Home Mwaka Huu arkivet Mwaka Huu 2016 Opsang fra Dav

Opsang fra Dav

Opsang, hvori blandt andet kong Frederik den 2. og en presenning indgår.

.
dav1

 

Det er nat. En lun vind fejer stille over pladsen og nogle tusind sandkorn skifter plads. En teltdug sitrer, et barn vender sig i søvne. Højt græs bøjer sig, og træernes blade ryster i deres stilke.

De få tilbageblevne gløder i bålet lyser kortvarigt op og får en natsværmer til nysgerrigt at flakse tættere på.

Stjernebillederne Karlsvognen, Cassiopeia og Perseus stråler på himlen synlige for det blotte øje blandt hundreder af andre stjernekonstellationer med mærkelige navne.

Stjernetågen Mælkevejen med dens 100 milliarder stjerner kan anes som et diffust lys så langt væk, at det overgår forestillingsevnen. Inde i galaksen sejler nogle få såkaldte hyperhastighedsstjerner rundt. Forskere mener, at hyperhastighedsstjernen med en tvillingestjerne har været faretruende tæt på et massivt sort hul i Mælkevejens centrum.

Tvillingestjernen suges ind i hullet, mens hyperhastighedsstjernen på forunderlig vis bliver slynget ud i rummet med en fart af et par millioner kilometer i timen. Dette forunderlige fænomen kendes blandt astronomer som rekyleffekten.

Visse videnskabsfolk mener, at byggestenene til alt, hvad der eksisterer i universet, er de samme, og at vi derfor er det samme. At vi styres af de samme universelle love. Og at der derfor dybest set ikke er forskel på os og for eksempel blommetræer eller raps.

Kong Frederik den 2. blev kronet som konge af Danmark i august 1559. Han var en høj, rank og stærk mand med mørkt hår og høje tindinger, der interesserede sig for jagt, økonomi og fest. Måske ikke i den rækkefølge, for hans mor advarede ham flere gange mod følgerne af umådeholdent drikkeri, og kongens død allerede som 53-årig blev af den begravende præst udlagt som et resultat af druk.

Som ung forelskede han sig i en hofmesters niece, men hun blev ikke anset for at være fin nok, så han blev tvangsgiftet med den på det tidspunkt 14-årige, og i øvrigt yndige, Sofie af Mecklenburg.

Noget må have fungeret, for de fik syv børn.

Formentlig var kong Frederik ordblind. Det fortælles, at han ikke var i stand til at formulere sig skriftligt, men til gengæld gik han i krig med svenskerne. Det gik lidt op og ned, mest ned – blandt andet havde kongen to fejlslagne forsøg på at indtage Stockholm og Rigsrådet blev skidesure – men efter syv lange år måtte svenskerne alligevel anerkende Danmark som den mest magtfulde stat i Norden.

Efter således at have fået styr på parforholdet og svenskerne, drak han sig i hegnet en helt almindelig torsdag. I denne opløftede stemning fik han virketrang, kiggede sig om efter et nyt projekt og besluttede sig for at ombygge en borg i Helsingør.

Ombygningen stod på i 11 år, men en lun sommerdag i 1585, hvor svalerne kyssede græsset og hinanden, kunne kongen klippe silkesnoren til Europas flotteste renæssanceslot, Kronborg. Og han benyttede straks lejligheden til endnu en kæfert af de helt store.

Men inden da, må vi lige fem-seks år tilbage i tiden. For med svenskerne på hælene, Sofie i sengen og Kronborg undervejs blev Frederik igen rastløs. Han holdt som nævnt meget af jagt og en tirsdag inden morgenmaden, hvor han stod på sin terrasse og kiggede ud over terrænet, mens han adspredt kløede sig i skridtet, fik han endnu en idé. Svenskerne kunne han ikke skyde på mere, men hvad med alt det fjerværk, der ustandselig flagrer rundt i luften? Det var jo oplagt.

Han fik derfor anlagt nogle dyrehaver, hvor han blandt andet opdrættede fasaner, kalkuner og agerhøns, der var tænkt som senere jagtbytte.

Fasanen, der oprindeligt kommer fra Asien, var lang tid om at tilpasse sig danske forhold. Faktisk gik der nogle hundrede år, før der i 1870’erne blev fremavlet en fasanart, der kunne klare sig selv i den danske natur.

Men i 1580 var det ligegyldigt for kongen, om fasanen døde af sult, blev taget af en ræv, fordi den ikke vidste, at ræve spiser fasaner eller om den blev skudt. Han opdrættede og udsatte fasaner i lange baner.

I dag opdrættes og udsættes der årligt mellem 800.000 og en million fasaner, men forunderligt nok uden at det ændrer den samlede bestandstørrelse.

Det mest mærkelige ved fasaner er, at når de bliver forstyrret eller jagtet, trykker de sig mod jorden for så i sidste øjeblik at flyve op med bankende hjerte og larmende vingeslag. Det gør dem til et forholdsvis let bytte for jægere i alle aldre, der kalder den massive nedskydning for vildtpleje.

Klapjagt er en særlig form for vildtpleje, hvor vildtet, der typisk er fasaner, klappes frem mod de i forvejen placerede skytter. Inden jagten sættes i gang, skal skytterne orientere sig om terrænet og hilse på naboposterne, så alle er klar over, hvor de andre jægere står.

Når alle skytter er på plads, bliver der givet et jagthornssignal som tegn til, at klapperne kan begynde. Klapperne går frem med passende mellemrum og slår undervejs på kvasbunker, træer og lignende med en kæp eller et til formålet fremstillet klaptræ, hvilket får de formodentlig rædselsslagne fasaner til at lette.

Klapjagt kræver medvirken af både klappere og jægere, hvilket efter ovenstående beskrivelse ikke burde overraske nogen, men i den her sammenhæng er det alligevel værd at bemærke sig. For vi har her at gøre med det begreb, der kaldes det fælles tredje.

Det fælles tredje er centralt i en autentisk måde at være sammen på, både for jævnaldrende og for voksne og børn. Uanset deltagernes alder, er der altid mulighed for at være reelt fælles om noget. Det gør ikke noget, at en er dygtigere, ved mere eller har mere håndelag. Hovedsagen er, at der er noget ydre, et fælles anliggende, som alle er optaget af, og som de er optaget af sammen. I den fælles aktivitet er man sammen med nogen man holder af. Eller også kommer man til at holde af nogen, fordi man er sammen med dem om noget.

