På kultur- tur tilbage

Tanzaniatur 2013

Gensyn med Sukumaland. Mathias og jeg lå ovenpå vores rygsække på ladet af en motorcykel, da vi kørte fra Mwanza mod Bujora i starten af december. I den efterfølgende tid fik vi råderet over museets Landrover, som bærer Grenå produktionsskoles logo på siden, og vi brugte den til at komme ud over sletterne til ukendte egne og bekendtskaber med nye dansegrupper.

Som noget af det første besøgte vi, sammen med Anna og formanden og sekretæren for Bujoras dansegruppe, Jeshi-danserne i Bariadi. Mayunga er medicinmand og danseleder her og dertil overhoved for elleve voksne søskende, som alle er dygtige sangere, trommespillere og dansere. Historien om deres fars tragiske død lyder på, at han i en slangedanseroptræden ved et uheld slugte en sort cobra.
Jeshi- danserne parodierer militæret iført soldateruniformer, geværer af træ og til trommer, der lyder som skudsalver. I Bariadi mødte vi også zeze-mesteren Ikoli, og vi blev præsenteret for en dansestilart, vi aldrig før havde hørt om; Mpumulo, der danses til fløjte og store trommer.

På dagen, hvor vi skulle hjem til Bujora, slog vi et smut indenom høvdingen af Ndutwas hjem. Vi blev modtaget med overdådig morgenmad til spændende fortællinger om de traditionelle høvdingers forpligtelser og Chief Kishoshas personlige udvælgelse og indsættelse. Det er tydeligt for enhver, at Kishosha er en god høvding, for efter hans indsættelse har regnen velsignet regionen med frodighed og grønne marker, hvilket er det vigtigste bevis på en høvdings berettigelse til rollen som sit folks beskytter.
Vi fik herefter nogle dages afslapning på Bujora, hvor vi nåede til øvning hos Martinas dansegruppe, WanaCecilia og bununguledanserne i Wangoko samt på besøg hos gamle venner.

Og så kom den følelsesladede dag, hvor vi skulle tage vel imod vores kære Lunas familie og venner fra Danmark. Luna Kengela Hav forlod til alles store sorg denne verden i oktober, og hendes sidste ønske var at blive stedt til hvile i Sukumaland.
Renatus med følge blev mødt af et imponerende opbud af dansegrupper og familie i lufthavnen, og herfra fortsatte den ceremonielle fest i mange dage fremefter. Dansegrupper fra hele Sukumaland var blevet tilkaldt, og man optrådte for hinanden, sang sammen, spiste sammen, drak sammen og sov næsten ikke.

På dagen for fuldmåne tog alle i samlet flok ud til Victoriasøen for at sprede Lunas aske. Symbolikken i Lunas navn, Luna Hav (måne og hav), stod klar og smuk for alle. Høvding Kishosha velsignede Renatus og hver enkel af Lunas nærmeste, som herefter sejlede ud i to både med bununguletrommer og spredte asken over søen.
Om aftenen hjemme hos Renatus blev der danset, sunget, grædt og grinet, vi sendte sammen 30 lysende lamper ud i nattehimlen, og ingen i Sukumaland vil nogensinde glemme den rørende afsked, vi tog med vidunderlige Luna, som er dybt savnet af alle. Hvil i fred Luna Wangu.

Mathias, Anna og jeg tog senere ud til Mungu Wa Pilis bosted i Ntulya, hvor vi havde arrangeret at møde to zezegrupper. Zeze er en slags énstrenget violin, som vi også nogle gange kan være heldige at høre på Utamadunilejren. De gamle, rolige, ærværdige mænd på stedet tog godt imod os, og vi blev ledt ned på pladsen, hvor de unge mænd i legende, selvsikker stil først dansede for os og siden viste, hvordan de til daglig arbejder med hakker i marken til sang og musik fra zezen. Her var det sande bevis på, at de unge sukumaer stadig udvikler og har glæde af deres egen traditionelle dans og musik.

