UTA-TALKS

Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17.
Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage.
Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er.
Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar!
Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3

Madelene og Louise

Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast.
Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt!

Bibliotekstteltet ved nattetide….

Comments are closed.

  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TOGO ESOME er en frivillig hjælpeorganisation baseret i Danmark. Vi består af tre veninder og to lokale vævere. Gennem vores arbejde forsøger vi at styrke den sociale infrastruktur i Togo, et af verdens mindst udviklede lande, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Baggrund for projektet Vores første rejse til Togo fandt sted i efteråret 2021. Trine kendte en lokal væver fra et tidligere samarbejde, og vi skulle besøge ham og se, hvad de lavede i hans workshop, som nu hedder Inana Textile. Desuden havde den tekniske skole i byen bedt om vores hjælp til at designe nye skoleuniformer… men det er en helt anden historie. Vi tog til den lille landsby Vogan for at besøge det lokale fængsel, hvor Inana Textile havde startet et lille pilotprojekt året før. Da vi trådte ind i det møgbeskidte, overfyldte, elendige, varme, ildelugtende fængsel, blev vi mødt af tre mænd, der badet i sved skabte de mest fantastiske, farverige kente-stoffer. Kente-vævning er en eksklusiv kunstform i de omkringliggende lande, der symboliserer familieforhold, status og meget mere. Disse mænd fortalte, hvordan de gennem et 3-årigt uddannelsesprogram i fængslet, arrangeret af den lokale virksomhed Inana Textile, skulle lære dette kunsthåndværk. Programmet ville på sigt give dem mulighed for at arbejde i Inana Textiles værksted efter endt straf. De nævnte også, at mange andre indsatte ønskede at deltage, men at pladserne i det overfyldte fængsel var begrænsede. Da vi så håbet i øjnene på disse mænd, blev idéen om at gøre en forskel født – både for de indsatte og deres familier uden for fængslet. TOGO ESOME betyder en lysere fremtid for Togo. Togos fængsler Togo har i mange år været præget af politisk uro, og som følge heraf er der ikke mange udenlandske investorer eller bistandsorganisationer til stede i landet. Men vi er her, og vi ved af erfaring, at den lokale befolkning er et meget viljestærkt og positivt folkefærd. Befolkningen i Togo er klar over, at for at forbedre levevilkårene skal den sociale infrastruktur styrkes. For at hjælpe med denne proces har vi slået os sammen med lokale virksomheder og entusiastiske individer, og vi arbejder sammen for at skabe positive forandringer gennem princippet om lokal empowerment. Det juridiske system i Togo fungerer ikke optimalt, og det kan tage år, før en person, der er anklaget for en forbrydelse, kommer for en domstol. Da det togolesiske retssystem ikke fokuserer på resocialisering, er chancerne for at skabe et godt liv for en person, der har været i fængsel, meget små. Når en mand sendes i fængsel, lider ikke kun han selv, men også hans kone og børn. De lider økonomisk, da familien bliver tvunget til at klare sig med en enkelt indkomst. De lider også socialt, da fængsling i Togo ses som et skamfuldt tabu, og mange familier oplever derfor social marginalisering eller udstødelse. Af disse grunde fokuserer vi i TOGO ESOME på at forbedre resocialisering mulighederne for indsatte. Dette er et område, hvor ikke kun enkeltpersoner, men hele familier kan drage fordel. Nuværende projekt I TOGO ESOME har vi i de seneste tre år søgt diverse fonde, solgt produkter og selvfinansieret opbygningen af en 350 m² stor workshop, hvor de indsatte efter “mesterlære-princippet” kan lære af hinanden i det 3-årige projekt. I august 2024 står byggeriet færdigt. Med denne udvidelse kan vi rumme flere indsatte i programmet og give dem et sikkert, dedikeret miljø til at lære og praktisere deres nye håndværk. To tidligere indsatte, JayJay og Amen, har påtaget sig opgaven med at undervise de indsatte, der ønsker at deltage i programmet. Deres erfaring og dedikation gør dem til ideelle mentorer, da de ikke kun er dygtige vævere, men også forstår vigtigheden af resocialisering og muligheden for en ny begyndelse. Støtte fra U-kassen U-kassen har støttet os ved at donere materialer til 4 nye væve, som er bygget af lokale tømrere. Denne støtte forbedrer uddannelseskvaliteten og øger programmets kapacitet. Vi er dybt taknemmelige for deres bidrag, som hjælper os med at give flere indsatte en ny chance. Af hjertet tak for støtten, Camilla Ulvedal Carlsen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære Utamaduni Nyhedsbrev læsere, Så sidder jeg her på vores terrasse med morgenkaffen en kølig lørdag morgen i slutningen af marts måned. Solen har været hård ved Sukumaland den sidste måned og vi råber alle på regnen. Januar og februar var nogle fantastiske måneder med godt med regn og stor optimisme. Alle havde travlt i rismarkerne, først med tilberedningen af jorden og senere med udplantning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25”EN PALMEHYTTE ER DA OPPE I TRÆERNE” – et lærerværelse til Pebi Der blæser altid en frisk brise på ’lærerværelset’ ved landsbyskolen i Pebi. Et langt stenkast fra stranden og rejst på stolper helt op blandt kokospalmernes skygge er der opført en lille hytte, på stranden i Ghana. Det var et dansk påfund at have en hytte oppe i træerne og først var ghaneserne noget skeptiske. Men da det viste sig, at der var både skygge og en let brise, har hytten udviklet sig til at udgøre et vigtigt samlingspunkt. Men desværre faldt et palmetræ under en storm ned over hytten. Desuden var elinstallationerne meget ringe, ligefrem farlige. Derfor søgte vi U-kassen om hjælp til at få hytten ordentligt på fode igen. Den nyrenoverede bygning fungerer til daglig som et lærerværelse, hvor skolens 7 dedikerede lærere kan forberede deres undervisning i gode omgivelser. Dette har en positiv indflydelse på lærernes arbejdsforhold og gør, at de har nemmere ved at kunne forberede sig godt. Hytten anvendes desuden også til officielle møder, når der er besøg fra myndighederne. Det sker ofte, idet skolen har ansøgt om at blive godkendt som statsskole, så de kan få tilsendt uddannede lærere og komme med i en skolemadsordning. Men det er også her, skolens ledelse og lærere sammen kan drøfte undervisningsplaner, pædagogiske strategier og øvrige organisatoriske spørgsmål, hvilket styrker skolens interne samarbejde og beslutningsprocesser. Ud over sin primære funktion som lærerværelse fungerer hytten også som overnatningssted for frivillige, der besøger skolen. Den spiller derudover også en vigtig rolle i det sociale og kulturelle liv ved ofte at blive anvendt ved skolens fester og fejringer, hvor både elever, lærere, forældre og lokalsamfundet samles til dans og underholdning. Man kan sidde i skygge under hytten og er er masser af plads rundt omkring den. Dette har styrket sammenholdet i landsbyen og skabt et vigtigt mødested, hvor glæde og traditioner deles. Renoveringen af hytten har således været en vigtig investering for både skolen og lokalsamfundet. Fremadrettet er der planer om yderligere forbedringer, herunder etablering af sanitære faciliteter og måske en lille køkkenafdeling, som vil øge komforten for både lærere og frivillige. Af og til modtager man også en gæstelærer, der vil kunne bo der. Så er det nemmere at få opbygget kapaciteten blandt lærerne, der ikke er uddannede, men klarer sig med alle de gode råd og kurser, der kan skaffes til dem. Og hytten er meget mere end blot en bygning – den er blevet et symbol på fællesskab, læring og udvikling. Særligt fordi forældre og lærere tager sig godt af den og holder den ved lige. De er stolte af dette vartegn oppe i træerne. Med fortsat støtte og vedligeholdelse vil hytten forblive en værdifuld ressource for skolen i Pebi og i lokalsamfundet​. Så er der altid et mødested, når danskerne kommer på besøg, men endnu vigtigere; en hytte, der kan anvendes til både hverdag og fest. Hvem havde troet det, da vi fik ideen om en hytte oppe i palmetræerne! Regnskabet for projektet ser således ud: Elinstallationer 965 kr. Renovering (træ, tagplader, søm, maling, net til vinduerne mm.) 3960 kr. Gulvbelægning 357 kr. Total: 5282 Vi har fået en meget detaljeret rapport om regnskabet, ned til mindste søm. Pengene er blevet anvendt godt og til formålet, hvilket to danske frivillige oplevede ved selvsyn, da de var på besøg. Det er dejligt, at U-kassen endnu engang har gjort en forskel, ved et lille lokalt projekt, der har brug for alt den støtte og opmærksomhed, vi kan skaffe. Endnu engang tak til alle de lejrdeltagere, der gør dette muligt. Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Når vi får kulturgæster i år – efter flere lejre uden gæster fra Tanzania, fordi stramninger i visumregler har forhindret besøgene – kunne det ikke være bedre end at det netop er medlemmer af Kisesa B, som skal på den lange rejse. Allerede for to år siden var hele balladen med fødselsattester, civilstandsdokumenter, pas, invitationer, visumansøgninger og garantibeløb sat i værk. Gæsterne glædede sig. Vi glædede os. Og så fik de afslag. Der blev grædt mange tårer på begge kontinenter. Heldigvis er der kræfter, der formår at komme op på hesten igen. En klage over kendelsen blev indgivet. Og endelig er den blevet behandlet og vi fik medhold. Kulturgæsterne kan komme på lejr i år. Jeg har kendt Kisesa B siden 2003, hvor jeg var en måned i Tanzania med familien. Far, mor og 3 børn. Vi boede på Bujora i Sebas hus og jeg hørte trommer. Hakketrommer – endda lyden af danse jeg kendte. Jeg spænede over på den store åbne plads hvor dansegruppen øvede og greb en hakke. Stod med en flok måbende småunger helt nede bagved (ja altså ikke på allerbagerste række, hvor man utilsigtet kan havne som fordanser, når hele gruppen roterer, men på anden bagerste børnerække). Jubijæææh, jeg dansede med en rigtig tanzaniansk dansegruppe og vi dansede noget jeg kendte hjemme fra Ikumbo. Det var stort. Der gik ikke mange minutter, før danselederen kom min vej og opfordrede mig til at sætte mig ned og slappe lidt af. Nej nej, smilede jeg, jeg er slet ikke træt. Han blev skarp og insisterede. SÆT DIG NED! Ok ok. Jeg satte mig ned og var forbløffet. Overbevist om, at jeg måtte lege med senere. Uden at være klar over noget (det var min 2. gang i Tanzania og såvel min kulturelle forståelse, som mit swahili var meget beskedent). Uden at fatte, hvad der skete, var jeg havnet midt i en konflikt mellem dansegruppen og det kirkelige overhoved, som betød, at der skulle penge på bordet til kirken, hvis jeg skulle danse med i gruppen. Alting handler om penge. Jeg måtte over på kontoret hos overpræsten og sidde skoleret og undskylde, at jeg sådan bare kastede mig ind i dansen, uden af have betalt for undervisning. Det var simpelt hen så uforståeligt for mig. Når vi får gæster i Danmark, er de altid hjertens velkomne i grupperne, uanset om de er kulturgæster eller nogens private venner eller kærester. Og man talte så meget om gæstfriheden i Tanzania – hvad forgik der? Præsten var indbegrebet af arrogance. Han sad med siden til under hele samtalen og bladrede adspredt i en bunke krøllede papirer undervejs. Jeg skulle virkelig ikke tro, at jeg var nogen. Så snart jeg sad på lave stol i det lillebitte steghede kontor, lod han mig forstå, at jeg havde overskredet alle grænser for gæstebud – og at jeg måtte hoste op med nogle penge, hvis jeg skulle danse. Jeg var fuldkommen målløs. HVAD? Betale for at danse? Jeg skulle jo ikke have undervisning, bare danse med ud af kærlighed. Der skulle ikke gøres særlige foranstaltninger for min skyld – jeg stod gerne på andenbagerste sammen med ungerne. Vi blev ikke rigtigt enige om noget. Han ville sætte en særlig workshop op for mig og nævnte et beløb, som man kunne købe en hel ko for. Jeg blev stædig og sagde nej tak. I 2003 var der kun en dansegruppe på Bujora og jeg græd mine modige tårer. Jeg havde sådan glædet mig til at være i Tanzania og give vores 3 unger oplevelsen af, hvad det går ud på med al det der danseri. SMSede med min danseveninde Ditte og beskrev min frustration. (Det var før internettet, så korrespondancen var skidedyr og tilstræbt kortfattet). Ditte havde været i Tanzania året før, så hun forstod min kvide. Gå ned til Kisesa B. Du spørger bare en lokal om at vise vejen. De vil tage imod dig på passende vis. Min mand Søren Idokesbror havde en rigtig god tilgang til at gå på visit. Når vi kom hjem til nogen, sørgede han altid for at medbringe noget kød, ris, sukker og olie – både for at give en værtsgave og for at sikre, at vi ikke åd familiens sidste høne. Altså kom vi ned ad vejen, fulgt af ungernes legekammerat Frankie, med ingredienser til et velkomstmåltid. Før mobiltelefonens oprindelse. Altså helt uvarslet. Vi kom ikke på en øvedag. Kisesa B har altid øvet fredag og mandag. Og det gør de stadig. Men glæden over at have fået gæster (kombineret med begejstring over hvor meget Søren lignede Idoke) udløste heftig aktivitet. Kvinderne tilberedte de medbragte fødevarer og mænd og drenge fik stampet dansegruppen op af hullerne og så blev der danset bunungule. Vi var hjerteligt velkomne. I en sådan grad, at mine fodbolddrenge også kom på dansesandet. Den havde jeg ikke set komme. Den måned står stadig tydeligt i mine børn. Det skønneste var at komme ud på landet til Kisesa B, slå vores telt op og lege, danse og synge. En dag vi voksne skulle til begravelse andetsteds, passede familien og Frankie de tre børn, som havde en dejlig dag uden forældre. Vel at mærke uden et fælles verbalt sprog at gøre godt med. Lattermildheden og den venlighed alle gæster omgærdes af bar det hele. Stemningen i Kisesa B er den samme i dag. Også selvom der er blevet bygget helt vildt og husene nu ligger inde i en landsby, med en højrøstet moske som bagnabo. Medlemmerne er ikke de samme. Gruppen bæres i høj grad af børnene af dem, jeg kendte fra dengang. Forfærdeligt mange af de gamle er døde. Og de få overlevende har brændt lysene i begge ender og lidt på midten, så de er i en sørgelig forfatning. Der blev drukket og røget igennem dengang. Det slider på systemet. Alle grupper har op- og nedgange. Der var en periode, hvor man kunne høre hønsene kagle og hundene glamme på gårdspladsen ved Anders Shagembes hus. Trommerne var gået til og der var ikke penge eller energi til at reparere dem. Gruppen sov. Her kom Sabina (Tak, tak TAK!) ind på banen og finansierede trommernes og gruppens genopstandelse. Sabina bor i Danmark, arbejder som en hest og bruger en stor del af det hun tjener på aktiviteter, der gavner familien i Tanzania. Det er almen viden, at uden Sabina, ville der ikke være liv i gruppen nu. I dag består Kisesa B af anden generation af familien Milundumo med venner. Der mindre alkohol i dagligdagen og hashen er fortrukket væk fra dansepladsen og ned bag en gruppe træer, så gæsterne ikke udsættes direkte for tågerne og kun de, som ryger, deltager i den aktivitet. De unge drenge og de få piger danser stadig bunungule. Tilsat sogotha og bula buka, når trommerne er i form til det. Shabani spiller tromme 2025 Kisesa B anno 2006 var meget stærke sangere. Gamle Milundumo formelig sprøjtede sange ud af ærmerne og der blev sunget til enhver øver. Meget, smukt og stærkt. Den tradition er ikke gået så stærkt i arv. Selv om vi taler om det på møderne, formår gruppen ikke at gennemføre decideret sangundervisning og en del af medlemmer mumler lidt i skabet, fordi de hverken kan huske ord eller toner. Det er til gengæld det eneste, der bekymrer mig omkring gruppen. Der er så stærke kræfter, som driver værket, at de småknægte, der hænger ud på de bagerste rækker eller omkring træbommen, som trommeslagerne sidder på, nok skal tage over og drive gruppen videre til næste generationsskifte. Øver på en ganske almindelig mandag aften Gamle Milundumo er her endnu! Efter hver øver er der møde. I år var jeg så heldig, at gruppen valgte at gennemføre møderne på swahili, i stedet for deres foretrukne sprog sukuma. Hvis man ved hvor glade sukumaerne er for deres sprog, forstår man hvilken gave og udtryk for respekt for mig det er, at de i to måneder talte swahili til møderne. Alle møder er lange og indledes med at formanden takker for dagens øver og udtrykker, at den har været god. Herefter er der navneopråb, hvor sekretæren noterer de tilstedeværende i den store sorte bog. Udebliver man fra en øver udløser det en bøde på 50 tsh. Jeg var forhindret af aktiviteter vedrørende mit husbyggeri en fredag og til næste øver fik jeg til gruppens udtalte begejstring en bøde. Sekretæren råbte mit navn op. Da jeg svarede ipo, jeg er her, sagde hun lige så tørt: Du har et H. H for haipo (hun er her ikke). Jeg betalte min gæld og var tilfreds med at være så meget en del af gruppen, at jeg indgår i deres bøderegnskab. Efter navneopråbet diskuteres hvad der rører sig. Når man vil tale, beder man formanden om ordet og når man taler står man op og indleder sine ord med at takke formanden for ordet. Alt sammen så underligt formelt, set med danske øjne. Mørket lægger sig. Det bliver køligere og moskitoerne har en fest. Somme tider er folk alvorlige eller vrede, men de store grin ligger hele tiden lige under overfladen, klar til at bryde ud, når en af gruppeklovnene siger noget sjovt. Et af de sidste efterøver-møder inden jeg rejste hjem for i år var en overraskelse. Vi havde haft en gruppe danskere på kursus et par uger og det var tid til evaluering. Der var sket småfejl i undervisningen og der var indgået flere kæresteskaber end normalt. Begge emner blev diskuteret og alle har taleret uanset status i gruppen. Der er ikke tradition for at man skal blive enige via dialog – i stridsspørgsmål er det i sidste ende formanden, som slår streger under facit. De streger slås efter, hvad der gavner familien og gruppen – mere perifere medlemmer har taleret, men ikke så stor indflydelse, som de der er født ind i gruppen. Det affinder alle sig med. 2 dage tidligere havde jeg haft besøg hjemme i mit nybyggede hus. Brødrene James og James kiggede forbi, for at beskue byggeriet og for en snak. Jeg kom med nogle af mine betragtninger angående et par af de unge dansedrenge, som synes mere optagede af at få en dansk kæreste, end af at kunne deres shit. Som maser sig op på forreste række for at flashe, uden at mestre undervisningens kunst. De kan blive rigtig gode dansere, men I er nødt til at forklare dem om ydmyghed og vigtigheden af at stå nede i rækkerne, indtil man for alvor husker hvordan dansen