Home Articles posted by Maria Sita
  • Tjek andre af de mere end 150 artikler fra Mwaka Huu gennem årene:
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Gennem flere år har vi bygget på bygning til at huse en daycare på vores kulturcenter i Nungua, og nu står det der parat til at blive godkendt af myndighederne, og så kan børnene begynde at komme dagligt. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Kære utamadunivenner Her følger en lille rapport om vores gave fra Utamadunilejren til Bujoras 50års Jubilæum som kulturcenter 2018 Hilsen Uffe Madadi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Kære Ukasse og foreningen Utamaduni. Lige her og nu sidder jeg i et regnfyldt Tanzania, en regn som har stået på siden december måned, ja til glæde for os alle, som dyrker jorden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18FRA SKOLEPROJEKT TIL EGNSUDVEKSLINGSPROJEKT Det går fremad i Pebi. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Igen i år vil vi, i Igokoloo invitere jer alle sammen til Kikome i september. Kikome er en weekend hvor vi samles om dansen, sangen og bålet og vi håber at se så mange af jer som muligt til endnu en dejlig weekend i det sjællandske. Ligesom sidste år afholdes weekenden på Roskilde Lilleskole, i weekenden d. 23.-25. september 2016. Sæt et stort kryds i kalenderen og så kommer detaljerne ud snart, så tilmeldingen kan begynde. Vel mødt og god ild! Se programmet (klik for en forstørrelse): Tilmelding senest 1/9/2016! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Tak for endnu et dejligt dansetræf! En af de weekender jeg ser frem til i vinterperioden er Vinterkucheza.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2011Klik for at læse som ‘bladre PDF’ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018– Habari Dav, lyder det højt fra Vero, da hun med nye krøller og et stort smil træder ind i sin bar og uden at se sig til siderne styrer direkte mod mig med et stort knus og med armene om min hals spørger, om jeg har haft en god rejse. I det varme lys fra en nedgående sol bevæger vi os hjemad af de støvede jordveje, mens snakken og latteren mellem gruppens medlemmer flyder uhæmmet. Ved en korsvej støder jeg på tre medlemmer fra en anden dansegruppe, jeg fotograferede og lærte at kende på warsha i januar sidste år. Stor gensynsglæde, masser af håndtryk og ’kom og besøg os, du er meget velkommen’, og vi udveksler høfligheder og hilsner i ét væk, før vi fortsætter hver vores vej. Langsomt siver medlemmer af Sikus nye dansegruppe i hver sin retning, og så er det, at Siku og jeg på vej hjem til Bujora slår vejen ind omkring Veronicas nye bar. Siku og jeg? Jo tak. Efter et lidt fluffy velkomstkys i lufthavnen, det er trods alt en kræftoperation og ni måneder siden vi har set hinanden sidst, falder vi i hak hjemme på Bujora. Hun er en gudsbenådet rejsefører i det afrikanske virvar af skikke og traditioner og ikke mindst de utallige hilsner, jeg skal igennem hver gang, jeg møder en ven eller en bekendt. Det er helt utroligt mange mennesker, der på lang afstand kan afgøre, at det må være mig, der går dér, og derfor råber ’Hej Dav’, stopper op, giver hånd eller et kram og siger ’Velkommen’. Mit swahili er ikke blevet bedre af ni måneders fravær, men Siku hvisker mig de rigtige svar på de mange hilsner, og de fleste smiler overbærende, når jeg kløjes i ritualerne. Det er en fest at være tilbage blandt så imødekommende mennesker. Vi har besøgt børnene (der er fem) og mama Siku flere gange. Det ligger ikke langt fra Bujora og er dér, Siku bor, når hun ikke har besøg af mig. Vi har spist ugali og noget spinatlignende grøn sovs med fingrene på et tæppe på jorden i gyldent lys fra en tilpas sol, jeg har spillet ludo med ungerne og bold med den yngste på tre år. Sikus familie er kæmpestor, og der er altid en bror, en onkel eller en moster på besøg og sommetider flere af dem på samme tid. Ulempen ved det er, at de indbyrdes taler sukuma, som er helt uforståeligt, hvorfor jeg er overladt til mig selv, men så er det godt, at jeg kan snuppe en morfar på tæppet. Alt er godt. Dav [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014“In this great future, you can’t forget your past.” – Bob Marley I Danmark kan du købe kaffen gennem de danske distributører Jon Stage og Tendai Tagarira, som mange måske husker fra lejren 2010, hvor han lige var kommet til Danmark som ‘Friby forfatter’ i Aarhus. Han har nu bosat sig i Aarhus, og arbejder bla. med at markedsføre Mareley Coffee i Danmark. ENEFORHANDLER AF MARLEY COFFEE I DANMARK: Sustainable Coffe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Hold nytår i Tanzania! Fra 28. december til 7. januar afholdes “Warsha 2026”, et kursus i traditionel sukuma dans og kultur. Du har her mulighed for at opleve Sukumadans på nærmeste hold, og møde en masse dejlige lokale dansere og musikere. Undervisning fra dansegrupperne Sansiro, Kisesa B, Isesa, Buyegu og Wanasesilia. Fem dage med undervisning, glad nytårsaften, fri 1. januar og tre dages tur til Isesas slangedansergruppe. Medbring billigt telt (som du efterlader) og sovepose. 6.500,- kroner alt inklusive (dog minus flybillet og taxa fra lufthavnen til Bujora og retur). Indkvartering på dobbeltværelse i Sebas lodge på Bujora. Yderligere info hos Seba. Reservér din plads via mail til: dansewarsha@gmail.com Bujora ligger tæt på Mwanza i det nordvestlige Tanzania Warsha er et ti-dages kursus med undervisning i dans, trommer og sang. Vi bliver undervist af lokale folk fra dansegrupper i området, både dagene hjemme på Bujora og på turen til Isesa. Grupperne arbejder med forskellige stilarter, så vi kan for eksempel lære slangedans, sogota, hulepindsvinedans (også kaldet bunungule) og andre stilarter. Betalingen (6.500,- kr) dækker undervisning, tur til Isesa, kost og logi. Nytårsaften bliver der stor fest, og dagen efter er derfor fridag. Efter warsha er der mulighed for at tage til Serengeti på safaritur. Det kan være med eller uden overnatning alt efter interesse (og pengepung). Bor du hos Seba før eller efter warsha koster db.værelse 40.000 sh/dag og tre måltider (valgfrit) 40.000 sh/dag. Jeg er arrangør af warsha og vil være til stede alle dage. Stor hilsen, Seba. Læs mere på Facebook: https://fb.me/e/6KwdxXqhS Som arrangør vil du møde Sebastian Paulo, som har været med i Utamaduni Dance Troupe siden han kom til Danmark i 1991. Fotos fra Warsha sidste år: Første Warsha på Bujora, arrangeret af Utamaduni løb af stablen i 1993! Se mere på Bujoras hjemmeside. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023 / Ukassen 2020-21-22U-kasserapport vedrørende Drumstore til Bujora Dance Troupe/Drumpavillon til Sukumamuseum Tanzania             [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2018-19Kære Utamaduni kulturforening. Allerførst undskyld for at det tog så lang tid. Det skyldes personlige årsager. Før vi startede blev det klart for os at toilet og bad var det vigtigste. Så det har vi bygget. Jeg har ikke lavet et rigtigt regnskab. Før start kunne jeg se at pengene nok lige rakte. Evt kunne jeg selv skyde lidt i. Så jeg har holdt styr på pengene, men ikke skrevet ned i detaljer. En del gik til toiletbrønd m opmuring indeni og støbning over. Toilet div rør cement mursten plader tømmer sand granitskærver store sten jernrør til støbning 2 døre m tilbehør arbejdsløn m.m. Maisha Furaha Theatre Group er meget glade for at de nu har toilet og bad. Fremadrettet vil de arbejde på at bygge videre. Deres formand er John Dismas som er en af kulturgæsterne i år. Han kan evt berette personligt om forløbet. Jeg takker for tilliden. Ole Miller ANSØGNING OM STØTTE TIL MAISHA FURAHA THEATRE GROUP Ole Miller søger på vegne af Maisha Furaha Theatre Group v. John Dismas 4.000kr til færdiggørelse af et kulturcenter i Ingeye (kisesa). Der søges om støtte til færdiggørelse af bygning til kulturelle aktiviteter. Maisha Furaha Group har købt en grund i Ingeye (se bilag) og påbegyndt bygningen af et kulturhus. Dette har de gjort for egne sammensparede midler. Maisha Furaha group har eksisteret siden 2006 og blev officielt registreret somgruppe i 2011. (se bilag) De har udøvet deres kulturelle aktiviteter hos et medlem af gruppen i Kisesa. (Mazigo) Dette gav problemer indimellem med naboer og med Mazigo. Derfor købte de grunden i Ingeye i 2016 og påbegyndte at bygge i 2017. De har bygget et rum og vil gerne udvide med to rum så der både er plads til trommer pythonslanger og møder. Jeg har været der flere gange og set stedet. BUDGET: cement ca 200.000sh + mursten ca 350.000sh +  tagplader ca 150.000sh + tømmer til tag ca 200.000sh + metaldør ca 70.000sh + to vinduer ca 80.000sh + maling ca 50.000sh + moram (lersand) til planering af danseplads ca 100.000sh + transport af materialer ca 50.000sh. IALT ca 1.250.000sh, svarer til 4.000 DKK. Med venlig utamadunihilsen Ole Miller (kontaktperson og økonomiansvarlig)   Ukassen har støttet dette projekt med 4.000,- kr. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet. I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften. Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen. Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt. Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker. Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten. Kirsten Larsen   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Bujora d. 10/2 2023 Det er så mit 18. ophold i Sukumaland, fordelt over 46 år. I år fylder jeg 70, så skal jeg ikke mere tage tjanser på lejren, haha! Vi bor som sædvanligt på museet på Bujora, min spritnye mand Malezu og jeg. Bujora er en god base for field research, og vi tager på ture i omegnen. Vi mindedes Edwardi i de skønne lokaler i Gallopperiet på Christiania, det samme sted hvor vi holdt begravelsen for et år siden, og hvor vi sad og så videoen samtidig med begravelsen i Kisesa. Æret være Edwardis minde. Kærlig hilsen fra Kirsten Larsen, Christiania [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Edwardi Mashiku Ntemi er stille sovet ind 18. april 2022. Edwardi blev en utrolig vigtig del af Utamadunigruppens tilblivelse, udvikling og popularitet. Siden hans ankomst til Danmark i de tidlige firsere, i tiden hvor vi mødtes til karnevaller rundt i landet, og frem til i dag, har han inspireret og glædet ufatteligt mange mennesker. Han har både begejstret os alle med et utal af vidunderlige sange, som har været helt centrale i Utamaduni netværkets sammenhold, og åbnet mange mange menneskers øjne for et indblik i hans dybe rødder i Sukumaernes spiritualitet. I Sukumaland og Tanzania er han kendt som ‘Ham der lærte de hvide om Sukumakultur’. I sine velmagtsdage stod han i spidsen for Matendo i Danmark og Daraja la wakulima na utamaduni wao i Tanzania. Sammen med hans engagement i Utamadunigruppens formidling, har det været en uendelig kilde af inspiration til alle han mødte… Og vil altid være det… Eddy, we agree: You will always be here! [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024 / Ukassen 2023-24Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kære Ukassefolk og alle der læser med Jeg vil lige på Sanders og mine vegne starte med at takke for bevillingen på de 2000 kr. til færdiggørelsen af Trommepavillonen på Bujora, som vi regner med at Sander tager ned og forestår sidst på året så han kan nå at bruge den billet som han havde købt med afrejse i Januar, men som han måtte aflyse fordi han skulle opereres. Jeg fik så pengene – de 2000 kr. han fik bevilget af Ukassen – sendt derned og har i samarbejde med Bujora Dance Troupe forestået at byggeriet kom i gang. For det som præsten kaldte meget små penge, nemlig 640000 tsh, nåede vi langt. Undervejs sendte jeg en lille rapport til vennerne på Facebook og en bøn om at hjælpe lidt og sammen med penge til hjælp fra besøgende danskere nåede vi op på 1.400.000 tsh, som rakte til at blive næsten færdige. I har måske set billeder jeg sendte hjem af den nymalede pavillon med trommerne opstillet foran. Den er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Vi nåede ikke helt i mål, men det sørger Sander for vi gør. Tak for jeres hjælp kære venner ! Yours Uffe Madadi   U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!  •  Læs bestyrelsens hilsnen 1. maj 2020 HER Her følger Tinnes hilsen, som den blev skrevet INDEN lejren 2020 blev aflyst: Kære alle sammen Jeg håber, I allesammen har det godt derude, i jeres respektive coronabobler. Corona og årets utamadunilejr Et spinkelt håb Kære alle sammen, jeg håber inderligt at se jer i Ramten skov i uge 30, men for nu må vi holde vejret, krydse fingre og støtte kærligt op om de beslutninger, der kommer fra Statsministeriet og som måske må betyde, at der vil gå endnu et helt år, før vi ser hinanden. Hvem ved, måske det vil betyde, at danseweekender som Vinterkucheza og Kikome bliver helt fyldt op, at lejren bliver afholdt på en alternativ måde, at vi kan holde vintersolhvervsfest eller noget helt andet. Meget er muligt… såfremt corona går på retræte og holder sig langt væk 🙂 Jeg håber, I har det dejligt derude og får en masse kvalitetstid med jer selv, jeres familier og virtuelle venner på den bedste måde. <3 Mange kærlige hilsner fra Tinne   Tilføjelse d. 3. maj 2020: Som det også er nævnt øverst i opslaget her, blev denne beretning skrevet før, vi i bestyrelsen besluttede os for at måtte aflyse årets lejr. I fredags, d. 1. maj sendte vi ud på diverse facebooksider at lejren er aflyst og har siden modtaget rørende mange kærlige tilkendegivelser omkring tristheden ved situationen men også forståelse for vores beslutning. Det er vi sindssygt glade for. Tusind tak for jeres støtte, tanker og forståelse. Vi ses i Ramten skov i juli 2021 og måske også i løbet af andre arrangementer over det kommende år, når coronaen endelig tillader os at ses igen. Jeg glæder mig. Hav det dejligt så længe. Kh fra Tinne  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 201525 dec. 2014 – 15 Jan 2015 Reserapport för MANONGU kulturförening Nerresan tog två dagar längre än planerat p.g.a. inställt flyg och försenat bagage. 29 december var vi redo att hålla ett planeringsmöte med Bujoras manager, Fabian Mhoja, och WanaCesilias ordförande, Paulo Mafanyanga. Eftersom vi var försenade var vi tvungna att korrigera vårt program för vår vistelse i Sukumaland. Till vår överraskning var det vid denna tid många gäster från Danmarks sukumadansmiljö som besökte Bujora Kulturcenter. Vi kände dem sedan tidigare, då de alla varit deltagare vid det årliga afrikanska danslägret Utamaduni Camp, där vi båda undervisar. Mafanyanga hade en önskning om att vi utöver att besöka Katwe, även skulle besöka orten Mwasubuya tillsammans med alla de danska gästerna. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26Kære U-kasse. Jeg vil gerne sige kæmpe stort TAK for støtten til Lægehuset Zahanati ya Mbore. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020 / Ukassen 2019-20Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18København d. 29.3.2018 Afrapportering til Utamaduni Faraja Home, og skoleleder Martha Masenge, har med glæde modtaget støtte fra Utamaduni til renovering samt forbedring af legepladsen til at stimulere børnenes motoriske udvikling. Som bekendt er Faraja Home et center – en lille skole for foden af Kilimanjaro – for udviklingshæmmede børn og unge. Bl.a. vippebræt samt vippe er blevet indkøbt og taget i brug, til stor glæde for børnene. Billeder vedhæftes som dokumentation. De bedste hilsener og tak for støtten fra foreningen faraja (herunder Utamaduni-deltager gennem mange år, Kristine Bundgaard Jensen) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026Ole Miller var en ener. Både som menneske og som danser. I en grad, så der er en Bulabuka-dans der imiterer Oles bevægelser og hedder … Baba Ole. Og a pro pos cirkel, så har jeg nu næsten samme alder, som Ole havde, da han så varmt vedkommende mig i Uta-familien for 30 år siden. Efter et goddag kommer altid et far vel. Det er nu. Kære Ole, tak for dig. Tak for 30 års venskab. Far vel på din videre vej. 💛 Siff Og så vil jeg på vegne af Ole invitere ‘de gamle’ og alle andre fra nær og fjern som har lyst til mindestund i Århus: Kære alle venner, kolleger og andre der holdte af Ole Miller. I inviteres hermed til en rolig mindestund: Søndag d. 10. maj 2026 Kl 15 til ca 18 I ‘Duehuset’ i Haveforeningen Søvang, Sylbækvej 38, 8230 Åbyhøj Før Ole flyttede til Tanzania skrev han testamente, udfyldte sin ‘sidste vilje’ og diverse kærlige instrukser, som han bad mig tage sig af. Mindestunden og håndteringen af den er altså planlagt af Ole ♥️ Ole ønskede sig: At vi ‘gamle’ og de der må have lyst mødes om bålet. Vi mødes til en hyggelig stund med delinger af anekdoter fra Oles liv, med bunungulesang ledet af Mitundwa og til oplæsning af et brev, fra Ole til os alle. Ole ønskede sig altså ikke dans og trommer med gang i. Men masser af anekdoter fra os alle. Han ønskede sig, at vi alle sammen medbringer kage/snacks til et fælles ta’ selv hyggebord. I behøver ikke tilmelde jer mindestunden. Blot mød op med kærlig energi, bidrag til kagebordet og gerne med et par anekdoter om Ole. På fineste vis sender vi sammen Oles sjæl afsted d. 10. maj. For er der noget vi kan i denne ‘familie’ så er det at samles og løfte i flok. Jeg ved, at I står bag mig, når jeg bærer Oles ønsker frem. Tak for det 💛 Selve begravelsen fandt sted d. 2. maj 2026 på Oles grund i Tanzania. Siff -på vegne af Ole Miller himself 🕊️ Video fra Oles begravelse i Tanzania, lørdag den 2. maj 2026: Ole efterlader sig en søn og 2 børnebørn, som alle bor og lever i Italien. Vi har modtaget nedenstående fra dem, som er deres taler til mindehøjtideligheden. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede. – Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere. I år sagde Julie på seks: – Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet. Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk. – Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom. – Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste. – Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr…  Hvad skal du med en inder? – Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner? Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben. Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål. I øvrigt var han vældig omgængelig. At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben. – Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det. Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol. Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre.  Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg. – Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store. Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd. – Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren. Fotografen fastholdt. Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål. SOO MUCH last year. I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd. Nu skulle vi redegøre for relationen. Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord. NOT. – Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk. – Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers… – Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach. Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet. Fotografen blev ved. – Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres? Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg. Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten. – Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var. Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje. Som sine forældre. Ja, som fucking hele familien. Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem. Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on! Og nu var moren og jeg skilt. – Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt. – Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere. Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham. – OMG. – Oh My God. – OMFG. – Oh My Fucking God. Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken. Antidepressiver?!? De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option. Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær. Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver. Og stærkt flirtende. – Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede. – Nej, jeg tager ham, trumfede den ene. Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig. Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk. – Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk. – Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben.  – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi. – Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme. Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach. Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen. Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race. Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds. Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live. Som var vi i cirkus. Måske passede det meget godt? Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus. – Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege. Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol. – Daaav! – Øjeblik, de damer. Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen. Brombærrene ku’ vente. Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen. Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen. Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt. Men havde fotografen en pointe? Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve. Er det blevet for let at engagere sig intimt? Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære. – Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig? Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt. Er det blevet for let at gå sin vej? Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret. – Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn. – Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med. Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel. Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på. – Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben. – Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt? – The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha. Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste. Ingen havde lovet, det skulle være let. Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to. Hvor svært kan det være? Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Granlunden d. 14. jan. 2021. Hej kære ven. Jeg har det selv godt, men har i dag talt med min unge ven, Silke, som for få dage siden mistede sin elskede mor, Ida “Liku” ( den forbeholdne). Ida fik sit afrikanske sukumanavn, Liku, da vi i 1981 havde besøg af vor ærværdige, ældre sukuma- kulturpersonlighed, Mzee Kang´wina Mihumo. Han yndede at give traditionelle sukuma-navne til sine europæiske venner, for som han sagde “I har igennem tiderne givet os afrikanere alle de kristne, bibelske navne, som vi har taget til os med glæde når vi blev døbt ind i den kristne tro. Med et traditionelt sukumanavn vil I nemt kunne finde en navnebror eller søster når I en gang rejser til Sukumaland, hvor I altid vil være meget velkomne, og helt sikkert vil blive inviteret hjem hos jeres navnesøster eller – bror“. Jeg husker hvordan osse Ida Liku rejste til Tanzania og kom til at bo hos sin sukumafarmand, Marco Masalu og hans smukke hustru, Veronika og hele deres familie i landsbyen Nyamadoke, hvor DK- kulturforeningen,”Matendo” havde sin afrikanske søster-organisation, “Daraja”( broen). Det blev i 1980-erne Ida´s faste base ved sukuma-dansegrupperne´s samlingssted i Nyamadoke (bananstedet). Der ud fra kom Ida rundt for at udvikle sin interesse for bæredygtigt jordbrug og landsbyliv i sukumafolkets forskellige områder, og igennem danse – og samværsinteressen kom hun vidt omkring i områdets landsbyer, og elskede det i fulde drag sammen med os andre fra DK. Senere da Ida blev mor til lille Silke Mia, kom hun sammen med Århus – dansegruppen til Ramten Skov´s Utamaduni – dansesommerlejr hvert år og blev en drivende kraft i kreative forberedelser og aktiviteter under og efter lejren. Ida sørgede bl. a. for at lejrens mange sæt børne -stylter hos “børneteltet” var klar til brug, når børnene ville stavre rundt med ansigtet i øjenhøjde med de unge og de voksne. Når ugens lejr skulle slutte var der altid en stor del glemt og bortkommet tøj og ting, som Ida ansvarsfuldt hængte til tørre, sorterede og annoncerede om og, hvis det var nødvendigt opbevarede til næste års lejr. Jeg vil altid huske Ida for hendes gåpåmod og dedikation ved mange fælles informationsmøder, hvor livlige debatter om stort og småt foregik i middagsheden under cirkusteltdugen “skyggehatten” i Ramten Skov. Ida havde ofte et indlæg og et debatudgangspunkt til forsamlingen. Netop i år 2020 kunne vi ikke samles til Utamaduni sommerlejr p.g.a. corona – forholdene, men håber da at vi kan ses til Uta – lejr 2021. Da vil vi savne kære Ida og håber at andre vil tage sig roller med noget af Ida´s ansvarsfuldhed og gåpåmod….. Igennem mange års venskab med Ida har jeg lige siden Silke var lille, større, ung og nu haft et godt venskab med hende også. Det er jeg glad for nu og fremover, hvor vi sammen så vel som hver for sig ønsker Ida Liku fred og velvære i Det Store Hinsides. Hermed min dybe kondolence til alle der elsker og savner kære Ida Liku. Kærlig hilsen fra Sander Machombo Drypnæse. Granlunden, Emmelev kær, Djursland. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017 / Ukassen 2016-17  Læs mere om Utamadunis ‘mikrofond’ på U-kassens hjemmeside [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2003Magasinet udkom i 2003 for første gang som en digital udgivelse. En PDF blev udsendt til alle medlemmer, og du kan hente den her: Utamaduni-nyt 2003 [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14Skolen, hvor unge i landsbyen Abene får håb om en bæredygtig fremtid i deres eget land [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2026 / Ukassen 2025-26FINAL PROJECT REPORT – COMPUTER PURCHASE Location: Mwanza, Tanzania Organization: The Hope Relief And Orphans Childern Village Organization 4. Future Needs and Sustainability Although five computers have made a big difference, the number is still not enough for all the children at our center. We currently have more children than available computers, which means they must share and rotate in small groups. To fully meet the growing demand and ensure equal access for every child, we aim to add at least 5 more computers in the near future. This would allow us to create a complete digital learning space and expand structured computer training programs. We remain committed to maintaining the equipment properly and continuing digital education as a permanent part of our programs. 5. Pictures and Documentation High-resolution pictures of the purchased computers and children using them are attached separately as required. If needed, video documentation of the training sessions can also be provided. Conclusion We are deeply grateful to Sukuma Dance Group – Denmark and Ukassen for believing in our vision and supporting this important project. Your contribution has created real and lasting impact in the lives of vulnerable children in Mwanza, Tanzania. With sincere appreciation, Shija Clement Kinyata  DIRECTOR of The Hope Relief And orphans Childern Village Organization (and on behalf of Utamaduni; Makungu Lyaku) [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019Warsha 27. december 2018 – 11. januar 2019. Gensyn med Sukumaland efter 24 år. Som oftest før, når vi i Utamaduni Dance Troupe diskuterer og reflekterer over vores virke, falder snakken på muligheden for igen at afholde et warsha. Dette var ingen undtagelse i januar 2018. Jeg sad der med en enorm trang til at melde mig på skansen, trods jeg overhovedet ikke har betrådt den tanzanianske muld siden 1994, og det faktum at mit Swahili var temmelig rustent. I 1993 var Marianne Høj og jeg efter et warsha i Tanzania fuldstændig solgte. Dengang i start 90’erne var der stor arbejdsløshed. Der blev opfundet forskellige måder, hvorpå man kunne udvide sin horisont i forhold til jobsøgning og uddannelse. En af opfindelserne var en orlov, hvor man med 80 % af