Home Articles posted by Julie Bie
-
- Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:Mwaka Huu 2026Besøg af 5 kulturgæster fra Kisesa B på Utamaduni Lejr 2025 Efter 2 års papirarbejde, afviste visa og en klagesag fik vi heldigvis medhold i, kunne vi endelig byde varmt velkommen til 5 kulturgæster, Shabani, Robert, Kulwa, James og James, fra dansegruppen Kisesa B. Det havde været en besværlig proces, men heldigvis fik vi stor hjælp af vores samarbejdspartnere: dansecenteret Asedeva og Abeneko & The Positive Mind i Dar Es Salaam, som også var inviteret til at undervise og spille koncert på lejren. De indgik et samarbejde med Kisesa B og inviterede dem til Dar Es Salaam, hvor de spillede sammen og skabte netværk mellem de to grupper. Derudover udøvede den altid hjælpsomme Fader Fabian (tidligere præst på Bujora og kulturbærer i Mwanza) god hjælp, og vi var så heldige at han og hans samarbejdspartner og ven Fabian Gwa Njingi også deltog på årets lejr. Tidligere kulturgæst og ven af lejren Cleophace Kachawi (coach, trommeslager og danser i Bujoras dansegruppe Wanacecilia) hjalp til med afrejse og fulgtes med kulturgæsterne til Danmark, da han selv skulle besøge sin familie samt undervise på lejr. Med hjælp fra dem og mange andre, bl.a. økonomiske tilskud fra de danske dansegrupper, kom vi i mål og kunne tage imod gæsterne med stor glæde d.09/06-26. Kisesa B er en dansegruppe beliggende i Isenibonideni, Kisesa, Mwanza (landsbyen nær Kulturmuseet Bujora). De 5 kulturgæster er børn af en bunungule tradition som blev bragt til livs af deres bedstefar Milundumo. Deres familie er stor og når endda helt til Danmark, hvor deres faster og i alt fire kusiner er bosat. Deres faster er den herboende Sabina Shabani, og det var også hos hende, at de første dages akklimatisering fandt sted efter ankomsten i Kastrup. Efter dagene i København gik turen til Jylland hvor de først besøgte Sebastian Paulo og derefter blev modtaget, med åbne arme, på Granlunden (kollektivgården hvor nogle af de første kulturbrosstiftere, Uffe og Sander, bor) af Utamaduni Dance Troupe. Her er der blevet danset, trommet, holdt møde og grinet i mange år, og mange kulturgæster og dansefolk har sat deres fødder i kæret i Emmelev. Dagene på Granlunden, også kaldet forlejren, gik med at lære hinanden bedre at kende og få samspillet godt op at køre, så vi kunne være klar til at undervise i fællesskab på årets lejr. Da vi ankom på lejren en dag før åbningen, var de 5 kulturgæster rundt og hilse på de andre områder, og blev introduceret til den lille midlertidige landsby i Ramten Skov som vi sammen bygger op og bor i hver sommer. . Da bunungule og sogota er nogle af dansegruppen Kisesa B’s spidskompetencer, blev disse stilarter gennemgående i undervisningen med kulturgæsterne. De havde både øvet sig på gamle og opfundet nye danse og sange som de underviste i til både unge og ældre, nye og garvede. Lejren blev afrundet med et brag af et bununguleshow fuld af kostumer, skøre påfund, teater og god kraft på trommerne – lige efter bunungulebogen! Efter lejren havde dansegruppen fortsat en måneds tid i Danmark, hvor de bl.a. besøgte venner, familie og udforskede de to danske storbyer Aarhus og København. i Aarhus fik de fornøjelsen af at besøge Astrid Rodbrup, Cecilie Kjems, Maria Shabani, Dina Bjørn og Mitundwa Ntini i Århus. De byggede bununguletrommer med den århusianske dansegruppen Vipepeo hos Anna Kruse og fik hele 2 ture i Tivoli Friheden. Derudover lavede Kisesa B også en workshop for Vipepeo, Efter tiden i Århus gik turen videre til Anne Birgitte Nielsen (kendt som AB) i Tørring og dernæst Koku og Jens Thorsen på Ventegodtgård, hvor der blev danset og hygget med dansegruppen Igokoloo. I København dansede de både show og lavede workshop med Igokoloo samt besøgte familie og venner. Blandt andre Sabina og Nadia Nanji , Anne Katrine Lykke Bie, Signe Frøkiær, Inger og Mathias Paul samt deres øvrige familie. De tog til Sydfyn og deltog i bryllup hos Christian Chalmer og Katrine Paahus. En vaskeægte kærlighedsfest. I Rudme afholdt de dernæst workshop for den fynske dansegruppe Cheza Mjini og sidst blev opholdet afsluttet med en kombineret øveweekend og farvelfest med Utamaduni Dance Troupe. D. 25/08-26 var opholdet slut og turen gik retur til Tanzania. I lufthavnen blev der taget afsked med familie, venner og 7 ugers vilde oplevelser, hvilket selvfølgelig involverede store krammere, grin og gråd! En hilsen fra gæsterne: “Tunafurahi sana watu watano kwa safari yetu Denmark kwa usalama. Tunashukuru kwa kutupokea vizuri bila shida na tulikaa kwa upendo bila shida. Tunatoa shukrani sana sana kwa Utamaduni Group. Kulwa, Shabani, James, James na Robert tunapenda kutoa shukrani” Oversat: “Vi, 5 mennesker, er glade for vores rejse til Danmark, som gik fredeligt. Vi er glade for at I modtog os uden problemer og at vi var i Danmark i kærlighed uden problemer. Vi vil gerne give tak til Utamaduni Gruppen. Kulwa, Shabani, James, James og Robert, vi vil gerne sige tak.” Kisesa B danser stadig med fuld kraft og har taget bogobogobo (hakkedans) op. Derudover danser de fortsat bunungule, sogota og bulabuka. De byder alle som har lyst velkommen til at besøge dem i Isenibondeni, Kisesa, Tanzania. Vi takker for et dejligt besøg fra Kisesa B og for alle de smil, minder og venskaber der blev knyttet. Flere dansegrupper husker og danser, synger og trommer stadig alt det vi har været så heldige at få med fra dansegruppen Kisesa B. Tak til alle jer der har hjulpet, doneret varme jakker, støttet op og taget godt imod gæsterne. Vi glæder os til at danse og samles med jer på årets lejr, hvor der lurer et skønt og diverst program. Bedste hilsner, På vegne af Utamaduni Dance Troupe Maria Shabani og Dina Bjørn [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019Her følger en lille beretning fra Sander Machombo, om hans projekt med at ‘riste venskabsbroen i runer’ på Bujora i Sukumaland. [...] Læs mere...Jubilæer og særskrifter / Mwaka Huu 2012Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Det hele startede i 1973, da ca. 30 tanzanianske bønder, fra Sukumastammen i det nordøstlige Tanzania, besøgte Moesgård Museum. De var inviteret af lektor Skott og U-landsfonden af 1962 til at demonstrere traditionelle danse og håndværk. Besøget gjorde så stort et indtryk på nogle musikere og teaterfolk fra Djursland, at de i ´77 tog til Sukumaland. Her deltog flere af de mennesker, der stadig er aktive i vores lejr. Vi blev så fascinerede af deres måde at tromme og danse på, at nogle af os gik i lære. Ved gentagne besøg hos hinanden opstod indbyrdes forståelse, venskab og respekt. Det er lejrens menneskelige baggrund. Men der var også et mere praktisk udadvendt engagement. Vi begyndte nemlig at turnere i hele Danmark med sange, danse, trommespil, fortælling, håndværk, hyttebygning m.m., og blev et farverigt indslag i mange U-lands sammenhænge på skoler, højskoler og lignende. Interessen spredte sig, dansegrupper opstod, og alle disse folk havde lyst til at samles. Det gjorde de på en forlænget weekend i 1983 – på den allerførste danselejr – der samlede ca. 70 deltagere. Den fandt sted på Keramikgården i Ramten Skov, hvor lejren har været lige siden. Og hvor i øvrigt djurske kollektivister og andet godtfolk op gennem halvfjerdserne havde holdt deres sommerlejre. Utamadunilejren voksede, og praktisk hjælp blev nødvendig. En større flok af lokale kollektivister trådte til med hjælp om de praktiske ting på lejren. Således gik det til, at den nuværende Utamaduni Kulturforening opstod. Lejren er vokset fra små 70 til godt 600 mennesker, hvor ca. 60 arrangører og ca. 60 undervisere og gratister sørger for, at så lidt som muligt bliver overladt til tilfældighederne. Resultatet er en fantastisk velorganiseret lejr, som vi er meget stolte over. Det er de mange hænders arbejde, som bliver til én stor, fælles oplevelse, vi gerne vil fejre sammen med jer igen i år. Hvert år har vi haft gæstelærere fra Sukumaland, ja, nogle derfra har endda slået sig ned i Danmark, og deres medvirken på lejren har i allerhøjeste grad været med til at skabe den stemning, der gør, at vi ”gamle” stadigvæk er glade for at kunne indbyde til endnu en sommerlejr. Udover lejrene har foreningen i de senere år beskæftiget sig med bistandsprojekter som f.eks. renovering og opstilling af majsmøller i både Sukumaland og hos Masai’erne i Ngorongoro-området. Læs mere på projektgruppens hjemmeside her på utamaduni.dk [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22African Project Center er en grund med hus og gæstehuse i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020Som solskin i april Efter rundt regnet 25 års research har en kvindelig kollega og jeg skrevet en bog om livet i Tanzania. Eller … egentlig handler den om et umage par, 29-årige Neema og 61-årige Karsten, der på et dansekursus i landsbyen Matoka hovedkulds forelsker sig i hinanden og derfor støder ind i en masse kulturelle udfordringer. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2025Takkeceremoni fra ”skole nr. 2” i fiskerlandsbyen Abene i Senegal For 5 år siden var skolen bare borde og stole under palmeblade for at skabe skygge. 400 børn går her nu. Hovedsponsor er et ældre hollandsk par og den hollandske organisation: Bright Future for Children. Stor tak til Utamadunis U-kasse. Mette Sumo, (Kontor på lejren) [...] Læs mere...Mwaka Huu 2014”Kære pladsmænd 2013 Tusind tak for et helt forrygende år som pladsmand på Uta 🙂 Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde forudset, hvor meget der skulle laves i løbet af lejren, og det gik over al forventning! I skal vide, at selvom der var flere uforudsete tørke-udfordringer, var der flere, der kom med rosende ord til pladsens indsats på alle fronter. Hvis jeg blot skal opremse de største af pladsens projekter i 2013, så fik vi lagt og tilsluttet en ny og større vandledning mellem køkkenet og badescenen. (Dette blev lavet sammen med den nye grusvej bag om stråhytten). Vi fik bygget Skalle-Fortet nede bag ved køkkenet, så vi slipper for den uskønne og bøvlede presenningsmaterialegård, og der blev skaffet en ATV til lejr-kørsel. Alle de fine nye skilte til at markere brandvejene og orientere om pladsens mest almindelige regler blev også lavet inden lejren. Alt dette nåede vi at få ordnet, inden lejren overhovedet gik i gang! Uheldigvis måtte der også købes en ny pumpe til keramikgårdens brønd, og vi fandt ud af, at problemet lige så meget ligger i selve brønden som i vandrørene ned til pladsen… uha det kan ske, at lejren skal til at købe en ny vandboring! Så lejrens vandproblemer prøver vi fortsat at få styr på. ): Under selve lejren fik vi lavet nogle fine bænke til bålstedet, og bålstedet blev tilmed malet på ny og sprøjtet til med brandhæmmende middel for at sænke risikoen for, at taget bryder i brand. Containeren, som bliver brugt til pladsens og køkkenets sager i løbet af året, fik et smart nyt hyldesystem, Skalle-Fortet fik lavet låger, og sidst, men absolut ikke mindst, fik vi smidt en masse lort ud, der ikke er blevet brugt på lejren i MANGE år! 🙂 Det er helt vildt så meget, der kan samles på en plads i løbet af en sommer – og folk tænker jo slet ikke på, at vi har kæmpe problemer med at få det opmagasineret i løbet af vinteren. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har så aktiv en gruppe – der endog kan finde ud af at holde møder i ny og næ. Det ligner slet ikke det pladsmandstelt, jeg først trådte ind i for 7 år siden!! Wow – det var alligevel meget… (havde vist ikke lige gennemtænkt denne mail, inden jeg begyndte på den opremsning… hmm..) Kort sagt vil jeg bare gerne takke jer alle for et fedt teamwork under årets lejr, og jeg håber virkelig, at vi får et lige så godt og harmonisk team næste år. Hvis I får ideer, der lige passer til sommerlejren, så bare gi mig eller Agnar et kald, så kan vi snakke om det. Køber jo gerne/helst gear på genbrugser i løbet af året, så vi ikke får så store ’uforudsete/glemte’ udgifter på selve lejren til udstyr. Over and out” Denne mail blev sendt ud til pladsmandsgruppen kort tid efter lejren sidste år, og jeg tænkte, at det måske var interessant for ikke-pladsmænd at høre, hvad gruppen laver udover de daglige opgaver på lejren. Har man eventuelt lyst til at være med på nogle af vores projekter eller i plads-gruppen, kan man også skrive til mig, så kommer man på vores ”Argh nej, der er en pladsmand, der ikke kan komme alligevel – Hvem skal jeg så ringe til”-liste 🙂 Pt. mangler vi virkelig en, der kan hjælpe med at tegne et flot kort over lejren. Enten i hånden eller i et tegneprogram, da vi skal have lavet et oversigtskort over pladsen med en tydelig markering af lejrens brandmateriel, samt hvor samlingsstedet er i tilfælde af brand. