– Prøv med kærlighedens stærke arm, stod der i Flemmingbøgerne fra begyndelsen af sidste århundrede.
– Kærlighed er stærkest, sagde vi i mit kollektiv 50 år senere.
I år sagde Julie på seks:
– Jeg synes, kærlighed er godt, så længe der ikke er noget i fjernsynet.
Nå, men på årets utalejr havde jeg taget en inder med. En lille tætbygget fyr med et rundt hoved, store øjne, store tænder og tilbagestrøget, sort hår med olie i. Tanken var, at inderen kunne bære bagagen, slå teltet op, komme med morgenmad og i det hele taget gå til hånde. Det gjorde han, da jeg var i Indien sidste år, og det fungerede helt uproblematisk.
– Du har taget en inder med på Afrikalejr? spurgte en af kusinerne skeptisk, da vi ankom.
– Ja! Der er en milliard af dem og de 400 millioner har ikke noget arbejde, svarede jeg. – Jeg gør ham faktisk en tjeneste.
– Det er muligt, men det her er en afrikansk danselejr… Hvad skal du med en inder?
– Jeg skal ikke noget med inderen. Udover, at jeg har ansat ham som min tjener. Hvordan tror du, reaktionen på lejren ville være, hvis jeg havde ansat en afrikaner?
Ben, hed han. Inderen. Eller, det hed han egentlig ikke, han hed Abhimakhar Jnaneshwar Kalatapaswi Shivabhaktha, men det kunne jeg jo ikke sige hver gang, jeg skulle kalde på ham, så derfor kaldte jeg ham for Ben.
Egentlig er det vel lidt nedladende ikke at bruge folks navne, men på den anden side kaldte han mig Sir, så jeg tænker, vi var lige gode om det. Ben sagde ikke så meget. Kiggede interesseret på alt det nye, mumlede lidt hindi og kløede sig i håret. Han talte faktisk et glimrende engelsk – godt nok med stærk indisk accent, men fuldt forståeligt. Og mest som opfølgning på spørgsmål.
I øvrigt var han vældig omgængelig.
At vi tilsyneladende frivilligt skulle bo i en flygtningelejr i en skov, når vi har varmt vand i vandhanerne hjemme i lejligheden i Aarhus, undrede Ben.
– Det er ikke en flygtningelejr, forklarede jeg mildt overbærende, men uden at gå i detaljer. For lidt ret havde han jo. I hvert fald var jeg selv flygtet fra hverdag og arbejdsformidling og smartphone og Magasin og den slags, der alt for let griber om sig, når man står i det.
Og efter en vandretur på 60 kilometer i norske fjelde med kompas, rygsæk og noget, der mindede om frostgrader, skulle det gøre godt med en uges familiær omsorg og kærlighed i høj sol.
Derfor var det hård kost, da fotografen på lejren krævede, at Sarah og jeg skulle garantere at være sammen også næste år, før hun igen ville knipse os til familiesamlingen. Hun fotograferer som bekendt familier på lejren hvert år, og udstiller billederne, så vi kan se, at vi bliver ældre. Jeg kan lide ideen. Men kravet om årelangt forpligtende samvær holder ikke. Det må være nok, at vi er familie qua vores dværg.
– Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i, sagde jeg til familiefotografen, mens mine øjenbryn foretog en rejse mod hårkanten højt oppe i panden, og mine øjne blev store.
Jeg kiggede ud over pladsen og kunne ikke få øje på nogle, der holdt hånd.
– Er du sikker på, du er det rette sted? spurgte jeg forsigtigt. – Det her er Uta-lejren.
Fotografen fastholdt.
Sidste år valgte Sarah og jeg at offentliggøre en … hmm … connection, som ikke mange i familien Uta kender. Vi blev fotograferet med vores fælles afkom. Der blev ikke stillet spørgsmål.
SOO MUCH last year.
I år havde trommerne sandt for dyden fået ny lyd.