dagpengene kunne rejse udenlands og uddanne sig. De færreste sagsbehandlere var, grundet det spritnye tiltag, særligt meget inde i sagerne. Mariannes talegaver og vores fælles evne til planlægning og afsøgning af kontakter gjorde, at det lykkedes os at overbevise en sagsbehandler, om at vi skulle til Ghana og Tanzania på ni måneders uddannelsesorlov. Ja. Sådan var det dengang. Det er den udenlandsrejse, der har formet mig mest som menneske. Jeg bringer stadig anekdoter frem, hvis folk ellers har lyst til at høre dem. Jeg bruger det i mit arbejdsliv, når snakken falder på det, der er ”anderledes”. Jeg bruger mine erfaringer, når jeg (ofte) kommer i diskussioner med folk, der har en anderledes holdning end jeg. Hvad er det værste, der kan ske i mødet med et menneske fra en anden kultur end din egen? Nå. Jeg var med andre ord ikke svær at overtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i warsha her 24 år senere. Utamaduni Dance Troupe består, som mange måske ved, af gode folk med mange forskellige kompetencer. Som medlem af gruppen indvilger man i, at fællesskabet indeholder meget mere end dans, sang og trommer. I warsha-henseende er der i gruppen flere virkelig dygtige og erfarne folk udi i organisering og kontakt til Sukumaland. Dette år var tovholderne på warsha Sebastian, Anne Katrine, Siff, Johanne og jeg. Der er et stort forarbejde i at arrangere warsha. Der skal skabes kontakt til Bujora, til formænd for foreninger, undervisere, landsbyer, præster, køkkenfolk, nattevagter med meget mere. Der skal organiseres og planlægges, alt sammen noget der tager længere tid end herhjemme i e-boks/online 24/7 land. I løbet af sommeren og efteråret brugte vi tid på dette, så hen mod oktober havde vi et groft skitseret program parat. Sebastian, Johanne og Siff rejste i forvejen, og alt var parat, da warshadeltagerne landede i Mwanza. Endelig afsted med pitstop på Zanzibar For mit eget vedkommende rejste jeg med Abena og Kofi. Vi brugte først nogle dage på Zanzibar. Hjemmefra havde jeg tænkt, at ”det måtte vi se”, nu når vi endelig var tilbage i Tanzania. Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville være at gense folk og steder, men jeg kunne ærlig talt ikke helt forestille mig det. Jeg kunne heller ikke mærke, om jeg var spændt eller nervøs. Men. Nogle gange kommer oplevelser og minder til en ad en meget uventet vej. På Zanzibar var vi på en spicetour (kan virkelig anbefales!), hvor vi blev guidet rundt i en art botanisk have fyldt med eksotiske frugter og krydderier. Turen sluttede med, at vi blev vist hen til en overdækket platform med måtter, som vi kunne sidde på. Vi blev budt på en ”krydret buffet”. Vi sad i en rundkreds, og ind kom unge fyre med tallerkner og skåle med forskelligt indhold. Der blev sagt værsgo. Jeg rakte ud efter en blå plastikskål med låg. Da jeg løftede låget af, mødte mig den mest fantastiske duft at pilau-ris. Lige dér i skyggen på sivmåtten blev jeg ramt af den største forventnings glæde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne pludselig mærke savnet til Sukumaland. Bujora kalder Efter nogle dasende dage på Zanzibar fløj vi til Mwanza. Vi blev hentet i lufthavnen og kørte gennem Mwanzas gader om aftenen d. 24. december. Da vi endelig ankom til Bujora, stod en lille velkomstkomite og tog imod os. Johanne, Lukas, Siff, Liv, Luna og Sebastian. Endelig tilbage! Seba bød på julemiddag, på vej derhen akkompagneret af aftens julegudstjeneste i kirken. Så var vi i gang! Den første morgen blev jeg vækket af silende regn og en ubestemmelig lyd af dyr. Da regnen var stilnet af, kiggede jeg ud og så aber, der hoppede rundt på strå- og bliktage med mangoer i hænderne. De havde en fest! Jeg tog alt ind. Duftene og indtrykkene blæste mig tilbage til 1994 – hvor var det fantastisk! Warsha gik i gang. En palet af undervisning i mange forskellige stilarter. Der var hyret dygtige undervisere og trommeslagere, og vi fra Utamaduni Dance Troupe hjalp med at oversætte, kulturformidle, skabe kontakt mellem danskere, svenskere og lokale. I kulissen arbejdede Johanne og Seba med at holde styr på budgettet og sørge for at program og kontakter var i vinkel. I programmet var der, udover danse- og trommeundervisning og swahili, fastlagt en tur med overnatning i Ntulya, en guidet rundtur på Bujora Cultural museum, kulturhistorie formidlet af Uffe og Sander og en gåtur til Mitundwas landsby. Når dagens undervisning var slut, blev tiden brugt på ture til den nærliggende landsby, Kisesa, hygge i baren og fællessang ved bål. Mange gange blev vi inviteret på frokost hos gæstfrie mennesker. Besøg i Ntulya En af vores udflugter gik til landsbyen Ntulya. Her boede i sin til den berømte, nu afdøde, medicinmand Mungu wa pili – Gud nr. 2. Vi fyldte bussen fra Bujora med warshadeltagere, undervisere og køkkenfolk – og så gik det afsted. Vi skulle overnatte i telte. Da vi ankom, blev vi mødt af landsbyens beboere og så de flotteste danseopvisninger leveret af forskellige grupper udi Buyeye og Kadete. Efter at have indtaget aftensmad i skæret af batterilamper og hygge med sang og kadete, gik aftenen på hæld, og en nat i telt ventede forude. Jeg sov mildt sagt elendigt. Derfor var det heller ingen sag at stå op tidligt næste morgen. Der var noget der trak. Jeg tog mit tøj på, børstede tænder og listede afsted – klokken var vel 6. Omkring mig blev morgenstilheden kun brudt af snorkende warshadeltagere i naboteltene og sjove lyde fra store fugle. Jeg ville jage solopgangen. Jeg gik op ad klippen/den kæmpestore sten, som ligger der lige midt i landskabet, som om nogen har tabt den der. Ntulya er det mest fredelige sted i verden. Landsbyen er som sagt berømt for Mungu wa pili. som eftersigende kunne vække en død til live ved at hælde kogende vand i hans øre. Stedet er omgærdet af mystik og utroligt smukt. De fleste bygninger er hytter, firkantede eller runde, bygget af stammer/tykke grene og med strå på taget. Kvinder fejer bopladserne sirligt rene hver morgen. Solen var så småt ved at stå op og gav et rødgulligt lys udover rismarkerne. Jeg satte mig og nød synet af en lille boplads klemt inde mellem klippen, store sten og træer. På grunden var der en større og en mindre hytte. Jeg faldt i staver og sad længe og tænkte over, om der mon boede nogen der. Pludselig kom en gammel mand gående hen mod den største hytte. Han stoppede op og hilste på en kvinde. Jeg kunne høre hende svare, men kunne ikke se hende. Da den gamle mand var færdig med sin høflige og lange morgenhilsen, gik han videre. Jeg fik sådan en trang til at gå ”tilfældigt forbi” og gik ned ad klippen og hen mod hytten. Dér i en døråbning stod en utrolig krøllet og smuk gammel kvinde. Jeg sagde: ”Hodi”? (Er der nogen hjemme?). Hun smilede og svarede ”Karibu” (velkommen). Jeg gik hen til hende og hilste med det høfligste håndtryk her – nemlig hvor man udover at give hånd, lægger sin venstre hånd på den andens højre arm. Jeg nejede, som kvinder gør overfor mænd eller kvinder, der er ældre end én selv. Vi stod længe og smilede, mens vi holdt hinanden i hånden. Vi havde ikke noget fælles sprog. Vi var blot, med dén berøring vi begge delte ud af. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give slip! Hun smilede til mig med de kærligste og varmeste øjne. Jeg blev så rørt! Efter en stund sagde jeg farvel og tak og ønskede hende en god dag med følelsen af, at mit hjerte var helt tanket op! Kadum Som sagt var der en bred palet af dygtige undervisere og forskellige stilarter på dette års warsha. Jeg har en blød plet for kadum. Det er heldigt, for vores underviser i denne stilart var virkelig dygtig. Hans navn var Nuya. Han spillede trommer, fløjte, underviste i dans og sang med sin helt særlige meget lyse stemme. Jeg var solgt! Kadum har det særlige i sig, at man har trommen /en stor olietønde hængende over den ene skulder og bærer den, mens man spiller. Lyden er dyb og går direkte ind i kroppen. Så dragende! Selvom trommen er tung at bære, gør rytmerne, trinnene og fløjtens lyd, at man på en måde bliver lullet ind i en meditativ tilstand. Besøg i Mitundwas landsby En af de sidste dage gik vi ad stier og marker hen til Mitundwas landsby. Her var der optræden og undervisning af to dansegrupper. Vi blev på gæstfri vis placeret i skyggen, og i gang startede den fedeste optræden. Og endda med sogota som jeg elsker. En mandlig sogota-trommeslager smilede til mig. En anden spurgte:” Kan du kende ham?”