Mathias og jeg fortsatte vores rundrejse efter nogle dage på Bujora. Vi havde et stort ønske om at møde nogle særdeles originale hulepindsvinedansere fra Shinyanga, som vi havde set optræde mange år i forvejen; Kulwa og Dottos gruppe. Det viste sig at blive en lidt speciel oplevelse, fordi vi kom nogle dage for sent. De havde ventet på os, nogle var taget hjem igen, og oveni dét var der sket det ulykkelige, at en lille pige hos naboen var død, så der var begravelse samme dag, som vi ankom. Alligevel ville de gerne danse for os, da de var færdige, og vi fik oplevet et ret besynderligt show bl.a. med en gammel mand og hans cykel på et tag, akrobatik, teater, eksplosiv dans og en anderledes måde at spille bununguletrommerne på.

Dagen efter kørte vi til Isesa, hvor der var stor gensynsglæde, da vi mødte John Yamulinga, vores slangedanselærer som har været kulturgæst på Utamadunilejren i 2007 og 2009. Vi havde på forhånd sendt bud efter en bubilingi-gruppe og en bukomyalume-gruppe, og hele dagen gik med fantastiske optrædener. Der var tilmed pludselig et kirkekor, som syntes, de skulle give nogle numre, og vi så hakkedans med store hakker.

Vi fik også oplevet Johns legendariske gruppe, som havde fået fat i en virkelig stor pytonslange. Ni stærke mænd havde nogle uger i forvejen fundet og hentet slangen ud af en hulepindsvinegrav, og den var voldsomt bister og fremfarende. På et tidspunkt bed den sig fast i den alt for lille kasse, som den til dagligt bor i, og dens tand knækkede højlydt med et ggrrk. Det blev noget af en kamp at få den tilbage i kassen igen.

Tilbage på Bujora hyggede vi os i de sidste uger sammen med vores lokale venner samt de mange fra Danmark, der var i området; Seba, Anna, Nzoza, Mabiyu, Edwardi, Inge, Mitundwa, Renatus, Thobias, Birgitte, Perle, Naomi, Charlott, Mia og  Christian. Der var mange gode fester i kantinen, hos Renatus og på diskotek i Kisesa. Bununguledanserne fra Wangoko var flyttet ind hos Renatus, så de var hele tiden omkring og leverede skør underholdning og timelange sange både nat og dag.

I juledagene inviterede vi fem af de bedste sangere fra Bariadi til Bujora, og på tre dage fik lavet nogle helt fantastiske lydoptagelser med dem.
Vi inviterede også slangedanser- John på besøg hos os, og vi var med ham til en øver hos Maziku Group i Kisesa, hvor han overlegent viste dem, hvordan man danser rigtig slangedans. Til gengæld kunne de brillere med sogota, hakkedans og bulabuka, og det er en gruppe med stærke kræfter, som vi nok kommer til at høre mere til i fremtiden.

Der er sket megen forandring på de ti år, hvor jeg ikke har været i Sukumaland. Hovedvejen er lavet, så man slipper for at bumpe op og ned pga. huller, ligge sidelæns og køre på halvt asfalt, halvt jordvej. Alle har mobiltelefoner, og her mener jeg alle! Det er helt skørt, og de bruger dem hele tiden. De har ikke den samme telefonkultur som os, mobilerne bimler midt i samtaler, danse, sange og taler, og man besvarer opkaldene, ligegyldigt hvad man er i gang med. Mange nyrige tanzanianere fra byen har bygget flotte villaer i området, som snart har erstattet de små lerhuse på vejen op til Bujora. I Kisesa holder der flere motorcykelhold parkeret, som laver business på at transportere folk rundt på de små jordveje, og de lange gåture, man før i tiden fik sig udover rismarkerne, kan man nu betale sig fra med småpenge.
Og så alligevel er næsten alt det samme som før…
Man bliver modtaget med åbne arme af gamle og nye venner. Røgen fra de små bål, hvor kvinderne laver mad, stiger op mellem hytterne, akkompagneret af sang, grin og børnenes leg. Mændene går i marken med deres hakker på skulderen, markedspladsen summer af liv, trommerne buldrer om natten ved fuldmånetid, medicinmændene blander dawa, hyænerne hyler under stjernerne, og hærmyrerne vandrer uanfægtede videre i deres geledder.

På dagen for vores afrejse blev vi i god stil sendt af sted med gaver fra Bujora Museum, sang og Wangokos bununguletrommer. Sikke meget vi nåede på kort tid… Sikken en tur.

Bilolo-dansere fra Bariadi optræder til Lunas bisættelse.

Bilolo-dansere fra Bariadi optræder til Lunas bisættelse.