Nu skulle vi redegøre for relationen.
Også selv om billeder ellers siges at fortælle mere end tusind ord.
NOT.
– Er I kærester? spurgte fotografen inkvisitorisk.
– Ahem, forsøgte Sarah sig, det er en anelse prekært. Og måske ikke helt rimeligt, at jeg for at blive fotograferet skal redegøre for de fædrene ophav til mine fire, nej fem, børn. Min nuværende mand ved jo godt, at Dav og jeg … ahemm … men ellers…
– Vi er ikke kærester. Og jeg vidste ikke, man behøvede være kærester for at få børn sammen, afbrød jeg kategorisk og lod blikket vandre ud over Tobacco Beach.
Pygmæer i alle størrelser tumlede i sandet.
Fotografen blev ved.
– Hvor er barnet nu? Og er I sikre på, det var jeres?
Forskellen på at betro sig og tilstå ligger alene i om atmosfæren er tryg.
Sarah og jeg kiggede på hinanden. Mine øjenbryn sad stadig fast oppe under hårkanten.
– Hun er hård som mursten, mumlede jeg ud af mundvigen til min søns mor. Og rent faktisk anede vi ikke, hvor knægten var.
Det var så ikke noget nyt, han havde altid gået sine egne veje. Kort efter vi for første gang stod med de tre et halvt kilo gener i en miniatureudgave af et menneske, gik han sine egne veje.
Som sine forældre.
Ja, som fucking hele familien.
Det er jo derfor vi har lejr. Så vi engang imellem har oplevelsen af at kunne finde vej, komme hjem.
Selvfølgelig vidste vi ikke, hvor han var. Come dog on!
Og nu var moren og jeg skilt.
– Ja, gu’ er det vores, og selv om vi er skilt, er vi da familie alligevel, svarede jeg en anelse skarpt.
– Sir? sagde Ben, og skulle til at sige noget mere.
Klap i, kommanderede jeg og kiggede strengt på ham.
– OMG.
– Oh My God.
– OMFG.
– Oh My Fucking God.
Jeg talte med mig selv og rystede langsomt på hovedet, mens jeg med rutinerede bevægelser miksede og serverede tre antidepressiver til muserne på den anden side af disken.
Antidepressiver?!?
De kunne have drukket kold kaffe eller vand fra tørveskæret, dårligt humør var ikke en option.
Unge var de. Smukke, smækre og sødmefyldte. Forførende som modne brombær.
Neglelak og lange kjoler. Opsat hår og fuldt optrukne streger. De lignede tre millioner. Én hver.
Og stærkt flirtende.
– Vi vil giftes med dig, sagde de i kor og grinede.
– Nej, jeg tager ham, trumfede den ene.
Jeg blev slet ikke spurgt. Det var så heller ikke nødvendigt. Vinder du i Lotto, brokker de færreste sig.
Men kan man overhovedet det? Gifte sig hen over en bardisk.
– Hvad er det sket med moralen? spurgte jeg retorisk.
– Det samme, som der skete med cd’erne, svarede Ben. – Erstattet af en nyere, hurtigere, nemmere teknologi.
– Det er hårdt at være skilt, men ikke så hårdt som at være dyretæmmer. Dét er et hårdt job. I hvert fald hvis man har nogen dyr at tæmme.
Sådan sagde knægten sidste år, mens vi stod under hatten på Tobacco Beach.
Men dyr har man jo altid. I hvert fald når man er voksen.
Sommetider er det rottweileren, der knurrer i bunden af maven, andre gange er det chihuahua’en, der hysterisk kæfter op. Svinehunde. En alt for almindelig race.
Man ku’ få den tanke, at andre havde moret sig med at installere en kennel, mens man et øjeblik var optaget andetsteds.
Nu stod vi der igen, under hatten. Men dværgen manglede. Eller … han manglede vel egentlig ikke, han var bare henne og lege. Det var fotografens behov, at han optrådte live.