. Jeg kiggede lidt. Guuuud! Det var jo Chumas! Min gamle ven fra 1994, der i timevis havde undervist mig! Jeg fløj op, standsede musikken, virkelig uhøfligt, og gav ham et stort kram. Det grin og det smil, jeg fik tilbage, var GULD! Efter optræden blev warshadeltagere budt op til danseworkshop. Fede danse og virkelig dygtige trommeslagere og undervisere. Alt imens dansen foregik i den bagende sol, havde kvinder travlt med at tilberede lækker mad til os. Vi blev efter noget tid budt til bords. Spisningen foregik i små cirkler, hvor vi sad 3-5 personer om et fad ris/ugali/kød/grønt/sovs og spiste med fingrene. Der er noget særligt ved at spise på den måde. Det lyder måske banalt, men maden smager tifold bedre. Skidt pyt med at man er klistret til med ris og til albuerne 😉 Dag for dag forsvandt tiden bag os. Vi sluttede af med et brag af en afskedsfest, hvor vi havde inviteret alle undervisere og deres baggrundsgrupper til dans og festmad. Vi var over 100! Jeg var efter 14 dage fyldt til bristepunktet med oplevelser. De 24 år havde sat sine spor. På mine første rejser i Sukumaland var det særligt dans og musik, der fyldte for mig. Denne rejse bød på umådelig mange kærlige og rørende gensyn. Jeg har ikke ord på, hvor mange gange jeg har grædt glædestårer – og virkelig mærket, hvor meget jeg har savnet det i alle årene. En anden kær ven – Bala – spurgte mig:” Går der 24 år inden du kommer tilbage?!” – svaret er NEJ! Jeg vil tilbage, så snart det er muligt. Et vel tilrettelagt og ikke mindst veludført warsha var overstået. Tak til Jer modige warshadeltagere, for hvem det for nogen var første gang at være i Afrika. Hatten af for dygtige tovholdere fra min dansegruppe, uden Jer og Jeres evner til at arrangere, kommunikere og kulturbrobygge, ville det være umuligt at gennemføre et warsha. Tusind tak til undervisere og dansegrupper for Jeres fantastiske dans og musik! Tusind tak til toptjekkede køkkenfolk og nattevagter der passede godt på os. Tak til Bujoras nye præst Fikiri, for at ville lære os at kende. Ja kort sagt, tak for Jer alle! Hvis du skulle have lyst til at deltage i et warsha, kontakt da en af os i Utamaduni Dance Troupe for nærmere oplysninger. Kærlig hilsen Anne Birgitte [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014Programlægningen for Utamadunilejren 2014 er så småt ved at gå i gang, og i den forbindelse sidder vi som sædvanligt og kigger sidste års ugeprogram og evaluering igennem. Hvad fungerede godt, og hvor kan vi gøre det endnu bedre? I 2013 lykkedes det os ikke at få vores kulturgæst til landet pga. problemer med visumansøgningen. Vi havde en meget besværlig dialog med udlændingestyrelsen, og først i de allersidste dage op til lejren, måtte vi erkende, at Lucas ikke kunne nå at komme. Det var lidt af en skuffelse. Plan B blev iværksat, kulturgæstens plads i programmet blev fyldt ud med anden sukumadans, og heldigvis var workshopsene en succes. Utamadunigruppen har bittert erfaret, at vi skal holde skarpt øje med nye regler og stramninger, og vi håber ikke, det bliver alt for svært at få kulturgæster hertil i fremtiden. I år bliver Lucas inviteret herop personligt af sin bror, Makungu, og hvis alt går vel, får vi besøg af ham på lejren, oyeeeeeeh! I 2013 fortsatte vi stilen med at skrue ned for elektrisk musik, skabe luft i programmet og gentage de populære fællesdanse. Vi synes, det er lykkedes godt i de seneste år at fremme et fælles repertoire, hvilket betyder, at vi kan være rigtig mange sammen i dansen og om trommerne. Dét er unikt for Utamadunilejren, og det hylder vi!  Samtidig prøver vi at skabe en god balance mellem vestafrikansk og østafrikansk dans, workshops for nybegyndere og øvede, tilbud til både dansere og trommeslagere, børn, unge og voksne. Vi boltrer os i dygtige, engagerede undervisere, og de fortjener stor applaus for deres gode arbejde. Sang skal der også være plads til, og sidste år indførte vi som noget nyt sangworkshops både i blok og om aftenen, når trommerne var gået i seng, hvilket mange var glade for. Et andet nyt tiltag var Mads og Monopolet. Vi kan her afsløre, at dilemmaerne var opdigtede, fordi vi mente, at spørgsmålene, der blev indleveret i Biblioteket, ikke var stærke nok emner 🙂 Endnu en uforglemmelig oplevelse på lejren 2013 var den største hakke-knald ud i mands minde! Den fandt sted torsdag aften, som igen var sat af til trommer og dans. Der har været mange stemmer både for og imod at rykke All Stars-koncerten til fredag. Det kan føles bedrøveligt at lave om på ting, der er blevet til fast tradition, og All Stars har været en populær og elsket begivenhed i mange år. Men i 2014 prøver vi sammen med All Stars-backingbandet noget helt nyt!  Det vil I høre mere om, når vi nærmer os lejren. I år vil vi også prøve at starte med at danse sammen tidligere end før. Allerede på ankomstdagen, lørdag kl. 14,  går vi i gang med den første fællesworkshop, og vi håber, I er klar til at indlede lejren med en dejlig goddag-dans. Men husk endelig, at det stadig først er tilladt at ankomme lørdag, med mindre man har en klar arbejdsfunktion og aftale om at komme før. Køkkenet, opvasken og pladsen generelt er IKKE klar til uventede gæster, før opbygningen er færdig. I år er vi Anne Birgitte, Christoph og Johanne Shoma som undervisningsministre. Vi kommer til at savne Nana på holdet, da hun er trådt af efter 14 år på posten! Nana OYEEEEEEHHHH! Vi glæder os meget til at se jer alle sammen på lejren og i fællesskab gøre den til ’den bedste nogensinde’ (igen, igen). Kærlige hilsener fra os.  [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Ukassen har haft et forrygende år. Vi har delt virkelig mange penge ud, og det er jo fantastisk, at vi er i stand til at støtte så mange gode projekter. Jeg vil opfordre jer alle sammen til at gå ind på hjemmesiden og læse beretningerne. http://utamaduni.dk/ukasse/hvad-stoetter-vi/stoette-2017/ I efteråret 2017 valgte Tinne at trække sig fra ukassen, da hun er blevet valgt ind i bestyrelsen og nu er forkvinde. I stedet er Ida Hanni Brandt blevet en del af ukassen. Dvs. at ukassen nu består af Julie Møller Bie, Ida Hanni Brandt og Tine Carlsen. Vi har i den seneste tid haft møder, hvor vi har snakket organisatorisk opbygning, digitalisering og opretholdelse af retningslinjerne. Det kan virke selvfølgeligt og gentagende, men det er faktisk en ret stor del af vores arbejde at sørge for, at folk kender retningslinjerne, at de får søgt korrekt, og at de får afrapporteret korrekt. Derfor skal der fra ukassen lyde en stille, men velment bøn, om at man sørger for at læse retningslinjerne, INDEN man søger. Og at man gør sig umage med både ansøgning og beretning. Som I måske ved, så er det eneste krav til en bevilling, at man efterfølgende laver en beretning med beskrivelse af projektet med et par billeder og et regnskab indsendt før deadline. Vi glæder os til at dele flere penge ud i det kommende år. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Og tak til alle jer, der støtter ukassen ved at drikke chai og spise mandazi i Maisha Safi,  og ved at købe tøj og ting i NusuNusu og Dukaen 🙂 Kærlig hilsen Ida, Julie og Tine [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018Skriv hvad der sker mellem lejrene opfordrer Mads. Jeg var egentlig i gang med at afrapportere omkring majsmøllen i Kifuhila, da denne historie formelig BULDREDE frem. ”Nej, nej” sagde jeg til mig selv. ”Gå væk! Jeg skal skrive om indkøb af majsmøller og vanskeligheder med at skaffe skruer. Har overhovedet ikke tid til at skrive den her historie. Om dengang jeg mødte Yoha. Om alt det der slet ikke gik. Og om dig, Anne. Vores veninde, som vi mistede så tragisk for 8 år siden. Desuden risikerer jeg at nogen bliver vrede eller kede af det”. Til sidst måtte jeg kapitulere. Nogle historier har så megen energi, at de ikke lader sig stoppe. Den her er en af dem. Kære Anne. Jeg husker ret tydeligt første gang jeg så dig. Det var på Nørre Allé. Ikumbo og Igokoloo havde fællesøver, formentlig i forbindelse med en kommende begivenhed, Karneval gætter jeg på. Forstå mig ret, det er ikke altid, at jeg gider investere så megen opmærksomhed på nye medlemmer i de andre grupper. Jeg har været der længe og set rigtig rigtig mange komme, danse og forsvinde igen. Så jeg er nok lidt nærig med at knytte bånd. (Har sikkert også haft for mange jordbærplukkere og besøgende i mit kollektiv gennem systemet, så jeg venter lidt og ser om de stadig er der næste gang jeg kigger deres vej. Med dig var jeg imidlertid klar over, at du ikke var en af dem der surfede igennem. Du havde ikke været med ret længe, men havde allerede tilegnet dig en forståelse for, hvad alt det her bummelum går ud på. Du fangede meget hurtigt, at det netop ikke er en form for avanceret workout tilsat lidt etnicitet. Samtidig besad du en utrolig musikalitet, som sammen med din kæmpestore harddisk ret hurtigt gjorde dig uundværlig i gruppen. Og sjov var du. Masser af gange, næsten altid sidst på natten, hvor flokken egentlig var gået i seng og nogle få sad tilbage, var du der, med din bidende, skrattende, sofistikerede humor. Altid fremført stille, som-om-forsigtigt. Men tag ikke fejl. Din evne til at fange ordspillet, vende det og gøre det absurd og hylende morsomt var højt skattet af os, der var så heldige, at have holdt ud til den lyse morgen, hvor der for alvor kom fut i humoren. Til forskel fra så mange andre, var du (sikkert fordi ungerne krævede det, men altid uden den klagesang, der er så udbredt blandt blomsten af Danmarks ungdom, når de skal stå op før de har fået deres reglementerede 8 timer) blandt de første, der var oppe igen. Sådan en er jeg også, så vi har mødtes tit på det tidlige. Det har slået mig, at du ud over omsorgen for dine piger, besad omsorgen for fællesskabet. Mange gange har du, uden skyggen af martyrium, været der og ryddet op efter festen. Stille og roligt, med den engleagtige venlighed, som karakteriserede dig, ryddede du op og gjorde det tåleligt for folk, at vende tilbage til scenen. Og når de kom, forsovede og øre, behøvede du ikke skræppe op om, hvor meget du havde ordnet, inden de kom. Det er stil, mine damer og herrer! Da jeg blev kæreste med Yohana, havde du svært ved at følge med. Det var der givetvis mange der havde, du var bare den eneste, der sagde det direkte. I mit turbulente år sagde du det, du tænkte om situationen. Du vidste ikke, at Yohana var blevet introduceret til mig af din mand. På helt traditionel sukumavis bad han mig gå med sig til