Bubilingi-fordanseren Kabasa.

Bubilingi-fordanseren Kabasa.

Bunungule...

Bunungule…

De ærværdige ældre hos Mungu Wa Pili.

De ærværdige ældre hos Mungu Wa Pili.

De seje motorcykelchauffører i Kisesa.

De seje motorcykelchauffører i Kisesa.

Hos Mungu Wa Pili.

Hos Mungu Wa Pili.

Hytte på Mungu Wa Pilis boplads i Ntulya.

Hytte på Mungu Wa Pilis boplads i Ntulya.

Jeshi-danserne i fuld uniform i Bariadi.

Jeshi-danserne i fuld uniform i Bariadi.

Johns gruppe og den bistre Pyton.

Johns gruppe og den bistre Pyton.

Kulwa og Dottos bununguletrommeslagere.

Kulwa og Dottos bununguletrommeslager.

Lunas venner og familie sejler ud på Victoriasøen for at sprede asken.

Lunas venner og familie sejler ud på Victoriasøen for at sprede asken.

Mathias spiller Bulabuka med Mayungas brødre.

Mathias spiller Bulabuka med Mayungas brødre.

Metho er WanaCecilias leder i slangedans.

Metho er WanaCecilias leder i slangedans.

Minyaro trækker publikum til under Wangokos optræden.

Minyaro trækker publikum til under Wangokos optræden.

Mpumulo-dans i Bariadi.

Mpumulo-dans i Bariadi.

Mpumulo-danserne i marken.

Mpumulo-danserne i marken.

Ngwanalitungas Bulabuka-dansere.

Ngwanalitungas Bulabuka-dansere.

Sangoptagelser i vores hjem på Bujora.

Sangoptagelser i vores hjem på Bujora.

Yngste medlem af Mpumulo-gruppen

Yngste medlem af Mpumulo-gruppen

Zeze til markarbejde, Bachonga Magembe Group

Zeze til markarbejde, Bachonga Magembe Group

Zeze-mesteren Ikoli fra Bariadi.

Zeze-mesteren Ikoli fra Bariadi.

Kærlige hilsener fra Johanne Shoma

P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA

Klik på linket ovenfor for at se alle filmene!

Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud:

Print Friendly, PDF & Email

One Comment:

