Støtte 2019
Årsberetning for u-kassen 2019
Et stille men produktivt år….
I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle.
På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere.
Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning.
Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres.
Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsende på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer!
Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest.
Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter.
Tak for jeres engagement i Afrika.
Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter.
Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine
Støttede Projekter 2019
Vi har i 2019 modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb.
Bistader i Abrani, Ghana v/Elisabeth Lange
U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK og senere igen med 2.500 DKK
Vi modtog i 2. omgang 2500 kr. og i 1. omgang 5000 kr. 2 danskere hjælper beboerne i landsbyen Abrani (Ghana) med at etablere bistader. Alle 5 bistader står nu forskellige steder udenfor landsbyen, og der er kommet bier i et af staderne. De kommer først, når regnen har sat ind. Så glæder vi os til, der kommer honning. Læs mere her
Nafsi Africa Acrobats gadebørn & mad i Nairobi, Kenya v/Solvejg Juul Sandberg
U-kassen har støttet dette projekt med 4.260 DKK
Nafsi Africa Acrobats ansøgte Utamaduni Ukasse om penge til finansiering af ”Nafsi Africa Street Chrildren food program”. Støtte skulle gå til et program, der gør det muligt for gadebørn at lære at vaske hænder, få gratis måltider og forbinde dem til støtteorganisation. Nafsi tilbyder overnatning, mad, rent vand, forældrevejledning, uddannelsesvejledning og akrobatik. Læs mere her.
Forhave/Barfodsklinik i Abene, Senegal v/Mette Lotus
U-kassen har støttet dette projekt med 2.500 DKK
Støtten fra ukassen er gået til indkøb af diverse medicin (antibiotika, malaria, smertestillende, ormemidler, øjenbetændelse m.m.) samt behandling af bl.a. tuberkulose og grå stær i ‘barfodsklinikken’ i byen Abene beliggende i Sydsenegal. Læs mere her.
Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal v/Ida Hanni Brandt
U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK
Støtten fra ukassen er gået til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Støtten har dækket de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Læs mere her.
Indkøb af risafskaller til landsbyen Nghama i Magu Distrikt Tanzania v/Knud Erik Asak
U-kassen har støttet dette projekt med 5.000 DKK
Den lille rapport handler om majsmøllen og ris-afskalleren i landsbyen Nhama, som ligger 15 km fra Nyanguge og ind i landet, fra asfaltvejen mellem Mwanza og Mosoma. Nu kører ris-afskalleren og majsmøllen i Nhama til gavn for kvinder og os Kikundi Cha Lubango Farm og vi modtager kun positive meldinger fra møllepasser Nestory Siluba og kasserer Mama Reheli. Læs mere her.
Færdiggørelse af trommehus ved Bujora, Tanzania v/Sander Machombo Nielsen
U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK
Trommehuset på Bujora er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Læs mere her.
Kostumer og Scene til Fanaka Arts Project v/Gull-Maj Leicht Karimi & David Mwaura Karimi
U-kassen har støttet dette projekt med 1.000 DKK
Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Støtten er gået til at der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Læs mere her.