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til sommer. Mvh Anton [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Jeg har været deltager, sidevogn, kok, lille-hjælper og uvildig observatør rigtig mange danse- og trommeworkshops i Tanzania. Det er altid stort for grupperne at få gæster fra udlandet. Der er selvfølgelig den økonomiske side, såvel gruppen som de enkelte undervisere får en slat på kistebunden. Men lige så vigtigt er det store boost af energi det giver, når tanzanianske unge oplever, at folk har så stor kærlighed og interesse for dansen, at de kommer helt til Tanzania for at lære. De sidste par år, har jeg været omkring 4 forskellige workshops og lagt mærke til, at der er kolossalt stor forskel på hvad de forskellige grupper får ud af opholdet. Der er opstået mindre misforståelser, der kunne være forebygget, hvis gæsterne fra Danmark var klædt på hjemmefra. Derfor har jeg forfattet følgende velkomstbrev, som kan forberede deltagerne på dit og dat i forhold til deres besøg hos Kisesa B. Og så slog det mig, at andre både deltagerne på workshops andensteds og de løse fugle, der rejser til Tanzania på egen hånd, kan have fornøjelse af mine guldkorn. Kære kommende sukumadanser April 2026 Du er så heldig, at du skal deltage i en workshop med dansegruppen Kisesa B i nær fremtid. Jeg har været med til en del workshops som medlem af gruppen og har oplevet, at der er meget stor forskel på hvor meget kursisterne har fået ud af deres ophold. Derfor får du mit indspark til, hvad du selv kan gøre for at få det bedste og mest givende ophold hos gruppen. Min baggrund er, at jeg har danset og rejst i Tanzania i mere end 30 år. Været tilknyttet forskellige dansegrupper og ægtefæller gennem årene. Danser i Igokoloo i København og rejser til Tanzania hver vinter. I 2025 blev jeg færdig med at bygge et lille hus i Igeye, som ligger et par km længere ud ad vejen. Man kan høre trommerne hjemme hos mig. Kisesa B Dansegruppen består dels af medlemmer af familien Milundumo og dels af medlemmer, der bor i lokalområdet – enkelte har lang vej til Kisesa. De har to ugentlige øvere mandag og fredag, fra kl 16. til 18. Øverne efterfølges som regel af lange møder, hvor hele gruppen diskuterer, hvad der rører sig. Hvis jeres workshop strækker sig ind over disse to dage, vil der som regel være lidt forskel på indholdet i forhold til de andre øvedage, fordi gruppen også har brug for at øve i rigtigt tempo og måske nogle stilarter, I ikke har fået undervisning i endnu. Efter første workshop-øver, vil I blive indbudt til et lille møde, hvor alle præsenterer sig. Det er god tone, at stå op mens man præsenterer sig kort. Er dit swahili stadig i sin vorden, kan du bede en fra din gruppe hjælpe med at oversætte, for engelskkundskaberne i Kisesa B er yderst begrænsede. Alle er tosprogede fordi de taler deres eget sprog sukuma og swahili. Det er godt at vide, at sukumaområdet er lidt mere traditionelt funderet, end andre dele af Tanzania. F eks vil det være respektfuldt som kvinde, at være relativt tækkeligt påklædt på underdelen. (Ikke for korte hotpants). Gruppen vil aldrig sige noget, men det er helt tydeligt, at de lægger mærke til (og kommenterer) hvis der vises alt for meget ben under øverne. Shorts er helt ok, bare de ikke er så åbne, at man kan kigge lige op til Himmerrige. Der er ikke særlige restriktioner for mandlige dansere. Før I ankommer, har gruppen holdt flere møder og aftalt hvem, der tager sig af hvilke opgaver. Det italesættes også, at formålet med at have gæster IKKE er at score sig en sød kæreste. Uanset denne aftale, er det sket gennem tiderne, at nogen er faldet så pladask for nogen, at der er kommet kæresteskaber ud af det. Ingen regel uden undtagelse. Især I piger vil nok opleve nogen kurtisering og komplimenter for dit og dat. Det er der ikke noget slemt i og en del af de herrer er også ualmindelig pæne og kan hoppe vældig højt – men hvis din hensigt er at få lidt uforpligtende, er det måske sundere for gruppen, at du gør det et andet sted. Der vil uvægerligt opstå noget jalousi i forhold til den heldige og det er der ikke grund til, hvis din intention er et one night stand. Jeg er selv faldet i den gryde at par gange, så det er bestemt ikke en hævet pegefinger – bare et ønske om at passe på gruppen. Øverne Det er almindeligt, at der planlægges to øvere om dagen. En formiddags- fra kl. 10 til 12 og en eftermiddags- fra kl. 16 til 18. Et par medlemmer af gruppen møder ind kl. 8 og 14 for at tænde bål og varme trommer op. Hele gruppen er sat til at møde kl. 9.00 og 15.00 og der uddeles bøder for at komme væsentligt for sent eller udeblive, når gruppen har sagt ja til at have workshop. Alle tider er selvfølgelig underlagt almindelig tanzaniansk besindighed. Vil I have så meget ud af kurset som muligt, er det dig, der sørger for at være klar og komme ud på dansepladsen til tiden. Ingen vil skubbe på og jo mere det skrider, desto mindre vil du og I få ud af jeres ophold. Jeg har både oplevet grupper, der blev helt ekstremt gode og grupper, der nærmest stadig var helt nybegyndere efter et par ugers undervisning. Under selve workshoppen vil I blive præsenteret for flere forskellige dansestilarter. Jo flittigere I deltager, desto større repertoire – og desto sjovere er det. Når I præsenteres for en ny dans, er det almindeligt at gruppen deler sig og laver en-til-en undervisning uden trommer. Sug til dig. Spørg om at gentage, indtil du føler dig komfortabel. Medlemmerne er glade for at hjælpe. Jeg har en lille kæphest, som kan få lov at tage en tur i manegen her: Det er ikke en sygdom at blive træt. Hæng i for fanden – også selv om det gør lidt ondt. I løbet af en almindelig øver råber fordanseren med jævne mellemrum: Mmechoka? (Er I trætte?) Og svaret vil altid være Bado! (Ikke endnu!). Så med mindre du har en livs- eller førlighedstruende skade, vil jeg opfordre dig til at blive på dansesandet under hele øveren. Evt. kan I jo bede om en fælles vand- og pustepause, hvis det står helt skralt til. Men I er unge og har i princippet gode ben. Så brug dem :0) I løbet af jeres kursus er det almindeligt, at gruppen indbyder til Kikome (sang og trommer over bål) en eller flere gange. Måske har du ikke lært så mange sange endnu, men gå ikke glip af muligheden for at mærke den særlige stemning, der er, når alle synger af karsken bælg. En kikome med sukumaerne er en ret særlig oplevelse. Giv slip på dit eget behov for at stå på scenen og læn dig tilbage i bussen. Sluk din mobil, med mindre du bruger den til at optage eller filme al vidunderligheden. Er der økonomi til at købe lidt våde varer til fællesskabet, vil det blive værdsat. I kan tage på Club hvor som helst i hele verden. Der er bare ikke nogen særlig magi i det. En af dagene, vil jeg opfordre jer til at besøge Sukumamuseet på Bujora og få en rundvisning og eventuelt se et danseshow. Al den dans og musik, I bliver præsenteret for, har dybe rødder i sukumakulturen. Det er da en skam, hvis du rejser videre ud i verden med det indtryk, at du har deltaget i zumba med et tvist. Det er muligt at få en engelsktalende guide, hvis førnævnte swahilikundskaber ikke strækker til den store tur. Det er muligt at dansegruppen hellere vil have jer derhjemme, så måske skal I være lidt insisterende. Den sidste dag inden workshoppen afsluttes, er der tradition for et brag af et afdansningsbal. I får lov at vise hvad I har lært og der vil desuden være show og kankulu (solodans), hvos Kisesa B viser deres skøreste og vildeste tricks. Inden festen bliver alle klædt i gruppeuniformer og malet med traditionel jordbaseret maling i forskellige farver. Trommeslagerne er dem, der tager det største slæb den dag, for det forventes, at der spilles højt og hurtigt under hele festligheden, der kan strække sig over lang tid. Det er almindeligt, at der dukker et par hundrede tilskuere op. Bliv ikke genert eller utilpas over al den opmærksomhed. Selv om der kan blive peget og grinet højlydt, er det kærligt ment. Det klogeste du kan foretage dig er, at lave noget gak og falde-på-halen-sjov med publikum. Så har du vundet dem for evigt. Hvis en danser eller trommeslager laver noget helt særligt, som du har lyst til at anprise, er det almindeligt, at du løber ind, viftende med en pengeseddel over hovedet (2.000 kan sagtens gøre det) og stikker den til kunstneren, når denne har afsluttet det du blev imponeret over. Hav derfor et arsenal af mindre pengesedler med til denne særlige lejlighed. Det kan godt blive lidt dyrt, hvis du kun har 10.000-sedler i lommen. Det kan jo ske for enhver, at man har en dag, hvor man ikke kan deltage i workshoppen. (Dødsfald, diarré og den slags). Der er ikke knivskarpe aftaler om det, men hele maskinen kører jo alligevel, så jeg ville vælge at betale fuld pris, selv om jeg ikke kunne deltage den dag. Vælger I en anden model, giver det problemer for gruppen, når I er taget videre og der under det afsluttende møde skal betales til underviserne for deres arbejde. Det almindeligste er, at hvert medlem får et sted mellem 10- og 20.000 for en uges workshop. Taget i betragtning, at flere frasiger sig andet arbejde for at komme og undervise, er det meget skidt for gruppen, hvis de ikke har den planlagte indtjening. Er du totalskadet eller død under hele kurset, skal du selvfølgelig lave en aftale om nedsat betaling. Nu mangler jeg bare at ønske dig en kæmpe oplevelse og ømme skinker de første par dage. Kh Shenede (AKA Jeanette) [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten [...] Læs mere...Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TOGO ESOME er en frivillig hjælpeorganisation baseret i Danmark. Vi består af tre veninder og to lokale vævere. Gennem vores arbejde forsøger vi at styrke den sociale infrastruktur i Togo, et af verdens mindst udviklede lande, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Baggrund for projektet Vores første rejse til Togo fandt sted i efteråret 2021. Trine kendte en lokal væver fra et tidligere samarbejde, og vi skulle besøge ham og se, hvad de lavede i hans workshop, som nu hedder Inana Textile. Desuden havde den tekniske skole i byen bedt om vores hjælp til at designe nye skoleuniformer… men det er en helt anden historie. Vi tog til den lille landsby Vogan for at besøge det lokale fængsel, hvor Inana Textile havde startet et lille pilotprojekt året før. Da vi trådte ind i det møgbeskidte, overfyldte, elendige, varme, ildelugtende fængsel, blev vi mødt af tre mænd, der badet i sved skabte de mest fantastiske, farverige kente-stoffer. Kente-vævning er en eksklusiv kunstform i de omkringliggende lande, der symboliserer familieforhold, status og meget mere. Disse mænd fortalte, hvordan de gennem et 3-årigt uddannelsesprogram i fængslet, arrangeret af den lokale virksomhed Inana Textile, skulle lære dette kunsthåndværk. Programmet ville på sigt give dem mulighed for at arbejde i Inana Textiles værksted efter endt straf. De nævnte også, at mange andre indsatte ønskede at deltage, men at pladserne i det overfyldte fængsel var begrænsede. Da vi så håbet i øjnene på disse mænd, blev idéen om at gøre en forskel født – både for de indsatte og deres familier uden for fængslet. TOGO ESOME betyder en lysere fremtid for Togo. Togos fængsler Togo har i mange år været præget af politisk uro, og som følge heraf er der ikke mange udenlandske investorer eller bistandsorganisationer til stede i landet. Men vi er her, og vi ved af erfaring, at den lokale befolkning er et meget viljestærkt og positivt folkefærd. Befolkningen i Togo er klar over, at for at forbedre levevilkårene skal den sociale infrastruktur styrkes. For at hjælpe med denne proces har vi slået os sammen med lokale virksomheder og entusiastiske individer, og vi arbejder sammen for at skabe positive forandringer gennem princippet om lokal empowerment. Det juridiske system i Togo fungerer ikke optimalt, og det kan tage år, før en person, der er anklaget for en forbrydelse, kommer for en domstol. Da det togolesiske retssystem ikke fokuserer på resocialisering, er chancerne for at skabe et