går. Ellers bliver de til de der irriterende Michael Jackson wannabees, som mange grupper trækkes med. Både i Danmark og Tanzania. De mangler forståelse for gruppen og er for optagede af sig selv. (Synes jeg, det her er jo min historie). Til mødet diskuteres emnet om undervisningens kunst. Pludselig siger Lille James: Shenede, du har nogle overvejelser omkring dette emne, værsågod at komme med dem nu. Jeg blev ret paf, men måtte bide i den sure mango og rejse mig. Takke formanden for ordet og fortælle mine overvejelser direkte til drengene. Det var meget uvant for mig med så direkte kritik. Men jeg er medlem af gruppen og det forventes, at jeg bidrager. Også fordi jeg er gammel – respekten for alderens visdom er udbredt. Der sker ikke store forandringer på baggrund af et enkelt møde. Men ærligheden, modet og den direkte tale, kunne vi godt bruge mere af i grupperne i Danmark. Vi bryster os af flad struktur, men der er forskel på folk og mange ting bliver aldrig diskuteret i plenum. Mødet er åbnet Festen synges i gang Slagterdrenge Tæt på hjemrejse holdt vi en fest for at fejre husbyggeriet og livet i al almindelighed. Søde venner fra Danmark havde hjulpet med skillinger, mine var forsvundet i byggerodet. På selve festdagen kom vi sent i gang og jeg tonsede rundt med tømmermænd og værtindestress. Så kom dansegruppen og fik sat gang i både det praktiske og det kulturelle. Nogen stod for at slagte Fætter Fedtfår, andre hjalp med at slæbe stole og service udlånt af landsbylauget. De fleste hjalp til med at drikke nanasi, spise velkomst-stegt blod og indvolde og synge festen i gang. I allersidste ende, var det også medlemmer af dansegruppen, der lykkeligt lallede hjem efter en vældig dag med masser af mad og drikkevarer. Masser af trommer og dans. Masser af sang ved bål. Masser af det hele. Det er selvfølgelig ikke hele gruppen, der skal til Danmark. Men 5 medlemmer er nok til, at vi kan få et pust af glæden, varmen, ilden og trommerne fra Kisesa B på årets lejr. Med lidt held skruer undervisningsministrene programmet sammen sådan, at vi får shindano – dansekonkurrence mellem slanger og hulepindsvin. Så må vi se om slangedanserne tør stille op mod os, i absolut stærkeste holdopstilling. Hvem ved om vi synger: Kyega kama bata ga Kuyega kama bata Bayeye maluha bakuyagi maluha bamayoka Ga kuyega kama bata Jeg bevæger mig som en glad and De stakkels slangedansere, der bare har kun en slange at gøre godt med Jeg bevæger mig som en glad and (Drillevise fra banungule (hulepindsvinedansere) til bayeye (slangedansere)). Glad som en and i vand Kuyega kama bata ga Kikome (sang ved bålet) 2025 Det bliver en vild lejr i år Du kan godt begynde at glæde dig! Hilsen Shenede [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Street Chrildren food program I 2019 ansøgte Nafsi Africa Acrobats Utamaduni U-kasse om penge til finansiering af ”Nafsi Africa Street Chrildren food program”. Støtte skulle gå til et program, der gør det muligt for gaderbørn at lære at vaske hænder, få gratis måltider og forbinde dem til støtteorganisation. Nafsi tilbyder overnatning, mad, rent vand, forældrevejledning, uddannelsesvejledning og akrobatik. De gadebørn, der drager fordel af Nafsi gadebørnsprogram, er alle indbyggere fra forskellige regioner i Kenya, der bor på gaderne i Nairobi, Kenya. Nogle er forældreløse og andre lever i ekstremt fattigdom, eller i ødelagte familier, som ikke ville være i stand til at sende dem i skole uden støtte fra eksterne organisationer. Nafsi modtog 4500kr fra Utamaduni’s ukasse. Projektstart blev dog udskudt da Nafsi turnerede i Europa indtil November 2019. Det blev aftalt at pengene skulle sendes i det nye år. Johanna Sandberg ansvarlig, for at sende pengene tog dem med til Rwanda for at sende dem derfra og inden det blev gjort gik landet i lockdown på grund af Covid-19. Derfor er aftalen at pengene bliver sendt afsted så snart vi er ude af lockdown og det er muligt for Nafsi at starte projektet i sommeren 2020. Endeligt evaluering blive gjort start 2021. Nafsi takker Utamaduni for at støtte gadebørnene i Nairobi,Kenya og deres forsatte støtte til Nafsi. Mvh Johanna Sandberg     U-kassen har støttet dette projekt med 4.260 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Kærlige hilsener fra Johanne Shoma P.s. Vi filmede nogle af de grupper, vi besøgte, og vi har lagt lidt klip ud på Utamaduni Archives Youtubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCQKPbAmQpfdn2rOqnEvoWzA Klik på linket ovenfor for at se alle filmene! Her kan du se et eksempel på en af de film Mathias og Shoma har lagt ud: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Kære Ukasse og foreningen Utamaduni. Lige her og nu sidder jeg i et regnfyldt Tanzania, en regn som har stået på siden december måned, ja til glæde for os alle, som dyrker jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2024-25Kære U-kasse. Jeg vil gerne sige kæmpe stort TAK for støtten til Lægehuset Zahanati ya Mbore. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Daycare Abrani er etableret af en gruppe kvinder fra Abrani for ca. 18 år siden, da de indså, at mødre havde brug for at få passet de små børn fra ca. 1,5 år, nå de skulle ud og arbejde med jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Kære Utamadunifolk Februar … Slam, så starter den næste lejr op. De første undervisere ringer, bestyrelsesmøde, generalforsamlingen banker på. Det føles lidt som en lejr torsdag morgen, når man vågner efter slammeraften og et søvnunderskud, man ved det bliver en fed dag, men man kan ikke helt se det endnu 🙂 Utamaduni gruppen har med afsæt i besøget inviteret disse 4 personer fra Sukumaland: Udover at opleve Utamadunilejren , vil de 4, mens er i Danmark, komme en hel del rundt på besøg og arbejde. Foreløbige forhåndsaftaler og tilsagn: Gæsterne skal aktivt indgå i udstillingen ‘De dødes liv’ på Moesgaard Museum, hvor WanaCesilia også optrådte i 1973. De skal sammen med herboende sukumaer bygge forfader-hytter og indvie dem ved en ceremoni. Rundvisning og optræden på Kvindemuseet, Århus Workshop til WannaDance, Århus Workshop på Gøglerproduktionsskolen, Århus Workshop på Århus Friskole Besøg på Svanholm Landbrugskollektiv, Skibby Besøge venner og dansere på Christiania Workshops i dansegrupperne: • Dansegruppen Igokoloo, Kbh • Dansegruppen Ikumbo, Kbh • Dansegruppen Malingo, Silkeborg • Dansegruppen Vipepo, Århus • Dansegruppen Manongo, Göteborg Video med WanaCesilia dansegruppen 2014:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Må jeg introducer jer for Hope Relief Orphans Village, som U-kassen sidste år støttede med 5000kr til indkøb af et overrislingsanlæg. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Tak for støtten til byggeri af en ny Daycare på kulturcenter i Nungua! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Hvert år uddeler Utamadunis U-kasse cirka mellem 30 og 40.000 kr til projekter med forbindelse til lejrens deltagere. U-kassen kan støtte med op til 5.000 kr, og eneste ‘modkrav’ er,  at der skal skrives en rapport/artikel om projektet til årsmagasinet. Dem finder du både her i Mwaka Huu og på U-kassens hjemmeside. Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2015: I 2015 gav U-kassen støtte til følgende projekter: Educate Now, Ane Pind Bagge Educate Now er en forholdsvis nystartet forening (2012) med base i Aarhus, der har til formål at ydes tøtte til børn og unge i Sukumaland, primært med fokus på piger og unge kvinder. I Educate Now er overbevisningen at uddannelse er vejen frem, da det kan hjælpe de unge med, i højere grad, at tage kontrol over deres eget liv og søge beskæftigelse indenfor områder, der interesserer dem. Læs mere her Kili Kids Centre, Sofia Asak Kili Kids Centre er et børnehjem, der ligger ca. 20 km udenfor Moshi, Tanzania. Det åbnede i 2011, stiftet af en australier efter 2 års fundraising. Det er et miljøvenligt børnehjem, der driver et bæredygtigt landbrug hvorfra de får grøntsager og frugter. Pt. bor der 26 piger og drenge i alderen 2-14 år. Læs mere her Nyanguge Developement Foundation, Knud Erik Nyanguge Developement Foundation har ansøgt om computere til tre skoler og et landbrugscenter, der ligger i Nyanguge kommune. Computer kendskaber er ved at blive en vigtig del af skolesystemet i Tanzania, og derfor donerede Region Midt/Vest 80 desktop computere i 2015. Ukassens bidrag gik til transporten af disse til Tanzania. Læs mere her Klinik, Abene i Senegal, Mette-Lotus Klinikken ligger i en lille fiskerlandsby, Abene, hvor Mette hjælper befolkningen med små som store medicinske problemer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2003Magasinet udkom i 2003 for første gang som en digital udgivelse. En PDF blev udsendt til alle medlemmer, og du kan hente den her: Utamaduni-nyt 2003 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Artikel fra “Tidsskrift for idræt”, Februar 2000, udgivet af Dansk Idrætslærerforening. Artiklen er altså 26 år gammel! Gennem mere end 20 år har Utamadunigruppen bygget en bro af kultur mellem Danmark og Tanzania Utamaduni Dance Troupe I dag (År 2000) består Utamaduni Dance Troupe af 4 Tanzanianere og 10-12 danskere, der arbejder professionelt med musik, krop og kultur fra Tanzania, ved at turnere rundt på skoler, institutioner med videre med levende kulturformidling. Medlemmernes baggrund og indfaldsvinkel til arbejdet er meget forskellig, og omfatter alt lige fra at være født ind i kulturen, til musik- og bevægelsespædagog, teatermusiker, reklametegner, skolelærer, og udstationeret bistandsarbejder med mere. Gruppens størrelse varierer fra tid til anden, da der ofte er et par af os, som er på studie- og arbejdsophold i Tanzania. Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive det, vi mødes om: NGOMA, som betyder: Trommer, dans og musikalsk samvær. Ngoma er også navnet på den CD, som Utamaduni Dance Troupe netop har udgivet med mere end en times trommemusik, sang og dans. Du kan bestille Cd’en ved at sende en e-mail til cd@utamaduni.dk, eller ringe til undertegnede på 2028 2523. Mads Bischoff Utamaduni Dance Troupe Du kan lytte til Utamaduni CDen her: https://sange.utamaduni.dk/ngoma-afrikansk-dans/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Åbningen af SALAMA KULTURARVSCENTER, 5. januar 2026 De var i gang med at opføre to andre huse. Det ene var opført mest i sten og endda mellem to store klipper. De fungerede som vægge, og der var endda en lille grotte inde i huset, som de ikke ville lukke af til. Så man kunne sidde inde i huset og kigge over i en grotte. Og det hele havde en udformning, så regn ikke ville finde vej ind selvom huset til dels var åbent. Det bliver virkelig flot når det er færdigt. Så var der et tredje hus, de var i gang med. Det ville blive endnu et rundt hus, men de var ikke nået så langt endnu. De var nået til den ring af sten, hvor vinduerne kommer til at være. Hele stedet er et lille bjerg og så jorden rundt om bjerget, Der er utroligt smukt, og der var flere grotter som de også havde planer med. Og så ville de bygge forskellige slags huse rundt omkring på bjerget. De er meget opmærksomme på, at det hele skal være på en måde, så man er i kontakt med naturen. De dyr, der nu måtte være der, skal blive ved med at være der. Vi gik en tur rundt om hele bjerget og stod stille et sted for at betragte udsigten. Men pludselig stod vi ikke stille mere, for vi var alle blevet invaderet af hærmyrer, der var krøbet op under bukserne på os, og nu bed sig fast på os på mere eller mindre upassende steder. Så vi måtte af med tøjet og ryste det godt, inden vi kunne gå videre. Det grinede vi af, når vi stod der i bare ben og rystede bukser. Da vi kom tilbage til hovedpladsen, blev vi ledt op på bjerget bag det store hus. Så kom man op til et helt fladt plateau hvor der var lavet en bålplads, men der var stadig klipper omkring, så der var faktisk læ, selvom vi var højt oppe. Her ville de også lave et par huse. Jeg blev så inspireret af deres ideer og kunne tydeligt se for mig, hvad de havde i tankerne. Det var simpelthen de fedeste omgivelser, man kan forestille sig til at lave sådan et kulturarvscenter. Så kom vi ned til huset igen, og fik serveret helt frisk, kogt komælk. Vi gik igennem det program der var planlagt. Først var der danseforestillinger, så skulle vi indvie grundstenen, som også var markeringen af åbningen af centret. Bagefter ville der være mad, hygge og afslapning og om aftenen ville der være kikome oppe på bjerget og der var inviteret tre Balingi – Wigashe sangere – som allerede var ankommet. Så ville der der være sang om bålet til den lyse morgen. Jeg må indrømme at jeg var dybt overvældet, både af projektet de havde gang i, men endnu mere over alle de mennesker der var inviteret i anledningen, og hele det store apparatur der var sat i gang. Og jeg var taget på sengen for jeg troede vi skulle være Knud Erik og mig, og så et par enkelte til måske, men der var jo flere hundrede mennesker. 7 dansegrupper, politikere, både lokale og fra distriktet og formænd og -kvinder af forskellig art, præstekolleger og kulturpersonligheder. Jeg synes det var så pinligt, at jeg ikke engang havde en gave med til stedet. Alle de vigtige folk var nu samlet i stuen i det store hus, og jeg blev bedt om at synge en sang. Det bedste ved at synge i Sukumaland er at man er 100% sikker på at få respons, for alle synger med. Så man behøver ikke være genert. Det samme skete naturligvis her. Alle sang med. Så gik vi alle ned til dansepladsen for at se de forskellige dansegrupper, og sikke et show vi fik. Sukumaland har jo utroligt mange dansestile og alle har deres helt egne trommer som er lavet og udviklet specielt til den stil de nu bruges til. Trommer af træ eller af tønder. Nogle man spiller med stikker på eller med hænderne, eller måske både en hånd og en stik. Og så er der jo også forskellige slags stikker, der hver giver trommerne en anden karakter. Fælles for det her område og for de dansegrupper der var til stede, var at alle bar trommerne på tværs så man kunne spille med en hånd på den ene side og en stik på den anden side. Men alle grupperne havde tydelig forskel på, hvordan man spillede og hvordan trommerne var lavet. Og de var helt vilde alle grupperne. Der var både Mabulo, Kadum, Pachanga, Ngumolo, Maginya og flere stilarter jeg aldrig har set før og ikke kan navnene på. Og så var der en enkelt bunungulegruppe, Ng’wana Butilaga, hvor vores gamle ven og lærer, afdøde Lubala Siyabo, også kom fra. Da det var Nuyas kadumgruppes tur til at spille, fik de lokket mig til at tromme sammen med dem, jeg kender dem fra tidligere og har også spillet med dem før. Det blev der meget sjov ud af, og folk var dybt imponerede over ham den hvide starut der også kunne tromme ligesom de andre. De fleste kendte mig godt nok, fordi jeg har indspillet nogle sange på sukuma, som er blevet enormt kendte i Sukumaland. Men som nogle sagde til mig, ”det var jo ikke lige til at vide, om det nu også var rigtigt, det de havde set på YouTube eller om det var snyd”. Men efter at have set mig i virkeligheden, så forstod de at det var rigtigt nok. Efter showet blev der parade af alle grupperne, sammen med publikum og alle gæsterne, op mod huset for afsløring af grundstenen. På vejen ledte Mchele Gwa Njingi an i en drillesang der handlede om mig, og som var et svar på en af de sange som jeg havde udgivet: Nahingule hangi, der handler om at man sover et nyt sted hele tiden, fordi der hele tiden tiden sker et eller andet, som gør, at man ikke tager hjem. Det kan for eksempel handle om dansen og trommerne, at man følger med der hvor der er dans og trommer, eller sang om bålet, og derfor havner et nyt sted hver aften – Kuhingula… Lidt som en landevejsridder der også finder sin vej frem med festen. De sang: Inoni Ng’wana Ntemi Wamanila kuhingula Wamanila kulala esagala Lelo wahingulelaga Salama Nogenlunde oversat til: Inoni (et af mine dansenavne som betyder stor fugl) søn af Ntemi (Edwardi) Du er vant til at sove rundt omkring Du er vant til at sove dårligt I dag vil du sove i Salama Alle grinede og skrålede, mens vi gik op til det store hus til afsløringen af grundstenen, som var lavet på selve huset lige ved indgangen, og med indgravering på swahili og dansk: JIWE LA MSINGI LA KITUO CHA UTAMADUNI CHA SALAMA LIMEWEKWA NA MARCO MANONGU TAREHE 05.01.2026 Grundstenen til SALAMA Kulturarvscenter blev lagt af vores ven MARCO MANONGU dagen den 05.01.2026 Jeg har efterhånden været i Sukumaland mange gange. Og jeg har oplevet de mest utrolige og ekstraordinære ting, mødt de vildeste mennesker fra alle samfundslag, fra præsidenter til medicinmænd, og jeg har set de mest fantastiske dansegrupper og kulturpersonligheder. Med årene er jeg blevet et kendt ansigt for mange, og det er selvfølgelig gået meget hurtigt de sidste år, efter jeg har udgivet sange. Og så er der jo det helt særlige, at jeg – som mange andre – mødte kulturen i Danmark, og ikke i Sukumaland. Der er blevet trommet og danset i Danmark fra før jeg blev født. Det er en vigtig pointe synes jeg, for det gør os fuldstændigt berettiget til at føle medejerskab over kulturen, Bare tænk på alle de unge på lejren hvor dans har været en del af deres liv lige fra de blev født. Det er en kulturarv, ingen kan tage fra dem. Jeg selv blev virkelig målrettet opdraget til at føre kulturen videre af Edwardi Ntemi som var min mentor. Alt dette har gjort, at jeg har fået en stemme, som jeg føler mig forpligtet til at bruge. Og jeg kan virkelig mærke, at vores interesse gør en forskel. Vores kærlighed til dansen og trommerne, og alle de fantastiske venskaber, det har affødt, gør faktisk folk i Tanzania bevidste om deres egen kulturarv, og hvor vigtigt det er, at have det med sig. Det er det man kalder for kulturelt diplomati – fælles forståelse for hinanden med kultur som middel. Jeg ser mig selv som en slags ambassadør for kulturen, et led mellem Danmark og Sukumaland, men også som en kulturbærer i Sukumaland, da jeg faktisk ved enormt meget om kulturen og dansen, som mange sukumaer slet ikke ved. Jeg kan mærke, at min tilstedeværelse til forskellige arrangementer tilfører en eller anden form for værdighed for dem, en stolthed; og jeg selv er dybt beæret, og fuldstændig ydmyg, over at få den ære at deltage i forskellige arrangementer. Det er mit ydmyge bidrag til at føre noget tilbage til Sukumaland, en tak, en respekt og en erkendtlighed for deres inkluderende kulturarv, som vi får lov at være en del af. Det er det mindste jeg kan gøre. Det mindste vi kan gøre. Vores venskab med sukumaerne er ikke politisk, det er ikke baseret på religion eller humanitær støtte. Det handler ikke om forretninger. Vores