Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2019 Som solskin i april

Som solskin i april

Kris Mark, der er en god ven, har på baggrund af utallige interviews og rejser til Tanzania skrevet en 650 sider lang roman, ’Som solskin i april’.

Historien om den 29-årige Neema fra Tanzania og den 61-årige Karsten fra Danmark er en rå fortælling om kærlighed i mødet mellem to kulturer, om fortidens spøgelser og fremtidens drømme.
Via Neema og hendes venner bliver læseren ført dybt ind i en afrikansk tankegang, de færreste kender endsige forstår. I et ligefrem og poetisk sprog afdækkes en radikalt anderledes kultur og en benhård virkelighed, hvor kærlighed er en luksus og velstand en mangelvare. Men med et muntert livssyn, der kan gøre de fleste europælere misundelige.
Karsten, som er romanens anden fortæller, er en reflekteret, succesrig journalist og fotograf med en forhistorie, der afdækkes i tilbageblik og som måske er med til at spænde ben for hans succes som menneske.
Neema og Karsten møder hinanden på et dansekursus i Tanzania, hvor deres to kulturer larmende søger forening.

Her kommer to kapitler fra cirka midtvejs i romanen.
Neema er i Danmark og skal møde Karstens søn, svigerdatter og børnebørn for første gang.

Karsten. Medarbejdersamtaler og vingummier
14. maj 2017

Spisebordet er dækket med tallerkener, bestik, servietter og glas. Lejligheden dufter af mad fra det lille køkken, hvor Neema i øjeblikket står fuldt koncentreret om at holde styr på de fire kogeplader med ris, grøntsager, fisk og chapati. Hun har været i gang med forberedelser det meste af dagen, mens jeg har skrevet et par timer og læst avis og svaret på spørgsmål om, hvor panden står, om der er mere salt og om hvad man bruger sådan én til? Hun stod med en slibesten i hånden. Og lidt senere spaghettiøsen. Jeg er imponeret over, hvor hurtigt hun har fundet sig til rette i køkkenet og fået styr på kogeplader og køkkenredskaber, men det har jeg naturligvis ikke sagt noget om, for hvorfor skulle hun ikke være hurtig til det? I stedet stillede jeg mig bag hende, kyssede hende på halsen og begyndte at kæle for hendes bryster, men uha, det skulle jeg ikke.
– Arh Karsten, hapana. Nej. Jeg laver mad.
Hun skubber mig blidt, men bestemt væk, og jeg går tilbage til avisen. Kort efter må jeg korrigere hendes håndtering af køkkenknivene, når de ikke er i brug. Hun smider dem ned i vasken, men de bliver sløve af den hårdhændede behandling.
Jeg har åbnet en flaske vin, Mikkel og hans kone, Lene, kan godt lide vin til maden. Det kan jeg også. Jeg ved faktisk ikke med Neema. Børnebørnene får økologisk saftevand.
At sætte gæster sammen, der ikke taler et fælles sprog, giver risiko for fiasko. Mikkel har jeg forberedt på vanskelighederne, han ved, at han ikke kan tale med Neema. Og jeg har bedt ham give oplysningen videre til Lene. Det kan blive akavet. Jeg er sikker på, at Mikkel vil lægge sig i selen for at få aftenen til at glide smooth, og det tror jeg sådan set også, at Lene vil. Men hun er jokeren.
Ikke fordi hun er keramiker med eget værksted og en andel i en kunsthåndværkerbutik og heller ikke fordi den keramik, hun laver, er helt ufattelig grim, men simpelthen fordi jeg ikke har nogen fornemmelse af hende i uvante situationer. Mikkel siger, hun aldrig har rejst til andet end Madeira, og at han er hendes kun anden seriøse kæreste. Naturligvis har jeg mødt hende flere gange, men altid under kendte omstændigheder. Børnefødselsdage, juleaften, søndagsudflugter, min fødselsdag med videre.
Min oplevelse af hende er, at hun er tryghedssøgende, konfliktsky, temmelig konform og med et hjerte af guld overfor ungerne. Og overfor Mikkel.
Jeg har så mange fordomme! Det er et arbejdspunkt. Men jeg har altså svært ved at se, præcis hvad Mikkel er faldet for hos hende.
De er dårligt kommet indenfor døren, før Lene og Neema falder i hak. Det ser ud som om, det manglende sprog er fuldstændig uden betydning. Med smil og lyde tager Lene beundrende fat i Neemas øreringe, roser hendes tøjstil, mærker på hendes hår og laver grin med sit eget. Introducerer ungerne, Benjamin og Halfdan, til Neema, der kan snøre Benjamin om sin finger, og kort efter de er kommet, har ham siddende på køkkenbordet og røre i en lille portion tyk majsgrød, hun har taget fra til ham, mens han ser undersøgende og en lille smule forelsket på hendes brune hud og krøllede hår og lærer, at majsgrød på swahili hedder ugali.