godt liv for en person, der har været i fængsel, meget små. Når en mand sendes i fængsel, lider ikke kun han selv, men også hans kone og børn. De lider økonomisk, da familien bliver tvunget til at klare sig med en enkelt indkomst. De lider også socialt, da fængsling i Togo ses som et skamfuldt tabu, og mange familier oplever derfor social marginalisering eller udstødelse. Af disse grunde fokuserer vi i TOGO ESOME på at forbedre resocialisering mulighederne for indsatte. Dette er et område, hvor ikke kun enkeltpersoner, men hele familier kan drage fordel. Nuværende projekt I TOGO ESOME har vi i de seneste tre år søgt diverse fonde, solgt produkter og selvfinansieret opbygningen af en 350 m² stor workshop, hvor de indsatte efter “mesterlære-princippet” kan lære af hinanden i det 3-årige projekt. I august 2024 står byggeriet færdigt. Med denne udvidelse kan vi rumme flere indsatte i programmet og give dem et sikkert, dedikeret miljø til at lære og praktisere deres nye håndværk. To tidligere indsatte, JayJay og Amen, har påtaget sig opgaven med at undervise de indsatte, der ønsker at deltage i programmet. Deres erfaring og dedikation gør dem til ideelle mentorer, da de ikke kun er dygtige vævere, men også forstår vigtigheden af resocialisering og muligheden for en ny begyndelse. Støtte fra U-kassen U-kassen har støttet os ved at donere materialer til 4 nye væve, som er bygget af lokale tømrere. Denne støtte forbedrer uddannelseskvaliteten og øger programmets kapacitet. Vi er dybt taknemmelige for deres bidrag, som hjælper os med at give flere indsatte en ny chance. Af hjertet tak for støtten, Camilla Ulvedal Carlsen [...] Læs mere...Mwaka Huu 2013Klik på siderne og se magasinet i fuld-skærms-visning Download som interaktiv PDF, klik her [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2024-25Kære U-kasse. Jeg vil gerne sige kæmpe stort TAK for støtten til Lægehuset Zahanati ya Mbore. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019I 1984 tog jeg et år til Ghana for at lære at danse afrikansk dans og trommespil for at kunne undervise i det i DK. Det er blevet til utallige rejser til og projekter i Ghana og til meget dans, sang og rytmer med børn og voksne. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25TUNAWASHUKURU SANA – Mange tak! Asedeva extends heartfelt gratitude to Utamaduni Camp in Denmark for their generous support in renovating our dance theatre floor. This contribution means so much to us, and we are deeply grateful—TUNAWASHUKURU SANA! We hope this marks the beginning of a strong and lasting partnership between our two organizations. We warmly welcome all members of Utamaduni to rehearse at our space, visit us in Dar es Salaam, and immerse themselves in the vibrant arts and cultural scene here. You’ll also have the chance to witness ASEDEVA’s daily dedication to preserving and promoting Tanzanian arts and culture. The picture is from a workshop about working creatively with african songs and rhythms. The stage is used weekly by dance groups and for events. Please visit our Instagram at asedeva_tanzania for more pictures about our work. Financial report We received 1,946,316 TZS / 5330 DKK to renovate the stage at ASEDEVA. Due to changing currencies this was a little bit below budget but was enough for us to finish the renovation well. We needed more cement than expected and transport were more expensive than first anticipated. We spended around 1.7 million TZS on materials and used the remaining (529 DKK) for fundi/workers. ASEDEVA paid the remaining 374 DKK for workers. Asedeva arangerede i maj 2025 workshop i Dar, med Kises B gruppen fra Sukumaland English Kiswahili Dansk Følg Asedeva på deres Facebookside Abeneko and the positive mind and Asedeva, Dar es Salaam [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Tak til U-kassen for at hjælpe med sundhed i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2025Kære alle sammen Sommeren står for døren og vi nærmer os årets lejr. En sommerlejr som jeg personligt glæder mig umådeligt meget til, da vi i år får besøg af hele fem kulturgæster! Der kommer mere information på lejrfolder hjemmesiden snarligt både om gæsterne og det program vi planlægger for jer, men for nu kan vi alle sammen bare se frem til at Ramten skov igen fyldes af særligt bununguletrommer <3. Det bliver så godt! Sidste år lavede vi om på programmets struktur og vi har i det store og hele fået meget positiv respons herpå. Særligt muligheden for at holde pause og få mulighed for at spise sin frokost siddende har været et hit (måske ikke så overraskende 😉 ) og det har vi derfor besluttet os for at holde fast i. Vi så også at fællesmødet fik en mere central rolle og at langt flere deltog i vores møder. Det er vi meget glade for, da det er den eneste mulighed vi har for at give fællesbeskeder og mærke hinanden i løbet af en dag, der ellers er fyldt med workshops, børneleg og tjanseri. Tusind tak til alle, der har udfyldt vores online evaluering (og det gælder ikke kun ift. programstrukturen). Det er virkelig vigtig feedback, vi får fra jer og de respektive områder læser og bruger det I skriver når vi samlet holder evalueringsmøde den første lørdag i oktober måned. Vi har i marts afholdt årets generalforsamling og forberedelserne er i gang, så vi igen kan danse, hygge, tromme og feste sammen i Ramten skov i uge 30. Som altid afholdt vi valg til bestyrelsen og er meget glade for at byde Luna Rosendahl (arrangør i Unge området) velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og Marie Siv (arrangør i køkken) som ny suppleant. Bestyrelsen ser derfor således ud efter forårets GF og konstituering: Bestyrelsesmedlemmer: Formand: Anne Katrine Lykke Bie (Tinne) Næstformand: Mads Bischoff Sekretær: Jeanette Masasila Kasserer: Ida Hanni Brandt Medlem: Katrine Pahuus Medlem: Ida Chalmer Medlem: Luna Rosendahl Suppleanter: Birk Kühl, Marie Siv Der skal selvfølgelig lyde et stort tak for det gode samarbejde til alle afgående suppleanter og medlemmer! Tilmeldingen til lejren er åben og vi har i år indført en rabat til dem, der melder sig til inden d. 1. juni – så skynd jer ind på tilmelding.utamaduni.dk og registrer jer. Vi glæder os i bestyrelsen og lejrforeningen til igen at lave en fantastisk lejr for – og sammen med jer! Og så sender vi en lille bøn til vejrguderne om at få lidt mindre vanding af skoven i ugerne 29-31 end sidste år 😉 Det bliver skønt at samles med jer alle sammen igen <3 Mange knus fra Tinne [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Afrapportering af 5000 kr. sponsorat 2026. Den store familie af formastelige marekatte-aber som hjemsøger Sukuma Museum Bujora og jager fede, lækre oldenborrelignende lækkerbidskender i de græstækkede tage, forårsager regnutæthed og søges imødegået med moderne bølgebliktag. Det seniorgæstehus som min ansøgning gjaldt ny taglægning til, har museet selv allerede løst problemet med ved egen kraft. Derfor har jeg givet tilladelse til at overføre sponsoratet til taglægning af dansepladsens kantine, læ – og skyggestedet for museets besøgende tilskuere ved danseoptrædender. Kantinen har været ubrugelig i årevis forårsaget af marekattenes hærgen, siden stedets træer er blevet så høje at de kan opholde sig udenfor stenkastende børns rækkevidde. Nu er kantinen bragt i fornyet stand ved vort sponsorat. Tak til alle involverede. Kærlig hilsen fra Sander Machombo. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Der er så mange mange skønne sange som vi deler i vores store Utamaduni familie, og med alle vennerne i Sukumaland. I mange år skrev vi sangteksterne ned i vores private notesbøger, for så at udveksle med vennerne på øveweekender, så vi bedre kunne huske alle de mange fede, sjove, underlige og udfordrende tekster på swahili og sukuma. Og deres betydning. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Udfordringen Der er alt for få piger i det fattige nord Ghana, der får en uddannelse ud over nogle år i folkeskolen. Ringe forældrestøtte, kulturel favorisering af drengebørn samt fattigdom og dårlig infrastruktur udgør en del af årsagerne. Men pigerne har ofte drømme og ambitioner, der rækker langt videre. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot. ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22I forbindelse med udvidelsen af Bujora primary school har vi forsøgt at hjælpe via en indsamling af penge her i Danmark. Det startede med at vi var nogle danskere, der var på Bujora, som fik en henvendelse fra landsbybestyrelsen for Bujora landsby, om vi ville mødes med dem, da de havde en forespørgsel til os. På mødet var der udover landsbestyrelsen også Renatus, Uffe, Koku og Jens. De havde store problemer med at skolen var alt for lille i forhold til det meget store antal børn der efterhånden var i landsbyen. Vi lovede at prøve at samle penge ind i Danmark. Vi fik en rundvisning på skolen og man kunne se at klasseværelserne var meget overfyldte. I rum der er beregnet til 50 elever var der de fleste steder ca 200 elever i. Så de sad på gulvet og over det hele. Og der var også kun 1 lærer til de mange elever. Da vi kom hjem til DK startede vi en indsamling. U-kassen har bidraget med 1700 kr. og der ud over er der samlet ind via en fb hjemmeside: The extension of Bujora Primay School. I alt fik vi indsamlet 19.700 kr. Vi vil gerne takke alle der bidrog. Budgettet for byggeriet var ca. 100.000 dkr. – så vidt vi forstod. Men man kan let misforstå hinanden pgr sprog/kulturforskelle. Det viste sig at det var aftalt med det offentlige skolesystem at hvis landsbyen fik bygget væggene så skulle det offentlig betale for taget. Det gik faktisk utroligt hurtigt med at bygge væggene d. 30 marts havde vi indsamlet pengene og d. 24 april var de 2 bygninger opført (altså væggene). Der var mange fra landsbyen der hjalp til med at bygge og de penge der manglede blev indsamlet fra alle husstande i landsbyen, også dem der ikke har børn i skolen. Dem der er mere velhavende bidragede med ekstra pengene. Status er at fordi taget skal betales af det offentlige, så er byggeriet gået lidt i stå. Formentlig fordi der ikke er penge på budgettet lige i øjeblikket. Nu er det ikke noget vi mener er usædvanligt eller man ser som et stort problem på Bujora. Vores oplevelser af byggerier og andre projekter i Tanzania, er at man tit arbejder ad hoc. Man går i gang når der er nogle penge og når der mangler penge tager man en pause. Det er en konsekvens af at pengene er små. Vi synes det kunne være rart at få bygget tagene færdige. Så vi vil gerne lave en ny indsamling i samarbejde med landsbybestyrelsen på Bujora. Vi håber på opbakning og lader høre fra os når vi går i gang. Mange hilsner fra indsamlingteamet V/ Jens Idoke Link til lille videoklip fra byggeriet: [...] Læs mere...Mwaka Huu 2016Hvilken fantastisk smuk fest, der varede hele to uger fra 11.