Home Articles posted by Julie Bie
  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Hvert år uddeler Utamadunis U-kasse cirka mellem 30 og 40.000 kr til projekter med forbindelse til lejrens deltagere. U-kassen kan støtte med op til 5.000 kr, og eneste ‘modkrav’ er,  at der skal skrives en rapport/artikel om projektet til årsmagasinet. Dem finder du både her i Mwaka Huu og på U-kassens hjemmeside. Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2015: I 2015 gav U-kassen støtte til følgende projekter: Educate Now, Ane Pind Bagge Educate Now er en forholdsvis nystartet forening (2012) med base i Aarhus, der har til formål at ydes tøtte til børn og unge i Sukumaland, primært med fokus på piger og unge kvinder. I Educate Now er overbevisningen at uddannelse er vejen frem, da det kan hjælpe de unge med, i højere grad, at tage kontrol over deres eget liv og søge beskæftigelse indenfor områder, der interesserer dem. Læs mere her Kili Kids Centre, Sofia Asak Kili Kids Centre er et børnehjem, der ligger ca. 20 km udenfor Moshi, Tanzania. Det åbnede i 2011, stiftet af en australier efter 2 års fundraising. Det er et miljøvenligt børnehjem, der driver et bæredygtigt landbrug hvorfra de får grøntsager og frugter. Pt. bor der 26 piger og drenge i alderen 2-14 år. Læs mere her Nyanguge Developement Foundation, Knud Erik Nyanguge Developement Foundation har ansøgt om computere til tre skoler og et landbrugscenter, der ligger i Nyanguge kommune. Computer kendskaber er ved at blive en vigtig del af skolesystemet i Tanzania, og derfor donerede Region Midt/Vest 80 desktop computere i 2015. Ukassens bidrag gik til transporten af disse til Tanzania. Læs mere her Klinik, Abene i Senegal, Mette-Lotus Klinikken ligger i en lille fiskerlandsby, Abene, hvor Mette hjælper befolkningen med små som store medicinske problemer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder  Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Golden Jubilee på Bujora 2018 I anledning af at kulturcentret Bujora fylder 50 år, sender Uffe Madadi os denne hilsen: Bujora Cultural Centre 1968-2018 50 years • Golden Jubilee [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Utamaduni Dance Troupe og WanaCecilia Dance Group (Bujora Sukuma Museum) Rapportering af ansøgte midler fra Utamaduni kulturforenings U-kasse. Herunder Bujoras takkebrev, underskrevet af Fader Fabian Mhoja og Formand for WanaCecilia Paulo Mafanyanga. (Begge er kulturgæster på Utamadunilejren 2015): http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Brev_fra_WanaSeciliaAug2014.pdf Dansk oversættelse af takkebrevet (V.Shoma): 12. august 2014 På vegne af Cultural Centre Bujora (Sukuma Museum) og på vegne af Cesilia-organisationen, vil vi gerne udtrykke vores store taknemmelighed til jer, Utamaduni Dance Troupe, fordi I tog imod vores invitation til at komme til Bujora og til at besøge nogle af WanaCesilias branches. I viste os en stor kærlighed, som for evigt vil forblive i vores hjerter. Vi er også meget taknemmelige for den engagerede deltagelse, I har vist, og siden jeres ankomst er det lykkedes os at besøge tre af vores branches, Ngogo branch, Ng’wasubuya branch og Isesa branch. På disse besøg har vi alle med stor glæde været sammen om at danse og synge. Alle stederne udviste folk stor begejstring og hengivenhed i modtagelsen af jer, og af samme grund har jeres besøg nu efterladt os med en stor lyst til at fortsat at være sammen med jer. Derfor er denne dag præget af både glæde og sorg. Glæde – fordi vores projekt er fuldendt på fredsommelig vis, og alle de steder vi kom frem, modtog folk os med jubel og alle de danse, vi fremførte, gjorde rigtig mange folk begejstrede. Vi siger mange tak for at bringe os så stor glæde på denne måde. Bedrøvelse – fordi I tager af sted, vi ville gerne fortsætte med at være sammen med jer altid, men da tiden for jeres hjemrejse er kommet, tager vi afsked med sorg, dog er denne sorg fyldt med håb om, at vi igen en dag skal ses. Vores store ønske er, at vi bevarer den fine solidaritet og det gode fællesskab, som nu har varet i mere end tredive år. Og derfor vil vi gerne invitere jer igen næste år, i 2015, til at komme og besøge os igen, så vi kan styrke denne samhørighed og broderlige solidaritet. Og således kan den bro af kultur, ’cultural bridge’, som blev bygget af vores grundlæggere, fortsætte i alle dage. Vi beder jer sende de kærligste hilsener til vores venner, som ikke havde mulighed for at komme i år. Vi indbyder jer i år 2015, til at komme, alle jer der var her i år, sammen med de andre, så I kan blive endnu flere. Vi slutter af med en god sang, som er komponeret af vores værdsatte sangleder, vores ven Kanigini, som siger: Misho gatikolagwa ng’watugisha, Baba ng’watugisha, mayu ng’watugisha Mushokanye uko mukikalaga, Tulibone hangi. [...] Læs mere...