For nemheds skyld gradbøjer jeg fremadrettet begrebet ’Det fælles tredje’ en lille smule. Teoretisk velfunderede pædagoger vil muligvis sukke tungt og opgivende rette blikket mod loftet i håb om hjælp oppefra. Men som søn af en enlig mor med mig i puberteten kan jeg med empirien på plads helt entydigt sige, at suk og himmelvendte øjne ikke ændrer noget. Og at det er en anden historie.
Kong Frederik den 2. er ikke alene en stærk mand, han er også en klog mand. Hvis Kronborg skal være Europas renæssanceslot par excellence, juvelen blandt strandsten, kræver det noget ekstra.

Ingen kommer sovende til det smukke, undtaget de gange, hvor vi i drømme kan flyve.

Inden byggeriet går i gang, samler han derfor arkitekterne, sjakbajserne, håndværkerne, arbejderne og leverandørerne af sten og foreslår, at alle skal lægge nogle timers arbejde i fag, man ikke er uddannet til.

Mureren skal hver uge lægge arbejdstimer i køkkenet, hvor han for eksempel skal snitte kål. Arkitekten skal vaske op. Tømreren rense lokummer. Ingen kan sige sig fri. Stenhuggeren, der jo kan sidde ned og hugge de store sten til, kan ikke frasige sig tjanser indenfor andre arbejdsområder med en forklaring om, at han mangler det ene ben. Udfordringer er skabt for at blive løst, og alle er forpligtede overfor fællesskabet.

Mens forsamlingen højrøstet diskuterer forslaget, piller kongen sig diskret i næsen med en lillefinger. Så lægger han nakken tilbage, lukker øjnene og prøver at lodde stemningen. Da han igen åbner øjnene, ser han en flok gæs på himlen, der fra Sverige på den anden side af det blå sund trækker forbi med kurs mod Vor Frue Kloster et par kilometer inde i landet. Opløftet af gæssenes måde at flyve på forlader han fløjtende byggepladsen.

For uden at kende begrebet ved kongen, at det fælles tredje kan være en oplevelse, man er fælles om, eller det kan være en arbejdsproces, hvor man i fællesskab udretter noget. Og at det sidst nævnte fællesskab er det stærkeste. Som når gæssene flyver i formation.

Arbejdsprocessen har værdi, ikke kun som resultat, også som proces. Arbejdsprocessen er en af de grundlæggende menneskelige funktionsmåder. Det er også den, der definerer os som mennesker. Den hænger sammen med den enestående evne vi har, til forskel fra naturens andre skabninger, at vi kan planlægge noget, der skal ske i fremtiden.

Men vi kan ikke have muligheden uden også at have ansvaret. Og det ved kongen. Hvad enten jeg ønsker det eller ej, er mit liv og de andres liv, og dette livs indhold og vilkår, afhængigt af, hvilke handlinger jeg vælger at udføre her og nu. Hvilke arbejdsprocesser jeg vælger at gennemføre.

Vi er, kort sagt, afhængige af hinanden. I en grad, så man i særligt lysende øjeblikke kan fornemme, nok mere end reelt forstå, hvad forskerne mener, når de siger, at vi er det samme.

Frederiks forslag bliver efter en del snak frem og tilbage implementeret. Alle synes, det lyder som en god idé, og arbejdet med det kommende Kronborg skrider bemærkelsesværdigt lystigt frem. Den etbenede stenhugger har fået en stol, så han kan sidde ned og vaske op, og hans ru hænder nyder godt af sæbevandet. Også hans øjne har fået det bedre, i hvert fald stråler de, når han ser på Marie og Ingeborg, der ivrigt snakkende og lattermilde står ved siden af og tørrer af. Men en onsdag eftermiddag sker der noget uventet.

I ugerne op til dette tidspunkt har en frisk vind stået ind over landet, og selvom kalenderen siger sommer, regner det ustandseligt. Lige denne onsdag eftermiddag er der dog ophold i regnen, men vinden står fortsat ind på pladsen og får de våde blade til at hvirvle rundt, så man af og til med hånden må skygge for øjnene.

En armeret, delvist gennemsigtig, hvid presenning på 8 x 12 meter er via et sindrigt system hængt op over toppen af det telt, der rummer baren. Presenningen rager to-tre meter ud over teltkanten, dér hvor kunderne står, så de kan søge ly og læ under den i såvel solskin som i regnvejr.

Udhænget på presenningen er fæstnet til to stolper – én i hvert hjørne – der er gravet dybt ned og yderligere fastholdt af en wire, der stramt er bundet til en af de store teltpløkke. For at forhindre presenningen i at flapre, er den strammet meget hårdt op. For at trækket på presenningen ikke skal rive den itu, er hjørnerne forstærket med en træklods.

De gode intentioner til trods, og fordi det som sagt blæser en del, river omtalte presenning sig alligevel løs. Og det er her, vi må sande, at videnskaben om altings forbundethed formodentlig er sand. I hvert fald kan rekyleffekt opstå både blandt stjerner i en fjern galakse og blandt slotsarbejdere i Helsingør.

For hjørnet af den 8 x 12 meter armerede presenning påmonteret en pænt stor træklods skyder med rekyleffekt pludselig gennem luften med så høj fart, at havde der stået en fuldvoksen hest i vejen, havde den været død på stedet. Det gør der så heldigvis ikke.

Nogenlunde midt på sjappen – som er fagbetegnelsen for teltets ’tag’ – får presenningen en to meter lang revne på tværs, hvilket får håndværkerne til at indse, at den ikke kan stå for vindpresset, og at det vil være en god ide at pille den ned, inden nogen kommer til skade. På byggepladsens daglige personalemøde lader alle 14 bartendere til at forstå alvoren, og tre mand melder sig frivilligt til opgaven.

Man kunne ønske sig, at barpersonalet også i handling accepterede, at mødets fælles beslutninger nødvendigvis må overrule individets ellers nogenlunde frie valg. Næsten som når det igen og igen bliver fortalt, at al alkohol på byggepladsen bør købes i baren, fordi overskuddet blandt meget andet går til at støtte andre projekter i fjerne lande og invitere arkitekter og dygtige håndværkere fra udlandet til Danmark med alt betalt.

Når mængden af tomme flasker, der tidligere har indeholdt alkohol som ikke sælges i baren, alligevel bliver større år for år, skyldes det enten, at budskabet ikke er forstået eller at nogen prioriterer sig selv højere end fællesskabet. Eller måske mangler at se sig selv som blommetræer i en smuk plantage?