Raketten er mere forbeholden, i det hele taget er han mere stille, end han plejer at være, og sidder og putter sig på Mikkels skød, mens Mikkel og jeg sidder i sofaen med hvert vores glas vin.
– Er der noget med ham? spørger jeg og stryger ham over kinden. Han plejer bestemt ikke at ville sidde stille.
– Njaeh, jeg tror det ikke. Han er lidt stille for tiden, men vi tænker, det bare er en periode. Mikkel finder en ipad frem fra Lenes taske, der står på gulvet ved siden af os og giver ham.
– Hvordan går det på jobbet? spørger jeg og kigger ud på Neema og Lene i køkkenet, der stadig snakker til hinanden på hvert deres sprog og ser ud, som de forstår, hvad den anden siger.
Mikkel er leder af en stor SFO i nordbyen, politisk aktiv i SF og går til yoga to-tre gange om ugen. Jeg bliver helt træt, når han fortæller om alt det, han når. Hans overvejelser om sin rolle som leder taler han og jeg ofte om.
– Det går faktisk godt for tiden, svarer han og holder en lille pause, før han fortsætter. – Der er selvfølgelig af og til noget personalefnidder. Jeg har medarbejdersamtaler for tiden, og en af dem har beklaget sig over noget mobberi, som jeg er nødt til at følge op på.
– Det var da anstrengende. Ja, det bliver du nødt til at tage alvorligt, siger jeg. – Hvad med dig og fruen?
Inden han når at svare, bliver vi afbrudt af Benjamin, der skal fortælle om ugalien og samtidig vil have sin ipad.
Mikkel giver ham den, og Benjamin falder ind i den virtuelle verden. Så kigger Mikkel på mig og siger, at Lene og han også har det godt, rejser sig med et smil og går med Halfdan på armen ud til pigerne i køkkenet. Han kysser Lene på kinden, og jeg kan se, at Neema kort går i stå og gør store øjne. I Tanzania kysser mænd og kvinder ikke på hinanden foran andre. Så meget har jeg da lært.
Jeg tænker, om han taler sandt, siden han går, lige så snart jeg har spurgt til deres relation, men vi plejer at være ærlige overfor hinanden, så der er sikkert ikke noget. Og ellers vender han tilbage til det senere. Neema vil hilse på Halfdan, stryger ham blidt på armen, men han ignorerer hende og ser ikke op fra sin ipad.
Vinen er god, og vi skåler. Neema synes, den er sur og henter en øl i køleskabet. Vi snakker på kryds og tværs, og det, vi ikke har sprog til at sige, forsøger vi at mime, hvad der får os voksne til at grine højt.
Da vi begynder at spise, giver Lene overraskende højlydt udtryk for sit behag.
– Det smager helt vildt godt, Neema, siger hun efter den første bid. Lukker overdrevent nydende øjnene og smasker lidt med et stykke fisk i munden, som for at få smagen ud i alle hjørner. – Har du ikke en opskrift?
Det sidste kan jeg ikke oversætte, jeg ved ikke, hvad opskrift hedder på swahili.
Benjamin er ikke enig.
– Det smager ikke godt, siger han og lægger resolut gaflen fra sig.
Lene bøjer sig over mod ham og roder på hans tallerken med sin egen gaffel.
– Har du smagt det hele? Hvad med det her, siger hun og har skrabet fisken sammen i en lille bunke. – Det smager super lækkert.
– Nej, det gør ej. Det smager grimt. Han vrænger med munden.
– Der er ikke noget, der smager grimt, Benjamin. Det gider jeg ikke høre på. Der er mad, du ikke bryder dig om, og det er OK, men mad kan ikke smage grimt. Har du smagt på det? Lene kigger bestemt på sin søn.
– Jeg HAR smagt det, svarer Benjamin med ynkelig stemme, og frustration får tårer frem i hans øjne.
– Stop det! bryder Mikkel ind. – Vi gider ikke den stemme. Hvis du har smagt det og ikke kan lide det, er det OK. Du skal ikke tale som et pattebarn. Jeg gider ikke høre på det.
– Jamen, jeg HAR jo smagt det, græder Benjamin nu og skubber sin stol ud fra bordet. – Jeg vil hjem.
Lene tager ham i armen for at få hans opmærksomhed.
– Vi skal ikke hjem nu. Vi er på besøg hos farfar og Neema, og du skal sidde ordentligt ved bordet. Hun skubber stolen ind til spisebordet igen. – Spis noget af maden på din tallerken.