    Kulturgæster / Mwaka Huu 2015NEKROLOG OVER LUCAS STEPHEN MHOJA f. 9/7 1984, d. 10/12 2014 af Kirsten Larsen Fisker Mhoja, Christiania D. 10. december 2014 omkom min kære svoger Lucas ved en trafikulykke i Sukumaland. Faderen tjente i øvrigt også som soldat under krigen mod Idi Amins styre i Uganda, han havde været langt inde i Uganda og kan fortælle om, hvordan han flere gange var i livsfare. Hele familien boede i et hus i Magereza sammen med andre soldaterfamilier. Efter krigen fik han tilbudt pension, som han tog imod. Han var glad for at kunne vende tilbage til livet i landsbyen. Lucas’ næstældste storebror, Ndelama, bor og arbejder stadig i Magereza. Det er familiens base i Dar es Salaam, hvor vi altid bor på gennemrejse fra Danmark til Sukumaland. Der opholdt sig også Lucas en uges tid sidste sommer på vej hjem fra Danmark. Lucas var i en periode som stor dreng hos en plejefamilie, noget familie i Tabora, men vendte hurtigt hjem til Lugeye, da man i plejefamilien havde den kedelige vane at opdrage børn med tæsk, fortalte Lucas. Det gjorde man ikke hos Wanalyaku. Efter at Makungu i 2008 var rejst til Danmark, blev Lucas hurtigt den nye leder og fordanser for Wanalyaku, under kyndig vejledning af sin far, den nuværende Mzee Lyaku. Han viste sig hurtigt at være et kæmpe talent, både som danser, trommeslager og underviser for gruppen og de mange gæster, der kommer for at lære sukumaernes dansekultur at kende. De gode kunstneriske og pædagogiske evner bragte ham til Danmark i sommeren 2014, hvor mange nød godt af hans undervisning og behagelige selskab. Han optrådte sammen med danserne her i landet ved mange begivenheder, Utamaduni Sommerlejr, Christianias fødselsdag og andre arrangementer i hele landet. Han underviste Utamadunigruppen og de to grupper i København i hans speciale, som var Bakumyalume hakkedans, slangedans, den populære Maliwata og mange andre. Han afholdt kursus for dansegrupperne i Århus og underviste de studerende på kunstakademiet der. Alle var begejstrede for hans undervisning, hans charmerende væsen og livlige og humørfyldte ledelse. Og det skulle da også bare mangle! Han var leder af sit lands bedste traditionelle dansegruppe. For ca. tre år siden drog Wanalyaku afsted til den store dansekonkurrence ved kunstakademiet i Bagamoyo. De var kommet direkte fra et dansejob i Arusha og var ved ankomsten meget trætte. De skulle være gået lige på, men fik udsættelse et par dage, så de nåede at hvile ud. Derefter vandt de hele konkurrencen, nåede at besejre alle landets andre grupper og drage hjem som vindere efter en måneds ophold i Bagamoyo. Wanalyaku nåede også at blive vindere af andre konkurrencer under Lucas’ ledelse, bl.a. konkurrencen blandt dansegrupperne omkring de store søer. Jeg har selv været ude med Wanalyaku og set dem optræde ved mange lejligheder, både med Makungu og Lucas som fordanser og fulgt gruppens udvikling i nu 20 år. Hvert år optræder gruppen til Mwenge, hvor Tanzania fejres ved at man lader frihedsfaklen bære landet rundt. Ved den lejlighed oplevede jeg Makungu som leder for ca. 10 år siden. Sidst jeg besøgte familien i Lugeye, dec. – febr. 2013 – 2014, var jeg sammen med Lucas og gruppen på job nytårsdag 2014 på stadion i Mwanza, sponsoreret af CocaCola. Vi fik det store program at se. Min tilstedeværelse kunne heller ikke undgå at vække opmærksomhed. Lucas havde malet sig helt hvid og fundet en stor rød paryk. Som han sagde:” Når man bor sammen, kommer man til at ligne hinanden!” Ja, vi har haft meget spas sammen. Jeg mindes de hyggelige hjemmeaftener i familiens skød i Lugeye hos forældrene. Der er ikke elektricitet, så man sidder i den dunkle belysning og nyder en stille stund efter maden, drikker måske en kop kaffe med en enkelt Konyaki, mens man fortæller dagens hændelser. Det var i de stunder jeg så Lucas med sin søn på skødet, den lille Stephen, som nu er ca. 2 år. Ved hans side sad hans kæreste, den lattermilde, men også alvorlige Happiness. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, forhåbentlig til vinter. Hvor Lucas vil blive savnet! Det var ham, der havde tid til at snakke, ind imellem, når han havde en pause i sit arbejde og Makungu var travlt optaget med alskens gøremål. Jeg husker de stille dage under skyggetræet, hvor meget af snakken gik om, hvor fantastisk det skulle blive, når Lucas kom til Danmark. Lucas var i gang med at indspille en film. Han skaffede mig en rolle og vi var på tur sammen til Mwanza, hvor vi optog nogle scener på et smukt sted ved søen. På vejen hjem blev det sent og vi nåede ikke den sidste daladala, så vi stoppede og kom op i førerhuset på en stor lastbil hele vejen til Lugeye. Hvor havde vi det bare pragtfuldt! Lucas efterlader sig mange, mange, der savner ham dybt. Hele hans familie, hans forældre, hans arbejdskammerater på landsbykontoret, dansegruppen og alle os, der har lært ham at kende og havde drømt om alle de fantastiske ting, vi kunne lave sammen i fremtiden. Lucas nåede i sit korte liv mange ting, som andre end ikke nærmer sig i løbet af mange år. Nu må vi blot takke for alt det, vi fik, at vi lærte Lucas at kende, at han har været her. Hermed en sidste hilsen til dig, min kære svoger fra din svigerinde (sjemeji). Æret være Lucas Stephen Mhojas minde!   