-22. januar 2016! Der var stor deltagelse, over 40 havde enten meldt sig til kurset eller faldt naturligt ind som en del af miljøet. Danske, tanzanianske og to svenske. Læs om Warsha næste år, januar 2017 Læs Anna og Shomas rapport fra Warsha 2016 Læs om Warsha ya Utamaduni 2017 på Bujoras hjemmeside [...] Læs mere...Kulturgæster / Mwaka Huu 2015NEKROLOG OVER LUCAS STEPHEN MHOJA f. 9/7 1984, d. 10/12 2014 af Kirsten Larsen Fisker Mhoja, Christiania D. 10. december 2014 omkom min kære svoger Lucas ved en trafikulykke i Sukumaland. Faderen tjente i øvrigt også som soldat under krigen mod Idi Amins styre i Uganda, han havde været langt inde i Uganda og kan fortælle om, hvordan han flere gange var i livsfare. Hele familien boede i et hus i Magereza sammen med andre soldaterfamilier. Efter krigen fik han tilbudt pension, som han tog imod. Han var glad for at kunne vende tilbage til livet i landsbyen. Lucas’ næstældste storebror, Ndelama, bor og arbejder stadig i Magereza. Det er familiens base i Dar es Salaam, hvor vi altid bor på gennemrejse fra Danmark til Sukumaland. Der opholdt sig også Lucas en uges tid sidste sommer på vej hjem fra Danmark. Lucas var i en periode som stor dreng hos en plejefamilie, noget familie i Tabora, men vendte hurtigt hjem til Lugeye, da man i plejefamilien havde den kedelige vane at opdrage børn med tæsk, fortalte Lucas. Det gjorde man ikke hos Wanalyaku. Efter at Makungu i 2008 var rejst til Danmark, blev Lucas hurtigt den nye leder og fordanser for Wanalyaku, under kyndig vejledning af sin far, den nuværende Mzee Lyaku. Han viste sig hurtigt at være et kæmpe talent, både som danser, trommeslager og underviser for gruppen og de mange gæster, der kommer for at lære sukumaernes dansekultur at kende. De gode kunstneriske og pædagogiske evner bragte ham til Danmark i sommeren 2014, hvor mange nød godt af hans undervisning og behagelige selskab. Han optrådte sammen med danserne her i landet ved mange begivenheder, Utamaduni Sommerlejr, Christianias fødselsdag og andre arrangementer i hele landet. Han underviste Utamadunigruppen og de to grupper i København i hans speciale, som var Bakumyalume hakkedans, slangedans, den populære Maliwata og mange andre. Han afholdt kursus for dansegrupperne i Århus og underviste de studerende på kunstakademiet der. Alle var begejstrede for hans undervisning, hans charmerende væsen og livlige og humørfyldte ledelse. Og det skulle da også bare mangle! Han var leder af sit lands bedste traditionelle dansegruppe. For ca. tre år siden drog Wanalyaku afsted til den store dansekonkurrence ved kunstakademiet i Bagamoyo. De var kommet direkte fra et dansejob i Arusha og var ved ankomsten meget trætte. De skulle være gået lige på, men fik udsættelse et par dage, så de nåede at hvile ud. Derefter vandt de hele konkurrencen, nåede at besejre alle landets andre grupper og drage hjem som vindere efter en måneds ophold i Bagamoyo. Wanalyaku nåede også at blive vindere af andre konkurrencer under Lucas’ ledelse, bl.a. konkurrencen blandt dansegrupperne omkring de store søer. Jeg har selv været ude med Wanalyaku og set dem optræde ved mange lejligheder, både med Makungu og Lucas som fordanser og fulgt gruppens udvikling i nu 20 år. Hvert år optræder gruppen til Mwenge, hvor Tanzania fejres ved at man lader frihedsfaklen bære landet rundt. Ved den lejlighed oplevede jeg Makungu som leder for ca. 10 år siden. Sidst jeg besøgte familien i Lugeye, dec. – febr. 2013 – 2014, var jeg sammen med Lucas og gruppen på job nytårsdag 2014 på stadion i Mwanza, sponsoreret af CocaCola. Vi fik det store program at se. Min tilstedeværelse kunne heller ikke undgå at vække opmærksomhed. Lucas havde malet sig helt hvid og fundet en stor rød paryk. Som han sagde:” Når man bor sammen, kommer man til at ligne hinanden!” Ja, vi har haft meget spas sammen. Jeg mindes de hyggelige hjemmeaftener i familiens skød i Lugeye hos forældrene. Der er ikke elektricitet, så man sidder i den dunkle belysning og nyder en stille stund efter maden, drikker måske en kop kaffe med en enkelt Konyaki, mens man fortæller dagens hændelser. Det var i de stunder jeg så Lucas med sin søn på skødet, den lille Stephen, som nu er ca. 2 år. Ved hans side sad hans kæreste, den lattermilde, men også alvorlige Happiness. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, forhåbentlig til vinter. Hvor Lucas vil blive savnet! Det var ham, der havde tid til at snakke, ind imellem, når han havde en pause i sit arbejde og Makungu var travlt optaget med alskens gøremål. Jeg husker de stille dage under skyggetræet, hvor meget af snakken gik om, hvor fantastisk det skulle blive, når Lucas kom til Danmark. Lucas var i gang med at indspille en film. Han skaffede mig en rolle og vi var på tur sammen til Mwanza, hvor vi optog nogle scener på et smukt sted ved søen. På vejen hjem blev det sent og vi nåede ikke den sidste daladala, så vi stoppede og kom op i førerhuset på en stor lastbil hele vejen til Lugeye. Hvor havde vi det bare pragtfuldt! Lucas efterlader sig mange, mange, der savner ham dybt. Hele hans familie, hans forældre, hans arbejdskammerater på landsbykontoret, dansegruppen og alle os, der har lært ham at kende og havde drømt om alle de fantastiske ting, vi kunne lave sammen i fremtiden. Lucas nåede i sit korte liv mange ting, som andre end ikke nærmer sig i løbet af mange år. Nu må vi blot takke for alt det, vi fik, at vi lærte Lucas at kende, at han har været her. Hermed en sidste hilsen til dig, min kære svoger fra din svigerinde (sjemeji). Æret være Lucas Stephen Mhojas minde! [...] Læs mere...Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Afrapportering vedrørende majsmølleprojekt til Kifuhila, Magu, Tanzania At beskrive hvad vi foretog os i Kifuhila januar/februar 2018 kunne gøres meget kort: Vi byggede et hus til møllen, købte en majsmølle i Mwanza og startede mølleriet op, holdt en indvielsesfest og så tog jeg hjem. Men det er der jo ikke noget sjov ved. Jeg har lært noget om facebook opslag. De må max vare 1 minut og der skal være et passende antal peaks, sådan at kiggeren ikke bare scroller videre dernedad. Den taktik virker vældig godt. Bare ikke i forhold til at fortælle historier fra Tanzania. For en af de ting der slår, frustrerer og undrer mig hver eneste gang jeg kommer hjem til Kifuhila, er hvor langsomt alting går – og hvor mirakuløst mange ting der alligevel sker. Så den her rapport skal være min udfordring til dig. De forskellige film går langsomt og der sker ualmindelig lidt. Hvis du sukker og opgiver skal du bare vide, at jeg har skåret dem virkelig hårdt, fordi hver eneste proces i virkelighedens Kifuhila tager længere tid end du kan forestille dig. Klarer du mosten og holder ved. Ser alle de små filmbidder og nyder de fine billeder, får du en anelse om hvordan det er, som utrolig hvid, kalenderafhængig og ret struktureret dansker, en gang om året at blende ind i en kultur, der er det stik modsatte. Det er sundt at kede sig – og for mig er det faktisk noget af meningen. Vi må i gang. 6. januar landede jeg i Mwanza og var så heldig at det ikke regnede alt for meget, så Dotto og Kabisi kom faktisk og hentede mig i lufthavnen. Det var jeg glad for, for ud over min relativt beskedne bagage havde jeg en del left owers fra Dottos mislykkede forsøg på at snige 22 kg overvægt med, da han tog afsted i december. I min del af bagagen havde jeg min dejlige julegave til mig selv: En Bosch-skruemaskine, fuldt ekviperet med diverse bits, bor og en masse andre dejlige gadgets. Bevæbnet til byggeri. Som sædvanligt troede jeg noget, som ikke var sådan. F eks troede jeg, at Dotto havde været ude og sondere markedet på majsmøller, sådan at vi var handelsparate. Calm down honey, det her er Tanzania, så han havde pænt ventet med at gøre noget til jeg ankom. Altså gik der næsten en uge før den rekvirerede ekspert ud i majsmøller dukkede op. I mellemtiden skulle vi liiige have bygget et hus til møllen: Det tager sin tid at måle ud til et firkantet hus. Jeg sidder der, holdende mine kompetencer om at måle fra hjørne til hjørne for at sikre at vinklerne er ok 90 grader, tæt ind til kroppen. Da de andre brødre var gået til kortenspil, lokkede jeg Lugeyla (storebror) til en lille snap korrektion og huset blev sådan nogenlunde i vinkel. Som den showpony jeg også er, skal jeg indrømme, at det var en fest med mig og Bosch. Jeg skruede 338 skruer i for at samle huset. Og ca. 332 gange havde jeg en beundrende skare til at udbryde det der lille “Utsch!”, når brædderne trækkes ind mod hinanden på den måde som kun skruer kan gøre. Ydermere var jeg nødt til at forsænke skruerne lidt, da der ikke fandtes så lange skruer i Mwanza. Så først fræsede jeg en fordybning og bagefter skruede jeg til. Små finesser, som at der er lys i maskinen og at jeg har to batterier, så det ene kunne lade op, mens vi arbejdede med det andet, vakte fryd for alle involverede. Efter at jeg er kommet hjem til Danmark er det bare slet ikke det samme med skrueopgaver. Jeg havde egentlig planer om at trække metalbånd fra hjørne til hjørne for at stabilisere, men produktet fandtes ikke i regionen. Alligevel blev huset meget stabilt, og afstanden mellem brædderne gør, at tilskuerne kan stå udenfor og ikke behøver komme ind og gå i vejen eller komme til skade. Og så kan dieselosen komme ud. Vi havde mange diskussioner om dimensionering af de bærende lægter til taget. Jeg synes jo bare af princip, at de vil bruge for spinkle lægter, men i løbet af diskussionen kom jeg i tanker om, at taget jo aldrig skal bære en tung dyne sne – og derfor var det måske ikke nødvendigt med så kraftige lægter, som jeg ville have brugt i Dk. Ud og shoppe for 2 millioner kontant Turen til Mwanza for at købe maskinerne er sin lange historie. Edwardi – som i folkemunde kun omtales som fundien, kom meget tidligt og vi cyklede på 2,5 velfungerende cykel de 18 km til Ngashi og tog morgenmatatuen til Mwanza. Jeg havde jo en klar forventning om at en så rutineret mølleekspert havde en ide om hvor man bedst kunne handle møllerier, men bla, bla, blah , med mine europæiske forventninger. Vi travede fra den ene butik til den anden, jeg tog pligtskyldige billeder af alle potentielle objekter. Endte med, at købe en, fordi ekspedienten var sukuma. Endte endnu mere med at få en helt anden med hjem, da vi havde betalt, havde fundet kørelejlighed og skulle til den anden ende af byen for at afhente vores maskineri. Den maskine vi fik med hjem havde lidt mindre kapacitet pr time end den vi kiggede på i butikken. Så alt var fuldkommen som det skal være i Tanzania. Det er formentlig den eneste gang jeg køber noget til 2 millioner kontant. Og rigtig meget Tanzania, at sælger spurgte om vi virkelig ønskede hele beløbet med på fakturaen. Her var jo mulighed for at han kunne spare noget moms. De jeg – business-woman som jeg nu er hjemmefra – foreslog, at vi delte den sparede moms 50/50, blev det for kompliceret for sælger, og hele handelsbeløbet blev slået ind på fakturaen. (Handelsmoms er i øvrigt 18%) I første omgang troede jeg, at Edwardi manglede en arm. Senere skulle det vise sig, at han havde begge arme, men at han var så mager, at sweatshirten mageligt kunne skjule en spaghettiarm eller to. Nu var det også mest hans knowhow vi havde efterspurgt, så uanset en- eller toarmet, prøvede jeg at bonde lidt. Når man er fundi (håndværker af hvilken som helst art), er man noget. Og der er ikke brug for salgstaler, for respekten omkring en fundi er stor og ingen tanzanianere stiller spørgsmålstegn ved en fundis kompetencer. Heldigvis viste Edwardi sig at være virkelig kompetent og selv om vi endte med at købe en anden maskine end den jeg havde forelsket mig i – (lavere dieselforbrug, mindre larm og 2 års garanti – det er sådan noget der taler til en dansker), er jeg sikker på, at vi valgte en god maskine. Alene den insider info, at samtlige dieselmotorer er født med for svagt bentøj – og at man inden ibrugtagen bør finde nogle mere stabile, er mange shilling værd. En anden en ville muligvis synes at det tog enormt lang tid, at vi ikke havde fået en skid at æde eller drikke, at det var helt ekstremt varmt, eller at vi hellere skulle have købt den maskine jeg fandt bedst. Mit store held er, at jeg elsker byggemarkeder og at jeg var så rigeligt underholdt over at allerstørste kvalitetsanprisning er Made in China… Til sidst var jeg dog så mør af varme, sult og tørst, at d’Herrer kunne have købt en pølsevogn uden at jeg ville protestere. Turen hjem Så skulle hjemturen organiseres. Stolt kom Dotto tilbage og fortalte at han havde skaffet et billigt køretøj. Jeg var ikke sådan rigtig imponeret – især fordi den lille sære smalle lastbil var baghjulstrukken, havde smalle hjul og en lille slap motor. Dotto havde lænet sig meget forsigtigt op af sandheden ved at erklære, at der måske var en lille smule mudder på vejen – men ikke ret meget. Chaufføren handlede prisen på plads, senere blev vi passet op af ejeren, der opfordrede til at to af os kørte med bus i stedet, da vi skulle passere det sted hvor politiet altid kontrollerer biler og billetter. Ok ok ok, jeg havde fået en tår vand så jeg kunne klare det meste. En lille film fra turen hjem: Forfædrene involveres En helt naturlig del af at starte ny virksomhed i Tanzania er, at man tager de højere magter i ed. Det er ikke noget der er omgivet med hemmelighedskræmmeri eller mystik. Lige så naturligt som at sælger forsøget at undslå sig lidt momsbetaling, lige så naturligt er det, at give traditionel medicin til at beskytte det nye byggeri mod fjendtlige angreb, (”nogen” kan jo prøve at ødelægge virksomheden) samtidig med at vi gør hvad vi kan for at fremme handelslysten hos kunderne. Derfor lagde Dotto medicin i hvert eneste hul, der er gjort klar til stolperne, der skal bære huset. Jeg er holdt op med at tage stilling til om jeg tror på det der. Hvis jeg tænker mig om, er det masser af postulater, som jeg ubekymret accepterer herhjemme i Danmark – renteudviklingen, overenskomstforhandlinger, vejrudsigter og det der med Gud. Og jeg er kommet frem til, at når jeg ukritisk accepterer det – på trods af at det er omgivet med hemmelighedskræmmeri og stor mystik – så kan jeg lige så godt gå linen ud og acceptere den traditionelle medicin, som er en naturlig del at min mands kultur. Det er lige så vigtigt at anmode om gudernes gunst, som det er at indstille motoren til de rigtige omdrejninger. Det var tydeligt, at der var noget vigtigt i gære. Familien havde, ud over vores daglige hus-medicinmand Nghelebe, tilkaldt det tunge skyts, Pita, fra Langbortistan. Han boede hos os en uge omkring åbningen af mølleriet og der blev gået til den med velsignelser, beskyttende foranstaltninger og handelsfremmende tiltag. Og jeg elsker det hele. De to medicinmænd omgikkes med respektfuld distance – indtil deres hang til traditionel hårdtslående alkohol forenede dem i lange, sene og meget højlydte sange. One love. Film: Møllefesten Alle store fester starter med at slagte et dyr. Når man forventer mange gæster kan kun en ko gøre det: Da vi var kommet så langt, at møllen skulle tages i brug indbød vi til kæmpe kalas. Den måde man annoncerer kommende begivenheder er, at man betaler en fløjtende, højtråbende, cyklende mand til at køre rundt og bekendtgøre, at den 25. februar sker der noget hjemme hos os. Det er på samme måde landsbyens ældreråd indkaldes til møder. Når det sker lige omkring tusmørke, er det er meget effektivt markedsføringsmedie, alle er hjemme og alle hører hvad der råbes. Og alle kommer. Vi havde friet til Kabisis slangedansergruppe fra Sumwe og de havde efter lange, tunge forhandlinger omkring afregning, accepteret vores indbydelse. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, at bruge 400 kr. på det besøg. Det der sker, når to grupper mødes er, at hver af grupperne skruer sig op til det maksimale niveau – men vil jo nødig stå tilbage for den anden gruppe. Markedspladsen var propfuld af forventningsfulde mennesker. Den obligatoriske dansetosse (ham, der hopper ind og danser med på det hele uden at kende det mindste dansetrin) var på plads. – Han nåede endda at blive bidt lidt af sure-slange fra Sumwe, så alt var helt til publikums tilfredshed. Eneste ulempe ved besøget er, at de to grupper nu ikke vil kunne møde hinanden til shindano (dansedyst), “for nu er vi jo blevet venner”, som lederen af slangedanserne beklagende slog ud med armene. Vi startede, lagde relativt afdæmpet ud med en indgangsdans der varede VÆSENTLIGT længere end det obligatoriske faebookminut. Jeg dansede, uden uniform, (og det helt uagtet, at det var mig der havde fået skaffet penge til uniformerne fra Ikumbo og Manungu – ikke nogen hvid-dame-fordel dér). Jeg kæmpede vedvarende med følelsen af, at det gik alt for langsomt, vi må da ikke kede publikum. Men ved du hvad – publikum ved den slags events er slet ikke klar over, at de skal mærke efter om de keder sig i dette minut – og pr tradition frarøvet muligheden for at scrolle videre, nyder de s’gu’ bare det vi har at byde på. Og jeg elsker det. Det elsker jeg virkelig meget. Du kan som udøvende kunstner se fuldkommen bort fra om du er spændende nok til at fastholde publikum. De bliver der, og du kan fuldkommen ustresset give dig tid til at mærke hvad der skal til for at fyre den helt ud i hegnet. And here we go! Så kom slangedanserne og herfra blev det bare vildere og vildere. Vi endte hjemme hos os med alt det oksekød vi overhovedet kunne proppe i os – da kvinderne havde kogt en ekstra kæmpe portion ugali, blev selv slangedanserne mætte – og endelig lykkedes det at synge og snakke og grine og danse lige til i morgen. Kukesha (at køre igennem til i morgen) er noget vi ofte taler om, men for det meste noget der er forbeholdt ganske få, der så har håneret over de andre. Til indvielsen var vi så mange der gennemførte at håneretten ikke gav mening. Så bli’r det hverdag Nu kører møllen for fulde gardiner. Vi har ansat en gammel ven af familien til at drive mølleriet. Fogo er glad for meget høj musik og anlægget i stuen kører for fuld skrue fra morgen til aften. Og så danser Fogo med hvem han nu lige fanger ind, eller med sig selv. Han er en kirkens mand, så søndag har han fri til at passe sin kirke. Det betyder blandt andet at han ikke drikker, hvilket er en stor fordel i forhold til pålidelighed og mødestabilitet. Hans løn ligger symbolsk en smule over den normale takst, men ikke så meget, at de andre møllerier bliver sure. Klods op ad møllehuset har Suza, en af vores svigerinder, startet et lille chaihus, som allerede ved åbningsdagen, da det kun bestod af en gryde over 3 sten og en stak kopper, havde væsentligt flere kunder end jeg har på en god dag i min cafébutik i Danmark. Til almindelig forargelse kan jeg oplyse, at en kop chai koster 35 øre i Tanzania og 35,- kr i min økocafé på Svanholm. Lige inden jeg skulle rejse kom Fogo og bad mig pakke skruemaskinen ud igen, så vi kunne lave en skærm over kileremmen, så ingen kommer til skade. Jeg havde set det med det samme. Den kilerem udgør en fare, den befinder sig meget tæt på tragten, hvor det malede mel kommer ud – og hvor kunderne står og holder på deres sæk. Kommer noget ind i remmen kan det gå rigtig galt. I gamle dages Danmark havde mange møllere og bønder i det hele taget afkortede fingre efter nærkontakt med kileremme. Jeg havde spekuleret på hvordan jeg kunne afdække den, men var kommet fra det igen. Ville jo heller ikke mase på med mit hysteri. Og så kommer gode, ordentlige Fogo og beder mig hjælpe med at afskærme. Et væsentligt tiltag fra min side, var at jeg investerede i en ordentlig kassebog, som Fogo og en af brødrene skriver ind i hver eneste dag. Der er kolonner til alle dele af processen og det giver indtryk af hvor meget mølleriet omsætter og om det indbetalte stemmer nogenlunde overens med dieselforbruget. Det sikrer, at der ikke bliver snydt og nok så vigtigt, at der ikke opstår mistanker om snyd. Omsætningen er stærkt stigende og det ser ud som om projektet vil kaste penge af sig til at iværksætte nye projekter i løbet af 4-5 måneder. Første projekt er at åbne en lille butik i det ene af vores værelser – det kan ikke ske, før vi har en dør, der kan aflåses. Senere vil vi gerne udvide med en risafskaller (den kan trækkes af samme maskine, bare kobles på i den anden ende), så står cementringe til den brønd vi gravede sidste år på programmet. Og senere igen vil vi gerne prøve om vi kan dyrke ingefær i vores område, selvom der ikke er tradition for det. De gode ved det hele er, at der stille og roligt kan starte følgeprojekter op, efterhånden som majsmøllen tjener op til det. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026At være kultur-gæst på Utamaduni sommerlejr anno 2025 har været en oplevelse, der stadig arbejder i kroppen. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Tak til U-Kassen for støtte til Akrobatik/Cirkus projekt i Mukuru Slums. -det er første gang Fanaka Arts Project har modtaget støtte! [...] Læs mere...Jubilæer og særskrifterAfrika fejrer 25 års jubilæum i dansk skov “Afrika i Danmark” er titlen på jubilæumsbogen om Utamadunilejren. For 25. år i træk mødes 700 mennesker den sidste uge i juli i en skov på Djursland for at danse, tromme og synge på afrikansk. Det fejrer vi med udgivelsen af en bog. I tekst og billeder fortæller bogen “Afrika i Danmark – et kærligt signalement af en enestå-ende kultur i Danmark” baggrunden for den temmelig alternative ugelange sommerlejr, hvor børn og voksne nu på 25. år danser glade rundt dagen lang til lyden af buldrende trommerytmer. Om aftenen mødes de til fællessang på swahili eller hænger ud i Kagefeen eller baren, der har Djurslands laveste priser og største udvalg af drikkevarer. Med bidrag fra mere end ti forhenværende og nuværende lejrdeltagere og med over 120 sansemættede farvebilleder fortæller bogen historien om Utamadunilejrens begyndelse og udvikling. Fra de første lejre, hvor al mad blev lavet over bål og spist med fingrene til nu, hvor køkkenet på åbent-hus dagen fredag løbende bespiser omkring 1200 mennesker med gastronomi i særklasse. Formiddag, eftermiddag og aften på lejren byder på forskellige danse- og trommework-shops med dygtige danskere eller talentfulde tanzanianere som undervisere. To-tre gæsteundervisere fra Tanzania bliver hvert år inviteret til Danmark, og sammen med herboende afrikanere er Utamadunilejren på den måde med til at vedligeholde og udvikle et venskab, der tog sin begyndelse i 1977. Dengang rejste 22 djurslandske musikere og skuespillere inklusive en håndfuld etnologistuderende fra Aarhus Universitet to en halv måned til Tanzania for at udveksle kultur gennem dans, sang, teater og musik. For nogle af deltagerne blev turen en livslang fascination. Udover den årlige danselejr og utallige optrædener rundt omkring i Danmark, har det resulteret i en projektgruppe, der blandt andet indsamler og restaurerer grej, som siden sendes til Tanzania, hvor det bety-der en konkret lettelse i det daglige slid på landet. I begyndelsen var det især majsmøller, men efterhånden er der kommet et bredere sigte indenfor landbrugs- og smedeudstyr, li-gesom computere til skoler og symaskiner til kvinder også har vundet plads i projekterne. Med bogen “Afrika i Danmark” giver vi udenforstående muligheden for et sjældent indblik i en særegen kultur, der trods tidens normaliseringstendenser er forblevet helt sin egen. Utamadunilejren er en årligt tilbagevendende manifestation af værdien af kulturmøder og et billede på kollektivt indstillede menneskers formåen. “Utamadunilejren: Afrika i Danmark – Et kærligt signalement af en enestående kultur i Danmark” Redigeret af journalist Dav Jacobsen og udgivet på Utamaduni Forlag 102 sider, mere end 120 farvebilleder Udkom torsdag 26. juli 2007 [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020Tekst og foto af Siff Shilole Jenjela Stephenson Det her kalder på en kop te. For mig, når jeg skriver. Og for dig, der læser. For det er langt. For hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. Og det fylder. Velkommen til et indblik i mine -ind til videre- 24 års kærlighed til Tanzania. Svedig, træt og med alle sanser åbne satte jeg for første gang mine ben på tanzaniansk jord. Det var på havnen i Mwanza. Jeg var 14 år gammel. Og jeg var solgt. På stedet. Efter en lang rejse med færge over Victoriasøen fra Kampala, Uganda til Mwanza stod jeg der. I Tanzania. Prøv en gang at smag på ordet: Tanzania. For mig smagte det allerede godt, før jeg havde sat mine ben i landet. Af støv, sol, sved, farver, grin, intensitet, levet liv -på godt og ondt. Jeg vidste med hver en celle, at Tanzania på mange måder ville blive mit andet hjem. Jeg vidste det, før jeg ankom. Og jeg vidste det på et endnu dybere plan, da jeg stod der. Jeg var 14 år gammel. En ud af 14 elever. Året var 1996. Og det blev som ordet smager: Intenst og støvet og fuld af sol, grin og levet liv -på godt og ondt. Jeg blev forelsket i farverne, i rå-heden, i kontrasterne, i dansen, i evnen til at leve i nuet, i stjernehimlen og frøernes aften-kvækken. Og i en ung mand, Alphonce -ham vender jeg tilbage til. En god månedstid sugede jeg og mine klassekammerater Sukumaland til os. Her mødte jeg Seba, Willbert, Bugekele med flere for første gang. Vi var unge med livet foran os. Og helt i Tanzania og kontrasternes ånd blev vi samtidig mindet om, at døden er en stor del af livet i Tanzania. En færge på vej fra Mwanza til Bukoba sank. Dødstallene lå et ukendt sted mellem 500-1000. En overfyldt færge som den vi selv var ankommet med blot få uger før. Jeg tog med Alphonce ind på Mwanzas stadion for at lede efter et familiemedlem. Et syn der altid vil sidde printet i os. Og en oplevelse som på forunderlig vis var med til at cementere min kærlighed til Tanzania. Den råhed. At stå der mellem 100-vis af mere eller mindre opløste lig og samtidig opleve en dyb respekt de mange pårørende imellem. Hjælpsomhed. Tålmodighed. Rummelighed. En hånd på en skulder, en kanga over liget af en kær, en stærk kop te til en bibi i sorg. Jeg var 14 år og havde aldrig forestillet mig, at livet kunne fortsætte efter sådan en ulykke. Men det erfarede jeg, at det kunne. Livet gik videre for Alphonce og hans familie, for de mange andre pårørende og for os på vores tur i Sukumaland. En tur som fortsat bød på dans og sang, blomstrende venskaber med meget mere bla en navneceremoni med