Benjamin begynder at græde hjerteskærende højt, og Lene kigger undskyldende på Neema og mig, før hun trækker ham op fra stolen og sætter sig i sofaen med ham på skødet.
Han falder hurtigt til ro, mens Lene snakker til ham og stryger ham over håret. Da han tørrer sine øjne, spørger hun, om han vil have sin ipad, og han nikker.
Halfdan er i mellemtiden blevet færdig med at spise og får lov at gå fra bordet. Han sætter sig med sin ipad i sofaen ved siden af storebror. Lene finder en pose økologiske vingummier frem fra sin taske, hælder dem op i to skåle og stiller dem på sofabordet foran børnene.
Hun kommer tilbage til bordet og sætter sig til rette. Tager en tår vin og siger:
– Nå, hvor kom vi til? Så griner hun og begynder igen at spise.
– Ej, det smager altså SÅ godt, Neema!
Hvis jeg havde betænkeligheder ved set-uppet, er de blevet gjort til skamme. På et tidspunkt lidt senere står jeg i køkkenet og skyller tallerkner af, og Neema kommer ud med nogle tomme skåle.
– Hvor er de søde, Karsten, siger hun og smiler glad til mig.
– Ndio. Ja, griner jeg og ser ud som om, jeg ikke havde regnet med andet.
Klokken er langt over ungernes sengetid, da Lene og Mikkel bryder op.
– Jeg vil altså gerne ses igen, siger Lene og kigger på Neema, der smiler.
– Vi har en stram tidsplan. På Neemas forlangende skal vi besøge min mor, som jeg ikke har set i 100 år, vi skal besøge nogle venner, der udtrykkelig har sagt, at de rigtig gerne vil møde Neema, vi skal til bryllup i weekenden, og i det hele taget fylder socialitet en hel del i kalenderen, mens Neema er her. Det kan blive svært, men lad os se på det, siger jeg.
Neema får et kæmpeknus af Lene og et lidt mindre af Mikkel, og vi står i døren og vinker, mens de unge forældre går ned af trappen med hver sit barn på armen.
Raketten er for længst faldet i søvn.
Efter at have lukket døren bag dem, går Neema i køkkenet og lægger an til at vaske op. Jeg bærer de sidste kopper fra stuen ud i køkkenet, stiller dem fra mig på køkkenbordet, læner mig afslappet mod bordkanten og folder armene over brystet. Neema tager baljen frem fra køkkenskabet under vasken, tænder for det varme vand og hælder sulfo i.
– Er der noget, Karsten? spørger hun og skæver til mig. – Gå ind i stuen til din pc, så ordner jeg det her. Hun løfter opvaskebakken frem fra skabet og lægger den omvendt på bordet og med afløbsrenden pegende væk fra vasken.
Jeg smiler, tager hendes ansigt mellem hænderne og giver hende et trutkys på munden.
– Tak for rigtig dejlig mad.
Diskret vender jeg opvaskebakken, så den rigtige side vender op og afløbsrenden ned i vasken.

Neema. Sugemaskine og sukkergelé
14. maj 2017

Det mærkeligste i Karstens køkken er det iskolde skab under køleskabet. Hvis man lægger kød derind, stivner det af kulde, og så kan det ligge der i et år uden at rådne, har han fortalt. Jeg tror nu nok, at han overdrev lidt. Et år?!
På det elektriske komfur skal man bare dreje på nogle knapper, og straks lyser kogepladerne rødt og bliver varme som glødende trækul. Alle madvarer, som gryn, mel, mælk og kød er pakket ind i pap og plastik, så man ikke kan genkende det, før man åbner og kigger efter. Det er også svært at se, at det er en fisk, jeg nu pakker ud af en blå pakke med gennemsigtigt låg. Der ligger fire stykker hvidt fiskekød, uden ben, hoved, hale eller skind. Alt dét gode, der giver sovsen smag, og som jeg ellers elsker at sutte rent for kød, er fjernet. Tsk. Jeg skærer fiskekødet i mindre stykker og steger det i gryden sammen med løg og tomatmos. Hvis ikke Karsten med en metaldims havde åbnet den lille røde dåse for mig, havde jeg aldrig gættet, at den indeholdt tomater. Tomaterne var allerede most til en mørkerød grød.
– Neema, nu kommer gæsterne snart, går det godt? råber han fra stuen.
Over gryderne blæser en maskine, der suger dampen ind i sig. Sugemaskinen larmer, så jeg må hæve stemmen.
– Ja, meget godt, Karsten!