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Ophold i Ghana. Landsby eller by, på eventyr, som frivillig, i praktik eller i fordybelse i danse/tromme-livet. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025Takkeceremoni fra ”skole nr. 2” i fiskerlandsbyen Abene i Senegal For 5 år siden var skolen bare borde og stole under palmeblade for at skabe skygge. 400 børn går her nu. Hovedsponsor er et ældre hollandsk par og den hollandske organisation: Bright Future for Children. Stor tak til Utamadunis U-kasse. Mette Sumo, (Kontor på lejren) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Det har taget sin tid, men endelig fik dansegruppen i Katwe sine nyoptrykkede trøjer. Der blev lavet i alt 30 trøjer. Designet er skabt af Sofia Palmén fra Manongu. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14– tak til U-kassen for støtte til etablering af køkkenhave på New Hope DER LIGGER ET BØRNEHJEM I KENYA New Hope børnehjem og skole blev grundlagt i 2004 af Mr. Japheth som en NGO med formål om at tilbyde husly og et trygt hjem til udsatte børn (forældreløse børn, gadebørn og forladte børn) i Mombasa. Som fattigt barn af slummen blev Japheth selv hjulpet til uddannelse af en lokal forretningsmand og giver nu med New Hope videre, hvad han selv oplevede som en stor ændring i hans liv. I øjeblikket bor og spiser 63 børn, som ellers ville bo på gaden, på New Hope børnehjem. New Hope er en ret god historie. Godt 400 børn fra de omkringliggende slumområder går nu i New Hope´s børnehave og grundskole, og yderligere 53 børn går på New Hopes nyoprettede gymnasium. Der kommer ofte nye elever til skolen og flere børn til børnehjemmet. New Hope er kendt som et godt og trygt sted, og skolen har opnået en fin faglig placering i sammenligning med skolerne i området. I 2013 er der foregået en omfattende renovering/nybygning af stedet – nu har børnene en rigtig sovesal – og nu er det således stedets bæredygtighed, der skal satses på. FRA HAVER TIL MAVER Den køkkenhave, som nu er blevet etableret gennem tilskud fra U-kassen, er et vigtigt element i at sikre skolens fremtidige bæredygtighed, idet det ofte er udgifter til den løbende drift, som er svære at skaffe midler til fra eksterne donorer. Køkkenhaven er stort anlagt, og egenproduktionen af grøntsager kan derfor bidrage direkte til børnenes kost. Den giver også adgang til en mere varieret og sund kost for børnehjemsbørnene, hvis kost hidtil primært har bestået af ris og bønner. Køkkenhaven har også en vigtig social funktion på stedet, idet børnene bliver indraget i det daglige arbejde med at passe den. Ejerskabet vokser. Projektet er startet med inspiration fra og i samarbejde med Philip fra Organic Technology Extension and Promotion of Initiative Centre (OTEPIC) i Kenya: http://www.otepic.org/ Philip og OTEPIC arbejder gennem permakultur og bæredygtige løsninger for at skabe bedre muligheder for at opnå bæredygtighed, med netop private børnehjem som en central målgruppe. Dem er der nemlig mange af i Kenya. Det er dejligt med den slags initiativer, og vi håber på, at New Hope tager de nye ideer til sig og får skabt en masse nye initiativer her i de næste faser. I 2014 vil New Hope bruge erfaringerne fra den første del af projektet til at videreudvikle ideer omkring alternative energiformer såsom biogas, også i samarbejde med OTEPIC. Her i 2014 vil vi derfor forsøge at rejse penge til at bygge et nyt køkken til børnehjemsbørnene. Hele ideen skal revurderes og gøres mere bæredygtig. Personalet vil også gerne fortsætte med at lære mere om mulighederne for økologisk havebrug. På grund af dette projekt er ambitionen for stedet nu at sikre forsyningen af både energi og fødevarer, gennem inspiration fra permakulturen og et mere bæredygtigt, ‘low tech’ perspektiv. Det er dejligt at se, at det kan lade sig gøre. Vi søger iøvrigt frivillige med særlig interesse for havebrug og low tech løsninger, hvis det skulle have nogen interesse! Man kan følge med på www.100pct.org, under New Hope. På vegne af New Hope og børnene vil vi gerne sige Utamaduni en varm tak for støtten, der assisterer med at skabe langvarige forandringer – og god mad i maverne! Med venlig hilsen, Camilla Nielsen-Englyst 100% til Børnene [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Samme år blev Ugandeseren Goedfred Senoga (Uganda TV) nævnt i Poul Nyrups nytårstale, da han havde boet i Århus i 9 måneder og lavet filmen ”Den tavse stamme”. En afrikaners oplevelse af danskerne og deres hverdag. Diasshow var også på mode i formidlingsarbejdet mellem nord og syd. Unge gymnasieelever fra København lavede diasshowet ”Hvor blev latteren af – blev den i Senegal”, en meget tankevækkende 20 minutters oplevelse af det at komme hjem efter 4 uger i Senegal. Formidling er vigtigt, fordi vi kan lære at glædes over hinandens kultur og ikke kun ønske at lave om på hinanden, eller kæmpe om hvis kultur der er bedst. Søren Kierkegaard siger det jo så flot. Vi skal lære at give os selv ”uret”, indtil vi har forstået den anden. 