UTAMADUNI – AKTIVITETER i 2023 – 2024, Tanzania, Sukumaland og Christiania.
Af Kirsten Larsen Mhoja, jeres antropolog i felten.
Hvert år, når Christianias fødselsdag d. 26/9 nærmer sig, tænker jeg på at invitere dansegrupperne til at optræde. Sidste september havde vi et fint lille show med dansegruppen Igokoloo. Tilskuerne stod med åben mund og polypper over de smukke unge dansere, og jeg kunne vimse rundt som gammel medicinkone.
Ved ankomsten til Lake Hotel i Mwanza stod Malezu allerede og ventede. Oh, hvilket skønt gensyn! Efter en uges hvile var vi klar til Bujora. I mellemtiden havde vi dog allerede besøgt Kulwa i hans fantastiske nye hus i Kisesa.
Mange danskere havde i år besluttet sig til at besøge Bujora og Kisesa, vores gode dansevenner fra Utamaduni og Igokoloo. Det var en tryg og hyggelig tid. Vi boede for første gang i Bujoras fine smedehytte.
I år er et fantastisk frugtbart år i Sukumaland. Det har regnet meget, på et tidspunkt 10 dage i træk uden ophør. Næsten for meget, så de nysåede små majsplanter svømmede væk. Men for rismarkerne er det helt fantastisk. Man måtte endda på et tidspunkt pumpe vand væk, så meget var der i bassinerne med risplanter. Når jeg nu er sammen med en sukuma bonde/medicinmand/danser, lærer jeg rigtig meget om landbrug. Køerne og gederne bliver fede, når der er masser af græs, og hyænerne bliver nærgående, så meget at man måtte hænge lygter op ved folden, hvor køerne står om natten for at forhindre hyæner i at angribe. Et andet problem er køer, der løber ud og æder naboens majs. Så skal der betales erstatning.
Mens vi boede på Bujora, fik vi besøg af Bona, en slægtning til Malezu. Han havde trådt en torn op i foden, der nu var betændt og opsvulmet, det så ikke godt ud, der var endda tale om amputation. Men det skulle da heldigvis ikke gå så galt. Malezu gik i gang med at behandle, men rigtig godt blev det først, da vi brugte min “løvefedt”, fucidin sårsalve, og til slut en penicillinkur, som jeg heldigvis havde medbragt. Et rejseapotek er essentielt.
Vi fik også besøg af den afdøde præsident for Bagika, slangedansernes selskabs barnebarn Shabagi, som nu har overtaget sin bedstefars position. Han fremstiller dansemedicin i stor stil. Bedstefar Kabugume gav mig mit navn Mbuke og gav mig dansemedicin, som jeg stadig har. Jeg er rigtig glad for stadig at bevare kontakten til dem.
Det er blevet en tradition, at vi besøger Knud Erik Mlalahasi og hans familie i deres fantastiske sted i Nyanguge. Denne gang var Uffe Madadi med sammen med Simon N’Dokeji og hans frue Susanna.
I år rejste Malezu ikke med mig tilbage til Dar. Han tog Bona med sig hjem til Salama, så han kunne bo der, indtil hans fod var helt i orden.
Noget der virkelig er påfaldende er, hvor meget der bygges. Overalt bygges der boliger og virksomheder. Hvor der før var det bakkede sukumalandskab med de spredte mangotræer, ser man nu overalt bliktage på nye huse skinne i sollyset.
Tilbage i Dar var jeg med Mosher og familie på en lille todages badeferie i Bagamoyo. Vi besøgte det nye fiskemarked. Det var spændende at se alle de forskellige fisk, der lige var halet op af Det Indiske Ocean. Vi købte friskkogte rejer, som vi spiste om aftenen til en kold øl på baren, mens vi lyttede til moderne musik.
Noget som man skal se i Dar er markedet Kariako, et orgie af lys, farver og dufte og et spændende folkeliv…
Hilsen Kirsten Larsen Mhoja