Jeg rydder køkkenbordet og smider de beskidte skeer, kniven og skålen ned i vasken. Det gør arbejdet meget nemmere, at der kommer vand direkte ud af hanen, én person kan hurtigt både skylle grøntsager, fylde vand i gryder og vaske ting af. Der er heller ikke plads til mange flere, tænker jeg og prøver at forestille mig køkkendamerne hjemmefra stuvet sammen i det lille rum.
Karsten har inviteret sin søn, Mikkel, med kone og børn til middag. Da den skingre melodi fra knappen ved hoveddøren lyder, kigger jeg op på det store ur, der hænger i køkkenet. Klokken er ét minut i seks.
Tiden ejer de travle danskere, og de lader sig styre af den, som om den er særdeles vigtig for dem. Gad vide, hvad de frygter vil ske, hvis de ikke overholder den?
Karsten lukker gæsterne ind i opgangen ved at trykke på en knap på den hvide telefon, der sidder i entreen. Jeg retter på kjolen og håret og træder ned i mine fine sko, før jeg går ud i gangen for at tage imod gæsterne.
Allerede i entreen går det galt. Som havde jeg været en eksotisk dukke, piller svigerdatteren ved mit hår og mine smykker, kommenterer mit tøj og griner af det hele.
Hun optræder uden behørig respekt, som en fjollet veninde. Hun og jeg er ikke veninder. Jeg hører sammen med hendes mands far, og min plads i familien er derfor højt hævet over hendes. Kan hendes upassende opførsel skyldes, at jeg ikke er meget ældre end hende?
Selv ser hun ikke ud af noget særligt med sit lange brune hår, der hænger løst og slasket nedover en lilla og hvid-prikket trøje, og hendes hud er bleg, mat og træt. Hun har tydeligvis ikke gjort noget ud af sig selv.
– Mmmm, nam nam, smasker hun overdrevet og kunstigt begejstret, da hun smager på fisken.
Jeg fornemmer, at hun laver grin med min mad, men Karsten smiler bare. Ser han ikke teaterstykket? Synes han ikke, at denne kvinde burde vise mere respekt overfor sin nye svigermor?
Som Karsten sidder der ved siden af mig og griner dumt, er han ikke noget overhoved for familien. Jeg har ikke andet valg end at spille med på komedien, hvis jeg vil opretholde min ære, så jeg griner anstrengt med, når de voksne morer sig barnligt og forsøger at inddrage mig med fagter og en masse ord, jeg ikke forstår.
Endnu værre bliver det, da den ældste dreng, Benjamin, nægter at spise min mad. Den lille dreng vrænger uforskammet ansigt, da han har smagt en lille klump af ugalien og lidt ris og fiskesovs. Spinaten og den stegte kål vil han ikke engang have på sin tallerken.
– Waaah waaaah, græder han dramatisk som reaktion på moderens ord.
Hvad siger hun til ham?
Jeg bliver nervøs for, om der skulle være noget forkert i maden. Har han slugt et fiskeben, jeg havde overset? Tygget på en sten i risen, jeg ikke opdagede? Jeg gjorde mig også meget umage, da jeg rørte ugalien, så der skulle ikke være tørre melklumper i.
Pludselig skubber drengen hårdt og voldsomt stolen ud, så bordet ryster. Jeg ser overrasket på, at Benjamin begynder at råbe hysterisk og uopdragent. Vores svigerdatter rejser sig, tager ham i armen og fører ham over til sofaen, hvor hun trøster ham. Ingen skælder ud over hans opførsel, og barnet slipper tilsyneladende for at spise min mad, selvom den er fuldstændig perfekt. Jeg forstår ingenting.
Kort tid efter forlader også den yngste, stille dreng bordet, og som om ingenting er sket, smiler vores svigerdatter og stiller slik i en skål foran dem. De to børn forsvinder tilfredse ind i deres egen verden med spil på en skærm og munden fuld af rød og gul sukkergelé. Mikkel, deres far, sender mig et undskyldende blik henover bordet, mens Karsten spiser videre uden at se op.
– Skål! siger min mand, da vores svigerdatter sætter sig ved bordet igen.
Hun har netop belønnet sine sønner for forargelig opførsel, og ingen lader til at mene, at det var forkert. Karsten oversætter hendes næste sætning:
– Det smager rigtig godt, Neema! smigrer hun smaskende.
Det gør det jo åbenbart ikke, eftersom børnene knap nok har spist af det, tænker jeg ydmyget.
Senere insisterer Karsten på at skylle tallerkener af.
Det har jeg næsten vænnet mig til, selvom jeg ikke mener, at en mand bør bevæge ind på kvindens enemærker. Jeg forstår ikke, hvorfor wazunguerne har behov for at opføre sig som det andet køn. Det gælder også kvinderne, som klæder sig maskulint og tager styringen i alle mulige situationer.
