Hvert år uddeler Utamadunis U-kasse cirka mellem 30 og 40.000 kr til projekter med forbindelse til lejrens deltagere. U-kassen kan støtte med op til 5.000 kr, og eneste ‘modkrav’ er, at der skal skrives en rapport/artikel om projektet til årsmagasinet. Dem finder du her i Mwaka Huu 🙂
Årsberetning for U-kassen 2013/2014: Friske kræfter til U-kassen
U-kassens retningslinjer blev fornyet her i foråret 2014. Dette for at skabe mere tidsvarende og relevante retningslinjer. Bl.a. er det nu blevet besluttet, at det er muligt at søge U-kassens midler to gange årligt i stedet for tre. Styringsgruppen (samt ad hoc indkaldte hjælpere) behandler ansøgningerne 2 gange årligt, på evalueringsmødet (første lørdag i oktober) og på generalforsamlingen (sidste lørdag i marts). Retningslinjerne blev endeligt vedtaget af deltagerne på generalforsamlingen for foreningen Utamaduni d. 29. marts 2014. Ønsker man at læse dem, kan de findes på www.utamaduni.dk/ukasse
Hvis man har spørgsmål til U-kassen, eller søgning af samme, er det muligt at kontakte os på mail: ukassen@utamaduni.dk.
Vh Julie Bie, U-kassen
Hvem kan søge U kassen:
Det er muligt at søge U- kassen som dansegruppe eller enkeltmedlem af Utamaduni Kulturforening. Alle deltagere på foregående års lejr er medlemmer af Utamaduni Kulturforening.
Hovedformålet med U-kassen er, at medvirke til støtte for aktiviteter der hjælper til en løsning af grundlæggende menneskelige behov primært i tanzanianske landdistrikter, fortrinsvis blandt foreninger og kulturgrupper. Der kan ansøges om støtte til vand, fødevarer, sundhed og organisation inklusive administration. Der bevilges et beløb på maksimalt 5.000 kr. pr. projekt.
Ansøgningerne sendes til ukassen@utamaduni.dk. Når en ansøgning er modtaget, sendes der en bekræftelse pr. mail.
Det er også muligt at ansøge online i vores ansøgningsformular lige her: LINK
Beretninger fra modtagerne af U-kasse midler 2013:
6 ansøgere har fået penge fra U-kassen i 2013. (link til artikler i ansøgers navn):
- Mette Lotus: Mettes projekt hedder African Paradise. Projektet hjælper bl.a. med malariamedicin eller hjælp i akut-tilfælde, hvor det kan koste penge f.eks. at få lavet et røntgenbillede eller købe livsvigtig medicin. Hun har en lille gratis-klinik i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal.
- Camilla Nielsen-Englyst: Pengene er gået til New Hope børnehjem og skole, der blev grundlagt i 2004 af Mr. Eyama Japheth som en NGO med det formål at tilbyde husly og et trygt hjem til udsatte børn (forældreløse børn, gadebørn og forladte børn) i Mombasa.
- Anders Forchammer: U-kassen valgte i det forgangne år at støtte landsbyhospitalet HERI i det vestlige Tanzania. Pengene er gået til indretning af hospitalets tandklinik.
- Anne Sofie Laursen: Anne Sofie var i år frivillig på et skoleprojekt i Ghana med fokus på sundhed. I forbindelse med arbejdet var de på en sundhedsklinik i byen Kuntu. På klinikken manglede de bl.a. penge til at etablere elektricitet og vand, dette er midlerne modtaget fra U-kassen gået til.
- Birthe Sandberg: Birthes projekt er en voksenskole i det fattige distrikt Cacamance i byen Abene i Senegal. Skolen tilbyder befolkningen en mulighed for at lære at læse og skrive. Skoleprojektet har til formål at understøtte kampen for et værdigt liv gennem lokale kræfter og initiativer.
- Knud Erik: Knud Erik fik i 2013 støtte til at renovere landbrugsudstyr som en del af det fortsatte samarbejde mellem Sawenge Group i Sukumaland/Tanzania og Utamaduni Kulturforening & Grenå Produktionsskole i Danmark. Den udbetalte støtte (en del af overskuddet fra chai-huset på lejren) blev i år brugt til anskaffelse og renovering af en traktor, en vogn, og en plov.
Ønsker man at læse mere om disse projekter, kan man finde deres rapporter ved at klikke på linket i ansøger-navnet i listen herover.