I ret mange år har jeg fulgt med i afviklingen af Sauti za Busara festivalen, altså kun på nettet.
I lang tid har jeg ønsket at overvære denne kulturelle begivenhed. I år blev det så endelig til noget. Det kunne passe ind i mit program med en tur til Unguja, Zanzibar. I år var festivalen fra d. 8. til d. 11. februar. D. 9. skulle Justo Gambula optræde med bandet Makadem fra Kenya, så det gik vi efter. Vi købte billetter dagen i forvejen. Vi var heldige, også Mzungu Kicha skulle spille den aften.
Han gik først på, allerede ved 7-tiden om aftenen. Vi sad på græsset og nød den skønne musik. Der var mad og drikke at købe, så vi blev der hele aftenen, mens et varieret og righoldigt program med moderne og traditionel afrikansk musik passerede over scenen.
Det er ikke nogen stor festival, ikke, at der føltes tomt, men heller ikke pakket. Der var plads til at danse og gå omkring og kigge på de mange boder. Festivalen afholdes i Zanzibars gamle fæstning med høje mure og store runde hjørnetårne, meget imponerende og stemningsfuldt.
Først ved midnatstid skulle Makadem gå på, vi stillede os op foran scenen og da Justo viste sig, råbte vi til ham, så han så, at vi var der. Han så rigtig glad ud og sød med sit sjove Micky Mouse-hår. Det er rigtig god musik, Justo og de to andre guitarister valsede frem og tilbage på scenen og fik hele festen til at danse med. Vi stod og dansede ved scenekanten, Malezu, vores Zanzibar-ven Abu, Mzungu Kicha og mange andre dejlige mennesker.
Da koncerten var slut, fik vi en krammer af den sveddryppende og lykkeligt udseende Justo, det var en uforglemmelig aften. Vi kom først hjem i seng ved 2-tiden om natten.
Kirsten Larsen