Mit værd som kvinde vokser af de mange færdigheder, jeg har i køkkenet, og som er givet mig af min mor, bedstemor og oldemor i form af dyrebare hemmeligheder, der ikke kommer mændene ved. Derudover får jeg respekt og beundring fra manden ved at gøre mig attraktiv og være velklædt og velplejet, så han ikke kan modstå mig. Hvorfor give afkald på de naturlige gaver? Det er som om, wazunguer ikke vil kendes ved deres køn og seksualitet, men de går derved glip af en masse, vil jeg mene.
Karsten bliver umandig i mine øjne, og det piner mig, at han vil stå og vaske tallerkener af foran sin egen søn og svigerdatter. I deres øjne er det klart, at han må ligne et svagt bløddyr, og jeg en doven og uduelig kone for ham.
– Det er søde mennesker, smiler jeg til Karsten, da jeg stiller en stak tomme skåle ved siden af vasken.
– Ja griner han ubekymret.
Tsk tsk, vi kommer nok aldrig til at forstå hinanden til fulde, men så længe han er glad, vil jeg ikke lave problemer. ‘Du får ikke tyndskid af at sluge din stolthed’, sagde Oldemor altid til mig. Karsten er god i hjertet, det er derfor, jeg elsker ham, og så må jeg acceptere hans blødhed. Resten af aftenen forløber problemfrit, børnene sover i sofaen, vi ser billeder fra Mikkels barndom i en afslappet stemning, og de mange fotos får os til at grine sammen uden sprogbarrierer. Til sidst føler jeg mig helt god igen.
Da Mikkel, Lene og børnene skal gå, og døren smækker bag dem, sukker jeg alligevel lettet over, at aftenen er overstået. Jeg tvivler på min rolle i den her familie, og om jeg ville kunne finde mig til rette i en kultur, hvor almindelig respekt overfor forældre og kønnenes plads åbenbart ikke er en selvfølge. Jeg savner mine døtre mere end nogensinde før.

 

 

 

Bogen kan købes på saxo.com

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2024:
    Du var min lillesøster og min storesøster. Jeg var din lillebror og din storebror. Vi var fætter og kusine. Du var søster til tre langt før du blev mor, en bellis på engen blandt stort blomsterflor. Du var vinden med hjerte, havet med storm, du var natten med stjernernes femtakkede form. Du var forår med sne, anemoner og regn, en guldsmed på pigtrådens blødeste hegn. Du var fuglen, der fløj på vinger af sang, med rytmen fra trommer og stort vingefang. Du var solen, der lyste skyggerne op, du var mørkets betvinger i en lattermild krop. Du var min lillesøster og du var min storesøster. Du var også: Branderten til min lever, grinet til mine øjne, latteren til mit hjerte. Centimeter af min vækst, en hånd i ryggen og en stemme, når jeg var umulig. Jeg var din lillebror og du var min storesøster. Jeg var din storebror og du var min lillesøster. Jeg bærer dig i hjertet. Nimekukumbuka mpaka nalia.   Hilsen Dav . . . [...] Læs mere...
    UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania. Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten. Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone. Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna. I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden. Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset. Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik. Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv… Hilsen Kirsten Larsen Mhoja [...] Læs mere...
    En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...
    Hello Sofia and everybody at the ukassen Thank you very much for support of the Yiri Kan project with DKK 7000! I have made contact with the board of Yiri kan in Burkina Faso and they would like to express their thanks as well. They immediately started on the preparation s of the construction. Warm regards,, Paul Klippet fra deres hjemmeside: — Opdatering — : For at sikre at investeringerne i et klasselokale og en indgangsport kan bruges i længere tid, var det nødvendigt at forhandle med udlejer. Den korte opsigelsesfrist blev erstattet af en flerårig lejekontrakt, hvor Yiri Kan havde forkøbsret ved salg. Undervisningslokalet bliver bygget på ejendommen, hvor alle musikinstrumenterne nu er lavet af Youssouf Keita og hans team. Der er allerede et leropbevaringsområde, og det meste af træ, græskar og halvfabrikata opbevares i gården. Arbejdet hermed skal fortsætte som normalt og i fritiden ordnes forhold til anlægsarbejdet. Til byggearbejdet hyres fagfolk. 2. JANUAR 2024 Arbejdet er startet på Yiri Kan-foreningens grund. Den første levering blev lavet til fundament og vold til opførelse af det overdækkede klasseværelse. En sandbil leverede flere læs sand og var afgrænset til ydersiden af ​​klasseværelset med dens baldakin. Tuning af balafon og græskar fortsætter som normalt… Undervisningsrum De forskellige sandtyper blandes i de rigtige proportioner til henholdsvis gulvet og pudsen mod væggen. Stængerne til taget er ved at blive placeret. Senere viser det sig, at pælene er for lave, og der forberedes justeringer for at hæve dem. Blanding af sand Den oprindelige plan om at få lavet en metalport går nu ud over budgettet. Der er fundet en butik, som har lukket sine aktiviteter og kan bruges til at lave materiale (jern og træ) til en smuk, overkommelig port. FORTSÆTTES….. [...] Læs mere...