Comments are closed

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2022-23:
    Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet:   [...] Læs mere...
    Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Chasasa Nursery – Pemba Her kommer en lille beretning fra planteskolen i Wete på øen Pemba. Først og fremmest vil Mbarouk på gruppens vegne gerne takke for støtten til vandforsyning på 4500 kr., som blev modtaget i 2020. [...] Læs mere...
    Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...
    Min 16. rejse til Sukumaland fordelt over 44 år. Alle unødvendige rejser frarådes. Det ligner mere et forbud, men det er ikke forbudt at rejse. Jeg bider hovedet af al skam og holder op med at se mig selv som samfundsfjende. Jeg SKAL til Usukuma. En enkelt person i vores omgangskreds er smittet. Vi skal mødes med nogen, som har været sammen med vedkommende, så vi kræver maske og to meters afstand. På Bujora plejer vi at holde et mindre bryllup hvert år, når vi ankommer. Vi medbringer i år en passende lagkage fra bageriet over for New Mwanza Hotel. Den forsvinder stille og roligt, mens vores venner besøger os en efter en, da vi er installeret i den sædvanlige hjemlige hytte. Opdatering fra min 16. rejse til Sukumaland i vinteren 2021 Vores lille hus i Makelu er nu færdigt, det mangler kun maling. Vores gode ven, maleren Gunze, har allerede været og tilbudt at male, det må blive til næste år. Da jeg ankom til Tanzania i år, led jeg af en frygtelig gang ischias i mit højre ben. Vi tog til den unge medicinmand Chabagi i Misungwi. Han gav mig noget medicin til at smøre på mit dårlige ben. Det har helt sikkert hjulpet. I skrivende stund er dårligdommen næsten væk. Ja, man må have tålmodighed med den slags og jeg har været til min første danseøver i lang tid. Chabagi er i øvrigt også specialist i dansemedicin. Han havde lige lavet en masse, som blev velsignet, mens vi var hjemme hos ham. I år var skrækken for corona helt drevet over i Tanzania og Malezu fulgte mig til Dar på hjemturen. Vi havde en hyggelig uge med vores gode ven maleren Mosher, som kender byen rigtig godt. Vi var på Coco Beach, på markedet og fiskemarkedet og inde ved butikkerne på hjørnet ved Mnazi Mmoja parken, som betyder parken med én palme, hvor man finder de nyeste kangaer og kitenge stoffer. Vi fandt kangaer med billede af den afdøde præsident Magufuli og den nye kvindelige præsident Samia Hassan. Vi har fundet et dejligt listigt lille sted helt nede ved havnen, hvor man får god mad og kolde øl. Ubongo, som er kælenavnet for Dar, er virkelig en charmerende storby. Kærlig hilsen fra Kirsten [...] Læs mere...
    Voggu børnehave i det fattige nordghana blev oprettet i februar 2020 af en gruppe unge mennesker, der havde bemærket problemet med, at de større børn ofte ikke kom ret meget i skole, fordi de skulle tage sig af deres mindre søskende, mens forældrene arbejdede i marken. Dette har ført til, at de unge ledet af en universitetsstuderende fra landsbyen – en lokal rollemodel – organiserede sig og fik sat gang i projektet. [...] Læs mere...
    Jeg sidder på mit arbejde og har meget svært ved at koncentrere mig. De sidste 18 dages oplevelser kører rundt i mit hoved, ansigter, sprog, situationer, lugte, danse, relationer, tårer af glæde og sorg. Går i gang med at skrive. Jeg retfærdiggør mit skriveri i arbejdstiden ved, at hvis jeg ikke skriver ned, kommer hele min arbejdsdag til hvert femte minut at blive afbrudt. Mit sind vil rejse 10.000 km sydøst og jeg vil sætte mig på en sten på Bujora. Jeg vælger nok den store med Sander Machombos runer, kigger ud over dansepladsen og lader myrerne bruge min arm som motorvej. Jeg fik at vide, at 17 dage er alt for kort tid. Det viste sig at være sandt. Men det var sådan det kunne blive. Shoma, Tinne, Maria og jeg rejste afsted fra København og et døgns tid og et misset fly senere, blev vi en varm og solrig eftermiddag budt velkommen af dansegruppen Wana Cecilia, Linda og Marco som havde ventet på os siden morgentimerne og derfor var i et godt og måske en anelse fuldt humør – af forventninger og varme Balimi. Det var en fuldstændig overvældende velkomst, og uden jeg vidste af det, satte jeg mig på et tog der tog fart og ikke er stoppet igen, heller ikke nu et døgns tid efter jeg er hjemme i Danmark igen.       Relationer vævet med silketråd Jeg er blevet flettet ind i et tæppe af venskaber, forbindelser, glæde, sorg og et fællesskab på tværs af sprog og kulturer som jeg troede jeg forstod. Nu hvor jeg ser det på nærmere hold, er det som så meget andet. Jo flere detaljer jeg opdager og får øje på, desto mere indser jeg, at jeg egentlig forstår meget lidt af det, der foregår. Det er en udveksling som bygger på så mange forskellige menneskers eksistens, væren og fortællinger og det store tæppe er vævet i fællesskab, nogle gange bevidst og andre gange uden vi selv ser det. Vi påvirker hinanden – os som kommer på besøg eller kommer for at blive, og de som byder os velkomne med åbne arme. Alt hvad vi gør, skaber reaktioner på godt og ondt. Der kan ikke eksistere skønhed uden det grimme og omvendt. Men jer ser at der er mere skønhed og glæde i vores kulturbro, end smerte og sorg. Selvom jeg har meget at lære, havde jeg en alligevel sær, ubeskrivelig fornemmelse af at forstå forskellige situationer, omend jeg hverken nåede at blive særligt god til kiswahili eller kisukuma. Jeg blev skarpere til at aflæse kroppe, ansigter og stemninger. Tog aldrig nogle steder hen uden min lille røde notesbog, som blev brugt til alt fra tegninger, lege, kryds og bolle og min egen interimistiske ordbog. Jeg ser frem til at komme tilbage og gense alle mine nye bekendtskaber, udvide min forståelse og væve lidt videre på tæppet. Vi ses på sommerlejr 2022, hvor I finder mig i opvasken eller bag Bununguletrommerne. Hilsen Clara [...] Læs mere...
    Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted, hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...