2014 blev også vinteren, hvor vi var nogle stykker fra Emmelev, der overvintrede på Bujora ved Victoriasøen. Uffe og jeg havde i Utamaduni Kulturforenings regi i efteråret 2013 fået godkendt en ansøgning om tilskud til forsendelse af en container fyldt med klinikudstyr til ”Bujora African Clinic”. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) overtog i 2013 Mellemfolkeligt Samvirkes ”Genbrug til Syd”-aktiviteter og dermed bevillingen fra DANIDA til renovering og forsendelse af udstyr. Lions Klubben i Grenå støttede os med midler til istandsættelse af klinikken. Dette arbejde foregik i hele januar måned. Total ombygning som medførte, at klinikken nu lever op til sundhedsmyndighedernes krav. Arbejdet blev udført af de dygtige håndværkere og elever fra Bujora håndværkerskole. Produktionsskolen i Grenå havde stået for indsamling og pakning af udstyret med hjælp fra Randers Ulandsværksted, Randers Regionshospital og Intergen i Viborg. Der er jo et fantastisk netværk i Danmark omkring ansøgning om støtte til at sende udstyr til bl.a. Afrika på www.dmru.org. På vores vintertur fik vi også lejlighed til at være med til fordeling af hospitalsudstyr til sundhedsklinikkerne i Ng´wanakeyi og Mwampulu. Senge, madrasser, borde, stole og undersøgelsesbrikse mv. Klinikkerne havde stået tomme siden færdiggørelsen i 2010, men forsendelsen af udstyret fra os har resulteret i, at Ng´wanakeyi nu har fået både en læge og sygeplejerske tilknyttet klinikken. Mwampulu vil få samme tilknytning inden årets udgang. Dette har myndighederne i Kwimba-distriktet lovet. Ofte kan små tiltag give en stor effekt. Jeg har flere bekendte i Ng´wanakeyi som har mistet et eller flere familiemedlemmer, da de ikke i tide har nået til Sumve hospital – nu er hjælpen lige i lokalområdet. Er der noget, regeringen i Tanzania prioriterer højt, så er det infrastruktur, uddannelse og sundhed. Derfor må vi også nu betale 18% moms af alt det udstyr, vi bringer ind i landet. Kun religiøse organisationer er fritaget for denne ordning. Med økonomisk hjælp fra Utamaduni Kulturforenings U-kasse kunne vi hjælpe Sawenge gruppen ved Mwanza fjord med hovedrenovering af deres Ford 4000-traktor. Gruppen har specialiseret sig i fordeling, dyrkning og salg af forskellige kartoffelsorter. I forbindelse med vores årsmøde i oktober i Sukumaland fik lederen af DMR-U Lars Udsholdt og jeg mulighed for at besøge gruppen og se dens arbejde. Både Nyota Ngo’en (stjernerne) og landbrugsgruppen i Kolomije har modtaget landbrugsudstyr. Der er stor efterspørgsel på moderne landbrugsudstyr for at forøge landbrugsproduktionen, og regeringen er nu ved at støtte distrikterne med favorable lånemuligheder til bønderne, så de kan investere i moderne landbrugsudstyr. Vi har i 2013 fået støtte fra følgende: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støtte med kr. 58.950,- til Utamaduni Kulturforening i forbindelse med indsamling og forsendelse af en 20 fods container med klinikudstyr til Bujora Kulturcenter. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) støttet med kr. 200.549,-  til Grenå Produktionsskole i forbindelse med indsamling, renovering og forsendelse af én 20 fods og én 40 fods container til NGOen Nyota (stjernerne) i Misungwi Distrik –Tanzania. Utamaduni Kulturforenings U-kasse kr. 10.000,- til renovering af Sawenge gruppens landbrugsudstyr. Lions Klub Grenå har ydet støtten til renovering af African Clinic på Bujora Kulturcenter. Kr. 15.000,- Sammenlagt har forbrug i år 2013 været på i alt: kr. 284.499,-   De bedste hilsner til alle fra mig med ønsket om, at år 2014 må blive det mest fantastiske år, Knud Erik Herunder ses det officielle takkebrev fra Bujora: http://utamaduni.dk/mwakahuu/wp-content/uploads/Takkebrev-Bujorea-2013.pdf [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Sidste år var der en række fortællinger i biblioteket hver eftermiddag kl.17. Her var ordet frit til at lade fortælleren berette om en personlig oplevelse, historie eller et tema som på den ene eller anden måde er relateret til lejren. Det kom der fem meget interessante historier og dialoger ud af, som vi også valgte at optage. Vi er netop lige i gang med at lægge sidste hånd på redigeringen af optagelserne, inden de bliver lagt op på arkivets hjemmeside. De vil blive lagt op som fem individuelle lydfiler med tilhørende tekst, som kort beskriver hvem og hvad temaet er. Vi skal nok lave et opslag på Facebook når de ligger klar! Så hold øje, læn dig tilbage og vær parat til at nyde en personlig fortælling, som kan vække minder fra sidste år og spænding og glæde til årets kommende lejr😊 <3 Madelene og Louise Juli 2019: Så er de 5 første Talks klar til at lytte som PodCast. Alle Talks ligger nu til aflytning på arkivets hjemmeside… Klik & lyt! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Kære Utamaduni Nyhedsbrev læsere, Så sidder jeg her på vores terrasse med morgenkaffen en kølig lørdag morgen i slutningen af marts måned. Solen har været hård ved Sukumaland den sidste måned og vi råber alle på regnen. Januar og februar var nogle fantastiske måneder med godt med regn og stor optimisme. Alle havde travlt i rismarkerne, først med tilberedningen af jorden og senere med udplantning. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014“In this great future, you can’t forget your past.” – Bob Marley I Danmark kan du købe kaffen gennem de danske distributører Jon Stage og Tendai Tagarira, som mange måske husker fra lejren 2010, hvor han lige var kommet til Danmark som ‘Friby forfatter’ i Aarhus. Han har nu bosat sig i Aarhus, og arbejder bla. med at markedsføre Mareley Coffee i Danmark. ENEFORHANDLER AF MARLEY COFFEE I DANMARK: Sustainable Coffe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018   ”Gæk gæk gæk mine påskeæg er væk!”, sagde den lille påskehare og sammen med den fine gule høne begav børnene sig ud på en lille påskejagt… [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet. I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften. Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen. Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt. Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker. Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten. Kirsten Larsen   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Kære U-kasse og lejrdeltagere Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til: • Balloner til at undgå “lægeskræk” hos børn, der behandles. • Diabetesmedicin. Forskellige danskere har udlånt deres recepter på medicinen og mine gæster har bragt det til Senegal. Hernede koster 1 dags forbrug mindst 2 dages løn = det er helt umuligt for folk = De dør før eller siden af en sygdom vi i Danmark kan leve med i årevis. • Eugenol – Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også. Indkøbt lokalt: • 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er, hvad jeg udleverer på en vinter. • Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber. • Så er pengene også gået til akut-hjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjæp nu og her: • Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene. • En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete. • En mand med kæmpe bylder i ansigtet. • En betændt finger, der skulle amputeres. • En mand med blod i urinen til behandling på et større hospital. • En mand med hjerteproblemer til behandling på hospital. Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt. Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”. Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker. Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål- Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken ? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 forskellige for malaria udskrevet fra et stort hospital i en større by her sydpå. Til gengæld får folk her hos mig en forklaring (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg. Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd- 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malariaformer, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man tager kun på hospitalet når man efter en månedstid er blevet virkelig syg. For en konsultation koster jo også noget. Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger. Og så er der medicinmændene og kvinderne ude i bushen og deres midler. Både godt og skidt. Og endelig overtroen, f.eks. at en brækket eller forstuvet fod kan ordnes ved, at en kvinde der har født tvillinger giver et ordentlig ryk i den! Jeg siger tak for donationen- I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan i stedet fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby. Kærlig hilsen Mette (regnskabsgruppe og bestyrelse) Abene, Senegal [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TUNAWASHUKURU SANA – Mange tak! Asedeva extends heartfelt gratitude to Utamaduni Camp in Denmark for their generous support in renovating our dance theatre floor. This contribution means so much to us, and we are deeply grateful—TUNAWASHUKURU SANA! We hope this marks the beginning of a strong and lasting partnership between our two organizations. We warmly welcome all members of Utamaduni to rehearse at our space, visit us in Dar es Salaam, and immerse themselves in the vibrant arts and cultural scene here. You’ll also have the chance to witness ASEDEVA’s daily dedication to preserving and promoting Tanzanian arts and culture. The picture is from a workshop about working creatively with african songs and rhythms. The stage is used weekly by dance groups and for events. Please visit our Instagram at asedeva_tanzania for more pictures about our work. Financial report We received 1,946,316 TZS / 5330 DKK to renovate the stage at ASEDEVA. Due to changing currencies this was a little bit below budget but was enough for us to finish the renovation well. We needed more cement than expected and transport were more expensive than first anticipated. We spended around 1.7 million TZS on materials and used the remaining (529 DKK) for fundi/workers. ASEDEVA paid the remaining 374 DKK for workers. Asedeva arangerede i maj 2025 workshop i Dar, med Kises B gruppen fra Sukumaland English Kiswahili Dansk Følg Adedeva på deres Facebookside Abeneko and the positive mind and Asedeva, Dar es Salaam [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Kære Utamadunifolk Februar … Slam, så starter den næste lejr op. De første undervisere ringer, bestyrelsesmøde, generalforsamlingen banker på. Det føles lidt som en lejr torsdag morgen, når man vågner efter slammeraften og et søvnunderskud, man ved det bliver en fed dag, men man kan ikke helt se det endnu 🙂 Utamaduni gruppen har med afsæt i besøget inviteret disse 4 personer fra Sukumaland: Udover at opleve Utamadunilejren , vil de 4, mens er i Danmark, komme en hel del rundt på besøg og arbejde. Foreløbige forhåndsaftaler og tilsagn: Gæsterne skal aktivt indgå i udstillingen ‘De dødes liv’ på Moesgaard Museum, hvor WanaCesilia også optrådte i 1973. De skal sammen med herboende sukumaer bygge forfader-hytter og indvie dem ved en ceremoni. Rundvisning og optræden på Kvindemuseet, Århus Workshop til WannaDance, Århus Workshop på Gøglerproduktionsskolen, Århus Workshop på Århus Friskole Besøg på Svanholm Landbrugskollektiv, Skibby Besøge venner og dansere på Christiania Workshops i dansegrupperne: • Dansegruppen Igokoloo, Kbh • Dansegruppen Ikumbo, Kbh • Dansegruppen Malingo, Silkeborg • Dansegruppen Vipepo, Århus • Dansegruppen Manongo, Göteborg Video med WanaCesilia dansegruppen 2014:   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget.   Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond.   Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller.   Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre.   – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have.  Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det.   Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.   Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.   Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol.   Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv.   Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne.   Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TOGO ESOME er en frivillig hjælpeorganisation baseret i Danmark. Vi består af tre veninder og to lokale vævere. Gennem vores arbejde forsøger vi at styrke den sociale infrastruktur i Togo, et af verdens mindst udviklede lande, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Baggrund for projektet Vores første rejse til Togo fandt sted i efteråret 2021. Trine kendte en lokal væver fra et tidligere samarbejde, og vi skulle besøge ham og se, hvad de lavede i hans workshop, som nu hedder Inana Textile. Desuden havde den tekniske skole i byen bedt om vores hjælp til at designe nye skoleuniformer… men det er en helt anden historie. Vi tog til den lille landsby Vogan for at besøge det lokale fængsel, hvor Inana Textile havde startet et lille pilotprojekt året før. Da vi trådte ind i det møgbeskidte, overfyldte, elendige, varme, ildelugtende fængsel, blev vi mødt af tre mænd, der badet i sved skabte de mest fantastiske, farverige kente-stoffer. Kente-vævning er en eksklusiv kunstform i de omkringliggende lande, der symboliserer familieforhold, status og meget mere. Disse mænd fortalte, hvordan de gennem et 3-årigt uddannelsesprogram i fængslet, arrangeret af den lokale virksomhed Inana Textile, skulle lære dette kunsthåndværk. Programmet ville på sigt give dem mulighed for at arbejde i Inana Textiles værksted efter endt straf. De nævnte også, at mange andre indsatte ønskede at deltage, men at pladserne i det overfyldte fængsel var begrænsede. Da vi så håbet i øjnene på disse mænd, blev idéen om at gøre en forskel født – både for de indsatte og deres familier uden for fængslet. TOGO ESOME betyder en lysere fremtid for Togo. Togos fængsler Togo har i mange år været præget af politisk uro, og som følge heraf er der ikke mange udenlandske investorer eller bistandsorganisationer til stede i landet. Men vi er her, og vi ved af erfaring, at den lokale befolkning er et meget viljestærkt og positivt folkefærd. Befolkningen i Togo er klar over, at for at forbedre levevilkårene skal den sociale infrastruktur styrkes. For at hjælpe med denne proces har vi slået os sammen med lokale virksomheder og entusiastiske individer, og vi arbejder sammen for at skabe positive forandringer gennem princippet om lokal empowerment. Det juridiske system i Togo fungerer ikke optimalt, og det kan tage år, før en person, der er anklaget for en forbrydelse, kommer for en domstol. Da det togolesiske retssystem ikke fokuserer på resocialisering, er chancerne for at skabe et godt liv for en person, der har været i fængsel, meget små. Når en mand sendes i fængsel, lider ikke kun han selv, men også hans kone og børn. De lider økonomisk, da familien bliver tvunget til at klare sig med en enkelt indkomst. De lider også socialt, da fængsling i Togo ses som et skamfuldt tabu, og mange familier oplever derfor social marginalisering eller udstødelse. Af disse grunde fokuserer vi i TOGO ESOME på at forbedre resocialisering mulighederne for indsatte. Dette er et område, hvor ikke kun enkeltpersoner, men hele familier kan drage fordel. Nuværende projekt I TOGO ESOME har vi i de seneste tre år søgt diverse fonde, solgt produkter og