skønne Ng’wenhwandege. Her blev Shilole mit navn. Turen i 1996 blev skelsættende for mit liv. Vel tilbage i Danmark vidste jeg, at jeg måtte tilbage til Tanzania. Stålsat på at gøre min næste rejse mulig fik jeg et rengøringsjob til 50kr i timen. Hver søndag formiddag skurede og skrubbede jeg, mens jeg nynnede sukumasange og forestillede mig, hvordan det ville blive atter at sætte mine ben på tanzaniansk jord. Samtidig kom det mig for øre, at der var en dansegruppe ved navn Seelolube. De dansede både sukumadans og vestafro. Uh! Dér ville jeg gerne være med. Men ak og ve. Der skulle en prøveperiode til og hele gruppen skulle sidde og snakke om, om jeg nu også var god nok til at komme med. Og jeg var 14 år og kunne 4 sogotadanse og et par bununguledanse. Stående ved siden af Shoma, Majid, Ole Miller med flere var jeg rystende nervøs for ikke at være god nok. I mine øjne var de alvidende, alt hvad de spillede og dansede svingede og de havde rejst i Sukumaland mange gange. Og talte swahili! Det hele virkede nærmest heroisk i mine unge øjne. Men med i gruppen kom jeg. Og med tiden blev førnævnte medlemmer og mange flere min anden familie. I hjertet og i livet. Ud over at danse i Seelolube, min all time moder-gruppe (åh, minderne vælter op og jeg har lyst til at kæmpe-kramme alle jer der var med i de skøre, berigende og vidunderlige Seelolube-år) så kom jeg også med i Wacheyeki og sidenhen Wood’n’Skin. Jeg husker stadig hvordan jeg med bævrende skridt gik op og ned ad gulvet i min moders stue. 16 år gammel, hjemmeboende. Febrilsk forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning, inden jeg ringede til Jytte og spurgte, om jeg måtte komme på prøve i Wood’n’Skin. Jeg husker stadig den boblende glæde, da jeg blev inviteret med. Og de mange svedige dansetimer sammen med nye skønne dansevenner så som Ria, Jytte, Helle, Hans Martin, Christoph, Søren med mange flere. Jeg dansede og dansede. Og gjorde rent hver søndag formiddag. Og brugte timer på at formulere breve til Alphonce. Ved hjælp af ordbøger lånt af erfarne swahilitalende. Mange sider har jeg skrevet på blåt air-papir og sendt med posten, mens jeg krydsede fingre for, at de nåede frem. Jeg var 15 år på mit første Vinterkucheza. Jeg mindes en weekend uden søvn. En weekend hvor jeg erfarede at dansefamilien bestod af et netværk af forelskede, skønne mennesker. Helt som jeg. Forelskede i Sukumaland. I sangene, dansene, trommerne og samVÆRET derom. Skønne mennesker som Jacob, Gry, Marco, Jeff, Matti, Elvira, Lubala med flere blev på mange måder min extended familie. Jeg husker, hvor svært det var at forklare min engelske farmor, hvordan mit liv indenfor en rum tid var blevet beriget med venner i Tanzania, 3 dansegrupper og en stor, forgrenet, mangefacetteret, farverig familie fra all over Danmark. Hun forstod det simpelthen ikke. Eller også formåede jeg ikke helt at sætte ord på, hvad vore miljø, hvad det vi har sammen, er. Nu 24 år senere kan jeg stadig have svært ved at beskrive det s’ån helt rammende. Jeg tror mit smil bedst beskriver dybden og glæden ved min dansefamilie i nord og syd og øst og vest. Ved Daraja la Utamaduni, Kulturbroen. Sikke en rigdom! Det siger sig selv at mødet med Utamadunilejren næsten var ligeså magisk som mødet med Tanzania. Min første lejr var i 1997. Jeg husker det som om, jeg slet ikke sov hele ugen. Jeg var høj på rytmer, fællesskab, olietønder med bål, Edwardis sang i morgengryets dis, en bager i bar røv og forklæde, gummistøvledans rundt om ølkasserne, bununguletrommerne der rungede i skoven, måltider indtaget rundt om pinde med farverige flag orkestreret og arrangeret af Sander, Mads medicinmandshytte mmm. Jeg var solgt. Og har været på lejr lige siden. Med værge, som værge, højgravid, med malaria, alene med 2 børn, i regn, i sol, som betalende og i mange år som arrangør … og hvem ved, til sommer måske til en form for corona-lejr. Det er endnu ikke til at vide, hvordan årets lejr vil blive. Om den bliver. Hvis den bliver, så er det min 23. lejr. Og én ting er jeg helt i tillid til, corona eller ej, der venter mange flere skønne lejre forude for mit og for vores vedkommende. Tilbage kom jeg. Til Tanzania. Sammen med Shoma og Mitundwa boede jeg i Isangijo hos Mitundwas mor og far. Nu smiler jeg igen. Sikke en gæstfrihed. På godt og ondt. For helt nemt har det ikke været at have mig som gæst. Delvist ukendt med kulturen og traditionerne, for ikke at nævne sproget. Senere -med dette på plads- kom min til tider rapkæftethed på banen. Møder blev holdt og dybe snakke udsprang af emner som HIV, prævention, vold, kønsroller, kvinders rettigheder mmm. Det var efter at Shoma, Mitundwa med flere var rejst hjem. Efter at vi havde danset til Bulabo sammen med en stor flok masaier, efter rejser rundt i Sukumaland på besøg hos dansegrupper, efter aftener med sang om bålet, malaria, mangoer en masse og nye venskaber -bla med skønne Anne. Jeg meldte fra til min planlagte uddannelse i Danmark og blev i Isangijo, da alle tog hjem. Jeg glædedes ved at opleve hverdagen i Sukumaland. Arbejdet i marken, at hente vand på hovedet (når det lykkes mig at balancere spanden), puste til ilden i køkkenet, gå på markedet, drikke gæret mælk hos Mitundwas bibi, kravle op på bjerget og nyde varmen fra stenene og lyden af en gedehyrde med sin flok. Jeg kan blive ved. Minderne er mange og glæden ved livet i Isangijo var stor. Der faldt ro over bopladsen. Langsomhed. Rutiner blev genoptaget nu hvor de mange gæster var taget hjem. Ved fuldmåne sad Mitundwas mor og far og sang ved bålet. Eller rettere; Mzee Ntini lavede de smukkeste sange, som mama hjalp med at huske. De fuldmånenætter er gemt et helt særligt sted i mit hjerte-arkiv. Jeg gjorde mig mine første erfaringer med malaria og tyfus. Og med at man i Sukumaland ikke bare sådan går fra en kæreste. Det blev kompliceret og endte med at betyde, at jeg flyttede fra Isangijo for ikke at skabe gener for familien. Sideløbende var jeg blevet venner med lægen Lau fra Mariana Hospital i Kisesa. Mange nætter sad vi ved bålet på hospitalet og delte tanker og refleksioner. Mange gange bandt han et myggenet op over en udendørs jernseng, så jeg kunne blive og sove i stedet for at gå alene hjem til Isangijo i nattens mørke. Nogle af de lykkeligste stunder har været i den jernseng. Alene (yes yes). Under myggenettet, kiggende ind i bålets flammer eller op i millioner af stjerner som virkede så tæt på, at jeg kunne plukke af dem. Mine sanser virkede altid særligt åbne de nætter. Måske fordi jeg var lykkelig i den seng? Med lyden af cikader, vilde hunde i Kisesas gader og Laus nynnen. Duften af bål og fugtig-støvet jord. Følelsen af kulde efter en lang varm dag og alligevel at være varm helt ind i hjertet. De nætter dannede grobund for et tæt og varmt venskab som varede ved, til Lau døde for 7 år siden. Nætterne i jernsengen ved hospitalets bål sluttede altid af med, at en spinkel hånd siddende for enden af en tynd og senet arm ruskede bestemt i mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men den hånd var særligt insisterende på at få mig tidligt op. Hånden tilhørte Minyaro som den gang var ansat til at feje hospitalets grund hver morgen. Altid stod han der med sit smilende, dreaddede hoved og en stærk kop te ”bila sukari na maziwa, dadda” (uden sukker og mælk, søster). Han vidste, hvad jeg kunne lide. Og det var ud af omsorg, at han vækkede mig tidligt. Så kunne jeg nå at nette mig og pakke sengetøjet sammen inden de første patienter indfandt sig på hospitalet. Ofte gik jeg direkte fra jernsengen og på arbejde. For arbejde begyndte jeg at gøre. Som Laus hjælper. Som han sagde: ”Så længe du ikke er bange for blod, og du kan tage fat og tage imod instrukser, så kan jeg bruge din hjælp.” Det blev til mange fødsler, flere omskæringer af mænd, mange flænger er syet sammen i stearinlysets skær og enkelte kejsersnit er foretaget. Med tiden begyndte vi at køre rundt til landsbyer og undervise i prævention, hygiejne og spædbarnspleje. Lau samlede mændene, jeg samlede kvinderne. Til sidst samledes vi alle og mændene og kvinderne genfortalte hinanden, hvad vi havde snakket om. De stunder har jeg mange rørende minder fra. Igen er råhed et nøgleord for mig. Ofte, når vi var i landsbyerne, var der brug for en hånd til en fødsel, som var trukket ud, ofte var der sår der skulle renses og ofte havde vi AIDS-syge med tilbage i jeepen. Det er mange år tilbage i tiden. Dengang HIV og AIDS var tabu. Dengang AIDS-syge blev gemt væk af skam og skræk. Jævnligt oplevede vi, at familier kom og -bogstavelig talt- læssede AIDS-syge af på hospitalet. Det blev Minyaros og min opgave at være om de døende. Med nærvær, en klud, en spand til opkast, en skefuld te, med tålmodig lytten til de mange livshistorier og til sidst med en kærlig hånd, en nynnen, stilhed og slutteligt en velsignelse når manden eller kvinden havde sluppet livet. Ofte havde de døende fortalt mig, hvordan de ønskede, jeg skulle sige et par ord, når de var døde. Lige som at de døende mænd og kvinder blev nogle af mine læremestre ud i swahili og kulturforståelse. De havde tid -indtil døden kom. Nu om stunder hvor mit swahili er rustent og mangelfuldt, kan jeg tage mig selv i, at føle skyd og mest af alt sorg over, at have glemt en del af de gloser, som de døende lærte mig. Det var en smuk gave, en smuk gestus: At de lærte sproget videre til mig, som kunne leve videre. De døende blev stumme ved deres sidste udånding, men kort forinden havde han eller hun beriget mig med flere ord, så jeg i mit liv havde rigere mulighed for at tale. På en eller anden måde, gav det mig en følelse af, at bære mændene og kvinderne med videre i livet. En ganske særlig og fin gave som stadig vækker stor taknemmelighed og respekt i mit hjerte. Oplevelserne var mange. Erfaringerne ditto. Efter en rum tid mærkede jeg behov for nye udfordringer. Og behov for at flytte. Jeg mødte Babu og Upendo Daimas gadebørnsprojekt i Mwanza. Hurtig blev jeg en del af teamet, som bla bestod af en nonne, som præsenterede mig for en ny og hidtil ukendt verden i Tanzania ved at invitere mig ind i det gamle, traditionsrige nonnesamfund. Her mødte jeg nonner, som havde boet og arbejdet i Tanzania siden før landet blev selvstændigt i 1961. Sikke historier de havde! Babu og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer på gaderne i indre Mwanza. Med at lytte til gadebørnene, skabe tillid og bånd mellem dem og os, så børnene til sidst følte sig trygge nok til at modtage undervisning, spise med på centret, fejre højtider, opsøge os, når de havde brug for voksne og ofte at fortælle os deres livshistorier. Jævnligt lykkedes det os at reintegrere børn i deres familier eller hos slægtninge efter måneders forberedelse af både familien og barnet/den unge. Min dagligdag var på gaden i Mwanza -ofte også om natten. Sammen med børnene. Mine dage bestod af at rense sår -på børnene og tiggerne i byen. Mange gange har jeg nydt tiggernes invitation til te, når de samledes ved mørkets frembrud og lavede bål på gaderne og delte, hvad de havde at spise. Mange livshistorier er jeg blevet beriget med. Mange skæbner har jeg mødt -fra de triste til de frække som lod som om, de havde et handicap. En skøn og broget flok mænd og kvinder, som hver havde deres grund til at være en del af gadens liv. Mit liv bestod også af præventionssamtaler med gadens prostituerede -ofte alt alt for unge piger. Og hurtigt blev jeg, med mit mix af respekt for kulturen og min ikke-frygt for autoriteter, den der blev tilkaldt, når nogle af gadens børn var blevet anholdt. Timer er tilbragt i arresten blandt dagens flok af anholdte, timer er blevet brugt i fængslet i udkanten af Mwanza og timer er blevet tilbragt med at koordinere en tværfaglig indsats mellem gadebørnsprojektet, politiet, læger, psykologer med flere -vel og mærke før mobiltelefonernes tid. Jeg var som en fisk i vandet. Jeg elskede det! Babu og jeg blev hurtigt mere end kolleger. Vi svingede genialt som team på gaden, så hvorfor ikke også afprøve, om vi svingede på andre måder. Og sådan gik det til, at vi blev 24-7 team. Vores historie sammen byder på vores skønne døtre, Liv og Luna, på mig der var død syg af malaria og måtte forlade Tanzania og uendelig modvilligt blive i Danmark. Vores tid sammen ramte ind i mange år med Fogh regeringen og alverdens danske stramninger og krav på udlændingeområdet og slutteligt en skilsmisse. Men i Tanzania var vi