    African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Nu kan vi mærke, at vi lever… Vi er glade for at kunne fortælle, at det igen summer af liv i ukassen. Vi behandler ansøgninger igen og har modtaget en god mængde ansøgninger fra både kendte og nye ansøgere. Fedt, fedt, fedt! I den tid ukassen har været tvunget i dvale, har vi ændret på nogle småting i ukassens retningslinjer. Noget af det, som nok er mest spændende for jer er, at I nu kan søge helt op til 7.000 kroner til jeres projekt. Som noget nyt afprøver vi en behandlingsmodel, som vi håber giver bedre, hyggeligere og mere effektive behandlingsmøder. Som I ved, behandles ansøgninger til ukassen to gange årligt, i forbindelse med generalforsamlingen og evalueringsmødet. Tidligere har vi opfordret deltagere på mødet til at blive og behandle ansøgningerne umiddelbart efter, men der er vi jo trætte og vil hellere hygge! Derfor skriver vi fremover et opslag på arrangør-/og hjælper-facebookgruppen forud for mødet. Her kan man melde sig til at hjælpe med at behandle ansøgninger lige FØR stormødet. På den måde er vi friskere under behandlingen, og det hele glider derfor nok lidt mere effektivt. Kom og vær med – Vi kan jo faktisk ikke behandle ansøgningerne alene, der skal være uvildige medlemmer i behandlingsudvalget! Kærlige hilsener Tine, Sofia og Ida Støttede projekter 2023 Vi har i 2023 modtaget i alt 11 ansøgninger om støtte til i alt kr 60.769,00 kr. 10 ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 48.769 kr. Dvs. ikke alle har modtaget støtte. De, som har modtaget støtte, har generelt modtaget det beløb de har ansøgt om. Billedet viser ukassens møde umiddelbart efter GF i marts 2024! I sofaen sidder de 3 faste medlemmer Tine, Sofia og Ida Hanni, flankeret af ‘drop-in’-medlemmer Rosa og Karl Emil. [...] Læs mere...
    Vi, Hope relief and orphans children village, fik 5.000,- kr af ukassen og tak for det. Pengene blev brugt til at købe 5 computere til Hope relief and orphans children village organisation i Nyanguge. Skolen drives af Shija Clement. Vi sendte pengene via World Remit 5. april 2023 og Shija købte 5 stationære computere, 5 tastaturer, 5 skærme og 5 headset i april. Elever og  lærere var utroligt taknemmelige, og skolen kunne undervise i data, som både er populært blandt eleverne og nyttigt for samfundet som helhed. A Desværre havde skolen indbrud 30. januar 2024 og alt blev stjålet. Se billederne af den ødelagte dør. Politiet efterforskede sagen og fandt 2 af forbryderne. De havde headsettene, men forklarede at en tredje forbryder havde computerne. De to blev stillet for en dommer og idømt 3 års fængsel hver. Politiet er bekendt med den 3. tyvs identitet og er stadig på jagt efter ham. Hvis vi er heldige finder de ham, og skolen får computerne tilbage. Da Shija opdagede indbruddet, kontaktede han omgående Uffe, som kom og beså skaderne. Det er Uffe, som har taget vedlagte fotos af døren, der var brudt op. Regnskab: 5.000 kr. 5 computere med skærm, mus, headset og tastatur. Billeder af Uffe’s på besøg på skolen og to billeder af den ødelagte dør. Hilsen Bugekele Linus [...] Læs mere...
    Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    I september ansøgte vi, Sabina Shabani og Dina Bjørn, om penge til at støtte dansegruppen “Kisesa B” med at anskaffe ting, som kan støtte deres kulturarbejde. Kisesa B har i mange år ikke været en aktiv gruppe, men efter at Sabina for 3 år siden købte trommer til gruppen, har den nye generation genskabt gruppen og danser nu bunungule, bulabuka og sogota for fuld styrke. Gruppen har 26 dansere og trommerslagere. Vi havde et ønske om at støtte den gode udvikling samt styrke deres muligheder for at øve og få jobs. Det viser sig, hvilket jeg ikke var blevet informeret om tidligere, at papirerne nu skal sendes til et kontor i Dar Es Saalam, hvor den efterfølgende ventetid stadig er uvis. Jeg krydser fingre for, at det hele går op, og at godkendelsen går i hus. Licensen er meget vigtigt for deres arbejde, så vi fortsætter processen. Update følger i næste udgave af Mwaka Huu. Især fremstillingen af bjælder var spændende. Her tog vi til forskellige smede i Kisesa, som havde gamle hakkehoveder liggende, som vi købte. Derefter tog vi ud til Lugeye, en landsby som er kendt for deres dygtige smede, og fik smedet hakkehovederne om til de fineste små bjælder med en himmelsk lyd. På bare to uger fik smeden fremstillet 180 bjælder i hans værksted, hvor et cykelhjul fungerede som esse på ildstedet, hvor der blev lagt små stykker kul, som varmede jernet op til det blev rødglødende. Dansegruppen syede senere bjælderne på koskind og brugte dem til sogotadans. Pulstrommer blev hurtigt fremstillet: en tønde blev købt, blev skåret op i kortere størrelse og fik smedet runde kanter på (af gamle jernstumper fra et gitter). Dansegruppen havde allerede et koskind liggende, som blev sat på og trommer blev færdig i løbet af få dage. Simbiskallerne blev købt på markedet i Igoma (en større landsby nær Kisesa), og på to dage havde medlemmer af gruppen fået syet halskæder til alle. Dansebluserne til mændene valgte de at få trykt deres logo på for gruppens egne penge, se dem på billederne. Det har været dejligt at have et projekt med Kisesa B dansegruppen, og taknemmeligheden hos medlemmerne har været stor. At få et skulderklap som dette bringer glæde og medvind. Tak for bidraget kære ukasse. Hilsen Sabina Shabani og Dina Bjørn (skrevet af Dina) [...] Læs mere...
    En T-shirt, der gør en forskel: MØD DALUN SIMLI LADIES Et lovende fodboldhold i landsbyen Dalun i det nordlige Ghana modtog 5000 kr. i støtte fra ukassen. De er en flok håbefulde unge piger, og de er rigtig gode. Det var lykkedes dem at kvalificere sig til en turnering, som støttebeløbet var med til at gøre muligt for dem at deltage i. Det er nemt nok at spille fodbold derhjemme i landsbyen. De fleste spiller barfodede, idet kun 6 af holdets spillere har rigtige fodboldstøvler. Ved hjemmekampe og venskabskampe har holdet indtil nu lånt T-shirts af et drengehold. Men den går ikke i en turnering, hvor T-shirten skal have det rigtige navn på holdet påtrykt. Når man spiller fodbold i en turnering, skal man registreres med to sæt fodboldtøj med indikation af de farver, man spiller i. Altså 2 sæt, som for pigeholdet her nu består af ét sæt i blå/hvide farver – til hjemmekampe – og et andet sæt i farven rød, til når holdet deltager i udenbys turneringskampe. Der er første gang, at holdet har T-shirts med deres eget navn Dalun Simli Ladies på ryggen. Det giver adgang, og det giver stolthed! At bruge fodboldstøvler er fortsat ikke en forpligtelse. De er selvfølgelig meget ’nice to have’, men ikke ’need to have’. Men når de røde T-shirts med holdets navn er på, er man ’med’. Transport i forbindelse med turneringens ni udenbys kampe er en udfordring. Pengene strakte heldigvis til at leje en minibus, der kunne køre de 25 piger til kampene, så de kunne ankomme veloplagte. Det giver en anden anerkendelse end at ankomme hele holdet sammenstuvet på ladet af en ’motor-king’, beskidte og med ømme rygge og ben inden kampene. Det er også et spørgsmål om sikkerhed og derfor om at få tilladelse af forældrene til at tage med. Pigerne er mellem 14 og 18 år. Simli Ladies vandt ikke turneringen, men de vandt nogle af deres kampe. Kun de to mest vindende hold ud af ni gik videre. Men stoltheden over at have deltaget i turneringen er stor – og med rette. De har deltaget i en rigtig turnering, har spillet mod andre pigehold på deres eget niveau og fundet ud af, at der er flere piger, der dyrker sport og gennem fodbolden opnår et nødvendigt frirum og noget at gå op i. Det at spille mod de mere urbane fodboldhold vækker også respekt. Det at vinde kampe, selvom man kommer fra små kår. At være med til at spille fodbold, som er en virkelig