Efterhånden som byggeriet af det nye slot skrider frem, begynder nogle håndværkere at glemme deres tjanser. Eller at skulke. Ikke stenhuggeren, vorherrebevares, han nyder hvert sekund med hænderne i sæbevand og øjnene på kvinderne. Men to tømrere vil hellere arbejde med træ end skrælle kartofler. Så de bliver væk. Og med skam at melde er de ikke de eneste.

Og da de tre bartendere efter barmødet besigtiger presenningen igen, bliver de forunderligt nok enige om, at det er bedre presenningen bliver hængende, end at de demonterer den. Jeg skriver ikke disse ting for at pege fingre af nogen, jeg skriver det for at eksemplificere voksne menneskers evne til at lade individet gå forud for fællesskabet. Det er såre menneskeligt, men uhensigtsmæssigt på en byggeplads.

Når tre bartendere omgør en beslutning, de kort forinden selv har været med til at tage, når byggepladsens deltagere drikker piratalkohol købt udenfor pladsen og når nogle håndværkere af den ene eller anden årsag bevidst eller ubevidst skulker fra, fravælger eller forsøger at undgå byggeriets livsnerve, tjanserne, er det skadeligt for projektet.

Hvis en fælles arbejdsproces skal være berigende, skal man deltage i hele arbejdsprocessen. Man er kun fælles, hvis alle involverede deltager i alle faserne. Kun sammen kan vi skabe det fælles tredje.

Dagen siger tak og natten tager over. Langsomt vågner stjernerne på himmelhvælvingen. Hvis du kigger på din hånd, ser du resterne af supernovaeksplosioner tidligere i universets historie. De tungere grundstoffer fra eksplosionerne er nemlig fortrinsvis kul og ilt, som planeter og mennesker er lavet af.

I et lille land mod nord, på en lysning i en skov mødes 700 mennesker i alle aldre en gang om året. I en uge socialiserer de med åbne hjerter.

Vi er mælkevejen og blommeplantagen, sandkornene og rapsmarkerne. Vi er ikke noget uden hinanden.

dav

Davs beretning er et genoptryk fra hans Facebook note.

.

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.

  • Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2024:
    Beretning til Ukassen for Projekt: DRUMS FOR PRIMARY SCHOOL BANDS Padyuma Drum Makers har i flere år solgt og repareret små trommesæt i skoledistriktet Bagamoyo i Tanzania.   Regnskab per 29/02/2024 Indtægter TZS DKK Bevilling fra ukassen 2.316.0011 6705 Bevilling fra tredjepart 83.999 243 Udgifter TZS DKK Materialer 1.305.000 3.778 Løn til lærere og trommebyggere 780.000 2.258 Smed 180.000 521 Transport 135.000 391 Total 2.400.000 6.948 1 DKK→ TZS kurs inkl. overførselsgebyr: 345.4   Hilsen Christian, Katrine og Padyuma Drum Makers [...] Læs mere...
    Kære alle sammen I skrivende stund (april red.) har vi endelig mærket et skift i vejret, solen bader stuen i lys, fuglene kvidrer løs, og jeg kan for alvor begynde at mærke forventningens glæde til sommerens komme – for sommer betyder lejr! I midten af marts afholdte vi årets generalforsamling, og det var så dejligt at mærke, at alle områder allerede er i fuld gang med at forberede årets sommerlejr. Lejrplanen laves, underviserne er ved at blive kontaktet, programmet falder langsomt på plads og tilmeldingen er åbnet! Skønt at se at mange allerede er tilmeldt. Det er jo efterhånden nogle år siden, at billetterne blev revet væk, da tilmeldingen åbnede, men sidste år blev pladserne udsolgt et par uger inden lejrens begyndelse. Så det er altså ret spændende at følge med i, hvor hurtigt det kommer til at gå i år. I år prøver vi at lave lidt om på programmets struktur, hvilket blandt andet betyder at vi får en frokostpause midt på dagen uden andre aktiviteter, og rykker fællesmødet til senere på dagen. Fællesmødet er et enormt vigtigt indslag i vores lejrdag: det er det eneste tidspunkt, hvor vi sidder sammen og ser og lytter til hinanden. Desværre har vi oplevet, at det har været svært at samle alle, og derfor har vi prøvet at arbejde med nogle tiltag, der får fællesmødet til at træde mere frem som det samlende punkt på lejren, det er. Det håber vi, I tager godt imod og er naturligvis meget spændte på at opleve, hvordan det fungerer og til at læse de evalueringer, I forhåbentlig laver efter lejren, hvis I har ris eller ros. I lejrforeningen ses vi, udover under selve lejren, (mindst) tre gange i løbet af året. I oktober mødes vi til evalueringsmøde, i marts til generalforsamling og i juni til vores “junimøde”, hvor de sidste aftaler og planer om den nærtstående lejr bliver delt områderne imellem. De seneste par år har vi i lejrforeningen arbejdet med anerkendelse og frivillighed. Vi er mange frivillige, der arbejder for at få lejren til at køre som en stor, velsmurt maskine, og ind imellem skal vi huske at stoppe op, se hinandens arbejde og indsats og sætte pris på alt det vi får præsteret, og de stærke venskaber vi har. Derfor er jeg glad for, at vi har startet en proces, hvor netop dette er i fokus, for jeg er sikker på, at vi får et bedre samarbejde og en bedre lejr ud af det i sidste ende. Og det er jo ekstra vigtigt i år, hvor vi afholder vores fyrretyvende lejr! Dét skal fejres, og der er heldigvis gode folk i gang med at finde på festlige måder at markere vores jubilæum på. Derudover glæder vi os jo bare til at mødes i skoven igen (igen igen) til den lejr, vi alle sammen kender og elsker (bare rolig – vi skal nok lade være med at lave for mange nye ændringer 😉 ). Det bliver SÅ dejligt at se jer allesammen igen og forhåbentlig også at byde nye ansigter velkommen. Skynd jer ind og meld jer til den fyrretyvende Utamaduni lejr! <3 Forårshilsner fra Tinne [...] Læs mere...
    En T-shirt, der gør en forskel: MØD DALUN SIMLI LADIES Et lovende fodboldhold i landsbyen Dalun i det nordlige Ghana modtog 5000 kr. i støtte fra ukassen. De er en flok håbefulde unge piger, og de er rigtig gode. Det var lykkedes dem at kvalificere sig til en turnering, som støttebeløbet var med til at gøre muligt for dem at deltage i. Det er nemt nok at spille fodbold derhjemme i landsbyen. De fleste spiller barfodede, idet kun 6 af holdets spillere har rigtige fodboldstøvler. Ved hjemmekampe og venskabskampe har holdet indtil nu lånt T-shirts af et drengehold. Men den går ikke i en turnering, hvor T-shirten skal have det rigtige navn på holdet påtrykt. Når man spiller fodbold i en turnering, skal man registreres med to sæt fodboldtøj med indikation af de farver, man spiller i. Altså 2 sæt, som for pigeholdet her nu består af ét sæt i blå/hvide farver – til hjemmekampe – og et andet sæt i farven rød, til når holdet deltager i udenbys turneringskampe. Der er første gang, at holdet har T-shirts med deres eget navn Dalun Simli Ladies på ryggen. Det giver adgang, og det giver stolthed! At bruge fodboldstøvler er fortsat ikke en forpligtelse. De er selvfølgelig meget ’nice to have’, men ikke ’need to have’. Men når de røde T-shirts med holdets navn er på, er man ’med’. Transport i forbindelse med turneringens ni udenbys kampe er en udfordring. Pengene strakte heldigvis til at leje en minibus, der kunne køre de 25 piger til kampene, så de kunne ankomme veloplagte. Det giver en anden anerkendelse end at ankomme hele holdet sammenstuvet på ladet af en ’motor-king’, beskidte og med ømme rygge og ben inden kampene. Det er også et spørgsmål om sikkerhed og derfor om at få tilladelse af forældrene til at tage med. Pigerne er mellem 14 og 18 år. Simli Ladies vandt ikke turneringen, men de vandt nogle af deres kampe. Kun de to mest vindende hold ud af ni gik videre. Men stoltheden over at have deltaget i turneringen er stor – og med rette. De har deltaget i en rigtig turnering, har spillet mod andre pigehold på deres eget niveau og fundet ud af, at der er flere piger, der dyrker sport og gennem fodbolden opnår et nødvendigt frirum og noget at gå op i. Det at spille mod de mere urbane fodboldhold vækker også respekt. Det at vinde kampe, selvom man kommer fra små kår. At være med til at spille fodbold, som er en virkelig populær sport i Ghana. Det er et eksempel på ’female empowerment’. De tre frivillige trænere, som sjovt nok alle er mænd, har også opnået noget med dette projekt. Gennem at deres hold har været med i turneringen, har de haft mulighed for at deltage i en træning omkring ’coaching ethics’ for fodboldtrænere, særligt målrettet dem, der har pigehold. Det er nødvendigt at udvikle sig for at kunne drive holdet videre. Den allerseneste udvikling er, at fire af pigerne gennem turneringen er blevet ’opdaget’ og nu er rejst til Benin for at vise deres færdigheder med bolden. Det vil sige, at de kan komme til at spille fodbold i en anerkendt pigeklub i Benin, og – hvis de viser sig at være gode nok – opnå adgang til et studielegat. I landsbyen Dalun er det første gang, at piger blevet headhuntet gennem sport. Særligt for forældrene åbner det deres øjne for potentialet, hvilket formodentlig vil gøre det lettere for andre piger at få lov. Turneringen i 2024 er nu lige om hjørnet. Hvis holdet kvalificerer sig til turneringen igen, vil det være nemmere for pigerne at deltage. Ikke alene har de nu de nødvendige T-shirts, men de har også øget selvtillid og støtten fra deres venner, forældre og hele landsbyen er mærkbar. Så mon ikke, der denne gang blive skillinget sammen til en minibus, så Simli Ladies igen kan ankomme med maner til turneringspladsen. Tak for at tro på pigerne. Hvor er det skønt, at ukassens forholdsvis små beløb endnu engang har gjort en stor forskel. REGNSKAB for tilskud på 5.000 kr.: T-shirts (jerseys): 2 hele sæt til holdet, 18 stk. = 1450 kr. Fodbolde: 500 kr. Transport til turnering 272 kr. for en bus x 9 turneringskampe = 2450 kr. Førstehjælpskasse: 600 kr. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst [...] Læs mere...
