i “ovnen” bliver ikke gennembrændte, men kan så brændes igen eller bruges til indermure.
Som brændsel bruges risskaller, der ellers ikke kan bruges til noget. Asken efter brændingen kan derimod bruges til kompost, altså et miljøforsvarligt energiforbrug.

I 3-4 dage – dag og nat- holdes der øje med ilden, nye risskaller fyldes i fra oven undervejs. Temperaturen kommer op over 800 grader, så det tager et par dage for ovnen at køle af.

En meget glad og stolt ”murermester” med den perfekte brænding færdig.

Nu kan en sten ligge en hel dag i vand, uden at der sker noget med den.
Babu, som nu er “stenmester”, bygger nu et halvt hus af stenene og lader det stå i regntiden uden tag – det må overbevise hvem som helst om styrken på murstenene.
Når jeg kommer igen, bygger vi færdigt. Huset skal være helt uden det beton, der ellers bruges som støttepiller, til at holde taget, og over vinduer og døre. Babu skal lære at lave selvholdende rundbuer.
Desuden bliver vindueshullet muret op med gennemsigtige flasker = Voila – ingen udgift til træ,- eller metalrammer.

Tilbage i Danmark
Nu er jeg i Danmark igen og må sige, at jeg savner mit afrikanske liv, jeg savner patienterne, børnene, gederne, hønsene, solen, atlanterhavet og alle de gode venner i flere farver. Men til vinter går turen tilbage igen, gerne 5 måneder denne gang, hvis det kan lade sig gøre.
Planen næsten vinter er selvfølgelig at fortsætte med klinik og murstensprojekt. Desuden at få både en tandlæge derned og en læge, der kan operere for grå stær – en simpel operation, der forhindrer at folk bliver blinde.

 

Kærlig hilsen
Mette Lotus, nu regnskabsgruppen, tidligere førstehjælpstelt på lejren.

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...