populær sport i Ghana. Det er et eksempel på ’female empowerment’. De tre frivillige trænere, som sjovt nok alle er mænd, har også opnået noget med dette projekt. Gennem at deres hold har været med i turneringen, har de haft mulighed for at deltage i en træning omkring ’coaching ethics’ for fodboldtrænere, særligt målrettet dem, der har pigehold. Det er nødvendigt at udvikle sig for at kunne drive holdet videre. Den allerseneste udvikling er, at fire af pigerne gennem turneringen er blevet ’opdaget’ og nu er rejst til Benin for at vise deres færdigheder med bolden. Det vil sige, at de kan komme til at spille fodbold i en anerkendt pigeklub i Benin, og – hvis de viser sig at være gode nok – opnå adgang til et studielegat. I landsbyen Dalun er det første gang, at piger blevet headhuntet gennem sport. Særligt for forældrene åbner det deres øjne for potentialet, hvilket formodentlig vil gøre det lettere for andre piger at få lov. Turneringen i 2024 er nu lige om hjørnet. Hvis holdet kvalificerer sig til turneringen igen, vil det være nemmere for pigerne at deltage. Ikke alene har de nu de nødvendige T-shirts, men de har også øget selvtillid og støtten fra deres venner, forældre og hele landsbyen er mærkbar. Så mon ikke, der denne gang blive skillinget sammen til en minibus, så Simli Ladies igen kan ankomme med maner til turneringspladsen. Tak for at tro på pigerne. Hvor er det skønt, at ukassens forholdsvis små beløb endnu engang har gjort en stor forskel. REGNSKAB for tilskud på 5.000 kr.: T-shirts (jerseys): 2 hele sæt til holdet, 18 stk. = 1450 kr. Fodbolde: 500 kr. Transport til turnering 272 kr. for en bus x 9 turneringskampe = 2450 kr. Førstehjælpskasse: 600 kr. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...
    Kære alle sammen I skrivende stund (april red.) har vi endelig mærket et skift i vejret, solen bader stuen i lys, fuglene kvidrer løs, og jeg kan for alvor begynde at mærke forventningens glæde til sommerens komme – for sommer betyder lejr! I midten af marts afholdte vi årets generalforsamling, og det var så dejligt at mærke, at alle områder allerede er i fuld gang med at forberede årets sommerlejr. Lejrplanen laves, underviserne er ved at blive kontaktet, programmet falder langsomt på plads og tilmeldingen er åbnet! Skønt at se at mange allerede er tilmeldt. Det er jo efterhånden nogle år siden, at billetterne blev revet væk, da tilmeldingen åbnede, men sidste år blev pladserne udsolgt et par uger inden lejrens begyndelse. Så det er altså ret spændende at følge med i, hvor hurtigt det kommer til at gå i år. I år prøver vi at lave lidt om på programmets struktur, hvilket blandt andet betyder at vi får en frokostpause midt på dagen uden andre aktiviteter, og rykker fællesmødet til senere på dagen. Fællesmødet er et enormt vigtigt indslag i vores lejrdag: det er det eneste tidspunkt, hvor vi sidder sammen og ser og lytter til hinanden. Desværre har vi oplevet, at det har været svært at samle alle, og derfor har vi prøvet at arbejde med nogle tiltag, der får fællesmødet til at træde mere frem som det samlende punkt på lejren, det er. Det håber vi, I tager godt imod og er naturligvis meget spændte på at opleve, hvordan det fungerer og til at læse de evalueringer, I forhåbentlig laver efter lejren, hvis I har ris eller ros. I lejrforeningen ses vi, udover under selve lejren, (mindst) tre gange i løbet af året. I oktober mødes vi til evalueringsmøde, i marts til generalforsamling og i juni til vores “junimøde”, hvor de sidste aftaler og planer om den nærtstående lejr bliver delt områderne imellem. De seneste par år har vi i lejrforeningen arbejdet med anerkendelse og frivillighed. Vi er mange frivillige, der arbejder for at få lejren til at køre som en stor, velsmurt maskine, og ind imellem skal vi huske at stoppe op, se hinandens arbejde og indsats og sætte pris på alt det vi får præsteret, og de stærke venskaber vi har. Derfor er jeg glad for, at vi har startet en proces, hvor netop dette er i fokus, for jeg er sikker på, at vi får et bedre samarbejde og en bedre lejr ud af det i sidste ende. Og det er jo ekstra vigtigt i år, hvor vi afholder vores fyrretyvende lejr! Dét skal fejres, og der er heldigvis gode folk i gang med at finde på festlige måder at markere vores jubilæum på. Derudover glæder vi os jo bare til at mødes i skoven igen (igen igen) til den lejr, vi alle sammen kender og elsker (bare rolig – vi skal nok lade være med at lave for mange nye ændringer 😉 ). Det bliver SÅ dejligt at se jer allesammen igen og forhåbentlig også at byde nye ansigter velkommen. Skynd jer ind og meld jer til den fyrretyvende Utamaduni lejr! <3 Forårshilsner fra Tinne [...] Læs mere...