en lille samtale, efter at vi vi havde danset et forrygende show til Kulturhavn. Let om hjertet, varm og glad for min gruppe og det vi kan, gik jeg med ned på havnemolen. ”Der er en, der gerne vil tale med dig”, introducerede han. Fuck, jeg havde godt set den gamle korpulente herre, der sad sammen med Matthias Paulo og havde smilet så vældigt til mig – mens vi dansede pegede han på mig og lænede sig over til Matthias og sagde noget. Selvfølgelig så jeg det, og selvfølgelig ville jeg gerne være foruden den langstrakt kedsommelige og under alle omstændigheder pinlige samtale, der stod lige for. Jeg vred min hjerne for at komme med passende undskyldninger for et afslag. Så fordybet i mine egne tanker, at jeg knapt hørte det videre ”Yohana vil gerne tale med dig”. Da det gik op for mig, hvad han havde sagt, brød jeg ud i et fnis af overraskelse og lettelse. ”Jamen ham vil jeg da gerne tale med!” smilede jeg. Vi spadserede lidt længere ned af molen, hvor Yohana havde sat sig for sig selv, klar til audiens. Samtalen var så absurd, set i lyset af, at jeg vidste, at han inden for de sidste tre uger havde friet til tre andre piger fra min gruppe. Samtidig var jeg jo i den grad anderswo engagiert, min kæreste Peter sad i Dar Es Salaam og afventede sit visum, han skulle efter planen komme til landet indenfor de næste uger. Med lethed og uden de store bekymringer afviste jeg det flatterende forslag om giftermål med Yohana. Det forekom mig lattervækkende, at et kæresteskab skulle indgås ud fra nogle praktiske overvejelser om, hvorvidt jeg var et passende parti. Men et sted i dybden ramtes jeg da af drømmen. De ord han sagde om mig, som menneske, kvinde, danser og gruppekapacitet, faldt i den grad på den lille tørre plet, hvor der altid er plads til opmærksomhed, smiger og ros. Vel vidende, at de samme ord var forsøgt hos andre kvinder i bedste mening og med håb om en billet til det forjættede land, blev jeg alligevel fanget ind. Herefter indledte Yohana den helt store stormkur. (Der har ikke været så mange af den slags i mit liv, så jeg er til at gafle). Tæt assisteret af din mand, der arrangerede det praktiske omkring os, gik han til mig med en overbevisning og et engagement, der stille og roligt fik væltet mine forsvarsværker og efterlod mig vanvittig forelsket, snotforvirret og indfanget i garnet. Efter Ikumbos turné til Sambafestival i Assens, var jeg solgt – og historien besad rigeligt elementer til mange lange sukumaaftener i sladderens og intrigernes slaraffenland (Peter var jo ikke hvem som helst, men danser i den konkurrerende og i nogens øjne overlegne dansegruppe WanaCecilia, Yohana hørte til Milundumo-dansegruppen Kisesa B). Og hvad mente Bugekele mon om sagen?. Peter var jo hans bror. Ville vores venskab nu være færdigt?). Da vi kom tilbage fra Assens og folk stod af bussen på seminariet, så jeg det sjældneste syn: En ellers adstadig ældre afrikansk herre, som formelig pilede af sted ned til bussen, sprængfyldt af den saftige historie om mig og Yohana, opsnappet på første parket. Jeg er overhovedet ikke fornærmet eller forarget, synes jo også selv, at historien havde potentiale… I turbulensen der fulgte var du nok den eneste, der stillede mig direkte og kritiske spørgsmål. På mine udsvævende og snotforelskede udgydelser om det fantastiske ved Yohana, sagde du ret tørt ”Jeg har hørt dig sige nøjagtigt det samme om Peter for en måned siden, hvordan kan det hænge sammen?” Jeg kunne kun svare, at jeg gjorde hvad jeg kunne for selv at forstå. Du fik at vide, at jeg havde giftet mig med Yohana. (Det var i og for sig en praktisk foranstaltning. Hvis vi var gift, ville han kunne få visum uden at jeg skulle stille de 50.000 i kaution, som regeringen ellers stiller som betingelse. Min plan var, at han kunne komme til Danmark, vi kunne søge om permanent ophold og bruge tiden til at finde ud af, om det holdt vand). Du blev temmelig vred over, at jeg ikke havde talt med dig inden giftermålet. Her evar det, at vores meget forskellige opfattelser af integration kom tydeligt frem. Integration af os danskere i sukumakulturen forstås. Du skrev mig en meget formanende mail, hvor du redegjorde for vore indbyrdes nye relationer. Forklarede mig noget om, hvordan en god sukumakone forventes at opføre sig. Til sidst skrev du, at jeg med denne mail ligeså godt kunne begynde at opfatte mig som det, jeg nu var: Din lillesøster. Jeg stod fuldkommen af. Opfattede mig ikke spor som din lillesøster, selvom min mand formelt var lillebror til din. Jeg var tæt på 20 år ældre end du. Havde tre næsten voksne børn, en stak uddannelser og noget der ligner en karriere i rygsækken. Det har taget mig noget tid at forstå, at det du mente var, at hvis man gifter sig ind i sukumakulturen, så er det altså hele pakken og ikke noget med light-udgaven. Som med alt andet du gjorde, handlede det om dedikation, at gøre tingene ordentligt. Jeg har stor respekt for din holdning, selv om jeg er dybt uenig. Da Yohana havde været her et stykke tid, kom I på besøg. Med vanlig skarphed observerede du, at mit forhold til Matthias, min gamle kæreste og daværende klods-op-ad-nabo, kunne give problemer for mig og Yohana. ”Du må være forberedt på, at der kan forekomme noget jalousi,” sagde du. Jeg var fuldkommen sikker på, at mit og Matthias’ forhold skulle forblive et godt venskab, men jeg hørte dine ord. Yohana og jeg var en katastrofe fra dag 1. Der var ikke gået en uge, før vi havde haft vores første bragende skænderi. I løbet af syv uger, var vores forhold som et 7 år gammelt, knagende i fugerne ægteskab. Vores fundamentale livsopfattelse og især forståelse af, hvad der skal til for at være sammen i lyst og nød skreg til himlen. I bagklogskabens ulidelige lys kunne jeg have sagt mig selv, at det ALDRIG ville gå. Utallige forhold mellem danske kvinder og afrikanske mænd har jeg iagttaget og en af mine gamle kæpheste har været, at jeg ikke ville kunne stille op til det. Og pludselig stod jeg der, med håret i postkassen og anede ikke mine levende råd. I perioder boede Yohana hos jer, det lykkedes ham bare ikke at komme hjem dag efter dag. Når han og jeg vi talte sammen i telefonen bedyrede han altid, at han ville komme samme dag, senest i morgen. Sådan gled dagene sammen og blev til en uge, næsten to. En enkelt gang lykkedes det faktisk for ham at komme med toget – det var bare den forkerte vej, så da jeg for anden gang den dag var i Frederikssund for at hente og via hans mobil hørte: “Næste station: Hundige”, foreslog jeg ham, til hans store lettelse, at han kunne tage tilbage til jer, hvor han sjovt nok altid kunne finde hen. Jeg var klar over, at din økonomi måtte være trængt, så jeg sendte dig nogle kostpenge til Yohana. Hvad der yderligere blev sagt og tænkt hos jer, ved jeg ikke. Efter lange og virkelig svære overvejelser besluttede jeg, at det her måtte få en ende, hvis ikke jeg skulle gå fuldkommen i spåner. Jeg forklarede Yohana, at han var nødt til at rejse tilbage til Tanzania. Vores liv sammen var ikke værdigt for nogen af os. Hverken han eller jeg skulle leve et liv, hvor vi slæbte os igennem uden glæde og oprigtig kærlighed. Han var naturligt nok ikke videre enig, mente nok, at han kunne nøjes med mig og så meget pragmatisk på det med kærligheden. Den kan måske komme af sig selv, hvis du ikke er så sur, mente han, hvilket straks førte til et nyt dumt skænderi om hvorvidt jeg i virkeligheden var den sure kælling, jeg var i begreb med at udvikle mig til. Fredag tog vi på store shoppetur, for at udstyre Yohana med det nødvendige til hjemrejsen. Havde den besynderlige oplevelse at storskændes (jeg der ellers aldrig har kunnet skændes med nogen) midt i et supermarked i City2. Emnet var – ikke overraskende – hvorvidt jeg var en nærig kvinde, der ikke undte min mand noget som helst. Replikskiftet faldt efter næsten to hæsblæsende, svedige timer i supermarkedet, hvor Yohana havde bedyret at han ønskede sig ALT, hvad de havde på hylderne. Jeg havde taget et lille lån på 10.000 kr., som han skulle have med hjem til at starte sit nye liv. Da vi var ud over de obligatoriske sko, kuffert og minianlæg, som jeg havde givet, forklarede jeg ham, at hvis han ville have flere ting med, måtte vi tage pengene fra hans 10.000. Det udløste en del råben og skrigen begge veje. I det mindste foregik det på swahili, så folk, der undrende gik forbi os ikke havde fornøjelsen af at forstå, hvad det var, vi råbte. Det virkede måske lidt eksotisk og ikke så hjerteskærende banalt, som det i virkeligheden var. Yohana marcherede ud af butikken og forsvandt. Jeg gjorde nogle yderst fornuftige beslutninger omkring kuffert- og minianlæg for ham. Byttede til en stor solid kuffert og et minianlæg, der så ud som om det kunne holde til Tanzania. (Mens jeg lod støvlerne blive i vognen, selv om jeg vidste, at de mindst var 5 numre for store – hvad ER det for noget med afrikanske mænd og drømmen om store fødder?). På parkeringspladsen havde jeg så småt bestemt mig for at efterlade ham, da han dukkede op og uden et ord satte sig ind i bilen. Hele vejen hjem sad han og sang en sang han var ved at lave, mens jeg bare tudede. Tudede så meget, at jeg måtte holde ind på en tank ved Roskilde for at tørre næsen. Nyt potentielt skænderi om sponsorat af seks Guldtuborg afværget ved, at jeg magtesløst købte mig til lidt aflad, ved at give ham pengene uden et ord. (Jeg har aldrig helt fanget ideen med, at det skal være det allerdyreste ølmærke, der er det eneste