venskab er forankret i deres kultur, som er så inklusiv i sin grundform, at selv hvide gæster bliver inviteret ind til at være med på de samme vilkår som var vi sukumaer. Tanzania har været igennem en turbulent valgperiode, hvor mange mennesker faktisk døde. Derfor er kulturarbejdet ekstra vigtigt lige nu, fordi det forener frem for at påpege forskelligheder. Kulturen står over ting som religion og politik, for den inkluderer alle, som har lyst til at være med. Uanset politiske holdninger, kan du altid være med til at danse, når trommerne lyder. Uanset hvem din Gud måtte være, kan du altid være med til at synge rundt om bålet i de sene nattetimer. Kulturen er en guide. Den fortæller dig, hvor du kommer fra, og den kan give dig retning og mening og kan lede dig videre, hvor du skal hen. Kulturen er levende og forandres hele tiden. Det er ikke alt fra gammel tid, man behøver at tage med videre ind i den nye tid. Mange ting har aftjent sin tid, og verden er forandret. Kulturen får dig derfor til at tage stilling til, hvordan du vil leve. Kulturen er fuld af menneskelig erfaring, en kæmpe bank af eksperimenter, der har etableret sig til traditioner. Og de skal selvfølgelig udfordres og eksperimenteres med, for at afprøve om de stadig holder. På den måde gør kulturen, at vi kan finde ud af, hvad vi vil, og også hvad vi ikke vil. Uden kultur står vi identitetsløse og uden erfaringer, og må prøve alt forfra for at finde mening. Mit møde med sukumakulturen har også gjort mig bevidst om min egen kultur og hvor meget den faktisk betyder for mig. I øvrigt er essensen den samme, og læringen også. At være inviteret til at åbne Salama Kulturarvscenter, er en ære så stor for mig, at jeg ikke har ord nok til at beskrive det. Den kæmpe modtagelse, alle de mennesker som kom, alle for at fejre fællesskabet, for at dele en stund af dans og trommer, spise sammen og hygge rundt om bålet en enkelt nat. Det er så berigende for sjælen. Tak, Fabian og Fabian for at have inviteret mig, tænk at det var muligt i al tumult mit privatliv nu var i. I er sande kulturambassadører og gode eksempler på, hvad kulturelt diplomati indebærer. Jeg er fuldstændig overbevist om at I vil lykkes med dette projekt, og at det vil blive en kæmpe succes. Jeg er sikker på, at Salama Kulturarvscenter vil blive kendt langt ud over Tanzanias grænser. I har skrevet historie med dette center. Til os her i Norden, ja så har I min varmeste anbefaling til at tage derud. Hvad I ønsker skal I få. Det er få mennesker der dels har de rette kontakter, der bærer folkets kærlighed, og samtidigt er magtfulde nok til at få ting til at ske med et knips med fingrene. Men det er Fabian Mhoja i en nøddeskal. Så tag nu endelig kontakt til ham. Besøg stedet. Hver gang nogle af os tager derud, så tilfører vi utroligt meget dernede, som man ikke skal undervurdere. Og I kan simpelthen få lige hvad I vil have af dans og kulturoplevelser, for han skal nok få det til at ske. 2 dage efter jeg kom hjem fra Salama, tog vi flyveren fra Mwanza til Dar es Salaam, og om aftenen samme dag tog vi flyet tilbage til Danmark. Dagen før havde svigermor fået fjernet sin sonde, og hun virkede faktisk noget bedre. Det er altid hårdt at tage afsked med folk når man ved at de ikke har det godt, men i dag 19. januar modtog vi en lille film hvor svigermor sidder op selv i en stol og hun følger nøje med i alt hvad der sker omkring hende, så hun er i bedring og vi har nogenlunde ro i maven. Må Gud være med hende. Marco Iaccarino Manongu [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Friske kræfter til Ukassen! 2014 er gået, og det har været endnu et spændende år for Ukassen, hvor vi har fået mulighed for at støtte flere nye projekter, og også modtage rapporter fra modtagerne af sidste års doneringer. Det er en sand fornøjelse at kunne følge med i, hvordan vores modtagere formår at udnytte hjælpen fra Ukassen, til at realisere deres helt fantastiske projekter. Vi gør alle en forskel, med det vi kan, og det giver fantastiske resultater. Godt gået! I år har Ukassen bestået af et helt nyt hold: Immanuel Kühl, Julie Bie og Anne Katrine Lykke Bie. Mange af vores kræfter er blevet lagt i at redesigne Ukassens hjemmeside. Dette for at gøre vores arbejde mere synligt for foreningens medlemmer og andre interesserede. Det er nu meget nemt at finde retningslinjer, formål, og gamle rapporter fra tidligere modtagere af støtte. Desuden er det nu sådan, at ansøgninger til Ukassen skal ske via et ansøgningsskema, som også kan findes på den nye side. Hele søgeprocessen, samt ansøgningsfrister mm. er også beskrevet tydeligt på siden. Hvis man har spørgsmål til U-kassen, er det selvfølgelig stadigvæk muligt at kontakte os på mail: ukassen@utamaduni.dk og www.utamaduni.dk/ukassen Vh Julie Bie, U-kassen Hvem kan søge U kassen: Det er muligt at søge Ukassen som Dansegruppe eller enkeltmedlemmer af Utamaduni Kulturforeningen. Alle deltagere på foregående års lejr, er medlemmer af Utamaduni Kulturforening. Hovedformålet med Ukassen er at medvirke til støtte for aktiviteter, der hjælper til en løsning af grundlæggende menneskelige behov, primært i tanzanianske landdistrikter, fortrinsvis blandt foreninger og kulturgrupper. Der kan ansøges om støtte til vand, fødevarer, sundhed og organisation inklusive administration. Der bevilges et beløb, på maksimalt 5.000 kr. pr. projekt. Ansøgningsskemaer og vejledning til brug af disse, kan findes via Ukassen hjemmeside på www.utamaduni.dk/ukasse. Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2014: 6 ansøgere har fået penge for U-kassen i 2014: Utamaduni Dance Troup og Wanacecilia Dance Group: I marts 2014 ansøgte Utamaduni Dance Troupe Ukassen om 5.000,- kr. til WanaCecilia Dance Group på Bujora. Pengene skulle bruges som et supplement til transportudgifterne i anledning af Dancetroups besøg, hvor Bujora selv stod for alle omkostninger. Meningen med rejsen var dels …… LÆS MERE Birthe Juel Sandberg: Ukassen støttede i 2014 Senegal Voksenskole projekt med 2.000,- kr. Hendes skole i Abene blomstrer, med et dagligt elevtal på ca. 30 personer. Skolens arbejde hjælper de voksne i Abene til at blive selvforsørgende via de kompetencer skolens uddannelser giver dem. Skolen vil dermed være …… LÆS MERE Knud Erik Asak: Bidragene fra Ukassen er gået til Nyanguge handelslandsby, som i år har samarbejdet med forskellige initiativer. Knud Erik fortæller, at efter man har lukket Afrika Værkstedet på Grenaa Produktionsskole er en del maskiner derfra rejst ned til landsbyen. En snedkergruppe har …… LÆS MERE Camilla Nielsen-Englyst: Bidraget fra Ukassen gik til at hjælpe med akut byggearbejde i forbindelse med opbygning af nye læreboliger til den skole i Ghana, Camilla arbejder ved. Foran lærerboligerne var der nemlig en mindre skråning, der skulle jævnes og gøres anvendelig, så regnen ikke ville finde vej ind i …… LÆS MERE Mette Lotus: Mette arbejder på en klinik, i den lille fiskerby Abene, i Senegal. Ukassen støttede i år med 4000 kr. Pengene blev bl.a. brugt til: Diabetesmedicin, malariamedicin, og andet livsnødvendigt medicin til akut brug. Desuden får klinikken også midlerne til at strække, til at …… LÆS MERE Elizabeth Lange: Projektet havde 5 kvinder afsted og var i en uge i landsbyen Abrani i Ghana, for bl.a. at få lavet forbedringer på Daycare Abrani! Der blev fokuseret på at få en legeplads op at stå. Arbejdet bestod primært i at lave et hegn rundt om legepladsen, og i at …… LÆS MERE Besøg Ukassens hjemmeside: [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014I dette forår, 2014, fik Vipepeo dansegruppe æren af at arrangere og afholde dette års Vinterkucheza. Arrangementet blev afholdt på Tilst Skole, og over 90 deltagere var med til at gennemføre weekenden med højt humør og fantastisk engagement. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet. I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften. Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen. Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt. Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker. Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten. Kirsten Larsen   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Efter en pause på 20 år havde vi på Århus Friskole endelig igen valgt Bujora i Sukumaland, som mål for den årlige 8.-klassetur. Forberedelserne havde været mange og timer, dage, uger og måneder havde lærere og forældre fra klassen knoklet for at muliggøre denne ret enestående dannelsesrejse. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017I år er vi to nye arrangører i Dukaen, og vi har sammen med Bodil og Finn, der holder orlov i år, ændret lidt på procedurerne for at sælge ting i Dukaen. Vi har også skåret lidt ned i åbningstiden, fordi vi generelt på lejren i år forsøger at skære ned i medhjælperstaben, så vi bliver flere om at hjælpe med tjanser i køkken, opvask osv. Det nye i år bliver, at man kun kan sælge varer i Dukaen, hvis man er på lejr hele ugen, enten som deltager eller medhjælper. Man kan kun indlevere varer lørdag og søndag, så fra mandag, hvor Dukaen åbner, er der ikke mulighed for at indlevere varer. Dette for at gøre arbejdsgangene i Dukaen lidt enklere. Herudover har vi indført et gebyr for at sælge varer i Dukaen på 50 kr. Dette for at undgå at bruge tid på petitesser. Vi vil gerne opfordre til, at man som sælger tænker over formålet med Dukaen, nemlig at sælge varer, der er Afrika-relaterede og ting af god kvalitet i eget design samt kunsthåndværk/unikaer. Vel mødt, kærlige hilsner Birgitte og Nana   Du kan læse mere om Dukaen i Lejrfolderen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024Kære alle sammen I skrivende stund (april red.) har vi endelig mærket et skift i vejret, solen bader stuen i lys, fuglene kvidrer løs, og jeg kan for alvor begynde at mærke forventningens glæde til sommerens komme – for sommer betyder lejr! I midten af marts afholdte vi årets generalforsamling, og det var så dejligt at mærke, at alle områder allerede er i fuld gang med at forberede årets sommerlejr. Lejrplanen laves, underviserne er ved at blive kontaktet, programmet falder langsomt på plads og tilmeldingen er åbnet! Skønt at se at mange allerede er tilmeldt. Det er jo efterhånden nogle år siden, at billetterne blev revet væk, da tilmeldingen åbnede, men sidste år blev pladserne udsolgt et par uger inden lejrens begyndelse. Så det er altså ret spændende at følge med i, hvor hurtigt det kommer til at gå i år. I år prøver vi at lave lidt om på programmets struktur, hvilket blandt andet betyder at vi får en frokostpause midt på dagen uden andre aktiviteter, og rykker fællesmødet til senere på dagen. Fællesmødet er et enormt vigtigt indslag i vores lejrdag: det er det eneste tidspunkt, hvor vi sidder sammen og ser og lytter til hinanden. Desværre har vi oplevet, at det har været svært at samle alle, og derfor har vi prøvet at arbejde med nogle tiltag, der får fællesmødet til at træde mere frem som det samlende punkt på lejren, det er. Det håber vi, I tager godt imod og er naturligvis meget spændte på at opleve, hvordan det fungerer og til at læse de evalueringer, I forhåbentlig laver efter lejren, hvis I har ris eller ros. I lejrforeningen ses vi, udover under selve lejren, (mindst) tre gange i løbet af året. I oktober mødes vi til evalueringsmøde, i marts til generalforsamling og i juni til vores “junimøde”, hvor de sidste aftaler og planer om den nærtstående lejr bliver delt områderne imellem. De seneste par år har vi i lejrforeningen arbejdet med anerkendelse og frivillighed. Vi er mange frivillige, der arbejder for at få lejren til at køre som en stor, velsmurt maskine, og ind imellem skal vi huske at stoppe op, se hinandens arbejde og indsats og sætte pris på alt det vi får præsteret, og de stærke venskaber vi har. Derfor er jeg glad for, at vi har startet en proces, hvor netop dette er i fokus, for jeg er sikker på, at vi får et bedre samarbejde og en bedre lejr ud af det i sidste ende. Og det er jo ekstra vigtigt i år, hvor vi afholder vores fyrretyvende lejr! Dét skal fejres, og der er heldigvis gode folk i gang med at finde på festlige måder at markere vores jubilæum på. Derudover glæder vi os jo bare til at mødes i skoven igen (igen igen) til den lejr, vi alle sammen kender og elsker (bare rolig – vi skal nok lade være med at lave for mange nye ændringer 😉 ). Det bliver SÅ dejligt at se jer allesammen igen og forhåbentlig også at byde nye ansigter velkommen. Skynd jer ind og meld jer til den fyrretyvende Utamaduni lejr! <3 Forårshilsner fra Tinne [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Bujora Primary School I 2020 var Koku og jeg i Tanzania, og der mødtes vi med bestyrelsen fra Bujora Landsby. De havde en forespørgsel om vi kunne hjælpe med penge til nye lokaler. Ved opslag på Utamaduni og andre steder fik vi indsamlet 20.000 kr. 2 lokaler blev bygget dels ved vores hjælp dels ved bidrag fra beboere i landsbyen (alle husstande betalte). Staten betalte også en del. Som vi forstår det, så betaler staten taget når landsbyerne laver grund, vægge m.m. Byggeriet gik hurtigt, og lokalerne blev straks taget i brug. Der er også blevet bygget flere lokaler siden ved egen hjælp. Læs artiklen om projektet her: /mwakahuu/udvidelse-af-bujora-primary-school/ Men der er stadig behov for flere lokaler samt andre faciliteter. Fx toiletter med også undervisningsudstyr som tavler, computere m.m. Hvis man kunne fylde en container med brugt udstyr i Danmark, så ville det også være en måde at støtte. I 2020 var der 2400 elever på skolen. Men pgr lokale mangel, så gik halvdelen om formiddagen og halvdelen om eftermiddagen. Vi gætter på, at elevtallet er noget højere nu. Dorthea Boyi har også været i kontakt med skolen og været nede og filme livet på skolen. Vi kom i snak med Dorthea om at støtte skolen med flere penge. Men vi blev enige om, at det var bedre, at det blev i foreningsregi. Så nu er vi ved at danne foreningen EDITAN (education in Tanzania) Man kan finde vores fb hjemmeside: https://www.facebook.com/groups/2491305460999029/ Skriv gerne til os på fb hvis der er gode forslag til foreningens arbejde. Det giver flere muligheder for at indsamle penge hvis man er en forening. Fx fonde, staten m.m. Så vi er ved godt mod og klar til at gå i gang med arbejdet i den nye forening. Mange hilsner Koku, Dorthea og Jens [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Warsha 27. december 2018 – 11. januar 2019. Gensyn med Sukumaland efter 24 år. Som oftest før, når vi i Utamaduni Dance Troupe diskuterer og reflekterer over vores virke, falder snakken på muligheden for igen at afholde et warsha. Dette var ingen undtagelse i januar 2018. Jeg sad der med en enorm trang til at melde mig på skansen, trods jeg overhovedet ikke har betrådt den tanzanianske muld siden 1994, og det faktum at mit Swahili var temmelig rustent. I 1993 var Marianne Høj og jeg efter et warsha i Tanzania fuldstændig solgte. Dengang i start 90’erne var der stor arbejdsløshed. Der blev opfundet forskellige måder, hvorpå man kunne udvide sin horisont i forhold til jobsøgning og uddannelse. En af opfindelserne var en orlov, hvor man med 80 % af dagpengene kunne rejse udenlands og uddanne sig. De færreste sagsbehandlere var, grundet det spritnye tiltag, særligt meget inde i sagerne. Mariannes talegaver og vores fælles evne til planlægning og afsøgning af kontakter gjorde, at det lykkedes os at overbevise en sagsbehandler, om at vi skulle til Ghana og Tanzania på ni måneders uddannelsesorlov. Ja. Sådan var det dengang. Det er den udenlandsrejse, der har formet mig mest som menneske. Jeg bringer stadig anekdoter frem, hvis folk ellers har lyst til at høre dem. Jeg bruger det i mit arbejdsliv, når snakken falder på det, der er ”anderledes”. Jeg bruger mine erfaringer, når jeg (ofte) kommer i diskussioner med folk, der har en anderledes holdning end jeg. Hvad er det værste, der kan ske i mødet med et menneske fra en anden kultur end din egen? Nå. Jeg var med andre ord ikke svær at overtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i warsha her 24 år senere. Utamaduni Dance Troupe består, som mange måske ved, af gode folk med mange forskellige kompetencer. Som medlem af gruppen indvilger man i, at fællesskabet indeholder meget mere end dans, sang og trommer. I warsha-henseende er der i gruppen flere virkelig dygtige og erfarne folk udi i organisering og kontakt til Sukumaland. Dette år var tovholderne på warsha Sebastian, Anne Katrine, Siff, Johanne og jeg. Der er et stort forarbejde i at arrangere warsha. Der skal skabes kontakt til Bujora, til formænd for foreninger, undervisere, landsbyer, præster, køkkenfolk, nattevagter med meget mere. Der skal organiseres og planlægges, alt sammen noget der tager længere tid end herhjemme i e-boks/online 24/7 land. I løbet af sommeren og efteråret brugte vi tid på dette, så hen mod oktober havde vi et groft skitseret program parat. Sebastian, Johanne og Siff rejste i forvejen, og alt var parat, da warshadeltagerne landede i Mwanza. Endelig afsted med pitstop på Zanzibar For mit eget vedkommende rejste jeg med Abena og Kofi. Vi brugte først nogle dage på Zanzibar. Hjemmefra havde jeg tænkt, at ”det måtte vi se”, nu når vi endelig var tilbage i Tanzania. Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være at gense folk og steder, men jeg kunne ærlig talt ikke helt forestille mig det. Jeg kunne heller ikke mærke, om jeg var spændt eller nervøs. Men. Nogle gange kommer oplevelser og minder til en ad en meget uventet vej. På Zanzibar var vi på en spicetour (kan virkelig anbefales!), hvor vi blev guidet rundt i en art botanisk have fyldt med eksotiske frugter og krydderier. Turen sluttede med, at vi blev vist hen til en overdækket platform med måtter, som vi kunne sidde på. Vi blev budt på en ”krydret buffet”. Vi sad i en rundkreds, og ind kom unge fyre med tallerkner og skåle med forskelligt indhold. Der blev sagt værsgo. Jeg rakte ud efter en blå plastikskål med låg. Da jeg løftede låget af, mødte mig den mest fantastiske duft at pilau-ris. Lige dér i skyggen på sivmåtten blev jeg ramt af den største forventnings glæde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne pludselig mærke savnet til Sukumaland. Bujora kalder Efter nogle dasende dage på Zanzibar fløj vi til Mwanza. Vi blev hentet i lufthavnen og kørte gennem Mwanzas gader om aftenen d. 24. december. Da vi endelig ankom til Bujora, stod en lille velkomstkomite og tog imod os. Johanne, Lukas, Siff, Liv, Luna og Sebastian. Endelig tilbage! Seba bød på julemiddag, på vej derhen akkompagneret af aftens julegudstjeneste i kirken. Så var vi i gang! Den første morgen