glade. Og vi var dygtige til det, vi lavede. Jeg fortsatte med at hjælpe Lau på hospitalet i ny og næ, når der var brug for det. Jævnligt sad vi ved bålet og Lau redte op i jernsengen, fordi den sidste dala dala til Mwanza var kørt. Jeg dansede bla med Kisesa B og tog med på job ved lejlighed. Vi rejste rundt til Bulabo i forskellige byer. I Mwanza blev jeg optaget i Babus familie. Jeg faldt fuldstændig til i Mwaloni, hvor vi boede omgivet af familien i alle aldre. Når der var brug for det, gav jeg en hånd med på deres spisested i udkanten af Mwanzas store marked. Jeg kan love for, at det tiltrak kunder, når det var en mzungu der serverede fisken. Vi var glade. Jeg var glad. Jeg søgte ind på universitetet i Dar. Jeg havde et ønske om at blive rigtig god til swahili. Jeg regnede med, at min fremtid var i Tanzania. Lige indtil jeg på én og samme dag fik konstateret at lægerne ikke kunne få bugt med min hjernemalaria. Og at jeg var gravid. Det sidste var en glædelig nyhed. Dog måtte jeg, med tårerne trillende ned ad kinderne, se i øjnene at min fremtid måske ikke lå i Tanzania. Jeg husker flyveturen til Danmark. Iført mine ndala og min kanga. Rystende med malariafeber og kastende op pga graviditet. Jeg sad ved siden af en hvid businessmand, som ligeledes var på vej hjem. Han sad og remsede alt det op, han afskyede ved Tanzania. Alt det han, absolut modvilligt, var nød til at acceptere som et onde, når han arbejdede i Tanzania. Alt hvad han nævnte, var aspekter, jeg elskede ved Tanzania. Jeg husker, jeg midt i en omgang opkast simpelthen havde lyst til slå manden i maven med min brækpose. Af ren og skær misundelse over, at han om en måned skulle tilbage til Tanzania. Selv skulle jeg hjem til en længere indlæggelse. Og forhåbentlig til en graviditet som ville ende ud med et sundt og raskt barn på trods af min hjernemalaria og tilhørende stærke medicin. Hjem kom jeg. Indlagt blev jeg. Igen og igen. Bugt fik lægerne med min hjernemalaria mm. Og måneder senere kom Liv til verdenen. År gik. I Danmark. Ufrivilligt, men sådan blev det. Luna kom til. Jeg blev jordemoder. Min brevveksling med Lau blev -ud over at være 2 venner som delte livet- til 2 fagpersoner som udvekslede tips og tricks og erfaringer. Vi glædede os til en dag atter at blive kolleger. Det nåede vi desværre ikke. I årene der gik kom jeg med i Utamaduni Dance Troupe. Dansen var gledet i baggrunden af mit liv -hukommelsen på det punkt ligeså desværre. Men hjertet for Tanzania, for Sukumaland, for støvet, lyset, farverne, råheden, intensiteten og kulturbroen det har altid banket. Og lysten til og glæden ved at organisere ligeså. Det har jeg nydt at udleve i Utamaduni Dance Troupe. Som arrangør på lejren, i Utamaduni Dance Troupes arbejde med kulturgæster, formidling, månedlige øveweekender, styrkede og nye tværkulturelle venskabsbånd og også det at arrangere Warsha (kursus) i Tanzania. Det var en særlig glæde for år tilbage at sætte mig i flyveren 31. december 2016 sammen med mine døtre. På vej til Tanzania. Vi befandt os over Cairo nytårsaften ved midnat og oplevede fyrværkeri set fra himle. Et fyrværkeri der på mange måder spejlede den følelse, jeg havde inden i. Endelig, endelig var jeg på vej tilbage til Tanzania. Efter alt for mange år på dansk jord kun afbrudt af en kort rejse til Tanzania til svigerfars begravelse. Denne gang var jeg i følgeskab med mine døtre. Det var deres første tur til Tanzania. Jeg sad der i flyveren og betragtede dem, som de holdte i hånden og kiggede ned på fyrværkeriet, og jeg vidste, at de ville blive lige så forelskede i Tanzania, som jeg selv var blevet det 20 år tidligere. Og sådan blev det. Det blev et på alle måder vellykket Warsha. Vi arrangører fra Utamaduni Dance Troupe arbejdede godt samme og blev mange erfaringer rigere, kursusdeltagerne var glade, vores underviser-venner fra de forskellige dansegrupper, vi samarbejdede med, var glade. Alt var gået godt. Og. Mine døtre, Liv og Luna var solgt -både til Warsha, til mødet med deres familie, til de landsbyer vi besøgte, til støvet, solen, farverne og råheden. Til Tanzania. Og jeg var lykkelig. På en helt særlig, ubeskrivelig måde var det noget af det største at danse side om side med mine døtre under solen, i støvet, omgivet af dansevenner, af farver og intensitet, af smil og liv -af Tanzania. Igen. Og nu sammen med Liv og Luna. Stort er et lille ord i den sammenhæng. Og succesen gentog sig 2 år senere. Endnu et Warsha. Glæde, udfordringer, støv, dans, nye og gamle venskaber mm. Og hvem ved hvad vinteren bringer? Vi ser an ift corona. Bliver det ikke denne vinter, så bliver det en anden god gang. Warsha, trommer, Tanzania. Og sådan udvikler livet sig. Af stier vi ikke altid kan (forud)se. Indsigter bringer udsigter og valg og fravalg bringer nye muligheder med sig. Således opstod en ny mulighed for mig, for at komme til Tanzania. Dav, min ven og kendt lejr-bartender med hang til stemningsfulde billeder og beskrivende artikler, skulle lave et fotoprojekt. Sammen lagde vi hovederne i blød og udtænkte et projekt som viste sig at være så godt, at Danida støttede med økonomiske midler. Og afsted rejste vi. Dav og jeg. Til Sukumaland. Med tasken fuld af foto- og optageudstyr, men hovederne fulde af spørgsmål og med adskillige aftaler om interviews i kalenderen. Vi rejste afsted med formålet at blive klogere på vold mod kvinder i parforhold. Vores fokus var Sukumaland, specifikt Bujora og omegn, hvor mit kendskab til kulturen og sproget og mine mangeårige venskaber gav os en unik mulighed for at komme adskillige lag ned i det svære emne. Vi talte med kvinder som har været udsat for vold, med kvinder som stadig bliver udsat for vold. Vi talte med mænd som har været voldelige, og som stadig er voldelige. Vi talte med præster, landsbyformand, en medicinmand og børn og unge. Vi talte med de, vi på forhånd havde aftaler med, med de der stilfærdigt opsøgte os og med de der tilfældigt (?) kom forbi vores vej. Som altid var min oplevelse af Sukumaland intens, rå, varm, støvet, mangefacetteret. Livet -på godt og ondt. Og som altid i Sukumaland, byder virkeligheden på langt mere end lige det, jeg havde planlagt og forudset. For sådan er Tanzania også. Uforudsigelig i al sin komplicerede skønhed. Således kom der også et par slagsmål ind over, et køb af et fedthalefår, råd og sparren ift fødsler, lidt tid til dans og et spontant dansejob med ministre, landsdækkende TV og blondepyntede telte, alverdens middagsinvitationer, rensning af sår, livshistorier, grin, tårer og på denne tur ganske særlige og dybe samtaler. Davs og min tur blev på mange måder turen, hvor jeg følte, jeg blev lukket ind i et helt særligt kulturelt, følelsesmæssigt, sorgfuldt kvinderum. På den tur holdte jeg i hånd på en ny måde. Lyttede med hjertet på en særlig -måske kvindefællesskabs- måde. Det er svært at beskrive. Tanzania bringer mig altid gaver. Og jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse som den jeg er, også er en gave for nogle i Tanzania. De dybe møder på denne tur var noget særligt. For os alle. Jordemoderen i mig blev rørt og rystet. Privatpersonen Siff, danseren, moderen, søsteren, kvinden, mennesket i mig blev rørt og rystet. Det var helt særligt at sidde Dav som interviewer, jeg som tolk og en kvinde som lige har fortalt sin historie om årevis med vold. Den stilhed der opstår efter et sådan interview består af en helt særlig fortættet og forstummet stemning. De mange interviews har mundet ud i indtil flere skriv fra Davs hånd. Læs dem. De er vigtige. Vigtige for kvinderne og for mændene. Vigtige for os. Vigtige for at få flere vinkler på virkeligheden i Sukumaland. Er interviewene hele sandheden omkring vold mod kvinder i Sukumaland? Nej, selvfølgelig ikke. Men de understøttes langt hen ad vejen af de mange undersøgelser, vi på forhånd havde sat os ind i. Og de understøttes af de mange fortællinger jeg har hørt fra jordemoder-kolleger i Tanzania, fra oplevelser fra eget liv og fra venner og bekendte gennem 20+ år. Tanzania og Sukumaland er en gave, som bliver ved med at berige mit liv. Én af gaverne er, at blive lukket gradvis længere og længere ind i kulturen. Helt der ind hvor der også er grimt og råt og hudløst ærligt. Det er i min verden en gave, at blive lukket der ind. Som jordemoder og som privatperson. Så endnu en gang berigede og berørte Tanzania mig. Og endnu engang blev det et gensyn med gamle venner og møder med nye, inspirerende mennesker. Og denne gang også et helt særligt møde. Et gensyn med min teenage-forelskelse. Med Alphonce. Sikke en gave at mødes efter 24 år. Som voksne. Som forældre. På swahili. Et gensyn der har åbnet nye stier at træde ud på. For selvom dansen gradvist træder længere bagud i mit liv, så består mig connection og kærlighed til Tanzania. Jeg kan sidde her 38 år ung og allerede have 24 år at kigge tilbage på. 24 år med venskaber der har forgrenet sig vidt og bredt. 24 år der har budt på mangt og meget. Mange dødsfald i vores flok. Og mange fødsler. Det er en ganske særlig glæde at se vores børn vokse op med hinanden som brødre og søstre, at opleve vores børn træde deres egne skridt ud på vores fælles kulturbro. Det er smukt at være en del af en stor familie som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest og spænder over børn og unge i alle farver til vores ældste kulturbærere -hvoraf mange er mine nære venner. Sikke en gave. Det er smukt at være en del af en stor familie som forgrenes over lande i denne verden og forgrener sig ind i tiden efter dette liv. For mange er døde. Vores venner, vores læremestre. De er med mig. Ofte. Både når jeg er i Tanzania, og når jeg er her i Danmark. Hvordan putter man 24 års kærlighed på papir? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at ved at dele en flig af indblik i vores liv med kærlighed til Tanzania, så kan vi berøre og berige hinanden. Og ved at dele, bidrager vi hver og en til Daraja la Utamaduni. For Tanzania og kulturbroen er gaver, som bliver ved med at give. Siff [...] Læs mere...Mwaka Huu 2016 / Ukassen 2015-16Igen i år fik jeg, Mette, en donation fra U-kassen til indkøb af medicin i Senegal og til transport og behandling af akutte tilfælde i min lille klinik. Tak for det. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania. Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4 Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Afrapportering fra Faraja Home vedrørende de midler, vi modtog i 2018. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18København d. 29.3.2018 Afrapportering til Utamaduni Faraja Home, og skoleleder Martha Masenge, har med glæde modtaget støtte fra Utamaduni til renovering samt forbedring af legepladsen til at stimulere børnenes motoriske udvikling. Som bekendt er Faraja Home et center – en lille skole for foden af Kilimanjaro – for udviklingshæmmede børn og unge. Bl.a. vippebræt samt vippe er blevet indkøbt og taget i brug, til stor glæde for børnene. Billeder vedhæftes som dokumentation. De bedste hilsener og tak for støtten fra foreningen faraja (herunder Utamaduni-deltager gennem mange år, Kristine Bundgaard Jensen) [...] Læs mere...Mwaka Huu 2025 / Ukassen 2024-25Støtte til biblioteket i Dallung I Nordghana ligger landsbyen Dallung. Her finder du et bibliotek skabt i samarbejde med Ghanas biblioteksvenner. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kære Ukassefolk og alle der læser med Jeg vil lige på Sanders og mine vegne starte med at takke for bevillingen på de 2000 kr. til færdiggørelsen af Trommepavillonen på Bujora, som vi regner med at Sander tager ned og forestår sidst på året så han kan nå at bruge den billet som han havde købt med afrejse i Januar, men som han måtte aflyse fordi han skulle opereres. Jeg fik så pengene – de 2000 kr. han fik bevilget af Ukassen – sendt derned og har i samarbejde med Bujora Dance Troupe forestået at byggeriet kom i gang. For det som præsten kaldte meget små penge, nemlig 640000 tsh, nåede vi langt. Undervejs sendte jeg en lille rapport til vennerne på Facebook og en bøn om at hjælpe lidt og sammen med penge til hjælp fra besøgende danskere nåede vi op på 1.400.000 tsh, som rakte til at blive næsten færdige. I har måske set billeder jeg sendte hjem af den nymalede pavillon med trommerne opstillet foran. Den er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Vi nåede ikke helt i mål, men det sørger Sander for vi gør. Tak for jeres hjælp kære venner ! Yours Uffe Madadi U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...VinderfotosDe 3 vinderfotos fra lejren 2000. Alle fotos er taget på lejren 1999 og præmieret på lejren 2000. Vinderen vandt en gratis lejr 2001! Tillykke til alle vindere! [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål! Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig. Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest. Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde. Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur. Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine. Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om. Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind! Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen. Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det… Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof. Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen. Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument. 2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening. Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart. Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂 Tusind tak 🙏 siger vi, Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...Mwaka Huu 2021-2022-2023Arshia Simon, barn af lejren, har været med til at lave et smukt lille portræt af Sander Machombo Kamera: Christoffer Kaimer Lys: Arshia Simon Eskandari Lyd: Kasper Alfredo Brunbjerg Knudsen Klip: Jens Fogh Petersen Medieskolerne Viborg, november 2020 [...] Læs mere...Mwaka Huu 2026Jeg husker tydeligt den lejr i 2015 og hvor jeg satte mig omkring forfædre-/mødrestedet og talte med Sander om hans arbejde. Min nysgerrighed var stor og vi fik mange snakke om både den sukumanske tradition og andre oprindelige folks spirituelle traditioner. Jeg havde efter min første tur til Tanzania vinteren før undret mig over betydningen af naturtroen for nutidens sukumaer. Sander var en ivrig fortæller, og han inviterede mig hurtigt ind i sit arbejde. Jeg hjalp til her og der, og vi aftalte at vi skulle mødes hjemme hos ham efter lejren og tale videre om medicinen. I august måned havde Madelene og jeg, i samarbejde med andre i miljøet, sat en ceremoni på benene på Moesgaard Museum til fejring af kulturbroen og den første sukuma gruppes besøg. I 1973 kom de til Danmark og lavede en opvisning på netop samme museum. Her skulle der blandt andet laves forfædre-/mødrehytter. Det var tydeligt for mig at der stadig lå en stor betydning bag det at ære og skabe kontakt med vores aner. Som Mzee Edwardi forklarede mig, så tror sukumaerne på at forfædre og formødre fortsætter med at støtte én gennem hele livet og at man må ære dem og ofre for at vise taknemmelighed og respekt. Det er intet tilfælde, at Sander kaldes “Machombo”- ham med de mange ting. Han begyndte at sætte mig ind i brugen af sine mange magiske artefakter. Det var starten på et venskab og Sander blev min medicinlærer. Vi puttede medicin i en shingwanda, han lærte mig medicinsange, vi byggede forfædre/-mødrehytter sammen og jeg nød at læne mig ind i hans sanselige og klart fremstående fortællinger. Han fortalte om sine utallige ture til Sukumaland og om de mange mennesker som havde givet ham ting til sit arbejde. Der er stor symbolik og kraft i de ting som man bruger i den sukumanske medicintradition. Løvefedt giver styrke, et næb fra en sangfugl giver kraft i sangen, et stykke af skallen fra et skælddyr giver beskyttelse og så videre. Der findes medicin som er en blanding af flere komponenter som har specifikke egenskaber alt efter hvad man behøver og hvad medicinmanden/kvinden ser som relevant. Noget medicin kan støtte én til at blive set for éns gode sider, noget andet kan beskytte mod negativ energi. Andre slags kan have meget konkret virkning på fysiske sygdomme som for eksempel mavesmerter, hovedpine, infertilitet osv. Med min baggrund i naturmedicinens verden forstod jeg hurtigt at der findes nogle meget virkningsfulde og potente medicinske planter i Tanzania. At lave en intentionel handling for at opnå heling eller hjælp i tilværelsen kan i mine øjne være med til at støtte os til at komme nærmere det vil liv, som vi ønsker os. Man kan lægge en bøn i en handling eller i et remedie og på den både markere et skifte. Dette har hjulpet mig igennem vigtige transformationer i mit eget liv. Jeg tror vi alle kender virkningen på ens sind med et bad eller en gåtur i naturen. Det til at man skifter perspektiv. Et andet simpelt eksempel fra Sanders hånd er et træ han malet i sin have. Det er et træ, som selv har formet en form for portal som man kan træde igennem. På den ene side er der malet sort, på den ene side og hvid på den anden. En dag da jeg var på Granlunden, var jeg tynget af bekymringer og jeg talte lidt med Sander. Han foreslog mig at træde igennem portalen med en intention om at se tingene på en ny og lettere måde. Mit mentale felt skiftede stemning så snart jeg havde sagt mit ønske og var trådt igennem træets portal. Det er det vi gør i et ritual: skaber fokus på en intention, går igennem noget der kan transformere og på den anden side kan man føle, at man er kommet et nyt sted hen. Efter flere rejser til Tanzania siden 2015 har min interesse for medicinen kun vokset sig større. Jeg har dyb respekt for hvad der arbejdes med og stor taknemmelighed for de waganga (de folk som arbejder med medicin), som har inviteret mig ind. Det er seriøse sager og det kan være et meget farligt arbejde at være mganga. Jeg har kun kradset i overfladen og ved at det er en verden så dyb og stor at jeg ikke begriber det. Jeg har opfattet, at medicinen ligger lige under overfladen i manges liv i Sukumaland. Den er som en tråd, der væver tilværelsens elementer sammen. Ofte oplever jeg i Danmark at dansen, sangen og trommerne står uden opmærksomheden på medicinens kraft. I Sukumaland oplever jeg at det er én og samme ting. Den styrke som medicinen på indersiden af trommeskindene giver, den magi en shingwandas sving spreder, den kraft og beskyttelse en kaniki giver (sort, rødt eller hvid klæde), de gamle sange som fortæller om medicinen og medicinfolk er blot nogle eksempler. Samspillet og magien imellem dans, sang, trommer og medicin er sammenknyttet. Nogle kan måske tænke “hvad har det med mig at gøre?” og det forstår jeg egentlig godt. Det kan virke spøjst at se alle de ting og sager som udføres og tages i brug. Essensen i arbejdet er universel for alle levende, da det handler om mysteriet ved vores tilblivelse, tilværelse og død. Jeg oplever at den stemning som opstår imellem os når vi laver ceremonier er nærende og livsbekræftende. Den samler os om ånden. Den ånd som findes når vi spiller og synger sammen. Den ånd, som vi samles om igen og igen i en skov på Norddjurs. Vi drager hvert øjeblik ånden ind – et åndedrag, vi er ét med vores omgivelser til alle tider. Når vi sætter refleksion i gang i fællesskab om dette, husker vi på, hvor betydningsfuldt nuet er. Særligt når jeg er sammen med Mzee Sander, som nu til maj fylder 81, mindes jeg om, hvor meget jeg må værdsætte hvert øjeblik. Vi har siden jeg startede i lære hos ham i 2014 forberedt hans begravelse. Faktisk var det en af de første ting, han fortalte mig om. Han er her heldigvis stadig og vi har haft lyst til at dele vores arbejde med en skøn ung kvinde. Det er Clara Evamaj fra opvasken. Hun passer som fod i hose ind i vores lille samling og vores samarbejde er allerede begyndt. Udover Clara, som er trådt ind i kredsen, har årene med ceremoniarbejdet bragt masser af visdom med sig fra Madelene, Mzee Nzoza og Kulwa Seleman. Jeg takker for alt jeres generøsitet med at indvie Sander og jeg i jeres erfaringer og viden. Sanders pragmatiske og omhyggelige tilgang til arbejdet med medicinen har givet mig et meget konkret anker. Han har inspireret mig til at behandle ting med omhu, at gøre sig umage og til at tage sig tid til at lytte og tale ærligt. Vi må huske at værne om de ældre, besøge dem, eller sende dem breve eller andet, så længe vi har dem i denne verden. Kære Sander! Tak for alle historierne, for viljen til at lære fra dig og for at åbne armene for Clara, mig og alle de andre som omgiver dig. Jeg og vi skriver ned, tager videoer og praktiserer, så medicinarbejdet kan leve videre (og deles med andre). Stort tillykke med de 81 år, vi glæder os over at samarbejdet fortsætter. Dina Bjørn [...] Læs mere...Mwaka Huu 2014Vi har inviteret nogle af de ældre til at komme og fortælle og afholde en lille workshop og derudover vil der være sang og dans af forskellig art. Denne gang er det Sander og Uffe (med backup fra Edwardi) som står i spidsen for en gang ‘retrodans’! Der vil være lidt kaffe og kag’ og så håber vi meget at i kommer med og bakker op om det nye projekt. Det koster 30 kroner at deltage. I må meget gerne skrive til enten Julie eller Jeg om I kommer, og fortæl gerne jeres dejlige dansevenner om projektet, så alle der har lyst kan komme og være med! Kom glad! Kys fra Julie og Anna Vipepeo dansegruppen Aarhus. [...] Læs mere...Mwaka Huu 20182018 – Bujora fylder 50 år! – 50 år siden “the summer of love” På Bujora er det evig sommer. Det er et dejligt levende museum med medarbejdere, der altid er med på ny research, når jeg ankommer. Ovre hos præsten står den skønne landrover, som gerne lånes ud til ekspeditioner i det smukke Sukumaland. [...] Læs mere...Mwaka Huu 2024Kære alle sammen I skrivende stund (april red.) har vi endelig mærket et skift i vejret, solen bader stuen i lys, fuglene kvidrer løs, og jeg kan for alvor begynde at mærke forventningens glæde til sommerens komme – for sommer betyder lejr! I midten af marts afholdte vi årets generalforsamling, og det var så dejligt at mærke, at alle områder allerede er i fuld gang med at forberede årets sommerlejr. Lejrplanen laves, underviserne er ved at blive kontaktet, programmet falder langsomt på plads og tilmeldingen er åbnet! Skønt at se at mange allerede er tilmeldt. Det er jo efterhånden nogle år siden, at billetterne blev revet væk, da tilmeldingen åbnede, men sidste år blev pladserne udsolgt et par uger inden lejrens begyndelse. Så det er altså ret spændende at følge med i, hvor hurtigt det kommer til at gå i år. I år prøver vi at lave lidt om på programmets struktur, hvilket blandt andet betyder at vi får en frokostpause midt på dagen uden andre aktiviteter, og rykker fællesmødet til senere på dagen. Fællesmødet er et enormt vigtigt indslag i vores lejrdag: det er det eneste tidspunkt, hvor vi sidder sammen og ser og lytter til hinanden. Desværre har vi oplevet, at det har været svært at samle alle, og derfor har vi prøvet at arbejde med nogle tiltag, der får fællesmødet til at træde mere frem som det samlende punkt på lejren, det er. Det håber vi, I tager godt imod og er naturligvis meget spændte på at opleve, hvordan det fungerer og til at læse de evalueringer, I forhåbentlig laver efter lejren, hvis I har ris eller ros. I lejrforeningen ses vi, udover under selve lejren, (mindst) tre gange i løbet af året. I oktober mødes vi til evalueringsmøde, i marts til generalforsamling og i juni til vores “junimøde”, hvor de sidste aftaler og planer om den nærtstående lejr bliver delt områderne imellem. De seneste par år har vi i lejrforeningen arbejdet med anerkendelse og frivillighed. Vi er mange frivillige, der arbejder for at få lejren til at køre som en stor, velsmurt maskine, og ind imellem skal vi huske at stoppe op, se hinandens arbejde og indsats og sætte pris på alt det vi får præsteret, og de stærke venskaber vi har. Derfor er jeg glad for, at vi har startet en proces, hvor netop dette er i fokus, for jeg er sikker på, at vi får et bedre samarbejde og en bedre lejr ud af det i sidste ende. Og det er jo ekstra vigtigt i år, hvor vi afholder vores fyrretyvende lejr! Dét skal fejres, og der er heldigvis gode folk i gang med at finde på festlige måder at markere vores jubilæum på. Derudover glæder vi os jo bare til at mødes i skoven igen (igen igen) til den lejr, vi alle sammen kender og elsker (bare rolig – vi skal nok lade være med at lave for mange nye ændringer 😉 ). Det bliver SÅ dejligt at se jer allesammen igen og forhåbentlig også at byde nye ansigter velkommen. Skynd jer ind og meld jer til den fyrretyvende Utamaduni lejr! <3 Forårshilsner fra Tinne [...] Læs mere...Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
















































