Må jeg introducer jer for Hope Relief Orphans Village, som U-kassen sidste år støttede med 5000kr til indkøb af et overrislingsanlæg.
Det består af vandpumpe slanger og en tank, som skal tjene til sikring af høst af basale fødevarer som majs og ris til børnenes daglige måltid på jordstykker, som ligger lige ud til Victoriasøen. De kan nu overrisles med vand fra søen, når regnen svigter, som den gjorde hele sidste år. Både den lille og store regn udeblev totalt og efterlod mange folk på sultegrænsen.
Jeg har lige modtaget rapport dernedefra, om at anlægget er indkøbt ifølge budgettet og fungerer, og i rapporten er også en overstrømmende tak til Utamadunicamp for støtten til dyrkning af børnenes mad i skolen. Og en bøn til at vi fortsat vil støtte projektet på anden vis.
The Hope Relief Orphans Village er en statslig registreret NGO i landsbyen Lugeye oprettet for fire år siden, for at varetage de mest udsatte børns tarv og udvikling. Der er 152 børn, som kommer på centret, hvoraf de 52 er forældreløse og resten er fra de fattigste familier i byen, der har deres skolegang på centret, i tørtiden under et storkronet træ, ligesom det foregik før i tiden, inden skriftsproget kom til, når stammens historiefortæller mundtligt videregav legender og myter til børnene. Men i regntiden, som det er nu, foregår undervisningen i en stor lade til opbevaring af bomuld, som man låner eller lejer.
Man har ingen bygninger selv, men drømmer om at bygge en skolestue, og et dormitory og kontor i nær fremtid, om Gud vil, som de siger og håber på der dukker sponsorer op med empati for sagen! – Det gør jeg også, for det er et elskeligt sted drevet af ildsjæle, der brænder og sørger for, at disse børn får en god skolegang og kommer videre i uddannelse eller arbejde og får et godt liv!
Jeg var inviteret til julefest derude som en af æresgæsterne, og blev beværtet med et festmåltid og børnene sang og dansede for os, som I kan se på de medfølgende billeder, mmmmmm maden smagte vidunderligt!
Hilsen fra Uffe Madadi
HopeReliefOrphansVillage