    I september ansøgte vi, Sabina Shabani og Dina Bjørn, om penge til at støtte dansegruppen “Kisesa B” med at anskaffe ting, som kan støtte deres kulturarbejde. Kisesa B har i mange år ikke været en aktiv gruppe, men efter at Sabina for 3 år siden købte trommer til gruppen, har den nye generation genskabt gruppen og danser nu bunungule, bulabuka og sogota for fuld styrke. Gruppen har 26 dansere og trommerslagere. Vi havde et ønske om at støtte den gode udvikling samt styrke deres muligheder for at øve og få jobs. Det viser sig, hvilket jeg ikke var blevet informeret om tidligere, at papirerne nu skal sendes til et kontor i Dar Es Saalam, hvor den efterfølgende ventetid stadig er uvis. Jeg krydser fingre for, at det hele går op, og at godkendelsen går i hus. Licensen er meget vigtigt for deres arbejde, så vi fortsætter processen. Update følger i næste udgave af Mwaka Huu. Især fremstillingen af bjælder var spændende. Her tog vi til forskellige smede i Kisesa, som havde gamle hakkehoveder liggende, som vi købte. Derefter tog vi ud til Lugeye, en landsby som er kendt for deres dygtige smede, og fik smedet hakkehovederne om til de fineste små bjælder med en himmelsk lyd. På bare to uger fik smeden fremstillet 180 bjælder i hans værksted, hvor et cykelhjul fungerede som esse på ildstedet, hvor der blev lagt små stykker kul, som varmede jernet op til det blev rødglødende. Dansegruppen syede senere bjælderne på koskind og brugte dem til sogotadans. Pulstrommer blev hurtigt fremstillet: en tønde blev købt, blev skåret op i kortere størrelse og fik smedet runde kanter på (af gamle jernstumper fra et gitter). Dansegruppen havde allerede et koskind liggende, som blev sat på og trommer blev færdig i løbet af få dage. Simbiskallerne blev købt på markedet i Igoma (en større landsby nær Kisesa), og på to dage havde medlemmer af gruppen fået syet halskæder til alle. Dansebluserne til mændene valgte de at få trykt deres logo på for gruppens egne penge, se dem på billederne. Det har været dejligt at have et projekt med Kisesa B dansegruppen, og taknemmeligheden hos medlemmerne har været stor. At få et skulderklap som dette bringer glæde og medvind. Tak for bidraget kære ukasse. Hilsen Sabina Shabani og Dina Bjørn (skrevet af Dina) [...] Læs mere...
    Tak for tilskud fra ukassen til projektet hegn om skole og børnehave i fiskerlandsbyen Abene i Sydsenegal. Lederne af børnehave og skole fik for nogen år siden hjælp til at få rent vand lagt ind i gården. Da vi sidste år spurgte, hvad der nu var det vigtigste, nævnte de en mur eller hegn om skole og børnehave. Dels så de små børn ikke løber ud på vejen, dels så hunde, geder, slanger mm. ikke kommer ind i skolegården. .kk Jeg kom i år til Abene i december måned, og henvendte mig straks til landsbyens bedste entreprenør Babou, der også er en gammel ven. Vi har lavet en del projekter sammen, bl.a. risafskalningsmaskine, brænding af rigtige mursten, rent drikkevand til skole og børnehave samt betaling af skolepenge sidste år for de fattigste elever. Det viste sig, at en mur ville blive for dyr, men med et passende hegn kunne vi komme langt for de 5.000 kr., der var bevilliget. Babou har selv 2 børn på skolen og tilbød at stille gratis arbejdskraft til rådighed. Dette gjorde, at pengene kunne strække lidt længere. Tak for det. Fotos af hegn må dog vente til næste år, da vi først lige – i februar – har bestilt materialerne. Hilsen Mette Sumo [...] Læs mere...
    Der er 2400 elever på Kumbungu Senior High School (et gymnasie ude på landet, i det nordlige Ghana). Eleverne bor på tætpakkede sovesale uden moskitonet og kun begrænset adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold. Malaria og tyfus samt diverse maveproblemer er ganske udbredt. Der går faktisk ikke en dag, hvor der ikke er en elev, der må lægge sig med sygdom. Der er sendt en container til Ghana gennem GLOBUS programmet. Der er bl.a. endnu en seng til sygestuen på Kumbungu Senior High samt en stående ventilator. Det bliver rigtig godt. Tak til ukassen for at hjælpe til. Hilsen Camilla Nielsen-Englyst m.fl. [...] Læs mere...
    Nu kan vi mærke, at vi lever… Vi er glade for at kunne fortælle, at det igen summer af liv i ukassen. Vi behandler ansøgninger igen og har modtaget en god mængde ansøgninger fra både kendte og nye ansøgere. Fedt, fedt, fedt! I den tid ukassen har været tvunget i dvale, har vi ændret på nogle småting i ukassens retningslinjer. Noget af det, som nok er mest spændende for jer er, at I nu kan søge helt op til 7.000 kroner til jeres projekt. Som noget nyt afprøver vi en behandlingsmodel, som vi håber giver bedre, hyggeligere og mere effektive behandlingsmøder. Som I ved, behandles ansøgninger til ukassen to gange årligt, i forbindelse med generalforsamlingen og evalueringsmødet. Tidligere har vi opfordret deltagere på mødet til at blive og behandle ansøgningerne umiddelbart efter, men der er vi jo trætte og vil hellere hygge! Derfor skriver vi fremover et opslag på arrangør-/og hjælper-facebookgruppen forud for mødet. Her kan man melde sig til at hjælpe med at behandle ansøgninger lige FØR stormødet. På den måde er vi friskere under behandlingen, og det hele glider derfor nok lidt mere effektivt. Kom og vær med – Vi kan jo faktisk ikke behandle ansøgningerne alene, der skal være uvildige medlemmer i behandlingsudvalget! Kærlige hilsener Tine, Sofia og Ida Støttede projekter 2023 Vi har i 2023 modtaget i alt 11 ansøgninger om støtte til i alt kr 60.769,00 kr. 10 ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 48.769 kr. Dvs. ikke alle har modtaget støtte. De, som har modtaget støtte, har generelt modtaget det beløb de har ansøgt om. Billedet viser ukassens møde umiddelbart efter GF i marts 2024! I sofaen sidder de 3 faste medlemmer Tine, Sofia og Ida Hanni, flankeret af ‘drop-in’-medlemmer Rosa og Karl Emil. [...] Læs mere...