acceptable). Lettere formildet fortalte han mig indholdet af den sang, han var ved at lave. En situationsrapport med ilagt kærlighedserklæring. Jeg tudede videre. I arrangerede en afskedsfest to dage før Yohana skulle rejse hjem. I Humlebæk, hvor du passede hus og hunde for dine forældre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle med, men Yohana insisterede på, at vi skulle tage til festen sammen, så alle kunne se, at vi stadig evarr mand og kone, selv om vi nu skulle være det på afstand. Vi havde gået og pakket på hans betontunge kuffert, men besluttede, at vi kunne gøre det færdigt søndag, idet vi var enige om, at vi ville tage tidligt hjem fra festen, for at få den sidste dag sammen. Så snart vi kom ind ad døren hos jer, startede mit mareridt. Yohana vendte helt resolut ryggen til mig og gik demonstrativt sin vej, hver gang jeg nærmede mig. Du tog mig med udenfor og spurgte, om jeg ikke ville give dig min version af historien, nu havde du jo hørt Yohanas version. (Og jeg, der ikke engang havde fattet at der cirkulerede forskellige versioner). Jeg forsøgte at give dig et oprigtigt, fair billede af, hvad der var foregået og hvorfor jeg ikke så nogen ordentlig vej frem for Yohana og mig. Du sagde, at du ikke syntes, at jeg havde givet ham en ordentlig chance for at vise, at han godt kunne leve op til mine krav. At det var lidt uretfærdigt over for ham, at han ikke havde fået længere tid til at lære at integrere sig. (Igen var vores opfattelser milevidt fra hinanden, mit største problem var, at Yohana ikke udviste den mindste interesse for at integrere sig. Hans største idol i Danmark, der var din mand, havde jo været her i masser af år, uden at rokke sig synderligt. Tværtimod var verden omkring ham i den grad indrettet på og tilpasset til, at han kunne vedblive med at gøre, tale og tænke præcis, som var han hjemme i Tanzania). Jeg fortalte dig om mine problemer i forhold til, at Yohana ikke havde noget sprog eller nogen erfaring med at tale om følelser. Hvis jeg prøvede at komme ind på livet af ham, havde han en stak små opbyggelige historier, oftest med udspring i hans vens erfaringer, som samtidig med at han holdt mig fra livet fik lagt låg på emnet og videre snak var meningsløs. Tiden var knap, de andre gæster var begyndt at dukke op, men jeg nåede at fortælle dig, at jeg ikke kunne leve med Yohanas forhold til alkohol. Kort fortalt har han den indstilling, at det der er indenfor rækkevidde skal drikkes omgående, og når det er væk starter krumspringene for at tilvejebringe en ny forsyning. (Good bye til den ramme øl, jeg normalt har stående i måneder bare for tilfældet, at nogen vil have en øl en dag). Længe efter han var rejst hjem, kom jeg til et arrangement i tanker om de 6 flasker rødvin, jeg havde fået af en forretningspartner i julegave. Jeg løb hjem for at hente dem – og fandt dem alle tømt, med sølvpapiret omhyggeligt skubbet på plads igen over proppen, som det må have kostet en del besvær at få mast helt på plads efter tømning. Nu kan jeg godt grine skævt af situationen, der temmelig detaljeret mindede om de rov min søster og jeg forsøgte os med i de voksnes barskab, da vi var teenagere, men jeg ønskede jo ikke at være gift med en teenager, tværtimod var min forventning, at min mand skulle være en ligeværdig partner. Du gentog, at jeg ikke havde givet Yohana mulighed for at overholde spillereglerne og bevise, at han kunne leve op til mine krav. Jeg var ret forbløffet, især fordi jeg havde forventet, at netop du, som formentlig kendte til de problemer, jeg havde måttet give op overfor, ville kunne genkende og forstå. På det punkt var du fuldkommen fast i din overbevisning og nu forstår jeg, at det også var for at beskytte dig selv, at du tog den yderst unuancerede holdning. Var du gået ind på min tanke, ville det have stillet spørgsmålstegn ved dit eget ægteskab og ved det rimelige eller urimelige du måtte bide i dig. Jeg kan forstå det, men jeg er uenig. Festen kom i gang. Yohana viste mig konsekvent ryggen og til min overraskelse var der ikke så mange fra Ikumbo med til arrangementet. Yohana blev hurtigt ret fuld og skæv, jeg var ked af det, følte mig lidt fejlplaceret og ensom og besluttede mig for at trække mig tilbage. Der var arrangeret soverum ovenpå, og jeg listede af og arrangerede en seng i det store rum. Larmen fra stuen nedenunder var gennemtrængende, det var CD-musik og folk var nødt til at råbe for at kommunikere. På et tidspunkt kom jeg til at overhøre en samtale mellem dig og to andre kvinder angående mit ægteskab. I detaljer blev det diskuteret, hvor mange fejl jeg havde begået og hvor dårlig en person jeg var. Der dukkede historier op, som jeg aldrig havde hørt om, eller været en del af. F.eks. havde jeg forbudt Yohana at spise afrikansk mad og tvunget ham til at spise vegetarmad på Svanholm. Jeg havde nægtet ham penge og villet styre, hvem han var sammen med. Jeg havde nægtet ham øl til nytårs aften! (Tjaaahhh, de tre venner havde drukket de fire kasser øl (heraf to guldøl) dagen før nytår, og så nægtede jeg ganske rigtigt at lave refill på tanken sent nytårseftermiddag.) Jeg havde bare købt en billet til ham uden at snakke med ham først. Osv. Osv. Et stykke tid lå jeg der og rasede. Følte mig svigtet, misforstået og bagtalt. Alt det de sagde, var enten løgn eller en forvanskning af sandheden. Jeg vidste med mig selv, at jeg hele vejen igennem havde forsøgt at gøre tingene ordentligt, og jeg prøvede at mildne Yohanas fornedrende hjemkomst ved at udstyre ham med en lille kapital, som kunne give ham en start på det nye liv. (At han valgte at feste de 10.000 op var hans egen beslutning, jeg kunne jo ikke styre hvordan han forvaltede sine muligheder.) Øj, hvor var jeg vred. Jeg kunne bestemt ikke sove og kunne bestemt heller ikke gå ned og være med til festen. Jeg havde allermest lyst til at hoppe i bilen og køre hjem, men havde jo en aftale med Yohana, så jeg bed tænderne sammen og holdt stand. Sent på natten blev der ro. Yohana dukkede op og forventede et lille afskedsknald. Jeg var nok ikke lige in the mood, men lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet. Kunsten for mig var at få ham med hjem til Svanholm, så vi kunne pakke færdig og nå i lufthavnen mandag morgen kl. 5. Det lykkedes ikke. Faktisk endte det med tre ture frem og tilbage mellem Humlebæk og Svanholm. Frem med forventningen om at Yohana nu ville med hjem og pakke – og tilbage til godset med tænder, der gjorde ondt af knusende sammenbidthed. Flere forskellige aftaler om, hvordan vi/han/han og Liv/ han og hele festen ville komme til lufthavnen mandag morgen blev indgået og droppet igen. I sidste ende blev det mig, der iført kæmpekufferterne, som jeg havde pakket, al min indestængte vrede og god en veninde fra Svanholm, som hentede Yohana i Humlebæk kl 02.00 nat og kørte videre til Kastrup Lufthavn. Vi så kort på hinanden, da han modvilligt traskede ud mod bilen. Dit blik sagde, det er ikke i orden Jeanette. Mit blik udtrykte al den fortvivlelse og sorg jeg havde over hele arrangementet. Vi mødtes ikke i forståelse. Og vi nåede aldrig at få talt om det med hinanden. Det beklager jeg stadig. Senere på året hørte jeg det. Du havde opgivet at leve med din voldelige mand og ville skilles. Alle puslebrikkerne, der først for alvor blev samlet efter din død, begyndte at ligge på bordet, men i et rodsammen, så ingen helt kunne se billedet alligevel. På den ene side havde mange oplevet voldsomme situationer med din mand – men du virkede så overskudsagtig og glad, at vi hver især kom i tvivl om hvad det egentlig var, vi havde oplevet. Ville jo heller ikke skabe falske rygter, hvis alt var så meget i orden, som du udstrålede. Da du kapitulerede, flyttede hjem til dine forældre og indledte forhandlinger med din mand om hans hjemrejse, gjorde du det stadig med stor respekt for ham. Vi havde fundet en billig rejse og sendte dig oplysningerne på den. Du responderede, at den ikke var så god, da der var mellemlanding i Nairobi, og du fandt det bedre, at han landede direkte i Tanzania. (Flere tanzanianere havde oplevet besværligheder med det kenyanske embedsværk). Nu har vi lært lektien på den hårdeste måde, man kan forestille sig. Du blev slået ihjel, før vi forstod det. Og hver eneste af os døde lidt indeni sammen med dig. Det har taget rigtig lang tid for mig at kapere, hvad der egentlig skete. Og endnu længere tid at forlige mig med følelsen af at have svigtet. At jeg måske kunne have hjulpet dig mere, end jeg gjorde. (Vi havde fundet flybilletter til din mand og tilbudt at hjælpe med transporten til lufthavnen, hvis det blev for svært for dig, men kunne vi have gjort mere?) Til din begravelse sang vi ’Op med hovedet min ven’. Den havde du sunget sammen med din familie, mens det hele havde set helt umuligt ud. Så uanset, at den egentlig ikke egner sig til fællessang, gjorde vi det. Eftertiden var meget svær. Flere var blevet så ramt, at de måtte holde pause fra dansen, enkelte holdt helt op. Når jeg tænker på, hvor hårdt det ramte mig, der slet ikke var blandt dine nærmeste venner, aner jeg, hvor hjerteskærende dine tætte venner blev ramt. Din gruppe manglede dig. Og på uhyggelig vis manglede de også din mand, selv om følelserne over for ham var helt umulige at få placeret. Mange var jo venner med jer begge to. Og mistede således to venner på en gang. Det var et meget sørgeligt forår. I dag har vi delvist forliget os med savnet. Vi taler om dig en gang imellem og bestemte sange får mig altid til at høre din stemme synge dem. Dit insisterende Ki!, Ki!, Ki!, for at få os til at ramme i de svære bunungulestykker. Det korværk du lavede over Njia yangu, Dine skælmske skæve øjne, når du havde sagt noget særligt sjovt. Fryden i dit blik og dit meterbrede smil, når trommer, dans og sang gik op i den højere enhed. Alt dette delte vi, og alt dette måtte vi bære videre alene. Til ceremonien ved din begravelse holdt jeg en lille tale. Jeg lovede på vegne af dansere, sangere og trommeslagere, at vi vil strække os til det yderste for at gøre det ordentligt -– sådan som du altid havde gjort. Spille, synge, danse og give hinanden det bedste vi har – kvalificeret og ordentligt. Jeg håber, at du ser, at vi gør, hvad vi kan, selv om det var bedre, om du var her til at hjælpe med at holde retningen.   