blev jeg vækket af silende regn og en ubestemmelig lyd af dyr. Da regnen var stilnet af, kiggede jeg ud og så aber, der hoppede rundt på strå- og bliktage med mangoer i hænderne. De havde en fest! Jeg tog alt ind. Duftene og indtrykkene blæste mig tilbage til 1994 – hvor var det fantastisk! Warsha gik i gang. En palet af undervisning i mange forskellige stilarter. Der var hyret dygtige undervisere og trommeslagere, og vi fra Utamaduni Dance Troupe hjalp med at oversætte, kulturformidle, skabe kontakt mellem danskere, svenskere og lokale. I kulissen arbejdede Johanne og Seba med at holde styr på budgettet og sørge for at program og kontakter var i vinkel. I programmet var der, udover danse- og trommeundervisning og swahili, fastlagt en tur med overnatning i Ntulya, en guidet rundtur på Bujora Cultural museum, kulturhistorie formidlet af Uffe og Sander og en gåtur til Mitundwas landsby. Når dagens undervisning var slut, blev tiden brugt på ture til den nærliggende landsby, Kisesa, hygge i baren og fællessang ved bål. Mange gange blev vi inviteret på frokost hos gæstfrie mennesker. Besøg i Ntulya En af vores udflugter gik til landsbyen Ntulya. Her boede i sin til den berømte, nu afdøde, medicinmand Mungu wa pili – Gud nr. 2. Vi fyldte bussen fra Bujora med warshadeltagere, undervisere og køkkenfolk – og så gik det afsted. Vi skulle overnatte i telte. Da vi ankom, blev vi mødt af landsbyens beboere og så de flotteste danseopvisninger leveret af forskellige grupper udi Buyeye og Kadete. Efter at have indtaget aftensmad i skæret af batterilamper og hygge med sang og kadete, gik aftenen på hæld, og en nat i telt ventede forude. Jeg sov mildt sagt elendigt. Derfor var det heller ingen sag at stå op tidligt næste morgen. Der var noget der trak. Jeg tog mit tøj på, børstede tænder og listede afsted – klokken var vel 6. Omkring mig blev morgenstilheden kun brudt af snorkende warshadeltagere i naboteltene og sjove lyde fra store fugle. Jeg ville jage solopgangen. Jeg gik op ad klippen/den kæmpestore sten, som ligger der lige midt i landskabet, som om nogen har tabt den der. Ntulya er det mest fredelige sted i verden. Landsbyen er som sagt berømt for Mungu wa pili. som eftersigende kunne vække en død til live ved at hælde kogende vand i hans øre. Stedet er omgærdet af mystik og utroligt smukt. De fleste bygninger er hytter, firkantede eller runde, bygget af stammer/tykke grene og med strå på taget. Kvinder fejer bopladserne sirligt rene hver morgen. Solen var så småt ved at stå op og gav et rødgulligt lys udover rismarkerne. Jeg satte mig og nød synet af en lille boplads klemt inde mellem klippen, store sten og træer. På grunden var der en større og en mindre hytte. Jeg faldt i staver og sad længe og tænkte over, om der mon boede nogen der. Pludselig kom en gammel mand gående hen mod den største hytte. Han stoppede op og hilste på en kvinde. Jeg kunne høre hende svare, men kunne ikke se hende. Da den gamle mand var færdig med sin høflige og lange morgenhilsen, gik han videre. Jeg fik sådan en trang til at gå ”tilfældigt forbi” og gik ned ad klippen og hen mod hytten. Dér i en døråbning stod en utrolig krøllet og smuk gammel kvinde. Jeg sagde: ”Hodi”? (Er der nogen hjemme?). Hun smilede og svarede ”Karibu” (velkommen). Jeg gik hen til hende og hilste med det høfligste håndtryk her – nemlig hvor man udover at give hånd, lægger sin venstre hånd på den andens højre arm. Jeg nejede, som kvinder gør overfor mænd eller kvinder, der er ældre end én selv. Vi stod længe og smilede, mens vi holdt hinanden i hånden. Vi havde ikke noget fælles sprog. Vi var blot, med dén berøring vi begge delte ud af. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give slip! Hun smilede til mig med de kærligste og varmeste øjne. Jeg blev så rørt! Efter en stund sagde jeg farvel og tak og ønskede hende en god dag med følelsen af, at mit hjerte var helt tanket op! Kadum Som sagt var der en bred palet af dygtige undervisere og forskellige stilarter på dette års warsha. Jeg har en blød plet for kadum. Det er heldigt, for vores underviser i denne stilart var virkelig dygtig. Hans navn var Nuya. Han spillede trommer, fløjte, underviste i dans og sang med sin helt særlige meget lyse stemme. Jeg var solgt! Kadum har det særlige i sig, at man har trommen /en stor olietønde hængende over den ene skulder og bærer den, mens man spiller. Lyden er dyb og går direkte ind i kroppen. Så dragende! Selvom trommen er tung at bære, gør rytmerne, trinnene og fløjtens lyd, at man på en måde bliver lullet ind i en meditativ tilstand. Besøg i Mitundwas landsby En af de sidste dage gik vi ad stier og marker hen til Mitundwas landsby. Her var der optræden og undervisning af to dansegrupper. Vi blev på gæstfri vis placeret i skyggen, og i gang startede den fedeste optræden. Og endda med sogota som jeg elsker. En mandlig sogota-trommeslager smilede til mig. En anden spurgte:” Kan du kende ham?”. Jeg kiggede lidt. Guuuud! Det var jo Chumas! Min gamle ven fra 1994, der i timevis havde undervist mig! Jeg fløj op, standsede musikken, virkelig uhøfligt, og gav ham et stort kram. Det grin og det smil, jeg fik tilbage, var GULD! Efter optræden blev warshadeltagere budt op til danseworkshop. Fede danse og virkelig dygtige trommeslagere og undervisere. Alt imens dansen foregik i den bagende sol, havde kvinder travlt med at tilberede lækker mad til os. Vi blev efter noget tid budt til bords. Spisningen foregik i små cirkler, hvor vi sad 3-5 personer om et fad ris/ugali/kød/grønt/sovs og spiste med fingrene. Der er noget særligt ved at spise på den måde. Det lyder måske banalt, men maden smager tifold bedre. Skidt pyt med at man er klistret til med ris og til albuerne 😉 Dag for dag forsvandt tiden bag os. Vi sluttede af med et brag af en afskedsfest, hvor vi havde inviteret alle undervisere og deres baggrundsgrupper til dans og festmad. Vi var over 100! Jeg var efter 14 dage fyldt til bristepunktet med oplevelser. De 24 år havde sat sine spor. På mine første rejser i Sukumaland var det særligt dans og musik, der fyldte for mig. Denne rejse bød på umådelig mange kærlige og rørende gensyn. Jeg har ikke ord på, hvor mange gange jeg har grædt glædestårer – og virkelig mærket, hvor meget jeg har savnet det i alle årene. En anden kær ven – Bala – spurgte mig:” Går der 24 år inden du kommer tilbage?!” – svaret er NEJ! Jeg vil tilbage, så snart det er muligt. Et vel tilrettelagt og ikke mindst veludført warsha var overstået. Tak til Jer modige warshadeltagere, for hvem det for nogen var første gang at være i Afrika. Hatten af for dygtige tovholdere fra min dansegruppe, uden Jer og Jeres evner til at arrangere, kommunikere og kulturbrobygge, ville det være umuligt at gennemføre et warsha. Tusind tak til undervisere og dansegrupper for Jeres fantastiske dans og musik! Tusind tak til toptjekkede køkkenfolk og nattevagter der passede godt på os. Tak til Bujoras nye præst Fikiri, for at ville lære os at kende. Ja kort sagt, tak for Jer alle! Hvis du skulle have lyst til at deltage i et warsha, kontakt da en af os i Utamaduni Dance Troupe for nærmere oplysninger. Kærlig hilsen Anne Birgitte [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Kære Kulturforening. Endnu engang skriver jeg min lille U-kasse rapport herfra en computer café i Mwanza. De bedste hilsner fra Baba Chai Mlalahasi Knud Erik [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Når trommerne går igang – og vi står der sammen – det elsker jeg bare! 🙂 Vi begynder at bevæge os og kroppen går igang, til de rytmer og de bevægelser vi har hørt og lavet så mange gange. Det er magisk! Vinterkucheza,.. altid så hyggeligt. På Århus Friskole – en hyggelig og afslappet ramme, både er indenfor og udenfor ved bålet. – og som altid så fint faciliteret af Vipepeo. Tak for det store stykke arbejde i gør. Så nu er vi klar! Smidt “vinterpelsen”, mødt hinanden og fået updated på diverse. Vi kan nu nyde foråret og glæde os til vi ses igen til sommer på Utamaduni dance Camp. – som jeg også elsker 😉🕺❤️🎶 Ses på Uta 🙂 Maria   Maria Sitas videoer fra vinterkucheza 2026 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Projekt risafskalningsmaskine + selvbyggede huse af holdbare mursten i fiskerlandsbyen Abene i Senegal. Tak for 5000 kr. Fra U-kassen til ovenstående projekter [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26– om etablering af sanitære forhold ved lærerværelset i Pebi Ved landsbyskolen i Pebi langs kysten i Ghana driver Community Sustainable Development Network en skole med ca. 140 elever. Skolens lærerværelse er placeret i en hytte, der er opført oppe i palmetræerne og som fungerer som arbejdsrum for skolens syv lærere samt som mødefacilitet ved officielle besøg. Der manglede imidlertid basale sanitære forhold ved bygningen. Dette udgjorde en praktisk udfordring – både i lærernes daglige arbejde, men særligt i forbindelse med modtagelse af gæster og samarbejdspartnere. Hver gang blev man lidt beklemt, hvis nogen spurgte, om de lige måtte låne toilettet. For der var ikke noget. Der blev derfor søgt og bevilget 3.000 kr. til etablering af toilet og vand ved lærerværelset. Bevillingen blev anvendt til opførelse af et mindre skur til toiletfacilitet, installation af toilet samt etablering af vandtilslutning. Arbejdet blev udført lokalt med anvendelse af lokale