    Vi, Hope relief and orphans children village, fik 5.000,- kr af ukassen og tak for det. Pengene blev brugt til at købe 5 computere til Hope relief and orphans children village organisation i Nyanguge. Skolen drives af Shija Clement. Vi sendte pengene via World Remit 5. april 2023 og Shija købte 5 stationære computere, 5 tastaturer, 5 skærme og 5 headset i april. Elever og  lærere var utroligt taknemmelige, og skolen kunne undervise i data, som både er populært blandt eleverne og nyttigt for samfundet som helhed. A Desværre havde skolen indbrud 30. januar 2024 og alt blev stjålet. Se billederne af den ødelagte dør. Politiet efterforskede sagen og fandt 2 af forbryderne. De havde headsettene, men forklarede at en tredje forbryder havde computerne. De to blev stillet for en dommer og idømt 3 års fængsel hver. Politiet er bekendt med den 3. tyvs identitet og er stadig på jagt efter ham. Hvis vi er heldige finder de ham, og skolen får computerne tilbage. Da Shija opdagede indbruddet, kontaktede han omgående Uffe, som kom og beså skaderne. Det er Uffe, som har taget vedlagte fotos af døren, der var brudt op. Regnskab: 5.000 kr. 5 computere med skærm, mus, headset og tastatur. Billeder af Uffe’s på besøg på skolen og to billeder af den ødelagte dør. Hilsen Bugekele Linus [...] Læs mere...
    Hello Sofia and everybody at the ukassen Thank you very much for support of the Yiri Kan project with DKK 7000! I have made contact with the board of Yiri kan in Burkina Faso and they would like to express their thanks as well. They immediately started on the preparation s of the construction. Warm regards,, Paul Klippet fra deres hjemmeside: — Opdatering — : For at sikre at investeringerne i et klasselokale og en indgangsport kan bruges i længere tid, var det nødvendigt at forhandle med udlejer. Den korte opsigelsesfrist blev erstattet af en flerårig lejekontrakt, hvor Yiri Kan havde forkøbsret ved salg. Undervisningslokalet bliver bygget på ejendommen, hvor alle musikinstrumenterne nu er lavet af Youssouf Keita og hans team. Der er allerede et leropbevaringsområde, og det meste af træ, græskar og halvfabrikata opbevares i gården. Arbejdet hermed skal fortsætte som normalt og i fritiden ordnes forhold til anlægsarbejdet. Til byggearbejdet hyres fagfolk. 2. JANUAR 2024 Arbejdet er startet på Yiri Kan-foreningens grund. Den første levering blev lavet til fundament og vold til opførelse af det overdækkede klasseværelse. En sandbil leverede flere læs sand og var afgrænset til ydersiden af ​​klasseværelset med dens baldakin. Tuning af balafon og græskar fortsætter som normalt… Undervisningsrum De forskellige sandtyper blandes i de rigtige proportioner til henholdsvis gulvet og pudsen mod væggen. Stængerne til taget er ved at blive placeret. Senere viser det sig, at pælene er for lave, og der forberedes justeringer for at hæve dem. Blanding af sand Den oprindelige plan om at få lavet en metalport går nu ud over budgettet. Der er fundet en butik, som har lukket sine aktiviteter og kan bruges til at lave materiale (jern og træ) til en smuk, overkommelig port. FORTSÆTTES….. [...] Læs mere...
    Samarbejdspartner: REEP Ghana (Rural Education for Empowerment) Først skal der igen lyde en tak til ukassen for den tildelte bevilling. Det har været en glæde at se projektet skabe små ringe i vandet ude i verden – og hjem igen til Utamaduni via omtale på sociale medier 🙂 Jeg har endnu ingen decideret feedback i forhold til om projektet også er lykkedes med at nedbringe skolefravær, men da REEP gør en stor indsats for at motivere pigerne og følge op på organisationens projekter, så kan jeg kun sige, at meget taler for et sådant udfald. Jeg har sendt en forespørgsel til REEP i dag, og sender gerne en opdatering, når jeg hører nyt! Ligesom Camilla i afsnittet ovenfor, vil også jeg gerne sende en varm tak til alle, der har bidraget til projektet: Utamadunis ukasse selvfølgelig, REEP-teamet, Camilla Englyst for 100% for Børnene, CISU, og ikke mindst Zafina Eliza Søndergaard. Sammen KAN vi gøre en forskel. Hilsen Anna Laursen [...] Læs mere...
    African Paradise projektcenter takker for denne gang . Mit dejlige paradis i fiskerlandsbyen ved Atlanterhavet i Sydsenegal er nu til salg. Jeg kan se tilbage på 30 år med projekter, hvoraf ukassen har støttet de fleste: medicin og akuthjælp til gratis forhaveklinik (bla. grå stær og brækkede ben), tandlægeprojekt, rent vand og hegn til skole og børnehave. Læs Mettes seneste ukasse-rapport fra Abene. Desuden risafskalningsmaskine og projekt med brændte lersten (mursten) til holdbare huse. Tusind tak for det. I landsbyen bor stadig Majid (tidligere arrangør i Bazar og Duka) og en del af året også Agnethe (fra lejrens 1. hjælp). For 200.000 kr. (eller 26.000 euro) kan du overtage hele paradiset. Der er 2 huse, 3 hytter + 1 dobbeltværelse + 2 enkeltværelser, i alt 19 sengepladser. Man kan evt. leje naboernes huse, der er så 5 sovepladser mere. En klasse fra Århus friskole var der for et par år siden, hvilket Hans Martin kan fortælle om. Det er oplagt at bruge stedet til projekter, airbnb, fælles vinterparadis eller lignende. Alt indbo samt kontakter til ”vicevært”, chauffør, dans, trommer og musik medfølger. Se min facebookside for flere fotos. Kærlig hilsen pensioneret afrikafarer Mette Lotus. Tidligere arrangør i 1. hjælp og info. Nu kassemester og med i regnskabsgruppen.   Her kan du se udvalgte fotos, find flere på Mettes Facebook [...] Læs mere...
    Du var min lillesøster og min storesøster. Jeg var din lillebror og din storebror. Vi var fætter og kusine. Du var søster til tre langt før du blev mor, en bellis på engen blandt stort blomsterflor. Du var vinden med hjerte, havet med storm, du var natten med stjernernes femtakkede form. Du var forår med sne, anemoner og regn, en guldsmed på pigtrådens blødeste hegn. Du var fuglen, der fløj på vinger af sang, med rytmen fra trommer og stort vingefang. Du var solen, der lyste skyggerne op, du var mørkets betvinger i en lattermild krop. Du var min lillesøster og du var min storesøster. Du var også: Branderten til min lever, grinet til mine øjne, latteren til mit hjerte. Centimeter af min vækst, en hånd i ryggen og en stemme, når jeg var umulig. Jeg var din lillebror og du var min storesøster. Jeg var din storebror og du var min lillesøster. Jeg bærer dig i hjertet. Nimekukumbuka mpaka nalia.   Hilsen Dav . . . [...] Læs mere...
    Kære ukasse Tusinde tak til ukassen for sponsoratet. I er alle meget velkomne i Igeye hos Maisha Furaha Theater Group. Med Venlig Hilsen Maisha Furaha Theater Group. [...] Læs mere...
    UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania. Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten. Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone. Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna. I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden. Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset. Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik. Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv… Hilsen Kirsten Larsen Mhoja [...] Læs mere...
    Kære ukasse Vi er taknemmelige for, at I kunne bevillige penge til, at vi kunne tage en tur til Dar Es Salaam, så vi endelig igen kunne få fornyet vores tilladelse til at danse med slanger. I samme ombæring fik vi også fornyet vores gruppetilladelse. Vores budget holdt ikke helt, da alting var lidt dyrere end vi havde regnet med. Det blev besluttet, at formanden og vores kasserer ville tage af sted til Dar Es Salaam, og således tog John Dismas Elias og Charles William Mabutu afsted tidligt om morgenen d. 24. august 2023 fra Mwanza. Det var en lang bustur med megen ventetid, men efter næsten et døgn kom vi frem til Dar Es Salam d. 25. august kl. 01.30 om natten. Vi gik rundt i en times tid for at finde et prisvenligt hotel – priserne var desværre steget siden sidst, vi var i Dar Es Salaam. Vi endte med at finde et hotelværelse til 45.000 tsh pr. nat. Tidligt næste morgen tog vi hen på det kontor hvor ”Officer Utamaduni” holder til. Der var en lang kø, og da vi endelig kom til, skulle vi tale med mange forskellige medarbejdere, for at de overhovedet ville behandle vores sag. Det kostede os 20.000 tsh i bestikkelse. Efter 3 timer på stedet fik vi at vide, at den person, der havde alle stempler var taget hjem. Vi fik at vide, at vi kunne booke en aftale til den efterfølgende dag, så det gjorde vi. Resten af dagen tilbragte vi på hotellet. Om morgenen d. 26. tog vi afsted igen hen til kontoret, og denne gang var gud med os, og vi fik vores gruppetilladelse OG vigtigst af det hele vores tilladelse til at danse med slanger! Vi måtte dog betale lidt mere, end vi havde regnet med. Vi betalte 55.000 tsh for vores gruppetilladelse og 300.000 for vores slangedansetilladelse OYE OYE OYE !!! Da vi var færdige på kontoret, kunne vi heldigvis nå at hente vores ting på hotellet og derefter tage til busterminalen for så at tage den sene bus hjem til Mwanza. Vi var hjemme i Mwanza dagen efter d. 27 sidst på eftermiddagen. Endnu engang tusinde tak for hjælpen! Vi er meget glade for endnu engang at kunne danse med vores slanger uden frygt for at blive arresteret. Budgettet: Tur til Dar Es Salaam 2 pers. (bus tur/retur + hotel og mad) = 430.000 tsh Gruppetilladelse 55.000 tsh Tilladelse til at danse med slange 300.000 tsh I alt 785.000 tsh Oprindeligt havde vi fået bevilliget 595.000 tsh, og vi måtte derfor låne de resterende penge fra Nanna Thea Johansen. Kærlig Hilsen Nana-Thea og Maisha Furaha Theater Dance Troup. P.S Vi havde fået at vide at vi skulle tage billeder undervejs på turen. Det gjorde vi også, men Charles kom til at tabe sin telefon i en spand vand, et par dage efter hjemturen og så var de billeder væk. [...] Læs mere...
    En beretning om dansegruppens danmarkstourné i Kristi Himmelfart 2023 . På vej hjem over Storebæltsbroen, fra Nyborg mod Korsør, vækkes vi alle ud af vores tømmermænds-søndagsslummer, ved at vores chauffør Timon rømmer sig i højtaleren; ”Nå, alle sammen, nu har jeg jo været sammen med jer et par dage og lært jer lidt at kende som nogle festlige og syngende mennesker. I forgårs ved bålet hørte jeg jer høre denne sang, som jeg genkendte, og jeg kunne ønske mig, at I synger den igen, her når vi kører over højbroen. Beklager min udtale men den lød nogenlunde sådan her: Malaikaaa, nakupenda Malakika”. – Vi retter os straks i sæderne, og Koku synger for, hen over Storebælt synger vi med rustne sangstemmer Miriam Makebas banger, som også er blevet sunget i mange år på vores sommerlejr. Vores tur lakker mod enden, og vi er lykkelige over, at vores helt egen privatchauffør Timon har nydt turen i bussen Pumba – som vi døbte den første dag – lige så meget som os. En tur til himlen tur retur med Danmarks hyggeligste, mest spraglede, skøreste dansegruppe. Jeg startede med at komme i Igokoloo i 2019, og siden første dag har jeg hørt utallige røverhistorier om, hvordan en vis Jens Idoke arrangerede ture for gruppen før i tiden. Der er både historier med, hvordan der på en tankstation i Sverige blev kogt pasta i en stor gryde med en ukrudsbrænder, hvordan gruppen overnattede i en børnehave efter et show på kræmmermarked og blev vækket af legende børn, om vanvittige optrædener på Roskilde Festival med Ngoya og til Karneval, hvor Lubala lavede ting med en dukke, der nok ikke var gået i dag. Jacob, Gry, Marco og Ditte har som den nye mere ”modne” (Ja, beklager venner, I er jo stadig unge, men ikke lige så unge som de nye unge) medlemmer i Igokoloo, været utroligt gode til at fortælle om de lystige tider i Igokoloo i 90’erne og 00’erne, hvor alt var muligt. Historierne fik mig til at drømme og tænke; ”Vi må skabe nogle nye minder sammen, tage på nogle nye eventyr. Vi vokser snart ud af danselokalet i Folkets Hus, vi må have luft under vingerne” Så i det tidlige forår 2023 begyndte jeg at skrive breve, putte frimærker på og tage en tur forbi postkassen. Jeg inviterede os selv hjem på besøg hos nogle af vores gode venner. De gamle Grævlinge på Granlunden, Inge Nyamiji i Tørring, Trine Naja og Michael i Aserbo, Sydfyn, og Jens og Koku på Ventegodtgaard. De ville heldigvis alle sammen gerne have besøg af os. Og så kunne ruten og forberedelserne lige så stille begynde. Timon og Pumba – et himmelsk makkerpar Nu vidste jeg, hvor vi skulle hen, men hvordan kommer vi ud på denne rejse? Med en bus og en chauffør. Men hvor skaffer man det i 2023? I gamle dage ringede Jens jo bare til en ven med en bus, og så var den i vinkel. I dag er der en masse regler og sager, som gør det en del mere bøvlet. Jeg vil spare jer for det meste af processen udover den lykkelige slutning. (Og ja, jeg havde også fat i Niels Plads) Vi lejede en bus gennem det underskønne københavnske busselskab Solibus. En bus der var lige tilpas farverig, rusten og skramlet til os. Chaufføren dukkede op af sig selv, da jeg spurgte ud på facebook og en ven af en ven kontaktede mig. Som en engel sendt fra buschaufførshimlen – Timon. En biolog med skøn tysk dialekt, som kørte lidt rutebus ved siden af studiet. Han havde aldrig kørt over flere dage med gruppe før men var frisk på opgaven. Fotograf var han også, det er ham, der har taget de flotteste af billederne, som jeg har brugt til artiklen. Og med bus, cahuffør og rute på plads var det bare at tælle dagene til afgang. Vi mødtes på Sjælør station den skæbnesvange solskinsdag 18. maj med trommer, telte, øller, champagne, sangbøger, kangaer og højt humør. Bussen pakket, alting klar, Pumba spandt som en mis. Men hvor var Maria? Busafgangen for Igokoloo tour ændres til: ”Når Maria kommer”, og det gjorde hun til sidst. Bussen trillede afsted mod første stop – Lille Skensved. Ventegodtgaard – vi starter ved starten Med bobler på bagsædet og fællessang var turen i gang. De sjællandske rapsmarker gled forbi udenfor vinduet, og køreturen mod Køge var næsten for kort. Det var simpelthen så utroligt hyggeligt at køre i bus sammen. Som en blanding af studenterkørsel, partybus, polterabend og band-tourné. Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor vores værter tog hjertevarmt imod os. Eller også var de i gang med alt muligt, havearbejde, jordbær. Det føltes stadig som at komme hjem. Igokoloo har en stærk tilknytning til dette sted, ligesom Jens og Koku har haft, og stadig har, en kæmpe betydning for dansegruppen. Det var det perfekte sted at starte vores tur. Først en omgang Sogota i solen, så kæle med de 5 nye kattekillinger. Resten af dagen gik blandt andet med at ordne have sammen med Koku. Vi fandt bununguletrommerne frem og fik både luget, slået græs, danset, sunget, plantet blomster ud og drukket en enkelt Tuborg Classic. Og ja, hvad med aftenen – jamen, I kan nok forestille jer scenariet. Grillen blev tændt, og Frederik og Maria svingede udstyret og tilberedte de lækreste øko-Svanholm-steaks til os. Bålet brændte, guitaren, trommerne, øllerne, Jens’ jordbærsnaps, røverhistorierne, sangene, snakkene, kærligheden, varmen, grinene, grinene, grinene. I kender det – lige som det skal være. Og ikke for sent i seng, vi har jo en hel dag mere i morgen, og i overmorgen, og i overmorgenmorgen. De sidste gik vist til ro, efter solen var stået op igen. Vi havde hygget os så meget, at Koku ikke ville sige farvel og hoppede med på bussen for at rejse med på resten af himmelfarten – hvilken gave. Der blev sunget hele vejen til Sydfyn. Melodi: Når jeg er full er jeg altid gla” – Norsk drikkevise (den Frederik altid synger) ”Når Igokoloo skal ud på tur, Kører Timon os i Pumba Vi kører rundt i det danske land, Og vi vil ikke danse Zumba Så hvis du ser os på landevejn’, Så rejs din hånd op og lav et tegn – til Pumba” Aserbo – sommerminder på Sydfyn Igen gled Sjællands sommermarker forbi vinduerne, og på Fyn-siden gjorde vi frokoststop, med rugbrødsmadder, dukkert og udsigt til broen. Marco spillede en Katumba (Bunungule trommekald) ved vandet, og flere sommerhusbeboere kiggede nysgerrigt over hækken. Vi havde af Jens og Koku lånt billedmapper med, med gamle fotos af gruppen, og turen mod Sydfyn blev både nostalisk og lystig. Det føles specielt at være en del af historien i denne dansegruppe. Blandt andet billeder fra Marcos 18 års fødselsdag, hvor gruppen gav den gas i vores flotte orange kangaer. Og så pludselig, efter nogle timers kørsel bandt sydfynske bølgende marker, kørte bussen ind af grusvejen på Dalmosevej 7 i Skårup. Med det samme væltede en masse minder frem. Det var netop her, vi i sommeren 2021 afholdte sommer-kikome. Aserbo, Trine Naja, Michael og Tino dannede rammen og værtskabet for en magisk forlænget weekend med det bedste fra sommerlejr krydret med det bedste fra Sydfyn og stedets fortryllende energi. Vi var 7 fra Igokoloo, som sammen planlagde weekenden – Anne Sofie, Linda, Elias, Jacob, Maria, Tinne og Clara. Det gik lige som det skulle og vi lovede hinanden – aldrig igen. Nu var vi tilbage. Blandt træerne, fuglene, hjortene og med de dejligste værter. Og vi lavede mad, tændte bålet, snakkede, sang, dansede, trommede, grinede, grinede, grinede. Der var gæster fra Cheza Mjini og Odense. Michael have en god Rom, som vi skulle smage. I bålets skær, spurgte han, hvem som havde fået et afrikansk eller – sukumanavn. Det endte med en hel runde med gode historier og fortællinger om vores navne, og hvordan de var kommet til os. Nogle i gruppen har flere navne fra Tanzania, andre har ikke noget. Det var en kærlig og særlig runde – tak for spørgsmålet, Michael. Også på vores besøg hos Aserbo passer vores chauffør Timon perfekt ind, han finder hurtigt ud af, at der er et ynglende høgepar i granskoven, og nyder det rige fugleliv som af en eller anden grund ikke er blevet skræmt væk af vores sang og trommer. Vi gik til ro drypvis i løbet af natten, de sidste da solen stod op. Stuen blev omdannet til en stor sovesal, med alt hvad der dertil hører af snorken med mere. Nogen blev vist nok også trådt på, af en som tumlede meget sent/tidligt i seng. Det var svært at tage afsked med det magiske sted. Det var helt afgjort med et ”på gensyn”, da bussen Pumba efter en lille omgang støvsugning og opfyldning af minibaren op ad formiddagen trillede videre. Over Lillebæltsbroen hørte vi Lukas’ ”Solskin I April” på repeat. Næste stop: Jylland. Inges Permakulturhave i Tørring En del fik sig en lille én på øjet, imens Timon sikkert førte Pumba og truppen over Lillebælt. Vi havde inviteret os selv på frokost i det grønne hos Inge. Et skønt frokostbord blev dækket med urter og grønt fra haven. Bronzefennikel, dild, skvalderkål, melde, purløg med meget mere gjorde kartoffelmadderne himmelske. Vi lagde også vejen forbi Inge for at hilse på og mindes vores læremester, sangmager og Igokoloo-pioner Edwardi Ntemi, på den flotte forfædreplads som Inge fik lavet og indviet i forbindelse med Edwardis rejse videre i april 2022. Det føltes meget særligt, vemodigt og kærlighedsfyldt at samles om pladsen, drikke en rom, synge og mindes. Det tog længere tid, end vi havde regnet med i det stramme program, men sådan er det. Afsked tager tid, og vi lod det tage tid. Med tårerne trillende, både af sorg og glæde, havde vi en meget mindeværdig stund sammen hos Inge og Edwardi. Trommerne blev også fundet frem og støvet af, og vi sang og dansede et par af hans sangdanse. Inden vi pakkede sammen, var vi endda så heldige, at Paulo Lusana kom forbi og delte ud af sine varme kram til os. Tak for et meget særligt og betydningsfuldt stop på vores vej til Inge og Edwardi, næste gang bliver vi meget længere. Endnu en gang pakkede vi sammen og trillede hjem til Sjælland over broerne, sang Malaika og var helt fyldt op af Igokoloosk kærlighed. Som små fisk i det store fiskenet. Tak for turen, vi gør det igen en anden gang. IGOKOLOO MOTO Hilsen Clara Vi ses til Igokoloos 30 års jubiæum på Hillerød Lilleskole 24.-26. maj 2024 Plakaten er skabt af Marie Hesseldal, efter illustration af Anne El Al https://www.facebook.com/events/1592528968257443/?ref=newsfeed [...] Læs mere...