Som var vi i cirkus.
Måske passede det meget godt?
Ben havde flere gange fortalt mig, at jeg var som et cirkus.
– Uden telt og dyr, sagde han og tilføjede: – Men med en stor manege.
Mine muser skreg på mig. Eller … mig og mig, det er nok så meget sagt, de skreg på alkohol.
– Daaav!
– Øjeblik, de damer.
Den nære familie var under lup, vi måtte stå sammen.
Brombærrene ku’ vente.
Musernes råb tiltrak enlige mænd helt henne fra samfundet, så på den måde var forhøret godt for forretningen.
Mænd kan lugte giftemodne, flirtende kvinder. De er et af klodens stærkeste afrodisiaka. Vi vil ganske vist ikke giftes, men alene muligheden for, at vi kan bruge jernet til noget fornuftigt, gør os irrationelle. Krybdyrhjernerne tager over. Stenalderen flytter ind. Og ommøbleringen gør os tørre i halsen.
Så mens Sarah og jeg parlamenterede med fotografen og muserne ventede, steg omsætningen i baren betragteligt.
Men havde fotografen en pointe?
Ikke det der med at skulle garantere, man også var kærester næste år. Gud Fader nej. Det måtte være noget, hun havde læst i Femina. Men noget med at holde lidt sammen. Både på sig selv og på hinanden. Eller bare prøve.
Er det blevet for let at engagere sig intimt?
Andre end mig må have prøvet at vågne og kigge ind i øjnene på det savn, vi forsøgte at flygte fra. Med polske håndværkere buldrende i kraniet og det meste af Hjerl Hede i kæften. Tør som en dåse salt. Omgivet af ingen cola og bristefærdig blære.
– Tak for i går, hoster man og aner ikke, hvad man takker for. – Har du Treo, og var det også godt for dig?
Knaser dem i håb om, at de nulstiller hjernen, finder sokker og underhejs og kaster sig gispende efter luft ud af teltet eller hoveddøren eller bildøren eller hvor man nu har lagt.
Er det blevet for let at gå sin vej?
Ben havde flere gange undret sig over vores måde at håndtere kærlighed og familie på. Han var ikke imponeret.
– Familien er vigtig, sagde han, når vi havde besøgt en ven eller veninde, der var alene med sine børn.
– Ja ja, plejede jeg at svare og sende en tanke til min datter og søn, der har hver deres mor, som jeg ikke er kæreste eller gift med.
Og nu var vi jo på Utalejr. Til træf med den nærmeste familie med påhæng. Jeg synes selv, jeg gjorde det med familie meget godt. Altså, de bliver jo ikke alle sammen inviteret til jul, men alligevel.
Vi kunne ikke give fotografen garantier om at danne par næste år, Sarah og jeg. Det ville også være helt ude i hampen, eftersom vi allerede var gået fra hinanden. Men betød det virkelig, at vi ikke var familie? Det gjorde ondt i maven at tænke på.
– Kærlighed kalder på dæmonerne. Og de forsvinder ikke, fordi du vælger en anden partner. Eller et singleliv. Skyggerne er i dig, ikke i kærligheden. Overvej at gå hele vejen, sagde Ben.
– Nogle gange bliver maven mæt før øjnene, forsøgte jeg. – Det er vel meget menneskeligt?
– The way is not in the sky, the way is in the heart, indskød Buddha.
Ved ikke, om det har det fjerneste med fortællingen at gøre, men han blander sig efterhånden i det meste.
Ingen havde lovet, det skulle være let.
Men det kan jo for helvede ikke passe! Man er kun to. Og nå ja, så nogle gange nogle rollinger. Men to.
Hvor svært kan det være?
Måske man skulle følge seksårige Julie og se noget tv i stedet?
Åha Dav. Så gjorde du det igen. Hils Ben…..:O))
<3