håndværkere og materialer, hvor det var muligt. Den samlede bevilling på 3.000 kr. blev anvendt til formålet og der er blevet sendt udførligt regnskab – ned til toiletbørsteniveau. Betydning for skolen Etableringen af sanitære faciliteter har forbedret lærernes daglige arbejdsforhold, muligheden for at afholde møder og modtage besøgende samt skolens generelle standard og funktionalitet. Lærerne er simpelthen mere trygge og stolte nu, i modsætning til tidligere. Faciliteterne er en forudsætning for at kunne modtage faglige gæster og samarbejdspartnere under ordnede forhold – herunder besøg fra Danmark. Investeringen bidrager dermed indirekte til skolens fortsatte udvikling og kapacitetsopbygning. Et toilet med perspektiv Projektet viser, at mindre, målrettede projekter til sådanne basale faciliteter kan have en vigtig funktionel betydning. Adgang til toilet og vand er en grundlæggende forudsætning for professionel drift af en institution – også i landdistrikter med begrænsede ressourcer. Den er nu en permanent del af skolens infrastruktur og vil kunne anvendes i mange år fremover. Vi siger tak for toilet – og alle er velkomne til at komme forbi Pebi og nyde privatlivets fred på det lille das. De bedste hilsner/best greetings, Camilla Nielsen-Englyst Regnskab for sanitære installationer, skolen i Pebi I 2025 modtog vi 3.000,- kr. fra Ukassen til udbedring af sanitære forhold i Pebi. Modtageren er ’Community Sustainable Development Network’. Disse midler er blevet anvendt til at etablere toilet og gøre stedet mere tilgængeligt, appetitligt og – brugbart. Skolen har indsendt mig et regnskab fra oktober 2025 med udførlige poster, som der også er indsendt kvitteringer på (bemærk at internet er med på kvitteringen, idet vi har lovet at dække dette også, som et privat projekt udenom Ukassen). Resten er uden kvitteringer. ITEM PAYMENTS Træ, arbejdskraft (VVS’er og tømrer) samt diverse småindkøb 4464 GHC Ghana Water Company (without receipts) 300 Ghc Molding of blocks (local workmanship) 1250 Ghc Samlet 6314 Ghc (3744 kr.) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2013Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Download som interaktiv PDF, klik her [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Jeg husker tydeligt den lejr i 2015 og hvor jeg satte mig omkring forfædre-/mødrestedet og talte med Sander om hans arbejde. Min nysgerrighed var stor og vi fik mange snakke om både den sukumanske tradition og andre oprindelige folks spirituelle traditioner. Jeg havde efter min første tur til Tanzania vinteren før undret mig over betydningen af naturtroen for nutidens sukumaer. Sander var en ivrig fortæller, og han inviterede mig hurtigt ind i sit arbejde. Jeg hjalp til her og der, og vi aftalte at vi skulle mødes hjemme hos ham efter lejren og tale videre om medicinen. I august måned havde Madelene og jeg, i samarbejde med andre i miljøet, sat en ceremoni på benene på Moesgaard Museum til fejring af kulturbroen og den første sukuma gruppes besøg. I 1973 kom de til Danmark og lavede en opvisning på netop samme museum. Her skulle der blandt andet laves forfædre-/mødrehytter. Det var tydeligt for mig at der stadig lå en stor betydning bag det at ære og skabe kontakt med vores aner. Som Mzee Edwardi forklarede mig, så tror sukumaerne på at forfædre og formødre fortsætter med at støtte én gennem hele livet og at man må ære dem og ofre for at vise taknemmelighed og respekt. Det er intet tilfælde, at Sander kaldes “Machombo”- ham med de mange ting. Han begyndte at sætte mig ind i brugen af sine mange magiske artefakter. Det var starten på et venskab og Sander blev min medicinlærer. Vi puttede medicin i en shingwanda, han lærte mig medicinsange, vi byggede forfædre/-mødrehytter sammen og jeg nød at læne mig ind i hans sanselige og klart fremstående fortællinger. Han fortalte om sine utallige ture til Sukumaland og om de mange mennesker som havde givet ham ting til sit arbejde. Der er stor symbolik og kraft i de ting som man bruger i den sukumanske medicintradition. Løvefedt giver styrke, et næb fra en sangfugl giver kraft i sangen, et stykke af skallen fra et skælddyr giver beskyttelse og så videre. Der findes medicin som er en blanding af flere komponenter som har specifikke egenskaber alt efter hvad man behøver og hvad medicinmanden/kvinden ser som relevant. Noget medicin kan støtte én til at blive set for éns gode sider, noget andet kan beskytte mod negativ energi. Andre slags kan have meget konkret virkning på fysiske sygdomme som for eksempel mavesmerter, hovedpine, infertilitet osv. Med min baggrund i naturmedicinens verden forstod jeg hurtigt at der findes nogle meget virkningsfulde og potente medicinske planter i Tanzania. At lave en intentionel handling for at opnå heling eller hjælp i tilværelsen kan i mine øjne være med til at støtte os til at komme nærmere det vil liv, som vi ønsker os. Man kan lægge en bøn i en handling eller i et remedie og på den både markere et skifte. Dette har hjulpet mig igennem vigtige transformationer i mit eget liv. Jeg tror vi alle kender virkningen på ens sind med et bad eller en gåtur i naturen. Det til at man skifter perspektiv. Et andet simpelt eksempel fra Sanders hånd er et træ han malet i sin have. Det er et træ, som selv har formet en form for portal som man kan træde igennem. På den ene side er der malet sort, på den ene side og hvid på den anden. En dag da jeg var på Granlunden, var jeg tynget af bekymringer og jeg talte lidt med Sander. Han foreslog mig at træde igennem portalen med en intention om at se tingene på en ny og lettere måde. Mit mentale felt skiftede stemning så snart jeg havde sagt mit ønske og var trådt igennem træets portal. Det er det vi gør i et ritual: skaber fokus på en intention, går igennem noget der kan transformere og på den anden side kan man føle, at man er kommet et nyt sted hen. Efter flere rejser til Tanzania siden 2015 har min interesse for medicinen kun vokset sig større. Jeg har dyb respekt for hvad der arbejdes med og stor taknemmelighed for de waganga (de folk som arbejder med medicin), som har inviteret mig ind. Det er seriøse sager og det kan være et meget farligt arbejde at være mganga. Jeg har kun kradset i overfladen og ved at det er en verden så dyb og stor at jeg ikke begriber det. Jeg har opfattet, at medicinen ligger lige under overfladen i manges liv i Sukumaland. Den er som en tråd, der væver tilværelsens elementer sammen. Ofte oplever jeg i Danmark at dansen, sangen og trommerne står uden opmærksomheden på medicinens kraft. I Sukumaland oplever jeg at det er én og samme ting. Den styrke som medicinen på indersiden af trommeskindene giver, den magi en shingwandas sving spreder, den kraft og beskyttelse en kaniki giver (sort, rødt eller hvid klæde), de gamle sange som fortæller om medicinen og medicinfolk er blot nogle eksempler. Samspillet og magien imellem dans, sang, trommer og medicin er sammenknyttet. Nogle kan måske tænke “hvad har det med mig at gøre?” og det forstår jeg egentlig godt. Det kan virke spøjst at se alle de ting og sager som udføres og tages i brug. Essensen i arbejdet er universel for alle levende, da det handler om mysteriet ved vores tilblivelse, tilværelse og død. Jeg oplever at den stemning som opstår imellem os når vi laver ceremonier er nærende og livsbekræftende. Den samler os om ånden. Den ånd som findes når vi spiller og synger sammen. Den ånd, som vi samles om igen og igen i en skov på Norddjurs. Vi drager hvert øjeblik ånden ind – et åndedrag, vi er ét med vores omgivelser til alle tider. Når vi sætter refleksion i gang i fællesskab om dette, husker vi på, hvor betydningsfuldt nuet er. Særligt når jeg er sammen med Mzee Sander, som nu til maj fylder 81, mindes jeg om, hvor meget jeg må værdsætte hvert øjeblik. Vi har siden jeg startede i lære hos ham i 2014 forberedt hans begravelse. Faktisk var det en af de første ting, han fortalte mig om. Han er her heldigvis stadig og vi har haft lyst til at dele vores arbejde med en skøn ung kvinde. Det er Clara Evamaj fra opvasken. Hun passer som fod i hose ind i vores lille samling og vores samarbejde er allerede begyndt. Udover Clara, som er trådt ind i kredsen, har årene med ceremoniarbejdet bragt masser af visdom med sig fra Madelene, Mzee Nzoza og Kulwa Seleman. Jeg takker for alt jeres generøsitet med at indvie Sander og jeg i jeres erfaringer og viden. Sanders pragmatiske og omhyggelige tilgang til arbejdet med medicinen har givet mig et meget konkret anker. Han har inspireret mig til at behandle ting med omhu, at gøre sig umage og til at tage sig tid til at lytte og tale ærligt. Vi må huske at værne om de ældre, besøge dem, eller sende dem breve eller andet, så længe vi har dem i denne verden. Kære Sander! Tak for alle historierne, for viljen til at lære fra dig og for at åbne armene for Clara, mig og alle de andre som omgiver dig. Jeg og vi skriver ned, tager videoer og praktiserer, så medicinarbejdet kan leve videre (og deles med andre). Stort tillykke med de 81 år, vi glæder os over at samarbejdet fortsætter. Dina Bjørn [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Golden Jubilee på Bujora 2018 I anledning af at kulturcentret Bujora fylder 50 år, sender Uffe Madadi os denne hilsen: Bujora Cultural Centre 1968-2018 50 years • Golden Jubilee [...] Læs mere...