Bonusinfo: Bloggen som opstod i forbindelse med Annes død, ligger fortsat online lige her: http://utamaduni.dk/AnneElAl/ [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18I 2017 søgte jeg (Shoma) u-kassen om støtte til 3 projekter på Bujora Cultural Centre & Museum i Tanzania. Til min stor glæde har lederen på stedet, Fabian Mhoja, gjort sig umage med at realisere alle projekter, og det vil jeg berette om her. ♥ Første projekt, vi blev bevilget støtte til, er et vægmaleri, som nu er blevet udført på en mur på Bujora. Her følger en hilsen fra Sander, hvor han fortæller om maleriet: Selve vægmaleriet består af landkortet over hele Mwanza-regionens såkaldte Sukumaland med indtegningen af de 52 gamle høvdinge-dømmer fra før Tanzanias selvstændighed 9. dec. 1961. Da hele den fint panorama-hvælvede mure er genopbygget i en lavere udgave end den gamle, der på grund af slid og revner igennem 50 år blev kopieret og dernæst revet ned, så har vi fået ekstra plads i siderne til yderligere dekoration. Det har Charles Ndege samt vore 3-4 trofaste hjælpere og jeg udnyttet ved i hver side at tilføje en lodret stribe af det traditionelle sukuma-mønster, ’msamalaja’, der i helt gamle dage prydede piger og kvinders glasperledekorerede ’skridtbeskytter’, så deres kønsåbning skjultes, også når man sad på hug. I en anden smal, lodret stribe er det lykkedes os at sammensætte et visuelt indtryk af høvdinge-miljøet i fordums tid, hvor man var klædt i skind fra savannens og skovens dyr og tændte ild med tillavede pinde og gnidningseffekt. Kommunikation var fortrinsvis mundtlig overleveret eller formet med tegn på træ eller sten og desuden effektueret i et komplekst trommelydssystem og musiksprog, der jo i vor tid har bredt sig ud til hele verden. Vi har desuden vovet os ud i, på grundlag af forskning rundt i sukuma-museets udstillinger, at illustrere en sukuma-høvdings modtagelse af lokale jægeres afgivelse af ’skattelevering’, nemlig stødtænder fra en nyligt nedlagt elefant, som det var kutyme og almindeligt på den tid. Høvdingen er i situationens anledning iført sin ceremonielle dragt og omgivet af sin mest betroede ældre ’mzee’ og ’indunaen’ repræsenterende høvdingenes våbenføre mænd i kriger-aldersgruppen. Høvdingens ansvarsbyrde er efter Tanzanias selvstændighed overdraget til lokale og nationale myndighedsinstanser, men høvdinges ceremonielle pligter og sociale obligationer er stadig en større eller mindre realitet i det afrikanske folkemiljø i sukumalandets landdistrikter. I daglig tale benyttes stadig de gamle klannavne og – betegnelser, når sukumafolk ønsker at tilkendegive, hvor man hidrører fra, og det er netop, hvad klan-kortet illustrerer. Hilsen fra Sander Machombo Malingita, 17. Februar, 2018 ♥ Det andet projekt, som u-kassen støttede, var tækning af taget på Bagika- og Bagaluhuset på Bujora Museum. Huset rummer til dagligt historien om danseselskaberne, gamle billeder af de største danseledere, deres originale kostumer indenfor forskellige dansestilarter, historiske fortællinger og meget andet. Desværre var taget ved at falde sammen, flagermus havde taget bolig derinde, så deres ekskrementer dækkede de ældgamle, unikke artefakter, og regnen dryppede ind. Derfor var det nødvendigt at lægge nyt tag på, og det blev gjort som det første, da museet modtog penge fra u-kassen! Resultatet er rigtig flot.       ♥ Tredje projekt var trommehuset på dansepladsen, hvor dansegruppen tidligere har opbevaret deres trommer Wabeja no. Asanteni sana. Mange tak. Kærlig hilsen fra Johanne Shoma, Utamaduni Dance Troupe [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2017Lejrforberedelserne kører på fuld drøn. Tilmeldingen starter snart, undervisere kontaktes og lejrplanen laves .. og jeg aner ikke hvad der foregår. Det er nyt. Det er svært. Men det er også rart. Efter 8 år i bestyrelsen og undervisningsminister samt 5 år som formand holder jeg nu en pause og tager med hele min familie til Japan hele sommeren og kommer slet ikke på lejr. Det skal være noget meget lækkert sushi som skylles ned med noget varm sake jeg indtager lejronsdag aften når hele mit slæng står foran baren og savner Dav’s slammerbrædt. I mine første år i bestyrelsen under Trine Forkvindes kyndige ledelse gik det op for mig hvor givende det er at arbejde sammen med en flok mennesker der brænder for noget rigtigt meningsfyldt. Noget som hverken giver penge eller fame, men som rummer mange forskellige slags mennesker som primært, danser og trommer sammen. Jeg fik lært at der er plads til alle, at personer er vigtigere end regler, at man kan starte møder for sent og alligevel lade dem trække ud langt over det aftalte sluttidspunkt. African time? Nææ det er sgu bare rart sådan, hvorfor stoppe når det er hyggeligt. Jeg har arbejdet tæt sammen med mange mennesker i denne tid. Jeg vil sige tak til to. Shoma som er en uundværlig samarbejdspartner når det gælder utamadunis lejrprogram. Vi har lavet mange gode tavler sammen. Det er totalt luksus at have dette job. Der er så mange der gerne vil undervise og det drejer sig mest om at finde plads til alle de fede folk. Den anden jeg vil takke er Mads Bischoff, vi har sgu været et godt team i vores campingvogn, både før under og efter lejr. Mads har lært mig sproget, den anerkendende dialog, inkluderende og rummelig. En gave til en gymnasielærer som mig som jeg bruger i min dagligdag. Nå, før jeg bliver sentimental vil jeg ønske Tinne held og lykke med det spændende arbejde som UV-minister og forkvinde. Jeg vil slutte her og takke for et godt samarbejde i bestyrelsen i alle de år, masser af opbakning og anerkendelse, konstruktiv tænkning i svære situationer og jeg glæder mig til at komme på lejr 2018, jeg håber jeg kan få en tjans i baren .. det har jeg altid drømt om. Hilsen Christoph [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2015Et par ‘stemnings-rapporter’ fra årets Vinterkucheza, som blev arrangeret af dansegruppen Vipepeo i Aarhus, og foregik i weekenden 24-25-26 april. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014 / Ukassen 2013-14 Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Noget om trommer….. Jeg har efterhånden været på lejr så mange gange, at det næppe skulle kunne lade sig gøre, at én enkelt lejr skulle vise sig at blive markant anderledes end de andre. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på Utamadunilejren 2019. Da greb jeg nemlig trommestikkerne, og jeg har på fornemmelsen, at Utamadunilejren og mit forhold til Sukumakulturen er forandret for altid.   [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018   ”Gæk gæk gæk mine påskeæg er væk!”, sagde den lille påskehare og sammen med den fine gule høne begav børnene sig ud på en lille påskejagt… [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2014I dette forår, 2014, fik Vipepeo dansegruppe æren af at arrangere og afholde dette års Vinterkucheza. Arrangementet blev afholdt på Tilst Skole, og over 90 deltagere var med til at gennemføre weekenden med højt humør og fantastisk engagement. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2024African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2018 / Ukassen 2017-18Må jeg introducer jer for Hope Relief Orphans Village, som U-kassen sidste år støttede med 5000kr til indkøb af et overrislingsanlæg. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2020Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2019 / Ukassen 2018-19Sidste år modtog Bujora Dance Troupe 2000 kr. fra U-kassen til forbedring af deres slangehus. Hilsen fra Bujora Dance Troupe: Salamu kutoka Bujora Dance Troup ikishikirikiana na uongozi wake. Tunapenda kutoa shukurani za dhati kuwashukuru kwa msaada wa kufanikisha ujenzi wa nyumba ya nyoka. Tulifanikiwa kumaliza ujenzi mzima. Tuendelee na moyo huo huo wa kusaidiana. Asanteni sana kwa niaba ya wanakikundi, tunawashukuru sana sana na wanafuraha. Mange hilsener fra Bujora Dance Troupe og dens ledelse. Vi vil gerne udtrykke vores ægtefølte taknemmelighed og takke for jeres hjælp til at bygge videre på slangehuset. Det lykkedes os at gøre byggeriet helt færdigt. Lad os fortsætte med samme hjerte og hjælpe hinanden. På vegne af alle i dansegruppen; Mange tak skal I have, vi er meget taknemmelige og glade. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2021-2022-2023Det Utamadunilejr donerede trommehus fungerer til dagligt som lager og omklædningslokale for den ca. 30 medlemmer store, eminente dansegruppe WanaSesilia, og deres fantastiske trommesjak. [...] Læs mere...
    Mwaka Huu 2016Fra 3. januar 2017 og 2 uger frem, gentager vi succes’en fra 2016! [...] Læs mere...