selvfinansieret opbygningen af en 350 m² stor workshop, hvor de indsatte efter “mesterlære-princippet” kan lære af hinanden i det 3-årige projekt. I august 2024 står byggeriet færdigt. Med denne udvidelse kan vi rumme flere indsatte i programmet og give dem et sikkert, dedikeret miljø til at lære og praktisere deres nye håndværk. To tidligere indsatte, JayJay og Amen, har påtaget sig opgaven med at undervise de indsatte, der ønsker at deltage i programmet. Deres erfaring og dedikation gør dem til ideelle mentorer, da de ikke kun er dygtige vævere, men også forstår vigtigheden af resocialisering og muligheden for en ny begyndelse. Støtte fra U-kassen U-kassen har støttet os ved at donere materialer til 4 nye væve, som er bygget af lokale tømrere. Denne støtte forbedrer uddannelseskvaliteten og øger programmets kapacitet. Vi er dybt taknemmelige for deres bidrag, som hjælper os med at give flere indsatte en ny chance. Af hjertet tak for støtten, Camilla Ulvedal Carlsen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017Lejrforberedelserne kører på fuld drøn. Tilmeldingen starter snart, undervisere kontaktes og lejrplanen laves .. og jeg aner ikke hvad der foregår. Det er nyt. Det er svært. Men det er også rart. Efter 8 år i bestyrelsen og undervisningsminister samt 5 år som formand holder jeg nu en pause og tager med hele min familie til Japan hele sommeren og kommer slet ikke på lejr. Det skal være noget meget lækkert sushi som skylles ned med noget varm sake jeg indtager lejronsdag aften når hele mit slæng står foran baren og savner Dav’s slammerbrædt. I mine første år i bestyrelsen under Trine Forkvindes kyndige ledelse gik det op for mig hvor givende det er at arbejde sammen med en flok mennesker der brænder for noget rigtigt meningsfyldt. Noget som hverken giver penge eller fame, men som rummer mange forskellige slags mennesker som primært, danser og trommer sammen. Jeg fik lært at der er plads til alle, at personer er vigtigere end regler, at man kan starte møder for sent og alligevel lade dem trække ud langt over det aftalte sluttidspunkt. African time? Nææ det er sgu bare rart sådan, hvorfor stoppe når det er hyggeligt. Jeg har arbejdet tæt sammen med mange mennesker i denne tid. Jeg vil sige tak til to. Shoma som er en uundværlig samarbejdspartner når det gælder utamadunis lejrprogram. Vi har lavet mange gode tavler sammen. Det er totalt luksus at have dette job. Der er så mange der gerne vil undervise og det drejer sig mest om at finde plads til alle de fede folk. Den anden jeg vil takke er Mads Bischoff, vi har sgu været et godt team i vores campingvogn, både før under og efter lejr. Mads har lært mig sproget, den anerkendende dialog, inkluderende og rummelig. En gave til en gymnasielærer som mig som jeg bruger i min dagligdag. Nå, før jeg bliver sentimental vil jeg ønske Tinne held og lykke med det spændende arbejde som UV-minister og forkvinde. Jeg vil slutte her og takke for et godt samarbejde i bestyrelsen i alle de år, masser af opbakning og anerkendelse, konstruktiv tænkning i svære situationer og jeg glæder mig til at komme på lejr 2018, jeg håber jeg kan få en tjans i baren .. det har jeg altid drømt om. Hilsen Christoph [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Så er tiden kommet igen til en nyhedshilsen, og den kommer som sidste år fra min stol her I Nyanguge I Sukumaland. Ja kun et spyt kast fra Nyanza (Victoriasøen). Vi er nu I slutningen af februar måned og alt er grønt hernede. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2005 Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18København d. 29.3.2018 Afrapportering til Utamaduni Faraja Home, og skoleleder Martha Masenge, har med glæde modtaget støtte fra Utamaduni til renovering samt forbedring af legepladsen til at stimulere børnenes motoriske udvikling. Som bekendt er Faraja Home et center – en lille skole for foden af Kilimanjaro – for udviklingshæmmede børn og unge. Bl.a. vippebræt samt vippe er blevet indkøbt og taget i brug, til stor glæde for børnene. Billeder vedhæftes som dokumentation. De bedste hilsener og tak for støtten fra foreningen faraja (herunder Utamaduni-deltager gennem mange år, Kristine Bundgaard Jensen) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25Støtte til biblioteket i Dallung I Nordghana ligger landsbyen Dallung. Her finder du et bibliotek skabt i samarbejde med Ghanas biblioteksvenner.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019En lille workshop-fortælling fra lejren 🙂 Nu har vi i en del år haft en trommeworkshop for børn nede bag opvasken. Der hygger vi os rigtig godt med at få lært at spille sukumatrommer. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kære Ukassefolk og alle der læser med Jeg vil lige på Sanders og mine vegne starte med at takke for bevillingen på de 2000 kr. til færdiggørelsen af Trommepavillonen på Bujora, som vi regner med at Sander tager ned og forestår sidst på året så han kan nå at bruge den billet som han havde købt med afrejse i Januar, men som han måtte aflyse fordi han skulle opereres. Jeg fik så pengene – de 2000 kr. han fik bevilget af Ukassen – sendt derned og har i samarbejde med Bujora Dance Troupe forestået at byggeriet kom i gang. For det som præsten kaldte meget små penge, nemlig 640000 tsh, nåede vi langt. Undervejs sendte jeg en lille rapport til vennerne på Facebook og en bøn om at hjælpe lidt og sammen med penge til hjælp fra besøgende danskere nåede vi op på 1.400.000 tsh, som rakte til at blive næsten færdige. I har måske set billeder jeg sendte hjem af den nymalede pavillon med trommerne opstillet foran. Den er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Vi nåede ikke helt i mål, men det sørger Sander for vi gør. Tak for jeres hjælp kære venner ! Yours Uffe Madadi   U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2011Klik for at læse som ‘bladre PDF’ [...] Læs mere...
    VinderfotosVinderfoto 2012, taget på lejren 2011 (Foto: Gull Maj) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Som nogen måske har hørt lidt om, er jeg, Anne-Sofie, i skrivende stund i gang med at lave et filmprojekt om Utamaduni. Nogen kender mig godt, andre har måske kun set mig med kameraet på årets lejr. – derfor er det vist på sin plads at I får en lille introduktion til mig, og hvorfor jeg laver dette projekt.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Hvor er det dejligt, at tilmeldingen til årets Utamadunilejr allerede er begyndt, og at vi hver dag kan se, deltagerantallet stige! Efter to års aflyste lejre er vi, i bestyrelsen, endeligt sikre på at vi kan holde sommerlejr i år. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2010 Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015 / Ukassen 2014-15Til U-kassen. Jeg vil gerne takke jer for de 2.000,- kroner som mit Senegal Voksenskole projekt har modtaget. Skolen i Abene lever i bedste velgående, med et dagligt elevtal på ca. 30 personer. Det hjælper de voksne i Abene til at blive selvforsørgende via de kompetencer skolens uddannelser giver dem. Skolen vil dermed være med til at nedsætte antallet af ofre for båd ulykker via flugt til Europa. Budget for skolen kan ses på hjemmesiden under fanen: Gennemsigtighed. Senegal Voksenskole er ved at etablere sig som en forening, hvor jeg d. 8. december nedsatte en bestyrelse. Bestyrelsen vil hjælpe med at løse de mange opgaver som der ligger i at drive en skole i Senegal. Dette er for eksempel hjælp til at formidle kendskab til projektet, lave fondssøgning, udarbejde og omdele pjecer og hverve nye medlemmer. For at sikre kontinuitet og engagement, rejser jeg til Senegal 27. dec og vender hjem i begyndelsen af marts med ny viden og gode historier til formidling. I Abene lever jeg sammen med de lokale lærere og går hver dag med i skolen for at følge med i skolens dagligdag. Det sker at jeg vikarierer i engelsk. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22Ukassen er tom Når der ikke bliver afholdt lejr, kommer der ingen penge i ukassen. Og ingen penge, ingen tilskud til nye projekter i Afrika. Så derfor er der ikke rigtig noget at fortælle om året der gik Året før, i 2020, støttede vi 5 projekter. 3 af dem blev gennemført i 2020. Det 4. blev gennemført i år. Og det 5. er stadig ikke gennemført. Derudover afventer jeg i skrivende stund information om, hvordan det er gået med endnu et projekt, som modtog penge i 2019. I kan læse om projekterne her i Mwaka Huu. Til efteråret efter en dejlig lejr, hvor vi forhåbentlig har fået en masse penge i kassen, regner vi med, at der igen kan søges om støtte til gode projekter. Glæder mig til at se jer allesammen til sommer! Kh Tine, på vegne af ukassen April 2022 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I vinters rejste Manongu kulturforening til Bujora Cultural Center for at gennemføre et ti-dages program fyldt med dans, musik og kulturudveksling. Det var en magisk tur, igen et dejligt møde med gamle og nye venner i Sukumaland. MANONGU som kommer fra Göteborg området, er Sveriges eneste gruppe der fordyber sig i sukumafolkets unikke danse- og musiktradition. MANONGU består dels af en kernegruppe, der arbejder professionelt for at sprede sukumakulturen og Manongu kulturforening, en åben dansegruppe fyldt med glæde, varme, fællesskab og engagement. Vi har skrevet en rejseberetning – alle, der deltog, har bidraget med en tekst, der viser deltagernes personlighed og gruppens mangfoldighed. Varmt velkommen til at få et indblik i denne fantastiske tur! Rejseberetningen, samt masser af flotte billeder, kan ses længere nede på siden… Under vores ophold havde vi også mulighed for at vise vores dokumentarfilm SUKUMA! Filmen blev lavet af Leif Eriksson, som var med MANONGU i Sukumaland i 2016. Filmtrailere kan ses her: Vi ønsker også at rette et stort tak til sukumamiljøet i Danmark for den smukke kulturbro, der strækker sig mellem Skandinavien og Tanzania! Lad os sammen styrke kulturen! Utamaduni oyee !! Varme hilsener fra Sverige Karin & Marco MANONGU – Sukumadance i Sverige www.manongu.se     Reseberättelse för Manongu Kulturförening: MANONGU besöker Bujora och Sukumaregionen. Vinter 2017/2018   [...] Læs mere...